Den sicilianske forbindelse

Den sicilianske forbindelse. Det lyder næsten som titlen på en thriller om mafiaen… og det er det vel sådant set også. I hvert fald synes min ”sicilianske forbindelse” – Alfio Bonanno i Rudkøbing at have en finger med i spillet i snart sagte hvert eneste kunstprojekt, jeg hører om på Langeland. I nogle sammenhænge kunne han næsten ses som en kunstens lokale ”Godfather”. En titel, jeg er sikker på, han gerne vil have sig frabedt.
 
Den opfattelse svækkes dog på ingen måde, da min kone og jeg besøger ham på hans anden ø – fødeøen Sicilien. 
 
Først får hans forbindelser på øen os indlogeret gratis på et af Øst-Siciliens lækreste små hoteller med en gourmet-restaurant på grænsen til at modtage en Michelin-stjerne. Dernæst bliver han, til min store frustration, ved med at udsætte vore aftalte fotograferinger af ham selv og hans arbejde, fordi vi lige skal se det sted omme bag vulkanen Etna, besøge en vingård, som meget passende ejes af Gambino-familien (talking afbout the mafia?!?) eller møde nogle interessante mennesker nede på sydøen. Hvert sted bydes vi velkommen af en mindre deputation, som behandler Alfio med en respekt, som… ja, netop leder tankerne hen på en vis film, hvor man ”får tilbud, man ikke kan afslå”.
 
Alfio’s bungalow, hvor han også arbejder, og vores lille boutiquehotel ligger ved foden af den stadigvæk rumlende vulkan Etna, på hvis skråninger Alfio er født. Den vulkan spiller en vigtig rolle. Både i Alfio’s kunst, men også i hans eksplosive natur, som er mere krydret og kulørt, end hans anden identitet – den langelandske – er vant til.
 
Befolkningen elsker og frygter vulkanen. Etnas udbrud er både ødelæggende og kilden til områdets frugtbarhed. Dele af vulkanens skråninger er plantet til med grønne vingårde. Andre er sorte, afsvedede lavaørkener. Etna giver og tager. Den er en levende organisme hvis puls hele området er nødt til at banke i takt med. 
 
Alfio’s kunst tager udgangspunkt i naturen, den opføres ofte i naturen, den skabes af naturens materialer – den er naturen.
 
Som oftest bliver værket skabt af materialer fundet på stedet. Kunst i naturen af naturens egne materialer. Kæmpemæssige skulpturer ude i landskabet, skabt af det, der findes omkring: Sten, træ og andre ting, der naturligt forekommer i området, hvor skulpturen står.
 
Når Alfio endelig arbejder indendørs med noget så begrænsende som et maleri, så er farverne og blækket ofte iblandet sand, jord og andre ting fra motivets hjemsted, og det males ikke med normale pensler, men i stedet med penne lavet af kviste og børster skabt af bundter af græs fra lokaliteten. Disse kviste og bundter bliver bagefter indrammet sammen med billedet.
 
Derfor opholdt vi os, mens vi sammen rejste rundt på Sicilien, næsten aldrig inde i et egentlig atelier. Vi var altid ude i naturen. På jagt efter nogle af naturens egne skabelser og produkter, som direkte eller svagt bearbejdet kunne indgå i et kunstværk, eller som med sine former og farver kunne inspirere til noget helt andet.
 
Træstammer, rødder, sten, bær, blade, klippestykker, vulkansk aske, lava, frugter… alt bliver undersøgt. Vendt og drejet. Rystet og bøjet. Hvad er det? Hvad ligner det? Hvad kan det bruges til?
 
Det er næsten en dialektisk proces. 
 
Noget i naturen giver en ide. Så jagter man den. Pludselig ser man naturen på en anden måde. Så bliver den ting lavet om til noget andet, der dog minder om noget tredje, som tager udgangspunkt i dens oprindelse, så ser man lige pludselig den form overalt i naturen, og naturen ser med et helt anderledes ud, fordi man begynder at se på den med nye øjne. Det betyder, at man opdager nogle helt nye, overraskende former i naturen, som man slet ikke opdagede før, og det fører til endnu flere sære fantasier, født ud af denne kreative opdagelsesrejse ind i naturens egne former og materialer.
 
Det ene udvikler og påvirker det andet, som dermed forandres.
 
En fantastisk proces.
 
Her blot et lille eksempel.
 
Jeg har aldrig set på dem før, men på grund af Alfio, har jeg nu indset mulighederne i noget så ligegyldigt og almindeligt som den nederste krans af gamle, tørre, visne palmeblade lige under toppen af palmetræet. De opstår hvert år opstår lige nedenunder de nye, friske, grønne blade.
 
Disse uinteressante, grimme, gamle, visne blade kappes af, og på den måde bliver palmetræet en lille smule højere hvert år. De gamle blade er ubrugelige. De falder ned på jorden, hvor vi bare går rundt på dem, træder på dem, bliver irriteret på dem, for de kan være skarpe, og man kan skære sig på deres kanter. 
 
Men for Alfio er dette affald ikke bare affald. Det er en form. Den har en fortælling. Man skal bare finde den.
 
Tager man de tørre, visne rester af palmeblade op, og vender dem rundt, holder dem på hovedet, så kunne de lidt ligne et ansigt, en maske eller sådan noget. Ganske vist på en, der er blevet lidt lang i ansigtet. Eller lang i masken.
 
I første runde begyndte Alfio at tegne og male på dem med skosværte. Dernæst blev det til egentlige farver. Nogle af bladene har så mange planterester med, at ansigterne næsten får skæg.
 
De er ret fantastiske.
 
Jeg elsker de masker. 
 
Jeg vil have nogle af dem. Det vil min kone også.
 
Men, men, men… Maskerne er store og besværlige af få med i flyet i sin håndbagage… endog også i sin store bagage. I hvert fald hvis man som jeg er ude efter nogle af de store, prægtige eksemplarer. Derfor ligger de fleste af dem stadigvæk på Sicilien. 
 
Nogle af de ting, man finder ude i naturen her, bærer også vidnesbyrd om store menneskelige tragedier. En papkasse fuld af blåmalede træstykker indsamlet på Sicilien og Lampedusa er rester af flygtningebåde fra Libyen og den nordafrikanske kyst ikke langt herfra.

De mange stykker blåmalet træ, som kom fra et helt bjerg af lignende stykker, var nemlig resterne af ituslåede både, som desperate, ulykkelige flygtninge fra Afrika havde brugt, da de satte ud fra den libyske kyst på den farefulde tur over Middelhavet mod den italienske kyst på enten Lampedusa eller Sicilien uden andet end en drøm om et menneskeværdigt liv.
 
Lige med et er et lille stykke blåmalet træ ikke bare et lille stykke blåmalet træ. Det er så utroligt meget mere. 
 
Pludselig ser man ned i kassen med træstykker på en helt anden måde. 
 
Det er næsten som om man er kommet ind i en mindehal. Som om man skal mindes eller ære et utal af ulykkelige menneskeskæbner. Som om man kan høre ekkoet af desperate menneskers nødskriv, som ikke bliver hørt.
 
Er sådan et stykke træ politisk?
 
Alfio vil helst ikke være en politisk kunstner, og alligevel er han det. Det er sikkert også den bedste måde at være det på. 
 
Hvis en blåmalet båd på Nordafrikas kyst er indbegrebet af håbet om et nyt, bedre og en smule mere menneskeværdigt liv, hvad er så en lille blåmalet vragstump på Siciliens kyst?
 
Og hvis den vragstump bliver brugt til at male et billede af et oprørt hav, med enkelte hoveder der desperat forsøger at holde sig oven vande, hvad er det så?
 
I sensommeren 2016 åbnede Alfio og jeg en fælles kunst- og fotoudstilling i hans hyggelige lille galleri i Rudkøbing med vore billeder fra vores Sicilienrejse. En Siciliensrejse der for mig egentlig var for at lave billeder til min egen fotobog af en langelandsk kunstner med et dejligt anderledes, vulkansk temperament, men en rejse og et projekt som undervejs også blev så meget andet… 
 
…en opdragelsesrejse ind i mig selv.