Fotoudstyr:

Verdens centrum set igennem verdens bedste glas

 
 
Jerusalem er verdens centrum ifølge dette gamle, middelalderlige landkort fra 1580'erne. Hvad er mere passende, end at jeg i verdens centrum tester verdens bedste glas: Mine nye Zeiss-objektiver på mit næsten lige så nye Sony A7R Mark II?

Dette er den første af tre artikler om mine oplevelser med mine nye Zeiss Batis-objektiver. Det er ikke en teknisk analyse, men mere mine første, umiddelbare indtryk fra brugen af de to objektiver i felten.

 


 
JERUSALEM (15.02.2016): På en række gamle, middelalderlige landkort er verdensdelene vist som kronbladene på en blomst. Danmark er overraskende også med – ”Dennemarck” hedder det – men ligger lidt løsrevet fra blomsten helt oppe i verdenskortets nordlige udkant. Sådan er det ikke med Jerusalem, hvor jeg til daglig bor. Jerusalem er selve blomsterkronen. Verdens absolutte centrum.
 
Når man skal fotografere i verdens midtpunkt, hvad er så mere naturligt end at det naturligvis må gøres med verdens bedste glas? Det ene følger lidt af det andet. Og i min bog er det Carl Zeiss, der laver verdens bedste glas og fineste objektiver.
 
 
 
Et af mine første digitale fotografier, fotograferet med et lille amatøragtigt Sony-familiekamera, men det havde et Zeiss-objektiv. Var der bare lys nok, lavede det fantastiske billeder.

Megapixels up-to-a-point
Fotografisk set lever vi i et megapixel-tyranni. Mange tror, at jo flere megapixels (MP) en sensor har, jo bedre er kameraet, og jo bedre fotografier får man. 
 
Sådan ser det i hvert fald ofte ud, når man i ugerne op til jul kigger i fotokædernes kulørte reklametryksager. Antallet af MP figurerer prominent ved siden af de kulørte fotos af små familiekameraer.
 
Sådan er det bare ikke.
 
Eller snarere: Troen på at masser af pixels giver fantastiske fotos, er en sandhed med modifikationer.
 
På små familiekameraer med lille sensorstørrelse er hamrende mange pixels ikke nødvendigvis et gode. Det kan ligefrem være en bagdel, hvis man ønsker at fotografere ved lavt lys. For mange, og derfor alt for små, pixels trængt sammen på en lillebitte sensor, giver støj i skyggeområderne, når man fotograferer i lav belysning. Skruer man for meget op for ISO-værdien bliver støjen bare endnu værre.
 
Har man bevæget sig op i mere professionelle såkaldte full frame-kameraer, hvor sensoren er af samme størrelse som den gammeldags analoge film – nemlig 24x36 mm, så er der så meget plads på sensoren, at man godt kan presse en del flere pixels ind, uden at det hæmmer lysfølsomheden. Den allernyeste teknologi tillader endog, at man i de professionelle kameraer presser endnu mere ind, end man oprindelig skulle tro.
 
Sony’s nye A7R Mark II-kamera, som jeg allerede har skrevet en del om, er helt oppe på 42 MP, hvilket er astronomisk, men de har indført en række nye teknologier – blandt andet en såkaldt bagbelyst sensor – som gør kameraet langt mere lysstærkt, end det ellers ville have været uden at blive hæmmet af støj. Canon har med sine to 50 MP 5Ds- og 5Dsr-kameraer tilsyneladende indtil videre nået grænsen. Canon siger selv direkte, at hvis man vil fotografere i lavt lys, er det stadigvæk bedre at bruge det ældre 5D Mark III-kamera, som ”kun” har 22 MP (hvilket er mere end tilstrækkeligt til formidable billeder selv i kæmpe forstørrelse).
 
 
 
De to lækre Zeiss Batis-objektiver, som den ikoniske tyske objektivfabrikant specielt har udviklet til Sony's A7R Mark II-kamera.

Det er glasset, der gør’et
Så denne lange megapixel-indledning til artiklen her blot for fra starten at nå frem til en af konklusionerne: Nemlig at når man når op over et vist antal megapixels – uden at ville gå ind i en længere debat om et præcist tal, men det kunne det være 12 eller 18 MP – så er det ikke længere antallet af pixels, der er afgørende, men tværtimod kvaliteten af det glas, man sætter foran sit kamera.
 
Det giver altså ikke nogen mening at ofre alle sine sparepenge på et vanvittigt godt kamera, hvis man så kun har råd til et discount-objektiv fra en inferiør producent, for så er man lige vidt.
 
Derfor besluttede jeg for mange år siden, da jeg anskaffede mig mit første full frame Canon 5D Mark
 
 
Glade palæstinensiske drenge leger ved indgangen til Jaffaporten til Jerusalems Gamle Bydel.
II-kamera med en 21 MP-sensor, at jeg hellere ville have færre objektiver, men til gengæld skulle de alle være Canons bedste og mest lysstærke såkaldte L-objektiver. 
 
Det har jeg aldrig siden fortrudt.
 
Canon-udstyret er stadigvæk kernen i mit fotoudstyr, og vil formentlig altid være det. Det er solidt, godt konstrueret, robust, designet efter fotografers behov, og det leverer varen: Fantastiske billeder hver gang.
 
Canons L-objektiver er fantastisk gode.
 
Men det er stort. Stort og tungt. Stort, tungt og imponerende
 
Det kan nogle gange være godt, at have en imponerende fremtrædende. Men det kan også til tider være bedre at være en lille smule diskret og underspillet. Det kan give nogle muligheder, det store udstyr stiller sig i vejen for.
 
 
 
Gammel skomager i Jerusalem slikker lidt solskin på en dag, hvor det føles som om foråret allerede er ankommet (herover). Jeg tog også objektiverne ned til Tel Aviv. Her ligger nogen unge på stranden, selvom vi er midt i februar?!?

Sony/Zeiss-kombinationen
Nu har jeg, som de fleste der følger mig på nettet sikkert ved, anskaffet mig et Sony-udstyr. Men, som ovenfor nævnt, ikke som erstatning for, men snarere som supplement til mit Canon-udstyr. Som det lette, diskrete udstyr. Derfor har jeg også besluttet, at jeg kun vil have objektiver med faste brændvidder. Kun et par stykker. Ikke bare det. Jeg vil have dem i det ædleste glas, man kan få: Nemlig objektiver fra Carl Zeiss.
 
I mit eget hoved vil en fantastisk Sony 42 MP, bagoplyst sensor med det sublime Zeiss-glas foran, være noget nær det nærmeste, man kan komme et mellemformat Hasselblad- eller Phase One-kamera, uden at skulle pantsætte sit hus.
 
 

Mit mål var at få Zeiss’ to Batis-objektiver – et 25 mm f/2 og et 85 mm f/1.8, som er fremstillet specielt til Sony’s full frame A7-kameraserie. Men de to objektiver var stadigvæk ikke til rådighed, da jeg fik mit kamera. Derfor fik jeg, blot for at have noget at fotografere med, det Sony-producerede Zeiss 55 mm f/1.8-objektiv.
 
Det var bare en nødløsning. 
 
Ikke noget jeg havde store forventninger til.
 
Men hold da helt op, hvor blev jeg overrasket.
 
Det er et fabelagtigt lille, lækkert objektiv.
 
Superhurtig autofokus. Kniv-, kniv-, knivskarpt. Fine farver og kontrast. Sprøde og flotte billeder, som – selvom det er et Sony-produceret objektiv – emmer af Zeiss-kvalitet.
 
Jeg har lige fået mit Batis 85 mm. 25 mm’eren har jeg haft i et par måneder, og 55 mm’eren og kameraet en måned længere. Dermed er mit udstyr komplet. Jeg skal ikke have mere. Det skal nemlig være det lille, diskrete udstyr, jeg bruger, når det store, imponerende og imposerende (lyder ikke som et dansk ord) Canon-udstyr vil virke for overvældende og påtrængende.
 
Artiklen her er en oversigt over mine første erfaringer med de tre Zeiss-objektiver. Men først lige et par bemærkninger om Zeiss-glasset.
 
 
 
Som arkæolog i en for længst glemt fortid arbejdede jeg med Hasselblad og Zeiss-objektiver (herover). Nu har jeg af ren og skær gammelmandsnostalgi købt mig mit eget Hasselblad og et par Zeiss'er (herunder).

Verdens ædleste glas
Blandt fotografiets mange objektivproducenter er der nogle få, der rager pænt op over alle andre. De allerbedste, mest ædle, blandt disse er Leica og Zeiss. Begge tyske fabrikanter med en lang, lang historie. Der fremstilles naturligvis også andre fine objektiver. Men disse to mærker indtager en helt unik position.
 
Fra min tidligste ungdom er det blevet banket ind i mit hoved, at Zeiss-objektiver er verdens bedste.
 
I de år, hvor jeg arbejdede som arkæolog, blev al registrering på udgravningerne foretaget med Hasselblad-kameraer med Zeiss-objektiver påmonteret.
 
”Vi skal registrere og dokumentere alt i så mange detaljer som muligt, mens vi graver og stadigvæk har mulighed for det”, bankede museets inspektør ind i hovedet på mig. ”Når udgravningen er færdig, er der ikke længere nogen, der kan gentage den. Vi ødelægger, mens vi undersøger. Derfor skal vores foto-dokumentation være den allerbedste, som det er
 
 
teknisk muligt at lave.”
 
På Hasselblad-kameraerne kunne man undervejs udskifte filmmagasinerne, og derfor kunne man fotografere nøjagtigt det samme motiv med både farve og sort-hvid-film, forskellige lysfølsomheder, infrarødt og så videre. Og samtidig sikrede de fantastisk skarpe, utrolig detaljerige T*-coatede Zeiss-objektiver, at alt der kunne ses i virkeligheden, også kunne observeres på fotografierne. Nogle gange endog mere, end man kunne se med det blotte øje.
 
Zeiss’ objektiver er stadigvæk blandt verdens allerbedste.
 
Da jeg efter mange års pause i mit fotografi endelig på vej ud på en reportageopgave i Afghanistan købte mig et lille digitalt amatørkamera – mit første digitale fotografiapparat – blev det et 3.2 MP Sony Mavica, som i sig selv var OK, men ikke noget at skrive hjem om, men det havde en Zeiss-linse påmonteret. Det skulle bruge ret meget lys, men kunne man levere det, lavede det til gengæld helt fantastisk flotte billeder.
 
Mange år senere købte jeg så et gammelt analogt Hasselblad-kamera og fik så igen disse fantastiske T*-coatede Zeiss-objektiver at lege med. Et dejligt gensyn. Dette tyske glas er helt i en klasse for sig selv.
 
Jeg havde en hemmelig drøm om også at investere i et Hasselblad CFV-50c-digitalt bagstykke til dette klassiske Hasselblad-kamera. Da jeg så senere så, at prisen for det er kr. 105.000,- (lige nu er der dog hos Goecker et slagtilbud på kr. 75.000,-), blev det klart, at jeg mindst måtte vinde en Nobelpris for et eller andet, hvis det nogensinde skulle kunne lade sig gøre. I mellemtiden blev jeg nødt til at forsøge at opnå en lignende kvalitet på anden vis.
 
Da Sony så begyndte at bryde med konventionerne, og kom med deres spejlløse, full frame-kameraer i A7-serien, og A7R II’eren med 42 MP kort tid senere blev annonceret, samt at Zeiss ville udvikle nogle helt særlige objektiver specielt til denne kamera-serie, så var der pludselig noget der syntes som en virkelig slagkraftig kombination og et prismæssigt meget mere attraktivt alternativ.
 
Det måtte jeg prøve.
 
 
 
Dejlige lysstærke objektiver som også tegner fantastisk er en gave at have, når man fotograferer et dunkelt sted som Gravkirken i Jerusalem.

I mellemtiden en lille behagelig overraskelse
Som nævnt fik jeg kun 55mm’eren fordi Batis-objektiverne endnu ikke var kommet, da mit Sony A7r Mark II lå klar til afhentning i Click Svendborg. Sony/Zeiss 55mm’eren skulle blot gøre det muligt for mig at lære Sony-kameraet at kende, indtil jeg fik de ”rigtige” Zeiss-objektiver.
 
Men hvor blev jeg overrasket.
 
55 mm’eren, som i det zeiss’ske ekspertsprog også hedder et Sonnar-objektiv, er bare så godt, at jeg i starten slet ikke var interesseret i mit nye kamera, men tværtimod mere optaget af at finde ud af, om objektivet virkelig var så godt, som det så ud til at
 
 
være.
 
Den lille, lette Sony/Zeiss-linse er så skarp, hurtig, sprød, fintegnende… helt igennem fantastisk. Langt, langt bedre end jeg havde forventet. En lille, diskret juvel af et objektiv. Den gør ikke noget væsen af sig selv, men den gør et helt igennem formidabelt stykke arbejde.
 
Jeg frygtede lidt, at det bare var mig, der ikke var kritisk nok og alt for let at imponere. Derfor begyndte jeg at læse en masse anmeldelser af objektivet på nettet for at se, hvad andre mente om det. Og – interessant nok – alle var lige så imponerede, som jeg var. Flere anmeldere sammenligner ligefrem den lille, relativt billige Sony/Zeiss Sonnar 55mm f/1.8 med den tyske objektivfabrikants absolutte flagskib Zeiss Otus 55mm f/1.4.
 
Otus-linsen er den bedste. Det levnes der ingen tvivl om. Men den lille Sony-fremstillede Sonnar-linse kommer meget, meget tæt bagefter. Og mens den manuelle Zeiss Otus 55mm’eren koster ikke mindre end kr. 27.000,-, så kan man få sig Sony/Zeiss 55mm’eren med autofokus til omkring kr. 8.000,- 
 
Det er da også værd at tage med i sammenligningen.
 
Et helt igennem fantastisk objektiv, som jeg på det allervarmeste kan anbefale enhver.
 
 
 
Et par jøder vandrer hjem igennem bazaaren i Jerusalems gamle bydel, efter at have været nede for at bede ved Grædemuren.

Sexede Batis-former
Batis-familien er dog noget helt specielt. 
 
Alene udseendet er lækkert på en hel ny måde. Designet er noget særligt. De smukke, svungne, næsten feminint, sexede linjer er tydeligvis taget direkte fra Otus-serien. Senere er der også kommet en Zeiss Milvus-objektivserie med de samme sensuelle, bløde linjer.
 
Der er ingen kanter. Alt er rundt, jævnt, nærmest skulpturelt. Alene udseendet bliver man forelsket i. Ingen knapper, ingen fremspring. Fokuseringsringen er heller ikke nubret eller rillet, som på andre objektiver. Den er beklædt med matsort gummi, som flugter helt med resten af objektivets halvmatte metaloverflade.
 
Batis-objektiverne er Zeiss’ første med autofokus. Sony/Zeiss-linserne har også autofokus, men de er produceret af Sony. Zeiss-producerede objektiver har indtil nu alle været med manuel fokus. Batis er et brud med den tradition. Men det virker perfekt. Naturligvis kan man, hvis man ønsker det, slå autofokus fra på kameraet, og selv manuelt klare fokuseringen, hvis man har det bedre med det.
 
Når man slår over på manuel fokusering, så lyser et lille LED-display op ovenpå objektivet. Herpå kan man aflæse fokuseringsdistancen samt dybdeskarpheden, som automatisk ændrer sig, i takt med at man ændrer blænderåbningen.
 
 
Et natligt kig ind igennem vinduet til køkkenet på en Tel Aviv-café.

I starten syntes jeg mest af alt, at det lignede et smart reklame-stunt. Men så begyndte jeg at bruge den manuelle fokusering. I særdeleshed når jeg skal lave aften eller natbilleder med meget lang eksponeringstid. Altså når der ikke er noget lys. Og præcist når der ikke er noget lys, har man svært ved at se noget igennem søgeren, og så er det faktisk en stor hjælp med det oplyste display. 
 
Da jeg fik objektivet, rynkede jeg på næsen over den feature. Nu elsker jeg den.
 
Det første, jeg tænkte, da jeg fik mit første Batis-objektiv i hånden, var, at det er meget lettere, end jeg ville have troet. De fleste objektiver af den lysfølsomhed og konstruktion plejer at være tungere. Men 25mm’eren er en letvægter på 335 gram og 85mm’eren vejer kun 475 gram. 
 
Det andet er konstruktionen.
 
De to objektiver er virkelig bygget solidt. Objektivtromlen… hvad hedder den? Røret? Karosseriet? På engelsk kalder man det ”lens barrel” – ”linse tønden”… men det lyder jo helt skørt. Jeg kalder det objektivrøret. Objektivrøret er helt igennem af metal. Det oser langt væk af kvalitet, og man føler virkelig, at det kan klare den hårde behandling, professionelt udstyr altid bliver udsat for.
 
 
 
Den latinske patriark ankommer til Gravkirken i Jerusalem. Farverne er lækre igennem Zeiss-glasset på de ultraskarpe objektiver.

Lidt ris - rigtig og urimelig
Naturligvis er der også kritik. Sådan er det altid. Men det er ikke megen kritik, jeg kan finde på at fremhæve her, for der er virkelig tale om et par ret perfekte objektiver.
 
Først en lidt urimelig kritik. 
 
Jeg har bandet nogle gange, fordi der pludselig skete noget, og jeg havde det "forkerte" objektiv på. Ville have været bedst med 85mm’eren, men det var 25mm’eren, der sad på kameraet. Jeg har helt klart ”misset” nogle hurtige motiver på grund af det. Der er jo tale om objektiver med fast brændvidde (det man på engelsk kalder prime lenses), og ikke zoom-linser.  Men det er jo ikke en rimelig kritik at komme med af de to Batis-objektiver. For det ved man jo på forhånd. 
 
Jeg vil i en senere artikel komme tilbage til nogle af prime-linsernes vidunderligheder sammenlignet med zoom-objektiverne. Men det er jo også lige så klart, at zoomlinser – med de begrænsninger de har – kan noget, som prime-linserne ikke kan.
 
Men – uanset at det er en urimelig kritik - og jeg havde svoret, at jeg nu kun ville fotografere med faste brændvidder, så overvejer jeg faktisk at anskaffe en af Sony’s nye G-Master zooms – fordi jeg må indrømme, at objektiver med fast brændvidde er bedst til en langsommere slags fotografi, end den form, jeg normalt gør mig i.
 
Det var den urimelige kritik.
 
En mere reel kritik er det, at jeg har opdaget, at min 85mm nogle gange kan "jagte" eller søge lidt efter fokus i dårligt belyste omgivelser. Fokus suser frem og tilbage uden at fange motivet. Enkelte gange i lang tid, måske kun i nogle sekunder, men alligevel så længe, at motivet igen er forsvundet og jeg ikke fik mit billede. Retfærdigvis har jeg oplevet nøjagtigt det samme med mit Canon EF 85mm f/1.2 L-objektiv, som også hører til Canons fornemmeste klasse af glas. Det er dog irriterende ikke desto mindre.

 
 
Jeg elsker den lille dybdeskarphed, man får med Batis 85mm-objektivet (herover). Selv 25mm'eren (herunder) kan, selvom det er en vidvinkel, også godt måle sig med en lille dybdeskarphed og en lækker bokeh.

Endnu flere roser
25mm’eren er derimod altid hurtig og præcis med fokuseringen. Den har jeg slet ikke noget at udsætte på. Superhurtig! Knivskarp! Hver gang. Uden undtagelse.
 
85’erens virkelig force er som portræt-objektiv. Jeg elsker at lave portrætter med en virkelig lille dybdeskarphed. På blænder 1.8 eller 2. Det står bare så flot. Skarpt som et barberblad i midten og en lidt mere cremet effekt ude i kanterne ved 1.8. Jeg elsker det. Det er bare sååå smukt.
 
Billedkvaliteten er uden sidestykke med de to objektiver her. Intet mindre.
 
 

At Zeiss-objektiver er skarpe – nej, ultra-skarpe – kommer ikke som en overraskelse for nogen, der nogensinde har arbejdet med en linse produceret af Carl Zeiss. Men det er ikke bare det, der er skarpt, der gør et Zeiss-objektiv til noget helt særligt. Det er også det, der ikke er skarpt. Det lyder sikkert underligt for mange. Men hvordan et objektiv tegner de områder af fotografiet, der er ude af fokus, betyder også meget. Bokeh er det japanske ord, fotografer bruger til at beskrive kvaliteten af disse uskarpe områder på et fotografi. Især hvis der er små højlys – for eksempel lamper eller andet – i de uskarpe områder, er det afgørende hvordan disse lyspletter bliver aftegnet. Det handler både om glassets kvalitet, og måden blænderen – iris’en inde i linsen – er konstrueret på. 
 
Når det handler om bokeh er Zeiss (og Leica) i særklasse. Ingen kan måle sig med disse to mærkers bokeh. Og disse to Batis-objektiver skuffer heller ikke på det område.
 
Både det, der er skarpt, og de der ikke er det, står fantastisk flot. Fantastisk!!!
 
Farvegengivelserne er også typisk Zeiss.
 
Det er svært at beskrive i ord, men Zeiss-objektiver gengiver farverne på en særlig delikat, en lille smule pastelagtig måde. De blålige farver er helt specielle, men også de gule og orange nuancer. Til sammen har Zeiss et helt særligt look, som man også kan glæde sig over med Batis-objektiverne.
 
En smuk kontrast får man også. Det nyder man naturligvis godt af på ethvert type fotografi, men særlig når man laver sort-hvide billeder, kommer den kvalitet særligt til sin ret.
 
 
 

Uskarphed med skarpe objektiver
Det er måske lidt spildt for en fotograf af min slags at bruge mange penge på at købe dyrt fotoudstyr, for jeg kan i virkeligheden godt lide uskarpe billeder. 
 
Det meste af det vil ikke være værd at vise her, for her skal jeg jo vise, hvor gode disse objektiver er, og da er evnen til at lave lækre, udkarpe, udtværede billeder næppe et salgsargument. Men I får alligevel et par stykker. Her af den lidt mere uskyldige af slagsen.
 
 
Fart over feltet: Udtværet og uskarpt bevægelsesslør lavet med et superskarpt objektiv. Det kan jeg godt lide. Politiet i Jerusalem (øverst) og en cyklist i Tel Aviv.

Fotografi er jo i princippet at fastfryse livet i et brøkdel af et sekund. Og fryser man tingene, er det svært at se, at ting også er i bevægelse. Det kan man dog godt vise ved at fotografere med en langsom lukkertid og så følge ting eller mennesker i deres bevægelse. Er man heldig står motivet skarpt, mens omgivelserne er tværet ud i et bevægelsesslør.
 
Så selvom disse linser er ultraskarpe, så skal man naturligvis ikke lade sig tyrannisere af det. Man kan sagtens alligevel lave de uskarpe, udtværede billeder, jeg holder så meget af.
 
 
Bedre end Leica M
Jeg vil altid se mit nye Sony A7R II-kamera i et Leica M-perspektiv. Det gør jeg, fordi det var for at fylde det hul ud, der opstod, da jeg skaffede mig af med min Leica M9’er, at jeg købte det lille, lækre Sony-kamera. 

Mit Canon-udstyr er lækkert, og det er også stadigvæk "arbejdshesten" i det meste af det, jeg laver, men det har efterhånden vokset sig stort, tungt og lidt uhandy. Derfor anskaffede jeg mig i sin tid det lille Leica M9-kamera. Da det viste sig som en stor skuffelse, måtte jeg se mig om efter noget andet. Det var på det tidspunkt, Sony begyndte sin A7-serie. Da så A7R Mark II'eren kom med sin full frame sensor med hele 42MP, så var det bare et spørgsmål om at finde nogle objektiver, som var lige så gode som Leicas.
 
 
Sony Batis 85mm'eren er et lækkert portræt-objektiv. Især når den portrætterede sidder stille.

Med de to nye Zeiss Batis-objektiver er jeg ikke længere i tvivl. Sony/Zeiss-kombinationen er fantastisk. Til mit temperament langt bedre end Leica. Og ikke så lidt billigere. 

En tidligere ingeniør fra Leica er ligefrem i fotolitteraturen blevet citeret for at mene, at Sony A7R II'eren med en adaptor til Leica M-objektiver, er det bedste kamera til Leica's egne linser.

Jeg er ret overbevist om, at mit Sony-kamera med de to Zeiss-objektiver, vil gøre mig meget mere tilfreds, end mit Leica nogensinde gjorde.

I betragtning af kvaliteten, Zeiss-oprindelsen og andre objektivers pris, så synes jeg faktisk, at Zeiss' to Batis-objektiver er et fund til prisen.

Zeiss Batis 25mm f/2 koster med moms omkring kr. 10.300,-
Zeiss Batis 85mm f/1.8 kan man få til kr. 9.500,-

Jeg behøver næppe at skrive det direkte, for af det ovenstående burde det være klart: Jeg er voldsomt begejstret for mine to Zeiss-objektiver og kan varmt anbefale dem til alle, der køber Sony-kameraer med E-bajonetfatningen. Jeg vil næsten sige, at de to objektiver burde få mange til at netop at vælge Sony, bare for at kunne fotografere med dette lækre Zeiss-glas - verdens bedste.

 
Kommende artikler om Batis-objektiverne
Jeg har planlagt tre artikler i denne serie. Næste artikel om de to Zeiss Batis-objektiver bliver en smule mere tør. Her sammenligner jeg Zeiss-objektiverne med de to lignende Canon-linser: Canon EF 24 mm f/1.4 og EF 85 mm f/1.2 begge L-objektiver i Mark II-udgaverne. Det bedste Canon kan fremvise.
 
Den tredje artikel, jeg planlægger i denne serie, forsøger jeg at vise, hvad Zeiss-objektiverne kan udrette indenfor de fotografiske genrer, jeg har anskaffet dem til – nemlig: Rejsefotografi, landskaber og portrætter, og så se, om de kan klare at blive udstillet i kæmpemæssige forstørrelser. Denne sidste artikel må jeg af forskellige praktiske grunde vente med indtil marts/april.
 
* * *
 
Interessante links:
Digital Photography Review’s anmeldelse af Sony/Zeiss 55mm f/1.8.
 
Michael Reichmann’s og Kevin Raber’s fra The Luminous Landscape’s anmeldelse af de to objektiver.
 
Ken Rockwell’s anmeldelse af samme objektiv.
 
The Phoblographer’s oplevelser med 85mm’eren.
 
Her en sammenligning mellem Zeiss’ Batis- og Otus-objektiver.
 
 
 





 
Tilføj kommentar
 
 
3 Kommentarer: