Internationale artikler

EIN DOR, GALILÆA (29.09.2011): På vejen herop til Jezreel-sletten, hvor familiens kibbutz ligger, kører vi igennem Wadi Ara, et langt smalt bjergpas med en lang række arabiske landsbyer som Ara, Ar’ara og Umm al-Fahm. I de sidste par årtier er husene kommet tættere og tættere på hovedvejen. Og det er store huse, vi taler om. Nogle af dem kæmpestore.
     Arabernes familiemønster er naturligvis anderledes end den jødiske befolknings. Ofte flytter sønnerne ikke hjemmefra, når de bliver gift, men man bygger i stedet en ny afdeling til forældrenes hus, som så langsomt bliver større og større. Men udover husenes størrelse her i Wadi Ara kan man også tydeligt se, at de er velholdte. Bilerne er nye og dyre. Det kan godt være, at de israelske arabere ikke føler sig behandlet ligeværdigt og retfærdigt i det israelske samfund, men blot en køretur forbi deres landsbyer her i Wadi Ara viser, at de i hvert fald ikke lider økonomisk nød.

JERUSALEM (28.09.2011): Jeg hører stadigvæk til dem, der mener, at den fulde rækkevidde af oprettelsen af Al Jazeera i 1996 stadigvæk ikke er gået op for os. Selv mener jeg, at Al Jazeera’s brud på de arabiske tyranners og autokraters monopol på nyhedsformidlingen, var et kvantespring for samfundsudviklingen i den arabiske verden, og en af de helt afgørende forudsætninger for det, vi nu kalder Det arabiske Forår.
     Mange af de arabiske regimer holdt helt frem til Al Jazeera deres befolkninger i lykkelig uvidenhed om de faktiske forhold i deres land og virkeligheden i resten af verden. Det statslige budskab var, at deres egne samfund i bund og grund var perfekte og retfærdige, og at de mangler, det var umuligt at skjule, skyldtes Israel, zionistiske sammensværgelser, CIA, Mossad, undergravende udenlandske agenter m.m.

JERUSALEM (21.04.2011): Israel er en demokratisk stat. Det er der ingen tvivl om. Jævnlige parlamentsvalg. Regeringer falder, når deres parlamentariske grundlag forsvinder. Kritisk, uafhængig presse. Konkurrerende politiske partier. Civilsamfund med masser af organisationer og aktive borgere og så videre.
     Samtidig er Israel fra sin fødsel defineret som en jødisk stat. Det er et problem. Selvom det set i et historisk lys er forståeligt nok, så er det ikke desto mindre et problem… eller sagt på en anden måde – det er i hvert fald ikke uproblematisk. Det ville måske – men også kun måske – være mindre problematisk, hvis Israel så stort set fra starten kun havde været beboet af jøder. Men det er jo ikke tilfældet. Et sted mellem en femtedel og en sjettedel af Israels befolkning er i dag arabere, og dermed er der naturligvis et problem, når staten er defineret som jødisk. Også et demokratisk problem selvom den arabiske minoritet i Israel har demokratiske rettigheder.

JERUSALEM (15.04.2011): Libyens diktator igennem snart 42 år, oberst Muammar Gadaffi, er krigerisk og uforsonlig i sine egne offentlige taler til sin befolkning og resten af verden. Samtidig har han kørt hele sit diplomatiske korps i stilling for at forsøge at finde en løsning på borgerkrigen, som på den ene eller den anden måde sikrer hans fortsatte greb om magten.
     Flere lande i den NATO-ledede koalitionsstyrke begynder at overveje, om en forhandlingsløsning måske er at foretrække, også selvom det måske betyder, at Gadaffi ikke forsvinder… i denne omgang i hvert fald. En lang række afrikanske nationer har indledt en politisk kampagne til fordel for diktatoren, men det skyldes sikkert mere, at kontinentet selv er så rigt på andre tyranner og autokrater.
     USA's præsident Barack Obama, Storbritanniens premierminister David Cameron og ikke mindst Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy er derimod stålsatte. Muammar Gafaddi er færdig. Spørgsmålet er blot, om han forlader Libyen frivilligt, eller om han skal bæres ud.

JERUSALEM (15.04.2011): Hun bliver kaldt ”regimets ansigt udadtil”. I hvert fald er det almindeligt accepteret, at Boutheina Shaaban taler på den syriske præsident Bashar al-Assads vegne. Derfor lyttes der, når hun taler. Hun begyndte som oversætter for den tidligere præsident Hafez al-Assad, Bashar’s far, blev derefter minister, og tituleres nu som medie- og politisk rådgiver for den syriske præsident.
     Efter en flodbølge af uroligheder og opstande har skyllet hen over den arabiske verden, og det ene årtier lange diktatur efter det andet bukker under for folkelige krav om mere frihed og demokrati, var det naturligvis imødeset med store forventninger, da de syriske myndigheder efter uroligheder også brød ud i Syrien for nogle uger siden inviterede til pressemøde med Boutheina Shaaban.

JERUSALEM (11.04.2011): I en ideel verden kan og bør almindeligt anstændige mennesker naturligvis diskutere og være uenige i det rimelige, moralske og etiske i at involvere sig eller ikke involvere sig militært i konflikten i Libyen. Det begyndte som et folkeligt oprør imod en brutal diktator med krav om frihed og demokrati, som vi tidligere har set det i Tunesien og Egypten, men har senere udviklet sig til et rodet kaos, der mere og mere ligner en borgerkrig uden nogen nem eller klar løsning.
     Men verden er alt andet end ideel, og derfor er der formentlig – problemerne til trods – ikke noget valg. Vi er nødt til at være med. Det er svært at forsvare, ikke at involvere sig. Men det er svært at overskue, hvad det er, vi har indladt os på. Det er på den anden side naivt og forkert at tro, at man ved ikke at involvere sig, ikke bære noget ansvar. En sådan beslutning har også konsekvenser. Så uanset om vi er med eller ej, så har vi et ansvar. Det ene næppe meget nemmere at leve med end det andet.

KØBENHAVN (01.03.2011): ”They love me all!” – ”De elsker mig, alle sammen”, siger oberst Muammar Gadaffi i et TV-interview, som lige er blevet offentliggjort. Interviewet er endog på engelsk, og heri forklarer han også, at der ikke er nogen demonstrationer imod ham i Libyen. Alt er ved det normale. Ingen problemer.
     Er han virkelig gal eller mentalt forstyrret – Muammar Gaddafi, Libyens diktator igennem 42 år? Sådan opleves han i hvert fald ofte, når han igennem årene har optrådt på vestlige TV-skærme siddende i sit beduintelt, i kulørte gevandter og med kvindelige bodyguards – som alle skal være jomfruer – bag sig.

KAIRO (06.02.2011): De daglige demonstrationer for frihed og demokrati – og imod præsident Hosni Mubarak og hans regime fortsætter her i Egypten. I dag på 13. dag. Efter dage hvor Mubarak-regimets tilhængere har vist sig fra deres mest brutale og voldelige side, synes vi nu at være nået til en fase af ”Kampen om Egypten”, hvor regimet dag for dag kommer med indrømmelse efter indrømmelse, mens dele af pro-demokrati-bevægelsen begynder at overveje, om det er tiden til at gå i dialog med regimet.

TRANEKÆR (26.01.2011): Jeg har lige fået bud på straks at tage til Egypten, hvor der nu også er uroligheder og sammenstød i gaderne i flere byer. Jeg har kun lige nået at få repareret den defekte redigeringscomputer, som var grunden til at jeg kom til Danmark. Jeg har end ikke fået pakket min kuffert ud endsige vasket mit tøj, så det rejser jeg nu af sted med igen. Håber at jeg kan få det hele vasket og presset, når jeg ankommer på hotellet.
     Urolighederne ser ud til at brede sig. Flere steder i de arabiske lande meldes der om demonstrationer og uro. Rapporterne fra Egypten lyder som om sammenstødene der er værst. Men der er ingen tvivl om, at den indestængte utilfredshed ulmer. Det er mange steder som en trykkoger, der har brug for at få lukket lidt overtryk ud, hvis den ikke skal eksplodere.

TUNIS (21.01.2011): Den arabiske verden lider af et kronisk demokrati-underskud. Diktaturer, autokratiske regimer og totalitære stater dominere Mellemøsten, mens frihed og liberaliseringer ellers har slået rod i mange andre af verdens problematiske regioner i de seneste årtier.
     Revolutionen i Tunesien og præsident Zein el-Abedine Ben Ali’s uværdige flugt først til Frankrig, som vendte ham ryggen og til slut til Saudiarabien, har det fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på mangen arabisk diktator.
     Her kommer en interessant kommentar af William Pfaff fra The New York review of Books’ Blog.