Fotodage på Langeland:

Fotografisk ensomhed er bedst for mig... som regel

JERUSALEM (24.04.2015): Udover at være en hobby, jeg elsker højt, så er fotografi for mig en solitær beskæftigelse. Noget jeg helst gør alene. Eller snarere noget som kun er imellem den, jeg fotograferer, mit kamera og mig. Ingen andre. Fotografi er – for mig i hvert fald – ikke noget, man kan gøre i flok... og dog.
 
 
John Rasmussen. Tidligere TV2-kollega og næsten fast fotopartner, når jeg arbejder på mit Langelandsprojekt.

 
Jeg har et par gange forsøgt at være medlem af nogle fotogrupper og -selskaber, men det var på ingen måde et ”match made in heaven”. Ikke så meget på grund af det sociale, men mere på grund af de formelle strukturer og regler, som sådanne foreninger har, og som efter min mening giver kreativt fedt om hjertet, og modvirker det, fotografiet efter min mening skal være. Så fotografi som en social klubbeskæftigelse sammen med mange andre fungerer slet ikke for mig. (Dermed ikke sagt, at det ikke kan være svaret for andre.)
 
Når man skal forsøge at skabe kontakt og opbygge et tillidsforhold til dem, man fotograferer, er det vigtigt, at man ikke kommer anstigende med en turistbus fuld af glade amatørfotografer, for så er der mere show
 
 
Seernes redaktør på TV2 og passioneret fotoamatør Lars Bennike, som denne gang tilbragte nogle aktive fotodage med os andre i det langelandske.
over det, end den intimitet, som det er vigtigt at opbygge.
 
Alligevel bliver jeg med jævne mellemrum kontaktet af andre, som gerne vil ud at fotografere med mig, og derfor har jeg ind imellem forsøgt mig med at lave nogle fotodage på Langeland for gode fotovenner – parallelt med at jeg arbejder på mit eget fotoprojekt eller eksperimenterer med nye fototeknikker eller -ideer. Det har må jeg indrømme været nogle meget positive oplevelser. Så positive, at en af disse fotovenner, tidligere TV2-kollega John Rasmussen, næsten er blevet min faste kompagnon og sparringspartner, når jeg arbejder på mit Langelandsprojekt.
 
Udover John har jeg så indimellem fra gang til gang en enkelt eller to andre med ude, og det kan jeg anbefale andre, der har det som mig, at prøve. Jeg
 
 
Solopgang ved stranden ud mod Storebælt.
fotograferer stadigvæk mest alene, men indimellem er dette ”pust udefra” en ganske god ting. Det sætter mere gang i nogle af de tanker, jeg har gået og tumlet med, og en eller to andre, ender med at holde mig fast på en arbejdsdisciplin, som det ellers ville være alt for nemt for mig at finde ”nødudgange” fra, hvis det ikke lige passer mig.
 
Alle fotografer ved, at det allerbedste lys er lige før og kort tid efter solopgang. Problemet med solopgangen er bare, at den altid foregår ultratidligt om morgenen, hvilket passer skidt med min ide om en behagelig døgnrytme. Især hvis jeg har fri. Min logik og arbejdsdisciplin om aftenen, når jeg planlægger næste dags fotoopgaver, er ofte totalt anderledes, end
 
 
Normalt holder jeg af ensomheden, når jeg skal fotografere... men ikke altid.
den logik og arbejdsdisciplin, jeg  har kl. 05:00 om morgenen, når vækkeuret ringer. Men et par gode fotovenner i gæsteværelserne er en god måde at sikre, at den forgående aftens fotoplan bliver overholdt - også om morgenen.
 
Så selvom ensomheden er god i fotografi, så hjælper det mig indimellem at have en 2-3 andre med. Ikke bare fordi de kan hjælpe med at flytte lamper, men også fordi de naturligvis ønsker at få noget ud af deres fotoudflugt, og så har jeg intet valg andet end at ”levere varen”.
 
Det kan fra tid til anden også være super-inspirerende at have et par fotovenner omkring sig i nogle dage, hvor man så nærmest marinerer sig selv i
 
 
Fællesskabet hjælper, når man skal tidligt op om morgenen, men er også godt til erfaringsudveksling.
fotografi – morgen, middag, aften og nat. Prøver nogle af alle de teknikker, man ellers kun har læst om, inspirerer hinanden, udveksler erfaringer, tips og ideer, giver hinanden konstruktiv billedkritik, samtidig med at man også laver mad, drikker god vin, spiser, hygger sig og fortæller tåbelige vittigheder.
 
Så hele dette epos for overfor andre at anbefale denne form for helt uformel mikro-fotoklub uden bestyrelse, uden vedtægter og uden kontingent, men med tonsvis af kreativitet, sjov og masser af fotografi. Holdt nede på et meget lille antal deltagere, kan dette setup bevare det bedste ved både det solitære og det sociale, uden at få alle de negative sider ved nogen af tingene med. Social ensomhed kunne man selvmodsigende kalde det.
 
På mit sidste Danmarksbesøg, som primært var for at
 
 
Lars forsøger sig med mine nye LEE-filtre. Det er også en fordel ved sådan et fotofællesskab. Man kan prøve udstyr, inden man investerer i det.
holde foredrag rundt om i landet, havde jeg naturligvis nogle fridage og weekender, som jeg så brugte til at fotografere. Nogle af dagene sammen med et par fotovenner. Som mange gange tidligere med John. Og denne gang også med endnu en TV2-kollega, Lars Bennike, som til daglig er TV2s udgave af ”Læsernes redaktør”, men i sin fritid tillige en passioneret fotoamatør. Mange af billederne, hvor jeg selv optræder på, som ledsager denne artikel, er det Lars, der er manden bag.

Jeg har i de seneste dage skrevet flere artikler og Facebook-opdateringer baseret på aprildagene på Langeland. Der kommer et par mere, og så begynder jeg igen at fokusere lidt på mit andet fotoprojekt. Det jeg er i gang med her i Jerusalem.
 




Flere billeder fra fotodagene på Langeland
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Tilføj kommentar
 
 
4 Kommentarer: