Internationale artikler

JERUSALEM (13.12.2015): Jeg har lige været med i et indslag på TV2/NEWS om det fantastiske i, at kvinder nu har fået lov til at stemme ved og stille op til et kommunalvalg i Saudi Arabien. 
     En enkelt håndfuld kvinder er måske blevet valgt. Måske. Og det er alt i alt kun det tredje valg i Saudi Arabien overhovedet. Et land hvor man kunne skrive en hel bog om alle de frihedsrettigheder, der bliver trampet under fode, brudt og overtrådt. Valget i går er et fremskridt. Et tabu der er brudt. Men der er meeeget lang vej endnu. Meget lang.
     Israel er derimod langt bedre at bo i. Selv for landets arabiske borgere.
     Især for arabiske kvinder (som uden problemer kan stemme og blive opstillet og valgt ind… ikke bare i kommunalrådet men også i parlamentet.) Endnu mere for arabiske kristne. Endnu, endnu mere for kristne arabiske kvinder. For kunstnere. Oppositionelle. Politiske systemkritikere.
     Og så har jeg slet ikke talt om bøsser og lesbiske.

JERUSALEM (05.03.2015): Israels premierminister Benyamin Netanyahu imponerer. Det gør han altid… når han taler. Han er en stor orator. En ordets folkeforfører… og så taler han et fantastisk engelsk, og det gør hans partifæller og mange andre israelere bløde i knæene. Måske fordi de fejlagtigt sætter lighedstegn mellem ords korrekte udtale og visdommen bag.
     Benyamin Netanyahus forældre flyttede til USA, da han var lille, og han har gået i amerikanske skoler og begyndte sin karriere som møbelsælger i det amerikanske. Derfor taler han amerikansk engelsk og optræder, i hvert fald i mange israeleres øjne, som den store verdensmand. I den sammenhæng er Israel (ligesom Danmark) lidt af en landsby, hvis befolkning er nemme at imponere, når nogen af deres egne gør sig internationalt.
JERUSALEM (04.03.2015): Den mest imminente, eksistentielle trussel imod Israels fremtid er slet ikke de iranske atommissiler, skriver den israelske avis Haaretz i sin lederartikel i dag efter premierminister Benyamin Netanyahus kontroversielle tale til Den amerikanske Kongres om netop atomtruslen fra Iran.
     Den mest umiddelbare trussel, som Israel står overfor som en jødisk og demokratisk stat, er den fortsatte besættelse af de palæstinensiske områder. Israels fortsatte undertrykkelse af palæstinenserne og den dramatisk højere befolkningstilvækst blandt palæstinenserne er det, der i langt højere grad truer Israels fremtid, skriver avisen.
JERUSALEM (25.10.2013):  ”Zionisterne kontrollerer USA! Jøderne dirigerer verden! Jøderne sidder på Hollywood…” 
     Oy, hvor ofte skal man dog høre det? Er det ikke for længst overstået? Men nej! Jeg ved ikke, hvor tit jeg har hørt noget i den stil rundt om i den arabiske verden og i særdeleshed i Egypten. 
     Jeg ved godt, at når jeg nu skriver det igen, så vil jeg få på nakken af den sædvanlige flok, som aldrig nogensinde har hørt noget som helst i den retning nogensinde, selvom de ellers har rejst eller boet i Egypten i masser af år.
     Jeg har ellers altid holdt meget af den egyptiske forfatter Alaa Al-Aswany, som jeg har mødt flere gange. I sin nu verdensberømte bog ”Yacoubians Hus” spidder han det egyptiske samfund, vrider og punkterer alle landets tabuer og hænger alt det beskidte vasketøj offentligt til tørre. Samtidig var han en af de meget få, der ret præcist forudså det oprør, vi stadigvæk lidt forfejlet kalder Det arabiske Forår.
DAMASKUS (10.05.2013): Efter Israels bombardement i søndags her i Damaskus af, hvad der formodes at have været en ladning iransk-producerede langtrækkende missiler på vej til Hizbollah i Libanon, har der været spekulationer, om Israel er på vej til at involvere sig i den syriske borgerkrig på oprørernes side. Det er dog næppe tilfældet, som jeg skrev i min sidste artikel om det. Der er tværtimod tale om ”Én krig pakket ind i en anden krig”. Et opgør mellem Iran og Israel, som blot foregår i Syrien, fordi det land er ruten for iranske våben på vej til Libanon.
     Israel er ganske vist ikke nogen stor fan af præsident Bashar al-Assad, og var det heller ikke af hans far Hafez. Men når valget står mellem den skurk, man kender, overfor den, man endnu kun kan frygte, hvordan bliver, så vælger man ofte den kendte størrelse. Og – set fra et israelsk synspunkt, så har våbenhvilelinjen mellem Syrien of Israel oppe i Golanhøjderne, været rolig siden Yom Kippurkrigen  i 1973.
KAIRO (22.04.2013): D-Caf her i Kairo er ikke dekaffineret kaffe - noget pjask med farve og duft, men uden koffein. Det har slet ikke noget med kaffe at gøre, men er tværtimod navnet på Kairos Downtown Contempory Arts Festival, som netop er overstået. Efter at de daglige gadekampe i området omkring Tahrirpladsen ophørte, har unge egyptiske kunstnere ført revolutionen videre. De indtaget gaderne i det centrale Kairo, og fortsætter herfra opbruddet på deres egen facon.
     Den britiske avis The Guardian skriver, at mange egyptiske kunstnere føler, at de i øjeblikket befinder sig i en overgangsfase, men at de frygter, at nye restriktioner venter omkring det næste gadehjørne.
     Den egyptiske revolution er hverken overstået - langtfra, eller en fiasko - selvom det ofte godt kunne se sådan ud. Den fortsætter, men har blot ændret udseende og scene. Den har blot ændret karakter. Nu er det kunstnerne, der kæmper.

JERUSALEM (06.04.2013): Domstolen har i dag – indtil videre i hvert fald – smidt anklagerne imod Egyptens “Jon Stewart” ud. Dermed er TV-værten Bassem Youssef igen en tid en fri mand… for en tid i hvert fald, der er nemlig også andre anklager imod ham og hans satiriske TV-show, som endnu ikke er blevet behandlet.
     Egypterne selv har altid haft humoristisk sans. Men selvironi er langtfra islamisternes stærke side. Hvis der er noget, de ikke kan, så er det at grine af sig selv og slet ikke af islam. For dem er livet og islam en alt for alvorlig sag. Og nu, hvor de har fået magten, så vil de forsøge at redde Egypten, og gøre det til et langt mere retlinet islamisk samfund… i hvert fald som de selv opfatter islam og fortolker traditionen.

JERUSALEM (21.03.2013): Youssef Rakha har oplevet mindst tre grundlæggende omvæltninger i sit liv i de sidste få år. Først Den egyptiske Revolution, der væltede præsident Hosni Mubarak, så blev han gift, for til slut at blive far til datteren Kismet. Nu spørger han sig selv, hvad han skal fortælle Kismet, når hun vokser op, om det land, det samfund og den by, hun blev født i.
JERUSALEM (10.01.2013): "Verdens jøder drømmer om et Israel, de kan være stolte af. Ikke et Israel uden grænser, som opfattes som en besættelsesmagt." Det siger Israels præsident Peres i et større interview, som i går blev offentliggjort i den amerikanske avis The New York Times’ magasin.
     Der er tale om en sammenskrivning af en række interviews, som Peres over det sidste halve års tid har givet til den israelske journalist Ronen Bergman fra Yediot Ahronot. Uden direkte at nævne hans navn, langer den israelske præsident ud mod premierminister Benyamin Netanyahu, som intet har gjort for at få den kuldsejlede fredsproces tilbage på sporet igen.

JERUSALEM (30.09.2012): Igen ruller debatten. Denne gang på grund af åbningen af FN’s Generalforsamling, hvor stats- og regeringschefer fra hele verden har givet hver deres status over klodens tilstand fra verdensorganisationens talerstol – blandt andet Iran’s præsident Mahmoud Ahmadinejad og Israel’s premierminister Benyamin Netanyahu.
     For ikke så lang tid siden – inden han endnu en  gang skiftede mening – erklærede Israels forsvarsminister Ehud Barak, at et angreb på Irans atomprogram helt kunne standse Irans forsøg på at få atomvåben, eller I det mindste sætte programmet ganske mange år tilbage.
     Måske!?! Måske ikke!
     Der er ikke enighed om det blandt eksperterne. Og nu, hvor Barak igen har skiftet mening, er han øjensynligt ikke en gang enig med sig selv.

Sider : 1 2 3 4 5 ... 8
næste