Fotografi

TRANEKÆR (28.07.2018): I disse dage er det 65 år siden, den våbenhvile blev indgået, som endte kamphandlingerne i Koreakrigen. Ikke en fredsaftale, men blot en våbenhvile, der førte til en årtier lang deling af den koreanske halvø i et kommunistisk et-mandsstyre i nord, og et markedsøkonomisk næsten-demokrati i syd.
     Årsdagen har fået det navnkundige fotoagentur eller -kollektiv MAGNUM til minde os om den forfærdelige krig, ved at genoffentliggøre nogle af fotografen Werner Bischof’s billeder og beretninger fra krigen.
TRANEKÆR (03.04.2018): En fantastisk fotoopgave for TV2 fik mig til at køre land og rige rundt, og undervejs lærte jeg en masse om både Danmark og om fotografi.
     Da jeg i efteråret flyttede tilbage til Danmark spurgte TV2, om jeg op til kommunalvalget den 21. november kunne tænke mig at bruge et par måneder på at lave en række foto-essays til TV2’s hjemmeside om livet i udkanten/vandkanten/forkanten, eller hvad man nu vælger at kalde landdistrikterne langt væk fra storbyerne.
     En drøm af en opgave. En ”road trip” rundt i Danmark med mit fotografiapparat og alt betalt.
     Hvor heldig kan man næsten være?   
TRANEKÆR (28.03.2018): Lyset betyder alt. Det ved enhver fotograf.
     Det er lyset, der skaber (eller ødelægger) billedet. Men hvordan lægger man lys? Skal man bruge et hav af dyre fotolamper eller flash-systemer? Skal man være en slags dogne-fundamentalist og udelukkende dyrke det naturlige lys? Kan man blande lyset - naturligt med kunstigt? Må man ændre på det eksisterende lys? Hvad skal man gøre?
     At lægge lys er ikke bare et håndværk. Det er en kunst.
     Lyssætning behøver ikke være en stor og kompliceret sag. Den behøver ikke at involvere snesevis af lamper og softbokse. Nogle gange kan det modsatte være kunsten. Simplicitet. Underspillet. Enkelt og elegant.
     Jeg elsker at fotografere ved spillefilmoptagelser. For modsat den form for fotografi, jeg normalt dyrker, og det er oftest fotojournalistik eller -reportage, hvor man ikke "fifler" med noget som helst, så er jeg lige så stille begyndt at lave en anden form for fotografi, hvor jeg i begrænset omfang iscenesætter og arbejder med lyset. Naturligt lys og kunstlys.
     Hvis der er nogen, der ved, hvordan man skal designe godt lys, så er det lysmesteren på en stor filmproduktion. Han har lastbiler fyldt med lamper af alle mulige slags, stativer og stilladser. Og ofte så begrænser de bedste sig til at få så meget som muligt ud af lidt. Og det er her, det bliver interessant for os dedikerede amatørfotografer.
Dette er den anden af tre artikler om mine oplevelser med et lånt Phase One IQ1-digitalt bagstykke påmonteret mit gamle, klassiske, analoge Hasselblad-kamera. Denne gang har jeg forsøgt mig med en række konkrete foto-opgaver, hvor jeg også til sammenligning har brugt mit supermoderne, spejlløse Sony A7R II-kamera.
     I artiklen her skriver jeg om tre og en halv fotografiske situationer, som jeg på det seneste har brugt udstyret i. 
     En ret traditionel portrætfotografering. Et arbejdsportræt eller et forsøg på at lave nogle eksempler på det, man kalder ”det fortællende portræt”. Det som angelsaxerne kalder ”environmental portrait”. Lidt stilleben med alt godt fra grønthandleren, og til slut et lille, alt for kort forsøg på at efterligne kunstfotografen Michael Kenna. Det endte dog med at ligne en klumpe dumpe udgave af en forfejlet polarekspedition ud i baghaven, så den tæller kun halvt.
TRANEKÆR (03.03.2018): Jeg har tumlet med den her artikel i lang tid. Målet var og er, at omtale et digitalt bagstykke fra Phase One til mit gamle analoge Hasselblad-kamera. Men alle forsøg er end med, at jeg i stedet skrev om det kamera, som bagstykket er monteret på, og det er ikke fair. For det er ikke det, det handler om.
     Det digitale bagstykke er fantastisk, men det begrænses lidt af at skulle arbejde sammen med en antikvitet af et kamera. Alligevel er resultaterne, der kommer ud af det, ganske flotte.
     Det her er den første af tre artikler om mine oplevelser med Phase One IQ1.
TRANEKÆR (01.03.2018): Det sner som bare pokker. Det er ikke nogen nyhed. For det er jo tophistorien i både TV2/Nyhederne, TV-Avisen og Radioavisen. Og jeg er sneet inde.
     Vi har lige købt en ny bil, og i et forsøg på at spare lidt penge lige nu, hvor vi har mere end udgifter nok, forsøgte jeg at vente med at købe vinterdæk indtil næste vinter. Det var naturligvis indtil sneen pludselig kom. Hvem havde dog troet, at vinteren ville begynde nu? På det tidspunkt hvor foråret officielt indledes ifølge kalenderen? Men jeg har sikkert været så længe borte fra Danmark, at jeg har mistet følingen med det danske vejrs uforudsigeligheder. 
     Så det korte af det lange er, at jeg er sneet inde. Bilen kan ikke komme ud af indkørslen. Hjulene spinner bare rundt.
TRANEKÆR (14.12.2017): Buuuum!!!
     Først føles det som om hovedet eksploderer sammen med braget og lufttrykket fra den eksploderende granat. Et øjeblik runger det inde i hovedet, man er omtumlet, og så er der helt stille. Total stilhed. Det er som om alt omkring en bevæger sig i slow motion. 
     Sådan er det også lidt med Jan Grarups bog ”And then there was Silence”.
     En kæmpemæssig eksplosion. Derefter stilhed. Man er lidt i et granatchok bagefter. Sådan havde jeg det i hvert fald. Derfor har denne anmeldelse… eller snarere omtale af bogen ligget og ventet i uge efter uge.
     Hvad skal man skrive?

TRANEKÆR (04.12.2017): Jeg er normalt ikke nogen stor ynder af Facebook og slet ikke af foto-konkurrencer og -udfordringer, men ind imellem må man tage nogen af sine fastgroede holdninger op til fornyet overvejelser. 
Også min modstand imod billeder uden ord.
Jeg er en ordets mand. Så meget at ordene følger min ind i fotografiet. Nogle gange kan man sikkert tale fotografiet ihjel. Nogle gange står fotografiet renere, klarere i sig selv…
…måske?
FUR (22.10.2017): ”Hvornår har jeg egentlig sidst hørt noget interessant om Fur”, tænkte jeg, da Lasse nævnte, at jeg skulle besøge øen. 
     ”Jeg husker det ikke. Ganske enkelt. Så der kan da næppe være noget helt vildt interessant at skrive om deroppe fra.”
     Det var min gode ven, Lasse Ellegaard, Dagbladet Informations Mellemøstkorrespondent, der flere gange havde sagt til mig, at jeg burde komme op og besøge ham. Han bor ellers på Falster, men tager op til sit hus på Fur, når han skal have ro og skrive. 
     ”Så det er nok sådan et totalt stille sted, hvor man kan høre, om der falder en knappenål til jorden på den anden side af øen. Den er sikkert også flad som en pandekage. Det er jo derude vestpå. Og keeedelig tillige med.”
     Beklager. Fur raslede ned i prioritetsrækken, da jeg planlagde min Road Trip rundt i landet. Jeg vidste ikke bedre.
FEJØ (15.11.2017): Det er helt mørkt. Så bryder lyset frem. Smukt næsten som ved Verdens Skabelse. Først som en lysende stribe langs horisonten. Så bryder det løs. Skyerne farves røde, orange og gule, mens himlen lang højere oppe er lyseblå. Det er prægtigt. Nu kan man pludselig tydeligt se både landet og havet. 
     Dette synes virkelig som altings begyndelse. Verdens skabelse. 
     Den gang stod og faldt det hele med, om vore forfædre spiste eller ikke spiste et æble. 
     Et helt specielt æble. På et helt særligt træ.
     Man kunne måske sige, at der bare var tale om et æble, men det var det ikke. Ikke helt i hvert fald, og det gjorde mildt sagt sagen en hel del mere kompliceret.
     Problemet var nemlig, at æblet sad på en gren af Kundskabens Træ, og træet stod i Edens Have, hvor gartneren var ingen ringere Gud selv. Det skete for ganske lang tid siden. Faktisk helt tilbage til tiden lige efter de seks dage, hvor hele verden og de allerførste to mennesker var blevet skabt… ifølge Bibelens udgave af det i hvert fald.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 12
 forrige     næste