Reportagerejse:

Jordan efter mordet på Mouat Kasasbeh

I begyndelsen af februar 2015 blev jeg sendt på reportagerejse til Jordan, for at rapportere om eftervirkningerne af Islamisk Stats mord på den jordanske pilot Mouat al-Kasasbeh. 
 
Vi besøgte naturligvis landsbyen Aya nær Kerak syd for hovedstaden Amman. Det var herfra den jordanske pilot, som brutalt blev myrdet af Islamisk Stat, kom fra. 
 
Kasasbeh-klanen er stor og vidtforgrenet. De er beduiner. Ikke at de længere er nomader ude i ørkenen. De er for længst blevet bofaste. Og de hører til den del af den jordanske befolkning, der oprindelig ansås for at være det hashemittiske kongedømmes mest loyale støtter. Mange af familiens medlemmer gør tjeneste i de væbnede styrker og i Jordans forskellige sikkerheds- og efterretningstjenester, så vi har at gøre med en indflydelsesrig klan.
 
I fredags tog vi ned til Aya til Kasasbeh-klanens sørgetelt. Det var et tilløbsstykke. Folk kom fra nær og fjern. Simple beduiner ude fra ørkenen. Stats- og regeringschefer. Ganske almindelige mennesker og generaler og militærfolk.
 
Dagen forinden havde den jordanske konge, som lige var kommet tilbage fra sit officielle besøg i Washington, og dronning Rania besøgt Safi al-Kasasbeh, faderen til den dræbte pilot, og forsikret ham om, at Jordan ikke vil glemme hans søns offer.
 
Da vi besøgte sørgeteltet var det fredagsbøn. Lige da vi ankom, kørte flere kolonner af generaler og højtstående officerer fra hæren og luftvåbnet fra landsbyen. Umiddelbart herefter talte Mustafa Abdel Jalil, Libyens første præsident efter Muamar Gadaffi blev væltet, i sørgeteltet.
 
Vi fik også vores interview med Safi al-Kasasbeh, som lige pludselig er blevet manden, som hele Jordan lytter til. Han slår den nationale stemning an så at sige. 
 
Mens der for nogle uger siden var kredse i Jordan, der åbent var kritiske overfor deres lands deltagelse i krigen imod Islamisk Stat i Syrien og Irak, som de anså for mest at være i Vestens interesse, så er mange vendt rundt og synes i dag, at Jordan skal tage teten og stå i spidsen for opgøret med det, de (i hvert fald dem der udtaler sig) anser for at være noget djævelskab, som Fanden selv har skabt: Islamisk Stat – eller Da’esh, som de kalder gruppen.
 
”Det jeg vil fortælle dig er, at Da’esh er en fare for hele verden. De har aflæggere i Yemen, i Egypten, i hele den arabiske verden, i Israel og i Europa” siger Safi al-Kasasbeh advarende til mig, mens vi sidder lige udenfor sørgeteltet.
 
”Hele verden må stå sammen imod denne forfærdelige terrororganisation. De må angribe deres positioner hver eneste dag. Konstant og hele tiden. 24 timer i døgnet. Fra Jordan, fra Storbritannien, fra Kina, fra Japan… alle må handle som én for en gang for alle at sætte en stopper for denne terrororganisation”, siger den alvorlige mand, mens mange af gæsterne står omkring og nikker bekræftende.
 
Der er ingen tvivl, hos de folk vi møder her:  Islamisk Stat skal udryddes. Ikke bare hæmmes. Men totalt FJERNES fra jordens overflade.
 
Mens vi var i Jordan drønede F-16-kampfly hver dag lavt ind over tagene i Amman på vej mod deres mål oppe i Syrien eller på vej tilbage til deres baser. Antallet af bombetogter blev skruet meget voldsomt i vejret. Så voldsomt at man begyndte at spekulere, hvor længe landet kan opretholde det kæmpemæssige pres. Også økonomisk. For Jordan er ikke noget velhavende land.
 
Et par dage inden jeg rejste tilbage til Israel ankom en hel eskadrille F-16-jagere fra De forenede Arabiske Emirater, som nu også vil operere imod Islamisk Stat i Syrien fra baser i Jordan. Der er næppe nogen tvivl om, at nogle af de rige arabiske golfstater vil støtte jordanerne økonomisk, samtidig med at USA vil levere våben og ammunition.
 
Problemet er bare, at det her ikke kun er en militær kamp. Opgøret med Islamisk Stat kan ikke kun læses militært. Men det er en anden historie, som jeg kan vende tilbage til.
 
Mens Kasasbeh-klanens overhoveder tog imod de mange fine gæster, der var kommet for at kondolere, var de unge udenfor sørgeteltet travlt beskæftiget med at gøre klar til den kæmpemæssige frokost. For alle de besøgende skulle også bespises. Det hører sig til. Men adgangsforholdene til sørgeteltet var ikke de bedste, så maden måtte bæres ind af drengene, som i dagens anledning også agerede tjenere.
 
Tilbage i Amman igen fik jeg dog også lidt tid til at vandrer rundt, og blot tale med almindelige mennesker, for at fornemme, hvad der rører sig i befolkningen. Når jeg gør det, udnytter jeg også muligheden for at fotografere lidt.