Fotografi

Suser lidt rundt i Danmark i øjeblikket. Jeg er ved at researche til et nyt projekt. Jeg skal lave noget til TV2’s hjemmeside om den såkaldte ”Udkant”, som andre kalder ”Forkant” eller ”Vandkant”.
     Min research bringer mig naturligvis også ind imellem til magtens center og elitens hjemby – hovedstaden, selvom den egentlig slet ikke skal med i min fortælling.
     Interessant emne.
     Endnu bedre: Jeg kommer på en sand road trip rundt i vores skønne land, og jeg fotograferer undervejs.
 
ISTANBUL (03.10.2017): Jeg er ved at lave plads til et nyt foto/videoprojekt på mine harddisks, derfor sidder jeg og er ved at ordne billeder i disse nymodens digitaliserede arkiver. Desuden skal der laves en ekstra sikkerhedskopi af det hele, så intet går tabt. Det er desværre sket for mig, og det er meget smertefuldt. Det må ikke ske igen. Derfor går jeg med ”både seler og livrem”, har backups til backups på flere forskellige harddrives.
     Undervejs opdager jeg billeder, som jeg næsten havde glemt eksistensen af, men som alligevel stadigvæk er aktuelle.
     Krigen imod Islamisk Stat er næææsten slut i Irak. Men selvom krigen måske nærmer sig enden, så er problemerne ikke overstået. Langtfra.
Den er, som en af naturens helt egne skønne skulpturer. Set fra min side knejser den smukt og stolt. Fra siden opdager man dog, at den hælder faretruende slemt. Det gamle, prægtige egetræ står frit og alene midt på engen, i forlængelse af min have, over mod et stykke fredet naturskov. Et ubegribelig smukt stykke natur, som vi ofte traver rundt i, men også bare yder, når vi sidder på terrassen og spiser frokost.
     Da vi for mange år siden lige havde købt hus på Langeland, spurgte mange lokale os, hvor det lå. Jeg forklarede dem det, og de fleste udbrød så med det samme: 
     ”Ahhh… lige ved siden af Generalens Eg!”
     ”Ja”, svarede jeg glad, for jeg kiggede jo ud på det smukke, gamle egetræ hver eneste dag.
     ”Generalens Eg!!!”
     Fantastisk.
Vi er lige ankommet til Langeland. I Israel havde vi hedebølge i ugerne op til, vi fløj herop. Op til 40 grader visse dage. Så nu spørger alle os lidt nervøst, hvordan vi klarer os med det kolde, grå danske efterårsvejr?
      Vi elsker det! 
      Dejligt med nogle skyer. En byge i ny og næ. Lidt sol. Et blæsevejr. Lyn og torden, når det er nødvendigt. Skønt efterårsvejr. Vi har intet at udsætte på vejret. Nu får vi at se, hvor længe den begejstring holder. Men lige nu synes jeg, at vejret byder på nye oplevelser hver eneste dag. Ikke bare kedelig blå, skyfri himmel med masser af sol uden en regndråbe i otte måneder om året hvert eneste år. Et vejr hvor den eneste usikkerhed er, om det bliver varmt, ulidelig varmt eller uudholdelig varmt.
Det er så absolut ikke billeder, det er værd at skrive hjem om, og de bliver næppe nogensinde vist igen, men når man befinder sig et rimelig fotogent sted, er det alligevel forbavsende, hvad der næsten tiltvinger sig adgang ind igennem ens kameralinse til sensoren.
     Her er det bare nogle tilfældige snapshots, skudt ud af vinduet på en taxa, der kørte mig fra lufthavnen hjem til mit hus i Jerusalem. Ikke noget særligt. Men alligevel interessant, hvad man kan få ud af sådan en køretur, hvis man har kameraet parat. 


Da jeg sidste gang var i Danmark, blev jeg kontaktet af fotograf Thomas Nyhus lige inden jeg rejste videre til Israel.
     Thomas er i gang med et personligt fotoprojekt. Han vil lave portrætter af journalister, fotografer og andre, der på den ene eller den anden måde lever af at formidle fortællinger i billeder og ord fra krigens skuepladser eller andre af verdens brændpunkter.
     Thomas spurgte, om han kunne komme på besøg i mit gamle bondehus på Langeland og tage nogle billeder af mig, mens jeg stadigvæk var i landet. Han havde allerede lavet portrætter af fotograferne Jan Grarup og Daniel Rye, og endnu flere er på hans ønskeseddel. Blandt andet Lasse Jensen, som han sidenhen også har fotograferet. Lasse dækkede i sin tid både Vietnamkrigen og krigen i Biafra.
Så fik jeg det endelig gjort. Forudbestilt bogen… eller snarere bøgerne, for det er et kæmpemæssigt bogprojekt den danske fotograf Jan Grarup har gang i.
     ”And then there was Silence”, hedder bogværket.
     Et kæmpemæssigt tilbageblik på Jan Grarups imponerende karriere som fotojournalist i verdens krigs- og katastrofezone. Et flere årtier langt slid med fotografiapparatet over skulderen og et fromt håb i hjertet om at råbe en tilsyneladende uinteresseret verden op.
     ”And then there was Silence” – og derefter var der stille. 
     Stilheden efter krigens larm? 
     Eller stilhed efter man har forsøgt at råbe verden op – de privilegerede, dem der ikke er ramt af krigen og katastrofen, dem der ikke er ofre, ikke er flygtet, dem der burde hjælpe?
ISTANBUL (31.03.2017): Han ligger udstrakt ved siden af en udbrændt bil. Stiv. Livløs. Er ligesom begyndt at vokse sammen med jorden under ham. Ligeså stendød. For ikke så lang tid siden levede han, smilede, havde drømme og håb. Måske en kone? Børn?
     Jeg ved ikke om bilen var hans. Om han var på vej et eller andet sted hen, da han blev indhentet af Mellemøstens ubarmhjertige skæbne her ude i denne, flade, tørre gudsforladte ødemark? 
     Ved ikke om der et eller andet sted i området er nogen, der savner ham?
     Nu ligger han i hvert fald på jorden. Død.
     Ingen bøn. Ingen begravelse. Intet farvel fra nogen kære. Ingen tårer.
     Døden er så underlig hverdagsagtig her. Triviel. Så skamlig ligegyldig. Og den er overalt.
     Vi er i det nordlige Irak. Lige udenfor den krigshærgede by Mosul. Her dør folk og bliver dræbt uden nogen som helst grund. Hele tiden.
ODENSE (22.01.2017): Wooomppp!!! Buuum!!!
     Man mærker det mere i indvoldene, end man egentlig hører braget med ørene. Drønet er så øredøvende, at trommehinderne giver op. Trykbølgen derimod rammer som et slag i mellemgulvet, så luften bliver slået ud af lungerne. Granaten rammer højen lige overfor. Eksplosionen får jorden til at sitre som et mindre jordskælv, så al støvet over et større område som på kommando letter en halv snes centimeter fra jorden, så det ser ud som om en sky har lagt sig på jordoverfladen. 
     Rundt om ligger soldater og dækker sig for de flyvende granatfragmenter. Nogen af dem holder med begge hænder hjælmen fast på hovedet. Hellere miste en hånd end få et stykke metal igennem hjernen.
KØBENHAVN (28.12.2016): Jeg skulle helt bogstaveligt op ”før en vis mand fik skoene på”. I hvert fald for et B-menneske som mig, der i sin tid for mange år siden elskede sit liv på Berlingske i begyndelsen af 80’erne, hvor man, fordi det er en morgenavis, mødte ved 10-11-tiden om formiddagen og først gik hjem, når avisen var kommet på gaden, lige efter midnat… hvis man da ikke lige først skulle et smut ned forbi ”Fru Lind” i Pilestræde.
     Men når man nu bliver inviteret til at optræde i Go’morgen Danmark, så er det – som navnet antyder – noget der uden hensyn til min natur foregår om morgenen. Her om vinteren, på en af årets allerkorteste dage, så er det med morgen lidt af et definitionsspørgsmål. Det føles i hvert fald langtfra som noget der faktisk afvikles om morgenen. Det fornemmes mere som et ”late night show”. Det er bare mørkt og koldt.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 11
 forrige     næste