Nyt & Interessant
Fredsprocessen
JERUSALEM (03.12.2014): ”I de seneste uger, og især i de sidste 24 timer, har ministrene Lapid og Livni indædt angrebet regeringen jeg er leder af. Jeg vil ikke tolerere mere opposition internt regeringen”, sagde Israels premierminister Benyamin Netanyahu i aftes på det pressemøde, hvor han også fortalte, at han derfor havde fyret finansminister Yair Lapid og justitsminister Tzipi Livni, som dermed trak deres partier med sig ud af regeringen.
Derfor vil den israelske premierminister i dag opfordre parlamentet, Knesset, om at opløse sig selv, så Israel kan få et valg, og en ny regering ”kan få et klart mandat fra folket til at lede Israel”, som Netanyahu udtrykte det.
Det mandat har samme Netanyahu sådant set allerede fået. Han har blot ikke formået at bruge det til noget konstruktivt.
Derfor vil den israelske premierminister i dag opfordre parlamentet, Knesset, om at opløse sig selv, så Israel kan få et valg, og en ny regering ”kan få et klart mandat fra folket til at lede Israel”, som Netanyahu udtrykte det.
Det mandat har samme Netanyahu sådant set allerede fået. Han har blot ikke formået at bruge det til noget konstruktivt.
JERUSALEM (05.10.2014): Sveriges ambassadør her i Israel har fået besked på at begive sig til udenrigsministeriet i Jerusalem for at stå skoleret. Den israelske regering er rasende over den nye svenske statsminister Stefan Lofvens erklæring i sin tiltrædelsestale om at Sverige vil anerkende Palæstina.
”Måske er det fordi den svenske statsminister er ny og uprøvet”, siger en af mine kilder i det israelske udenrigsministerium, som ikke vil citeres med navn, fordi han ikke har ministeriets godkendelse til at udtale sig. ”Men Sverige har igen placeret sig som den politiske korrektheds forsvarer. Og det er ikke noget, der hjælper på situationen”, siger han.
Der er naturligvis et helt oplagt problem: Palæstina eksisterer ikke som en stat. Derfor anerkender Sverige noget, som ikke findes.
”Måske er det fordi den svenske statsminister er ny og uprøvet”, siger en af mine kilder i det israelske udenrigsministerium, som ikke vil citeres med navn, fordi han ikke har ministeriets godkendelse til at udtale sig. ”Men Sverige har igen placeret sig som den politiske korrektheds forsvarer. Og det er ikke noget, der hjælper på situationen”, siger han.
Der er naturligvis et helt oplagt problem: Palæstina eksisterer ikke som en stat. Derfor anerkender Sverige noget, som ikke findes.
JERUSALEM (11.04.2014): Ron Pundak er død 59 år gammel efter en lang kamp med kræft.
Internationalt blev han kendt fordi han sammen med historikeren Yair Hischfeld stod bag de allerførste kontakter til PLO - Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, på et tidspunkt hvor den slags kontakter var forbudte ifølge israelsk lov, men som førte til de først hemmelige fredsforhandlinger mellem Israel og den palæstinensiske ledelse, og derefter til Oslo-fredsprocessen. I Danmark blev Ron Pundak naturligvis også kendt fordi han var søn af Politikens navnkundige, tidligere chefredaktør Herbert Pundik og hans vidunderlige hustru Sussi.
Internationalt blev han kendt fordi han sammen med historikeren Yair Hischfeld stod bag de allerførste kontakter til PLO - Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, på et tidspunkt hvor den slags kontakter var forbudte ifølge israelsk lov, men som førte til de først hemmelige fredsforhandlinger mellem Israel og den palæstinensiske ledelse, og derefter til Oslo-fredsprocessen. I Danmark blev Ron Pundak naturligvis også kendt fordi han var søn af Politikens navnkundige, tidligere chefredaktør Herbert Pundik og hans vidunderlige hustru Sussi.
JERUSALEM (07.04.2014): Det er ikke sket endnu, men der er almindelig enighed om, at amerikanerne formentlig er på nippet til at offentliggøre deres eget forslag til, hvad en fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne skal bestå af. Men – det er som sagt ikke sket endnu.
Mange frygter, at det ender med at gå, som det gjorde under præsident Bill Clinton.
Efter at have brugt enorm energi og prestige på fredsprocessen igennem hele sin præsidentperiode, så kom Clinton først med sin fredsplan få dage inden han forlod Det hvide Hus den 20. januar 2001, og dermed fik den aldrig en chance for at blive taget alvorlig.
Mange frygter, at det ender med at gå, som det gjorde under præsident Bill Clinton.
Efter at have brugt enorm energi og prestige på fredsprocessen igennem hele sin præsidentperiode, så kom Clinton først med sin fredsplan få dage inden han forlod Det hvide Hus den 20. januar 2001, og dermed fik den aldrig en chance for at blive taget alvorlig.
HARASHA, VESTBREDDEN (04.12.2013): Vi står og ser ud over de selvsamme bakkedrag i det moderne Mellemøsten, men det er noget helt andet rabbi Meir Goldmintz ser, når han kigger ud over Vestbreddens høje, dale, bakker og slugter, end jeg gør.
Eller Samarias bakker, skulle jeg måske snarere sige. Goldmintz vil aldrig tale om ”Vestbredden” og endnu mindre om ”de besatte områder”. Han bruger konsekvent den oldtidige bibels stednavn, Samaria, om området, vi kigger på.
Udsigten her fra Meir Goldmintz’ bosættelse er nemlig ikke bare til en samling ligegyldige bakkedrag og dalstrøg med en landsby her og der et eller andet tilfældigt sted i Mellemøsten. Det her er helligt land. Ikke bare helligt land. Det er Dét Hellige Land. Det er Israels Land. Det var her i dette landskab bibelens profeter vandrede. Det var her kong Saul efterstræbte den unge, harpespillende fårehyrde David, som senere selv blev konge. Det var her alle de bibelske beretninger udspillede sig.
Eller Samarias bakker, skulle jeg måske snarere sige. Goldmintz vil aldrig tale om ”Vestbredden” og endnu mindre om ”de besatte områder”. Han bruger konsekvent den oldtidige bibels stednavn, Samaria, om området, vi kigger på.
Udsigten her fra Meir Goldmintz’ bosættelse er nemlig ikke bare til en samling ligegyldige bakkedrag og dalstrøg med en landsby her og der et eller andet tilfældigt sted i Mellemøsten. Det her er helligt land. Ikke bare helligt land. Det er Dét Hellige Land. Det er Israels Land. Det var her i dette landskab bibelens profeter vandrede. Det var her kong Saul efterstræbte den unge, harpespillende fårehyrde David, som senere selv blev konge. Det var her alle de bibelske beretninger udspillede sig.
JERUSALEM (17.08.2013): Om de har fået vredet armen om på ryggen, eller sat kniven for struben, ved jeg ikke, men forhandlingerne er endelig kommet i gang her i Mellemøsten. Efter at være indledt i Washington for et par uger siden, holdt Israel og palæstinenserne deres første møde her i Jerusalem for et par dage siden. Nu går der en lille uges tid inden de igen mødes i den palæstinensiske by Jeriko nede i Jordan-dalen. Ikke nogen særlig travl mødekalender i betragtning af at den amerikanske udenrigsminister John Kerry sagde, at parterne skulle nå en aftale i løbet af ni måneder.
Selv synes jeg, at det er diskvalificerende, at parterne ikke selv har kunnet finde vej tilbage til forhandlingsbordet. Det lader sig tilsyneladende kun gøre med amerikansk hjælp, og det giver desværre ikke grund til stor optimisme. Man burde kunne forvente, at parterne selv var interesseret i at finde en løsning, men de er tilsyneladende begge mere komfortable i denne sære ikke-krig-ikke-fred-tilstand, de i årevis har befundet sig i. Guderne må vide hvorfor?
JERUSALEM (30.07.2013): ”Parterne er enedes om at alle ”final status issues”, de komplicerede nøgleproblemer og andre emner er på bordet og til forhandling”, sagde den amerikanske udenrigsminister John Kerry flankeret at den israelske justitsminister Tzippi Livni og den palæstinensiske chefforhandler Saeb Erekat.
Forhandlingerne om fred mellem Israel og palæstinenserne er i gang igen. Igen, igen… fristes man næsten til at sige, og det kan ikke skjules, at nyheden hernede i Mellemøsten hilses velkommen med en god portion skepsis og kynisme.
Forhandlingerne om fred mellem Israel og palæstinenserne er i gang igen. Igen, igen… fristes man næsten til at sige, og det kan ikke skjules, at nyheden hernede i Mellemøsten hilses velkommen med en god portion skepsis og kynisme.
JERUSALEM (10.01.2013): "Verdens jøder drømmer om et Israel, de kan være stolte af. Ikke et Israel uden grænser, som opfattes som en besættelsesmagt." Det siger Israels præsident Peres i et større interview, som i går blev offentliggjort i den amerikanske avis The New York Times’ magasin.
Der er tale om en sammenskrivning af en række interviews, som Peres over det sidste halve års tid har givet til den israelske journalist Ronen Bergman fra Yediot Ahronot. Uden direkte at nævne hans navn, langer den israelske præsident ud mod premierminister Benyamin Netanyahu, som intet har gjort for at få den kuldsejlede fredsproces tilbage på sporet igen.
Der er tale om en sammenskrivning af en række interviews, som Peres over det sidste halve års tid har givet til den israelske journalist Ronen Bergman fra Yediot Ahronot. Uden direkte at nævne hans navn, langer den israelske præsident ud mod premierminister Benyamin Netanyahu, som intet har gjort for at få den kuldsejlede fredsproces tilbage på sporet igen.
JERUSALEM (04.12.2012): ”Udenrigsminister Villy Søvndal har udtrykt Danmarks mishag til den israelske ambassadør i København fordi Israel igen vil bygge i sine bosættelser. Har det gjort indtryk på israelerne?” Nogenlunde sådan spurgte TV2’s studievært mig i en direkte sending for et par aftener siden.
Et kort øjeblik måtte jeg undertrykke en pludselig indskydelse til at smile og sige noget morsomt – men sikkert tåbeligt – om, hvor stort et indtryk Villy Søvndal gør i Mellemøsten.
Per Stig Møller og hans partis markering i sagen er jeg overbevist om, har gjort langt mere indtryk hernede. Ikke på grund af De Konservatives formidable styrke i dansk politik, men tværtimod på grund af Per Stig Møllers store arbejde for fredsprocessen, da han var udenrigsminister og Danmark havde formandskabet i EU, hvilket har givet ham stor respekt på begge sider af konflikten hernede. Hans kritik blev bemærket.
Et kort øjeblik måtte jeg undertrykke en pludselig indskydelse til at smile og sige noget morsomt – men sikkert tåbeligt – om, hvor stort et indtryk Villy Søvndal gør i Mellemøsten.
Per Stig Møller og hans partis markering i sagen er jeg overbevist om, har gjort langt mere indtryk hernede. Ikke på grund af De Konservatives formidable styrke i dansk politik, men tværtimod på grund af Per Stig Møllers store arbejde for fredsprocessen, da han var udenrigsminister og Danmark havde formandskabet i EU, hvilket har givet ham stor respekt på begge sider af konflikten hernede. Hans kritik blev bemærket.
JERUSALEM (03.12.2012): Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas har fået, noget nogen vil kalde, en sejr i FN-bureaukratiet – et stykke papir – som Israel svarer igen på ved at bygge flere huse til jødiske bosættere i de besatte områder.
Hvis man opholdt sig på Martyr Yassir Arafat-pladsen i Ramallah den 29. november sent om aftenen, da FN stemte om resolutionen, skulle man ellers tro, at der var tale om selve deklarationen af Palæstinas oprettelse. Så meget blev der festet, da det blev klart, at FN’s Generalforsamling med et overvældende flertal havde besluttet at opgradere palæstinensernes status i verdensorganisationen til det noget snørklede ”ikke-medlems observatørstat”.
Udenfor FN-hovedkvarteret – ude i den virkelige virkelighed her i Mellemøsten har palæstinenserne dog fortsat ikke nogen stat. Det eneste, der har ændret sig, er, at de udover frimærker, pas, flag, nationalsang, præsident og så videre, nu også har et lidt finere medlemskort til FN. Men staten, det det hele handler om, den findes stadigvæk ikke.
Hvis man opholdt sig på Martyr Yassir Arafat-pladsen i Ramallah den 29. november sent om aftenen, da FN stemte om resolutionen, skulle man ellers tro, at der var tale om selve deklarationen af Palæstinas oprettelse. Så meget blev der festet, da det blev klart, at FN’s Generalforsamling med et overvældende flertal havde besluttet at opgradere palæstinensernes status i verdensorganisationen til det noget snørklede ”ikke-medlems observatørstat”.
Udenfor FN-hovedkvarteret – ude i den virkelige virkelighed her i Mellemøsten har palæstinenserne dog fortsat ikke nogen stat. Det eneste, der har ændret sig, er, at de udover frimærker, pas, flag, nationalsang, præsident og så videre, nu også har et lidt finere medlemskort til FN. Men staten, det det hele handler om, den findes stadigvæk ikke.
