Fredsprocessen
Hele den palæstinensiske Hamas-gruppes ledelse, som Israel anser for at være terrorister, befinder sig i øjeblikket i Gaza-striben. Det er første gang nogensinde, hele Hamas-ledelsen er samlet, skriver Hamas’ website Safa. Både de lokale ledere og ledelsen udefra. Mange af dem står højt på Israels ”hitliste” – listen over topterrorister, som de israelske myndigheder meget gerne vil slippe af med. Men ifølge flere forskellige kilder har Hamas via FN fået den israelske regerings forsikringer om, at Israel ikke vil forsøge at ramme dem.
En lille gruppe højtstående Hamasfolk vendte sent torsdag aften tilbage til Gaza-striben fra et kort besøg i den egyptiske hovedstad Kairo. Ifølge den libanesiske avis Al Akhbar har de – med egypterne og FN som mellemmænd – forhandlet en våbenhvile på plads med Israel. Aftalen skal ifølge forlydenderne også føre til en forbedring af forholdene for almindelige palæstinensere i Gaza-striben.
…gælder alle kneb, siger man. Konflikten mellem Israel og palæstinenserne blev adopteret af mange, fredsprocessen et pet project for endnu flere, og nu står en tidligere nærmest ikonisk konflikt pludselig i skyggen af mange andre, langt større konflikter og humanitære katastrofer i et uroligt Mellemøsten.
Denne artikel er mit bidrag til Historielærerforenings blad, som denne gang er et temanummer om Israel-Palæstinakonflikten i anledning af 70-året for Israels oprettelse og det palæstinensiske flygtningeproblems begyndelse.
ODENSE (10.12.2017): På hebraisk hedder byen Yerushalayim. På arabisk Al Quds. Byen har en befolkning på omkring 880.000 og dækker et område på godt og vel 125 kvadratkilometer. Tager man oplandet og forstæderne med, kommer det op på 652 kvadratkilometer.
Navnet Urusalima optræder i kileskrift på oldtidige mesopotamiske lertavler omkring 2500 før vores tidsregning, men arkæologer har fundet rester af bebyggelse helt tilbage fra det 4. årtusinde f.v.t.
Der er dem, der siger, at navnet Jerusalem kommer af Ir Shalem, som skulle betyde Fredens By. Jeg ved ikke, om det er sandt, men fredens by er noget nær det eneste, Jerusalem aldrig har været. Listen over hære, som har erobret Jerusalem og jævnet byen med jorden, er uendelig. Altid er byen blevet genopbygget for blot igen at blive ødelagt.
ODENSE (09.12.2017): Som jeg skrev lidt om i går, så synes det i dag lidt klarere, at USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad ”kun” handler om Vest-Jerusalem. Ikke den østlige del af byen. Øst-Jerusalems status er set med Washingtons øjne tilsyneladende fortsat den samme: Et besat område hvis endelige status endnu er uafklaret og derfor skal forhandles imellem parterne.
Der er samtidig vedvarende og voksende rygter om, at det hele er en del af en større og mere omfattende plan, som der forhandles om bag kulisserne, og hvori blandt andet Saudi Arabien skulle være involveret.
President Trump threw a diplomatic bomb into the Middle East peace process with his twin decisions to formally recognize Jerusalem as the capital of Israel and to move the U.S. Embassy there from Tel Aviv. The decision broke with seven decades of U.S. policy by both Republican and Democratic Administrations. It defied every ally, save Israel, and disregarded a last-ditch global campaign that included key figures from the world’s three monotheistic religions—Pope Francis, the Organization of the Islamic Conference, and American Jewish groups. Trump’s decision fulfilled a campaign promise, but it threatened to unravel one of his top foreign-policy pledges: to broker peace between Israel and the Palestinians, who have already called for “three days of rage” in response.
ODENSE (06.12.2017): Senere i dag forventes den amerikanske præsident Donald Trump i en tale om Mellemøsten at erklære, at USA anerkender Jerusalem som Israels hovedstad. Desuden regner man med at Trump vil sige, at den amerikanske ambassade skal flyttes til Jerusalem. Blot at logistiske problemer gør, at flytningen kommer til at tage et stykke tid.
Baseret på det, der indtil videre er lækket om præsident Trump’s tale, er protester, fordømmelser og dystre forudsigelser allerede begyndt at strømme ind.
Her blot i kort noteform lidt om Jerusalem.
Den israelske fredsbevægelse eksisterer, men den er kun et blegt, blodfattigt spøgelse, som er uden indflydelse. Når den nu kalder til handling for at protestere imod de jødiske bosættelser i de besatte områder, møder kun en lille håndfuld standhaftige aktivister op. Så få at medierne end ikke gider dække det. De moderate sætter ikke længere dagsordenen. Den får ekstremisterne i begge lejre ulykkeligvis lov til at opstille.
JERUSALEM (04.03.2015): Den mest imminente, eksistentielle trussel imod Israels fremtid er slet ikke de iranske atommissiler, skriver den israelske avis Haaretz i sin lederartikel i dag efter premierminister Benyamin Netanyahus kontroversielle tale til Den amerikanske Kongres om netop atomtruslen fra Iran.
Den mest umiddelbare trussel, som Israel står overfor som en jødisk og demokratisk stat, er den fortsatte besættelse af de palæstinensiske områder. Israels fortsatte undertrykkelse af palæstinenserne og den dramatisk højere befolkningstilvækst blandt palæstinenserne er det, der i langt højere grad truer Israels fremtid, skriver avisen.
JERUSALEM (14.12.2014): Tålmodigheden er brugt op.
Lige pludselig er det slut. Vestlige lande har fået nok. Selv Israels venner har tabt tålmodigheden med den israelske regering. Det synes tydeligt nok for alle og enhver.
Det ene initiativ næsten falder over det næste. Som en storm eller, som en af mine kilder hernede, en tidligere israelsk diplomat, udtrykker det: ”Det er næsten som et diplomatisk vulkanudbrud.”
Pludselig anerkender nogle lande Palæstina som stat, selvom staten slet ikke eksisterer. Andre har ”blot” gennemført symbolske afstemninger i deres parlamenter, for at ”sende et signal med en vognstang” til parterne i Mellemøsten. Mest af alt til Israels premierminister Benyamin Netanyahu.
JERUSALEM (11.12.2014): Israel-Palæstinakonflikten har et eller andet magisk over sig, der gør, at den langt mere end mange andre konflikter i verden kan sætte sindene i bevægelse selv på den modsatte side af jordkloden. Præcist derfor kan der også spinnes politisk kapital på at bruge konflikten til alle mulige andre politiske formål – også hjemlige – end nødvendigvis for at gøre en praktisk indsats for at løse problemerne i Mellemøsten.
I disse tider hvor vestlige regeringer og parlamenter en efter en diskuterer, som de skal anerkende Palæstina, selvom staten faktisk ikke eksisterer i virkeligheden, men for at sende et signal til parterne i Mellemøsten, rejser det også spørgsmålet, hvorfor sådan en anerkendelse kan synes vigtig eller katastrofal.