…så er han villig til at se igennem fingre med visse småfejl og problemer. Her kommer anden del af mine oplevelser med og anmeldelse af mit nye Sony A7R Mark II-kamera.

---

 

JERUSALEM (28.11.2015): ”Excuse me! Excuse me! Sir!!! Have a look. Please have a look. Come inside and have a look!”
 
Den midaldrende palæstinenser kigger bedende på mig og fører indbydende med en fejende bevægelse begge hænder ind mod hans lille forretning, som om han forsøger at feje mig med ind.
 
De handlende i Jerusalems Gamle Bydel er desperate. 
 
For år tilbage ville gyderne i bazaaren være fyldt til bristepunktet med lokale og turister. Næsten som en rasende flod, som man blev revet med af. Den gang havde de handlende ikke problemer. Men sådan er det ikke længere. Den anspændte situation, de mange palæstinensiske terroraktioner og frygten for at det kan blive endnu værre, skræmmer mange turister væk fra området. Nu er her næsten tomt. Der er hverken mange turister eller pilgrimme, og de handlende lider.
 
Jeg tænker, at jeg da altid kan kigge indenfor, og så måske også tage et par billeder af manden og hans kulørte varer, så jeg griber mit nye Sony A7R Mark II-kamera, som jeg er taget herind for at prøve. 
 
”Shit!”
 
Der er kun 28% tilbage på batteriet, opdager jeg, og i samme øjeblik husker jeg også, at de fire andre batterier, jeg opladede i løbet af natten, står og glaner hjemme på mit skrivebord, hvor de ikke gør meget gavn. Tåbeligt. Der ikke strøm til ret mange billeder, så jeg bliver nødt til at økonomisere med optagelserne. Derfor takker jeg venligt nej tak til at kigge indenfor i den ulykkelige mands forretning. Disse små møder i bazaaren giver ellers ofte gode små interviews og også ind imellem fine billeder. 
 
Et af dette kameras svagheder er desværre, at det sluger batteri med samme glubende appetit, som min søn spiste ispinde, da han var lille. På en fuld opladning får jeg kun mellem 250-300 billeder. Nogle gange en lille smule mere, men det er alt i alt forfærdelig lidt. Derfor har jeg anskaffet fire ekstra batterier, som jeg dog ikke får megen gavn af i dag, når de er glemt derhjemme. 

Jeg er taget ind til Jerusalems Gamle Bydel for at fotografere lidt med mit nye Sony-kamera, så jeg kan få skrevet den anmeldelse færdig, som jeg allerede har offentliggjort første halvdel af her på min hjemmeside. Jeg har besluttet, at jeg til anden del af anmeldelsen vil ind i Den Hellige Gravs Kirke – kristendommens helligste sted, eller Gravkirken som de fleste kalder den. Mere om det om lidt. Først et par ord om min uvidenskabelige kameratest.
 
Jeg er ikke en teknisk anmelder. Jeg går ikke systematisk til værks. Trawler igennem hver eneste menu og prøver alle kameraets funktioner. Jeg fotograferer heller ikke gråskalaer og opsætninger, for at checke om objektiverne er skarpe helt ud i hjørnerne ved hver eneste blænderåbning. Det er der masser af andre på nettet, der gør langt bedre end mig. Det, jeg gør, er bare, at jeg går rundt og fotograferer. Bruger kameraet som de fleste andre også ville gøre det, og så skriver jeg mine indtryk. Føler jeg, at kameraet arbejder sammen med mig, eller skal jeg hele tiden slås med det, for at få de billeder, jeg drømmer om? 
 
Jeg har tidligere haft kameraer, som jeg langtfra var tilfreds med. Det handler ikke om det er dyre kameraer til professionelle, der er tale om, eller om udstyret er billigt og tiltænkt hobbyister. Det handler om, om det virker. Kan udstyret det, det lover, og som man med al rimelighed burde kunne forlange? Leverer det kvalitetsresultater? Er det nemt og ligetil at arbejde med? Er det pengene værd?
 
Jeg har for eksempel tidligere haft et Leica M9-kamera – enhver fotografs drøm – som bare ikke på nogen måde levede op til mine forventninger. Det var efter min mening en udstyrsmæssig fortidslevning, der lidt som en teknisk anakronisme var blevet beamet ind i den moderne tidsalder. Et kamera der levede højt på et renommé, det med rette havde opnået i første halvdel af det forgående århundrede, men som desværre ikke var fulgt med tiden. M9’eren var Leicas forsøg på at hale ind på nutiden. Efter min mening med svigtende held.
 
Mit nye Sony A7R Mark II er i virkeligheden erstatningen for dette Leica M9-kamera, som jeg heldigvis fik solgt. Til mange af mine fotoprojekter vil jeg stadigvæk først og fremmest bruge mit kæmpestore Canon-udstyr, som jeg ikke har noget som helst at udsætte på… andet end at det er stort, hvilket jo er min egen fejl. Leica’en købte jeg for at have et lille, let og diskret højkvalitetskamera med full frame sensor og et eller to ligeså gode objektiver. Nemt at have med i en skuldertaske. Og noget der ikke vender op og ned på virkeligheden, når man tager det frem, fordi folk pludselig tror, at de skal i Billedbladet. 
 
Det er den rolle mit nye Sony-kamera skal udfylde.


Virker det så?
Og nu tilbage til Jerusalems Gamle Bydel og Gravkirken. Det er altid godt at gå ind i Gravkirken for at teste et nyt kamera. Kirken er et sted, hvor der altid er kulørte, eksotiske og fotogene motiver i massevis, og så er lysforholdene lidt af en udfordring. Nogle steder er der et meget stort spring mellem stærkt højlys og meget dybe skygger, der er blåligt dagslys blandet med glødelamper og lysstofrør, og andre steder er det så dunkelt, at det næsten kun er stearinlys, der lyser en smule op.
 
Det er også et sted, hvor man ikke vil bruge flash, fordi det vil ødelægge stemningen. Det handler altså om at fotografere så tæt på som muligt, uden at komme med et skræmmende lysglimt; med et kamera der trænger sig så lidt på som muligt, og få så gode fotografier ud af det som muligt.
 
På det område synes jeg, at Sony A7R Mark II’eren til fulde lever op til forventningerne. Overstiger dem måske en smule.
 
Når man har lært kameraet lidt at kende, fået det indstillet korrekt og har vænnet sig til dets særheder (alle kameraer har deres særlige særheder), så er det faktisk nemt at arbejde med. Det er ret lydsvagt, så det forstyrrer ikke. Folk opdager ofte slet ikke, at de bliver fotograferet. Jeg går dog tit meget tæt på, men selv da, synes det lille kamera ikke at vække den store opsigt. 
 
Samtidig synes jeg, at det tager formidabelt gode billeder. Selv i meget lavt lys, hvor jeg skruer vildt meget op for ISO-værdien. Der kommer lidt støj inde i skyggeområderne, når ISO-værdien er oppe på over 2000 ISO. Men det er ikke noget, der er værd at skrive hjem om, og alle kameraer vil have støj oppe i det nabolag. 
 
Man kan sagtens gå endnu længere op i ISO-værdi, men jeg kan egentlig godt lide mine billeder lidt mørke. Det gengiver også mere autentisk stemningen inde i kirken, synes jeg. Selvom der visse steder var ret dunkelt, så har jeg ikke fotograferet med højere ISO-værdi end 2500, hvilket kameraet med lethed klarer.
 
Nogle gange betyder det, at jeg må fotografere med meget lang lukkertid. Nogle gange bliver den for lang. Men jeg er overrasket over, hvor meget Sony’s forsøg på at dæmpe rystelserne fra den første version af dette kamera til Mark II-udgaven har virket. Jeg har taget flere fine, skarpe billeder håndholdt helt ned til 1/15 sekund. 
 

Verdens bedste glas
Zeiss, Zeiss, Zeiss… Åhhh, jeg elsker Zeiss. 
 
Hold da helt op hvor laver de gode objektiver.
 
Vi fokuserer så meget på kameraerne. Men det er glasset, der gør forskellen. Og Zeiss gør en forskel.
 
Efter mange års pause i mit fotografi, som indtil da udelukkende havde været analogt, så købte jeg i 2001 på vej igennem Heathrow Airport et lille, ikke særlig dyrt amatøragtigt, digitalt Sony-kamera. Jeg havde egentlig ikke nogen ambition om at ville begynde at fotografere seriøst igen, men jeg var sammen med en TV-kameramand fra TV2 på vej til det krigshærgede Afghanistan og Pakistan, så jeg tænkte, at jeg bare ville have et lille kamera, så jeg kunne tage et par snapshots fra reportagerejsen.
 
Det var et lille Sony-kamera med kun 3,2 MP. Ikke særlig meget. Det var heller ikke voldsomt lysfølsomt. Men det havde en Zeiss-linse. En fantastisk linse. Kameraet var OK, men objektivet var det, der gav de fantastiske billeder.
 
Man kan også sige, at alene en jagt efter mange pixel – selvom det ofte er det, kameraproducenterne markedsfører deres apparater på – er tåbelig oig ligegyldig. I hvert fald som det eneste parameter. Er man først oppe over en 6-8 megapixel (MP) i et godt kamerahus, så begynder det at blive kvaliteten af det glas, man sætter foran sin sensor, der er afgørende for billedkvaliteten.
 
Så udover at det klart betyder noget, at Sony’s A7-serie er kameraer i et kompakt hus, der emmer af fræk, ukonventionel nytænkning (det modsatte af Leica) og høj billedkvalitet, og for A7r Mark II-udgavens vedkommende med en interessant ny, 42 MP, bagbelyst sensor, uden noget low pass-filter i en 5-akset stabiliseringsophængning – så er det helt afgørende for mig, at kameraet også har ordentlige objektiver. Og alene det, at Zeiss laver en række objektiver specielt designet til Sony’s A7-serie, er et overbevisende argument for mig. Sammen med Leica er Zeiss uden sidestykke denne verdens allerbedste producent af fotografiske objektiver af allerhøjeste kvalitet. Derom er der slet ikke nogen diskussion.
 
Jeg vil ikke have et hav af objektiver. Et af mine formål er præcist, at mit Sony/Zeiss-udstyr skal være let, lille og uanseeligt for omgivelserne. Synes ufarligt og ikke påtrængende. Oprindelig var min plan, at jeg udelukkende ville have de to Zeiss Batis-objektiver. Et 25mm med f/2 og et 85mm f/1.8. Men de to objektiver var endnu ikke kommet, da kameraet var klart. Derfor fik jeg A7r II’eren med et 55mm f/1.8-objektiv, som, selvom det er et Zeiss-objektiv, er fremstillet af Sony – efter Zeiss specifikationer. 
 
Det kunne man så rynke på næsen over. Og det gjorde jeg også. Lige indtil jeg prøvede det.  

Hold da helt op!
 
Det er fantastisk. Helt fantastisk.
 
Ultrahurtig fokusering. Og det er skarpt helt over i det vanvittige. Man kan se hvert eneste stykke hår i folks øjenbryn. 
 
Jeg har aldrig været begejstret for normal-området omkring 45-55mm. Jeg synes at det er kedeligt. Derfor tænkte jeg, at jeg kun ville bruge dette objektiv, indtil jeg fik 25’eren og 85’eren. Der tog jeg imidlertid fejl. Det her objektiv er så godt, at jeg er blevet helt forelsket i normal-området igen. Det skaffer jeg mig aldrig af med igen.
 
I andre, rigtige eksperters anmeldelser af Sony/Zeiss 55mm f/1.8’eren kan jeg også se, at de er lige så himmelfaldne, som jeg er. Flere sammenligner dette lille, relativt billige objektiv med Zeiss’ absolutte flagskib – Zeiss Otus 55mm f/1.4, som regnes for et af verdens allerbedste objektiver, og som også koster en mindre herregård.
 
Zeiss Batis 85mm’eren har jeg endnu ikke fået, men lige inden jeg rejste fra Danmark for nogle få dage siden, fik jeg en SMS fra Brian Bang i Click Svendborg, at min 25mm f/1.8’eren lige var ankommet, så den nåede jeg heldigvis at få med tilbage til Israel.
 
Det er også et fabelagtigt objektiv. 
 
Dette stykke avanceret glas – sammen med A7r II’erens fantastiske 42 MP sensor – bør kunne levere nogle helt exceptionelt flotte fotos.
 
Eneste problem er, at med alle disse fabelagtige elementer i fototasken, så er det nu mig, der er kædens svageste led. Det er mine evner som fotograf, der bliver udfordret. Udstyret kan der ikke siges meget på. Det kan levere billeder så gode som det overhovedet kan tænkes. Eneste begrænsning er mig. Hvad kan jeg få til at ske og udfolde sig foran denne pakke af fotografisk højkvalitet?
 

Andre objektiver
En af Sony A7-kameraernes andre fordele er, at fordi de er mirrorless – spejlløse – samtidig er smallere, eller tyndere. Der skal jo ikke være plads til et spejl, der vipper op og ned, når der fotograferes. Det betyder, at der i stedet er plads til at sætte en adapter foran kameraet, og dermed kan man – udover de objektiver der er skabt til kameraet – også bruge en lang række andre linser, som ellers oprindelig er lavet til DSLR-kameraer. Det betyder, at jeg i princippet også kan bruge alle de Canon EF-L-objektiver, som jeg har til mine 5D Mark III-kameraer.
 
Jeg ville også kunne bruge Leica M-objektiver og alt muligt andet. Der er også allerede dem, der er begyndt at matche dette supermoderne kamera op med sjove, oldgamle, klassiske objektiver for at se, hvilken virkning, der kommer ud af det. 
 
Det er endnu en kvalitet, der betyder at A7-serien åbner op for nye sjove, anderledes, skæve, kreative muligheder og forsøg.
 
Sony A7R Mark II’eren arbejder via en Metabone-adapter fint sammen med de fleste af mine Canon-objektiver, men der er problemer med auto-fokuseringen når jeg bruger min 14mm supervidvinkel og også når jeg forsøger mig med min 100-400mm telezoom. De mange linser, jeg har, der ligger der imellem, fungerer perfekt på Sony’en.
 

Batterier og strøm et problem
Men alt er ikke kun fryd og gammen. Der er også problemer.
 
Jeg har allerede indledningsvist nævnt, at kameraet er en strømsluger. Eller snarere: Batterierne er meget små og bliver hurtigt tømt.
 
Kameraet kommer med to batterier, og det er der en grund til.
 
Den måde jeg fotograferer på er selv to batterier ikke nok. Jeg har allerede fået tre mere, som jeg altid har med i skuldertasken – eller bør have med. Det lykkedes ikke helt i dag, og derfor blev min fotoudflugt meget kort. 
 
Man kunne også anskaffe sig et batterigreb, som ganske vist vil give mere at holde fast i, men som også betyder, at kameraets diskrete lidenhed går fløjten, og så er én af fordelene gået tabt. Så et arsenal af ekstra batterier i tasken er løsningen, selvom det heller ikke er nogen ideel situation. 
 
Opladningen af batterierne er så oveni købet også er ret langsommelig, så måske skal man også til at overveje, om man på større opgaver skal have sig en ekstra oplader med, blot for at sikre, at alle batterier kan nå at blive fuldt ladet op, mens man spiser aftensmad. Dog kommer kameraet udover med en batterioplader også med en transformer, så man kan oplade et andet batteri, mens det sidder i kameraet. Men så er kameraet jo samtidig ude af funktion.
 

Skørt, ulogisk menu-system
Jeg har i så mange år fotograferet med forskellige udgaver af Canon-kameraer, og de minder alle mere eller mindre om hinanden rent betjeningsmæssigt. Layout for knapper, menuer og funktioner næsten ligger i mine gener. Derfor er det lidt af en udfordring pludselig at skulle vænne sig til et andet kamera med andre traditioner og andet design. Men det er jo ikke kameraets skyld. Det er blot et spørgsmål om fotografens tilvænning.
 
Alligevel synes jeg, at Sony’ens opbygning af menu-systemet er forbavsende dårligt og mangler en overordnet logik.
 
Når jeg skal ændre noget på et af mine Canon-kameraer, er det ret klart, hvor i menu-systemet man går ind. Med Sony’en sidder jeg og bladrer frem og tilbage. Når jeg endelig finder menuen, spørger jeg tit, hvorfor pokker den er placeret, hvor den er.
 
Menuerne er rodede, svære at forstå og finde rundt i, og systemet synes ikke særlig gennemtænkt eller logisk. Det gør det besværligt og langsommeligt at omstille kameraet fra en setting til en anden. Især hvis man tit skifter mellem at fotografere og filme video. De forskellige settings, der har med videooptagelser at gøre, står ikke samlet ét sted, men er spredt rundt imellem alle øvrige emner i menuerne.
 
Den danske oversættelse af menuerne er visse steder helt skandaløs dårlig. 
 
Vil man formatere sit hukommelseskort og klikker ind under det, så står der:
 
”Alle data slettes. Formater?” 
 
Så langt, så godt. Men så kommer mulighederne: 
 
”Angiv”, ”Fortryd”, står der?!?
 
”Angiv”???
 
Hvorfor ikke ”Bekræft” eller ”Ja”. ”Angiv”? Det lyder som om man angiver nogen til myndighederne.
 
Der er flere af samme slags. 
 
Jeg har taget konsekvensen og har bedt kameraet kommunikere med mig på engelsk. Men så er Sony’s udgift til en oversættelse jo lidt spildt.
 

En støvsuger?
Skifter man ofte objektiv, og det gør man jo, især hvis man som jeg fotograferer med faste brændvidder og ikke zoomlinser, så er der ofte åbent ind til den ubeskyttede sensor. Netop fordi Sony A7-serien er såkaldte mirrorless-kameraer, så er der ikke noget spejl eller andet mellem virkeligheden og sensoren. Sådan er det bare. Da den Mellemøstlige virkelighed er ikke så lidt støvet, så har vi et oplagt problem. Selv i Danmark, som er meget, meget renere end Mellemøsten, har jeg haft støvproblemer. 
 
Min gode ven John Rasmussen, som også har et nyt Sony A7R II, og en anden langelandsk fotoven, som har den oprindelige Sony A7 II (altså uden r’et) har også allerede ofte måttet have deres sensorer renset.
 
Jeg ved ikke, om det interne stabiliseringssystem, der bevæger sensoren rundt i takt med fotografens rystelser, som måske kan tænkes at give sensoren lidt statisk spænding, så den suger støv til sig, men jeg har nu to gange måttet få sensoren renset, hvilket jeg lader professionelle om. For med det særlige ophæng af sensoren inde i kameraet, føles det ret skrøbeligt for mig selv at fiddle for meget med det. Jeg kan allerede se, at sensoren trænger igen trænger til en rensning. Jeg ved ikke, om det lille fotografiske vidunder også fungerer som en støvsuger, men jeg er blevet meget varsom, når jeg skal skifte objektiv, og det er jo også et problem. Ikke at være varsom, men at man føler sig tvunget til at overveje, om det nu er risikoen værd, at skifte objektiv, eller om man mon bare skal gøre det næstbedste, og tage billedet med en ikke optimal brændvidde.
 
 
Andre småproblemer
Efter min mening starter kameraet op lidt for langsomt. I hvert fald i forhold til mine Canon EOS 5D Mark III’ere, som er skydeklare et mikrosekund efter de er tændt.
 
Desuden opstår også nemt ”trafikprop” i processoren eller i bufferen, så kameraet efter at have taget en hurtig serie af fotos lige skal ”genvinde pusten”, for igen at fungere. 
 
Det er klart, at med ”tunge” fotos der er 42 MP store, som jeg optager i både RAW og i JPEG-format, plus at de med den seneste firmware-opdatering heller ikke længere er komprimerede, så er det nogle ret store filer, der lige pludselig skal flyttes fra sensoren over på hukommelseskortet. Tager man så hele serier af billeder i hurtig rækkefølge, så kan det godt sparke benene lidt væk under elektronikken.
 
Men man kan jo ikke få både i pose og sæk. Vil man have store, tunge billedfiler, så bliver de jo også lidt mere besværlige at flytte rundt med. Det ene kommer jo af det andet. Det er der næppe noget at gøre ved, indtil teknikken bliver bedre. Men det er altså ikke noget sportskamera.
 
Når man sætter øjet til søgeren, slukker skærmen bagpå naturligvis. Det er jo meget fornuftigt. Men den sensor, der fornemmer ansigtet, der nærmer sig, er så følsom, at den hele tiden slukker skærmen. Selv når min hånd bare holder kameraet.
 
Det er lidt irriterende når man filmer, især fra lav højde, hvor jeg vipper skærmen op, så jeg kan se den ovenfra, så slukker skærmen hele tiden, fordi sensoren tror, at det er mit ansigt, der nærmer sig søgeren, og ikke bare min hånd, der holder kameraet.
 

Konklusion
Er jeg glad og tilfreds?
 
Det må jo være det, der er lakmusprøven.
 
Er kameraet prisen værd? Lever det op til mine forventninger? Ville jeg købe det igen, hvis jeg skulle leve de seneste par måneder om?
 
Jeg er ikke godt tilfreds.
 
Jeg er ovenud begejstret.
 
Trods de problemer, der klart nok er med dette kamera – og det er der med de fleste kameraer, jeg har haft – intet er perfekt, så har jeg klart nok fået et kamera, der er banebrydende på så mange områder. Sony-folkene er klart nok ikke bundet af konventioner og traditioner. De bryder med så mange gammeldags ideer om, hvordan ting skal gøres, og det er forfriskende dejligt.
 
At der så også er nogle ”skævere” og ”om’ere” her og der, det må man leve med.
 
Når man ser, hvordan kameraerne i A7-serien har udviklet sig fra det ene til det næste, så ser det ud som om Sony-folkene lytter til brugernes erfaringer og klager. Fra gang til gang er kameraerne blevet ganske meget bedre.
 
Ja, jeg er tilfreds.
 
Så tilfreds at jeg sikkert – på trods af ovennævnte problemer – ender med at købe den nye Sony A7S Mark II for kun at bruge det til at lave video med. Så skal jeg ikke hele tiden slås at ændre en masse settings i det skøre menu-system.
 
En anden ting, som jeg synes skal siges igen, er, at én ting er det lækre kamera, men hvad der er ligeså vigtigt for mig, er de fantastiske Zeiss-objektiver.
 
Det er en dynamite combination, som jeg ikke et sekund fortryder, at jeg har købt. Nu tripper jeg blot forventningsfuldt indtil jeg også får Zeiss Batis 85mm f/1.8-objektivet monteret på mit kamera. Jeg kan næsten ikke vente.
 
Der er ingen grund til at uddele stjerner, når man blot kan sige: 
 
”Jeg er glad og tilfreds. Super glad og tilfreds, og jeg elsker mit nye kamera.”


* * *

Og så glemte jeg minsandten noget så vigtigt som priserne. De kommer her:

Sony A7R Mark II-kamerahuset koster omkring kr. 28.000,-
Zeiss 55mm f/1.8 kan man få for mellem kr. 7-8.000,-
Zeiss Batis 25mm f/2 koster omkring kr. 10.000,-
 
* * *

Læs også første del af min anmeldelse af Sony's A7R Mark II.
 
Og så lige på falderebet: Det kendte foto-website Digital Photography Review har netop kåret Sony A7R Mark II til årets kamera indenfor sin klasse.
 
 

---

Lidt flere billeder

fra Sony A7R II'eren

Her til aften løb jeg zig-zag imellem regnbygerne, da jeg spadserede igennem dele af det nye Vest-Jerusalem på vej hjem fra et møde. Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at tage billeder undervejs med mit nye Sony A7R II, som er så dejligt, lille og let, at jeg kan have det med mig i skuldertasken overalt.

I får lige nogle af billederne fra denne tur, fordi de er noget anderledes, end dem jeg tidligere tog inde i Gravkirken. Billederne her er taget i de sene aftentimer, hvor lyset for alvor er begyndt at svinde. Jeg forsøger mig lidt med lange eksponeringstider. Til slut er det totalt mørkt. Men natbillederne her er faktisk lysere, end det var i virkeligheden. Så lysfølsomt er kameraet, at det næsten forstærker den smule lys, der er.

Det lave lys inspirerer til at lege lidt med de lange lukkertider. Nogle gange for at tvære baggrunden en smule ud og give indtryk af fart og bevægelse. Andre gange for at opnå en næsten abstrakt effekt, hvor kun en lille smule på billedet kan identificeres.

Mange af billederne er ikke noget særligt rent fotografisk. Nogle af dem er faktisk ret banale, "postkort-agtige", men jeg har blot taget dem for at se, hvor langt kameraet kan presses.