Lande i Mellemøsten - Iran

JERUSALEM (05.01.2016): Vi kan ikke luftbombe terrororganisationen Islamisk Stat til underkastelse. Der skal også styrker ind på landjorden.
     Men hvorfor skal vore unge mænd og piger sendes til den arabiske verden for at rydde op i arabernes rod? Hvorfor holder araberne ikke selv orden i eget hus? De spørgsmål stiller mange i Vesten. Med god ret. Men arabiske militære landstyrker i Syrien kan gøre en i forvejen kompliceret situation helt uoverskuelig.

JERUSALEM (18.01.2016): ”Det er diplomatiets smukkeste stund”, siger nogen om atom-aftalen med Iran, som betyder at sanktionerne imod landet nu bliver ophævet. ”Det er selve beviset på at forhandlinger bedre kan løse internationale kriser, end trusler og våbenmagt kan.”
     ”Nej. Det er tværtimod et eksempel på, at vi i Vesten falder for Irans snu ayatollaer i vores iver for at få del i et nyt, attraktivt marked, mens Iran stille og roligt breder sin indflydelse over store dele af Mellemøsten”, advarer andre.

JERUSALEM (13.12.2015): Jeg har lige været med i et indslag på TV2/NEWS om det fantastiske i, at kvinder nu har fået lov til at stemme ved og stille op til et kommunalvalg i Saudi Arabien. 
     En enkelt håndfuld kvinder er måske blevet valgt. Måske. Og det er alt i alt kun det tredje valg i Saudi Arabien overhovedet. Et land hvor man kunne skrive en hel bog om alle de frihedsrettigheder, der bliver trampet under fode, brudt og overtrådt. Valget i går er et fremskridt. Et tabu der er brudt. Men der er meeeget lang vej endnu. Meget lang.
     Israel er derimod langt bedre at bo i. Selv for landets arabiske borgere.
     Især for arabiske kvinder (som uden problemer kan stemme og blive opstillet og valgt ind… ikke bare i kommunalrådet men også i parlamentet.) Endnu mere for arabiske kristne. Endnu, endnu mere for kristne arabiske kvinder. For kunstnere. Oppositionelle. Politiske systemkritikere.
     Og så har jeg slet ikke talt om bøsser og lesbiske.

JERUSALEM (04.03.2015): Den mest imminente, eksistentielle trussel imod Israels fremtid er slet ikke de iranske atommissiler, skriver den israelske avis Haaretz i sin lederartikel i dag efter premierminister Benyamin Netanyahus kontroversielle tale til Den amerikanske Kongres om netop atomtruslen fra Iran.
     Den mest umiddelbare trussel, som Israel står overfor som en jødisk og demokratisk stat, er den fortsatte besættelse af de palæstinensiske områder. Israels fortsatte undertrykkelse af palæstinenserne og den dramatisk højere befolkningstilvækst blandt palæstinenserne er det, der i langt højere grad truer Israels fremtid, skriver avisen.

JERUSALEM (03.03.2015): Den israelske premierminister Benyamin Netanyahu’s tale til Den amerikanske Kongres var imødeset med spænding og et vist mål af bæven fra mange sider. Sjældent er en tale blevet så diskuteret og endevendt endnu inden den er blevet holdt. Selvom ordlyden ikke var kendt i detaljer indtil talen blev holdt, så var emnet klart: Den diplomatiske aftale med Iran om en lempelse af sanktionerne til gengæld for en international overvågning af landets atomprogram, som præsident Barack Obama's administration forsøger at få forhandlet hjem, anser Israel for at være en trussel imod den jødiske stats sikkerhed og eksistens.
     Netanyahu’s tale til Kongressen var ikke bare kontroversiel på grund af dens kritik af USA's udenrigspolitik i Mellemøsten, men også fordi den var resultatet af en aftale mellem Israel og republikanerne i Kongressen bag præsident Barack Obamas ryg. Og fordi den kommer kun to uger inden det israelske valg, og derfor kan ses som et forsøg på at trække USA ind i en intern israelsk valgkamp.

JERUSALEM (01.03.2015): Sjældent har en tale vakt så megen postyr, inden den overhovedet er blevet holdt, og uden at nogen kender dens ordlyd. Vi kan sjusse os til indholdet, men det er mere at talen overhovedet holdes, og måden den bliver holdt på, der har skabt ballade.
     Mandag skal den israelske premierminister tale for AIPAC, en koordinerende paraplyorganisation for de pro-israelske lobbies i Washington, og tirsdag kommer så efter planen Netanyahu’s kontroversielle tale til Kongressen, hvortil han på israelsk foranledning er blevet inviteret af republikanerne.

JERUSALEM (30.09.2012): Igen ruller debatten. Denne gang på grund af åbningen af FN’s Generalforsamling, hvor stats- og regeringschefer fra hele verden har givet hver deres status over klodens tilstand fra verdensorganisationens talerstol – blandt andet Iran’s præsident Mahmoud Ahmadinejad og Israel’s premierminister Benyamin Netanyahu.
     For ikke så lang tid siden – inden han endnu en  gang skiftede mening – erklærede Israels forsvarsminister Ehud Barak, at et angreb på Irans atomprogram helt kunne standse Irans forsøg på at få atomvåben, eller I det mindste sætte programmet ganske mange år tilbage.
     Måske!?! Måske ikke!
     Der er ikke enighed om det blandt eksperterne. Og nu, hvor Barak igen har skiftet mening, er han øjensynligt ikke en gang enig med sig selv.

JERUSALEM (11.01.2012): En motorcykel med en passager på bagsædet snoer sig ud og ind igennem den støjende, kæmpemæssige, permanente trafikprop, man i daglig tale kalder Teheran. Pludselig stopper den ved siden af en bil. Passageren hæfter noget, der senere viser sig at være en magnetisk bombe, fast til bilen, og motorcyklen suser af sted igen. Sekunder senere eksploderer bomben, og alt er på et splitsekund forvandlet til rygende kaos.
     Det kunne være en bid af manuskriptet til en James Bomd-film eller den syvende udgave af Mission Impossible, men det er virkelighed i dagens Iran.

TRANEKÆR (16.11.2011): I det sidste par uger, har jeg holdt foredrag overalt i det ganske land, og det fortsætter et par dage endnu. Uanset emnet for de foredrag, jeg har holdt, har der næsten hver eneste aften været et spørgsmål fra publikum om truslerne fra et Iran med atomvåben, og risikoen for at Israel vil bombe det iranske atomprogram.
     Derfor lige inden jeg haster ud af døren til denne aftens foredrag blot disse hurtige strøtanker om situationen.

TRIPOLI (28.10.2011): Jeg sidder lige nu i Tripoli i Libyen, og har i det hele taget haft et travlt år, hvilket betyder, at jeg ikke har fået skrevet så meget på min hjemmeside, som jeg gerne ville. Dertil kommer, at jeg er bagud med et bogmanuskript, som skal være færdigt. Alt i alt betyder det, at der er begivenheder og emner hernede i mit ”pastorat”, jeg gerne ville have skrevet om, men som jeg ikke har haft tid eller energi til at få gjort noget ved. Derfor er jeg nødt til at bruge og genbruge de muligheder, der viser sig.