Første forsøg med flash-fotografering:
Lad der blive lys...
Nogle gange skal man ikke blande sig. Når Gud leverer sådan et lys her, skal man bare være vågen og trykke på udløseren. Andre gange kan man godt selv hjælpe lidt til med lyset, for Gud kan godt have vigtigere ting at tage sig til, end at hjælpe med ens fotografi.
JERUSALEM (03.10.2014): Når Gud agerer lysmester, så er det naturligvis altid langt det bedste. Når Hans lys virker, så får den på alle tangenterne.
Men der er situationer, hvor Guds lys ikke er nok, og her taler jeg ikke i religiøs eller åndelig forstand, men udelukkende som fotograf. Fotografi… selve ordet – betyder ”at tegne med lys”, så lyset er altafgørende. Og kommer det ikke kommer ind rigtigt i forhold til den person eller det objekt, man gerne vil fotografere, så er det fotografiet, der taber. Med mindre man mestrer lyset og kan sætte sit eget. 
I mine første mange år som amatørfotograf påstod jeg altid, når jeg blev spurgt, hvorfor jeg ikke brugte flash, at jeg dyrkede det naturlige lys. Det var sådan set også korrekt. Man kan lave nogen af de mest fantastiske billeder, hvis man konsekvent forsøger at klare sig med det lys, der naturligt er til rådighed.
Problemet var bare, at jeg også løj en smule.
Hver eneste gang, jeg havde forsøgt mig med flash-fotografering, var det endt som en katastrofe. Resultatet blev helt rystende dårligt. Intet mindre. Men i stedet for åbent at indrømme, at jeg bare ikke magtede at fotografere med flash, så lød det langt bedre at sige: ”Jeg dyrker det naturlige lys”. 
”Naturligt lys” har næsten en klang af noget grønt, økologisk og bæredygtigt, så det må være godt. Fotografiets udgave af sund, fedtfattig kost, masser af fibre og kolde brusebade. Dogme-agtigt. Man bliver lidt af en kunstner med den slags påstande. Især hvis man samtidig ser lidt lidende ud, er klædt i sort, lægger et Leica på café-bordet og kommer med et dybt, livstræt suk.
Der er dog ikke mange, der falder for min immitation af ”den lidende kunstner”, så nu er jeg endelig langt om længe begyndt at eksperimentere med flash-fotografering. Lidt af nød kan man sige. For jeg har et par fotoprojekter kørende. Et om Jerusalem – og et andet om Langeland. To opgaver som stiller vidt forskellige krav til mig som fotograf. 
Jerusalem er dramatisk, eksotisk og fotogent helt i sig selv, og den fotostil, jeg bruger hernede er mere over i det foto-journalistiske, så her fortsætter jeg stort set med det naturlige lys – nogle gange hjulpet en smule på vej af en enkelt flash til at bløde de hårde skygger lidt op. Men Langeland er mere velkendt. Mindre eksotisk, set med danske øjne. Derfor er jeg nødt til at arbejde mere med billederne, hvis jeg skal få andre danskere til at spærre øjnene op og synes, at billederne er interessante, anderledes og seværdige. Så derfor er jeg for alvor begyndt at eksperimentere med flash-fotografering.
Jeg har købt fire af Canon’s nye Speedlite 600EX-RT, og skal helt sikkert have et par stykker mere. En helt fantastisk flash at arbejde med. Jeg har også fået Canon’s lille radiosender ST-E3-RT, så jeg kan dirigere det hele fra kameraet. Desuden har jeg anskaffet et antal stativer og softbokse, så jeg virkelig kan begynde at lege med lyset – bløde det op og dirigere det. Det hele er langt lettere at arbejde med, end jeg troede. 
Canons nye flash-system nemt at at gå til, netop fordi det arbejder sammen med en. Ikke imod, som jeg ofte følte at mine tidligere flash-systemer gjorde. Med ETTL-målingen, der måler lyset igennem kameraets objektiv, er det svært at få det til at gå helt galt. Efter et stykke tid begynder man så at eksperimentere med nogle flash-enheder i manuelt mode og andre i ETTL. Så bliver det virkelig sjovt. Og fordi det nye udstyr spiller med - nogle gange tror man næsten, at flash-computeren forstår, hvad man vil, så nemt er det - så bliver resultatet ofte så godt, at man får mod på at prøve endnu flere nye og mere vovede ting.
For mig har bekendtskabet med de nye Canon-flashes i hvert fald været et positivt et af slagsen. Så meget at jeg nu pludselig begyndt at dyrke det unaturlige… eller i hvert fald det medbragte lys, som jeg blander med det naturlige. 
Tag for eksempel billedet af vinbonden Mads fra Tranekær. Tidligere ville jeg være nødt til at eksponere efter hans ansigt. Men så ville himmelen brænde helt ud og blive helt hvid. Havde jeg eksponert efter at få himmel og skyer med, så ville Mads blive en sort silhouet. Nu eksponerer jeg efter at få himmel og skyer med – jeg undereksponerer dem endog en smule – og bruger så mine medbragte flashes til at give lys til Mads. Både forfra igennem en softbox, så der kommer et behageligt sidelys på hans ansigt med bløde skygger, som giver det form og plasticitet, og med en enkelt nøgen flash lige bag ham, for at give ham lidt kant og få ham til at træde frem fra baggrunden.
I kirken i Rudkøbing med kunstneren og kirketjeneren Hans Kjær, havde jeg en af mine venner til at stå udenfor kirken med en flash med orange filter på en lang stang og lyse ind igennem vinduet og illudere den nedgående sol (det var nemlig midt på dagen). Inde i kirken havde jeg en enkelt stor softbox til at give lidt ekstra lys til Hans’ ansigt og for at bløde de ellers skarpe skygger lidt op. 
Hos den dejlige kunstmaler Dorte Eisen forsøgte jeg at blande en alt for lang lukkertid, som alene ville give et udtværet billede med lidt bevægelsesslør, men når det, der er lige foran kameraet kan fastfryses med en afdæmpet flash, så bliver det til et billede af en arbejdende kunstner med ild i paletten. Kun gjort muligt ved brug af flash.
Jeg elsker mit nye flash-system. Det tilføjer mit fotografi en helt ny kvalitet.
Jeg er stadigvæk i min inderste sjæl dyrker af det naturlige lys. Det jeg lige nu leger med på Langeland, kan være lidt svært at praktisere i den del af verden, hvor jeg normalt bor og arbejder. Mens mit Langelandsprojekt nogle gange har udviklet sig til, at jeg rykker et mindre fotostudie ud i naturen, så bliver en enkelt flash, måske med lidt blødgøring eller en reflektor nok det meste, jeg kan få med mig ud her i Mellemøsten. Derfor har jeg kun en af mine Speedlites, en udfoldelig reflektor og radiosenderen med mig 
herned denne gang. Jeg kunne nu godt bruge en enkelt flash mere hernede i Jerusalem. Så det kan godt være, at jeg selv hernede begynder at hjælpe lidt på Guds egen lyssætning en gang imellem. Kun lige for at give fotografiet et ekstra lille pift.
Jeg er i hvert fald ikke så bange for flash-fotografering længere, som jeg en gang var.
* * *
Dette er en lettere ombearbejdet udgave af en artikel, jeg skrev til fotogruppen MOMENTO’s hjemmeside i begyndelsen af september 2014.
Men der er situationer, hvor Guds lys ikke er nok, og her taler jeg ikke i religiøs eller åndelig forstand, men udelukkende som fotograf. Fotografi… selve ordet – betyder ”at tegne med lys”, så lyset er altafgørende. Og kommer det ikke kommer ind rigtigt i forhold til den person eller det objekt, man gerne vil fotografere, så er det fotografiet, der taber. Med mindre man mestrer lyset og kan sætte sit eget.
I mine første mange år som amatørfotograf påstod jeg altid, når jeg blev spurgt, hvorfor jeg ikke brugte flash, at jeg dyrkede det naturlige lys. Det var sådan set også korrekt. Man kan lave nogen af de mest fantastiske billeder, hvis man konsekvent forsøger at klare sig med det lys, der naturligt er til rådighed.
Problemet var bare, at jeg også løj en smule.
Hver eneste gang, jeg havde forsøgt mig med flash-fotografering, var det endt som en katastrofe. Resultatet blev helt rystende dårligt. Intet mindre. Men i stedet for åbent at indrømme, at jeg bare ikke magtede at fotografere med flash, så lød det langt bedre at sige: ”Jeg dyrker det naturlige lys”.
Øverst: Hanne Hamann, som er deltidsbrandmand og masser af andre ting. Herover: Hans Kjær i Rudkøbing kirke, hvor han arbejder. Herunder: Multikunstneren Alfio Bonanno ved et af sine kunstværker i TICKON-parken bag Tranekær Slot.
”Naturligt lys” har næsten en klang af noget grønt, økologisk og bæredygtigt, så det må være godt. Fotografiets udgave af sund, fedtfattig kost, masser af fibre og kolde brusebade. Dogme-agtigt. Man bliver lidt af en kunstner med den slags påstande. Især hvis man samtidig ser lidt lidende ud, er klædt i sort, lægger et Leica på café-bordet og kommer med et dybt, livstræt suk.
Der er dog ikke mange, der falder for min immitation af ”den lidende kunstner”, så nu er jeg endelig langt om længe begyndt at eksperimentere med flash-fotografering. Lidt af nød kan man sige. For jeg har et par fotoprojekter kørende. Et om Jerusalem – og et andet om Langeland. To opgaver som stiller vidt forskellige krav til mig som fotograf.
Jerusalem er dramatisk, eksotisk og fotogent helt i sig selv, og den fotostil, jeg bruger hernede er mere over i det foto-journalistiske, så her fortsætter jeg stort set med det naturlige lys – nogle gange hjulpet en smule på vej af en enkelt flash til at bløde de hårde skygger lidt op. Men Langeland er mere velkendt. Mindre eksotisk, set med danske øjne. Derfor er jeg nødt til at arbejde mere med billederne, hvis jeg skal få andre danskere til at spærre øjnene op og synes, at billederne er interessante, anderledes og seværdige. Så derfor er jeg for alvor begyndt at eksperimentere med flash-fotografering.
Jeg har købt fire af Canon’s nye Speedlite 600EX-RT, og skal helt sikkert have et par stykker mere. En helt fantastisk flash at arbejde med. Jeg har også fået Canon’s lille radiosender ST-E3-RT, så jeg kan dirigere det hele fra kameraet. Desuden har jeg anskaffet et antal stativer og softbokse, så jeg virkelig kan begynde at lege med lyset – bløde det op og dirigere det. Det hele er langt lettere at arbejde med, end jeg troede.
Ved optagelsen af den skønne Almira Vojnikovic, flygtning fra Balkan som nu driver en populær modebutik i Rudkøbing, lader jeg alle mine softboxe blive en del af motivet, for at give Almira et skær af at være fotomodel.
Canons nye flash-system nemt at at gå til, netop fordi det arbejder sammen med en. Ikke imod, som jeg ofte følte at mine tidligere flash-systemer gjorde. Med ETTL-målingen, der måler lyset igennem kameraets objektiv, er det svært at få det til at gå helt galt. Efter et stykke tid begynder man så at eksperimentere med nogle flash-enheder i manuelt mode og andre i ETTL. Så bliver det virkelig sjovt. Og fordi det nye udstyr spiller med - nogle gange tror man næsten, at flash-computeren forstår, hvad man vil, så nemt er det - så bliver resultatet ofte så godt, at man får mod på at prøve endnu flere nye og mere vovede ting.
For mig har bekendtskabet med de nye Canon-flashes i hvert fald været et positivt et af slagsen. Så meget at jeg nu pludselig begyndt at dyrke det unaturlige… eller i hvert fald det medbragte lys, som jeg blander med det naturlige.
Vinbonden Mads ville enten være blevet en silhouet, eller himlen én overbelyst, hvid flade, hvis det ikke var for mit eget medbragte lys.
Tag for eksempel billedet af vinbonden Mads fra Tranekær. Tidligere ville jeg være nødt til at eksponere efter hans ansigt. Men så ville himmelen brænde helt ud og blive helt hvid. Havde jeg eksponert efter at få himmel og skyer med, så ville Mads blive en sort silhouet. Nu eksponerer jeg efter at få himmel og skyer med – jeg undereksponerer dem endog en smule – og bruger så mine medbragte flashes til at give lys til Mads. Både forfra igennem en softbox, så der kommer et behageligt sidelys på hans ansigt med bløde skygger, som giver det form og plasticitet, og med en enkelt nøgen flash lige bag ham, for at give ham lidt kant og få ham til at træde frem fra baggrunden.
I kirken i Rudkøbing med kunstneren og kirketjeneren Hans Kjær, havde jeg en af mine venner til at stå udenfor kirken med en flash med orange filter på en lang stang og lyse ind igennem vinduet og illudere den nedgående sol (det var nemlig midt på dagen). Inde i kirken havde jeg en enkelt stor softbox til at give lidt ekstra lys til Hans’ ansigt og for at bløde de ellers skarpe skygger lidt op.
Dorte Eisen med ild i paletten og fartstriber. Opnået ved lang eksponeringstid og en meget afdæmpet flash for at fastfryse hendes ansigt.
Hos den dejlige kunstmaler Dorte Eisen forsøgte jeg at blande en alt for lang lukkertid, som alene ville give et udtværet billede med lidt bevægelsesslør, men når det, der er lige foran kameraet kan fastfryses med en afdæmpet flash, så bliver det til et billede af en arbejdende kunstner med ild i paletten. Kun gjort muligt ved brug af flash.
Jeg elsker mit nye flash-system. Det tilføjer mit fotografi en helt ny kvalitet.
Jeg er stadigvæk i min inderste sjæl dyrker af det naturlige lys. Det jeg lige nu leger med på Langeland, kan være lidt svært at praktisere i den del af verden, hvor jeg normalt bor og arbejder. Mens mit Langelandsprojekt nogle gange har udviklet sig til, at jeg rykker et mindre fotostudie ud i naturen, så bliver en enkelt flash, måske med lidt blødgøring eller en reflektor nok det meste, jeg kan få med mig ud her i Mellemøsten. Derfor har jeg kun en af mine Speedlites, en udfoldelig reflektor og radiosenderen med mig
Kunstneren Mogens Sjøgaard henter inspiration ude i naturen. Her ved solnedgangen på stranden og hjulpet af et par af mine medbragte flash'er.
Jeg er i hvert fald ikke så bange for flash-fotografering længere, som jeg en gang var.
* * *
Dette er en lettere ombearbejdet udgave af en artikel, jeg skrev til fotogruppen MOMENTO’s hjemmeside i begyndelsen af september 2014.
Tilføj kommentar
1 Kommentarer:
