Palæstinenserne - Hamas

JERUSALEM (03.12.2012): Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas har fået, noget nogen vil kalde, en sejr i FN-bureaukratiet – et stykke papir – som Israel svarer igen på ved at bygge flere huse til jødiske bosættere i de besatte områder.
     Hvis man opholdt sig på Martyr Yassir Arafat-pladsen i Ramallah den 29. november sent om aftenen, da FN stemte om resolutionen, skulle man ellers tro, at der var tale om selve deklarationen af Palæstinas oprettelse. Så meget blev der festet, da det blev klart, at FN’s Generalforsamling med et overvældende flertal havde besluttet at opgradere palæstinensernes status i verdensorganisationen til det noget snørklede ”ikke-medlems observatørstat”.
     Udenfor FN-hovedkvarteret – ude i den virkelige virkelighed her i Mellemøsten har palæstinenserne dog fortsat ikke nogen stat. Det eneste, der har ændret sig, er, at de udover frimærker, pas, flag, nationalsang, præsident og så videre, nu også har et lidt finere medlemskort til FN. Men staten, det det hele handler om, den findes stadigvæk ikke.
KIBBUTZ NIR AM (22.11.2012): Det er naturligvis for tidligt at komme med en gennembearbejdet statusopgørelse over resultatet af den seneste væbnede konfrontation mellem Hamas-gruppen i Gaza-striben og Israel. Men en hurtig, foreløbig opgørelse synes at vise, at Hamas-gruppen er den store vinder.
     Israel kommer måske lige netop ud af opgøret med skindet på næsen og et næsten uafgjort resultat alt efter hvordan man opgør det, men nogen stor sejr er det ikke for Israel. Hverken for Benyamin Netanyahu, for hans regering eller for Israel.
     Det bedste der kan siges for regnskabet set fra den israelske side er, at det var relativt tydeligt for omverdenen, at Israel svarede igen på angreb fra den palæstinensiske side, hvilket også stort set afspejlede sig i de internationale politiske kommentarer.
KIBBUTZ NIR AM: (17-18.11.2012): Hvem kan finde på at leje sig ind på værelse 13? Det burde næsten være åbenbart, at det er præcist det værelse, man går udenom. Men det er alligevel godt, at nummer 13 er der.
     Sådan var det heldigvis også på Kibbutz Nir Am, hvorfra jeg dækkede Israels netop overståede minikrig mod Hamas i Gaza-striben. Jeg boede på værelse 16. Min kameramand, Klaus, på værelse 15, hvilket var de to sider af én lille hytte.
     Tony fra Australien boede på 14, mens hyttens andet værelse, nummer 13, var tomt. Heldigvis. For helt i begyndelsen af konflikten fik det en fuldtræffer. Raketten, der kom susende inde fra Gaza-striben, gik lige ned igennem taget og eksploderede, så alt inde i værelset blev slået til pindebrænde. Tony, som var nabo til missilet, var naturligvis lidt rystet, og flyttede straks over i værelse 19, hvor han følte sig mere sikker.
TRIPOLI (28.10.2011): Jeg sidder lige nu i Tripoli i Libyen, og har i det hele taget haft et travlt år, hvilket betyder, at jeg ikke har fået skrevet så meget på min hjemmeside, som jeg gerne ville. Dertil kommer, at jeg er bagud med et bogmanuskript, som skal være færdigt. Alt i alt betyder det, at der er begivenheder og emner hernede i mit ”pastorat”, jeg gerne ville have skrevet om, men som jeg ikke har haft tid eller energi til at få gjort noget ved. Derfor er jeg nødt til at bruge og genbruge de muligheder, der viser sig.
TRANEKÆR (18.10.2011): Overskriften er problematisk. Ikke bare antyder den en problematisk forskel i værdi og betydning, som næsten er racistisk, men den afspejler faktisk dagens virkelighed: Én israelsk soldat – Gilad Shalit – er blevet udvekslet med 1.027 palæstinensiske fanger. Og samtidig med at ét problem dermed er løst, er der lagt i ovnen til et nyt.
JERUSALEM (02.06.2011): Jeg får hele tiden breve og e-mails fra skole- og gymnasieelever og for den sags skyld også universitetsstuderende, som på den ene eller anden måde beder om hjælp, råd, vinkler, svar eller andet til deres opgaver om Mellemøsten. Desværre har jeg ofte ikke tid til at svare, men når jeg har, forsøger jeg. Her kommer en besvarelse til tre skoledrenge, som skal skrive opgave om terrorisme og fænomenets forbindelse til Mellemøsten.
JERUSALEM (20.05.2011): ”De er vore brødre og vores familie”, sagde den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fra Fatah om ærkerivalerne i Hamas, som alle ved, at han hader som pesten, da nyheden om aftalen imellem de to organisationer blev offentliggjort. ”Vi har for altid vendt den sorte side i vores historiebog med splid imellem os”, påstod han.
     ”Vores kamp er imod den israelske fjende og ikke mod andre palæstinensiske fraktioner”, sagde Hamas’ politiske leder Khaled Mashal. Rivalerne i Fatah, som anser sig selv for at være den palæstinensiske nationalbevægelse, kan næppe have været glade for at blive reduceret blot til endnu en af en række ”palæstinensiske fraktioner”.
     ”Det er et dødeligt slag for freden”, lød den israelske premierminister Benyamin Netanyahus dystre dom, som om freden havde været lige om hjørnet, men først nu pludselig var blevet dødeligt kvæstet.
JERUSALEM (13.11.2010): I den seneste tid har jeg siddet og bladret gamle artikler, TV-manuskripter, noter og fotografier igennem, for at udvælge det bedste og mest interessante til en ny bog. Jeg har nemlig lige indgået aftale om at skrive en meget personlig beretning om min egen oplevelse af Israel-Palæstinakonflikten, baseret på mine fotografier med tilhørende tekst.
     Jeg har endnu ikke helt lagt mig fast på, hvordan bogen bliver bygget op, og præcist hvad der bliver balancen mellem fotos og tekst. Men for mig er det også en interessant opgave bare at grave mig igennem bjerget af materiale, der igennem tiden har hobet sig op i mine skuffer og på min harddisk.

ODENSE (21.06.2010): Jeg rettede mig op i stolen og pudsede brillerne. Havde jeg læst rigtigt? Jo, minsandten. Overskriften i den israelske avis Haaretz lyder: "Netanyahu: Lempelse af Gaza-blokaden svækker Hamas”.
     Hallo!?!
     Hvis en dramatisk lempelse af blokaden af Gaza-striben, som vi hører, netop er blevet besluttet, er i Israels interesse, hvor pokker har Netanyahu-regeringen så ikke gennemført den for lang tid siden?

JERUSALEM (15.06.2010): Ingen kan beskylde den israelske journalist Amira Hass fra avisen Haaretz for at være nogen særlig stor tilhænger af den israelske regering. Hverken den nuværende højre-nationalistiske regering under Benyamin Netanyahu, den tidligere Kadima-ledede regering med Ehud Olmert som premierminister, eller for den sags skyld nogen af de sidste mange israelske regeringer. Så når Amira Hass nu kritiserer de pro-palæstinensiske aktivister, der for nylig forsøgte at bryde den israelske flådeblokade af Gaza-striben, så er det langtfra fordi hun støtter den israelske regerings politik. Det er tværtimod fordi hun mener, at aktivisterne – uden at vide det – ender med at gøre det.
Sider : 1 2 3
næste