Byvandring med kamera og sære tanker:

I et univers kaldet Kairo

 
 

KAIRO (04.12.2016): Kairo er ikke en by. Kairo er en verden – en hel verden… eller et univers helt for sig selv.
 
At sige at Kairo er kæmpestor er en underdrivelse. Den er kæææmpestor. Enorm!!!
 
Jeg er kommet her i mere end 30 år, og jeg overraskes stadigvæk. Hver gang, jeg kommer, er byen blevet større. Lige for tiden formerer Kairo sig ved knopskydning med satellitbyer ude i ørkenen omkring. Byerne hedder noget andet, og officielt er det selvstændige byer, men det er Kairo, der vokser.
 
Ingen ved helt hvor mange mennesker, der bor i byen. Tallet svinger alt efter hvem jeg spørger. Og fra jeg spørger folk første gang, indtil jeg gentager spørgsmålet, er der allerede kommet mange flere til. Befolkningstilvæksten i Egypten er helt ude af kontrol.
 
 

En del synes at mene, at der om natten sover omkring 21-23 millioner mennesker i Kairo. De sover absolut ikke alle sammen, for der er altid store mængder ude i gaderne. Selv midt på natten. Men et par og tyve millioner er tallet omkring midnat, siger mange. 
 
Midt på dagen mener de, at der er 26-29 millioner mennesker!!!
 
Det vil sige, at en befolkning på størrelse med hele Danmarks, vælter ind og ud af Kairo morgen og aften. 
 
De sidste kan formentlig bare lige nå frem, inden de første begynder tilbageturen.
 
 

Ikke overraskende at alle altid kommer for sent, og at trafikken ikke flytter sig med ret mange kilometer i timen. Af mangel på at kunne bruge speederen, synes de fleste bilister at stille sig tilfreds med i stedet bare at bruge hornet. Så trafikken er ikke bare ansvarlig for en ubegribelig stor luftforurening, den står også for en ufattelig støjforurening.
 
Infrastrukturen kan slet ikke følge med. Veje, el, vand, kloakering… alt er for småt, medtaget, forsømt og faldefærdigt.
 
Midt i dette enorme kaos bor, lever, arbejder, elsker, spiser, studere, skændes, sover, fødes, dør et ubegribeligt antal mennesker hele tiden og konstant.
 
Kontrasterne er enorme. Mellem dem der har – mere end de kan gabe over, og dem som slet intet har og må sove på gaden. Mellem dem der har utrolig travlt, og dem som slet ikke skal nogen steder hen hele livet. Mellem en ung, ambitiøs, veluddannet generation, der kender til verden udenfor og har store planer, og en gammel, uuddannet, udtjent generation, der er kommet ude fra landdistrikterne, og selvom de måske har boet her i årtier, stadigvæk ser ud som om de er gået forkert og har svært ved at forstå, hvad der sker omkring dem.
 
Jeg er naturligvis mest tiltrukket af den verden, der ligner min egen hverdag mindst. Det der er
 
 
anderledes. Derfor afspejler mine billeder ikke Virkeligheden – med stort ”V”. De viser blot én af virkelighederne i dette enorme kairenske univers.
 
Jeg kunne også have fotograferet butikscentre og malls, der ligner ethvert, man kan se i Vesteuropa. Velhaverkvarterer. Koncerter. Golfbaner. Modeopvisninger. Receptioner. Præmierer. Det er her også altsammen. Jeg bliver inviteret til en del af det, men de har sjældent min interesse. Og det lidt, jeg deltager i, er ikke særlig fotogent… i min optik i hvert fald.
 
Fredag morgen spiste jeg spist lang morgenmad med nogle gode venner i down town. Fredag var en fridag,
 
 
så jeg brugte den til at mødes med venner, kilder og kontakter.
 
På vejen videre for at mødes med nogle andre venner, som vil vise mig områder i Kairo, jeg ikke kender, måtte vi gå en omvej, fordi hele gaden – vejbane, fortov, selv sprækkerne imellem de parkerede biler – var fyldt op af bedende muslimer. Det er fredagsbøn.
 
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at mens der er så mange troende muslimer her, at moskéen ikke kan huse dem, og der er flere udenfor end inde, så har jeg lige spist morgenmad overfor den store, flotte synagoge – Shaar Ha’Shamayim, som er helt tom. Den er mere et monument over et samfund, som en gang var. Der er ikke længere jøder nok i Kairo til at samle en minyan – 10 voksne mandlige jøder, så man kan holde gudstjeneste*. Selvom der ikke længere kommer jøder i synagogen, bevogtes den af massevis af bevæbnet politi, hvilket også fortæller sin egen sørgelige historie om situationen. I tusindvis af år har der været et kæmpestort, sprudlende jødisk samfund i Kairo. Nogle af de allerstørste jødiske rabbinere kom herfra. I 1940’erne og 50’erne var her en 70-80.000 egyptiske jøder. De er alle sammen flytte til Israel, USA eller er døde. I dag er der en håndfuld tilbage, og de er alle sammen gamle. Den store jødiske begravelsesplads ligner mere en losseplads. Der er ingen til at tage sig af den.
 
 

Her er stadigvæk mange kristne. Mest koptere – men også andre kristne retninger. 9-10 millioner kristne – måske. Jeg tror, at der er færre. Kopterne selv sætter tallet højere, men det er næppe troværdigt. Under alle omstændigheder drukner de kristne i mængden af muslimske egyptere. Den samlede befolkning siges at have passeret 92 millioner for nogle få dage siden.
 
Langt størsteparten af dem bor langs med Nilen, i Kairo eller i deltaet op mod Middelhavet. Et område som kun er godt og vel to og en halv gange Danmarks størrelse. Tænk på Danmark… blot med 37 millioner indbyggere. Det siger lidt om befolkningstætheden i Egypten.
 
 

Og så glemte jeg lige at sige, at der hvert halve år er endnu én million flere egyptere. Altså to millioner flere hvert år!
 
Senere på dagen besøgte jeg ude i Old Cairo et nybygget område, som er holdt i gammel stil. Her bor en masse kunstnere og kunsthåndværkere. I fredags havde de unge fra en af byens kunstskoler her deres årlige udstilling ved semesterafslutningen. Det var en dejlig, livsbekræftende oplevelse at være med til. Ikke bare deres kunst – som sagtens kan klare lidt mere teknik, dybde og livserfaring, men er skøn, uimponeret, naiv og ligefrem alligevel – og under alle omstændigheder en god begyndelse.
 
Den oplevelse i et senere opslag.
 
Her blot nogle af de billeder, jeg tog down town på min spadseretur rundt i byen.
 


 
* Der bliver en gang imellem holdt gudstjeneste i Shaar Ha’Shamayim-synagogen, men det er på grund af staben på den israelske ambassade i Kairo. Ambassaden forsøger også i en vis udstrækning at holde synagogen i orden.
 



 
Og så lige til slut de sædvanlige tekniske informationer til fotonørder som mig selv:
 
Alle mine billeder på denne reportagerejse til Egypten er fotograferet med mit Sony A7R Mark II-kamera. Det er et relativt lille kamera, selvom det har en full frame-sensor med hele 42 megapixel. Jeg har desuden brugt tre forskellige Zeiss-objektiver på det: Et Zeiss Batis 25mm f/2, et Sony/Zeiss 55mm f/1.8 og et Zeiss Batis 85mm f/1.8.
 


Hvis du vil se alle de billeder, jeg tog på denne reportagerejse til Kairo, har jeg lavet et særligt foto-galleri, som du kan se, ved at klikke her.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tilføj kommentar