Fotografi

KØBENHAVN (17.08.2016): Det var egentlig en lidt trist dag. Min kone og jeg kørte vores søn Jonathan til lufthavnen efter kun en ugens sommerferie sammen i Danmark. Til daglig bor jeg i Istanbul og familien i Jerusalem, så de få dage, vi har sammen i Danmark om sommeren, er ikke mange – men til gengæld utrolig værdifulde.
     Men – ”intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”, siger man.
     For at blæse tristheden bort, tog min kone og jeg på opdagelsesrejse i nogle af de dele af København, som er fornyet og har ændret total karakter, siden vi boede i Danmark for mange år siden.
TRANEKÆR (05.08.2016): Øen er kun en tynd stort, streg med et grønligt skær, som balancerer på toppen af horisonten. Dens mørkegrønne nuance understreges af en skarp hvid linje af højlys lige under: Solens refleksion på havets overflade. Men himlen er dramatisk. Overdramatisk. Og fra havsiden tager det sig bedst ud.
     Solskiven selv er skjult bag en kæmpemæssig, imponerende, tung, blygrå skyformation, som vi på afstand kan se, at regnen stille drysser ud af, ned over det skønne Langeland. Lidt efter kommer vi også indenfor nedbørens rækkevidde og fortrækker klogelig ind i tørvejr i færgen Langelands cafeteria.
ISTANBUL (26.07.2016): Tyrkerne er venlige mennesker. Omsorgsfulde. Så meget at man som udefrakommende bemærker det. De behandler hinanden godt. Er lette til smil. Selv overfor den fremmede. De hygger sig. Selvom vi i Danmark påstår, at det kun er på dansk, begrebet ”hygge” eksisterer, så gør tyrkerne det hele tiden alligevel. (Gad vide om de gør det, uden af have et ord for det? Det må jeg checke!)
     Folk hygger sig med hinanden alle vegne. Til langt ud på de små timer. Enhver krog kan bruges. Ethvert hjørne. Og i en by som Istanbul er der utrolig mange kroge og hjørner. Men byen er også så overbefolket, at man mange steder ta’r tagene til hjælp.
ISTANBUL (13.07.2016): Egentlig har jeg aldrig været nogen stor tilhænger eller dyrker af den særlige fotografiske genre, som man med et godt dansk ord kalder ”Street Photography”. I Street Photography ligger det ligesom implicit, at man i forbifarten, lidt skjult tager billeder af folk, uden at de opdager det. Eller at de i det mindste først opdager det bagefter.
     Jeg kan bedst lide at fotografere folk, der ved og accepterer at de bliver fotograferet. Det kan så godt være, at jeg derfor er nødt til at tage en række fotos af dem, for at få dem til at opgive at posere for kameraet. Men ind imellem så gør deres stillen sig op egentlig heller ikke noget. Den type billeder kan jeg også godt lide. Også selvom de ikke optræder naturligt i den strikte udgave af det begreb. Jeg synes, at opstillede og poserende billeder også kan være sjove, men så er de bare ikke ”Street”.

ISTANBUL (07.07.2016): Hvor er det skønt. Jeg nyder det. Min søn er kommet på besøg. Efter ugers intenst arbejde holder jeg i disse dage fri sammen med Jonathan, som jeg viser sider af det Istanbul, jeg selv holder af. Det er bare sååå dejligt.
     Oveni købet deler vi så begge en passion for fotografi, så derfor tager vi hinanden ud på små fotoudflugter i denne enormt fotogene by. Det giver os endnu en ting at være sammen om og gøre i fællesskab. 
     Dermed behøver vore ture rundt i Istanbul ikke være en turistet sightseeing – det bliver det dog også en af dagene – men det kan lige så godt bare blive en spadseretur uden mål… og med, igennem nogle af byens mange, lidt anløbne og lettere forsømte områder, der både har karakter og charme, og samtidig er enormt fotogene.
ISTANBUL (01.06.2016): Metaforen ”som sild i en tønde” trænger sig på. Især fordi det er fiskere, der er tale om. Men den holder desværre ikke helt her. For ganske vist står de tæt, skulder ved skulder, men de står på række, ikke i en tønde, så de står snarere som ”perler på en snor” end som ”sild i en tønde” – fiskerne på Galatabroen i Istanbul.
     Jeg tager, når jeg har tid, nogle store spadsereture rundt i det centrale Istanbul i disse dage for at lære byen at kende. For et par dage siden gik turen ned til Galatabroen, som spænder over indsejlingen til Det Gyldne Horn, en dyb bugt eller fjord, som skiller den gamle del af det europæiske Istanbul i to: Beyoglu i nord, hvor jeg bor i Cihangir-kvarteret. Det er den lidt nyere, moderne del af det ældre, centrale Istanbul. Syd for broen og Det Gyldne Horn ligger den virkelig gamle del af Istanbul. Her finder vi blandt andet bazaarområdet og Sultan Ahmet-kvarteret med Den Blå Moske (som egentlig hedder Sultan Ahmet Moskeen) og den byzantinske katedral Hagia Sophia, som osmannerne lavede om til en moske.
SVENDBORG (14.04.2016): Man kalder den vistnok ”Den blå Time”, men det er intet blås over den. Tværtimod. De sidste timer omkring solnedgang er nemlig snarere varme, rød-orange i sit farvespektrum. Og oveni det kommer lyset ind fra siden, hvilket skaber de lækreste skyggevirkninger.
     Den blå time er det bedste tidspunkt på døgnet at fotografere. I hvert fald den smukkeste.
JERUSALEM (15.02.2016): Carl Zeiss laver nogle af verdens allerbedst objektiver. Efter jeg har fået mig et Sony-kamera er jeg så heldig, at jeg nu kan bruge Zeiss' sidste nye Batis-objektiver, lavet specielt til dette kamera. Det har været en interessant oplevelse, som du kan læse lidt om her.
     Dette er den første af tre artikler om mine oplevelser med mine nye Zeiss Batis-objektiver. Det er ikke en teknisk analyse, men mere mine første, umiddelbare indtryk fra brugen af de to objektiver i felten.
TRANEKÆR (27.12.2015): Hvordan fanger man folks opmærksomhed midt i juletravlheden, i panikken med at få byttet gaver og forberedelserne til nytåret? Sæt et flot billede af Divya Das på artiklen, og skriv om hvordan jeg selv kommer ud af skabet.
     Det skal nok gøre den her artikel til en af mine allermest læste.
     Men det begynder et helt andet sted. 
     Nemlig i Click-fotoforretningen i Svendborg, hvor jeg altid kommer og nu står og kærtegner et lille, kompakt, nyt Sony-kamera. Et Sony RX1R Mark II.
JERUSALEM (28.11.2015): ”Excuse me! Excuse me! Sir!!! Have a look. Please have a look. Come inside and have a look!”
     Den midaldrende palæstinenser kigger bedende på mig og fører indbydende med en fejende bevægelse begge hænder ind mod hans lille forretning, som om han forsøger at feje mig med ind.
     De handlende i Jerusalems Gamle Bydel er desperate. 
     For år tilbage ville gyderne i bazaaren være fyldt til bristepunktet med lokale og turister. Næsten som en rasende flod, som man blev revet med af. Den gang havde de handlende ikke problemer. Men sådan er det ikke længere. Den anspændte situation, de mange palæstinensiske terroraktioner og frygten for at det kan blive endnu værre, skræmmer mange turister væk fra området. Nu er her næsten tomt. Der er hverken mange turister eller pilgrimme, og de handlende lider.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 9
 forrige     næste