Wadi Rum er et helt system af wadier – udtørrede flodlejer hvori der kun er lidt vand i regntiden – og her er utrolig barsk. En vesterlænding vil ikke kunne overleve i denne vildmark særlig længe.
Beduinerne er derimod totalt tilpassede den barske tilværelse i disse ugæstfrie omgivelser.
Beduinernes telte er lavet af gedehår, som giver skygge, men alligevel er så løst vævede, at luften bevæger sig. Når det regner, hvad det ikke gør særlig tit, udvider gedeulden sig, så teltet bliver vandtæt.
Velstanden her måles i antallet af får, geder og kameler. Men at skaffe føde til dyrene betyder, af beduinerne hele tiden må drage rundt efter græsgangene.
Herude i ørkenen kan man kun overleve, hvis man kender hvert vandhul, hver kilde og hver eneste oase i snesevis af kilometers omkreds.
Beduinerne er utrolig nøjsomme, og har ikke ret meget. Men det lidt de har, deler de glædeligt med de gæster, der kommer forbi.
Billederne her stammer fra vores produktion af TV-serien ”Vredens Ansigt”, som kan ses andetsteds her på hjemmesiden.
Vi forsøgte med TV-serien af vise andre sider af Islam og den arabiske verden, end den vrede, der ellers mest fyldte medierne i kølvandet på Muhammed-krisen.
Det var min datters fødselsdag, mens vi arbejdede ude i ørkenen, så hun kom med som holdets fotograf. Til gengæld fik hun en fødselsdag, som hun sent vil glemme.
Min datter måtte også spille beduinkvinde, da kvinderne ikke ville filmes. Det er min datter i den sorte kvindedragt midt i billedet.
Beduinerne har sans for humor. De elsker gode historier. Er legesyge, elsker at ride om kap på deres kameler og er umådelig sjove at være sammen med.
Vi boede hos beduinerne i næsten en uge, mens vi producerede et af afsnittene til vores TV-serie.
Her er så smukt i Wadi Rum, at det næsten gør ondt. Det her er for mig den rigtige arabiske ørken. Det hjælper naturligvis også, at det var her filmen ”Lawrence of Arabia” i sin tid blev indspillet.
En af aftenerne fik vi besøg fra nogle af klanens medlemmer fra Saudiarabien, som kun ligger nogle få kilometer fra lejren. Mens solen sænker sig, laver kvinderne mad og mændene beder aftenbøn.
Bagefter samles vi alle i teltet, hvor mændene spiser fra to kæmpe fade. Midt i bjerget af ris og kogt lammekød står lammets hoved på højkant med leveren stukket ind i munden. Det smagte dog vidunderligt.