TRANEKÆR (18.12.2016): Det er mørkt, når jeg står op, og det har allerede været mørkt en halv dag, når jeg går i seng. Vi ser lige lyset i nogle timer midt på dagen. Det ved I alle sammen bedre end mig. Jeg er her kun på "gennemtræk". Men lys er der i hvert fald ikke meget af i Danmark på den her årstid. Selvom jeg elsker Danmark højt, så kan jeg godt, når jeg lige er på en kort visit, forstå, at mange danskere søger redning under ”sydens sol og varme” når deres hjemland på den måde er indhyllet i mørke, kulde og klamt gråvejr.
Manglen på lys skaber naturligvis lidt problemer for fotografer. Som de fleste jo ved, så betyder ordet ”fotografi” direkte oversat ”at tegne med lys”. Det bliver jo svært, når der er så lidt af det.
Og så alligevel ikke.
Det er faktisk ret fantastisk, hvor lysfølsomme moderne digitale kameraer er blevet. I dag kan man sagtens fotografere på den nordlige halvkugle selvom der ikke er ret meget lys. For den sags skyld kan man fotografere i mørke om aftenen og natten.
Normalt siger man, at jo flere pixel der er på en sensor, jo mindre lysfølsomt er den. Eller rettere – jo mere ”støj” er der i billedets lavt belyste områder. Modsat: Jo færre pixels på en sensor – jo større kan de enkelte pixels være, og jo mere lys kan de hver især suge til sig. Derfor er sensorer med færre pixels ofte bedre fotografere i lavt eller næsten intet lys, end kamerasensorer med massevis af megapixels.
Det holder så heller ikke helt mere.
Da Sony kom på markedet med deres A7R Mark II, var det med ikke mindre end 42 megapixels (MP). Helt astronomisk. Al sund fornuft dikterede, at det skulle bruge en masse lys, og derfor ikke ville være godt i aftenlys og nattemørke.
Wrong again.
Fordi Sony brugte en helt ny teknologi – i hvert fald til store full frame-sensorer – en såkaldt ”bagoplyst sensor”, så er det alligevel lykkedes at gøre selv en 42 MP sensor forbavsende lysfølsom.
Det var det kamera – A7R Mark II – jeg selv købte, og jeg er fantastisk tilfreds med det. Med så mange pixels på en full frame-sensor, bør man også investere i nogle ordentlige objektiver, så det glas, man sætter foran den fine sensor også er noget af det bedste, der findes.
Jeg har investeret i en række Zeiss-objektiver, og det har jeg på ingen måde fortrudt. Sony og Zeiss er en fantastisk kombination.
Jeg har dog fra tid til anden spekuleret over, hvordan Sony’s andet top-kamera fungerer. Sony A7S Mark II – som med sine ”kun” 12MP – er specielt designet til at fotografere i meget lidt eller næsten intet lys.
Nu har min venlige fotohandler Brian Bang, som er indehaver af Click i Svendborg, lånt mig et Sony A7S Mark II i en uges tid, så jeg kan lege lidt med det og se, hvad det kan præstere, og det bliver sjovt.
Det er ikke så meget, jeg endnu kan berette, for jeg har kun lige fået kameraet i hånden. Men i aftes inviterede jeg gik Brian og min gamle fotopartner John Rasmussen på middag i Svendborg og bagefter ud at fotografere i nattens mulm og mørke.
Med os havde John og jeg vore egne A7R Mark II’ere. Brian havde taget Sony’s lille, lækre A6300 med ud, og sammen deltes vi lidt om A7S II’eren.
Da det var skide koldt og småregnende, fik vi ikke lavet helt så meget, som vi gerne ville. Kulden fik mig ganske enkelt til ikke at skifte objektiver så ofte, som jeg burde, og derfor fotograferede jeg med forskellige objektiver på henholdsvis R’eren og S’eren. Skal man sammenligne billederne, skal de jo optages under fuldstændig ens omstændigheder.
Det gør jeg senere.
Her blot mine allerførste indtryk.
Jeg er vildt imponeret over, hvor meget man kan få med, selv når der er meget, meget lidt lys. Men overraskende nok på begge kameraer. Umiddelbart er jeg faktisk overrasket over, hvor godt R’eren med 42MP følger med S’eren med 12MP.
Selvom det var mørkt, så var der masser af lys fra forretninger og gadebelysning. Masser.
Derfor søgte vi længere og længere væk fra gaderne. Indimellem fotograferede vi inde i gyder, porte og baggårde, for at have så lidt lys som muligt.
Alligevel er det ret imponerende, hvor meget, der kommer med, selvom vi imod al fornuft nærmest flygter fra lyset. Det gør vi dog kun for at presse kameraet så meget som muligt.
Naturligvis bliver der større og større ”korn” (elektronisk støj) i billedets skyggeområder, jo mere man skruer op for ISO-værdien (kameraets lysfølsomhed). Sådan er det jo. Det var der jo også med de gammeldags analoge film, og de kunne slet ikke følge med så langt op i ISO-værdi, som de moderne digitale kameraer i dag kan.
Skulle man dengang endelig tage billeder uden tilstrækkelig lys, måtte man sætte kameraet på stativ og bruge lang eksponeringstid. Det gjorde vi ikke i aftes. Vi fotograferede kun håndholdt, på så hurtige lukkertider, at det kunne lade sig gøre.
Men – og det er også interessant: Fordi Sony A7-serien er såkaldte spejlløse kameraer – i modsætning til DSLR-kameraerne – så undgår man rystelserne fra spejlet, der klapper op og ned. Derfor kan man faktisk tage billeder med langt længere lukkertid, uden at sætte kameraet på stativ, fordi der er så få rystelser.
Jeg skriver mere, når jeg i løbet af ugen får prøvet A7S II’eren lidt mere overfor A7R II’eren, så kig snart tilbage igen. Indtil videre må jeg sige, at det jeg som sagt er mest imponeret over, er hvor godt R’eren faktisk følger med S’eren ud i mørket.
* * *
Kameraer du her ser billeder af i denne artikel: Sony A7R II og Sony A7S II.
Objektiver: Sony/Zeiss 35mm f/2.8, Sony/Zeiss 55mm f/1.8, Zeiss Batis 25mm f/2 og Zeiss Batis 85mm f/1.8
Jeg skriver mere om mine oplevelser med A7S II'eren senere på ugen, når jeg har leget lidt mere med det. Senere får jeg også nogle af Johns og Brians billeder fra vores natlige fotoudflugt i Svendborg, så I også kan nyde dem.
Andre relaterede links:Jeg har også her på min hjemmeside skrevet om mine erfaringer med andre Sony-kameraer og Zeiss-objektiver til dem (for de er for mig en vigtig del af tiltrækningen), hvis du er interesseret.
Zeiss’ Batis-objektiver lavet specielt til Sony’s A7-serie har jeg skrevet om her.
En enkelt aften havde jeg med Sony’s lillebitte, lækre RX1R, som jeg legede lidt med, mens jeg var på arbejde i TV2’s hovedkvarter på Kvægtorvet i Odense.
Lidt flere oplevelser med mit nye Sony A7R Mark II i Gravkirken i Jerusalem.
De allerførste erfaringer med Sony’s A7R Mark II-kamera – ”Camera of thye Year 2015” – på Langeland og i Jerusalem.
Da jeg faldt for Sony’s spejlløse A7-kameraer. Sammenligning mellem mit Leica M9 og et lånt Sony A7 Mark II.
For nemheds skyld har jeg forsøgt at samle alt fotorelateret på min hjemmeside i denne oversigt. Så hvis det er det, du er interesseret i, kan du finde mine skriverier om fotografi her.