Fredsprocessen

JERUSALEM (25.09.2011): Ved åbningen af FN’s Generalforsamling holdt den amerikanske præsident Barack Obama en tale, som berørte mange emner indenfor international politik og USA’s interesser rundt om i verden – Iran, Det arabiske Forår, den internationale finansielle krise og meget andet, men det, alle ventede på, var hans bemærkninger om Israel-Palæstinakonflikten og dens løsninger.
     Året forinden havde præsident Obama udtrykt ønsket om, at Palæstina om et år ville være en ny medlemsstat af verdensorganisationen. I dagene og ugerne op til Generalforsamlingens åbning efter sommerferien havde den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas gjort det klart, at han ville anmode FN om at anerkende en uafhængig Palæstinastat indenfor våbenhvilelinjerne fra før Seksdageskrigen i 1967.
     Hvordan ville den amerikanske præsident reagere, når palæstinenserne nu tog ham på ordet?

JERUSALEM (21.05.2011): Det er kun to år siden USA's præsident Barack Obama holdt sin store Mellemøsttale på Cairo University i den egyptiske hovedstad, hvor han forsøgte at indvarsle en ny begyndelse i forholdet mellem USA og den arabiske verden efter kriseårene under forgængeren George W. Bush. Talen den gang var fantastisk. Det er de fleste af Barack Obamas taler. Han er en gudbenådet taler. Også helt i modsætning til forgængeren George W, som ofte tydeligvis end ikke selv forstod de taler, han holdt. Det gør Obama. Han har sikkert ligefrem været med til at skrive dem.
     Problemerne kommer derimod, når de gyldne visioner i talerne skal omsættes til kontant politisk virkelighed. Det er ikke rigtigt lykkedes.
JERUSALEM (20.05.2011): ”De er vore brødre og vores familie”, sagde den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fra Fatah om ærkerivalerne i Hamas, som alle ved, at han hader som pesten, da nyheden om aftalen imellem de to organisationer blev offentliggjort. ”Vi har for altid vendt den sorte side i vores historiebog med splid imellem os”, påstod han.
     ”Vores kamp er imod den israelske fjende og ikke mod andre palæstinensiske fraktioner”, sagde Hamas’ politiske leder Khaled Mashal. Rivalerne i Fatah, som anser sig selv for at være den palæstinensiske nationalbevægelse, kan næppe have været glade for at blive reduceret blot til endnu en af en række ”palæstinensiske fraktioner”.
     ”Det er et dødeligt slag for freden”, lød den israelske premierminister Benyamin Netanyahus dystre dom, som om freden havde været lige om hjørnet, men først nu pludselig var blevet dødeligt kvæstet.
JERUSALEM (19.12.2010): Ovre på min FaceBook-side har der været debat om hvor populær ideen om ikke-voldsmodstand er eller ikke er blandt palæstinenserne. Jeg huskede i den sammenhæng, at jeg i begyndelsen af den anden intifada for snart 10 år siden lavede et interview med den palæstinensiske professor Saleh Abdel Jawad fra Bir Zeit-universitetet på Vestbredden om blandt andet det spørgsmål, og hvor sørgeligt det var, at han var nødt til at pakke sin ellers dybt fornuftige kritik af brugen af vold så meget ind, fordi ikke-volds-argumentet også dengang var så uacceptabelt i Fatah-bevægelsen og de ledende palæstinensiske kredse. Artiklen handler naturligvis også om mange andre ting, mest om problemerne med at have en åben, kritisk debat internt i det palæstinensiske samfund.
JERUSALEM (18.12.2010): Når jeg ikke har andet at tage mig til om fredagen, bruger jeg fra tid til anden dagen på at filme de sære ugentlige sammenstød i landsbyer som Na’alin, Bila’in og Nabi Salah ude på Vestbredden. Jeg har allerede haft et par tidligere dagbogsblade om Bila’in her på siden, så nogle af Jer vil have læst om det tidligere. Denne fredag var jeg igen ude i området. Scenen er den samme hver uge. Det samme er de fleste af skuespillerne – soldaterne, demonstranterne og medierne. På demonstrantsiden skiftes de internationale, unge solidaritetsturister som regel ud, men alle spiller de hver uge deres roller, som de skal ifølge manuskriptet.
JERUSALEM (13.12.2010): Vi er på vej mod “interessante tider”, for at bruge formuleringen fra den gamle kinesiske forbandelse. For det bliver nok interessant, men næppe behageligt. Israel skal i fremtiden ikke blot at skulle slås med sine fjender. Landets venner synes også at have fået nok. Palæstinenserne vil komme til at stå mere alene, og selvom de måske proklamerer en stat for tredje gang, og visse lande endog anerkender den, så vil de være så langt fra faktisk at få den, som nogensinde.

TRANEKÆR (16.11.2010): En af de nærmeste dage får vi sikkert at vide, at Israel er gået med til at forlænge byggestoppet i de jødiske bosættelser på Vestbredden i yderligere 90 dage. Til gengæld for byggestoppet, som er USA's gave til palæstinenserne, får Israel en række sikkerhedsgarantier, amerikansk støtte i FN og løfte om at kunne købe nye avancerede amerikanske kampfly til sit luftvåben.

JERUSALEM (04.10.2010): Min redaktør spurgte mig i forgårs, om vi skulle lave historien om at fredsprocessen var død, for det skrev alle nyhedsbureauerne, at den var. Palæstinenserne har trukket sig ud, fordi Israel ikke ville forlænge byggestoppet i bosættelserne, skrev de. Jeg rådede min redaktør til at vente lidt. Palæstinenserne har sagt det samme tidligere, noget tyder på, at de ikke ønsker at stå tilbage som dem, "der lukker og slukker" for håbet. Næste dag skrev alle mine kolleger i deres aviser, at fredsprocessen er død! Tog jeg fejl?

JERUSALEM (26.09.2010): Er der måske nogensinde i historien en konflikt, der begyndte som en væbnet konflikt med kanoner, fly og terrorister, som endte med at blive afgjort af betonblandere og byggekraner?
     På overfladen lyder det jo fjollet, men også lidt flot og storslået: Krige er at ødelægge, bryde ned og lægge i ruiner. At bygge huse er at skabe noget nyt, bygge op og være konstruktiv. Sætningerne kunne næsten være taget lige ud af en pacifistisk fredsorganisations hvervningspamflet, men nu taler vi om Mellemøsten, og dem der bygger, er jødiske bosættere, og så er byggeriet pludselig problematisk. At bygge huse til jøder på Vestbredden truer freden lige så meget som bomber, kanoner og kampvogne.
JERUSALEM (25.09.2010): I morgen udløber det 10 måneder lange israelsk byggestop i de jødiske bosættelser på Vestbredden, som Israels premierminister Benyamin Netanyahu ensidigt erklærede i november sidste år. Hvad sker der så? Begynder Israel at bygge løs igen? Bryder forhandlingerne sammen? Eller betyder det at parterne får endnu mere travlt med at forhandle? Er det enden på drømmen om en palæstinensisk stat? Betyder det en bi-national i stedet? De færreste toro på forhandlingerne, men hvad er alternativet?
Sider : 1 2 3 4 5 ... 8
 forrige     næste