Som udgangspunkt lignede det egentlig mere en kåring end et præsidentvalg. De egyptiske medier har ukritisk hyldet tidligere general og forsvarsminister Abdel Fatteh Al-Sisi som landets næste præsident lang tid inden han overhovedet meddelte sin kandidatur. Man fristes til at beskrive den egyptiske journalistik som et forsøg på at slikke magten i en vis legemsdel. Det er i hvert fald ikke den type journalistik, vi lære i vores del af verden.
Men det kom ikke til at gå så ment og smertefrit, som generalen havde håbet. Inderst inde har han vidst, at han helst i folkelig opbakning skulle kunne måle sig med den demokratisk valgte præsident Mohammed Mursi, som han væltede ved et militærkup (som vi ikke må kalde et militærkup) for næsten et år siden. Mursi fik 51 pct. af stemmerne ved et valg, der havde deltagelse af godt og vel 40 pct. af de stemmeberettigede.
Al-Sisi har været så letsindig, at han flere gange har sagt, at han forventer, at op imod 40 millioner af Egyptens 53 millioner stemmeberettigede vil deltage i præsidentvalget. Altså tæt på 80 pct. Det er helt ude i skoven. Og da det på valgets anden dag blev klart, at disse forhåbninger slet ikke ville blive en realitet, blev valget forlænget med en tredje dag, de statslige arbejdspladser (op imod 6 millioner ansatte) blev lukket i dagens anledning, og de offentligt ansatte fik antydet, at det kunne få konsekvenser, hvis de bruger fridagen til at gå ud for at stemme.
Det skulle have været et glorværdig kåring af Egyptens folkeligt tilbedte landsfader, men det ender tilsyneladende med et par desperate krampetrækninger for blot at få et mandat, der synes folkeligt nok til at flytte opmærksomheden fra, at landets indtil videre eneste folkevalgte præsident blev væltet af militæret og nu sidder i fængsel.
Galleriet her viser nogle af mine billeder fra arbejdet med at dække det egyptiske præsidentvalg.
Her er både fotos fra gaderne og Khan al-Khalili-markedet, fra den unge, politisk-aktive kunstner Shayma’a Kamal’s galleri, fra nogle af valgstederne rundt om i Kairo og så videre.