Istanbul i 100 fotografier:

Forsøg på et foto-portræt af min nye hjemby. Flere byer i en.

”Bor du i Cihangir!?!”
 
Taxachaufføren nærmest fnysede det ud.
 
”Cihangir er ikke Istanbul. Hvis du tror, at Cihangir er Istanbul, så kender du ikke byen.”
 
Sultan, min dansk-tyrkiske assistent, forklarede lidt undskyldende, at Cihangir-kvarteret af nogen her i landet opfattes som et lidt snobbet, virkelighedsfjernt, intellektuelt, kunstner/boheme-kvarter, som ikke helt er som andre steder i byen. Eller ikke helt føler sig som en del af resten af byen.
 
Selvom jeg ikke helt forstod, hvor chaufførens foragt for Cihangir-kvarteret, hvor jeg selv lige er flyttet ind, kom fra, så er det sikkert helt korrekt. Cihangir er ikke Istanbul. Det er der sådant set ikke noget enkeltkvarter i byen, der er. Istanbul er en masse forskellige byer kogt sammen til én. Nærmest en hel verden dampet ind, så alle ingredienserne giver smag til hinanden.

14-15 millioner indbyggere. Tre gange Danmarks befolkning i én enkelt by.
 
Jeg er lige flyttet til Istanbul, og er stadigvæk ved at flytte ind i lejligheden. Det har jeg været i flere uger. For ind imellem er jeg nødt til at rejse. Andre gange arbejder og filmer jeg rundt om i Istanbul, og hele tiden betyder det, at jeg ikke bliver færdig med at flytte ind. I dag måtte jeg ”stjæle” en teske på en cafe, så jeg kan lave mig en kop kaffe i mit køkken. Jeg har nemlig heller ikke haft tid til at købe bestik endnu… og jeg kunne blive ved.
 
Det betyder også, at jeg endnu ikke har haft tid til bare at gå rundt og opleve min nye hjemby. Indsnuse atmosfæren. Opleve staden. Føle den… og - ikke mindst - fotografere den. Mine eneste fotografier indtil nu, har jeg fået lavet, når jeg har været ude for at filme til TV2, eller når jeg i pauserne har slæbt mine ting fra det hotel, jeg har boet på, hen til lejligheden.
 
I går var jeg sammen med TV2-kameramand Jens Christoffersen ude for at filme et indslag om syriske flygtninge i forbindelse med Det Internationale Humanitære Topmøde, der blev afholdt her i Istanbul.
 
Vi behøvede ikke at gå så langt, for der er syriske flygtninge overalt. Et sted i nærheden af tre millioner anslås der at være i Tyrkiet. Mange af de bedrestillede af flygtningene har sat kursen imod storbyerne. I særdeleshed Istanbul, hvor de i stedet for at bo i lejre kan finde sig en billig bolig i nogle af byens mere ydmyge kvarterer. Selvom de officielt ikke må arbejde, så gør mange det alligevel. De har ikke noget valg. Og myndighederne ser stort set igennem fingrene med det.
 
Tarlabasi-kvarteret, som billederne her er fra, ligger et stenkast fra Taksim-pladsen og Isteklal-gågaden, som mange, der har besøgt Istanbul, kender. Altså lige midt inde i storbyens centrum. Få hundrede meter borte er der store, supermoderne, prangende kontor- og forretningsbygninger, men lige rundt om hjørnet, nede af skråningen ligger der så dette ramponerede og lidt nedslidte kvarter.
 
I Tarlabasi-kvarteret bor der mange tyrkere af kurdisk oprindelse og en hel del syriske flygtninge og migranter. (Mange syrere kan ikke lide at blive kaldt flygtninge.) Vi blev modtaget med åbne arme. Folk her i kvarteret, som overalt i det her land, er utrolig venlige og imødekommende.
 
Der er også en lille samling billeder fra gaden i Cihangir-kvarteret, mit nye hjem, udsigten fra mit stuevindue, som også er baggrund for de direkte transmitterede samtaler - LIVE'er kalder vi dem - som jeg på TV har med studieværterne i Nyhederne eller på TV2/NEWS. Det er Asien, man kan se på den anden side af Bosporusstrædet. Jeg bor faktisk i Europas allerførste husrække (eller allersidste - alt efter synspunktet), og kigger over på asiaterne. Intet mindre. Det er da også ret flot at kunne sige!
 
Så har jeg også postet lidt billeder af ”alt det løse” i sidegaderne til Isteklal, hvor der er masser af små hyggelige spisesteder og snedige steder. Billeder der er ”skudt” sådan lidt sporadisk til højre og venstre, når jeg alligevel går igennem gaderne.
 
Jeg synes nu, at Cihangir er et ret hyggeligt sted at bo, uanset hvad min taxachauffør siger. Jeg har lige fundet ud af, at Orhan Pamuk, den tyrkiske forfatter og Nobelprismodtager i litteratur, bor henne om hjørnet. Dog i et noget finere hus end mit. Så nogle intellektuelle kunstnertyper bor der da i området. Måske har chaufføren alligevel ret?