"Camera of the Year" - mit nye fantastiske Sony A7R Mark II

Første del af min prøvekørsel af mit nye full frame-kamera i et mini-hus, som jeg var forelsket i ved allerførste klik, men som også har sine mangler.

---

JERUSALEM (23.11.2015): Jeg ved naturligvis ikke, om mit nye kamera faktisk bliver “Camera of the Year” – “Årets kamera”, men jeg tror det. 
 
Sony’s nye A7R Mark II stjæler totalt opmærksomheden på de foto-websites og i de fotomagasiner, som jeg læser. For første gang truer et såkaldt ”mirrorless” kamera de digitale spejlreflekskameraers årtier lange totale dominans.
 
Der er alt andet lige tale om et af de mest afgørende nyskabelser indenfor kameraverdenen i de seneste år. Sony’s A7-serie – med den seneste topmodel A7R Mark II i spidsen – er ganske enkelt begyndt at udfordre de ellers altdominerende ”supermagter” Nikon og Canon, som ellers helt og totalt sidder på det professionelle kameramarked.
 
Jeg følger ikke så meget med i rygterne i Nikon-verdenen, men som en mangeårig dedikeret Canon-fotograf, holder jeg øje med, hvad der rører sig derfra. Og selvom jeg helt sikkert vil fortsætte med at fotografere med Canon – mine to Canon EOS 5D Mark III er fabelagtigt gode kameraer, de bliver brugt og misbrugt dagligt, og de fungerer stadigvæk upåklageligt – så mener jeg helt ærligt, at Canon (og sikkert også Nikon) fuldstændig har overset de muligheder, der er i de spejlløse kameraer som professionelle arbejdsredskaber. 
 
Canon har forsøgt sig lidt med et EOS M-kamera, men de færreste tager det alvorligt, og når man ser på, hvor meget Canon selv investerer i det, synes det end ikke som om kamerafabrikanten selv tror på det. Sidste år forlød det, at Canons mål var, at de med udgangen af 2015 helt ville dominere det spejlløse kameramarked. 
 
Hvis det var et korrekt forlydende, så er det i hvert fald på ingen måde sket. 
 
Nu er der igen rygter om at Canon til næste år vil komme med et nyt full frame (altså med stor sensor) spejlløst kamera. Vi venter, håber og ser tiden an.
 
I mellemtiden er det i hvert fald Sony, der helt stjæler rampelyset.
 

Lidt A7-historie
Her kommer lidt kamera-historie. En smule nørdet, så hvis du ikke er til det, kan du hoppe dette afsnit over.
 
Allerede da det første A7-kamera kom på markedet i 2013 spærrede jeg øjnene op og overvejede om jeg skulle købe det. Full frame (sensor på 24x36mm som de gamle analoge kameraers negativstørrelse) og 24 megapixel i et meget lille kamerahus. Det var virkelig fristende. Men allerede da vidste vi, at der var en opgradering på vej. Endnu flere megapixel (MP) og uden det såkaldte ”low pass filter”, hvilket skulle gøre billedet endnu skarpere. 
 
Da A7R’eren med sine 36 MP kom ud i slutningen af 2013, lånte Brian Bang fra Click-forretningen i Svendborg mig et eksemplar i en forlænget weekend, og jeg var vildt begejstret for det. Det var et fantastisk lille kamera, det var nemt at arbejde med, billederne var skarpe og kunne uden problemer forstørres til A2 endog til A1 uden at miste noget. Men der var allerede på det tidspunkt rygter om endnu en opgradering, og på det tidspunkt endog også om et professionelt Sony A9-kamera, der skulle nærme sig 50 MP.

Så kom der i forsommeren 2014 et A7S-kamera, som med færre MP (12 MP) specielt rettede sig mod fotografi i meget lavt lys og især tiltænkt videografer. Det prøvede jeg aldrig. Video interesserede mig ikke rigtig. (Det er nu ved at ændre sig en smule). Da A7 så kom i en ny opgraderet Mark II-udgave i slutningen af 2014, var det klart, at hele A7-serien var på vej til en Mark II-opgradering.
 
Også dette kamera lånte jeg i nogle dage fra Brian i Svendborg, og jeg skulle virkelig korporligt lægge bånd på mig selv, for ikke at købe det. Kamerahuset var væsentligt forbedret. Sony havde lyttet til brugernes kritik og erfaringer, og det kunne mærkes. Allerbedst var det nye 5-akse billedstabiliseringssystem, som var indbygget i selve kameraet. Dermed fik alle objektiver billedstabilisering, men fordi systemet lå i kameraet, kunne objektiverne holdes små og handy.
 
Udsigten til at R-versionen – den med flere MP og uden ”low pass filtret” – også snart skulle komme i en Mark II-version, fik mig til endnu en gang at vente.
 
Det er det kamera, der nu er kommet, og nu kan jeg ikke vente længere. Nu har jeg købt det.
 

Sony A7R Mark II superkort
Alle A7-kameraerne er full frame – altså med en billedsensor der måler 24x36 mm. Samme størrelse som negativerne på de gamle 35 mm film. Det betyder både, at objektivernes brændvidde passer til det vi kender, at man kan fotografere med en mindre dybdeskarphed, at kameraet bliver mere lysfølsomt – altså at det kan fotografere ved meget mindre lys og en lang række andre klare fordele. I A7R II-udgaven er sensoren kommet op på hele 42 MP. Ekstremt meget. 
 
Det overgås blandt full frame-kameraerne kun af Canon’s to nye 5Ds og 5Dsr, som har 50 MP. De er på den anden side ikke så lysfølsomt som Sony A7r II’eren eller for den sags skyld deres egen ældre bror – 5D Mark III, som jeg allerede fotograferer med, og deres dynamiske spændvidde er den samme som 5D Mark III'eren, hvilket betyder mindre end Sony A7r II. 
 
I Canon 5Dsr-versionen har man også - som i Sony’en - forsøgt at fjerne low pass-filtret, bare sært nok uden faktisk at gøre det. I stedet har man lagt endnu et filter oveni, som neutraliserer virkningen af det første. Så i stedet for at slippe af med filtret, er man endt med at få hele to oveni hinanden. Det er sket af produktionsmæssige nemheds hensyn ved samlebåndet – ikke af hensyn til, hvad der er bedst for fotografiet. Skulle man have fjernet filtret, ville det betyde et omdesignet kamerahus, forklarer Canon, og det var man ikke rede til. Dermed ser jeg det lidt som noget, der kunne have været designet bedre, men blot ikke er blevet det. Det er et minus. Jeg tror ikke at det varer længe, inden Canon kommer med en erstatning for 50 MP-udgaverne, som kan mere end blot opvise en masse pixels.

Hvad betyder det, at Sony A7R Mark II fået fjernet det såkaldte ”low pass filter”? Det kaldes også for et ”anti-aliasing filter”. Det er et filter lige over sensoren, som ved at lave billedet en lillebitte smule uskarpt helt nede på pixel-niveau, skal forhindre nogle forstyrrende mønsterdannelser, der kan opstå, når man fotografere fine, regulære, gentagne mønstre i for eksempel klæde med fine, tynde striber, murværk, net og lignende. Disse mønstre kan gå i interferens med pixel-mønstret på sensoren. Fænomenet hedder morae-dannelse.
 
Ved at fjerne dette filter bliver billedet altså endnu skarpere, men der er risiko for moareae-dannelse. Det sker dog næsten aldrig alligevel. Og gør det endelig, så kan det relativ nemt fikses i Photoshop.
 
Alt dette giver efter min mening Sony-kameraet en fordel over Canon’en, selvom sidstnævnte har flere megapixels.

Desuden skal det vel også med, at man kan få både et Sony A7R II, og et Zeiss Batis 25mm f/2-objektiv plus et Zeiss Batis 85mm f/1.8 for samme pris som ét enkelt Canon EOS 5Dsr-kamerahus uden objektiv og endda have penge tilbage. Det skal også med i regnestykket.
 
A7R Mark II’eren bibeholder det nye 5-akse billedstabiliseringssystem. Det – sammen med de manglende vibrationer fra et spejl samt et nyt endnu mere stille lukkersystem - betyder, at man kan fotografere håndholdt ned på meget lange lukkertider.
 
Jeg har været helt nede på 1/15 sekund håndholdt, hvor billedet stadigvæk står knivskarpt.
 

Også problemer
Men det er ikke en ”rose uden torne”. A7R II’eren er et fabelagtigt kamera. Men det har også sine problemer. Dem vil jeg komme tilbage til i endnu en artikel om nogle dage. Her blot en lille forsmag.
 
Kameraet starter langsomt op. For langsomt synes jeg. I hvert fald i forhold til mine Canon EOS 5D Mark III’ere, som er skydeklare et mikrosekund efter de er blevet tændt.
 
Sony’en sluger batteri i rekordfart. Og af hensyn til kamerahusets størrelse er batterierne meget små. Derfor skal man have flere ekstra batterier med. Irriterende.
 
Der opstår nemt ”trafikprop” i processoren eller bufferen, så kameraet lige skal ”genvinde pusten”, for igen at fungere. Det er altså ikke noget sportskamera, der uden problemer kan skyde lange billedserier.
 
Jeg har et stort problem med støv, som kommer ind på sensoren. Mere end jeg nogensinde har oplevet med mine Canon-kameraer. Det har flere af mine venner, som har købt Sony-kameraer af A7-serien, også.
 
Værst af alt er menu’erne. De er rodede, mangler logik, er svære at forstå, gør det svært eller i hvert fald langsommeligt at omstille kameraet fra en setting til en anden. Især hvis man skifter frem og tilbage mellem at fotografere og filme video. Oversættelsen af menuerne til dansk er helt skandaløs. Derfor er det bedst at holde menu’erne på engelsk.
 

Sluttelig blot dette
Lige inden jeg lukker denne første del af min anmeldelse af Sony’s A7R Mark II af, så blot  dette, som jeg også vil komme tilbage til i andet kapitel:

Objektiverne.
 
Jeg har naturligvis ikke alle de objektiver, der er lavet til dette kamera, og får det heller aldrig. Jeg har først og fremmest købt dette kamera, for at have et udstyr, der er lille og nemt at have med rundt til særlige opgaver. Så for mig, som på ingen måde planlægger at ophøre med at fotografere med mit fantastiske Canon-udstyr, er Sony’en blot et ekstra udstyr, der kan nogle særlige ting, mens Canon-udstyret kan noget andet.
 
Jeg har købt en Metabone-adapter, som gør det muligt for mig at fotografere med mine mange Canon-objektiver på Sony’en. Det går uden problemer med nogle af dem, men der er klare fokuseringsproblemer med andre Canon-objektiver. I særdeleshed de meget vidvinklede og telelinserne. Objektiverne omkring normalområdet fungerer OK.
 
Men Sony’ens virkelige styrke er efter min mening, at den bruger en række Zeiss-objektiver, som er produceret specielt til dette kamerasystem. Sammen med Leica er Zeiss en af de absolut allerbedste producenter af objektiver. Nogle af disse objektiver er produceret af Sony efter Zeiss-specifikationer. Andre er helt igennem Zeiss-objektiver.

Jeg har et af hver. Et Sony-Zeiss 55 mm f/1.8 og så har jeg lige fået et Zeiss Batis 25 mm f/2. Jeg mangler næsten ord, når jeg skal beskrive hvor gode disse objektiver er. De er sublime og helt i særklasse. Dem vil jeg også skrive mere om senere.
 
Til december håber jeg desuden at modtage et Zeiss Batis 85 mm f/1.8, og så er mit Sony-udstyr komplet i mine øjne. I hvert fald til det, jeg har planer om at bruge det til.
 
Mere om alle disse ting i afsnit 2 af denne anmeldelse af mit nye Sony A7r Mark II – et helt igennem fantastisk kamera… dog med visse mindre skønhedsfejl, som forhåbentlig bliver fikset hen ad vejen.

* * *

Læs anden del af min anmeldelse/test af mit nye Sony A7R Mark II-kamera her.