Fotografiske strøtanker om:

Det fortællende portræt

Et af de helt ikoniske portrætter indenfor genren og et af mine egne absolutte favoritter: Komponisten Igor Stravinsky fotograferet af Arnold Newman i New York, 1946.
Et af de helt ikoniske portrætter indenfor genren og et af mine egne absolutte favoritter: Komponisten Igor Stravinsky fotograferet af Arnold Newman i New York, 1946.
JERUSALEM (09.04.2014): Måske er det fordi jeg går til fotografiet med en faglig baggrund som journalist? Nogen vil sikkert sige tynget af et tåbeligt journalistisk behov for at ville berette noget. Jeg ved det ikke, men jeg skal altid fortælle historier.
 
 
Meryl Streep fotograferet af Annie Leibovitz, 1981. Streep var utilfreds med en række artikler om hende i medierne. Hun kom selv med forslaget om at blive portrætteret sig selv som en mimiker, der bliver trukket i masken.

Eller måske er det fordi mode- og modelfotografi slet ikke interesserer mig? Jeg synes at fotomodeller generelt er tynde, sygeligt udseende, ret usexede og helt igennem uinteressante? 
 
Det kan også bare skyldes, at jeg bliver mere fascineret af et furet, rynket og slidt ansigt end af en smooth, barnenumset fotomodels fløjlshud og fugtige dådyrøjne med falske øjenvipper og skinnende øjenskygge? 
 
Jeg ved det ikke. Men jeg får intet ud af at portrættere unge, underskønne, makeup’ede cover-girls. Det siger mig absolut intet. For mig ligner det ene photoshop’ede modelportræt af den slags det næste til forveksling. Og det siger mig ikke meget andet, end at nogen prøver at prakke mig nogle varer eller produkter på ærmet.
 
 
Min søn på Richard Avedon-udstillingen på Israel Museet i Jerusalem.

* * *
 
Det der fascinerer mig, er det beskrivende portræt, nogen kalder det for det fortællende portræt. Det kan være af kendte mennesker eller ganske almindelige personer. Kendte mennesker kan være interessante, hvis de har bedrevet noget. Skabt et eller andet. Gjort en forskel. Ikke bare fordi de er kønne og kan vrikke med numsen. De ikke-kendte fordi de har levet et langt liv, har slidt og slæbt, skabt familier, sat børn i verden og set dem vokse op, bygget et hjem, en karriere eller det modsatte – forlist en karriere, et liv og en familie som er faldet fra hinanden… men der er en historie at fortælle om et liv. Om smerte og glæde. Om håb, drømme og tragedier. At portrættere det, og få portrættet til at skabe denne sammenhæng, fortælle den beretning om et liv levet… det har min interesse. Det vil jeg gerne lære. Det vil jeg gerne dyrke.
 
 
Richard Avedon's portræt af skuespilleren Sean Penn.

I mit daglige arbejde er jeg som nogen ved TV-korrespondent. Det betyder, at jeg normalt kan bruge en række videosekvenser, til at bygge en beskrivelse af et menneske op. Lave en introduktion til eller et mini-portræt af en person, inden jeg begynder at interviewe ham eller hende. En still fotografs opgave kan nogle gange være at gøre alt det i ét eneste foto eller i det mindste i ganske få skud. Ikke bare vise udseendet, men fortælle en hel historie om personen i et enkelt fotografi. Dermed er det ikke længere bare et billede, der viser et ansigt, så er det blevet et portræt, der beskriver et menneske. 
 
Det synes jeg er en interessant opgave. 
 
Det er ikke lykkedes mig at beherske kunsten, men da jeg i øjeblikket slås med et fotoprojekt på Langeland – når jeg kan vride nogle fridage ud af min fortravlede hverdag i Mellemøsten – så er det præcis dette fortællende, beskrivende portræt, jeg er på udkig efter.
 
 
Richard Avedon's portræt af rockpoeten Allen Ginsberg's familie.

Jeg forsøger at beskrive en lille krog af det andre kalder ”udkants-Danmark”, men som i virkeligheden er alt muligt andet, gennem en række portrætter af de energiske ildsjæle, som holder disse kæmpende samfund langt væk fra storbyerne i gang. 
 
Jeg når ikke ned på at beskrive ret mange mennesker med ét og kun et fotografi, og det gør sådant set heller ikke noget. Jeg er ikke dogme-agtig om ret meget. Heller ikke om det. Men jeg vil i det mindste gerne forsøge at lave nogle portrætter, der er lidt anderledes, og får beskueren til at spærre øjnene lidt op.
 
Hvordan gør man det? Det kunne jeg godt tænke mig at lære.
 
 
Richard Avedon - Chet Baker, West Coast Jazz Trumpeter, 1986

* * *
 
Privat har jeg haft min egen lille 1-mands fotoskole. Jeg er selv den eneste lærer, og samtidig også den eneste elev. Jeg studerer fotografiets mestre på nettet, i bøger og på udstillinger og forsøger at tage ved lære af det, jeg ser og oplever. 
 
Vi har lige hele familien været til en udstilling af Richard Avedon – det ene yderpunkt af de ikoniske portrætfotografer, der interesserer mig. Hans sort-hvide portrætter på en totalt neutral hvid baggrund er legendariske. Her er der kun ansigtet og nogle gange også kroppen med, men intet andet. Det andet yderpunkt er vel Arnold Newman, som jeg for nogle år siden oplevede på Louisiana. Han bliver kaldet ”the father of the environmental portrait”. Han får med ganske få velvalgte omgivelser fortalt en masse om den person, der portrætteres. Annie Leibowitz befinder sig et eller andet sted midt imellem.
 
 
Arnold Newman. Woody Allen, New York

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg stræber mere efter at efterligne Newman og Leibovitz end Avedon, men jeg må indrømme, at Avedon’s stringente stil nogle gange virker enormt stærk og knivskarp.
 
Jeg har faktisk lige købt et gammelt analogt Hasselblad-kamera med det erklærede formål at lave nogle portrætserier, der lægger sig lidt i Richard Avedon’s slipstrøm.
 
* * *
 
Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, hvad det er, jeg er ude efter. Er det portrættet med det omgivende miljø? Og betyder det blot, at man zoomer lidt ud, eller træder tre skridt tilbage, så vi får omgivelserne med? Eller handler det mere om at følge en person i længere tid, og så knipse, når en særligt fortællende eller beskrivende situation pludselig opstår? Eller er det OK at danne sit eget billede at personen, og så bede ham eller hende om at stille sig op på en særlig måde, så man lidt skaber billedet?
 
 
Angelina Jolie sammen med et af sine adoptivbørn fotograferet af Annie Leibovitz, 2005.

Må det kun være ét og kun ét enkelt fotografi, hvor det hele skal beskrives? Eller kan vi acceptere en serie billeder, der tilsammen kommer rundt om personen? Og skal det kun være fotografier uden tekst? Vil vi acceptere, at der måske står en billedtekst med Mohamed Abla, egyptisk kunstner, Kairo, marts 2013? Eller accepterer vi et helt essay, der sammen med billederne udgør en helhed?
 
Og skal vi overhovedet lave regler? Nogle fotografer elsker at opstille dogmer: Fotografere i en uge med et papkamera, mens man står på hovedet og uden at fokusere! Eller kun fotografere analogt, i sort hvidt, udelukkende med et 50mm normalobjektiv, ikke beskære billederne, men altid have lidt af negativets sorte ramme med for at bevise det og så videre.
 
 
Mohamed Abla, egyptisk kunstner, Kairo 2013.

For mig handler det om at fortælle historier. Hvordan opgaven løses er mindre afgørende. Og det sidste, jeg ville gøre, er at binde den ene hånd på ryggen, blot for at bevise, at jeg stadigvæk godt kan trykke på udløseren med den anden. Jeg hader regler i alle sammenhænge. Også i fotografiet. Men det er bare mig. Sådan har jeg det. Det betyder ikke, at det er rigtigt. At jeg har ret.
 
I 2013 lavede jeg en række fotoessays om egyptiske kunstnere. Blandt andet et om føromtalte Mohamed Abla. Jeg kan personligt godt lide fotoessayet, hvor man både i billede og tekst kommer rundt om et emne eller en person. Om det så bare er lidt lange billedtekster eller en hel ledsagende artikel til en serie billeder, er ikke afgørende for mig. Men det er sikkert fordi jeg begyndte min tilværelse i journalistikken. En journalist der ikke elsker tekster, er sikkert ikke en ordentlig journalist. Spørgsmålet er så bare, om en fotograf, der også godt kan lide tekster til at ledsage fotografiet, stadigvæk er en ordentlig fotograf?
 
 
Mohamed Abla i sit atellier, som ligger på en lille ø ude i Nilen. Hans billeder er som regel en kommentar til situationen i hans hjemland Egypten.

* * *
 
Mit eget Langeland-fotoprojekt begyndte faktisk med at jeg ikke turde fotografere mennesker i Danmark. Mine billeder fra Mellemøsten er for en meget stor dels vedkommende portrætter, men indtil for et par års tid siden indeholdt mit danske fotoalbum næsten kun landskaber, solop- og –nedgange, strande, smukke skove og så videre. Så godt som ingen mennesker. 
 
På en eller anden måde havde jeg en psykologisk blokering. En blufærdighed.  Jeg turde ganske enkelt ikke spørge folk, om jeg måtte fotografere dem. Den blokering ville jeg til livs. 
 
Sådan begyndte mit fotoprojekt. 
 
 
Poul Erik Eliassen med en brædde lerkrukker på vej til brændeovnen.

Min forlægger, Teddy Petersen fra Forlaget Ajour, tilbød mig en bogkontrakt. Nu laver jeg næsten ikke andet en portrætter af initiativrige, aktive, udøvende, energiske langelændere, når jeg er i Danmark. Min psykologiske blokering er i hvert fald overvundet. Nu er spørgsmålet, om jeg også kan lave nogle fortællende portrætter, som beskriver disse ildsjæle og det samfund, de holder i gang.
 
Her blot som illustration nogle få fotos af enkelte af de ildsjæle, der kommer til at optræde i min Langelandsbog.
 
 
Den langelandske keramiker Poul Erik Eliassen.

Poul Erik Eliasen er en af øens bedste keramikere – og dem er der ellers mange af på Langeland. Selvom han er ramt af gigt, så formår hans fingre på ubegribelig kort tid at skabe en skål, en krukke eller et kar med en forbavsende tynd og delikat væg, som senere brændes til porcelæn. Midt ude i skoven skabes det ene lille kunstværk lige så stille efter det andet.
 
Den italiensk fødte – selv vil han sikkert sige siciliansk fødte – langelandske kunstner Alfio Bonanno er en anden af de interessante ildsjæle, jeg følger. Det er fiskeren og byrådsmedlemmet Ulrik K. Hansen fra Bagenkop også, såvel som kunstneren og kirketjeneren Hans Kjær fra Rudkøbing, som har sit eget mini-ulandsprojekt kørende i Ghana i Vestafrika.
 
De er bare nogle få af de interessante langelændere, som jeg har lært at kende, fordi jeg skulle ud over min psykologiske blokering og frygt for at bede danskere om lov til at portrættere dem. Det er jeg ikke længere så bange for, som jeg var før. Nu er spørgsmålet blot, om jeg kan få en hel bog ud af det, og om jeg kan leve op til mine egne forventninger om at mestre ”det fortællende portræt”.
 

Lidt flere langelandske portrætter


 
Alfio Bonanno i sit galleri i Rudkøbing på Langeland.
 
Alfio Bonanno i sit galleri i Rudkøbing på Langeland.
 
Ulrik Kølle Hansen. Langelandsk fisker og kommunalrådsmedlem.
 
Ulrik Kølle Hansen. Langelandsk fisker og kommunalrådsmedlem.
 
Alfio Bonanno. Langeland
 
Alfio Bonanno. Langeland
 
Hans Kjær. Kunstner, kirketjener og U-landsaktivist.
 
Hans Kjær. Kunstner, kirketjener og U-landsaktivist.
 
Ulrik K. Hansen losser dagens fangst i havnen i Bagenkop.
 
Ulrik K. Hansen losser dagens fangst i havnen i Bagenkop.
 
Langelandske Hans Kjær hilses velkommen i landsbyen Nnudu i Ghana på et af sine mange arbejdsbesøg.
 
Langelandske Hans Kjær hilses velkommen i landsbyen Nnudu i Ghana på et af sine mange arbejdsbesøg.
 
Tilføj kommentar
 
 
2 Kommentarer: