BEIRUT LUFTHAVN (25.01.2014): Jeg skulle egentlig have været på vej til Jordan nu. I stedet sidder jeg med en billet til Kairo, hvor jeg også arbejdede i sidste uge. Men fire bomber i Kairo i går har fået min redaktør til at skifte mening. Jeg skal ikke længere til Jordan, men tilbage til den egyptiske hovedstad.
Da jeg dækkede afstemningen om landets nye forfatning i sidste uge eksploderede en bombe foran retsbygningen i Giza. Her i Libanon, hvor jeg nu har arbejdet i den forgangne uge, eksploderede en bombe for et par dage siden i det sydlige Beirut, og da vi for et par dage siden lavede et indslag om de syriske flygtninge oppe i bjergene på grænsen til Syrien, blev vi forsøgt kidnappet af syriske oprørere, og der blev skudt efter os, men det lykkedes vores chauffør at køre fra de bevæbnede kidnappere.
Hvorfor fortæller jeg det?
Fordi jeg sjældent har tid eller mulighed for at tilrettelægge mit arbejde som TV-korrespondent, men må gribe situationen, når den opstår… og på samme vis som fotograf – jeg har også altid et par kameraer med mig – selvom jeg jo
er journalist og egentlig ikke fotograf, men der skal jeg også tit bare reagere hurtigt på det, der pludseligt, uventet og tilfældigvis sker, der hvor jeg befinder mig. Derfor skal mit udstyr naturligvis også bare virke, være klar fra det øjeblik, jeg griber kameraet, og bare levere skarpe, sprøde, sprudlende, spektakulære resultater.
Nu hvor det er nogle måneder siden en gammel drøm gik i opfyldelse, og jeg endelig blev indehaver af et digitalt Leica M9-kamera, må jeg her i Beirut’s lufthavn, på vej til endnu en mellemøstlig krisezone indrømme, at hvis jeg skulle vælge imellem de to kameraer, der lige nu ligger foran mig på bordet: Min nye Leica M9 eller min Canon EOS 5D III, så ville mit Canon-kamera vinde med flere hestehoveder – selvom det er større, mere klodset og tungere. Det er bare et forbandet godt kamera. Robust, driftssikkert, logisk, hurtigt, til at stole på og det leverer næsten altid fantastisk gode resultater.
Leica’en… ja, hvor skal jeg begynde?
Når det er godt, så er det godt. Virkelig godt. Men alt for ofte, så ”er det ikke noget at skrive hjem om”, det jeg laver med Leica’en. Det er naturligvis også fordi jeg endnu ikke er helt så fortrolig med kameraet, som jeg burde være – jeg skal hele tiden tænke over, hvad det er, jeg laver. Men intet med det her kamera går hurtigt. Som arbejdsredskab kommer Leica’en ofte til at virke som et forstyrrende mellemled mellem det, der sker, og mig. Det modsatte burde være tilfældet.
”Men det er jo et
Leica”, siger mine fotografvenner lidt måbende til mig, som om jeg må forstå, at et Leica slet ikke virker, som andre kameraer, og at jeg må omstille mig til en helt anden måde at arbejde på.
En sagde ligefrem til mig, at det handler om oplevelsen, når man fotograferer. Den særlige "Leica-oplevelse"!?!
Jeg er nu mest interesseret i de fotografier, der kommer ud af det!
Fordi jeg så længe har drømt om at eje et sådant kamera (ren psykologi!!!), så er det også ret svært for mig selv nu, blot at afskrive denne drøm som en skør ørkenspejling. Jeg skal nok fortsat blive lidt mere fortrolig med kameraet, inden jeg totalt opgiver det, går tilbage til Photografica, og bytter det med endnu et Canon 5D III… eller en 1D X.
Jeg købte egentlig mit første Leica, et gammelt, analogt M6, fordi jeg under borgerkrigen i Libyen havde taget nogle fantastiske billeder med min 5D Mark II’er, men følte, at jeg for ofte tog hele serier af fotos, og bagefter udvalgte det bedste skud i rækken. Det var mere kameraet, end det var mig, der tog billedet. Jeg virkede bare som en slags stativ for fotografiapparatet, og bagefter som redaktør, der udvalgte det bedste, kameraet havde præsteret.
Det gamle analoge Leica skulle så at sige tvinge mig til at genopdage fotografiets oprindelige dyder, som jeg så håbede, at jeg kunne bringe med mig over i mit digitale arbejde.
Jeg tror også, at det virkede. Men efter nogle år med det gammeldags filmkamera følte jeg, at det var på tide at prøve det digitale Leica, for det analoge var alligevel for langsomt, og nu havde jeg udforsket den side af fotografiet. Derfor lod jeg den smukke, gamle M6’er indgå som en del af byttehandelen i opgraderingen til M9’eren.
På mange områder er M9’eren ligesom det gamle analoge Leica… både på godt og ondt… lige nu og her synes jeg mest på ondt.
Det gode er naturligvis, at kameraet er helt igennem manuelt, Det kan jeg godt lide. Den dejlige, lyse målsøger er også fantastisk. Desuden er kameraet lille, uanseeligt og diskrete med et forhistoriske udseende, som får det til at synes langt mindre truende end det store, intimiderende Canon-kamera. Folk får nærmest lidt medlidenhed med en, fordi de tror, at man har arvet sin bedstefars gamle kamera.
Det dårlige er, at man næsten er så langt tilbage til de analoge dage, at man skal vente til man kommer hjem, og får filmen fremkaldt, kigget på negativerne med en lup og forstørret et par op på papir, inden man kan se, om billederne kan bruges til noget. Så dårlig er LCD-skærmen kameraet. Den er intet mindre end en skandale. Man kunne lige så godt lave kameraet helt uden skærm på, så ubrugelig er den, Leica har forsynet dette kr. 40.000,- dyre kamera med.
De første mange gange, jeg kiggede på skærmen, var jeg overbevist om, at jeg måtte have indstillet noget på kameraet helt forkert, for så dårlige kunne mine billeder da ikke være. Det var de så heller ikke, viste det sig senere. Men hvorfor pokker spilde plads på kameraet til en skærm, der alligevel ikke kan bruges til noget som helst? Det eneste skærmen kan bruges til er at afsløre, om man har glemt at tage støvdækslet af sit objektiv. Skandaløst! Intet mindre. Jeg bliver rasende igen bare ved at skrive om det.
”Men det er jo en Leica”, lyder svaret fra mine fotografvenner igen. ”Man skal jo ikke hele tiden kigge på skærmen. Det er en uskik. Slå den fra, og se billederne på computeren, når du kommer hjem”.
Kameraet er desuden ret langsomt at arbejde med. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg føler, at det endog er langsommere end det gamle, analoge M6.
Jeg synes også, at jeg har vanskeligere ved at fokusere med den nye Leica, end jeg havde med den gamle, selvom det jo næppe kan være sandt. Måske er mine øjne blot blevet svagere. Men jeg har jo ikke to kameraer ved siden af hinanden, så jeg kan ikke checke, om der er en forskel. Jeg har i hvert fald meget sværere ved at vænne mig til de to små firkantede billeder, der skal overlappe hinanden, inde i søgeren, end jeg erindrer det på den gamle udgave af kameraet. Det er måske mere psykologisk. At jeg nu, hvor jeg har en digital Leica forventer, at det skal fungere en lille smule mere som et moderne digitalt kamera… noget der vel ikke er helt urimeligt, prisen taget i betragtning.
Ofte ender jeg med at sætte blænderen på 5,6, nogle gange endog på blænde 8, i stedet for 2,8, for på den måde at have så stor en dybeskarphed, at chancerne for at få et skarpt billede i kassen er større. Men egentlig ville jeg gerne gøre det modsatte – have en lille dybdeskarphed. Desværre må jeg så ofte kassere billederne… når jeg kommer hjem, for LCD-skærmen giver mig som sagt ikke mulighed for at checke billedet ude i marken.
Kameraets JPEG’s er også ret ubrugelige. Man skal kun fotografere DNG-filer. Men har man taget en mindre serie DNG’er, så taber processoren pusten, og kameraet skal stå og samle kræfter, mens filerne overføres til SD-kortet, inden det er klar til brug igen. Heller ikke tilfredsstillende for et kamera i den prisklasse.
”Men… det er jo et Leica!”
”Ja!!! Jeg ved det godt!!!”
”Men derfor kan det sgu da godt fungere som et ordentligt kamera!!!”
Jeg ved godt, at jeg med min mildt sagt manglende begejstring for min stinkende dyre Leica, har begået noget, der næsten er blasfemi i visse fotografiske cirkler. Og jeg vil heller ikke lægge hovedet på bloggen og påstå, at jeg ikke en skønne dag kunne blive så fortrolig med kameraet og dets mange særheder… ”for det er jo et Leica”, at lidt af min tabte kærlighed til Leica vender tilbage.
Jeg kan naturligvis heller ikke vurdere, hvor meget bedre den nyeste Leica M – Type 240 er, og i hvilken udstrækning der er tale om et nyt og helt moderne kamera, eller om det jo også er et Leica, og derfor skal vurderes efter en helt anden målestok. Lige nu og her må jeg nok indrømme, at jeg bliver irriteret hver gang jeg klikker ind på et Leica-website og ser, at nu er fabrikken i Wetzlar, som ærbødigt omtales som noget nær Det Allerhelligste i Guds Tempel, igen har produceret et underligt Limited Edition Leica-kamera i platin med diamanter og krokodilleskind til rige oliesheikh’er, som ikke er den mindste smule interesseret i fotografi, i stedet for bare at lave nogle kameraer, hvor der er et logisk forhold mellem pris, brugervenlighed og fotografisk kvalitet.
Jeg må sige, at når jeg nu om nogle timer igen går ud i Kairos gader, så er det min Canon 5D III, der hænger over skulderen, hvis jeg skal ud til nogle begivenheder, hvor der pludselig kan ske noget uventet og dramatisk. Leica’en vil stå hjemme på hotelværelset. Jeg har indtil nu haft det liggende i hullet i fototasken imellem min Canon EF 14mm og EF 85mm. (På kameraet har jeg en 24-70mm). Men hullet bliver nu i stedet fyldt op af den flash, jeg tidligere lod ligge hjemme på hotelværelset.
Skal jeg derimod ud på en afslappet spadseretur i den indre by, hvor jeg ved, at jeg har tid til at lave lidt Street Photography, mulighed for at sidde på en cafe og imponere nogle intellektuelle og kunstneriske typer med mit kamera, så bliver det Leica’en, jeg slynger over skulderen.
Leica’en har dog haft én fantastisk god effekt på mig. Den har gjort det klart for mig, hvor meget jeg holder af min Canon EOS 5D Mark III.
Retfærdigvis må jeg dog lige sige, at da vi i forgårs med hvinende dæk susede ned ad en snoet libanesisk bjergvejen ved den syriske grænse med kuglerne piftende omkring ørene og nogle skøre syriske oprørere i hælende, da fik jeg ikke taget et eneste foto hverken med Leica’en eller Canon’en.
Jeg havde for travlt med dukke mig og komme væk. Så det var i hvert fald ikke Leica’ens skyld… for det
er jo en Leica!
* * *
Jeg havde nogle timer fri en fredag omkring det tidspunkt, der var fredagsbøn. Jeg tog en spadseretur på øen Zamalek, hvor jeg bor, når jeg er i Kairo. Jeg havde kun Leica’en med mig.
Her kan du se et galleri af billeder, jeg tog på den tur.