Mit Jerusalem-fotoprojekt:

Alt for tæt på Gud

 
 
JERUSALEM (19.02.2014): Det tog sin tid, men endelig er jeg kommet i gang. Jeg har været rigtig meget væk fra mit hjem her i Jerusalem. Utrolig meget. Siden begyndelsen af november har jeg kun været hjemme i samlet omkring tre uger, så siden jeg fik en forlagsaftale om at lave en fotobog om Jerusalem, har jeg næsten ikke været i Jerusalem. Noget der i sig selv næsten er en absurd Jerusalem-historie.
 
Men – nu er jeg da i det mindste kommet i gang… og jeg elsker det. På samme måde som jeg holder enormt meget af mit Langelands-fotoprojekt.
 
Arbejdstitlen er ”For tæt på Gud”, og vi får at se, om jeg formår at komme tæt på… ikke på Gud, for han vil
 
 
ikke fotograferes, men på de mennesker, der forsøger at nærme sig deres gud her i den hellige by - så tæt, at jeg kan vise noget nyt og interessant om deres oplevelse i mine billeder.
 
Der sker et eller andet i Jerusalem, som får alt til at blive sat på spidsen. Det er byen der er tættere på Gud, så tæt at det næsten kan være skadeligt. For ligesom der kun er mørke, hvis der også er lys, kulde hvis der også er varme, så betyder det at være tæt på Gud, at Jerusalem også er tæt på Djævelen. De to er et par. Den ene eksisterer ikke uden den anden. Så at være tæt på Gud er ikke nødvendigvis nogen velsignelse.
 
Jerusalem er en magnet for troende fra verdens tre store monoteistiske religioner – jødedommen, kristendommen og islam. Og alle tre anser de Jerusalem for at være hellig. Selvom de fleste af de tre religioners bekendere godt vil medgive, at byen også er hellig for de andre, så mener de alligevel ofte hver
 
 
især, at byen er en smule mere hellig for dem selv, mens de andre lidt er med på et afbud.
 
Det er nemt nok, at fotografere de forskellige religioners fromme bekendere, når de bevæger sig rundt i Den hellige Stad, og når de salvelsesfuldt kysser deres hellige sten, men hvordan fotograferer man deres følelser? Den religiøse åbenbaring og oplevelse nogle af dem, mener at få? Hvordan viser man, at disse troende pilgrimme er kommet så tæt på deres frelser og skaber, som de nogensinde vil komme, mens de er i live? 
 
Det skal jeg forsøge at finde ud af i det kommende års tid.

Lige nu er det bare vigtigt at komme i gang med at fotografere. Få en masse billeder optaget, taler med folk, og langsomt, langsomt begynde at sænke sig ned i emnet, ellers begynder det at blive en blokering, og man kommer aldrig i gang. Sådan har jeg det i hvert fald. Min forlægger var også ved at blive lidt nervøs, så han har nu også fået det bedre.

Derfor er det med sådan nogen ting, som man siger i ordsproget: ”Godt begyndt er halvt fuldendt”.

I forgårs hang de tunge, blygrå skyer over Jerusalem. Daglangt regnvejr, forudsagde meteorologerne. Heldigvis fik de ikke helt ret. Der kom byger i ny og
 
 
næ, men regnskyerne var dramatiske og fotogene. Og ind imellem brød en enkelt solstråle igennem.
 
Derfor var jeg ude fra morgenstunden. For det varer ikke længere, så er der ikke flere regnskyer. Så sætter foråret for alvor ind, og så får vi ikke regn i den her del af Mellemøsten i de følgende otte måneder. Så det er nu, der skal fotograferes udsigter.

I forgårs var det 11 grader og regn. I går "kun" lettere skyet og 13 grader i gennemsnit. I dag er det solskin og fredag siger vejrudsigten når temperaturer op på omkring 22 grader. Derefter er der "risiko" for at det er slut med skyerne. Dejligt for ferierende turister - naturligvis, men ikke så fotogent som nu - desværre.
 
I aftes var jeg inde i Den hellige Gravs Kirke. Her er der ikke meget lys til at begynde med. Selv i dagtimerne er her ret dunkelt. Går man så derind sent om aftenen, så er der slet ikke noget… andet end de elektriske lamper, de forskellige kristne kirker har hængt op her og der, og de stearinlys, som pilgrimmene selv medbringer, som giver lidt lys.
 
Det giver naturligvis også en helt særlig stemning i kirken. Ikke bare dunkelheden. De små pletter af lys midt i det store mørke hav. Men også at der på det her tidspunkt ikke er nogle store grupper turister på udflugt. Ingen højt talende guides. Alt er stille. Atmosfæren er underligt fortættet og
 
 
forventningsfuld. Som om alle venter på et eller andet overnaturligt. Et mirakel. Det er jo alligevel her, han ligger begravet – mirakelmageren, vækkelsesprædikanten, frelseren, Messias, Guds søn eller hvad man kalder ham.

Måske er det bare en særlig sindstilstand i de tidlige nattetimer, fordi det nu kun er de rigtigt troende tilbage. Dem der ikke bare tror, men som er sikre i deres overbevisning. Dem som har set lyset, eller trygler om det. Dem der beder og bønfalder Gud om at blive hørt, eller priser ham for Hans storhed. Det er et klientel, der hører til. Det kan mærkes.
 
Det er også et specielt tidspunkt at fotografere på, for på det her tidspunkt kan man som fotograf ikke bare forsvinde i mængden af turister. Der er ikke andre med store kameraer. Og her er så stille, at klikkene lyder som kanonslag. Heldigvis har mit Canon 5D III et ”Silent Mode”, som faktisk dæmper lyden af udløseren og spejlet ganske betydeligt, så det brugte jeg selvfølgelig.
 
Alligevel besluttede jeg mig også for at forsøge mig lidt med flashen, og det er jo ikke særlig diskret. Men på den måde at jeg brugte lange lukkertider og en meget afdæmpet flash, som til tider giver en ret interessant, lidt uskarp effekt.

Jeg er lige nu på vej ud i byen for at lave nogle optagelser og interviews til et indslag
 
 
til TV2/Nyhederne, så denne artikel bliver ikke længere i denne omgang, men der vil her på hjemmesiden løbende komme flere artikler og fotografiske dagbogsblade om mit Jerusalem-projekt, så hvis du er interesseret, så følg med i fotosiderne her på hjemmesiden. Du kan se et overblik over fotosiderne her.










Du kan følge med i fotoprojektet "Alt for tæt på Gud" på min særlige Facebookside om bogen.

 
Tilføj kommentar