Vulkaner, fede Buddha-babyer, småskibe i tårne og møller som hjemmesløjd

Født på vulkanen Etnas skråninger på Sicilien er der lidt mere dyb, underjordisk rumlen i kunstneren Alfio Bonanno, end man normalt oplever i det sydfynske øhav. Ikke desto mindre har Alfio gjort netop den del af Danmark - nemlig Langeland - til sit hjem. Selvom Alfio gør sig indenfor en lang række kunstarter, så er noget af det, der virkelig har givet ham sit internationale gennembrud, hans landskabskunst. Skulpturparken TICKON bag Tranekær Slot er Alfio’s hjertebarn, og her har han bragt en række af verdens fineste naturkunstneres værker sammen. Selvom parken efterhånden har en del år på bagen, og enkelte af værkerne har måttet bukke under for vejr og vind, så står Alfio’s ”Mellem Blodbøgen og Egen” stadigvæk med sine kæmpe kampesten, der vælter ud af det enorme horn, konstrueret af naturtræ.
 
Alfio Bonanno er blot én af de langelændere, jeg allerede har besøgt et antal gange, og som jeg stadigvæk fotografere til ”Et yndigt Land – Et fotoessay fra udkanten”, min egen personlige kærlighedserklæring til Langeland. Mange af de langelandske ildsjæle, jeg fotograferer, følger jeg hver gang, jeg besøger øen.
 
Da jeg sidste gang var ovre hos Dorte og Ole Eisen for at fotografere, fik jeg de fotos af Dorte, som nærmest har noget der ligner ild i paletten. Den gang fortalte Ole med begejstring om, hvordan han for år tilbage havde været gæst ved et afrikansk bryllup. Ved den lejlighed havde han købt en kulørt, afrikansk skjorte, som han kun havde haft på den ene gang. Som sin kone er Ole også kunstner og super aktiv i masser af initiativer på Langeland. Haven bag de tos hyggelige bindingsværkshus ligner en eventyrpark taget lige ud af en Astrid Lindgren-fortælling. Ole anskaffer alle mulige forskellige gamle, små hytter og skure, som han genopbygger ude i sin have. Et af dem er for nylig blevet overdraget som hjem til hans lige så højt elskede høns.
 
”Den pæne præst” kaldes Rebecca Aagaard-Poulsen, som er den nye sognepræst i Magleby på Sydlangeland. Hun er eksemplet på, at langelænderne slet ikke er så lukkede om sig selv, som de nogle gange bliver beskrevet. Med Rebecca er det nærmest gået lige modsat. 
 
Ny, ung, kvindelig præst med anderledes idéer, enlig mor til to små piger, fraskilt fra en kvinde og kommende fra storbyen… på overfladen har Rebecca mange odds imod sig. Men al frygt er blevet gjort til skamme. Både på grund af Langelands åbenhed og tolerance, men naturligvis lige så meget fordi den nye sognepræst har en smittende livsglæde, venlighed, afvæbnende åbenhed og en kærlig, omfavnende kristendom, som byder alle indenfor.
 
Hun er præsten, der aldrig står på prædikestolen, men vandrer op og ned af kirkegulvet og taler direkte til hver enkelt i menigheden... og dem er der mange af i kirken. Lige nu er hun ved at lave dyrene til en Noah's Ark i præstegårdens have til børnene i området - så den må vel komme til at hedde Noah's Park. Men hun må som Noah klare det praktiske selv med en smule hjælp fra menigheden, for der er ingen penge. Men det har aldrig stoppet nogen på Langeland.
 
Hans Kjær er også knyttet til kirken. Hans dagjob er som kirketjener, og meget af hans kunst tager udgangspunkt i kristendommen. Kors, krucifikser og Jesu’ ansigt og tornekrone dukker op allevegne. Men der er også her og der små skytsengle af træ med kæmpeerektion i et ”strategisk placeret” lem af et stearinlys. 
 
Hans er manden bag ”Danmarks længste kunstudstilling”. Næsten 70 kilometer. Fra Lohals i nord til Bagenkop i syd. 12 af Langelands Elforsynings nedlagte transformatortårne er blevet omdannet til små kunstudstillinger – hver overdraget til en kunstner, som har tårnet i tre år, hvorefter der skal gives plads til en ny. To billeder her er af Hans i det tårn, han har udsmykket nær Haugbølle.

Hans har også et en-mands u-landsprojekt, hvor penge fra almindelige mennesker på Langeland går direkte, udenom alt bureaukrati, til en håndfuld skoler i fire landsbyer i Ghana. Mere om det i en senere artikel.
 
Og så er der mølleren, der aldrig spiser brød. Ole Petersen, som er indehaver af Bagenbjerg Mølle i Tullebølle, lider ironisk nok af glutenallergi, og kan derfor ikke indtage det produkt, hans gamle mølle ellers skulle producere.
 
Jeg har, som I kan forstå og se på billederne, også været tilbage til Bagenbjerg Mølle, hvor jeg er medlem af møllelauget. Her har jeg også allerede fotograferet en del gange tidligere. Nogle af de tidligere sessioner kan ses i tidligere gallerier. Hver torsdag er der arbejdsdag, og i sidste uge skulle der skæres bjælker til en ny rundgang udvendigt på møllen, som næsten er finere i dag, end da den blev opført for 150 år siden.
 
Arbejdsdagene er også altid sociale sammenkomster med kaffe, mad og en lille skarp genstand… eller to.
 
Lars Calmar er egentlig uddannet keramiker, men i dag er han mere skulptør og kunstmaler. Han dyrker den uforskønnede, slidte menneskekrop, og har også en forkærlighed for store, fede, forvoksede Buddha-babyer (som naturligvis intet har med Buddha at gøre – det er blot min association). Nogle af hans figurer er så skræmmende, at jeg har spekuleret på, hvad der sker indeni denne unge, talentfulde kunstners sind. 
 
Derfor havde jeg denne gang besluttet, at jeg ville eksperimentere lidt med dobbelteksponeringer af Lars. Sjovt nok havde han selv også ideer i den retning. Han kunne godt tænke sig at rulle en del af sine værker over i den ene ende af værkstedet, og så lade sig fotografere lidt svævende og tåget, som en semi-gennemsigtig ånd imellem kunstværkerne. Så det eksperimenterede jeg også lidt med.
 
Dette er blot endnu en mellemstation i mit fotoprojekt. Der kommer meget mere, som arbejdet med ”Et yndigt Land” skrider frem.
 
* * *
 
Se også fotogallerierne ”Et yyyndigt Land”, "Fotografier fra Udkanten" og "På togt med fiskerne fra Bagenkop",  som er en del af det samme fotoprojekt.