Fotografi

TRANEKÆR (01.03.2018): Det sner som bare pokker. Det er ikke nogen nyhed. For det er jo tophistorien i både TV2/Nyhederne, TV-Avisen og Radioavisen. Og jeg er sneet inde.
     Vi har lige købt en ny bil, og i et forsøg på at spare lidt penge lige nu, hvor vi har mere end udgifter nok, forsøgte jeg at vente med at købe vinterdæk indtil næste vinter. Det var naturligvis indtil sneen pludselig kom. Hvem havde dog troet, at vinteren ville begynde nu? På det tidspunkt hvor foråret officielt indledes ifølge kalenderen? Men jeg har sikkert været så længe borte fra Danmark, at jeg har mistet følingen med det danske vejrs uforudsigeligheder. 
     Så det korte af det lange er, at jeg er sneet inde. Bilen kan ikke komme ud af indkørslen. Hjulene spinner bare rundt.
TRANEKÆR (14.12.2017): Buuuum!!!
     Først føles det som om hovedet eksploderer sammen med braget og lufttrykket fra den eksploderende granat. Et øjeblik runger det inde i hovedet, man er omtumlet, og så er der helt stille. Total stilhed. Det er som om alt omkring en bevæger sig i slow motion. 
     Sådan er det også lidt med Jan Grarups bog ”And then there was Silence”.
     En kæmpemæssig eksplosion. Derefter stilhed. Man er lidt i et granatchok bagefter. Sådan havde jeg det i hvert fald. Derfor har denne anmeldelse… eller snarere omtale af bogen ligget og ventet i uge efter uge.
     Hvad skal man skrive?

TRANEKÆR (04.12.2017): Jeg er normalt ikke nogen stor ynder af Facebook og slet ikke af foto-konkurrencer og -udfordringer, men ind imellem må man tage nogen af sine fastgroede holdninger op til fornyet overvejelser. 
Også min modstand imod billeder uden ord.
Jeg er en ordets mand. Så meget at ordene følger min ind i fotografiet. Nogle gange kan man sikkert tale fotografiet ihjel. Nogle gange står fotografiet renere, klarere i sig selv…
…måske?
FUR (22.10.2017): ”Hvornår har jeg egentlig sidst hørt noget interessant om Fur”, tænkte jeg, da Lasse nævnte, at jeg skulle besøge øen. 
     ”Jeg husker det ikke. Ganske enkelt. Så der kan da næppe være noget helt vildt interessant at skrive om deroppe fra.”
     Det var min gode ven, Lasse Ellegaard, Dagbladet Informations Mellemøstkorrespondent, der flere gange havde sagt til mig, at jeg burde komme op og besøge ham. Han bor ellers på Falster, men tager op til sit hus på Fur, når han skal have ro og skrive. 
     ”Så det er nok sådan et totalt stille sted, hvor man kan høre, om der falder en knappenål til jorden på den anden side af øen. Den er sikkert også flad som en pandekage. Det er jo derude vestpå. Og keeedelig tillige med.”
     Beklager. Fur raslede ned i prioritetsrækken, da jeg planlagde min Road Trip rundt i landet. Jeg vidste ikke bedre.
FEJØ (15.11.2017): Det er helt mørkt. Så bryder lyset frem. Smukt næsten som ved Verdens Skabelse. Først som en lysende stribe langs horisonten. Så bryder det løs. Skyerne farves røde, orange og gule, mens himlen lang højere oppe er lyseblå. Det er prægtigt. Nu kan man pludselig tydeligt se både landet og havet. 
     Dette synes virkelig som altings begyndelse. Verdens skabelse. 
     Den gang stod og faldt det hele med, om vore forfædre spiste eller ikke spiste et æble. 
     Et helt specielt æble. På et helt særligt træ.
     Man kunne måske sige, at der bare var tale om et æble, men det var det ikke. Ikke helt i hvert fald, og det gjorde mildt sagt sagen en hel del mere kompliceret.
     Problemet var nemlig, at æblet sad på en gren af Kundskabens Træ, og træet stod i Edens Have, hvor gartneren var ingen ringere Gud selv. Det skete for ganske lang tid siden. Faktisk helt tilbage til tiden lige efter de seks dage, hvor hele verden og de allerførste to mennesker var blevet skabt… ifølge Bibelens udgave af det i hvert fald.
TRANEKÆR (13.11.2017) Dele af Danmark forfalder. Områder fjernt fra storbyerne går til grunde. Vi har alle hørt om det: Den rådne Banan. Huse står tomme. Udkantsdanmark. Forretninger lukker. De unge flygter. Arbejdsløshed. Mismod. Undergang…
     Det er en historie, vi kender. Den bliver fortalt og genfortalt i det uendelige i pressen og andre steder. Den følelse, man sidder tilbage med, når man som jeg i mange år har boet i udlandet, og derfor udelukkende har kunnet følge med i danske forhold igennem medierne, er, at en stor del af Det danske Kongerige er så udpint, at det kun er et spørgsmål om tid, før sidste mand lukker og slukker.
Jeg hader det selv, når sportsjournalister i fjernsynet antager, at alle er sportsfanatikere og kan forstå dem, selvom de forfalder til intern sportsjargon og insidersnak.
     Og så gør jeg det pludselig selv. 
     Ikke om sport, men om fotografi.
     Jeg skrev om et digitalt bagstykke til mit kamera, uden at forklare, hvad det er, jeg taler om.
     Det er IKKE ens bagdel fotograferet digitalt.
     Flere har dog skrevet til mig og spurgt, hvad et digitalt bagstykke er for en størrelse. Eller på klarere dansk har de spurgt: Hvad pokker taler du om?
Jeg har skrevet om det nogle gange allerede. Jeg er i gang med et projekt, hvor jeg kører rundt i det, nogen kalder ”Udkantsdanmark”. Denne road trip rundt i mit gamle fædreland har nu i et par dage bragt mig til Fejø i Smålandshavet.
     Efter mange år i Mellemøsten… efter mange år, hvor jeg har dækket krig, konflikt og kaos, er det en lise for sjælen at beskrive skønhed, samvær og social solidaritet. Efter i årtier at have vadet rundt i menneskelig lidelse er det ubeskriveligt at få lov til at besøge steder, hvor folk næsten har genskabt paradis på jord.
I får også lige et andet billede fra min tur til Nordvestjylland. Eller snarere tre billeder… Nej, faktisk, hvis jeg skal være helt ærlig, ni billeder, som er ”strikket” sammen til ét.
     Motivet er Trans Kirke lidt syd for Bovbjerg Fyr i et forbandet blæsevejr med konstant småregn, som betød at jeg ikke brugte nær så lang tid på optagelserne, som jeg nu, hvor jeg sidder og arbejder med billederne, ville have ønsket, at jeg havde brugt.
     Jeg kunne godt have tænkt mig nogle flere forskellige eksponeringer. At jeg havde brugt nogle filtre. Og ikke mindst, at jeg havde bevæget mig lidt mere rundt og måske fundet en bedre position lidt længere væk fra bilen. Men det satte blæsten, regnen og min bekvemmelighed en række behageligheds-begrænsninger for.
Jeg er i gang med et projekt, der bringer mig rundt i det, nogen med slet skjult foragt kalder ”Udkantsdanmark”. En del af vores land, som magteliten i hovedstaden mener, at udviklingen er passeret forbi uden at have sat sig nævneværdige spor.
     Hvad jeg mener om alt det, skal jeg nok komme tilbage til ved en senere lejlighed. Her blot en lille begejstret beretning derude fra, hvor man i hvert fald ikke kan løbe fra, at det faktisk er ”udkant”, for det er her, Danmark slutter. Vores fædreland er ganske enkelt ikke længere. Et skridt længere, og man bliver våd. Så det må da være udkanten.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 11
 forrige     næste