Lande i Mellemøsten - Irak

ISTANBUL (07.06.2017): Som om der ikke allerede er krige, kriser og konflikter nok i Mellemøsten, så er en ny netop brudt ud i lys lue. Eller den er snarere eksploderet, for så hurtigt er det gået.
     Saudi Arabien, Egypten, De forenede Arabiske og Bahrain afbrød mandag de diplomatiske relationer med det arabiske golf-emirat Qatar, og de har også stoppet handels-, skibs- og flyforbindelserne og indført andre sanktioner.
     Flere andre arabiske lande følger i øjeblikket trop på forskellig vis.
     Yemen (hvis regering ikke regerer så meget), Libyen, Maldiverne, Marokko, Mauritanien og andre er gået med i sanktionerne på forskelligt niveau. Jordan har nedgraderet sin diplomatiske tilstedeværelse i Doha, men ikke helt afbrudt de diplomatiske forbindelser, samt frataget den qatariske TV-station Al Jazeera’s tilladelse til at operere i Jordan, mens landet forsøger at finde ud af, om anklagerne imod Qatar ”holder vand”.
ISTANBUL (31.03.2017): Han ligger udstrakt ved siden af en udbrændt bil. Stiv. Livløs. Er ligesom begyndt at vokse sammen med jorden under ham. Ligeså stendød. For ikke så lang tid siden levede han, smilede, havde drømme og håb. Måske en kone? Børn?
     Jeg ved ikke om bilen var hans. Om han var på vej et eller andet sted hen, da han blev indhentet af Mellemøstens ubarmhjertige skæbne her ude i denne, flade, tørre gudsforladte ødemark? 
     Ved ikke om der et eller andet sted i området er nogen, der savner ham?
     Nu ligger han i hvert fald på jorden. Død.
     Ingen bøn. Ingen begravelse. Intet farvel fra nogen kære. Ingen tårer.
     Døden er så underlig hverdagsagtig her. Triviel. Så skamlig ligegyldig. Og den er overalt.
     Vi er i det nordlige Irak. Lige udenfor den krigshærgede by Mosul. Her dør folk og bliver dræbt uden nogen som helst grund. Hele tiden.
Det er ind imellem så hårdt at være på opgave i en krigszone, og jeg har så travlt, at når der så endelig fra tid til anden er en halv fridag, så kan jeg ofte slet ikke stable sig selv på benene til at lave noget som helst fornuftigt. Derfor kommer her endnu en af disse efterhånden alt for mange historier, jeg ikke nåede at få skrevet til min hjemmeside, da jeg i sin tid var ude på reportagerejsen. Men "bedre sent end aldrig", som man siger. Nu kommer der alligevel endnu en af disse forsinkede af slagsen.
     Den nordirakiske by Qayyarah lige udenfor Mosul er omgivet af brændende oliefelter. Nogle af den inde i byens yderkvarterer. Islamist Stat satte ild til dem, da de flygtede. Målet var, siger de lokale, at skabe denne giftige, uigennemsigtige sorte sky, så koalitionens fly og droner ikke så nemt fra luften kunne kigge igennem og observere Islamisk Stats tilbagetrækning.
     Nu lever befolkningen i et skræmmende, usundt, dommedagsagtigt, brændende inferno.
MOSUL (14.02.2017): En hel fløj er jævnet med jorden, taget er styrtet sammen, væggene hullet af artillerigranater, og dele af bygningerne er simpelthen brændt af, bare fordi der er tale om en kirke. Jeg har ikke set en eneste uskadt kirke i Mosul-området. Det er et sørgeligt syn, der venter de kristne, når de vender tilbage efter krigen imod Islamisk Stat… hvis de vender tilbage.
     Det er stadigvæk farligt, men vi kan nu køre rundt i den østlige del af Mosul, som er blevet tilbageerobret fra terrororganisationen Islamisk Stat. I et par uger har jeg rejst rundt i området. Både i Mosul og i området udenfor byen, hvor en stor del af de civile flygtninge har søgt tilflugt.
     Udover alle de øvrige tragedier, som en sådan ekstremt brutal krig altid medfører, så er der nogle civile, der er særligt udsatte – minoriteterne. Især de ikke-muslimske. De kristne, yazidierne og andre.
MOSUL (12.02.2017): Solen står allerede lavt på himlen, da vi kører ind i Khazer-flygtningelejren udenfor Mosul.
     Lejren ser nærmest helt idyllisk ud i det smukke, lave aftenlys fra den nedgående sol, men selvom forholdene i flygtningelejren er så fine, som de kan være, når folk skal bo i midlertidige telte og intet som helst har, så er problemet lige så meget – måske mere – de sår og kvæstelser flygtningene har fået på sjælen og sindet.
     Flugten fra Islamisk Stats barbari har betydet, at de fleste her har måttet efterlade alt, de nogensinde har ejet. Men selvom de har tabt alt, så har de taget traumerne fra de sadistiske islamisters brutale regime med sig. Dem kan de ikke flygte fra, og det vil sikkert tage årtier, inden de kan lægge dem bag sig, hvis det nogensinde sker.
ISTANBUL (10.02.2017): Det er efterhånden en uges tid siden, at jeg sidst var inde i Mosul i det nordlige Irak, og et par dage siden jeg kom tilbage til Istanbul, men denne historie - en del af den har været vist i TV2/Nyhederne - har ligget og samlet støv på min computer i alt for lang tid. Derfor får I den først nu, desværre svært forsinket. Men i dag startede offensiven imod Islamisk Stat ovre på den anden - vestlige - side af Tigrisfloden. Derfor var det på høje tid at få historien på hjemmesiden. Så her er den.
Fortællingen har den sørgelige sidehistorie, at det sted inde i Mosuls centrum, hvor en lille smule normalitet endelig er vendt tilbage, og hvor vi spiser vores frokost, fordi en række restauranter er genåbnet, bliver bombet af en IS-terrorist kort tid efter. Den ene af dem, vi interviewer bliver dræbt.
Normalitet og et ordentligt, anstændigt liv strider så meget imod Islamisk Stats islam-opfattelse, at de er villige til at myrde uskyldige mennesker for at forhindre det.
NÆR BASHIQA, KURDISTAN (25.10.2016): Peshmerga’erne er venlige mennesker. Og gæstfrie.
     Det lyder måske lidt sært, når der er tale om en militærstyrke. 
     Vi siger jo heller ikke - normalt i hvert fald, at Dronningens Garderhusarer er virkelig gæstfrie. De ER sikkert gæstfrie, vil jeg tro. Jeg ved det ikke. Men det er næppe det første, man bemærker, når man bliver inviteret indenfor på deres kaserne. Det vil sikkert snarere være deres heste, flotte uniformer, skinnende sabler og den slags.
     Men Peshmerga’erne er virkelig rare, venlige og gæstfrie.
ERBIL (23.10.2016): Et langt liv som korrespondent i Mellemøsten har i hvert fald lært mig én ting: At jeg som regel taber mit hjerte til befolkningerne – de helt almindelige mennesker, og også at jeg oftest ender med at foragte myndighederne dybt og inderligt.
     Mellemøsten – især den arabiske verden – er rig på korrupte, inkompetente, uduelige og brutale myndigheder og regimer, som er rådne ind til benet og som taler om frihed, demokrati og menneskerettigheder, men aldrig har tænkt sig at komme i nærheden af noget, der bare minder om det.
JERUSALEM (20.10.2014): USA har gennemført de første nedkastninger af våben fra luften til de kurdiske militsgrupper, der forsvarer den belejrede by Kobani imod Islamisk Stat. Den største af de kurdiske grupper, der forsvarer byen imod de langt bedre udrustede militante jihadister fra Islamisk Stat, bekræfter, at de har modtaget ”en større mængde våben og ammunition”, men går ikke i detaljer om, hvad nedkastningerne mere specifikt har indeholdt.
     Amerikanerne siger, at der er tale om lette våben, ammunition og medicin, og derfor ikke om de tunge våben, som de kurdiske militssoldater i Kobani i længere tid har anmodet om. Ifølge flere anonyme kilder er der først og fremmest tale om Kalachnikov AK-47 angrebsrifler, granater og RPG’er (panserbrydende granater med tilhørende raketstyr), som kommer fra det kurdiske område i Nord-irak.
BAGDAD (28.06.2014): ”Don’t tell it, show it!”
     Det er en af de læresætninger, der bliver banket ind i hovedet på en på Journalisthøjskolen. 
     Man skal ikke fortælle om noget. Man skal beskrive det, så folk føler, at de selv er tilstede. Så de selv oplever det. 
     På samme vis når man laver TV: Vis det. Lad os se det. Det er et billedmedie, så vi skal se det ske på skærmen. Vi skal være der, mens det foregår.
     Derfor forsøgte vi at finde en sunni-muslimsk arabisk familie, der var flyttet fra deres hjem i et overvejende shi’itisk kvarter i Bagdad, hen til familien i et sunni-dommineret område. Det måtte være muligt. Vi havde hørt om så mange tilfælde.
Sider : 1 2
næste