Ufortalte Beretninger 3:

Jerusalem

 
 

”Hvis du vil tale med Gud, skal du komme til Jerusalem,” blev jeg fortalt som stor dreng, da jeg første gang besøgte byen. ”Herfra er det billigst, for fra Jerusalem er det nemlig kun en lokalopringning.”
 
Gud er da også så tæt på Den hellige Stad, at man hele tiden bliver mindet om byens hellighed. Og fordi byen er så tæt på Gud og Himlen, er den lige så tæt på Djævelen og Helvede. Og det mærker man også. 
     
Jerusalem virker som en magnet på alle, der er klippefaste i troen, alle der er overbeviste om, at de – og de alene – har en direkte linje til Gud. Og på alle  dem, der vil frelse verden, og som undervejs dømmer og forbander alle, der tvivler.
 
Jerusalem er en velsignet forbandelse. Fyldt med profeter, frelsere og hellige krigere. Normale, almindelige mennesker er en truet art i byen, der helt mangler den gyldne middelvej. Alt er ekstremt.
     
Jerusalems kontraster, dens vanvittige indbyggere og dens ekstremer er både det, der gør byen så fantastisk og så forfærdelig.
 
Velkommen til Guds hovedstad på Jord.
 


 



 
 

Jerusalems hellige sten






 
 
”…disse sten er hellige. For stenene i Jerusalem giver adgang til Gud…
I moderne tid har et undertrykt folk brugt stenene som kasteskyts imod overmagten…”
 
 








 
 

Sten! Sten? Det er bare sten, ganske almindelige sten. Kolde, hårde og i bogstaveligste forstand stendøde! Det ubegribelige er, at levende mennesker er villige til at gå i døden for disse stendøde sten… men sådan er det med Jerusalem. Byen som er blevet kaldt ”en korsvej imellem Paradis og en galeanstalt”. Byen der synes at få alle til midlertidigt at miste forstanden.
 
En af disse sten er et stykke råt, kuperet og ubehandlet grundfjeld, som stikker op af jorden. En anden en flad, blankslidt, firkantet stenplade. Det tredje er et gammelt ingeniørprojekt. Byggesten stablet op ovenpå hinanden som enhver anden normal mur. 
 
Men disse sten er hellige. For stenene i Jerusalem giver adgang til Gud. Det er rester af Guds eget hus. De giver vidnesbyrd om frelseres lidelse og død. Jerusalems sten gav profeter afsæt til deres himmelfart. I moderne tid har et undertrykt folk brugt stenene som kasteskyts imod overmagten. Og Guds udvalgte har blandet dem med beton og fyldt dem tilbage ned i jorden igen, for at befæste deres krav på fortiden, nutiden og en Guddommelig… eller forbandet… fremtid.
 
Og hvis man tror, at det kun er fortidens korsriddere og Salah el-Din’s hellige krigere, der er villige til at gå i døden for disse stenede symboler, så tro om igen. Her ofres generationer for de hellige sten. Senest er mulighederne for fred i denne verdenshistoriens mest omstridte by endnu en gang tabt på grund af strid om Jerusalems hellige sten.
 
 
 

Jødernes mur
De jødiske hellige sten er de ældste. Ifølge Bibelen, men den kan jo næppe tages som et historisk dokument, så blev det jødiske Jerusalem grundlagt af kong David i omkring år 1.000 før vores tidsregning på den skråning, der strækker sig fra Den gamle Bydels ydermur og sydover. Først hans søn, Salomon, inkluderer, da han bliver konge, bakketoppen ovenover og bygger Templet en 30-40 år senere. Dette første jødiske eller israelitiske tempel blev ødelagt af den babyloniske kong Nebukadnezar i 586, og der er intet tilbage af det.
 
Et halvt århundrede senere, da jøderne vender tilbage fra slaveriet i Babylon, bygger de et nyt tempel
 
 
i Jerusalem. Det var ifølge kilderne kun en forkølet efterligning af Salomons tempel. Århundreder senere, under den romerskvenlige, paranoide men byggeglade kong Herodes den Store, som jøderne i parentes bemærket hader som pesten og ikke betragter som en rigtig jøde, bliver Det andet Tempel udbygget og genvinder noget af sin fordums pragt. Det tempel jævner romerne med jorden under den jødiske opstand i år 70. Det er der heller ikke noget tilbage af.
 
Det, som i dag i det meste af verden kaldes Grædemuren, men som jøder kalder Vestmuren, er ikke, som mange tror, den sidste lille bid af templet. Grædemuren er derimod kun en lillebitte rest af en støttemur, som omgav Tempelbjerget. Kong Herodes ønskede at udvide Tempelpladsen. Derfor opførte han en støttemur rundt om bjergtoppen og fyldte byggeaffald i mellemrummet. Grædemuren er en lille rest af dette ingeniørprojekt.
 
Langt de fleste af de sten i Grædemuren, som i dag er synlige, er fra den mamlukiske, arabiske og tyrkiske periode. De nederste sten, som bedende jøder kysser og kærtegner, er i bedste fald fra den forhadte Herodes’ tid. Hvis der er nogle salomoniske sten tilbage, så ligger de begravet dybt nede i undergrunden. Enkelte arkæologer mener, at et par salomoniske sten måske kan ses i Tempelbjergets sydøstlige hjørne og måske også nede i en kontroversiel underjordisk tunnel, som løber langs med Tempelbjergets vestlige side, og som i 1997 førte til voldsomme uroligheder i de besatte områder.
 
Jødernes helligste sted er altså en ingeniørkonstruktion, som skulle holde jorden på Tempelpladsen fra at skride sammen, og stenene stammer heller ikke fra den jødiske bibels tid, men fra kong Herodes’, hvilket vil sige fra Jesu’ tid.
 
 
 

Kristendommens stenplade
Det første man møder, lige når man træder ind i Gravkirken i Jerusalems Gamle Bydel, er en flad, blankslidt, firkantet, rødlig sten nedfældet i gulvet. Stenen er indrammet. Over den hænger olielamper, og kæmpemæssige lysestager flankerer den på begge sider. Alle troende, der kommer ind i dette kristendommens helligste sted, bøjer sig ned, og kærtegner denne sten og kysser den, mens de beder en bøn.
 
Salvelsesstenen kaldes den, og det skulle være herpå, Jesu’ legeme blev lagt, efter han blev taget ned fra korset. Her blev han salvet og svøbt i et ligklæde, hvorefter han blev lagt i graven, og en stor rullesten skubbet for indgangen. Derfor er denne sten så hellig.
 
 
Her lå Jesus, lige efter han var død. 
 
Her kommer hele grupper af pilgrimme fra Grækenland eller Italien. Ofte små, trinde, sortklædte kvinder og sindige, furede, vejrbidte bønder under ledelse af deres unge, energiske landsbypræst, der som en anden hyrde har bragt menigheden til Det hellige Land. De kommer tit direkte nede fra Jordanfloden. I små flasker har de medbragt lidt af flodens vand, som de hælder ud på stenen, hvorefter de hurtigt tørre det op igen med et linnedklæde, som straks bliver lagt i en plasticpose og forseglet. Det er nu et helligt relikvie. Vand fra floden, hvor Jesus blev døbt, som har vædet stenen, hvorpå hans legeme lå. Nærmere kommer man ikke sin frelser.
 
Jeg kan ikke se, at stenen er beskrevet noget sted i de fire evangelier, så det må være en senere tradition, der er kommet til. Nogen siger, at traditionen om stenen stammer fra korsfarerperioden, et helt årtusind efter Jesu’ død. Israelske turistguides, jeg har hørt, fortæller, at det er den fjerde sten, vi ser nu. Tre tidligere er slidt op af pilgrimmenes kys og kærtegn. Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Men stenen der ligger her i dag, stammer fra 1810, da kirken blev restaureret og genopbygget efter en ødelagt ildebrand i 1808, så Jesus har sandsynligvis aldrig ligget på den. 
 
Men det er ligegyldigt. Den røde stenplade er en af de mange hellige sten, som gør Jerusalem så speciel… og også så problematisk.
 
 
 

Den muslimske drømmesten
Islams hellige sten er den yngste. Over den er den gyldenkuplede Klippemoské – Jerusalems uden sammenligning smukkeste bygningsværk – opført.
 
Islam er sidst tilkomne af de tre store monoteistiske religioner. Derfor er den krav på dele af Den gamle Bydels hellige sten også af nyere dato. Islam blev officielt født med profeten Muhammeds flugt fra Mekka til Meddina i 622.
 
Koranen fortæller om at Muhammed i en natlig drøm fløj til ”den yderste moské”, hvor hans magiske, vingede hest Bouraq satte fra på den hellige hjørnesten, og bragte profeten op til himlen. Troende muslimer kan se aftrykket af hestens hov i klippen, siges det. Besøget i det høje var dog kun det, vi kalder ”en fransk visit”. En senere islamisk legende fortæller, at da profeten med hest forlod Mekka, havde en faldende vanddråbe lige forladt hanen. Efter kæmpespring til klippen, og et endnu større hop op i himlen, vendte både profet og hest tilbage til Mekka endnu inden vanddråben havde nået jorden.
 
Problemet med profetens himmelfart og Jerusalem er to. For det første fremgår det af Koranen, at den kun fandt sted i en drøm. Og for det andet er Jerusalem slet ikke nævnt. Det er en senere fortolkning. 
 
Det er et problem, som naturligvis ikke har forbigået
 
 
de andre religioners opmærksomhed. Som den græsk-ortodokse metropolitan Timothy med et stort gavtyveagtigt smil en gang sagde til mig, da han skulle sammenligne de tre store religioners tilknytning til Jerusalem:
 
”Jerusalem er central for alle tre store religioner: Jødedommen, Islam og Kristendommen. Selvom vi ikke må glemme, at Moses kun så Det forjættede Land på afstand og døde i Moabs bjerge, og profeten Muhammed kun oplevede Jerusalem i en drøm. Men det var her, vores frelser blev korsfæstet, døde og genopstod”, siger han, vender sig og går ind i Den hellige Gravs kirke.
 
 

Det gør naturligvis ikke de religiøse stridigheder mindre, at Klippemoskéen ligger præcist på det sted, hvor Det jødiske Tempel lå på Bibelens tid. 
 
Jerusalem er en mærkelig stad. Beboet af skøre profeter og hellige krigere. Det er byen, hvor alle tror mere end de føler. Hvor Himlens nærhed får en til at føle suset fra Helvede. Hvor folk er så fromme og troende, at de ofte elsker deres stendøde hellige sten mere end deres spillevende naboer.
 
 
* * *

Forgående afsnit -- Næste afsnit
 

 
 
Ufortalt som e-bog
Hvis du vil se en oversigt over alle de afsnit af ”Untold Stories: Billeder og beretninger om Mellemøsten”, som indtil videre er blevet offentliggjort her på siden, så kan du finde den ved at klikke her. Listen bliver løbende opdateret.
 
 

 
Tilføj kommentar