Et ondt udseende stykke glas

JERUSALEM (05.04.2013): Jeg ved det godt! Det er ikke kameraet, der laver det hamrende gode fotografi. Heller ikke linsen. Det er fotografen.

Ingen tvivl om det!

Alligevel er det en nydelse, at have noget ordentligt udstyr.

Jeg begyndte med et ganske almindeligt amatørkamera med 3,2 megapixel. Så fik jeg en Canon EOS 20D med en 8,2 MP-sensor. Det var den gang et af de bedre DSLR-kameraer til pengene, og det havde udskiftelige linser, og så var jeg solgt.

Nu hvor jeg er blevet totalt bidt af bacillen, drømmer jeg naturligvis om bedre og bedre udstyr, og på det seneste har jeg fået det meste skiftet ud og opgraderet, og det gør, at hver eneste udflugt også lidt bliver et eksperiment med, hvad alle disse nye gadgets kan… og nogle gange ikke kan.

Mit nye kamera: Et Canon EOS 5D Mark III… wawa’wiwah!!! Helt fantastisk. Jeg troede slet ikke at forskellen til det Mark II, som jeg nu har fotograferet med i en årrække, ville være så stor. Men det er den. Det vil jeg skrive mere om i en senere artikel, for jeg har nemlig også fået mig en håndfuld nye linser. En af dem – den jeg vil skrive om her – fik jeg lidt ved en tilfældighed, men først lidt forhistorie.

Da jeg for 4-5 år siden opgraderede mit udstyr til et 5D Mark II, som er et såkaldt full frame-kamera, hvilket vil sige, at sensoren er 24x36 mm lige som de gamle analoge fotografiapparater, og derfor udnytter Canon’s fine L-objektivers brændvidde fuldt ud, så det betød også, at kameraet samtidig var ganske lysfølsomt. Derfor besluttede jeg, at jeg i starten udelukkende ville have ”gammeldaws” prime linser. Linser med fast brændvidde. Jeg anskaffede en 24 mm L f/1.4 og en 85 mm L f/1.2. Det gjorde jeg både for at udnytte kameraets lysfølsomhed fuldt ud med et par ultra-lysstærke objektiver, men også for at tvinge mig selv bort fra den zoom-dovenskab, der var begyndt at sætte ind med mit gamle udstyr. Nu ville jeg, i stedet for sløvt at stå solidt plantet ét enkelt sted og bare zoome mig ind og ud af problemer med kompositionen, være tvunget til at bevæge mig selv lidt mere rundt omkring motivet og se det fra flere vinkler. Det er en sund beslutning, som varmt kan anbefales. Ingen tvivl om at det ændrede min måde at fotografere på til det bedre.

Men det havde også en negativ side. For ofte så jeg et godt motiv, men endte med ikke at fotografere det, fordi jeg havde den forkerte linse på kameraet. Nogle gange var det dovenskab, der gjorde at jeg ikke fik skiftet objektivet, andre gange frygt for at få støv ind på sensoren. Og jeg skal ikke afvise, at jeg nogle gange brugte støv-argumentet af ren og skær dovenskab. Men summa summarum: Jeg mistede gode motiver, og jeg begyndte at savne en zoom.

Da jeg godt kan lide vidvinkler, så gik jeg først efter Canons nye 16-35 mm L f/2.8 Mark II. Jeg fandt en meget lidt brugt linse, som var til salg. Sælgeren havde også en 14 mm L f/2.8 Mark II, som jeg kiggede forelsket på, men egentlig mente, var for vidvinklet til virkelig at være brugbar.

Ikke desto mindre – da jeg havde forhandlet prisen på 16-35’eren på plads, så tilbød jeg også at købe 14 mm’eren, hvis jeg kunne få en pæn rabat. Det fik jeg, og pludselig var jeg to linser rigere, men også så mange penge fattigere, at det til dato – af hensyn til familiefreden – forbliver en velbevogtet statshemmelighed, at jeg har anskaffet den.

Jeg var i starten ret overbevist om, at 14 mm’eren det meste af tiden ville forblive i tasken, mens det ville være 16-35 mm, som ville blive brugt mest. Sådan er det imidlertid ikke gået.

Ultra-ultra-vidvinklen på bare 14 mm er faktisk blevet en af mine absolutte favoritlinser. 16-35’eren er i Mark II-udgaven en klar forbedring over den oprindelige version af linsen, men når zoomen er ude i den videste 16 mm-brændvidde, fortegner den ganske meget i kanterne. Det gør 14 mm’eren ikke i nær samme grad, selvom den endog er endnu videre.

Jeg har aldrig selv fotograferet med Canon’s første, oprindelige version af 14 mm’eren, men de fotografer, jeg kender, som har prøvet den, var ikke imponeret. Mildt sagt. Derfor sagde et par af dem også, at jeg havde gjort et skidt køb, da jeg fortalte dem, at jeg nu havde købt den – om end i den nye, forbedrede Mark II-version. De har begge ændret mening.

”It’s a mean piece of glass you’ve got yourself there”, sagde en af dem, da han så den nye linse – ”Det er dog et ondt udseende stykke glas, du har anskaffet dig!”

Han har ret.

Selv min fotohandler i Jerusalem skulle lige lege lidt med den, da jeg var inde for at købe nogle småting, så påtrængende stikker glasset ud. Man må prøve den.

Frontelementet buler ud af linsen som en skræmt frø’s udstående øjne eller en kæmpestor stor vandråbe, som lige straks drypper ned på jorden. Mange tror, at der er

tale om en fiskeøje-linse, når de ser den første gang.

Denne lidt aggressive linse forrest i objektivet gør naturligvis også, at man ikke kan bruge filtre til det. Det er naturligvis et minus. For med så megen himmel, når man fotografere udendørs, ville det naturligvis have været dejligt med et polarisationsfilter. Men det lader sig ikke gøre.

At det er en kvalitetslinse, fornemmer man, bare når man holder den i hånden. Man kan simpelthen mærke, at den er solidt bygget. Canon siger, at den også er ”weather sealed” – fugt- og støvtæt, noget der er ganske godt hernede i Mellemøsten, hvor jeg bor og fotograferer, og hvor vi netop er kommet ud af den meget fugtige regntid, og nu er på vej ind i otte måneders tørke med masser af støv. Alt på linsen føles som kvalitet. Alene det er en nydelse. Men objektivet tager også ganske fantastiske billeder. Og i betragtning af, hvor vidvinklet den faktisk er, så er fortegningen overraskende begrænset.

Man skal rimelig tæt på et eller andet, så man har lidt forgrund, for er objekterne bare en lille smule væk, så bliver alt meget småt.

For et par dage siden tog jeg min søn, som heldigvis deler min begejstring for fotografiet, med på en fotoudflugt ind i Jerusalems Gamle Bydel og ind i Gravkirken – begge steder flyder nærmest over med motiver. Jeg for at prøve 14 mm’eren på mit gamle 5D Mark II-kamera, fordi min søn havde sat sig på det nye 5D Mark III med den lige så nye 24-70 mm L f/2.8, som også er et fremskridt fra den tidligere version, men den må jeg vente med at lege med indtil min søn giver slip på den.

Inde i Gravkirken er der meget lidt lys, så der bliver linsen nødt til at opererer ved allerstørste blænderåbning. Alligevel er den ganske skarp selv ude i kanterne. Kan man stoppe den et par blænderåbninger ned, bliver den endnu skarpere. Den slår helt klart 16-35-zoomen med flere hestehoveder.

Der er naturligvis også problemer.

Linsen ser alt indenfor en vinkel på 114 grader. Det er ret meget. Bruger man mere end 44 i skonummer, stikker skosnuderne næsten ind i billedet. Nej – spøg til side: Problemet er mest, at der er så mange ting inde i billedrammen, at det er svært at holde øje med det hele, når man fotograferer. Jeg har kasseret masser af billeder, fordi nogen eller noget, jeg ikke opdagede under optagelsen, stikker ind i billedet.

Blænder man bare en smule ned, får linsen også en ret stor dybdeskarphed, hvilket naturligvis er en fordel, når man laver landskaber, men fotograferer man mennesker, som jeg ofte gør, så kan det være et problem, for alt bliver skarpt, og dermed bliver billedet også nemt rodet. Derfor er det til den slags motiver godt udelukkende at bruge den største blænderåbning, så baggrunden kan ses, men bliver en smule ude af fokus.

Der kan naturligvis godt være nogle fortegninger, hvis mennesker placeres for langt ude i kanten af billedrammen. Derfor gør jeg det, at jeg kompositionsmæssigt lader personer komme lidt for langt ind mod midten af billedet, og så klipper jeg senere lidt af billedet væk i Photoshop, så figurerne kommer derud, hvor jeg gerne vil have dem, men uden at de fortegnes.

Jeg kan godt lide vidvinkler. Og jo mere jeg fotograferer med dem, jo mere begejstret bliver jeg. Det er klart, at de har deres begrænsninger, men jeg elsker fotos, der er så tilpas meget anderledes end det, man normalt ser, så man spærre øjnene op, og kigger lidt mere på billedet end man ellers ville have gjort.

Prisen er naturligvis også et af minusserne. Det er det altid med fotoudstyr oppe i denne klasse. Jeg er ikke ekspert i prisniveauet i Danmark, men med en pris i nabolaget af kr. 18-19.000,-, som jeg har set den til på internettet, er det naturligvis ikke et billigt objektiv, og jeg ville formentlig ikke selv have investeret i den, i særdeleshed ikke da jeg egentlig var på udkig efter en 16-35mm L f/2.8 Mark II, som ”kun” koster godt og vel kr. 11.000,-. Det var kun fordi 14mm’eren stod og stirrede mig aggressivt op i ansigtet, og fordi det lykkedes mig at få begge lettere brugte linser forhandlet ned til et samlet beløb på kr. 20.000,-, at mine forsvarsværker brød sammen.

Men jeg må indrømme, at jeg ikke har fortrudt købet. Det er en ganske fantastisk linse. Jeg er vildt begejstret for den, og jeg er kun lige begyndt at fotografere med den.

”It really is a mean piece of glass!”

* * *

Artiklen her er skrevet til Selskabet for Dansk Fotografi's hjemmeside.

Du kan også se flere fotos taget med min nye 14 mm-linse ovre i Fotodagbogen under den 10. april 2013.