Palæstinenserne - Gaza

ODENSE (14.01.2019): Jeg har sikkert ”skudt mig selv i foden”. Når jeg holder nogle af mine foredrag om mit fotografi, bliver jeg altid spurgt, om folk kan købe min fotobog. Mit svar har i flere år været, at bogen ”Untold Stories – Billeder og beretninger fra Mellemøsten” desværre er udsolgt fra forlaget.
     Det viser sig, at det ikke er sandt!!!
     Jeg har lige modtaget en venlig mail fra Pernille Madsen, forlagssekretær på Ajour, som fortæller mig, at der sørme stadigvæk er nogle enkelte kasser tilbage med bogen. Hvor mange ved jeg ikke. Men den kan altså købes lidt endnu.
     Den oplysning er nu bragt videre.

Hele den palæstinensiske Hamas-gruppes ledelse, som Israel anser for at være terrorister, befinder sig i øjeblikket i Gaza-striben. Det er første gang nogensinde, hele Hamas-ledelsen er samlet, skriver Hamas’ website Safa. Både de lokale ledere og ledelsen udefra. Mange af dem står højt på Israels ”hitliste” – listen over topterrorister, som de israelske myndigheder meget gerne vil slippe af med. Men ifølge flere forskellige kilder har Hamas via FN fået den israelske regerings forsikringer om, at Israel ikke vil forsøge at ramme dem.
     En lille gruppe højtstående Hamasfolk vendte sent torsdag aften tilbage til Gaza-striben fra et kort besøg i den egyptiske hovedstad Kairo. Ifølge den libanesiske avis Al Akhbar har de – med egypterne og FN som mellemmænd – forhandlet en våbenhvile på plads med Israel. Aftalen skal ifølge forlydenderne også føre til en forbedring af forholdene for almindelige palæstinensere i Gaza-striben.

GAZA (17.07.2015): Der er børn overalt her i Gaza-striben. 
     Glade børn der støjende leger på hver en åben plet imellem husene, på gaderne, i gyderne og baggårdene.
     Børn er på alle måde indbegrebet af optimisme og fremtidshåb. Og fra den synsvinkel burde Gaza-striben være et af de mest optimistiske steder i verden, for her er der ualmindeligt mange børn.
     Mens vort danske samfund – ligesom de fleste andre nordeuropæiske – har en overvægt af midaldrende og ældre, så er det palæstinensiske samfund ualmindeligt ungt. To tredjedel af befolkningen under 25 år gamle.

GAZA (16.07.2015): Det er et rent mirakel, at jeg kan mødes med Abu Mahmoud Se’adah og hans familie. Ikke fordi de er svære at få fat i, men fordi det kun var et rent lykketræf, der gjorde, at de overhovedet overlevede krigen for et års tid siden.
     Kampene bølgede frem og tilbage i det her område af Gaza, og pludselig kom familiens hus i frontlinjen. 
     I dag er størsteparten af huset styrtet sammen. Kun omkring en fjerdedel står stadigvæk, selvom murerne er fulde af revner og granathuller.

GAZA CITY (16.07.2015): Inde i mit hoved kører der billeder fra ødelæggelserne af det centrale Beirut efter Libanons 16 år lange, ødelæggende borgerkrig. Sådan ser der ud i visse af de hårdest ramte områder af Gaza-striben. 
     En af mine venner har taget mig ud til en del af Shuja’iyya-kvarteret lige øst for Gaza City. Men det kunne have været et antal andre steder. Ødelæggelserne efter den 50 dage lange krig sidste år mellem Israel og Hamas-gruppen, der kontrollerer Gaza-striben har været enorme. Og nu – ét år efter – er genopbygningen kun lige så småt ved at komme i gang.
     Eller sådan ser det i hvert fald ud for os, der turer rundt i området.

Gamle Seinab smiler til mig, da jeg hæver kameraet for at tage et billede af hende.
     Jeg må bede hende om at holde op med at smile. Det passer ikke til situationen, synes jeg. Hun sidder på trappen til det hus, der indtil for nylig var hendes hjem, men huset blev skudt sønder og sammen i den krig, Hamas netop har haft med Israel.

”Allah hu’Akbar”, råber de – ”Gud er stor!” 
     Råbet, som man hele tiden hører hernede, er ikke bare en religiøs trosbekendelse. Her i den arabiske verden er det også et militant politisk kampråb. Et kampråb der antænder et vulkanudbrud af voldsomme følelser. Især når der samtidig – som her – bliver lagt en martyr i graven.
     Issa Abul Hassan blev 21 år. Han gav sit liv i kampen. Dog ikke i kampen med Israel.

I Gaza samler drengene ikke på billedkort med berømte fodboldspillere eller store rock-stjerner. De idoler børnene her dyrker, er martyrer. De døde! Dem der har givet deres liv i kampen. Og de er overalt.
    Husmurene i flygtningelejrene er plastret til med billeder, og på væggene omkring de større huse inde i byerne er der plakater med deres ansigter. På vægge, reklamestandere og hvor end der plads.

"Vildledte, hjernevaskede selvmordsbomber,de løj over for dig, da de vaskede din hjerne", skriver den israelske digter Ada Aharoni, som selv er født i Egypten, taler arabisk og kender det arabiske samfund indefra.
     "De løj overfor dig, da de lovede,at du i sandhed ville komme i paradis og få 72 unge lydige jomfruer til dine lyster."

Jeg forsøger at komme i kontakt med hende under hele massemødet. Men hun er totalt afvisende, og det er en underdrivelse. 
     Fjendtlig er mere betegnende. 
     Jeg spørger efter hendes navn, men får kun et isnende, hadsk blik igen. 
     Stemningen omkring os forandrer sig. Min palæstinensiske assistent hvisker mig i øret, at jeg skal lade den militant-islamistiske børnehavelærerinde i fred, og ophøre med at fotografere hende.