Fredsprocessen

JERUSALEM (10.01.2013): "Verdens jøder drømmer om et Israel, de kan være stolte af. Ikke et Israel uden grænser, som opfattes som en besættelsesmagt." Det siger Israels præsident Peres i et større interview, som i går blev offentliggjort i den amerikanske avis The New York Times’ magasin.
     Der er tale om en sammenskrivning af en række interviews, som Peres over det sidste halve års tid har givet til den israelske journalist Ronen Bergman fra Yediot Ahronot. Uden direkte at nævne hans navn, langer den israelske præsident ud mod premierminister Benyamin Netanyahu, som intet har gjort for at få den kuldsejlede fredsproces tilbage på sporet igen.

JERUSALEM (04.12.2012): ”Udenrigsminister Villy Søvndal har udtrykt Danmarks mishag til den israelske ambassadør i København fordi Israel igen vil bygge i sine bosættelser. Har det gjort indtryk på israelerne?” Nogenlunde sådan spurgte TV2’s studievært mig i en direkte sending for et par aftener siden.
     Et kort øjeblik måtte jeg undertrykke en pludselig indskydelse til at smile og sige noget morsomt – men sikkert tåbeligt – om, hvor stort et indtryk Villy Søvndal gør i Mellemøsten.
     Per Stig Møller og hans partis markering i sagen er jeg overbevist om, har gjort langt mere indtryk hernede. Ikke på grund af De Konservatives formidable styrke i dansk politik, men tværtimod på grund af Per Stig Møllers store arbejde for fredsprocessen, da han var udenrigsminister og Danmark havde formandskabet i EU, hvilket har givet ham stor respekt på begge sider af konflikten hernede. Hans kritik blev bemærket.

JERUSALEM (03.12.2012): Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas har fået, noget nogen vil kalde, en sejr i FN-bureaukratiet – et stykke papir – som Israel svarer igen på ved at bygge flere huse til jødiske bosættere i de besatte områder.
     Hvis man opholdt sig på Martyr Yassir Arafat-pladsen i Ramallah den 29. november sent om aftenen, da FN stemte om resolutionen, skulle man ellers tro, at der var tale om selve deklarationen af Palæstinas oprettelse. Så meget blev der festet, da det blev klart, at FN’s Generalforsamling med et overvældende flertal havde besluttet at opgradere palæstinensernes status i verdensorganisationen til det noget snørklede ”ikke-medlems observatørstat”.
     Udenfor FN-hovedkvarteret – ude i den virkelige virkelighed her i Mellemøsten har palæstinenserne dog fortsat ikke nogen stat. Det eneste, der har ændret sig, er, at de udover frimærker, pas, flag, nationalsang, præsident og så videre, nu også har et lidt finere medlemskort til FN. Men staten, det det hele handler om, den findes stadigvæk ikke.

JERUSALEM (25.09.2011): Palæstinenserne jublede. Det var som om deres uafhængige stat endnu en gang var blevet proklameret. Første gang var da PLO-formand Yassir Arafat proklamerede den på et møde i Det Palæstinensiske Nationalråd i Algeriet i 1988. Men på landjorden i Mellemøsten eksisterer staten fortsat ikke. Alligevel gjorde præsident Abbas det klart, at han ville anmode FN om at optage Palæstina som et fuldgyldigt medlem af verdensorganisationen.
     Bag den palæstinensiske præsidents beslutning om at gå til FN og bede om at få Palæstina anerkendt indenfor våbenhvilelinjerne fra før ’67-krigen lå en voksende erkendelse af, at forhandlinger med Israels premierminister Benyamin Netanyahu ikke ville føre til det resultat, palæstinenserne krævede. Derfor forsøgte Abbas i stedet at opnå sin stat uden at skulle forhandle om det med israelerne.

JERUSALEM (25.09.2011): Da det pludselig bliver klart for den israelske regering, at det internationale diplomatiske pres på Det palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas ikke har fået ham til at ændre mening, og at han stadigvæk vil anmode FN’s Sikkerhedsråd om at optage Palæstina som fuldgyldigt medlem af FN, beslutter premierminister Benyamin Netanyahu, at han selv må tale til New York og tale til Generalforsamlingen, hvilket ellers havde været overladt til udenrigsminister Avigdor Lieberman.
     Hovedbudskabet i talen er, at palæstinenserne kun kan nå deres mål ved at forhandle direkte ansigt til ansigt med israelerne. At gå til FN og forsøge at opnå en stat uden forhandlinger vil ikke føre til noget.

JERUSALEM (25.09.2011): Ved åbningen af FN’s Generalforsamling holdt den amerikanske præsident Barack Obama en tale, som berørte mange emner indenfor international politik og USA’s interesser rundt om i verden – Iran, Det arabiske Forår, den internationale finansielle krise og meget andet, men det, alle ventede på, var hans bemærkninger om Israel-Palæstinakonflikten og dens løsninger.
     Året forinden havde præsident Obama udtrykt ønsket om, at Palæstina om et år ville være en ny medlemsstat af verdensorganisationen. I dagene og ugerne op til Generalforsamlingens åbning efter sommerferien havde den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas gjort det klart, at han ville anmode FN om at anerkende en uafhængig Palæstinastat indenfor våbenhvilelinjerne fra før Seksdageskrigen i 1967.
     Hvordan ville den amerikanske præsident reagere, når palæstinenserne nu tog ham på ordet?

JERUSALEM (21.05.2011): Det er kun to år siden USA's præsident Barack Obama holdt sin store Mellemøsttale på Cairo University i den egyptiske hovedstad, hvor han forsøgte at indvarsle en ny begyndelse i forholdet mellem USA og den arabiske verden efter kriseårene under forgængeren George W. Bush. Talen den gang var fantastisk. Det er de fleste af Barack Obamas taler. Han er en gudbenådet taler. Også helt i modsætning til forgængeren George W, som ofte tydeligvis end ikke selv forstod de taler, han holdt. Det gør Obama. Han har sikkert ligefrem været med til at skrive dem.
     Problemerne kommer derimod, når de gyldne visioner i talerne skal omsættes til kontant politisk virkelighed. Det er ikke rigtigt lykkedes.

JERUSALEM (20.05.2011): ”De er vore brødre og vores familie”, sagde den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fra Fatah om ærkerivalerne i Hamas, som alle ved, at han hader som pesten, da nyheden om aftalen imellem de to organisationer blev offentliggjort. ”Vi har for altid vendt den sorte side i vores historiebog med splid imellem os”, påstod han.
     ”Vores kamp er imod den israelske fjende og ikke mod andre palæstinensiske fraktioner”, sagde Hamas’ politiske leder Khaled Mashal. Rivalerne i Fatah, som anser sig selv for at være den palæstinensiske nationalbevægelse, kan næppe have været glade for at blive reduceret blot til endnu en af en række ”palæstinensiske fraktioner”.
     ”Det er et dødeligt slag for freden”, lød den israelske premierminister Benyamin Netanyahus dystre dom, som om freden havde været lige om hjørnet, men først nu pludselig var blevet dødeligt kvæstet.

JERUSALEM (19.12.2010): Ovre på min FaceBook-side har der været debat om hvor populær ideen om ikke-voldsmodstand er eller ikke er blandt palæstinenserne. Jeg huskede i den sammenhæng, at jeg i begyndelsen af den anden intifada for snart 10 år siden lavede et interview med den palæstinensiske professor Saleh Abdel Jawad fra Bir Zeit-universitetet på Vestbredden om blandt andet det spørgsmål, og hvor sørgeligt det var, at han var nødt til at pakke sin ellers dybt fornuftige kritik af brugen af vold så meget ind, fordi ikke-volds-argumentet også dengang var så uacceptabelt i Fatah-bevægelsen og de ledende palæstinensiske kredse. Artiklen handler naturligvis også om mange andre ting, mest om problemerne med at have en åben, kritisk debat internt i det palæstinensiske samfund.

JERUSALEM (18.12.2010): Når jeg ikke har andet at tage mig til om fredagen, bruger jeg fra tid til anden dagen på at filme de sære ugentlige sammenstød i landsbyer som Na’alin, Bila’in og Nabi Salah ude på Vestbredden. Jeg har allerede haft et par tidligere dagbogsblade om Bila’in her på siden, så nogle af Jer vil have læst om det tidligere. Denne fredag var jeg igen ude i området. Scenen er den samme hver uge. Det samme er de fleste af skuespillerne – soldaterne, demonstranterne og medierne. På demonstrantsiden skiftes de internationale, unge solidaritetsturister som regel ud, men alle spiller de hver uge deres roller, som de skal ifølge manuskriptet.