Jerusalem med Garo ved styrepinden

Hvem er Garo?

Garo hedder Garo Nalbandian… ja, Nalbandian ligesom tennisstjernen, men de er ikke i familie med hinanden. Nalbandian er et almindeligt armensk navn, bliver jeg fortalt. Garo er armenier. Hans familie flygtede til Jerusalem fra Armenien umiddelbart inden Det osmanniske Imperiums blodige folkemord på armenierne i slutningen af Den første Verdenskrig. Garo’s familie flygtede til Jerusalem, fordi der her allerede var en betydelig armensk minoritet. Jerusalem’s Gamle Bydel, som den gang -- i slutningen af Første Verdenskrig -- stort set var hele Jerusalem, er opdelt i fire kvarterer: Et muslimsk, et jødisk, et kristent… og et armensk kvarter.

Garo er født i Jerusalems gamle bydel og bor stadigvæk inde i det armenske patriarkat. Han kender i bogstavelig forstand ”Gud og hvermand”. Og hvis der er et sted i verden, hvor denne metafor faktisk også dækker over Gud selv så er det netop her – i Jerusalem’s Gamle Bydel.

Derfor er Garo guld værd at arbejde sammen med. Alt kan lade sig gøre, når man er sammen med ham. Alle åbner op.

Netop fordi Garo er så well connected, har jeg brugt ham som min assistent i mange år. Skal man filme inde i Gravkirken, skal man strengt taget ifølge reglerne ansøge fem forskellige kirker om tilladelse, betale ”smørelse” (her omdøbt til ”velgørenhed”) til nogle af kirkerne, og alligevel tager det uendelig lang tid, og tilladelsen bliver som regel givet med en lang række begrænsninger.

Nu har jeg været væk fra Jerusalem i omkring 5-6 år, har ikke haft kontakt med Garo, som i mellemtiden har været syg – og det er ikke nogen spøg, når man som ham bliver 80 næste gang. Så på dette besøg var et af mine mål, at få genopfrisket mine kontakter med alle mine gamle venner, assistenter (vi kalder dem "fixere") og samarbejdspartnere, så vi igen kan komme i gang med at lave spændende og interessante ting sammen.

Garo er heldigvis tilbage på benene igen. Han ville ikke spise frokost, men hellere tage en spadseretur igennem Den gamle Bydel. Det er sikkert grunden til, at han holder sig så godt. Så det gjorde vi så. Jeg skød lidt på må og få til højre og venstre mens vi snoede os igennem Den gamle Bydel's smalle gyder og stræder. Intet planlagt. Intet velovervejet. Blot hurtige snapshots, når et motiv nærmest skreg på at blive fotograferet. Og det gør de ofte herinde, synes jeg. Her er så meget at fotografere.

Her får I en lille samling af snapshots fra en halvanden times hæsblæsende spadseretur efter en 80-årig, som kan få en 67-årig som mig til at gispe efter vejret og forsøge at holde trit med den gamle, hvidhårede mand.

Den første beretning fra min fotografiske notesbog fra Israel kan du læse her.