Fotografi

JERUSALEM (23.11.2015): Jeg ved naturligvis ikke, om mit nye kamera faktisk bliver “Camera of the Year” – “Årets kamera”, men jeg tror det. 
     Sony’s nye A7R Mark II stjæler totalt opmærksomheden på de foto-websites og i de fotomagasiner, som jeg læser. For første gang truer et såkaldt ”mirrorless” kamera de digitale spejlreflekskameraers årtier lange totale dominans.
     Der er alt andet lige tale om et af de mest afgørende nyskabelser indenfor kameraverdenen i de seneste år. Sony’s A7-serie – med den seneste topmodel A7R Mark II i spidsen – er ganske enkelt begyndt at udfordre de ellers altdominerende ”supermagter” Nikon og Canon, som ellers helt og totalt sidder på det professionelle kameramarked.
JERUSALEM (22.11.2015): ”Wow!”
     Jeg var ved at gå bagover.
     Jeg havde endelig fået taget mig sammen til at prøve at printe nogle af mine billeder fra Ghana i stort format. Ikke bare stort format – kæmpe format. 1m x 1,5m.
     "Film skal ses i biografen", siger man. Billeder skal opleves på print. Det vender op og ned på alting. Computerskærmen er OK, men heller ikke mere. At få dem projiceret op på væggen er også fint nok. Men intet kan måle sig med at få billederne printet og hængt op på væggen. Det er virkelig fotografiets fornemmeste fremstillingsform.
     I moderat størrelse sat i passepartout og ramme med glas for. Hvis ikke det, så i stort format og enten klæbet op på en plade eller, når det bliver ekstremt stort, blot hængt løst med kantlister for oven og forneden.
TRANEKÆR (31.10.2015): Morgenkaffen varmede stadigvæk i maven, da vi i de allertidligste morgentimer kørte op over Langelandsbroen og lagde vores højt elskede ø bag os – et par gode langelandske venner og mig selv. Vi havde alle en fri fredag. Det skulle udnyttes. Da jeg alligevel skulle hente noget nyt fotoudstyr i København, kunne dagen lige så godt også bruges til en kulturel udflugt.
     Som alle andre amatørfotografer har jeg altid haft næsegrus beundring for den amerikanske rejsefotograf og fotojournalist Steve McCurry. Jeg har mange af hans bøger. Så udstillingen i Øksnehallen i København for et par år siden, og da hans billeder nu igen er at se på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, så måtte jeg afsted. 
     Da Louisiana i Humlebæk tillige kunne friste med en udstilling af den japanske kunstner Yayoi Kusama, som jeg kun kender fra litteraturen, men som nu efter et langt liv hyldes med en retrospektiv udstilling i det nordsjællandske, kunne vi lige så godt tage den med.
TRANEKÆR (21.10.2015): Lauge har et grumt udtryk i ansigtet, da han beslutsomt stikker sin finger ind i Lars’ ene øje. Og som om det ikke er nok, så tager han en spids pind, og stikker også den ind og vrider den rundt.
     Lars tager det forbavsende afslappet.
     Han sidder i baggrunden med armene foldet, og følger med et uudgrundeligt, sfinx-agtigt udtryk i ansigtet med i, at busten af ham langsomt tager form i Lauges kyndige hænder.
     Lauge Voigt er en af de nytilkomne kunstnere, der har flyttet sin bopæl til Langeland. Lars Calmar er en af de lokale kunstnere, hvis familie stammer fra øen.
TRANEKÆR (17.10.2015): I disse dage sidder jeg på Langeland og forbereder mine foredrag, som kommer til at optage min tid de næste mange dage her i Danmark. Men ind imellem bliver det lidt for meget. Jeg er lige kommet væk fra al Mellemøstens vanvid, og så sidder jeg på det smukke Langeland, med den skønne natur, og… forbereder foredrag om Mellemøstens vanvid?!?
     Når hjernen på den måde begynder at køre i ring, så går jeg nedenunder, laver en potte frisk te og en toast med ost, og læser lidt avis eller lytter til radio, inden jeg igen kravler ovenpå og fortsætter forberedelserne.
JERUSALEM (02.10.2015): Jeg er hjemme igen… eller i hvert fald tilbage i et af mine hjem i Jerusalem. For vi bor jo både her og der. I Israel og Danmark. I Jerusalem og i Tranekær på Langeland.
     Med et par afstikkere til blandt andet Libanon, er jeg nu kommet tilbage fra mit lidt forlængede arbejds- og ferieophold i Danmark, hvor jeg samtidig har nogle private projekter kørende, til Jerusalem, hvor jeg udover
JERUSALEM (11.09.2015): ”Mennesker mødes, og sød musik opstår”, siger man. Det var også titlen på en bog af Jens August Schade og også en dansk/svensk film af Henning Carlsen fra 1967.
     Så længe vi lever, møder vi hele tiden nyt.
     Vi burde være glade for det, men er det ofte ikke.
     I disse tider er det langtfra altid, at disse møder mellem mennesker får musik til at opstå i hjertet. Her i Danmark er det blevet god tone både i den normale omgang og blandt vore politikere på Christiansborg at gøre alt for at fremmede ikke skal kunne komme indenfor.
     Stærke kræfter kæmper imod at ”mennesker mødes”.
     På Langeland synes folk dog langt mere afslappede. Mødet mellem mennesker sker i forbilledlig harmoni, venskab og gavmild gæstfrihed.
JERUSALEM (04.09.2015): Sidder igen ude i min stille have her i Jerusalem efter næsten to måneder i Danmark, hvor jeg enten arbejdede på TV2 i Odense eller holdt ferie… hvilket betød at jeg styrtede rundt og fotograferede på Langeland.
     Undervejs fik jeg også en del nyt fotoudstyr og prøvede andet. Det har jeg blot slet ikke haft tid til at skrive om endnu. Både fordi jeg havde så mange fotoopgaver, som skulle lykkes, at jeg ikke turde eksperimentere for meget, så derfor holdt jeg mig for det meste på sikkert, gammelkendt territorium. 
     Nu er jeg som sagt tilbage i Jerusalem igen, og selvom jeg også får travlt hernede, så har jeg besluttet, at jeg både skal nå at skrive om mine erfaringer og oplevelser med det nye udstyr, selvom jeg næppe når at lave en egentlig, gennemgribende test af det.
     Hvad er dette udstyr så?
JERUSALEM (03.07.2015): Jeg troede hele tiden at min mobiltelefon ringede. Ikke at jeg kunne høre den, dertil var støjen alt for øredøvende. Og her har jeg så allerede afsløret, at jeg er en total oldsag, for de unge omkring mig opfattede det absolut ikke som støj. De dansede og vred til det. Men min taske – eller et eller andet indeni den – summede eller snurrede hele tiden, som om telefonen ringede. Det viste sig blot at være musikkens power og den vanvittigt opskruede bas, der fik indholdet af min taske til at snurre. Ind imellem føltes det som mine indvolde også hoppede i takt til basrytmen.
EIN GEDI, ISRAEL (06.06.2015): Mens I oppe i Danmark sikkert snart har opmærksomheden rettet mod Folkemødet på klippeøen Bornholm, så har jeg også netop været ude i klipperne. Dog ikke på Bornholm, men ude i Judæaørkenen. Rettere i Ein Gedi som er en grøn, frugtbar kløft, der skærer sig ind i den golde Judæaørken fra Det døde Hav og vestpå. Her brugte vi en familietur i weekenden til at fotografere lidt ude i naturen.
Sider : 1 ... 2 3 4 5 6 ... 9
 forrige     næste