Et yyyndigt Land:

Aktivister og ildsjæle på Langeland

Klaus Eggert ligner en skurk fra en gyserfilm, da jeg første gang møder ham en mørk novemberaften i indgangen til Humble Musikefterskole. Klaus krydser gæsterne af på listen på sin medbragte Mac-computer. Eneste lampe er en skarp bordlampe, så lyset kommer nedefra og laver de omvendte skygger på hans ansigt. En belysning der kan synes skræmmende, og som de derfor altid brugte i de gamle stumfilm, når der var brug for et rigtigt gys.
 
Klaus Eggert er dog ikke på nogen måde skræmmende. Han er tværtimod drivkraften bag LaSK – Langelands Selvbestaltede Kulturforsyning. Endnu en af disse idealistiske ildsjæle som holder de små samfund i landdistrikterne i gang, og som er med til at sørge for, at der sker noget… selv på Langeland, selv en kold, småregnende, mørk novemberaften. I aften er det teatertruppen ”Teater O”, der opfører ”En Blærerøvs Historie”. Fire skuespillere laver det hele selv. De er både sceneteknikere, lys- og lydfolk, flyttemænd, skuespilforfattere og… naturligvis: Skuespillere.
 
Alle ønsker mig velkommen. Ja, jeg kan fotografere så meget, jeg vil. Også under forestillingen.
 
Selvom mit langelandske fotoprojekt kun lige er kommet i gang, og selvom planen var, at jeg indledningsvist lige så stille og roligt ville begynde at fotografere uden at lave for megen postyr om det, så går det alligevel lige pludselig over stok og sten. Jeg havde ellers tænkt mig at starte stille og diskret, så jeg til marts, hvor jeg i Svendborg skal holde et foredrag om mit fotografi, kunne vise og fortælle lidt om mit Langelandsprojekt. Derefter, og først derefter, ville folk så vide, hvad det er, jeg er i gang med, og så ville projektet forhåbentlig lige så stille begynde at tage fart. 
 
Det var i hvert fald planen. 
 
Men sådan fungerer tingene ikke i et lille samfund som det langelandske. Her arbejder ”jungletrommerne” helt af sig selv. En alternativt nyhedstjeneste, som virker bedre end Ritzau, er allerede oppe i omdrejninger. I øsamfund er der kun få hemmeligheder. Uden selv at have lavet andet end at fotografere en række interessante langelændere, som venner og bekendte har introduceret mig til, så har ”nyheden” om mit fotoprojekt spredt sig helt af sig selv. Alle ved, at jeg er i gang. Og det vælter ind med forslag og ideer. Når jeg køber ind i den lokale Dagli’ Brugsen, kommer andre kunder over til mig med forslag til, hvem jeg også bør besøge og fotografere.
 
Det er fantastisk. Jeg elsker det.
 
Mit fotoprojekt skulle også hjælpe mig til stille og roligt at komme over den blufærdighed, der har forhindret mig i at tage portrætter og nærbilleder af mennesker i Danmark, mens jeg jo ikke lider af de samme psykologiske begrænsninger i Mellemøsten. Men Langeland har slet ikke tilladt mig at dvæle ved mine egne psykiske blokeringer. Det er sådan noget københavnere bruger tid på. Ikke herude i det rigtige Danmark. Dertil er der for meget, der skal fotograferes. Så jeg får ikke tid til at ”pille mig i navlen”, psykoanalysere mig selv, eller dvæle ved de underliggende psykologiske fortrængninger, der begrænser mit fotografi. Eneste begrænsning er mig selv. Langelænderne er åbne og samarbejdsvillige.
 
Hvis jeg vil fotografere Langeland, så er Langeland rede. Er jeg?
 
Det er skide godt. Det virker. Virkeligheden og praktisk arbejde er ofte den bedste terapi for selvoptagede byboere som mig.
 
Jeg har allerede i de sidste par måneder taget flere portrætter og up-and-close fotos af danskere her på Langeland, end jeg har gjort i hele resten af mit 57-årige liv, og mit fotoprojekt er end ikke kommet rigtigt i gang endnu. 
 
Eller det er det jo… nu!
 
Dorte og Ole Eisen er også et par af disse langelandske ildsjæle, der er med til at gøre livet herovre til en fornøjelse. De var nogle af de første lokale, der introducerede sig selv for os, da vi lige havde købt vores gamle bondehus på øen, og var ved at flytte ind. De har været vores venner lige siden, og de har været vores indgang til mange andre langelændere.
 
For år siden arbejdede de for den danske multikunstner Bjørn Wiinblad. Nu er de begge gået på pension, og de har næsten mere travlt end de havde, da de arbejdede. De er selv multikunstnere og involveret i alt fra korsang, restaurering af en gammel mølle, keramik, maling, kunsthåndværk og listen kunne gøres meget længere.
 
Da jeg besøgte dem for et par dage siden for at tage et par billeder, finder jeg Dorte løbende rundt ude i haven, hvor hun med en palet i den ene hånd og en malerpensel i den anden forsøger at få hønsene gennet tilbage ind i hønsegården igen. Ole viste mig et par stykker drivtømmer og lidt moseeg, som han har fundet, og som om nogle dage genopstår som et lille udskåret kunstværk.
 
Søren Cilla er sammen med en masse frivillige i gang med at få istandsat den gamle, forsømte Lejbøllegård, så den kan blive et lokalt kulturcenter med bibliotek, galleri og musikscene med cafe. Lige nu er en af gårdens længer lavet om til en kæmpemæssig marskandiserbutik, som giver penge til projektet. Endnu et af mange projekter på Langeland, som viser at øens befolkning selv fylder de tomrum ud, som opstår, når det større samfund sparer og skærer ned.
 
I Lohals på øens nordligste spids er fire kvinder gået sammen om deres fælles passion for pileflet. Men de kurve, de laver, er andet og mere end de almindelige brugsgenstande, man ser andre steder. Mange af deres kurve er små kunstværker. Kvinderne bruger alt fra naturen fra tørrede nælder og sten til grene, grankogler og pilevidder i deres kurveskulpturer.
 
Det, jeg også elsker herovre, er, at mens jeg oplever, at folk i storbyerne hele tiden holder regnskab med, hvad ”samfundet” skylder dem, og hvad de endnu ikke har fået, så er mange ude i det, storbyboerne kalder ”Udkants-Danmark”, for længst holdt op med at klage. De skaber i stedet selv alle de ting og aktiviteter, der mangler. Herude er man blevet trætte af at klage over ”samfundet”. Man laver tingene selv. Man er samfundet. Og sådan har det jo egentlig altid været. Samfundet er os selv. Ikke noget andet udenfor os. 
 
Det er en god oplevelse. 
 
Sund!
 
Alle burde have et hus på Langeland!
 
* * *

Se også fotogallerierne "Vulkaner og fede Buddha-babyer..." "Fotografier fra Udkanten" og "På togt med fiskerne fra Bagenkop", som er en del af det samme fotoprojekt.