Internationale artikler

JERUSALEM (15.04.2011): Hun bliver kaldt ”regimets ansigt udadtil”. I hvert fald er det almindeligt accepteret, at Boutheina Shaaban taler på den syriske præsident Bashar al-Assads vegne. Derfor lyttes der, når hun taler. Hun begyndte som oversætter for den tidligere præsident Hafez al-Assad, Bashar’s far, blev derefter minister, og tituleres nu som medie- og politisk rådgiver for den syriske præsident.
     Efter en flodbølge af uroligheder og opstande har skyllet hen over den arabiske verden, og det ene årtier lange diktatur efter det andet bukker under for folkelige krav om mere frihed og demokrati, var det naturligvis imødeset med store forventninger, da de syriske myndigheder efter uroligheder også brød ud i Syrien for nogle uger siden inviterede til pressemøde med Boutheina Shaaban.

JERUSALEM (11.04.2011): I en ideel verden kan og bør almindeligt anstændige mennesker naturligvis diskutere og være uenige i det rimelige, moralske og etiske i at involvere sig eller ikke involvere sig militært i konflikten i Libyen. Det begyndte som et folkeligt oprør imod en brutal diktator med krav om frihed og demokrati, som vi tidligere har set det i Tunesien og Egypten, men har senere udviklet sig til et rodet kaos, der mere og mere ligner en borgerkrig uden nogen nem eller klar løsning.
     Men verden er alt andet end ideel, og derfor er der formentlig – problemerne til trods – ikke noget valg. Vi er nødt til at være med. Det er svært at forsvare, ikke at involvere sig. Men det er svært at overskue, hvad det er, vi har indladt os på. Det er på den anden side naivt og forkert at tro, at man ved ikke at involvere sig, ikke bære noget ansvar. En sådan beslutning har også konsekvenser. Så uanset om vi er med eller ej, så har vi et ansvar. Det ene næppe meget nemmere at leve med end det andet.

KØBENHAVN (01.03.2011): ”They love me all!” – ”De elsker mig, alle sammen”, siger oberst Muammar Gadaffi i et TV-interview, som lige er blevet offentliggjort. Interviewet er endog på engelsk, og heri forklarer han også, at der ikke er nogen demonstrationer imod ham i Libyen. Alt er ved det normale. Ingen problemer.
     Er han virkelig gal eller mentalt forstyrret – Muammar Gaddafi, Libyens diktator igennem 42 år? Sådan opleves han i hvert fald ofte, når han igennem årene har optrådt på vestlige TV-skærme siddende i sit beduintelt, i kulørte gevandter og med kvindelige bodyguards – som alle skal være jomfruer – bag sig.

KAIRO (06.02.2011): De daglige demonstrationer for frihed og demokrati – og imod præsident Hosni Mubarak og hans regime fortsætter her i Egypten. I dag på 13. dag. Efter dage hvor Mubarak-regimets tilhængere har vist sig fra deres mest brutale og voldelige side, synes vi nu at være nået til en fase af ”Kampen om Egypten”, hvor regimet dag for dag kommer med indrømmelse efter indrømmelse, mens dele af pro-demokrati-bevægelsen begynder at overveje, om det er tiden til at gå i dialog med regimet.

TRANEKÆR (26.01.2011): Jeg har lige fået bud på straks at tage til Egypten, hvor der nu også er uroligheder og sammenstød i gaderne i flere byer. Jeg har kun lige nået at få repareret den defekte redigeringscomputer, som var grunden til at jeg kom til Danmark. Jeg har end ikke fået pakket min kuffert ud endsige vasket mit tøj, så det rejser jeg nu af sted med igen. Håber at jeg kan få det hele vasket og presset, når jeg ankommer på hotellet.
     Urolighederne ser ud til at brede sig. Flere steder i de arabiske lande meldes der om demonstrationer og uro. Rapporterne fra Egypten lyder som om sammenstødene der er værst. Men der er ingen tvivl om, at den indestængte utilfredshed ulmer. Det er mange steder som en trykkoger, der har brug for at få lukket lidt overtryk ud, hvis den ikke skal eksplodere.

TUNIS (21.01.2011): Den arabiske verden lider af et kronisk demokrati-underskud. Diktaturer, autokratiske regimer og totalitære stater dominere Mellemøsten, mens frihed og liberaliseringer ellers har slået rod i mange andre af verdens problematiske regioner i de seneste årtier.
     Revolutionen i Tunesien og præsident Zein el-Abedine Ben Ali’s uværdige flugt først til Frankrig, som vendte ham ryggen og til slut til Saudiarabien, har det fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på mangen arabisk diktator.
     Her kommer en interessant kommentar af William Pfaff fra The New York review of Books’ Blog.

JERUSALEM (28.09.2010): Den israelske flåde har netop meddelt, at en israelsk kommandoenhed har taget kontrollen med en britisk indregistrerede lystbåd med ni pro-palæstinensiske jødiske fredsaktivister fra USA, Israel og Europa ombord. Lystsejleren var på vej mod Gaza-striben. Aktionen skete uden episoder siger flåden i en pressemeddelelse. Yachten ”Irene” bliver nu ifølge den israelske flåde bugseret ind til den israelske havn i Ashdod.

JERUSALEM (16.09.2010): Egyptens aldrende præsident Hosni Mubarak fører an i forsøgene på at skabe fred mellem palæstinenserne og Israel. Så meget at USA's præsident Barack Obama og alle andre følger lydigt i den egyptiske præsidents fodspor. Ikke i den rigtige virkelighed, som billedet herover viser. Men sådan noget skal uskyldige egyptere ikke se. Så det officielle Egyptens avis Al Ahram retter billedet til, så landets egen præsident kommer i spidsen og hans betydning for verden får sig et løft... om end kun i fantasien.

JERUSALEM (15.09.2010): De fleste af dem, der beskæftiger sig seriøst, fordomsfrit og realistisk med Mellemøsten, synes at være enige om, at den eneste mulige, acceptable og holdbare løsning på Israel-Palæstinakonflikten er en to-statsløsning baseret på "land for fred". Spørgsmålet er, om Netanyahu er manden, der kan føre Israel frem til en sådan fred?

JERUSALEM (11.09.2010): Efter mere end syv år har de amerikanske kampstyrker nu trukket sig ud af Irak, og fra nu af skal det være irakerne selv, der opretholder lov og orden. En mindre amerikansk styrke forbliver tilbage for at træne og rådgive de irakiske sikkerhedsstyrker, og de kan også i særlige tilfælde assistere de irakiske styrker i kampsituationer hedder det. Hvad er så Iraks fremtid nu? Vil vi se det totale blodige anarki tage over? Et nyt diktatur under Ba’ath-tilhængere eller lignende? Vil Iran begynde at trække i trådene via den shi’itiske befolkning i Irak? Eller vil irakerne begynde at bygge et nyt og bedre Irak op nedefra?