Lettere forsinket kommer her endelig det andet afsnit af min anmeldelse af min uge med Sonys A7S Mark II-kamera. Anmeldelsen skulle for længst have været lagt ud på nettet, for oplevelserne jeg beskriver, fandt sted mellem jul og nytår, jeg har blot ikke haft tid. Nu er jeg imidlertid sneet inde i min lejlighed i Istanbul og har ikke andet.
KØBENHAVN (28.12.2016): Jeg skulle helt bogstaveligt op ”før en vis mand fik skoene på”. I hvert fald for et B-menneske som mig, der i sin tid for mange år siden elskede sit liv på Berlingske i begyndelsen af 80’erne, hvor man, fordi det er en morgenavis, mødte ved 10-11-tiden om formiddagen og først gik hjem, når avisen var kommet på gaden, lige efter midnat… hvis man da ikke lige først skulle et smut ned forbi ”Fru Lind” i Pilestræde.
Men når man nu bliver inviteret til at optræde i Go’morgen Danmark, så er det – som navnet antyder – noget der uden hensyn til min natur foregår om morgenen. Her om vinteren, på en af årets allerkorteste dage, så er det med morgen lidt af et definitionsspørgsmål. Det føles i hvert fald langtfra som noget der faktisk afvikles om morgenen. Det fornemmes mere som et ”late night show”. Det er bare mørkt og koldt.
Jeg skulle sammen med min gamle ven, fotografen Jan Grarup, optræde i TV2’s Go’morgen Danmark program imellem jul og nytår. Vi skulle sammen fortælle om vore oplevelser ved at dække krigen imod Islamisk Stat i Mosul i Irak, som vi begge har dækket i slutningen af 2016.
Bor man så som jeg gør, når jeg er i Danmark, på Langeland, så skal man lægge to og en halv time ekstra til… elles snarere trække dem fra, for at have køretid nok til at nå frem, selv hvis der er trafikpropper ved indkørslen til København. Det var der heldigvis ikke. Det var jo unægtelig i den dovne periode mellem jul og nytår og nærmest ”midt om natten”, så jeg ankom i god tid.
Go’morgen Studiet ligger for tiden inde i Tivoli, så jeg susede derfor lige hurtigt over på Hovedbanegården for at fotografere lidt.
Hvorfor nu det?
Hvorfor ikke bare sætte mig ind i varmen i Tivoli-studiet og få mig en kop skoldhed kaffe og en ostemad?
Fordi en anden god ven, fotohandler Brian Bang fra Click i Svendborg, havde været så venlig at låne mig et Sony A7S Mark II-kamera, som i forhold til mit eget, der næsten hedder det samme, men har et ”R” i navnet i stedet for ”S”et, skulle være exceptionelt godt, især når der næsten ikke er noget lys. Ultra-lysfølsomt. Et kamera der synes skabt til Danmark i vinterhalvåret. Vi har i hvert fald ikke noget lys, det er værd at skrive hjem om. Så A7S II’eren må jo være ideelt til vores breddegrad, lange mørke nætter og endnu kortere dage.
Et lysstærkt kamera til et lyssvagt land. I hvert fald om vinteren. A perfect match!
Det var måske ikke så koldt denne december morgen, som det er, når det sner, det er hvid jul, og der samtidig er orkan fra Atlanten, men det var i hvert fald mere end koldt nok for en som mig, der har tilbragt det meste af mit liv under varmere himmelstrøg i Mellemøsten. Dette blot nævnt som undskyldning for, at jeg ikke fik skiftet objektiver ude i kulden. Mine fingre var for stive og iskolde, og jeg havde alt for megen medlidenhed med mig selv. Kulden kan også ses på mit fotografi. Det hele blev til lidt hæsblæsende. Den officielle undskyldning: Fordi jeg skulle over i Tivoli til Go’morgen-studiet, og helst ankomme i god tid. Den reelle: Jeg var ved at fryse en vis legemsdel af. Det var ganske enkelt for koldt for en varmblodet skabning som mig.
* * *
Så lige et par lidt nørdede, tekniske afsnit om de to kameraer, og jeg skal nok forsøge at begrænse the techno talk så meget som muligt.
Sony’s A7-serie består i dag af seks forskellige kameraer. De første tre – den ældste generation: A7, A7R og A7S. Derefter de tre samme igen nu i en ny, forbedret udgave: A7 Mark II, A7R Mark II og A7S Mark II.
A7-serien brød i 2013 med flere traditioner og barrierer på fotomarkedet. Digitalt mirrorless (spejløst), full frame sensor-kamera med udskiftelige objektiver og – for tidspunktet i hvert fald – ret så mange megapixel i et ekstraordinært lille og kompakt kamerahus.
A7 med 24,3MP var standardudgaven, A7R’eren med sine 36,3MP høj-megapixel-udgaven, men derfor også langsommere, og til slut A7S som med sine ”kun” 12MP var hurtigere og specielt udviklet til at klare sig godt i lavt lys og også som videokamera .
Arbejdsfordelingen mellem modellerne er principielt den samme i Mark II-generationen. Alle tre kameraer har fået et bedre designet kamerahus, som er nemmere at få et godt greb om, og som også har fået flyttet udløserknappen, så den ligger mere naturligt under pegefingeren. Kameraerne har stærkere og mere solidt konstrueret kamerahus og har også fået et forbedret autofokussystem, men vigtigst af alt er, at Mark II’erne alle har fået sensoren ophængt i en 5-akset billedstabiliseringssystem.
Når man flytter billedstabiliseringen ind i kameraet, i stedet for at have den i objektiverne, som mange andre kameraproducenter har, så kan objektiverne laves mindre. Men det betyder også, at selv objektiver, som er konstrueret uden billedstabilisering, får det, når de bruges på et A7 Mark II-kamera.
Ovre på
techradar.com har de en forklaring på, hvordan dette særlige billedstabiliseringssystem fungerer.
De nye, opgraderede A7 II og A7S II’ere har samme antal megapixels som deres ældre søskende, mens R’eren i Mark II-udgaven er blevet banket helt op på 42MP. Hvilket naturligvis er fantastisk for nogle typer fotografi – for eksempel landskab, portræt og lignende, men mindre godt til for eksempel sport og andet, hvor man skal kunne skyde lange, hurtige serier af billeder. Billedfilerne er så kæmpestore og tunge, så de efter et stykke tid klumper sig sammen i processoren, hvor de falder over hinanden, og R’eren på den måde kan tabe pusten lidt. I den slags situationer vil S’eren være langt bedre, fordi den jo har mindre end en tredjedel så mange pixels.
Da jeg selv i januar 2015
af Brian lånte det den gang nye Sony A7 Mark II, og sammenlignede det min egen Leica M9, var jeg solgt. Det var langt bedre end Leica’en. Nemmere at arbejde med, og med en Zeiss-linse påmonteret kunne billederne, der kom ud af det, sagtens måle sig med og også slå Leica’en. Derfor var det klart for mig, at min Leica skulle sælges, og at jeg i stedet måtte have en Sony. Men på samme tidspunkt svirrede det med rygter om, at Sony var på vej med en Mark II-udgave af R’eren, som i førsteudgaven havde hele 36MP, men som nu udover billedstabilisering måske også ville få endnu flere megapixel.
Det kamera var det værd at vente på. Jeg afhændede min Leica M9, hvilket jeg sidenhen aldrig har savnet, og jeg har heller aldrig haft anledning til at fortryde byttet, da jeg kort tid senere fik min egen Sony A7R Mark II, og sammenlignede
dets billeder med mine gamle Leica-fotos.
Mange mennesker har spurgt mig, om jeg også er skiftet fra Canon til Sony, men det er jeg ikke. På ingen måde. Mine Canon-kameraer bruger jeg til nogle ting, og vil næppe nogensinde opgive dem, og mit Sony-udstyr til noget andet. Hos mig lever Canon og Sony sammen i stor harmoni. Det er en anden historie til en anden god gang.
Jeg har altså selv en A7R II, og har af Brian lånt en A7S II for at sammenligne, og nu står jeg i København indhyllet i mørke, og derfor et oplagt sted at se, hvad A7S II’eren kan klare i forhold til R’eren af samme generation.
Der er mange andre interessante tekniske ting, man kunne fremhæve og dvæle ved, men hvis du vil vide mere om de tekniske sider af kameraernes formåen, så kig på nettet, hvor der er eksperter, der er meget mere teknisk anlagte og vidende end jeg er.
Se for eksempel
Ken Rockwell, som ganske enkelt kalder A7S II’eren for ”…Sony’s bedste kamera”.
”Kameraet er så lysfølsomt, at jeg (i mørket) kan se mere igennem søgeren, selv med et blænder 4-objektiv påmonteret, end jeg kan med det blotte øje”, skriver han begejstret. Deri har han helt ret. Det var også min lidt vantro opdagelse.
A7S II’eren er bedre end A7R II, mener Ken Rockwell, fordi ”…det arbejder hurtigere og koster mindre”, skriver han. Han har ret i begge observationer, at det er hurtigere og billigere, men det er efter min mening ikke nok til at konkludere, at S’eren er bedre end R’eren. Det afhænger af, hvad man vil have ud af sit fotografi.
Rockwell mener ikke, at kameraet har nogen som helst problemer med fokuseringen i mørket. Der har mine oplevelse dog været anderledes. Det er dog ikke overraskende, mener jeg. I mørke, uden kontraster er der ikke meget for autofokus’en at gribe fat i. Er objektet så samtidig noget, der bevæger sig – som for eksempel et tog, så kommer der nogle fejlskud. Ikke desto mindre er det ganske imponerende, hvad kameraet kan.
Fotohjemmesiden
Imaging Resource er i sin anmeldelse også ret så imponeret af A7S II’eren, som de giver 5,0 points ud af 5,0 mulige. Så bedre kan det jo ikke være.
Det der er specielt med A7R Mark II (efter min mening) er først og fremmest kameraets formidable 42MP, bagoplyste sensor. Det, plus muligheden for at bruge Zeiss’ vidunderlige objektiver, var grunden til at jeg købte kameraet. En billedstabiliseret 42MP Sony-sensor med Zeiss-glas foran er efter min mening det nærmeste, man kan komme mellemformat, digital fotografering til en overkommelig pris.
Det, der gør A7S Mark II’eren speciel, er, at det er designet til at pine den allersidste, forhutlede lille lysstråle ud af mørket, så man kan fotografere, selvom der så godt som ikke er noget lys tilbage. Desuden får kameraet også helt fantastiske anmeldelser som videokamera, denne side af det har
jeg dog endnu ikke haft tid til at studere. Det må vente til en anden gang.
En anden ting, som jeg også synes skal med, er, at Sony A7-kamerahusene, fordi de er spejlløse – det vil sige mangler det spejl, som DSLR-kameraer har, til at flytte strømmen af lys fra objektivet mellem enten søgeren eller sensoren. Uden det spejl kan Sony-kameraerne laves en del smallere end DSLR-kameraer. Det betyder på den anden side så også, at der er plads til at man kan sætte en objektivadapter ind i bajonetgrebet, så man kan påmontere snart sagt et hvilket som helst objektiv af et hvilket som helst fabrikat – endog også gamle, analoge objektiver og helt skøre antikviteter. Det giver en enorm fleksibilitet og uanede muligheder for at lege, eksperimentere og have det sjovt. For nogle fotografer er det næsten blevet en sport at kombinere disse højkvalitets digitalt kamera med næsten alt det mærkelige, gamle glas, man kan finde på Hjallerup Marked. Som man siger: Kun fantasien sætter grænser for, hvad det kan bruges til.
Jeg er vældig godt tilfreds med mit Sony A7R II. Det kan alt det, jeg beder om, indenfor den type fotografi, jeg bedriver. I nogle sammenhænge – når jeg som mit job kræver skal kravle rundt i Mellemøstens ørkensand og kuglerne pifter om ørene – så bruger jeg hellere mine Canon 5D III-kameraer, men det er en anden historie. Men derfor er jeg kun interesseret i også at erhverve en Sony A7S II’er, for den vil aldrig erstatte R’eren, kun blive en partner til R’eren, hvis S’erens evner i nattens mulm og mørke er så unikke og overvældende, at jeg totalt må overgive mig.
Det er de ikke efter min mening.
Det siger jeg ikke, fordi der er noget galt. Slet ikke. S’eren er fantastisk til lavt lys og som nat-kamera. Det er også bedre end R’eren på den konto. Men R’eren følger forbavsende godt med S’eren ind i mørket. Bedre end jeg ville have troet. Forbavsende fordi enhver sund fornuft vil sige, at et kamera med så mange MP som R’eren – 42!!! – på samme areal, hvorfor de hver især naturligvis må være meget mindre, må være lyssvagt – ikke lysstærkt. I særdeleshed ikke overfor S’eren med ”kun” 12MP. Men Sony’s såkaldte bagoplyste sensor i R’eren – den første til et full frame-kamera – klarer jobbet helt fantastisk.
S’eren kan fortsætte længere ud i mørket end R’eren. Den kan faktisk gå så langt, som Ken Rockwell skriver, at det billede S’eren leverer har mere lys, end det man kan se med det blotte øje. Men så er der også tydelige korn/støj i billedet. Støj som det er til at tage og føle på. Det er ikke en kritik. Det kan jo ikke være anderledes. Sådan må det være. Til gengæld vil jeg sige, at det er støj, der minder om de gammeldags analoge films gryn. I særdeleshed i sort-hvidt. Så man kan sagtens leve med dem.
Men i forhold til den type fotografi, som jeg laver, så er det ikke ude i det totale mørke, jeg søger mine motiver.
Uden noget lys, er det hele alligevel lidt ”grødet”, fordi kontrasterne forsvinder, og der kun er meget lidt forskel på lys og skygge. Tingene lidt mister sine former. Sådan er det bare. Det kan kameraet ikke gøre ret meget ved. Jeg kan ikke sige, hvad fremtiden bringer, men som jeg arbejder nu, så følger R’eren mig tilstrækkelig langt ud i natten. Når vi helt derud, hvor lyset fuldstændig er forsvundet, så vil jeg hellere bruge lang eksponeringstid, og så ”tegne” lidt med en lommelygte eller en flash, for i det mindste at få lidt plasticitet i motivet.
Men det er jo bare min smag.
Er man naturfotograf, der er ude efter grævlingens natlige udskejelser eller natuglens hemmelige elskovsliv, så er det jo ligegyldigt, at billedet er anderledes, for optagelserne er under alle omstændigheder unikke. Det forventer vi. Det kan vi leve med. Det gør det endog en lille smule mystisk.
Så får jeg af andre af mine fotovenner, der har erfaringer med Sony A7S II’eren at vide, at kameraet er helt fantastisk til at filme video. Professionel kvalitet. Optagelser der kan blæses op på et biograflærred, siger de. Også kameraets lavlys-evner kommer til sin ret, når det bruges til video.
Jeg tror det gerne. Har blot ikke prøvet det. Når jeg igen får mulighed for det, vil jeg afgjort prøve at dykke ned i dets muligheder på video-siden.
Det video, jeg indtil videre laver, er jeg efter adskillige forsøg med DSLR’er og mine spejlløse kameraer, begyndt at optage med et egentligt videokamera i stedet. Det synes jeg, er lettere.
Når man som jeg mest filmer reportage, hvor folk flytter sig overraskende og uplanlagt rundt i alle mulige retninger, har jeg enormt svært ved at fange og fastholde dem ordentligt i fokus på et fotografiapparat med den eftertragtede meget lille dybdeskarphed. Det er meget lettere med et videokamera. Når der er tale om interviews, hvor de filmede sidder forholdsvist stille på mere eller mindre det samme sted, bruger jeg ind imellem mit Sony-kamera eller mine Canon 5D III’ere.
Bliver mit video ved med at udvikle sig, og det gør det jo nok, for det er den vej medieudviklingen går, så ender jeg nok med at anskaffe mig enten et Sony FS5 eller et Canon C100 Mark II videokamera. Men vi får at se. Det er fotografiet, der har mit hjerte. Video er kun noget jeg laver, fordi der ikke er nogen vej udenom. Men hvem ved? Måske kommer jeg også til at holde af video en skønne dag. Lige nu har jeg så meget video i mit arbejde, at jeg kun nødtvunget bringer det med mig over i min fritid.
* * *
Hvad kan jeg godt lide ved disse kameraer?Alle A7-kameraerne er små og lette. Nemme at have med i en lille taske. Objektiverne er også ret små, og bruger man zoom, kan man nemt klare sig med ét enkelt objektiv. På grund af størrelsen er det meget ofte det kamera, jeg vælger at tage med i byen, når jeg ikke ved, hvad jeg skal. Canon’erne er for store og kan virke lidt for påtrængende. (Men de kan så til gengæld så meget andet.)
Fordi A7-kameraerne er spejlløse, så er der meget færre rystelser, når man trykker på udløseren og tager billedet. Det – holdt sammen med billedstabiliseringen i Mark II-versionerne – gør det muligt at fotografere håndholdt ned på ret lange lukkertider. Uden problemer ned til 1/25 sekund, og jeg har endog gjort det på endnu længere lukkertider.
Billedkvaliteten er absolut sublim. Begge kameraer tager fantastiske billeder. Er der lys, så vil jeg til enhver tid foretrække min egen R’er. Det vil jeg også langt ud i de sene skumringstimer. Er det totalt mørkt, så kommer S’eren til sin ret.
A7-kameraserien er virkelig solidt bygget. Endnu mere i Mark II-generationen. Man kan mærke kvaliteten, når man holder kameraerne i hånden. De kan klare at blive brugt. Konstruktion og byggekvalitet er hævet over enhver diskussion. Det er kram.
Jeg kan personligt godt lide de mange pixel, som R’eren leverer. 42MP er fantastisk. De mange pixel – og det er virkelig mange – giver ikke bare mulighed for kæmpemæssige forstørrelser, det giver også mulighed for en ekstra retroaktiv ”digital zoom”, når man bearbejder billedet på computeren. Det er næsten ligegyldigt, hvor meget man beskære billedet og laver udsnitsforstørrelser, så har man stadigvæk flere pixel tilbage, end de fleste andre har i hele deres kamera. Ken Rockwell skriver dog, at 12MP er mere end tilstrækkeligt for langt de fleste. Deri har han fuldstændig ret. For langt de fleste. Men ikke for mig.
På videosiden skulle S’eren for alvor slå igennem. Det har jeg som sagt ikke prøvet. R’eren filmer ganske fint, synes jeg, og når man sætter det om til at filme som et 35mm-kamera med en mindre del af sensoren, så bliver det efter sigende endnu bedre. Det har jeg heller ikke prøvet.
Jeg skal nok undersøge video-delen mere ved en senere lejlighed og skrive mere om det.
Hvad jeg mindre godt kan lide?Batterierne bliver ædt op med rekordfart. Jeg har altid 3 ekstra med mig. Desuden er batterierne exceptionelt langsomme om at blive ladet op igen. Derfor rejser jeg også rundt med to opladere.
Fordi kameraerne er så små i forhold til mine hænder, så sætter jeg nogle gange et batterigreb på, så det kan have to batterier at suge på, og jeg har lidt mere plads til mine fingre. Men så er kameraet samtidig begyndt at vokse og se så stort og professionelt ud, at gevinsten, man får, ved blot at ligne en ”uskyldig forbipasserende” er ved at gå tabt.
Sagt på en anden måde: Var kamerahusene bare en lille bitte smule større, så de passede bedre til en mandehånd, og kunne de så også dermed få nogle lidt større og stærkere batterier at ”suge” på, så ville jeg absolut ikke protestere.
Menu-opbygningen i Sony’s kameraer har jeg tidligere kritiseret. Det har mange andre også. Den er ulogisk og rodet. Det gælder alle deres kameraer. Desuden er oversættelsen til dansk, hvis man gerne vil have det på sit kamera, heller ikke særlig god. Alle anmeldere, jeg har læst, kritiserer Sony’s tåbelige menu-system. Men hvis rygterne taler sandt, så er det noget Sony nu selv er ved at se på. Vi krydser fingre og håber det bedste.
Kameraerne er lidt langsomme om at starte, synes jeg. Og netop grund af den dårlige batteriøkonomi slukker jeg ofte for det, for at spare batteri, når jeg bare går rundt. Ser jeg så pludselig noget, og skal først til at starte kameraet op, forsvinder motivet alt for ofte, fordi det kan tage op til nogle sekunder at komme i gang. Det er surt. Og det ville aldrig ske med mine Canon-kameraer, som jeg for det første ikke slukker, fordi de har en fin balance imellem strømforbrug og batterikapacitet, og de er samtidig lynhurtige. Et tryk på knappen, og billederne bare sprøjter ud.
Med R’eren er der også det problem, at der, fordi billederne er så store og tunge opstår den før omtalte trafikprop i processoren. Så går kameraet i koma et øjeblik, mens det står og sunder sig, og får alle dataene transporteret over på SD-kortet. Det koster også nogle motiver fra tid til anden. Men igen: Det er jo fordi jeg elsker de mange pixels. Så indtil man udvikler nogle nye, hurtige processorer, må man vel leve med det.
Det samme problem har jeg naturligvis ikke oplevet med S’eren. Men det har jo også nogle meget, meget mindre filer (12MP) at flytte rundt på.
Når vi taler om lavlysfotografering, så får autofokus’en ind imellem problemer. Når motivet, der skal fokuseres på, ligger hen i skygge inde i mørket, og der næsten ikke er kontraster at fange, så kan autofokus’en godt søge lidt frem og tilbage uden at finde noget at fæstne sig ved. Det er der andre, der mener, at jeg har uret i.
Sluttelig så mener jeg, at kameraerne mangler et ekstra hukommelseskort. Der er kun ét enkelt SD-kort at fylde billeder på. Intet andet kamera i denne professionelle klasse klarer sig, så vidt jeg kan se, med kun ét enkelt SD-kort.
Jeg har flere gange oplevet, at et hukommelseskort er gået i udu. Men på mine Canon-kameraer er der to kort – et CF- og et SD-kort, som jeg har sat til at spejle hinanden. Så når ét kort går i stykker, har jeg alt sikret på det andet. Og nogle gange kan der være tale om uvurderlige optagelser.
Det er også et kritikpunkt, jeg ser mange andre komme med, så mon ikke det også er en af de ting, Sony overvejer at rette?
Hvad vil jeg så vælge?Det afhænger af opgaven, lyder det irriterende, uklare svar.
Men lad mig sige det på en anden måde.
Når jeg nu allerede har en Sony A7R Mark II, vil jeg så også investere i en A7S Mark II?
Nej. Det vil jeg ikke.
Mine dage med de to kameraer sammen, hvor jeg bevidst opsøgte mørket for at se, hvad de kunne klare, fik mig for alvor til at få øjnene op for R’erens formidable evner selv på det område. Så til den slags lavlysfotografering, som jeg kommer ud for, er R’eren det kamera, jeg har brug for.
Men skulle jeg på den anden side ud på en lang rejse, og skulle bagagen være begrænset, så jeg kun kunne have ét enkelt kamera med mig, og skulle jeg på rejsen både kunne fotografere om dagen, klare hurtige, lange sekvenser uden at tabe noget, fotografere om natten og også lave video. Kortsagt det ultimative allround-kamera, der kan klare det hele, så ville jeg klart vælge S’eren.
Men som tingene står for mig lige nu…
Video: Når jeg skal filme video, så bruger jeg et af TV2’s Canon XF205-videokameraer. Det er lavet præcist til det. Jeg har nemmere ved at fokusere med et sådant kamera og filme håndholdt, uden at det ryster alt for meget. Derfor vil jeg ikke bruge flere penge på det, før end mine video-behov pludselig ændrer sig eller vokser dramatisk.
Lavt lys: Der klarer jeg mig indtil videre med A7R Mark II’eren, bruger lang eksponering på stativ, eller smugler en flash eller en lille lampe med ned i fototasken.
I øvrigt: I de sidste par år har der verseret rygter om en kommende Sony A9’er, som, når den kommer, skal være i en klasse for sig. Det venter jeg lige på at se, hvad det er for noget. Ellers begynder jeg sikkert på at drømme om mellemformatfotografi. Enten et digitalt bagstykke til min Hasselblad eller det nye Fujifilm GFX 50S, som så småt er på vej til landet, for Phase One forærer mig næppe et af deres vidundere.
Når mine fotobehov lige for tiden nemt kan tilfredsstilles med det udstyr, jeg allerede har, så ville jeg forbande mig selv, hvis jeg investerede i endnu et kamera, blot fordi det kan
én enkelt lillebitte ting bedre end det, jeg allerede har, for så blot at se, at der et halvt eller helt år senere kommer et nyt kamera på markedet, som totalt sparker benene væk under mig, men som jeg så til den tid bare ikke længere har råd til.
Så konklusionen er, at Sony A7S Mark II er et fantastisk kamera. Ingen tvivl om det. Det kan en masse. Er af allerbedste kvalitet. Men det er mit Sony A7R Mark II også. Og som mine fotobehov er lige i øjeblikket, så er A7R II’eren det rigtige valg for mig.
Det bliver min kone glad for at læse, for så behøver hun ikke frygte for et natligt commando raid på familiens husholdningskasse.
Afslutningsvis opsamlingNår jeg nu så begejstret skriver om mit Sony A7R II-kamera i artiklen herover, er det måske på sin plads, samtidig at give dig nogle links til to artikler, jeg skrev om det, nogle måneder efter jag havde fået det tilbage i 2015.
Fotoudstyr: "Camera of the Year" - mit nye fantastiske Sony A7R Mark II.
Fotoudstyr: Når en mand elsker dit kamera.
Artiklen herover er nummer to om mine erfaringer med Brians Sony A7S Mark II-kamera, vil du læse den første. kan du klikke herunder.
Sony A7S Mark II: Skabt til det mørke, danske vinterhalvår
Sony A7R II koster med moms i nabolaget af kr. 28.000,-
Sony A7S II koster i omegnen af kr. 26.000,- inkl. moms.
Det kan ikke rigtig sammenlignes med A7-serien, men du kan måske også være interesseret i at læse min omtale af det superlille Sony RX1R Mark II.
Fotoudstyr: Om at komme ud af skabet
Og så blot afslutningsvis for at der ikke skal opstå nogen misforståelser:
Jeg laver ikke egentlige kamera-tests. Jeg prøver kun fotografiapparaterne af. Leger lidt med dem. Ser hvad de kan indenfor de områder, hvor jeg selv har mine fotografiske interesser. Jeg prøver dem ikke af ud i alle kroge af, hvad de kan præstere. Jeg trækker ikke kameraerne igennem lang række videnskabelige prøver på en test-bænk, så de kan præstere under ens forhold og resultaterne sammenlignes. Det er der mange andre, der gør på nettet, og de gør det langt bedre, end jeg kan.
Mine udflugter med de forskellige kameraer og det fotoudstyr, jeg i øvrigt skriver om på min hjemmeside, er udelukkende noget jeg gør, fordi jeg fra tid til anden får lov til at låne udstyr eller selv erhverver noget nyt, og så i nogle dage fotograferer jeg det, jeg ellers alligevel ville have fotograferet. Derefter vurderer jeg resultaterne og beskriver mine oplevelser ved at bruge udstyret. Om det efter min mening er brugervenligt eller ej? Hvad jeg synes godt om ved det? Hvad er jeg ikke begejstret for?
That’s it. Nothing more. Nothing less.
Ingen videnskab. Kun min egen helt igennem subjektive oplevelse af udstyret.
Og så lige til aller, allersidst.
Jeg har ikke nogen som helst professionelle forbindelser til hverken Sony, Canon, Leica, Fujifilm, Hasselblad eller noget som helst andet kameramærke, som jeg igennem tiderne har leget med og skrevet om. Jeg har blot en venlig fotohandler, som lader mig få lov til at røre ved det hele, og så skriver bare om det udstyr, som jeg allerede har, og som jeg ind imellem får mulighed for at låne og prøve.
Det er klart, at Brian håber, at jeg også ind imellem køber noget... og det har han alt for ofte held med!