W. Eugene Smith:

Målrettet fotografisk idealist, kompromisløs med social retfærdighed

A Walk To Paradise Garden, 1946
A Walk To Paradise Garden, 1946

JERUSALEM (13.02.2013): Jeg har kendt til ham fra barnsben blot uden selv at vide det.

En af mine yndlingsbøger i mit barndomshjem var en fotobog, der hed ”The Family of Man”. Hundredvis af fantastiske fotos af mennesker fra hele verden. En bog, som jeg langt senere fandt ud af, var vokset ud af en udstilling på MoMA – Museum of Modern Art i New York. For mig var det bare en fantastisk bog med de mest vidunderlige billeder, som kunne give min fantasi vinger. Ét af disse fotografier brændte sig særligt ind i min erindring. Det viser to små børn, der hånd i hånd går igennem en hulvej i skoven ind mod en lysning, hvor solen stråler. Til et sikkert sted. Et drømmenes sted. Et sted fuld af eventyr.

”The Walk to Paradise Garden” hedder det, og det er taget af den amerikanske fotograf W. Eugene Smith. Hver eneste gang jeg ser dette billede, føres jeg tilbage til det hyggelige læsehjørne i mit barndomshjem.

 
 
W. Eugene Smith: Kompromisløs fotograf med en udtalt social retfærdighedssans. Faderen til foto-essay'et.

Først da jeg selv mange år senere begyndte at beskæftige mig mere seriøst med fotografi, og forsøgte at tage ved lære af fagets store mestre, stødte jeg igen på billedet og fandt ved den lejlighed ud af, hvem der stod bag fotografiet, nemlig W. Eugene Smith og hvad han i øvrigt ellers var for en karl.

I dag betragtes W. Eugene Smith som foto-essayets fader, og som sådan skriver han sig ind som en af pionererne indenfor fotojournalistikken. Han tog ikke bare billeder som illustrationer til en tekst, skrevet af en journalist. Han lavede billedfortællinger, sine egne foto-essays. Projekter som var helt hans egne. Og han tålte ikke nogen indblanding fra andre.

Mange af redaktørerne på de blade og agenturer, hvor han igennem årene arbejdede, betragtede ham som besværlig. Mest af alt fordi han nægtede at acceptere deres layouts, beskæringer, ledsagende tekst, overordnet redaktionel linje eller andet, som bare i den mindste grad kom på tværs af hans egen personlige vision.

Når man læser om W. Eugene Smith, og jeg kender ham kun fra litteraturen, så fornemmer man en stædig, kantet person, som det må have været forbandet svært at omgås og arbejde sammen med, men også af en person med visioner, med en ideologi, et mål, som ikke bare forlangte meget af andre, men som også satte kompromisløst høje krav til sig selv.

På den ene side holdt han stædigt fast i sine egne visioner, og var villig til at betale prisen for sin ubøjelighed, hvilket flere gange førte til at han blev fyret, eller at han selv sagde op. På den anden side har han uden tvivl også mere end nogen anden på grund af den selvsamme stædighed skabt respekt om sit håndværk og ikke mindst om foto-essay’et som form, og i processen har han samtidig højnet fotojournalistikkens standard og kvalitet.

W. Eugene Smith begyndte at fotografere som barn, og da han 18 år gammel søgte ind på Notre Dame University blev lærerstaben så imponeret af hans fotografier, at de skabte et særligt foto-stipendie specielt til ham. Han forlod dog senere universitetet på grund af ”venligt mente men ukvalificerede” krav til hans fotografi, som han selv udtrykte det.

I New York blev han ansat på Newsweek, hvor han dog senere blev fyret, fordi han insisterede på at fotografere med 24x36mm-kameraer, mens bladet krævede at han skulle bruge medium-format.

En årrække arbejdede han freelance indtil han i 1939 blev ansat på LIFE-magazine. Få år senere gik USA ind i Den anden Verdenskrig, og Gene Smith, som han blev kaldt, dækkede fortrinsvist USA's krig imod Japan i Stillehavet.

Han dækkede et hav af landgangsoperationer, invasioner, kamphandlinger og slag, indtil hans held løb ud i maj 1945. Han blev, mens han fotograferede, alvorligt såret af et granatfragment, som ramte ham i hovedet.

 
 
US soldiers during the Second World War in the Pacific.

”Jeg glemte at dukke mig, men jeg fik nogle fantastiske billeder af dem, der gjorde”, sagde han bagefter på hospitalet. ”Mit princip om at blive stående for at fotografere, mens andre tager dækning, hævnede sig til syvende og sidst på mig selv.”

Det tog Gene Smith to smertefulde år på hospitalet og mere end 30 plastik-kirurgiske operationer at komme sig. Under sin rekonvalescens, hvor det stadigvæk var smertefuldt for ham at betjene et kamera, var han en dag ude at spadsere i en skov med sine to børn. Her tog han det berømte billede ”A Walk To Paradise Garden”. Og i hans smertefulde situation måtte børnene og lysningen i skoven virkelig have været legemliggørelsen af et bedre sted.

I årene herefter tog W. Eugene Smith en række af sine berømteste serier til LIFE-magazine – ”Country Doctor”, ”Hard Times on Broadway”, ”Spanish Village” og ”Man of Mercy” om Albert Schweizer i Afrika – og satte helt nye grænser for, hvad foto-essays kunne bruges til og være.

I 1955 forlod Gene Smith LIFE-magazine og blev i en årrække en del af det navnkundige fotobureau Magnum.

Han gennemførte også et kæmpeprojekt om byen Pittsburgh, som skulle have taget tre måneder at lave, men som han endte med at bruge tre år på i stedet. Han fotograferede så meget, at projektet voksede alle involverede over hovedet. Dele af det blev udgivet, men det meste blev aldrig gjort færdigt.

Gene Smith sagde om sig selv:

”Jeg er idealist. Ofte føler jeg, at jeg gerne vil være kunstner og fortrække til et elfenbenstårn. Men det er jo afgørende, at jeg kommunikerer med mennesker. Og for at gøre det, er jeg nødt til at opgive elfenbenstårnet. Derfor er jeg journalist – fotojournalist. Men jeg er altid splittet mellem journalistens rolle, som er at registrere kendsgerningerne, og kunstnerens, som ofte er at udfordre disse kendsgerninger. Først og fremmeste handler det om ærlighed og redelighed, og først og fremmest at være ærlig overfor mig selv…”

 
 
Tomoko Uemura in Her Bath, 1972

I 1972 blev W. Eugene Smith voldeligt angrebet i Japan og mistede næsten synet, fordi han var i gang med et fotoprojekt om skaderne efter den kviksølvforurening, virksomheden Chisso forvoldte, og de sygdomme, lidelser og fødselsdefekter det påførte de lokale beboere. Hans berømte billede ”Tomoko Uemura in Her Bath” er en del af denne serie. Det skabte international opsigt og satte fokus på Minamata-lidelsen.

Det var i vid udstrækning W. Eugene Smith der skabte den fotografiske fortællestil, hvor det er billedet, der er bærer af beretningen. Det centrale som teksten føjer sig omkring og opad. Samtidig havde hans beretninger altid et klart formål: At bekæmpe uretfærdighed og gøre verden til et bedre sted.

Han mestrede meget, men ikke begrænsningens kunst. W. Eugene Smith havde en tendens til at starte kæmpemæssige fotoprojekter, som blot voksede sig endnu større, mens han arbejdede med dem, og derfor ofte endte med ikke at blive publiceret.

Da han døde i 1978 efterlod han sig et 22 ton stort arkiv fyldt med fotos, notesbøger og lydbånd, som det har taget forskere, arkivarer og andre masser af år at grave sig igennem, men det har på den anden side også afsløret en guldmine af fantastisk materiale, optaget af et geni, som i sit liv ville have nydt godt af et nært samarbejde redaktør, med en lige så stædig personlighed som sin egen. En redaktør som kunne have styret ham en smule, skære igennem og sikre, at hans materiale også blev offentliggjort.

Meget blev dog publiceret, mens han levede, og resten offentliggøres nu i stor stil efter at han er død.

I dag lever mindet om denne seje, stålsatte, stædige enspænder af en fotograf videre i W. Eugene Smith Memorial Fund, som forsøger at fremme det, man kunne kalde ”humanistisk fotografi”, fotografering med en dagsorden og en solidt udviklet social retfærdighedssans. Det formål forsøger fonden at leve op til ved at uddele priser til fotografer, som har gjort sig fortjent til det, ved at gå deres egne veje og vise os andre sider af verden, som mange ellers hellere ville vende ryggen til.


Jerusalem, den 6. februar 2013

 


 
 
Nun Waiting for Survivors in the sinking of Andrea Doria, 1956

 

 

Artiklen er skrevet til Selskabet for Dansk Fotografi.


* * *


Her er, hvis du er interesseret i det, en række links til andet materiale om fotografen W. Eugene Smith.

Et link til W. Eugene Smith Memorial Fund.
http://smithfund.org/

En New York Times artikel om W. Eugene Smith’s jazz-project, som også flød ud over alle bredder, men som forevigede en af jazzens gyldne perioder for eftertiden.
http://www.nytimes.com/2005/03/10/arts/music/10tape.html?_r=0

Selvom det er et lidt fantasiløst site, så vises der dog en række af W. Eugene Smith’s fotos og der findes også tre artikler om ham, når man klikker sig lidt rundt på hjemmesiden Masters of Photography.
http://masters-of-photography.com/S/smith/smith_articles.html

Fotografi-bloggen i The New York Times har lige trykt et gammelt interview med W. Eugene Smith som formentlig stammer fra 1956, men som aldrig blev offentliggjort… indtil nu. Der er tale om et lettere redigeret afskrift af interviewet. I det mærker man også den stålsatte, principfaste og ubøjelige fotograf med sine meningers mod. Alene titlen ”I Didn’t Write the Rules, Why Should I Follow Them?”
http://lens.blogs.nytimes.com/2013/01/03/w-eugene-smith-i-didnt-write-the-rules-why-should-i-follow-them/

 


 

 
 
The Wake, from Spanish Village, 1951

 

W. Eugene Smith:
“I Didn’t Write the Rules,
Why Should I Follow Them?

JANUARY 3, 2013
By THE NEW YORK TIMES

By the mid-1950s, W. Eugene Smith had established himself as the premier photo essayist at Life magazine by creating "Country Doctor," "Spanish Village" and "Nurse Midwife." In 1955 he left Life, joined the Magnum photo agency and began his exhaustive documentation of Pittsburgh.

The American Society of Media Photographers recently discovered the transcript of an interview of Mr. Smith, conducted by the great portraitist Philippe Halsmann and the society's first president. The interview apparently took place in New York during an American Society of Media Photographers meeting in 1956, although the organization is unsure of the date. The transcript has been lightly edited.

Their conversation covered a variety of topics. In particular, however, Mr. Halsmann asked about staging photographs, a then-controversial practice that is now taboo in documentary and journalistic photography. Mr. Smith defended the practice in certain circumstances.

Q: Where were you born?
A: Kansas.

Q: You know that Alfred Adler, the discoverer of the inferiority complex, believes the youngest child has a sense of inferiority which forces him to prove his own value. Do you feel this to be true with your own personality?
A: Definitely.

 
 
Spanish Village, 1951

Q: Did you go to school in Kansas?
A: Frequently.
I had a photographic scholarship at Notre Dame - which they created for me. But after a while, I found I was asked to do only commercial, publicity photos, and so - I had to quit.

Q: Why are you a photographer?
A: I discovered that saturated hypo was good for my poison ivy. Now, Groucho.
I fell into photography through my desire to design aircraft. I met a fine news photographer, Frank Knowles, who encouraged me.
I don't think I became a real photographer until I made a real acquaintanceship with music. That's why I make my layouts the way I do. Photography happens to be my means of communication. But I do not feel I am a photographer singular. I feel that my art or my necessity is communication, and this could apply to many branches of the communicative art - whether it be writing or photography.
Since I am somewhat adequate as a photographer, I remain with it. I am probably more in command of it than any other medium. I respect it highly as a medium. It has its own very definite purpose.

Q: When do you feel that the photographer is justified in risking his life to take a picture?
A: I can't answer that. It depends on the purpose. Reason, belief and purpose are the only determining factors. The subject is not a fair measure.
I think the photographer should have some reason or purpose. I would hate to risk my life to take another bloody picture for the Daily News, but if it might change man's mind against war, then I feel that it would be worth my life. But I would never advise anybody else to make this decision. It would have to be their own decision. For example, when I was on the carrier, I didn't want to fly on Christmas Day because I didn't want to color all the other Chistmases for my children.

Q: I remember particularly your pictures of a Spanish wake [above], of people looking at the dead man's face - how many exposures did you make?
A: Two, and one to turn on. I didn't wish to intrude.

Q: [Piero] Saporiti, the Time-Life correspondent in Spain, told me once that you had used petroleum lamps.
A: Saporiti has a marvelous memory, so imaginative! This was my version of available light. I used a single flash in the place of a candle.

Q: Here were people in deep sorrow and you were putting flash bulbs in their eyes, disturbing their sorrow. What's the justification of your intrusion?
A: I think I would not have been able to do this if I had not been ill the day before. I was ill with stomach cramps in a field and a man who was a stranger to me came up and offered me a drink of wine which I did not want, but which out of the courtesy of his kindness, I accepted. And the next day by coincidence, he came rushing to me and said, "Please, my father has just died, and we must bury him and will you take me to the place where they fill out the papers?" And I went with him to the home and I was terribly involved with the sad and compassionate beauty of the wake and when I saw him come close to the door, I stepped forward and said, "Please sir, I don't want to dishonor this time but may I photograph?" and he said, "I would be honored."
I don't think a picture for the sake of a picture is justified - only when you consider the purpose. For example, I photographed a woman giving birth, for a story on a midwife. There are at least two gaps of great pictures in my pictures. One is D-Day in the Philippines, of a woman who is struggling giving birth in a village that has just been destroyed by our shelling, and this woman giving birth against this building - my only thought at that time was to help her. If there had been someone else at least as competent to help as I was then, I would have photographed. But as I stood as an altering circumstance - no damn picture is worth it!

 
 
Albert Schweitzer - Man of Mercy, 1954

Q: I remember your picture of a Spanish woman throwing water into the street. Was this staged?
A: I would not have hesitated to ask her to throw the water. (I don't object to staging if and only if I feel that it is an intensification of something that is absolutely authentic to the place.)

Q: Cartier-Bresson never asks for this . Why do you break this basic rule of candid photography?
A: I didn't write the rules - why should I follow them? Since I put a great deal of time and research to know what I am about? I ask and arrange if I feel it is legitimate. The honesty lies in my - the photographer's - ability to understand.

Q: Why do you print your own pictures?
A: The same reason a great writer doesn't turn his draft over to a secretary I will retouch.

Q: Avedon said that there are three steps in making a photograph: first the taking of the pictures, then the darkroom work, then the retouching. He showed me one unretouched picture in which the girl's skirt fell straight; in the final version it was flying out.
A: I would have gotten her skirt up somehow.

Q: How much did your Pittsburgh Opus cost in time?
A: It cost the lining of my stomach, and much more beside. While working on it I resigned (from a certain unnamed picture magazine).
[At this point in the transcript, the Q. and A. format is broken, though it goes on: "After questioning back and forth, Philippe pinned him down to this: Smith had explained that he had worked on the opus for a period of several years, which included three months that he was on staff, which he considered 'stolen.'"
"There's no way to evaluate it," Smith said. "If I was able to print exclusively, it still would take at least a year. I now have 200 prints from 2,000 negatives ."]

Q: [The transcript resumes as before.] What would anybody in the world do with 200 prints?
A: Each print I have made represents a chapter - the 200 represent a synthesis.

Q: You won't put any time limit on this work?
A: It was also sidetracked for a period of time for doing an almost equally difficult color project - one of my worst failures, which I consider a going to school.

Q: How can this be financed? Is there any way, here in America today, to pay a man back for this work?
A: How long did it take Joyce to do "Ulysses"? I could never be rested within myself without doing this.

Q: But what if the photographer does not have the financial means?
A: I will advise them not to do it, and I will hope they do.

Q: What if nobody sees it? Besides a few friends?
A: Answer this and you will see how artists have acted throughout the bloody ages. The goal is the work itself.

 

Source:
http://lens.blogs.nytimes.com/2013/01/03/w-eugene-smith-i-didnt-write-the-rules-why-should-i-follow-them/

 

 

 
Tilføj kommentar