Hamas trives i modvind

GAZA (25.01.2008): ”Er der ingen markering af dagen? Fest eller fejring eller sådan noget”, spurgte jeg Zakaria, min palæstinensiske stringer i Gaza-striben, mens vi spiste morgenmad på terrassen på mit hotelværelse.
       ”Markering af hvad”, spurgte Zakaria tilbage.
       ”Hamas’ valgsejr for to år siden. Det er den 25. januar”, sagde jeg overrasket til ham. ”Det er to-årsdagen for Hamas’ valgsejr. Sidste år på et-årsdagen var der kæmpemæssige jubilæums-demonstrationer og –taler. Er der ikke noget i år?”
       ”Det havde jeg glemt. Tænk – det er to år siden. Det føles meeeget længere”, svarer Zakaria. ”Jeg tror, at selv Hamas forsøger at glemme årsdagen”, fortsatte han efter en lille tænkepause.
       Og ganske rigtigt. Der var ikke nogen fejring i Gaza. Intet som helst på to-årsdagen den 25. januar.
       Men egentlig burde der vel have været en eller anden markering, for Hamas, hvad end man kan lide organisationen og dens ideologi eller ej, synes hele tiden at vinde frem, når det går allerværst.
       Hamas trives i modvind!

Ved en meningsmåling, gennemført af The Palestinian Center for Policy and Survey Studies i dagene fra den 23. januar (dagen hvor væbnede Hamas-folk sprængte hul i grænsemuren til Egypten) og frem til den 6. februar, viser en seks procent-point stigning i støtten til Hamas iblandt palæstinenserne i Gaza-striben. Fra 33 procent i midten af december 2007 til 39 procent nu.
       Meningsmålingen, som bygger på interviews med 1.232 palæstinensere i Gaza-striben og har en usikkerhedsmargin på to procent, viser også, at støtten til præsident Mahmoud Abbas Fatah-bevægelse er faldet til 46 procent af de adspurgte sammenlignet med 52 procent i december.
       Så selvom enhver nøgtern analyse af forholdene i Gaza-striben uværgerligt vil vise, at forholdene mere eller mindre konstant bliver mærkbart værre for almindelige mennesker, så omsættes denne forværring af tilstanden altså ikke til en voksende utilfredshed med magthaverne i Hamas.

Når man besøger Gaza-striben... så synes det ikke som om Hamas bliver svækket. Nogen vil måske ligefrem argumentere for, at Hamas tværtimod bliver styrket af vores sanktionspolitik. Dem, der bliver svækket og straffet, er derimod i hundredtusindvis af almindelige, uskyldige, civile palæstinensere.
En sådan erkendelse burde også på et eller andet tidspunkt få politikere og efterretnings- og Mellemøsteksperter i både Jerusalem og i en række vesteuropæiske hovedstæder til at overveje, om den boykot- og isolationspolitik, som man det sidste godt og vel halve årstid har ført overfor Hamas i Gaza-striben, er den politik, der vil føre til målet. Hvad end målet så er. Om det direkte er at bringe Hamas til fald, svække organisationen så meget, at palæstinensernes utilfredshed vil bringe Fatah tilbage til magten, eller om det er at få Hamas til selv at ændre sin politik, for igen at ”komme ind i varmen” så at sige. Uanset hvad målet er, så synes det ikke som om den politik, der nu føres, vil bringe os i den retning.
       Når man besøger Gaza-striben eller læser en meningsmåling, som den ovenfor, så synes det ikke som om Hamas bliver svækket. Nogen vil måske ligefrem argumentere for, at Hamas tværtimod bliver styrket af vores sanktionspolitik. Dem der bliver svækket og straffet er derimod i hundredtusindvis af almindelige, uskyldige, civile palæstinensere, som lider hver eneste dag på grund af sanktionspolitikken.
       Det er vel det, man kalder kollektiv afstraffelse, hvilket er ulovligt efter international lov.
       International lov forpligter naturligvis ikke alle lande i verden til at handle sammen med et land, hvis regime man er dybt og inderligt imod. Man er heller ikke forpligtet til at invitere dets ledere på officielt statsbesøg eller lignende. Man kan godt boykotte et land, hvis regime bryder de normale spilleregler for acceptabel opførsel. Spørgsmålet er, hvor grænsen går mellem accepteret, lovlig boykot, og ulovlig kollektiv afstraffelse af en uskyldig civilbefolkning. Og man burde måske også kunne forvente af sine egne ledere, at de tager deres politik op til revision igen, hvis den politik der føres overfor et regime, som de har erklæret uønsket, virker direkte modsat formålet og samtidig straffer de forkerte.

Hamas forsvinder ikke frivilligt.
       Den internationale politiske, diplomatiske og økonomiske boykot af Gaza-striben, har heller ikke tvunget Hamas til at ændre politik. Og det har den type militær kamp imod Hamas, som Israel er i stand til at føre, tilsyneladende heller ikke. Det synes ikke som om Hamas står overfor et umiddelbart kollaps.
       Israel overvejer i øjeblikket at begynde at likvidere Hamas politiske ledere. Indtil nu har man primært gået efter ledere og aktivister i Hamas’ væbnede gren Izz a-Din al-Qassam.
       Naturligvis kan man skrue det militære pres endnu mere op, men selvom Israel allerede går meget længere i brugen af sin militære formåen, end de fleste andre vestlige lande er villige til, så er selv Israel meget tæt på grænsen for, hvor de militære midler begynder at give for meget politisk og diplomatisk bagslag internationalt.
       Derfor har Israel forsøgt sig med at lukke grænsen af. Stoppe handel og eksport, pengeoverførsler og begrænse importen af brændstof og elektricitet. Indtil videre synes den politik mere at have bragt fordømmelser af Israel, end det har svækket Hamas.
       Den israelske politik får nu også skylden for at Hamas-aktivister i slutningen af januar sprængte hul i grænsen til Egypten, så hundredtusinder af palæstinensere kunne strømme fra Gaza-striben ind til de egyptiske byer på den anden side af grænsen.

Det vil være forkert at tro, at Hamas er ved at sejre, for det er de ikke. Situationen i den Gaza-stribe, som Hamas har kontrollen med, er gradvist blevet værre og værre, og Hamas har vist sig totalt ude af stand til at regere, endsige nærme sig nogle af de mål, som de selv inden det palæstinensiske parlamentsvalg i 2006, satte sig. Måske lige med undtagelse af en fortsættelse af den væbnede kamp imod Israel.
       Men al snakken om social retfærdighed, om forbedring af forholdene for de fattigste og et opgør med svindel og korruption er endt som ”valgflæsk”. 
       Den sociale situation i Gaza-striben er på grænsen til en ren katastrofe. Nogle vil sige, at det allerede er en katastrofe. Arbejdsløsheden er eksploderet, og folk der lever på eller under fattigdomsgrænsen, er vokset dramatisk. Den eneste grund til, at det stadigvæk fungere, er ikke Hamas, men det alternative sociale sikkerhedsnet som de udvidede palæstinensiske stor-familier traditionelt altid har udgjort, og som betyder, at mange palæstinensiske familier på egen hånd tager sig af sine egne fattige og arbejdsløse.

...vores isolationspolitik fra EU og Vesten, har tvunget Hamas tilbage til alle de krigerigske og lidet konstruktive roller, som organisationen virkelig besidder en stor ekspertise i.        Samtidig er Hamas godt på vej til også selv at blive korrupt og halv-kriminel, på samme måde som Fatah-regimet var og fortsat er.
       En af grundene til at Hamas var villig til at overveje en fornyet lukning af grænsen til Egypten – udover at de havde opnået det politiske mål, som var den semi-anerkendelse, der lå i at blive inviteret til politiske forhandlinger i Kairo – er, at Hamas får procenter af den smuglervirksomhed, som indtil åbningen af grænsen foregik igennem et mylder at underjordiske tunneler på tværs af grænsen.
       Når Hamas på trods af disse monumentale fiaskoer på det politiske, økonomiske og sociale område alligevel formår at vise en fremgang i meningsmålingerne, så kan det skyldes, at mange almindelige palæstinensere, som er fanget i denne totale håbløshed, hvor social og økonomisk fremgang er totalt urealistisk, derfor i trods føler, at den begrænsede smerte, Hamas i det mindste kan påføre israelerne, snarere end at forhandle med dem, i det mindste opfattes som et lillebitte plaster på såret.
       Den væbnede kamp – det kender Hamas til. De har i årevis ikke lavet meget andet. Sabotage og selvmordsbomber, det er de eksperter i. Og vores isolationspolitik fra EU og Vesten, har tvunget Hamas tilbage til alle de krigerigske og lidet konstruktive roller, som organisationen virkelig besidder en stor ekspertise i.
       Det vi burde have registreret i de par år, Hamas nu har været ved magten, er, at de ikke er særlig gode til at regere og bygge op. Måske var det en idé, at lade dem få lov til at prøve kræfter på områder, de har vist sig ikke at være så gode til.

       Hvis man åbner en begrænset men blot nødvendig politisk og diplomatisk dialog med Hamas-myndighederne i Gaza-striben, som giver dem mulighed for at regere området, så kan der måske ske det, at deres manglende erfaring med at regere afslører sig selv i al dets ynkelighed, og at palæstinenserne bliver trætte af alle de mistede muligheder.
       Det burde vel også kunne ses som en sejr for den vestlige politik. Og det uden dagligt at straffe hele den uskyldige palæstinensiske civilbefolkning i Gaza-striben.
       Det kunne naturligvis også gå en anden vej.
       Hamas kunne vise sig at vokse med opgaven, og pludselig begynde at få det palæstinensiske samfund til at fungere. Forbedre forholdene for de fattige og hårdt prøvede flygtninge. Opbygge landbrug og industri. Få genopbygget Gaza-stribens eksport. Få indtægter, arbejdspladser. De vil måske endog begynde at få politiske og diplomatiske kontakter til omverdenen. En masse som de vil være kede af at miste igen, hvis ”bøtten vender”, og derfor måske noget, som kunne styrke den politiske gren af Hamas og svække den militante.
       Det vil vel også kunne ses som en sejr for den vestlige politik. Men det vil kræve et opgør med den totalem politiske, diplomatiske og økonomiske isolation af Hamas og Gaza-striben. For det er på den anden side svært at se, at den politik der føres nu, vil kunne føre til meget andet end sejr for de mest militante og yderligtgående elementer iblandt islamisterne.

Flere palæstinensiske analytikere, jeg har talt med, siger mere eller mindre samstemmende, at de mener, at Hamas selv har indset, at de aldrig vil blive i stand til at regere et Palæstina, sådan som de oprindelig havde drømt om, og derfor har de selv totalt overgivet sig til den væbnede kamp. Og som sådan bliver Gaza ledet af en væbnet guerillagruppe iklædt en slags semi-regerings klædedragt. Men samtidig advarer de fleste af dem, jeg har talt med, også om, at situationen kan blive meget værre, end den er nu. Det som alle taler om, er frygten for at en al-Qaida- eller Taleban-lignende fanatiseren af Hamas og andre islamistiske grupper i det palæstinensiske samfund, og at det palæstinensiske samfund på Vestbredden også skal falde til disse grupper.
       Det er en advarsel, som Israel og de vestlige regeringer hellere må tage bestik af, for det vil ikke være første gang, vores manglende forståelse for Mellemøsten har bragt os ”fra asken i ilden”.
       De mujahedin-guerillaer i Afghanistan, som vi støttede, fordi de i sin tid under Den kolde Krig kæmpede imod Sovjetunionen, de udviklede sig senere til Taleban. Og det var også i disse mujahedin-styrker folk som Osama Bin-Laden fik sin første træning i guerillakrig og instruktion i at lave bomber.
       Det Irak, som vi i Bush’ såkaldte ”Krig imod Terrorismen”, invaderede, havde så godt som ingen forbindelse til militante islamistiske terrorgrupper. Det har det nu. Nu er det selvsamme Irak blevet en af disse millitante islamistiske gruppers frodigste udrugningsanstalter.

       Så problematisk er situationen i Irak blevet, at hvis vi trækker de vestlige styrker ud af Irak i nogen nær fremtid, så vil Irak formentlig ikke bare kollapse, vi vil også levere Den persiske Havbugt, hvorfra olien til Vesten udskibes, på en sølvbakke til Iran. En tilbagetrækning vil også sende i tusindvis at våbentrænede militante arabiske islamister tilbage til Egypten, Yemen, Jordan, Libanon og Syrien, hvor de vil skabe kaos og usikkerhed. Vi har allerede set begyndende tendenser af den slags i Libanon.
       Vores fantasi rækker næppe til at forestille os, hvor meget værre, situationen kan blive i Gaza og resten af de palæstinensiske områder, hvis det går rigtig galt. 
       Derfor er det sikkert tilrådeligt en gang imellem at stoppe op, og tage fornyet bestik af situationen. Vurdere om den førte politik har bragt os i den retning, vi ønsker. Og hvis ikke, så justere den. 
       Jeg har svært ved at tro, at der er nogen, der kan føle sig trygge ved det, som vores politik indtil videre har ført med sig.

Jeg har vist fortalt denne historie før, men her kommer den igen, fordi den på sørgelig vis illustrerer situationen og forståelseskløften:
       Måden som Israel og Vesten synes at aflæse situationen på er, at hvis der er 10 militante islamister i Gaza By, og Israel dræber tre, så der derefter kun er syv tilbage.
       Mens virkeligheden for Hamas er, at hvis der er 10 militante islamister i Gaza By, og Israel dræber tre, så vil syv mere melde sig under fanerne, og derefter vil der være 14 militante islamister i Gaza By.
       Hamas trives i modvind!
       Måske burde man give dem lidt medvind i stedet?

* * *

Vil du se flere billeder fra Gaza-striben, så kig over i foto-galleriet:

http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/47-gaza-striben-en-tikkende-bombe/