Palæstinenserne - Hamas

”Allah hu’Akbar”, råber de – ”Gud er stor!” 
     Råbet, som man hele tiden hører hernede, er ikke bare en religiøs trosbekendelse. Her i den arabiske verden er det også et militant politisk kampråb. Et kampråb der antænder et vulkanudbrud af voldsomme følelser. Især når der samtidig – som her – bliver lagt en martyr i graven.
     Issa Abul Hassan blev 21 år. Han gav sit liv i kampen. Dog ikke i kampen med Israel.
I Gaza samler drengene ikke på billedkort med berømte fodboldspillere eller store rock-stjerner. De idoler børnene her dyrker, er martyrer. De døde! Dem der har givet deres liv i kampen. Og de er overalt.
    Husmurene i flygtningelejrene er plastret til med billeder, og på væggene omkring de større huse inde i byerne er der plakater med deres ansigter. På vægge, reklamestandere og hvor end der plads.
"Vildledte, hjernevaskede selvmordsbomber,de løj over for dig, da de vaskede din hjerne", skriver den israelske digter Ada Aharoni, som selv er født i Egypten, taler arabisk og kender det arabiske samfund indefra.
     "De løj overfor dig, da de lovede,at du i sandhed ville komme i paradis og få 72 unge lydige jomfruer til dine lyster."
Jeg forsøger at komme i kontakt med hende under hele massemødet. Men hun er totalt afvisende, og det er en underdrivelse. 
     Fjendtlig er mere betegnende. 
     Jeg spørger efter hendes navn, men får kun et isnende, hadsk blik igen. 
     Stemningen omkring os forandrer sig. Min palæstinensiske assistent hvisker mig i øret, at jeg skal lade den militant-islamistiske børnehavelærerinde i fred, og ophøre med at fotografere hende.
Vi er i Gaza By. Det er den 12. november 2006. Skuddene brager løs omkring os. Her er fyldt til bristepunktet af unge palæstinensiske mænd og store drenge med skydevåben. Mest russisk producerede Kalachnikov AK 47 militære angrebsrifler. 
     I dag skyder de heldigvis kun op i luften. Til gengæld gør de det hele tiden. Og de elsker det. 
     Fatah-aktivister fyrer massevis af penge af op i luften for markere årsdagen for Arafats død snarere end at bruge pengene og energien på at hjælpe de palæstinensiske flygtninge, de ellers påstår at kæmpe for, og som bor lige ved siden af.

På den ene side ligger en palæstinensisk landsby. På den anden Middelhavet. Og som en sandwich midt imellem ligger bosættelsen Shirat Ha’Yam. Indtil i dag har bosættelsen været beskyttet af israelske soldater. Men det er slut nu. Den israelske regering har meddelt, at både bosætterne og militæret skal væk.
     For Avinadav Vitkon og hans kone Rachel er det intet mindre end en katastrofe. Shirat Ha’Yam er deres hjem. 
     ”Folk her tror på Gud. De håber på en guddommelig indgriben. Ting kan ændre sig. Historien ændrer sig. Det er den måde vi grundlæggende ser tingene på,” svarer han, da jeg spørger, hvad der sker.
JERUSALEM (20.02.2015): Ikke overraskende begynder mange i nyhedsmedierne i disse dage lige ovenpå terrorangrebene i København at diskutere, hvordan man skal dække terroraktioner og hvilke termer, man skal bruge. I kampens hede, når nerverne sidder udenpå skjorten og sjælen gør ondt, er det ofte svært at tage det kølige, nøgterne fugleperspektiv. Andre gange kan man af overdreven politisk korrekthed ende med at intet er så ondt, at det er terrorisme, og næsten heller intet derfor er godt. Det hele bliver en pærevælling… og alt bliver ligegyldigt.
     Tilbage i 2007 skrev jeg bogen ”Rapport fra en ørkenspejling”, hvor jeg blandt andet i et kapitel diskuterer brugen af betegnelsen ”terrorist” og ”terroraktion”. Meget er sket siden, men visse betragtninger kan sikkert stadigvæk bruges.
     I hvert fald er en spade stadigvæk en spade, og det bør vi fortsat kalde den.
JERUSALEM (03.12.2012): Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas har fået, noget nogen vil kalde, en sejr i FN-bureaukratiet – et stykke papir – som Israel svarer igen på ved at bygge flere huse til jødiske bosættere i de besatte områder.
     Hvis man opholdt sig på Martyr Yassir Arafat-pladsen i Ramallah den 29. november sent om aftenen, da FN stemte om resolutionen, skulle man ellers tro, at der var tale om selve deklarationen af Palæstinas oprettelse. Så meget blev der festet, da det blev klart, at FN’s Generalforsamling med et overvældende flertal havde besluttet at opgradere palæstinensernes status i verdensorganisationen til det noget snørklede ”ikke-medlems observatørstat”.
     Udenfor FN-hovedkvarteret – ude i den virkelige virkelighed her i Mellemøsten har palæstinenserne dog fortsat ikke nogen stat. Det eneste, der har ændret sig, er, at de udover frimærker, pas, flag, nationalsang, præsident og så videre, nu også har et lidt finere medlemskort til FN. Men staten, det det hele handler om, den findes stadigvæk ikke.
KIBBUTZ NIR AM (22.11.2012): Det er naturligvis for tidligt at komme med en gennembearbejdet statusopgørelse over resultatet af den seneste væbnede konfrontation mellem Hamas-gruppen i Gaza-striben og Israel. Men en hurtig, foreløbig opgørelse synes at vise, at Hamas-gruppen er den store vinder.
     Israel kommer måske lige netop ud af opgøret med skindet på næsen og et næsten uafgjort resultat alt efter hvordan man opgør det, men nogen stor sejr er det ikke for Israel. Hverken for Benyamin Netanyahu, for hans regering eller for Israel.
     Det bedste der kan siges for regnskabet set fra den israelske side er, at det var relativt tydeligt for omverdenen, at Israel svarede igen på angreb fra den palæstinensiske side, hvilket også stort set afspejlede sig i de internationale politiske kommentarer.
KIBBUTZ NIR AM: (17-18.11.2012): Hvem kan finde på at leje sig ind på værelse 13? Det burde næsten være åbenbart, at det er præcist det værelse, man går udenom. Men det er alligevel godt, at nummer 13 er der.
     Sådan var det heldigvis også på Kibbutz Nir Am, hvorfra jeg dækkede Israels netop overståede minikrig mod Hamas i Gaza-striben. Jeg boede på værelse 16. Min kameramand, Klaus, på værelse 15, hvilket var de to sider af én lille hytte.
     Tony fra Australien boede på 14, mens hyttens andet værelse, nummer 13, var tomt. Heldigvis. For helt i begyndelsen af konflikten fik det en fuldtræffer. Raketten, der kom susende inde fra Gaza-striben, gik lige ned igennem taget og eksploderede, så alt inde i værelset blev slået til pindebrænde. Tony, som var nabo til missilet, var naturligvis lidt rystet, og flyttede straks over i værelse 19, hvor han følte sig mere sikker.
Sider : 1 2 3
næste