Rejsefotografi:

En stak fotos kan åbne døre

JERUSALEM (09.04.2013): Egypten er en kæmpemæssig nation… i hvert fald når man ser landet på et atlas. Men landkortet snyder. Egypten er en ørken. Én kæmpemæssig, så godt som ubeboelig, enorm ørken… hvis det ikke lige var for Nilen, som gør en lillebitte strimmel grøn, frugtbar og beboelig. Denne lange flod, som snor sig igennem landet fra grænsen til Sudan i syd op til Middelhavet i nord, er landets hovedpulsåre. Uden Nilen ville Egypten ikke eksistere.

 
 

Allerede her er jeg snublet i en af de egyptiske skævheder. Vi vesterlændinge er opdraget med landkort, hvor nord er op og syd er ned. I Egypten dikteres alt – livet, transporten, eksistensen, historien, årets gang, op og ned, og så godt som alt andet af floden. Nilen er Egyptens livgivende kilde. Det er den, alt drejer sig om, og Nilen flyder fra sine kilder oppe i det centrale Østafrika i syd og ned til Middelhavet nordpå. Lidt selvmodsigende set med vore øjne. Øvre Egypten ligger sydpå og Nedre Egypten oppe ved Middelhavet.

Mens Nilens vand lige siden verdens skabelse altså langsomt og konstant har flydt nordpå, så er den fremherskende vind en næsten lige så konstant og dæmpet nordenvind, der i et langsomt, roligt og adstadigt egyptisk tempo blæser sydover.

Det har fra oldtiden begavet Egypten med en billig evighedsmaskine til at transportere ting rundt i landet, som alligevel befinder sig i gåafstand fra floden. De årtusindgamle, traditionelle sejlbåde, feluccaerne, er bygget til denne særlige egyptiske livsstil omkring floden. De findes i alle mulige størrelser og modeller. Fra småbåde til familien og persontransport, mange mennesker bor og lever på bådene, til store pramagtige lastbåde, der fragter alt fra byggematerialer til årets afgrøder fra landdistrikterne ind til markederne i byerne.

Sydover sætter de sejl, og bruger vinden som drivkraft op ad floden. Skal de den modsatte vej – nordpå – ripper de sejl og flyder stille og roligt med strømmen. Elegant. Funktionelt. Bæredygtigt. Rent. Smukt. Og utrolig egyptisk.

 
 

Felucca’erne er – næst efter pyramiderne og Sfinx’en – et af de mest ikoniske billeder af Egypten. Med deres store, trekantede sejl, ligner de ikke sejlbåde, jeg har set noget andet sted i verden. De er inkarnationen af alt egyptisk. Jeg elsker disse sejlbåde, og så er de så fantastisk fotogene.

For nogle år siden skulle jeg researche til en dokumentarserie, vi på TV2 skulle lave i kølvandet på Muhammed-tegningekrisen, og en del af optagelserne skulle finde sted i Kairo. Vi havde blandt andet brug for nogle optagelser fra Nilen, og jeg brugte lejligheden til at komme ud at sejle lidt frem og tilbage med mine elskede feluccaer. Den vi fandt, fragtede mennesker og varer frem og tilbage mellem storbyen og en ø ude midt i floden, hvor folk lever i noget, der mest af alt minder om et fjernt landdistrikt. De kan kigge over til Kairo, som ligger 10 minutters sejlads borte, men folk her lever, som om de befandt sig langt borte fra den hektiske, pulserende, overbefolkede multimillionby, hundredvis af kilometer oppe i Øvre Egypten eller langt ude i deltaet. Men øen ligger lige midt i Kairo.

 
 

Turen over til øen Dahab kostede kun et par kroner, så det var mildt sagt ikke nogen stor udskrivning. Undervejs tog jeg nogle billeder af skipperen, som ejede båden sammen med sin bror, som også var med, og var en mellemting mellem førstestyrmand og spasmager, som underholdt passagererne, og alle kendte tilsyneladende hinanden. Eneste problem var, at mange af feluccaerne nu har reklamer på sejlene. Denne båd reklamerede for Pepse Cola, og reklamen var mildt sagt lidt skæmmende, syntes jeg, men det var der ikke noget at gøre ved.

Researchen på feluccaen og ude på øen varede ikke mere end et par timer, men jeg brugte naturligvis også tiden til at fotografere. To dage senere vendte jeg tilbage med en stak fotos, som jeg havde fået printet ud i den lokale fotoforretning nær mit hotel. Der var både billeder af de to brødre, og også en del af beboerne ovre fra øen. Jeg bad de to bådsmænd om at dele fotografierne ud, så alle, vi havde mødt fik et foto af sig selv.

 
 

Den overraskelse, glæde og taknemmelighed, jeg mødte, da jeg gav de venlige mennesker fotografierne, er slet ikke til at beskrive, men da jeg kom tilbage med mit kamerahold nogle uger senere for at filme, så var der slet ingen ende på, hvad alle på bådene og ovre på øen ville gøre for os.

Feluccaen fik skiftet sejl, så Pepsi-reklamen forsvandt, og vi sejlede frem og tilbage et hav af gange, så vi både kunne filme båden lægge til og fra, både ovre på øen og på Kairo-siden, og sejle forbi den i en anden båd og så videre.

Vi kunne ikke tvinge nogen til at tage imod betaling længere, ligegyldigt hvor meget vi prøvede. Det var en æressag. Vores eneste løsning på problemet blev, at vi sendte vores chauffør ud for at købe mad, så vi kunne byde folkene på båden på frokost: Pita-brød, hoummus, ta’amiya (den lokale udgave af felaffel), fuul, æg og salat. Den helt almindelige lokale mad, som intet som helst koster. Så mens vi sejlede sammen, spiste vi også. Nu havde vi brudt brød sammen, så nu var vi virkelig blevet familie.

 
 

Masser af gange siden, når jeg har været tilbage i Kairo, sejler jeg ud til Dahab, for det er som at komme ud af byen, selvom man stadigvæk er midt i den. Det er en helt anden verden transplanteret ind lige midt i metropolen. Mange derovre husker stadigvæk de billeder, jeg den gang gav dem, og den frokost, vi spiste sammen, og jeg kan tage billeder alle vegne. De to brødre er i mellemtiden døde, så det er andre, der i dag står for færgefarten. Men de er lige så venlige som deres forgængere.

Samlet har det måske kostet mig godt og vel en hundrede kroner og en smule mad… som jeg også selv spiste af. Men for den investering har jeg fået en masse venner og masser af dejlige fotos af nogle vidunderlige mennesker. Og der bliver ved med at falde nye fotos af, hver eneste gang jeg besøger området, blot på grund af den stak fotos og den måde vi i sin tid mødtes på for snart mange år siden.

 
 

Man kommer uendelig langt med en lille smule venlighed. Og i den her del af verden, hvor jeg opererer, skal man slet ikke undervurdere, hvad en lille stak fotos af de mennesker, man tager billeder af, kan åbne af døre og give af venskaber, som er helt uvurderlige, når man gerne vil forevige sin rejse for eftertiden.

Har man tid til det, så skal det slet ikke være de første billeder, man tager, der er det, man går efter. De første fotos er derimod ”døråbnerne”. Dem man får printet ud og giver tilbage til folk. De er nøglen til deres hjerter. Når man først har afleveret disse billeder, så begynder den egentlige fotoopgave, og nu er der næsten ingen

 
 
ende på, hvad man kan få lov til at lave.

Det er ikke hele Egypten, der bliver beskrevet i denne historie, men tværtimod bare et lille mini-univers: En færge og en ø. Men det er en smuk lille afsluttet beretning, som, synes jeg, fortæller en langt større og ganske interessant historie.

Og – ikke mindst: Det er let, det er ligetil, det er billigt, low-tech, og tro mig, det giver et hav af gode fotos.

* * *

Artiklen er skrevet til Selskabet for Dansk Fotografi's hjemmeside. Og her kan du se hele mit fotogalleri fra Dahab i Kairo.


 
Tilføj kommentar