Religion & Bibel - Hellige steder

ODENSE (14.01.2019): Jeg har sikkert ”skudt mig selv i foden”. Når jeg holder nogle af mine foredrag om mit fotografi, bliver jeg altid spurgt, om folk kan købe min fotobog. Mit svar har i flere år været, at bogen ”Untold Stories – Billeder og beretninger fra Mellemøsten” desværre er udsolgt fra forlaget.
     Det viser sig, at det ikke er sandt!!!
     Jeg har lige modtaget en venlig mail fra Pernille Madsen, forlagssekretær på Ajour, som fortæller mig, at der sørme stadigvæk er nogle enkelte kasser tilbage med bogen. Hvor mange ved jeg ikke. Men den kan altså købes lidt endnu.
     Den oplysning er nu bragt videre.

Jerusalem er en… om ikke mærkelig by, så i hvert fald en meget anderledes by. Historien, religionen og moderne politik har gjort Jerusalem til noget helt udover det normale.
     ”En korsvej imellem Paradis og en galeanstalt” kaldte Virtus Schade Jerusalem i en kæmpeartikel i Berlingske Tidende for mange år siden, da jeg var praktikant på avisen. Og han havde ret.
     Jerusalem lader sig ikke beskrive. Den skal opleves. For Jerusalem er det hele og dets modsætning.
     Jerusalem er fantastisk og forfærdelig. Smuk og grim. Velsignet og forbandet. Vidunderlig og helt umulig. Fredelig og krigerisk. Harmonisk og kontrastfyldt. Gammel og moderne. Fortsæt gerne modsætningerne. De passer helt sikkert på Jerusalem.

JERUSALEM (24.05.2015): Jeg missede Pinsen. Desværre. De kristnes Pinse. Eller mere korrekt nogle af de kristnes Pinse. Jøderne fejrer også deres pinse - Shavuot - Ugefesten, kaldes den på dansk. Den handler om lovgivningen på Sinai Bjerg. De kristnes Pinse er til minde om Helligånden, der på denne dag for 2000 år siden kom til disciplene. Eller det er i hvert fald dagen, som de vestlige kirker satser på – den romersk katolske, de forskellige protestantiske kirker med flere. De østlige, ortodokse kirker – det er de græsk ortodokse, de russisk ortodokse, kopterne, etiopierne og andre fejrer - de fejrer først pinsen på næste søndag.

Da jeg var barn, var der et sted i Jylland et Hjerl Hede, hvor man kunne komme og se, hvordan der havde set ud i Danmark i fortiden. Lokale var klædt ud i gamle folkedragter med halm i træskoene. Jeg ved ikke, om det stadigvæk eksisterer. Men hvert år ved Langfredag vandrer de kristne med korset ad samme vej, som de mener, Jesus vandrede. En gruppe amerikanske pilgrimme gør det i gamle judæiske "folkedragter", kunne man sige, om end de romerske soldaters brynjer er lavet af plastik og ser ud som om de er fra Toys R Us, gennemspiller "dramaet" fra evangelierne.
     Det er altid lidt sjovt at følge med i. Endnu mere komisk er det, fordi amerikanerne selv ikke har bare skyggen af selvironi. De tager deres korsfæstelse utrolig seriøst. Og nu, hvor deres hovedperson efterhånden er blevet FOR overvægtig til at hænge fast på korset, er de næsten ved at trumfe "Life of Brian".
     Men de ser fortsat ikke selv morskaben i det.

”Bare gå ud af døren, drej til højre og ta’ kun ét kors hver!”
     Bemærkningen er blot en af mange i bogstaveligste forstand guddommelige dialogbidder fra Monty Phyton’s hysterisk morsomme og kloge filmkomedie ”Life of Brian”.
     Grænsen mellem tro og komedie er papirtynd i Jerusalem.

Vil man kommunikere med Gud, kan man gøre det fra Jerusalems mange forskellige hellige sten. Det synes de fromt troende i hvert fald at mene. Derfor er der konstant trængsel om disse himmelske kommunikationsknudepunkter, hvor religiøse beder til stenene i håb om, at Gud lytter eller læser med på den anden side.
     Det er noget af det, der berøres i dette fjerde afsnit af min langsomt fremadskridende e-udgave af min fotobog "Untold Stories: Billeder og beretninger fra Mellemøsten."

”Hvis du vil tale med Gud, skal du komme til Jerusalem,” blev jeg fortalt som stor dreng, da jeg første gang besøgte byen. ”Herfra er det billigst, for fra Jerusalem er det nemlig kun en lokalopringning.”
     Gud er da også så tæt på Den hellige Stad, at man hele tiden bliver mindet om byens hellighed. Og fordi byen er så tæt på Gud og Himlen, er den lige så tæt på Djævelen og Helvede. Og det mærker man også.

* * *
En del af dette afsnit fra UNTOLD STORIES - det om Grædemuren - er desværre meget, meget lig et blog-indlæg, jeg lagde på hjemmesiden for nogle dage siden. Da havde jeg lige taget en stak nye billeder nede ved muren, og da kopierede jeg blot en del af teksten fra min bog, for da havde jeg endnu ikke besluttet, at genoptrykke min bog her på siden.
     Beklager.

JERUSALEM (28.04.2015): Jødernes hellige sten i Jerusalem er de ældste. Ifølge Bibelen, men den kan jo næppe tages som et historisk dokument, så blev det jødiske Jerusalem grundlagt af kong David i omkring år 1.000 før vores tidsregning på den skråning, der strækker sig fra Den gamle Bydels ydermur og sydover. Først hans søn, Salomon, inkluderer, da han bliver konge, bakketoppen ovenover og bygger Templet en 30-40 år senere. Dette første jødiske eller israelitiske tempel blev ødelagt af den babyloniske kong Nebukadnezar i 586, og der er intet tilbage af det.

 
JERUSALEM (26.04.2015): Tilbage i Guds hovedstad på jord. Tilbage i Jerusalem. Byen hvor man er så tæt på Gud, at mange momentant mister forstanden og sin sunde fornuft. For nogen ikke så momentant endda. På næsten alle områder er Jerusalem Langelands diametrale modsætning. Ikke at Gud ikke er til stede på Langeland, for Han er sikkert overalt. Men Langeland er så lykkeligt forskånet for hellige sten, som tilsyneladende får fromt troende til periodisk at gå fra forstanden. 
     Det skal man være glade for i det langelandske. At vi "kun" har dysser og jættestuer og ikke sten, hvorpå den gravide Jomfru Maria måske eller måske ikke en gang har siddet og hvilet undervejs til Bethlehem. Det forskåner os for mange problemer.
     Jerusalem er en supermagnet for profeter, frelsere, hellige krigere og andre frelste, skøre kuler.
     Nå, det var slet ikke det, jeg ville skrive om.

JERUSALEM (19.04.2014): ”Godt begyndt er halvt fuldendt”, plejer man at sige. Men som det er med så mange andre kloge ord og gerninger, så virker de ikke helt her i Jerusalem – Den hellige Stad. 
     Her begynder det hele – med at gå i stå.
     Det kan godt være at israelerne på sølle seks dage slog araberne i 1967, men siden da er der ikke meget andet, der er gået hurtigt. Og da slet ikke, hvis det handler om sikkerhed. Kan man få noget til at handle om sikkerhed, går tingene ofte ikke bare i stå, så kan de direkte gå baglæns.
     Men det her er historien om et bibelsk mirakel. Historien om Hellig Ild, håb, stiger i brevsprækker, menneskelige flodbølger, så hvad betyder politiet og et par forsinkelser?