Ufortalte beretninger 12:

Himmelsk fred omkring Jesu' Grav

 
 
Stigen der markerer, at vinduesnichen er armensk territorium og har været det siden den tyrkiske periode.

Der står en stige i vinduesnichen højt oppe på facaden af Den Hellige Gravs Kirke.
 
En gang formodede jeg, at det var vinduespudseren, der ikke gad flytte den ind og ud, hver gang han skulle gøre vinduerne rene. Jeg burde naturligvis have bemærket, at rengøring ikke står højt på prioritetslisten i Den Hellige Gravs Kirke i Jerusalem.
 
Senere fandt jeg et af mine forældres gamle lysbilleder fra 70’erne. Der stod stigen der minsandten også. Så opdagede jeg i en bog et gammelt sort-hvidt foto fra 20’erne, hvor man også kunne se stigen – og det kunne man såmænd også på et
 
 
gammelt, koloreret stik af kunstneren David Roberts, som besøgte Jerusalem i 1840’erne.
 
Enten var tale om et dynasti af ualmindeligt dovne vinduespudsere, eller så måtte der ligge en anden og sikkert interessant historie bag.
 
Det viser sig, at de kristne tilbage under Det Osmanniske Imperium skulle betale en skat til to tyrkiske vagter ved døren, hver gang de gik ind i Gravkirken. For de fattigste af munkene var det et problem. Især når de gerne ville have frisk luft under de ofte daglange messer og gudstjenester. 
 
Armenierne fandt en smart løsning: De kravlede ud af vinduet oppe midt på facaden og trak frisk luft på den smalle gesims. Deres del af kirken ligger lige indenfor vinduerne. På den måde undgik de at betale for at gå ind i kirken igen.
 
Gesimsen blev dermed armensk territorium, og det markerer stigen, som har stået der lige siden. Den er nærmest en slags ”hegnspæl”. Et "skilt" der siger: "Dette er armensk område". De forskellige kristne retninger kæmper nemlig en intens kamp om magten over hver kakkel, krog, korridor og kapel i kirken.
 
 
 
Den grimme alluminiumsstige, der markerer, at de græsk-ortodokse lige er ved at gøre noget færdigt, men endnu ikke har nået det. Det har indtil videre taget dem et par årtier.
Der er fem kristne kirker, som har delt Gravkirkens territorium op imellem sig: de græsk-ortodokse, de romersk katolske, armenierne, de syrisk-ortodokse og kopterne. Når de gør rent, renovere eller reparere en del af kirken, sørger de for aldrig at blive helt færdige. Det markeres ved at en stige, et stillads, en spand eller lignende blive stående tilbage – den viser, at det her område tilhører os.
 
Seneste bidrag til denne krig på forbedringer og udsmykning ser man, lige når man kommer ind i kirken. Her møder man en kæmpemæssig ny mosaik af Jesu’ korsfæstelse, død og begravelse, som de græsk-ortodokse fik lov til at sætte op for nogle år siden. Men lige siden har der stået en grim, moderne aluminiumsstige foran den!
 
Om den snart bliver fjernet eller også kommer til at stå der nogle århundreder for at markere ejerskabet til den specifikke væg i kristendommens helligste sted, får vi at se.
 
 

 
* * *
 
 
 
Gravkirken dækker over Golgatha, hvor korset skulle have stået, og Jesu’ grav.
 
”Dækker over” er i virkeligheden en god beskrivelse. For tror man, at man kan se stedet, bliver man skuffet. Alt er dækket til, pakket ind, skrællet bort, bygget om eller kamufleret, så man overhovedet ikke kan se, hvad det en gang var.
 
 
 
På den måde er Jesu’ grav forsvundet. Der skulle ifølge Det ny Testamente have været tale om en klippehule, men der er intet tilbage. Klippen er hugget bort. Dermed er hulen af gode grunde også forsvundet. Sidenhen er det hele pakket ind i et overbehængt, ikke særlig kønt mausoleum. 
 
Samme skæbne er overgået Golgatha. Kun en lille bitte bid af noget, der en gang i oldtiden måske var et klippefremspring er reddet og placeret i en glasmontre. Resten drukner som alt andet i Den Hellige Gravs Kirke i altre, kapeller, ikoner, lysestager, røgelseskar og andet religiøst krims-krams.
 
Så hellig er denne kirke i Jerusalems Gamle Bydel, at de kristne retninger, der siden oldtiden har besiddet dele af den, har ligget i en uendelig strid med hinanden om magten over hver en krog, hver gesims, søjle, flise og hvert hjørne. 
 
Kristendommens helligste sted er mere blevet et supermarked i at udstille hellighed, og dermed er meget af fornemmelsen af noget stort, noget ophøjet, og noget helligt forsvundet.
 
* * *
 
I Gravkirken er de græsk-ortodokse og de romersk-katolske stormagter. De to retninger besidder tilsammen broderparten af kirken. 
 
 
 
I denne celle boede en abdiceret ethiopisk dronning sine sidste leveår ovenpå Gravkirkens tag.
Derefter kommer armenierne. De har også nogle godbidder. 
 
Kopterne fra Egypten er betydelig mindre, mens de allermindste og ludfattige er de syrisk-ortodokse, som er klemt helt ud i et lille, ynkeligt og faldefærdigt kapel i kirkens ydermur.
 
Og så har jeg næsten glemt etiopierne. Det gør de fleste, for de er her ikke længere. 
 
Næsten ikke i hvert fald.
 
Oprindeligt var etiopierne også repræsenteret inde i selve kirken. Men de blev klemt ud i den osmanniske periode. De slanke, markerede, mørke munke og præster fra det etiopiske højland nægtede at opgive deres krav på en del af kristendommens helligste sted. 
 
Derfor er etiopierne rykket op på taget oven på Gravkirken.
 
Heroppe i sjette sals højde har de nærmest bygget en lille etiopisk ”landsby” med lerklinede huse, træer og en brønd. Plus et lille bageri, der laver alterbrød til nadveren. Og en lille kirke, der i tre etager kliner sig til Gravkirkens ydervæg udefra. 
 
Det er i virkeligheden ikke en landsby, men et kloster, der ligger heroppe, højt hævet over Den gamle Bydels
 
 
bazaar. På taget oven på kristendommens helligste kirke. Der bor normalt en 10-12 munke og et par nonner i klostret, som en markering af, at de ikke har opgivet deres krav på en del af Gravkirken.
 
Men de kommer næppe nogensinde ned i selve kirken igen.
 
* * *
 
Guddommelig harmoni og himmelsk fred er der altså ikke meget af, selvom vi befinder os i kristendommens helligste kirke. 
 
De kan heller ikke lide hinandens ceremonier, og ofte forsøger den ene kirke at overdøve den andens messe eller korsang. Men jævne mellemrum kommer det direkte til voldelige sammenstød inde i kirken imellem hellige mænd fra de forskellige kristne trosretninger.
 
Selvom han gerne vil glatte det lidt ud, så kan den græsk-ortodokse patriark af Jerusalem Theophilos III godt selv se, at situationen kunne være bedre.
 
”Det afhænger naturligvis af den gensidige respekt, goodwill og harmonisk sameksistens i det interne forhold kirkerne imellem”, svarer han og lyder lidt mere som en politiker end som en præst med et etisk og moralsk budskab.
 
”Kan man så påstå, at det virker”, spørger jeg.
 
 
 
”Vi må naturligvis aldrig glemme, at vi kun er skrøbelige, almindelig mennesker”, svarer han med et venligt, forstående og næsten medlidende smil, som man sender til en, der ulykkeligvis fokuserer på det uvæsentlige og helt overser essensen. 
 
”Jeg tror, at hvis vi var perfekte som mennesker, ville Gud sikkert ikke have besluttet at lade sig føde iblandt os. Og antaget vores kødelige form for at forløse det.”
 
Hvis himmelsk fred i kristendommens helligste sted er succeskriteriet, så er missionen ikke lykkedes. For interviewet med Theophilos III foregår lige efter græsk-ortodokse og armenske præster, munke og kordrenge har omdannet kirken omkring Jesu’ grav til en slagmark. De hellige mænd kastede sig ud i en veritabel nævekamp, da der under pinsen inde i selve graven opstod uenighed mellem to præster om, hvem der retmæssigt skulle modtage det årlige mirakel: Den hellige ild.
 
Inde i kirken møder jeg den armenske biskop, fader Samuel Afhoyan, som er en venlig og meget tolerant mand, og spørger ham:
 
”I kristendommen venter I på, at Jesus skal vende tilbage. Hvis Jesus faktisk dukkede op nu, og han kom her til kirken, hvordan tror De så, han ville mene, at I har forvaltet hans budskab?
 
 
 
”Dit svar er mit. Han vil uden tvivl blive oprørt. Vred. ”Var det det, jeg lærte Jer, vil han spørge…”, svarer fader Samuel med et forpint udtryk i ansigtet.
 
”Jesus vil naturligvis ikke være glad, når han ser, at kristne ikke kan leve i fred med hinanden. Og, ja… vi vil sikkert blive fordømt. Hvad kan jeg sige”, siger han opgivende. 
 
Skulle Jesus faktisk dukke op igen, og sker det udenfor kirkens åbningstid, så er det to muslimske familier, han skal gå til, for at få lukket døren til kirken op!!! 
 
Så lidt stoler de forskellige kristne trosretninger nemlig på hinanden, at den ene ikke vil betro den anden nøglerne til kristendommens helligste sted. 
 
Den salomoniske løsning har derfor i generationer været, at to højt respekterede og betroede muslimske familier i Jerusalem passer på nøglerne til Den Hellige Gravs Kirke.
 

* * *

Forgående afsnit -- Næste afsnit




 
 
En koptisk præst går igennem det ethiopiske kloster ovenpå Gravkirken.

 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på hjemmesiden,så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
 
 
 




 
Tilføj kommentar