Fredsprocessen

JERUSALEM (26.09.2010): Er der måske nogensinde i historien en konflikt, der begyndte som en væbnet konflikt med kanoner, fly og terrorister, som endte med at blive afgjort af betonblandere og byggekraner?
     På overfladen lyder det jo fjollet, men også lidt flot og storslået: Krige er at ødelægge, bryde ned og lægge i ruiner. At bygge huse er at skabe noget nyt, bygge op og være konstruktiv. Sætningerne kunne næsten være taget lige ud af en pacifistisk fredsorganisations hvervningspamflet, men nu taler vi om Mellemøsten, og dem der bygger, er jødiske bosættere, og så er byggeriet pludselig problematisk. At bygge huse til jøder på Vestbredden truer freden lige så meget som bomber, kanoner og kampvogne.
JERUSALEM (25.09.2010): I morgen udløber det 10 måneder lange israelsk byggestop i de jødiske bosættelser på Vestbredden, som Israels premierminister Benyamin Netanyahu ensidigt erklærede i november sidste år. Hvad sker der så? Begynder Israel at bygge løs igen? Bryder forhandlingerne sammen? Eller betyder det at parterne får endnu mere travlt med at forhandle? Er det enden på drømmen om en palæstinensisk stat? Betyder det en bi-national i stedet? De færreste toro på forhandlingerne, men hvad er alternativet?

JERUSALEM (18.09.2010): Svend Jespersen fra Roskilde stiller mig nogle ganske fornuftige og ligefremme spørgsmål om Clinton-planen og Det Saudiarabiske Fredsinitiativ. Men da jeg satte mig til tastaturet for at svare, fandt jeg dog hurtigt ud af, at et sådant spørgsmål kræver lidt mere end blot et almindeligt kort svar. Så her kommer en lidt længere udredning om diverse fredsplaner og –initiativer.

JERUSALEM (15.09.2010): De fleste af dem, der beskæftiger sig seriøst, fordomsfrit og realistisk med Mellemøsten, synes at være enige om, at den eneste mulige, acceptable og holdbare løsning på Israel-Palæstinakonflikten er en to-statsløsning baseret på "land for fred". Spørgsmålet er, om Netanyahu er manden, der kan føre Israel frem til en sådan fred?

JERUSALEM (14.09.2010): Mine seneste beretninger fra fredsprocessen har været udtalt skeptiske og pessimistiske – hvilket formentlig også er det, der ligger tættest på virkeligheden, så i dag vil jeg i stedet forsøge at anlægge det positive syn på sagen. Jeg har tre bidder af informationer, som jeg synes er interessante, og som jeg derfor vil forsøge at basere en teori på.

JERUSALEM (09.09.2010): ”Shannah Tova”, lyder hilsnen i disse dage. ”Godt Nytår”. I aftes var vi til Rosh Ha’Shannah-fest hos nogle venner, og i aften foregår det her hos os. Det jødiske nytår strækker sig over to dage, og det finder sted lige nu.  Og hvor fantastisk kunne det ikke være, om dette kommende år kunne bringe fred?

JERUSALEM (08.09.2010): “Kan du ikke bare forklare konflikten, og hvordan den kan løses sådan helt simpelt og letforståeligt”, spurgte en gymnasielærer mig en gang, da jeg skulle holde foredrag til hendes klasse. Min første reaktion var, at jeg stirrede vantro på hende, men så begyndte jeg at tænke lidt over, hvad hun havde sagt, og så måtte jeg jo erkende, at hvis jeg ikke kan forklare det, så alle kan forstå det, så er jeg egentlig ikke min løn værd. På den anden side er det også klart, at hver eneste gang man forsimpler noget, så er der også noget andet, der går tabt.

JERUSALEM (05.09.2010): Lamperne er slukket, kameraerne pakket ned og TV-holdene rejst hjem. Mellemøst-topmødet i Washington er overstået. Det blev af de internationale medier dækket, som om freden allerede var brudt ud. I en region, der er fattig på gode, positive nyheder, kan man sådant set godt forstå det. Men for at holde sig lidt i kontakt med virkeligheden skal man også vide, at der var en skærende kontrast imellem de flotte ord, som lederne havde garneret deres taler med i Washington, og så den trætte, totalt illusionsforladte, dybtfølte og udtalte skepsis, som fredsmødet blev mødt med i Mellemøsten.

JERUSALEM (02.09.2010 – 18:00): Hvis ord var det eneste, der skulle til, så står vi umiddelbart på tærsklen til fred i Mellemøsten, for begge parters ledere sagde alle de rigtige ting, da de i nat stod foran de snurrende kameraer, efter deres ansigt-til-ansigts middag, med USA's præsident Barack Obama som vært for  bordenden. Israels premierminister Benyamin Netanyahu fik sagt ”Shalom, salaam, peace, fred”, så mange gange, han kunne. Og den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas sagde, at det at give israelerne den sikkerhed, de har behov for, er afgørende.

TRANEKÆR (19.08.2010): Jeg troede, at der var sket noget dramatisk i Mellemøsten, da jeg i mit sommerhus pludselig opdagede, at mobiltelefonen havde fem ubesvarede opringninger og to beskeder fra TV2. Jeg havde været ude på en travetur i skoven, og havde endnu ikke læst hverken aviser eller været på internettet, så jeg anede ikke, hvad der kunne være sket. ”Uffe, Helveg og Lykketoft har skrevet en kronik i Berlingeren, hvori de voldsomt kritiserer Israel. Vi laver indslag på det, og vil gerne have dig og nogen fra Israel med. Er det OK med dig?”

Sider : 1 ... 2 3 4 5 6 ... 8
 forrige     næste