Road trip til Udlanten:

Hvor drømme bliver til virkelighed

 
 
Det kunne ligne et månelandskab. Det er et af Furs gamle molergrave.

FUR (22.10.2017): ”Hvornår har jeg egentlig sidst hørt noget interessant om Fur”, tænkte jeg, da Lasse nævnte, at jeg skulle besøge øen. 
 
”Jeg husker det ikke. Ganske enkelt. Så der kan da næppe være noget helt vildt interessant at skrive om deroppe fra.”
 
Det var min gode ven, Lasse Ellegaard, Dagbladet Informations Mellemøstkorrespondent, der flere gange havde sagt til mig, at jeg burde komme op og besøge ham. Han bor ellers på Falster, men tager op til sit hus på Fur, når han skal have ro og skrive. 
 
”Så det er nok sådan et totalt stille sted, hvor man kan høre, om der falder en knappenål til jorden på den anden side af øen. Den er sikkert også flad som en pandekage. Det er jo derude vestpå. Og keeedelig tillige med.”
 
Beklager. Fur raslede ned i prioritetsrækken, da jeg planlagde min Road Trip rundt i landet. Jeg vidste ikke bedre.
 
Så læste jeg en artikel i Weekendavisen. 
 
En polemisk lille morsomhed om noget så sært som en trappe med et gelænder på en gammel gravhøj på Fur?!?
 
 
Bamserne har fundet sig en plads med udsigt over Limfjorden.

Gravhøjen hedder oveni købet noget så fur’sk som ”Bette Jensen Hyw”. Den er øens højeste punkt, og derfor et yndet udsigtspunkt, som alle turister skal op på. 
 
For årtier siden fræsede Furs unge drenge rundt på knallerter, og Bette Jensens Hyw var en af deres yndlingsbakker at suse op over, fordi man med fuld fart næsten kunne flyve. Men de unges dødsforagtende motocross på den fredede gravhøj skar et dybt ar ned i den.
 
Tænksomme øboer fandt en smart løsning. De byggede en trappe, som dækkede furen. Så kunne ældre og dårligt gående komme op på den populære høj og nyde udsigten, og de unge kunne ikke længere bruge den til motocross. 
 
Det er mange år siden. Også at der blev lavet et gelænder. Ingen husker hvornår. Men det er praktisk.
 
Men for nylig er det kommet Kulturarvsstyrelsen for øre. 
 
De sendte en inspektør, som inspicerede, var rystet, og der kom straks et pålæg fra København om øjeblikkelig at fjerne gelænderet.
 
Kommunen skal overholde sådanne myndighedspåbud, så den fjernede pligtskyldigt gelænderet.
 
”Styrelsen” havde genoprettet universets balance.
 
På Fur syntes man, at det var skørt. Da der så kort tid senere var en turist, der faldt ned og slog sig, var det nok for furboerne.
 
En mørk nattetime sneg en lokal undergrundsgruppe sig op til Bette Jensens Hyw, og satte i ly af mørket gelænderet op igen.
 
 
Knud Peder Jensen. Journalist og Fur-aktivist. Han har fingeren på pulsen og kender alle historierne.

Nu går de lokale rundt med et skævt smil. 
 
Alle ved tilsyneladende, hvem der står bag dette udslag af civil ulydighed, men ingen vil sige noget. Myndighederne overvejer.
 
Den historie får mig med det samme til at ændre mening om Fur. 
 
Jeg sætter straks kursen mod øen. Et sted med sådan en samling anarkistiske lovbrydere må jeg opleve. Da jeg når frem opdager jeg, at Fur ikke er Mors, som jeg ellers havde troet. Den er heller ikke særlig flad. Tværtimod. Det bliver helt klart, da jeg selv står på det omstridte højdedrag sammen med Knud Peder Jensen, en lokal journalist fra øen, som giver mig flere detaljer fra ”Slaget om Bette Jensens Hyw”.
 
”Nu ligger sagen så igen i København, og vi venter på hovedstadens næste træk”, siger han og klukker lunt.
 
- Hvis det nye gelænder også bliver fjernet?
 
”Ja så tænker jeg, at der kommer et nyt op”, siger Knud Peder og smiler.
 
”Det er jo egentlig et godt billede på, hvad der sker. Også andre steder. Hvis man presser en lokalbefolkning for meget, så styrker man egentlig kun sammenholdet.”

”Når menig mand står tilbage og ryster på hovedet, fordi ingen kan se, at der giver nogen mening, så går det galt”, siger Knud Peder, som naturligvis mener, at det er en ligegyldig lille sag, men blot synes at den er symptomatisk for en sær forståelseskløft. 
 
 
Bispehuen hedder denne jordknold, som står urørt tilbage i en gammel molergrav og viser, hvor den oprindelige jordoverflade lå.

”Ingen kan jo se, at det giver nogen mening, at der ikke må være noget gelænder på højen, når der har været det i mange år. Og at man må vedligeholde trappen, uden at forny den, som afgørelsen også siger, strider jo imod al sund fornuft.”
 
Jeg holder allerede af Fur, næsten inden min rundrejse på øen begynder.
 
Det der egentlig trak mig til Fur netop denne weekend var Træf Fur-arrangementet. Et lokalt initiativ, hvor en række potentielle nye beboere og mulige igangsættere var blevet inviteret på et ophold på øen, så de ved selvsyn kunne suge stemningen ind.
 
”Vi afprøver forskellige metoder, for at se, hvad der virker”, fortæller John Brinch Bertelsen, som er en af initiativtagerne til Træf Fur.
 
”Det vi gjorde, var at vise øen frem, som den er. Vi er ikke parfumesælgere. Vi forsøger blot at vise dem det liv, der leves på øen. Og sætte dem i kontakt med nogen tilflyttere, som har taget det spring, som mange af de her gæster jo selv går og drømmer om. Nemlig at flytte til Fur.”
 
”Ved at vise dem øen. Og ved at give dem kontakt til nogen, der har taget springet, så har nogen af dem allerede fået Fur ind under huden i en sådan grad, at de har meldt tilbage: ”Vi vil bo på Fur”,” forklarer John med slet skjult stolthed. Alle kender ham heroppe. Han kaldes også ”den blinde guide”.
 
 
John Brinch Bertelsen. Den Blinde Guide, arkæolog, museumsleder, Fur-aktivist, brobygger og meget andet.

Og begge dele er korrekte. John er blind, og han guider ikke desto turister og andre rundt på øen. Desuden er han arkæolog og leder af Fur Museum.
 
Når jeg kan tvivle på, om John virkelig er blind, er det fordi, jeg har set ham holde tale med et manuskript i hånden. Men ”det er bare blær”, siger han med et smil.
 
Da jeg en dag kører ham hjem fra Færgekroen, hvor vi har spist frokost sammen, siger han pludselig til mig, at jeg er kørt en forkert vej. Han dirigerer mig kyndigt tilbage på rette spor, mens han samtidig fortæller mig, hvad jeg kan se ud af mit venstre vindue, og hvem, der bor i huset, vi nu passerer på højre side.
 
”Derinde bor Nanna og Erik, som du skal besøge i aften. Det er det røde hus med dannebrogsvinduerne”, forklarer han mig, hvis jeg ikke lige selv kan få øje på det.
 
John taler stille og roligt, nærmest som en radiovært, i ret perfekte sætninger, som om han på forhånd har skrevet det hele ned. Han er en af Furs fremmeste ildsjæle, som er med i næsten alt, hvad der rører sig på øen.
 
”Jeg er jo museumsmand. Jeg arbejder med øens historie. Ikke bare i fortiden men i allerhøjeste grad også i nutiden, og er vel også den, der arbejder lidt med øens fremtid”, forklarer han.
 
”Jeg kender jo hele baggrunden for erhvervsudviklingen og befolkningsudviklingen. Og så netværker jeg med nogen udenfor øen, og det gør, at jeg egentlig også fungerer som en slags brobygger. ”
 
Det gør han. 
 
Landdistriktsforsker Hanne Tanvig, som jeg tidligere havde mødt på hendes kontor i Egtved i Midtjylland, er også med til at arrangere Træf Fur. Hun er en af de akademikere, der ikke kun studere virkeligheden ud fra litteraturen på området, men selv tager gummistøvler på og begiver sig ud i landet for at reparere og fikse lidt på det.
 
 
Hanne Tanvig. Landdistriktsforsker og udkantsaktivist.

Hanne har nærmest adopteret Furs mange ildsjæle, og i parløb med dem, forsøger hun at opfinde en mekanisme, man kan bruge, til at sætte gang i udkantsområder og øsamfund.
 
”Vi er lige midt i virkeligheden her på Fur, og det vi – Fur Udviklingsråd og mange andre interessante mennesker – interesserer os for, det er, hvordan vi kan tiltrække endnu flere spændende mennesker, der gerne vil bo på Fur, leve deres liv her, og også være med til at skabe nye erhverv, nye arbejdspladser ny økonomi,” forklarer Hanne Tanvig. 
 
”Selvom der allerede er gang i mange ting heroppe, og der er meget fascinerende at se på på Fur, så er der jo også spørgsmålet om et generationsskifte. De tænker på fremtiden heroppe, og det er slet ikke for tidligt at tænke fremad på den måde.”
 
Som i mange andre såkaldte ”udkantssamfund” har borgerne på Fur også måttet kæmpe for deres skole. Heroppe endte de med selv at overtage driften af den og gøre den til en friskole. For skal et generationsskifte, som Hanne Tanvig taler om, overhovedet være muligt, så skal der også være en ny generation på øen. Unge mennesker med børn. Det kræver en skole og en børnehave.
 
”Hvis vi skal håbe på, at der kommer tilflyttere, i særdeleshed unge familier med børn, så skal vi have en skole. Hvis det første de ser, når de undersøger forholdene på Fur, er, at der ikke er nogen skole på øen, så kan vi jo godt opgive at få ret mange børnefamilier til at flytte herover,” siger Knud Peder Jensen, som selv er en af dem, der tog kampen for bevarelsen af skolen op.
 
 
Opskriften til andre udkantssamfund: Skolen er altafgørende. Uden skole, ingen unge tilflyttere med børn, ingen fremtid.

”Skolen er yderst vigtigt for øen, for der foregår jo rigtig meget andet på skolen udover undervisningen. Sport, gymnastik og så videre. Skolen er i det hele taget et omdrejningspunkt.” 
 
At beslutningen var rigtig, er de færreste det mindste i tvivl om.
 
”Når vi ser på vores klasser i dag, så er et sted mellem halvdelen og en tredjedel af børnene tilflyttere,” siger Knud Peder. 
 
Tendensen i forholdet mellem storby og land er måske ved at vende.
 
I hvert fald viser nye tal, at der flytter flere unge børnefamilier ud af storbyerne og ud på landet, end der flytter den modsatte vej. Ikke alle flytter helt ud i det, der betegnes som ”udkanten” eller ”vandkanten”. Men på Fur kan man mærke, at tingene måske er ved at ændre sig til det bedre.
 
”I byerne forventer man ofte, at det offentlige stiller alt til rådighed. I byerne er man ikke en del af et fællesskab på samme måde som her. Man er bare en forbruger i en stresset verden blandt masser af andre stressede forbrugere. Men kom ud i landdistrikterne, og bliv en del af et fællesskab. Det er noget af det, vi har at tilbyde.”
 
John Brinch Bertelsens er ret sikker i sin sag. Han har en særegen evne til at fange folk. Og når han taler, lytter man. 

”Det er nok det, der gør, at mange unge mennesker har lyst til at forlade byerne og flytte ud. Vi hører jo tit Københavns overborgmester Frank Jensen i medierne fortælle om alle de tusindvis af mennesker, der flytter til København. Men han fortæller ikke hele sandheden. For så skulle han jo også fortælle, at der faktisk er endnu flere, der flytter væk fra byen.” 
 
 
Glade børn på Fur Friskole. Børnene stortrives, selvom skolen er lille... eller måske netop derfor?

”Sådan har det været de sidste to år. København har netto fraflytning.”
 
Nanna Johansen, som er studerende, og ingeniør Erik Wind Andersen er et af de unge par med to små børn, der indenfor de seneste år er flyttet fra København til Fur, og de er allerede selv aktive i Træf Fur, for at skaffe endnu flere unge familier til øen.
 
”I byen tillægger man sig nemt en livsstil, der handler om at forbruge. En tur ned af Nørrebrogade, besøg på caféer og lignende. Det er utrolig hvor mange penge, man kan brænde af på ingen tid,” siger Nanna, som er glad for, at den lille familie på Fur har mange flere penge at have det sjovt for herovre, samtidig med at de bor i et stort, dejligt hus med en kæmpe have lige ned til vandkanten.
 
”Herude er mange ting billigere, vi har flere penge til vores rådighed, og vi bruger egentlig også mindre.”
 
”Mange af de fornøjelser, der er herude, er tillige med gratis,” tilføjer Erik og signalerer med sit blik ud af glasdøren, at han taler om al skønheden lige udenfor.
 
”Jeg var også lidt træt af hele tiden af mødes med mine venner fredag aften på en eller anden bar i København. Det blev ret meget det samme. Vi talte om det samme. Rammerne var de samme.”
 
”Derfor har det været lidt befriende at flytte herud. Her er alt anderledes. Og når vennerne kommer, så kommer de og overnatter en hel weekend, og det er noget andet,” siger han.
 
 
To lokale kvinder på morgenløbetur nær Bette Jens' Hyw.

”De venner, som selv er fra København, og derfor ikke har familie i Jylland, de synes jo nærmest at det er helt eksotisk heroppe. Så de kommer nu herop om sommeren og holder sommerferie.” 
 
”Det har faktisk været meget positivt,” siger Nanna. 
 
”For lige præcis det havde jeg været nervøs for, da vi flyttede. Bliver vi nu forladt? Mister vi kontakten til det hele?”
 
”Det er vigtigt at holde fast i venskaberne. De er grundlæggende vigtige. Men at have naturen lige udenfor døren. Altså al den der healende energi, der er derude, hvis man kan sige det på den måde, den er bare meget vigtigere end den der specielle kaffe nede på hjørnet eller biografturen inde i storbyen,” lyder det fra Nanna.
 
Igangsættere har det dog indimellem svært.
 
Ikke på grund af lokale besværligheder. Men fordi banker og kreditforeningsselskaber er helt igennem utilbøjelige til at låne penge ud til igangsættere og nye virksomheder, der vil starte noget nyt i den her del af landet.
 
 
Jørgen Christiansen. Cafe På Herrens Mark. Ny tilflytter og allerede engageret med at få flere til øen.

Det er et af den slags benspænd udefra, som ildsjælene, der kæmper for den her del af Danmark, på ingen måde har brug for.
 
”Det største chok var nok, at da vi havde alt på plads, og vi selv havde en del penge, vi havde sund forretningsplan, et godt koncept, der var en god historik på stedet her, og vi var klar til at gå i gang, så sagde banker og kreditforeninger alligevel bare nej,” forklarer Jørgen Christiansen næsten vantro.
 
Sammen med sin kone forlod han sidste år Viborg og slog sig ned på Fur. I dag er han indehaver af Cafe På Herrens Mark. En hyggelig cafe/restaurant, B&B og galleri, der på bare fem måneder har skabt en fin forretning med ikke mindre end otte ansatte. 
 
”De tre store kreditforeningsselskaber vil ganske enkelt ikke det her postnummer. De kalder os for ”Udkantsdanmark”. Vi kalder os selv for ”Vandkantsdanmark”. Men de vil os simpelthen ikke. Det var kun på grund af et lille, lokalt netværk her på øen, som henviste os til en lille sparekasse i Balling, at det sammen med Landbrugets Realkredit lykkedes at komme i mål.” 
 
”Det var aldrig nogensinde lykkedes, hvis vi skulle have brugt de traditionelle kanaler, som man gør, når man skal starte en virksomhed. Banker og kreditforeningsinstitutter tager slet ikke opgaven seriøst. De bidrager slet ikke i det omfang, de burde. Det er et kæmpe problem,” siger Jørgen bestemt.
 
”Det er ligegyldigt, om en masse mennesker tror på det. Hvis banker og kreditforeningsselskaber ligger forhindringer i vejen, så er det virkelig op af bakke.”
 
”Det har været den eneste negative oplevelse på vejen hertil, siger Jørgen Christiansen, som på den anden side er ovenud begejstret for den lokale opbakning. Alle hjælper hinanden og der er et fællesskab, man ikke finder mange steder.”
 
 
Erik Wind Andersen med lille Unni på 3 uger på armen, Nanna Johansen, sønnen Ole Jo på to år sammen med Nannas mor Linda og hunden Samson. De har fået sig et fantastisk hus med have lige ned til vandkanten og udsigt over Limfjorden.

Jørgen Christiansen er nu selv med i det netværk, der hjælper nye tilflyttere med at falde til, når de ankommer. For sådan blev han selv modtaget. Det forpligter. Det samme mener det unge par Nanna og Erik. De står også med åbne arme, når tilflyttere skal introduceres til Fur eller have hjælp.
 
”Vi føler da virkelig et ansvar for at det skal fungere herovre. Det er da også derfor, vi stiller op til mange af de her ting som Træf Fur. Jo flere unge mennesker, vi kan være med til at hjælpe hertil, jo mere fremtidssikret er det jo for os alle sammen,” siger Nanna Johansen.
 
 
Den ultimative tro på fremtiden er vel at få børn. Her er Fur's nyeste beboer: Unni på bare 3 uger.

Erik er enig.
 
”Jeg tror virkelig, at det er ved at vende. Jeg har helt klart en fornemmelse af, at vi bare er blandt de første, men at der er mange flere unge børnefamilier som os på vej herud på landet og til øerne. At der er en bevægelse fra byerne herud i de små samfund. At der kommer flere og flere. Og dem glæder vi os helt vildt meget til at tage imod,” siger han med et smil.

”Sådan har jeg det virkelig.”
 
”Især efter det her Træf Fur-projekt er jeg virkelig meget optimistisk på Furs og ”Vandkantsdanmarks” vegne.”


* * *


Se John Rasmussens video om vores tur til Fur: "Hvor drømmene gøres til virkelighed"
Her kan du se historien om Fur, som den tog sig ud på tv2.dk

 
Tilføj kommentar