Kærlighed ved første klik

JERUSALEM (07.05.2011): Måske er det bare fordi, jeg selv aldersmæssigt er helt tilbage fra dengang, men mit nye lille fotografiapparat – Fujifilm X100 – giver næsten fornemmelsen af fotografering som i de gode gamle dage. Metal, solidt, læderlook, hjul og knapper, så man næsten tror, at det er mekanisk det hele.

Jeg elsker det, og jeg har kun lige fået det i hånden.

Måske er det i virkeligheden også forkert at tale om kærlighed ved første klik, for det lille kamera er så lydsvagt, at det næsten ikke klikker overhovedet. Man kan så godt som intet høre, hvilket også er en af dets store fordele. Det er så lydløst, at man for eksempel kan fotografere kirken midt under andagten, uden at nogen overhovedet opdager, at der er blevet taget et billede.

 

 

Her er vidunderet: Fujifilm X100. Lille, diskret, lydløst og så i et smukt retro-look. Min søn, som har taget dette billede, kalder det gammeldags. Jeg elsker udseendet. Og kameraet føles som solid kvalitet, når man har det i hænderne. Foto: Jonathan Harris-Jensen

En anden fordel ved det gammeldags, bedstefaragtige udseende er, at mange tror, at det er noget, man har arvet, og at man bare ikke har råd til et ordentligt, moderne kamera. Ingen tager anstød af, at man tager billeder med det uden at spørge. Kameraet er overhovedet ikke truende eller påtrængende. Man kan i de flestes øjne kun være discountturist med et så umoderne fotografiapparat. Helt modsat mit kæmpe store, imponerende udseende Canon EOS 5D Mark II med store truende linser, som jeg ellers fotograferer med. Når jeg bruger det, skal jeg altid forklare, hvem jeg er, hvorfor jeg fotograferer, at jeg slet ikke er professionel, men bare en glad amatør, og selv da tror folk alligevel ikke på det, og stiller sig an, hver gang jeg løfter kameraet, eller jeg får slet og ret forbud mod at tage billeder.

Måske skulle jeg snarere sige, at det var kærlighed ved først blik – snarere end klik, for det var i virkeligheden allerede, da jeg på internettet læste den allerførste beskrivelse af X100’eren fra en fotomesse, hvor kameraet blev vist for første gang, dets data beskrevet, og der kun eksisterede en prototype, som ikke en gang kunne fotografere. Men det var klart, at det her kamera var noget særligt.

Jeg har hele tiden ønsket et lille ekstra-kamera, som kan bruges, når det store af den ene eller anden grund ikke er praktisk. Indtil for et par år siden havde jeg et Canon G7 – som nu eksisterer i en nyere, opdateret G12-version. Det er også et ganske fint kamera. Men dets sensor er, som de fleste andre såkaldte ”point-and-shoot”-kameraer, meget lille, og der er presset så mange mega-pixel ind, at det bliver grynet og grimt i lav belysning, hvor man presser det ved at skrue op for ISO-tallet. Kommer man op over 800 ISO begynder støjen i billedernes lavt belyste områder efter min mening at blive uacceptabel.

 

 

Her er der et vidunderligt lys. Kirken er ellers meget mørk, men her går præsterne forbi et vindue, og lyset er helt perfekt. Dagens bedste billede.

X100 har derimod en sensor af samme størrelse som i flertallet af de mindre digitale spejlreflekskameraer (DSLR), og tillige et meget godt, lysfølsomt objektiv. Dermed burde kameraet ikke bare tage fantastisk skarpe og fine billeder i normal belysning, men det bør også være godt udrustet til at klare optagelser i sparsom belysning uden brug af flash. Men det får jeg at se, om det holder vand, når jeg nu kommer i gang med at bruge kameraet.

Naturligvis er der også et økonomisk aspekt i det.

Jeg har altid drømt om at få et rigtigt Leica M-kamera, men har aldrig haft råd til at købe et. Leica’s nye M9 digitale kamera – som jeg naturligvis også er dybt forelsket i – vil med den linse, jeg har øje på, koste omkring kr. 64.000,- og det har min privatøkonomi ikke råd til. Jeg overvejer endog at købe et gammelt, brugt analogt Leica M-kamera, og dermed gå tilbage til at fotografere på film igen, blot for at få lov til at skyde med de vidunderlige Leica-linser. Men det er naturligvis tåbeligt.

Nu har jeg fået et Leica-look-alike til lige under kr. 8.000,- Altså lidt mere end en tiendedel af Leica’en. Så selvom det måske ikke helt tager billeder på niveau med et rigtigt Leica, så kan man også vende det rundt og spørge, om et Leica virkelig tager billeder, der er mere end kr. 50.000,- bedre. Det skal i hvert fald være nogle kanon meget bedre billeder, for at det kan betale sig. Og når det kommer til stykket, så er det fotografen, langt mere end det er kameraet, der afgør, om man får nogle gode skud i kassen. Nogle af verdens bedste fotografer har meget rigtigt konstateret, at man ikke bliver en bedre fotograf, blot fordi man tager billeder med et Leica-kamera. Og det er givetvis rigtigt. (Jeg vil dog alligevel stadigvæk gerne have et!)

Jeg bestilte allerede X100-kameraet lige efter nytår, og kom på Photografica’s venteliste, for fotografiapparatet var endnu ikke kommet på markedet. Men interessen for det var allerede så overvældende, og jeg ville ikke risikere at komme helt bag i køen. Dengang fik vi at vide, at kameraet ville komme i handelen i begyndelsen af marts, men den kæmpemæssige efterspørgsel kombineret med jordskælvet og efterfølgende tsunami i Japan gjorde, at det blev væsentligt forsinket.

 

 

Biskoppen kom lige forbi mig, desværre er lyset ikke så godt.

Derfor var kameraet endnu ikke ankommet, da jeg i begyndelsen af marts kom ud af Libyen og lige passerede igennem København et par gange. Jeg havde ellers drømt om at hente det. Heller ikke da jeg nogle uger senere var på en kort visit under en pause i revolutionerne i Mellemøsten, var kameraet ankommet, men de søde folk i Photografica holdt mig løbende orienteret per e-mail. Og naturligvis – da det endelig lå klart til afhentning – var jeg tilbage i Mellemøsten igen, og kunne ikke komme. Heldigvis fik jeg en kollega, som skulle på ferie i Israel, til at tage det med herned, og i dag, hvor jeg lige er kommet hjem fra Libanon, ligger vidunderet her på mit bord og råber på at blive brugt.

Fantastisk!

Det er lææækkert. Over lækkert!

Jeg tog ind til en armensk ortodoks messe i Gravkirken i Den gamle Bydel. Det er et sted, der stille store krav til lysfølsomhed. For enten er der slet ikke noget lys, eller så er der alt for meget. Desuden vil det ofte forstyrre, hvis man bruger et stort, støjende kamera. Derfor var kirken det perfekte sted at prøveskyde X100’eren.

Jeg har kun lige nået at tage en snes billeder med det. I får enkelte af dem at se her. Jeg kender endnu ikke kameraet ordentlig, men indtil videre er det bare helt fantastisk at arbejde med. Jeg er imponeret. Det er så lækkert at have i hånden, at man bare får lyst til at fotografere endnu mere.

Der er ingen tvivl om, at der sikkert også er problemer med det. Det er der med alle kameraer. Jeg har blot ikke opdaget dem endnu. Men de skal nok dukke op. Når det sker, skal jeg nok i retfærdighedens navn melde tilbage, da jeg jo ikke bliver betalt for at reklamere for Fujifilm, og også skal bevare lidt af min journalistiske integritet, selvom det nok er gået op for Jer, at jeg ikke er helt objektiv overfor det her nye, gammeldags fotografiapparat.

Jeg er glad, begejstret, ekstatisk. Jeg elsker dette lille kamera.

Kærlighed gør blind.

* * *

Du kan se lidt flere af mine fotos fra dagens "jomfrusejlads" med mit nye kamera i Gravkirken ovre i mit fotogalleri:

http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/69-i-gravkirken-med-mit-nyt-fotografiapparat/

 

 

Den glade fotograf er ude at blære sig med sin nye forelskelse. Kameraet ligner et arvestykke fra 50'erne, men det tager gode billeder. Foto: Jonathan Harris-Jensen.

A Camera That Honors Old Virtues

By David Pogue
The New York Times
April 20, 2011

What is a camera, anyway?

In the last few years, the definition of a camera has been pulled and twisted like taffy. Some are huge, heavy machines with lenses like telescopes. Others are candy-colored minis, as much fashion statements as recording devices. Some are specialized for use underwater or taking hundreds of shots a second. Some are phones.

And the new Fujifilm X100 is — different. Quirky, amazing, baffling, out-there different.

For starters, it’s been designed to look exactly like some Leica film camera from 30 years ago. The top portion and bottom plate have been “die-cast from magnesium alloy” (it’s silver metal, in other words); the grippy part is black and textured. The control dials are physical metal wheels, so you can check the settings even before you turn on the camera.

The retro look gets plenty of stares in public. The joke is that you know you are carrying the very latest, cutting-edge, $1,200 semiprofessional camera, but passers-by think you’re the last Luddite film buff in America.
That’s right, $1,200. Pro photographers have been drooling over the arrival of this thing for months; it’s no point-and-shoot, that’s for sure.

You’re expected to know something about photography if you use this camera; for example, there are no scene modes at all, like beach, twilight, portrait. Instead, there are dedicated shutter speed and exposure dials on top and a metal aperture control ring around the lens.
If you know how to use aperture and shutter speed controls, no camera on earth gives you quicker and more direct access. (Each of these controls also has an automatic setting.)

As a further reminder that this camera isn’t for the Wal-Mart masses, this camera also has — are you sitting down? — no zoom. That’s right; it has a fixed nonzooming lens.

A nonzooming lens has a bunch of advantages. It’s flat, so it makes this camera small enough to slip easily into a coat pocket or purse.

It never has to extend or retract, so the camera is ready to shoot instantly after you flip its clicky on/off switch. And it ensures that photos are razor-sharp across the entire frame, with little of the distortion that can result at the corners when you use zoom lenses.
But no zoom? Really? That seems awfully Cro-Magnon in an age when much cheaper pocket cams can zoom 18 times or 20 times.

Real photo devotees don’t see a fixed lens as a huge detriment. They see it as a limit that inspires compositional creativity, like the 140-character limit on Twitter. And on the X100, the lens is the equivalent of a 35-millimeter film lens, perfect for portraits and a nice balance for landscapes.

Other fixed-lens digital cameras, like the Sigma DP2, embrace the same design philosophy — eliminating zoom for the sake of compactness, speed and quality.

 

 

Den dejlige lille dybdeskarphed fokuserer opmærksomheden på den armenske præst. Vagten i forgrunden hjælper blot til som indramning.

But one X100 feature in particular sets it far apart, and accounts for a big chunk of its price. It not only has an eyepiece viewfinder, but a switchable one. It can be either a pure glass viewfinder that you see right through, as on an S.L.R., or a tiny TV screen; you switch back and forth by flipping a lever by the lens.

When it’s in see-through mode, you get a bright, big, beautiful view of the world around you, complete with superimposed electronic information about your settings. When it’s in electronic mode, you see a preview of the actual photo you’re about to take, complete with exposure, depth-of-field and white-balance effects.

Each is useful in different situations, and it’s fantastic to be able to flip between them. A truly great feature, beautifully executed — a photographic first.

It’s also an f/2.0 lens, meaning that it lets in a lot of light; this camera does exceptionally well in low light, even without its built-in flash. It can also create absolutely gorgeous blurred background effects. The photos have a clarity, a depth, that you’d expect from a still more expensive S.L.R.

On a spring-break trip to a theme park, this camera produced some of the most memorable photos of my children I’ve ever taken.

It also ruined a lot more shots than any camera I’ve used.

Part of the problem is just rough edges. For example, the camera forgets its mode (movie, still, panorama) every time you turn it off and on again.
And every time you enter Playback mode, it starts you back at the first photo instead of remembering where you left off.

 

 

X100'eren har ikke nogen zoom. Derfor er dette en udsnitsforstørrelse. Men med 12,3 megapixel kan man godt forstørre lidt inden pixelene begynder at vise sig.

Then there’s the macro-mode quirk.

The camera can focus up to four inches away, for amazing close-up shots. But when you’re looking through the optical viewfinder, you’re not looking through the lens. The viewfinder is offset from the lens by a couple of inches, so you wind up with parallax problems; that is, the framing you see in the eyepiece is not what the lens will capture. These problems increase the closer you are to your subject.

So when your subject is closer than 2.6 feet away, you have to switch the X100 manually into macro mode. Otherwise, the camera simply refuses to focus.

Actually, it’s worse; the camera briefly focuses, sharply and expertly, and then goes all blurry instantly, and that’s what you capture. I lost an awful lot of great portraits to this quirk.

You should also know that the camera doesn’t focus quickly, especially in low light. It does have an autofocus assist lamp that comes on in dim rooms, briefly providing enough illumination for it to focus, but time is going by meanwhile.

In auto mode, the camera also permits motion blur in too many shots. Setting the shutter speed manually freezes the action just fine, but that shouldn’t be necessary.

On the other hand, the X100 has some ingenious tricks up its sleeve. From Sony’s cameras, it borrows the incredibly useful sweep-panorama feature, in which you can capture a 180-degree slice of the world around you just by swinging the camera through space. It takes successive photos and knits them together perfectly, instantly, right in the camera.

It also captures beautiful high-definition video, using all of the same options you have for stills, including softly blurred backgrounds. And the X100 can refocus and adjust exposure as you pan around, which many high-end cameras can’t do.

More goodies: bracketing, in which the camera takes three shots at once, each with slightly different settings (light sensitivity or exposure, for example); simulations of classic Fuji film types, like Velvia and Astia; a five-shots-a-second burst mode; and a manual-focusing system that’s a joy to use. With one push of the thumb dial (upper-right corner of the back), the viewfinder goes into electronic mode and shows you a magnified view of your subject. If you press the AE button, the camera autofocuses, which you can use as a manual-focusing starting point.

 

 

Den armenske præst kommer ud af Jesu' grav. Det er i lavlys-situationer som denne, at X100'eren viser sin styrke over andre små kameraer.

The biggest goody of all, though, is the moment when you review your photos on the computer. (Reviewing them on the camera’s screen isn’t nearly as revealing; it’s only 2.8 inches diagonal.) They don’t feel like the photos from an ordinary camera, as you can see from the samples that accompany this article online.

This odd bird, then, is a portrait-taking masterpiece, a nonzooming throwback, a brilliant combination of old and new. In some ways, the X100 follows the same path as Sony’s NX5 and Panasonic’s GF2: it’s an effort to pack S.L.R.-style photographic prowess, and an S.L.R.-size sensor, into a much smaller body.

For most people, the Sony is more compelling; it’s smaller, much less expensive ($700) and takes interchangeable lenses, including a nonzooming flat one like the X100’s. But the X100’s controls (clear, external, analog, exposed) embrace the opposite approach of the Sony (on-screen, buried, clumsy). '

In any case, choice is good. And the expensive, radical, retro, eccentric X100 represents a welcome new tug at the definition of “camera.”

Source:
http://www.nytimes.com/2011/04/21/technology/personaltech/21pogue.html?_r=1