Ufortalte beretninger 10:

Kulørt kærlighed

 
 

Samtidig med at de sortklædte ultra-ortodokse slås med politiet og forsvarer Guds interesser i den ene ende af byen, fejrer et helt andet Israel deres kulørte kærlighed et par gader derfra. Men de kunne lige så godt have omfavnet hinanden i et helt andet solsystem. Sådan er Jerusalem også.

I de senere år har Jerusalem støjende fejret den årlige Gay Pride Parade. Et farverigt, udfordrende optog bevæger sig med trommer og trompeter igennem den hellige stad. Her møder vi det ultra-ortodokse Jerusalems diametrale modsætning. Men det er netop det – modsætningen. Med et jerusalemsk kvantespring hopper vi henover ”den gyldne middelvej” og havner i den anden yderlighed.
 
Langtfra alle er bøsser og lesbiske her. Mange er her blot, fordi denne demonstration er det ultra-ortodokse Jerusalems absolutte anti-stof.

 
 

”Vi protesterer mod de ultra-ortodokses forsøg på at tvinge deres måde at leve på ned over hovedet på de ikke-religiøse borgere i Jerusalem,” siger Eran Abramovitz, som er med i Pride-paraden fordi han er medlem af det venstreorienterede fredsparti Meretz’ ungdomsbevægelse.

”Det her vil fortsætte. Det er en nødvendig kamp for at holde Jerusalem fri, åben og tolerant”, siger Nitzan Horowitz, som er medlem af parlamentet for Meretz og kendt homo-aktivist.

”Synes du at Jerusalem er fri, åben og tolerant?”

”Ikke nok, ikke nok. Det er problemet. Vi trues hele tiden med vold fra alle mulige grupper som for eksempel de ultra-ortodokst religiøse, men vi er ikke bange. Der er jøder og arabere her. Religiøse og sekulære, mænd, kvinder, homoseksuelle, bi-seksuelle, lesbiske, transseksuelle – alle er her, og det er et symbol for Jerusalem, og for hele Israel.”
 
Forrige år blev demonstrationen angrebet af en ultra-ortodoks knivstikker, og en demonstrant blev såret. Det er ikke sket det sidste par år. Så måske er der håb… selv for Jerusalem.
 
 

 
* * * 
 
Forgående afsnit -- Næste afsnit
 

 
 
”Ufortalt…” som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er offentliggjort her på siden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
 


 
 
 
 
 
Tilføj kommentar