Lande i Mellemøsten - Iran

JERUSALEM (30.09.2012): Igen ruller debatten. Denne gang på grund af åbningen af FN’s Generalforsamling, hvor stats- og regeringschefer fra hele verden har givet hver deres status over klodens tilstand fra verdensorganisationens talerstol – blandt andet Iran’s præsident Mahmoud Ahmadinejad og Israel’s premierminister Benyamin Netanyahu.
     For ikke så lang tid siden – inden han endnu en  gang skiftede mening – erklærede Israels forsvarsminister Ehud Barak, at et angreb på Irans atomprogram helt kunne standse Irans forsøg på at få atomvåben, eller I det mindste sætte programmet ganske mange år tilbage.
     Måske!?! Måske ikke!
     Der er ikke enighed om det blandt eksperterne. Og nu, hvor Barak igen har skiftet mening, er han øjensynligt ikke en gang enig med sig selv.

JERUSALEM (11.01.2012): En motorcykel med en passager på bagsædet snoer sig ud og ind igennem den støjende, kæmpemæssige, permanente trafikprop, man i daglig tale kalder Teheran. Pludselig stopper den ved siden af en bil. Passageren hæfter noget, der senere viser sig at være en magnetisk bombe, fast til bilen, og motorcyklen suser af sted igen. Sekunder senere eksploderer bomben, og alt er på et splitsekund forvandlet til rygende kaos.
     Det kunne være en bid af manuskriptet til en James Bomd-film eller den syvende udgave af Mission Impossible, men det er virkelighed i dagens Iran.
TRANEKÆR (16.11.2011): I det sidste par uger, har jeg holdt foredrag overalt i det ganske land, og det fortsætter et par dage endnu. Uanset emnet for de foredrag, jeg har holdt, har der næsten hver eneste aften været et spørgsmål fra publikum om truslerne fra et Iran med atomvåben, og risikoen for at Israel vil bombe det iranske atomprogram.
     Derfor lige inden jeg haster ud af døren til denne aftens foredrag blot disse hurtige strøtanker om situationen.
TRIPOLI (28.10.2011): Jeg sidder lige nu i Tripoli i Libyen, og har i det hele taget haft et travlt år, hvilket betyder, at jeg ikke har fået skrevet så meget på min hjemmeside, som jeg gerne ville. Dertil kommer, at jeg er bagud med et bogmanuskript, som skal være færdigt. Alt i alt betyder det, at der er begivenheder og emner hernede i mit ”pastorat”, jeg gerne ville have skrevet om, men som jeg ikke har haft tid eller energi til at få gjort noget ved. Derfor er jeg nødt til at bruge og genbruge de muligheder, der viser sig.

BEIRUT (13.10.2010): Her i Mellemøsten er det meget normalt, at huse, fascader, broer, lygtepæle og alt andet, der kan bære en plakat er plastret til med flatterende portrætter af det pågældende lands konge, præsident eller militærdiktator.
     Sådan er det ikke helt her i Libanon. I hvert fald ikke i hovedstaden Beiruts sydlige forstæder. Her er ingen billeder af Libanons præsident Michel Suleiman eller landets premierminister Sa’ad Hariri. Ikke et eneste.
     I den her del af Libanon kunne man nemt forledes til at tro, at man i virkeligheden befandt sig i Iran. For overalt er der kæmpeplakater af Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad. De eneste andre, vi ser billeder af her, er de iranske stats-ayatollaher Ruhollah Khomenei og Ali Khamenei. Den eneste libaneser, vi ser store hyldestportrætter af, er Hizbollah’s leder, sheikh Hassan Nasrallah.

TRANEKÆR (15.08.2010): Nu er Iran tilbage i nyhedsstrømmen igen. Denne gang på grund af præsident Mahmoud Ahmadinejad, landets atomprogram og risikoen for at det kan udvikle sig til en ny militær konfrontation i Mellemøsten. Men hvad er der blevet af Irans reformbevægelse? De unge demonstranter med grønne bånd om pander og håndled? Er kravene om mere frihed og demokrati opgivet? Er bevægelsen gået i sig selv igen? Er det tiden, hvor vi skal til at skrive den grønne reformbevægelses nekrolog?
TRANEKÆR (14.08.2010): Det er formentlig de færreste, der er helt uberørte af udsigten til at præsident Mahmoud Ahmadinejad og det iranske præstestyre, som vi kalder det, får atomvåben. Iran påstår stadigvæk selv, at det ikke er målet med landets atomprogram. Men det udstyr, der bruges, og omfanget af programmet, kombineret med regimets nærmest maniske hemmelighedskræmmeri  om atomprogrammet, giver omverdenen god grund til at frygte det værste. Især hvis man er israeler, og derfor på grund af det iranske regimes krigeriske retorik, må føle sig særlig udsat.
TRANEKÆR (14.08.2010): Er der i al hemmelighed blevet sat kræfter i gang for at lægge grunden til et militært angreb på Iran? Det mener Trita Parsi, som i denne artiken på websitet salon.com stempler Jeffrey Goldbergs artikel i The Atlantic Magazine (som du kan se andet steds her på hjemmesiden) som en del af en sådan kampagne. Det er, skriver Trita Parsi, en kampagne, der styres af amerikanske såkaldte neocons, nykonservative fra den tidligere republikanske præsident George W. Bush’ bagland, og fra højre-nationalistiske kredse i Israel.
JERUSALEM (12.06.2010): Saudiarabien har under hånden givet Israel tilladelse til at flyve over saudisk territorium, hvis det israelske luftvåben skal angribe Irans atomprogram. Det skriver den britiske avis The Times i dag. Artiklen citerer, som det er kutyme i den slags historier, kun anonyme kilder, så det er umuligt at verificere historiens troværdighed. Men man kan sige, at Saudiarabien – som de fleste andre arabiske Golfstater – i samme grad som Israel frygter for konsekvenserne, hvis Iran skulle komme i besiddelse af atomvåben. Og da araberne ikke selv er i stand til at sætte en militær stopper for projektet, hvis sanktionerne ikke virker, så er Israel den eneste militære magt i området, der kan.
JERUSALEM (19.05.2010): Præsident Mahmoud Ahmadinejad’s internationale politiske pokerspil virkede tilsyneladende ikke. Selvom Iran for et par dage siden offentliggjorde en aftale med Tyrkiet og Brasilien om udveksling af en del af landets eget berigede uran for brændselsstave til civilt brug, så er FNs Sikkerhedsråd alligevel netop enedes om at sanktionerne overfor Iran skal skærpes, hvis landet ikke totalt stopper sit atomprogram.
Sider : 1 2 3 4
næste