Fotodagbog 2016
Dramatisk vintersol over Jerusalem, Israel.
Ude på en af mine mange fotoudflugter på Langeland i Danmark. Foto: John Rasmussen.
Vi er på vej ind i min Fotodagbogs syvende år. Det er ikke så lidt, og jeg er faktisk lidt stolt af det.
Jeg får ikke altid postet helt så mange fotografiske dagbogsblade her, som jeg burde, og som jeg kunne ønske, men jeg holder alligevel fast ved siden, som lidt er blevet en institution på min hjemmeside. Jeg kan i hvert fald se, at Fotodagbogen er en af de mest besøgte sider. Og siden er også vigtigere for mig selv, end man måske skulle tro.
Fotografiet betyder mere og mere for mig. Og her på min hjemmeside kan vise nogle af mine billeder til andre mennesker. Det betyder mere, end man skulle tro. Men det giver mig endnu mere blod på tanden. Det har blandt andet betydet at jeg har fået udgivet en fotobog, og to mere er på vej. Jeg er også begyndt at udstille mine fotografier. Det er også nyt, og det, mener jeg selv, kan jeg takke hjemmesiden og Fotodagbogen for.
Men fotografiet er naturligvis langt mere end det.
Mit fotografi betyder også, at jeg er begyndt at bruge mine øjne anderledes. Jeg ser meget mere nu, end jeg gjorde før. Jeg oplever mange flere visuelle detaljer end tidligere. Mine øjne scanner alt, registrerer, vurderer… jeg ser utrolig meget mere, end jeg tidligere gjorde. Det hjælper mig også i min journalistik. På den måde bliver mit fotografi samtidig en slags mental, visuel notesbog, der fastholder mine oplevelser, og giver mig mulighed for at give dem videre.
Den amerikanske fotograf Elliott Erwitt har et fantastisk øje for det sjove, interessante og skæve i ellers ret ordinære og almindelige, dagligdagssituationer.
”For mig er fotografiet kunsten at observere. Det handler om at finde noget interessant et helt ordinært sted… Det er gået op for mig, at det har meget lidt at gøre med de ting, man ser, og alt at gøre med måden man ser dem på.”
Elliott Erwitt, amerikansk fotograf
For mig betyder fotografiet også, at jeg kommer til at holde af og elske det jeg ser – om det er mennesker eller ting, det er ligegyldigt. Der er skønhed i alt. Absolut alt. Små revner i en gammel mur, stenene på en strand, rynkerne i et ansigt. Med sine øjne og kameraets linse kærtegner man sine omgivelser og sine medmennesker.
Fotografisk set (sikkert også på andre måder) er jeg langt mere fascineret af modne og ældre mennesker med ansigter, der er et tydeligt bevis på et levet liv og surt opsparede erfaringer. Sådanne ansigter er langt mere interessante – for mig i hvert fald – en smukke, barnenumse-glatte fotomodelansigter.
Skuespilleren og filminstruktøren Clint Eastwood fotograferet af Annie Leibovitz.
”Noget af det, man kan se i mine fotografier er, at jeg ikke var bange for at blive forelsket i de mennesker (jeg fotograferer).”
Annie Leibovitz, amerikansk fotograf
Denne indledning, som de andre ved tidligere års Fotodagbog er blot en lille peptalk om fotografiets vidunderligheder og de positive bivirkninger en sådan beskæftigelse har på fotografens evne til at opleve livet omkring sig.
Så grib kameraet og kom ud og oplev verden!
28. november 2016
EFTER STØVET HAR LAGT SIG: Meget har ændret sig i Egypten… og så alligevel ikke.
Mine mange venner advarede mig, inden jeg ankom denne gang.
”Vær forberedt på, at intet er, som da du sidst var her. Alt er blevet mere kompliceret”, lød advarslen.
Det er korrekt.
Revolutionen, der væltede præsident Hosni Mubarak, førte til frie valg og en muslimsk regering, som igen blev væltet ved militærets indgriben. Nu minder situationen meget om den, der var FØR revolutionen.
Depressionen og mismodet er til at tage og føle på. Virkeligheden i dag er meget langtfra det, som mine venner og de andre, der tog del i opstanden, som væltede Mubarak efter mere end tre årtier, dengang håbede og drømte om.
Og så alligevel har meget ændret sig.
De negative ting kender alle til. De bliver konstant beskrevet i medierne.
Men de positive er her så sandelig også. Man skal nogle gange bare søge lidt efter dem.
I aften skal jeg til åbningen af en ny kunstudstilling.
Min gamle ven, kunstneren Mohamed Abla afslører en kæmpe serie malerier – i virkeligheden en blanding af kollager, med batik-lignende teknik og maleri – som tager udgangspunkt i Silkevejen.
Jeg er lige kommet tilbage fra museet, hvor jeg har oplevet de sidste paniske timer inden dørene senere i aften går op for de inviterede gæster.
Billederne er HELT og absolut anderledes end noget, jeg tidligere har set fra Mohameds hånd. En helt ny stil.
”Jeg HAR ikke nogen stil”, siger Mohamed med et smil.
Mohamed Abla var med i revolutionen for fem år siden. Meget aktiv endda. Sidenhen var han også med til at skrive Egyptens nye forfatning. Det var i de glade optimistiske dage.
”Det var en fin forfatning. Der er bare ikke nogen, der retter sig efter den”, siger min egyptiske ven med et trist smil.
Mohameds billeder har ikke altid – men dog meget ofte – haft et politisk budskab. Det har de sådant set stadigvæk. Dog er det ikke så klart og åbenbart politisk som tidligere. Det er tiden ikke rigtig til, er de fleste enige om. Men budskabet ER der alligevel. Blot mere diskret, og det er kunsten slet ikke blevet ringere af.
Kunst trives ofte bedst i modvind. Når kreativiteten for alvor bliver udfordret og skal vrides rundt for at få budskabet ud, blot så det ikke er alt for bastant og firkantet, så bliver det hele meget mere interessant. Det er tit forskellen på stærk, udfordrende kunst med holdning og kedelig, fladpandet politisk propaganda klædt ud som kunst.
Dette og meget andet om situationen her i Egypten på torsdag i TV2/NEWS.
1. oktober 2016
AT TEGNE MED LYS: Ud på eftermiddagen, når solen står lavt på himlen, og lyset kommer ind fra siden, får man flotte skygger, tingene får form og billederne, man tager bliver mere interessante at se på, end noget man fotograferer midt på dagen.
I storbyer med høje huse og smalle stræder betyder det også nogle spændende lysvirkninger. Når solen står lavt, skygger bygningerne for den, men visse steder vælter lyset forbi i sprækkerne imellem bygningerne. I stedet for at oplyse alt, kommer stråler igennem som en kæmpe spotlight.
På vejen ned igennem gyder og stræder, rammer det vægge, stoppes af hjørner, mens gaderne lader det passere.
Lys og skygge krydser og reflekteres.
Nogle gange bliver det for meget. Kontrasterne for store. Hvor der er lys, er der for meget af det. Skyggerne lukker helt ned, og intet kan fornemmes inde i mørket.
Sådan er det lidt med billedet her. Kontrasterne har lidt for meget fået overtaget. Alligevel kan jeg godt lide billedet.
Jeg kom gående ned ad en større gade i Istanbul. I sidegaden, lige til venstre for mig, midt i en kraftig solstråle, stod en skopudser og gjorde sin forgyldte skopudserskammel klar. Ved siden af ham var en af disse små boder på hjul parkeret, hvorfra driftige handelsfolk normalt sælger ristede kastanjer.
Hushjørnet, jeg kommer fra, kaster en skygge på tværs af gaden, og den er lidt med til at indramme billedet og fokusere opmærksomheden på den gamle mand.
Det handler om lys. Og også om manglen på lys. Bedst når der er en blanding af begge dele, så man kan lege med lys- og skyggevirkningerne.
Betegnelsen ”fotografi” kommer af det græske ”photos”, som betyder lys, og ”graphé” – at tegne. Altså: At tegne med lys.
Fotografi handler altså mindre om dyrt udstyr, og mere om at lege med det lys og den skygge, der i forvejen er masser af derude i virkeligheden.
Det er altid godt at huske på, når man er ude med kameraet.
* * *
Fotograferet med et Canon 5D Mark III og et 24-70 mm f/2.8 objektiv. Lukkertid: 1/640 sek. Blænder: f/9. ISO: 125.
1. august 2016
VERDEN PASSERER FORBI MIT BORD: TV2’s næsten faste hotel, når der er TV-hold hernede i Tyrkiet, er et lille, hyggeligt boutique-hotel på grænsen mellem Galatazaray-kvarteret og Cihangir i Istanbul. Corinne hedder hotellet. Det er indrettet i en af byens ældre, smukke ejendomme, der tidligere stod og forfaldt. Nu er det totalt nyrenoveret, med lækre værelser, godt internet og en tagrestaurant med en fantastisk udsigt over byen.
Jeg boede naturligvis også på Corinne førhen, indtil jeg fik mit eget hus i Istanbul. Jeg kommer der dog stadigvæk ganske meget. Hotellets café på hjørnet nede i stueetagen er nemlig åben fra den tidlige morgenstund, og de har en række udenlandske aviser: New York Times, Financial Times, Wall Street Journal og så videre. Så selv efter jeg er flyttet ind i mit eget hjem, så drikker jeg tit morgenkaffe på Corinne, mens jeg nyder gode gammeldags aviser trykt på papir, som jeg kan røre ved og få tryksværte på fingrene af.
Det er skide retro! (Nu siger mine børn med himmelvendte øjne, at det altid er lidt af en pinlig fiasko, når jeg forsøger at lyde moderne.)
Jeg har mit faste bord i caféen, hvor jeg kan sidde og holde øje med livet ude på gaden. Og det er aldrig kedeligt. Mit kamera ligger klart på bordet ved siden af kaffekoppen. Der kommer altid nogle sjove mennesker forbi. Mange af de billeder, jeg allerede har offentliggjort ovre på min Facebookside og her i min Fotodagbog, er faktisk taget fra mit cafébord. (Jeg er slet ikke så opsøgende, som mange tror!)
Ved min morgenkaffe for nogle dage siden, dukkede der pludselig en buddhistisk munk op. Det har jeg alligevel ikke set før i ”vores” kvarter. Men hvorfor ikke? Istanbul har altid igennem hele historien været en kosmopolitisk by. Hele verdens korsvej, så at sige.
Set fra Europa ligger Istanbul i det absolutte aller sydøstligste hjørne. Set fra Asien ligger byen i den ekstreme vestlige udkant af kontinentet. Set fra Mellemøsten ligger staden helt udenfor regionen, helt mod nord. Men – set fra Istanbul er man placeret midt imellem det hele: Europa til den ene side, Asien til den anden, sydøstpå og til højre: Mellemøsten… og tag bare Afrika med i samlingen.
Set herfra kan man nærmest ikke være mere i centrum imellem verdensdelene, end man allerede er. Istanbul er faktisk broen, der binder det hele sammen.
Det kan man også se på den lille gade, der passerer lige forbi det cafébord, hvor jeg spiser min morgenmad. Jeg sidder lige i verdens centrum med mit kamera.
* * *
Fotograferet med mit Sony A7R II med et Sony/Zeiss 55mm f/1.8-objektiv påmonteret.
31.juli 2016
DEN ER BARE ANDERLEDES DEN HER BY: Jeg er egentlig bare på vej ned til en lille, hyggelig cafe, hvor jeg skal spise frokost med en syrisk eksilkunstner, der indtil videre har slået sig ned her i Istanbul. Han er både en interessant og talentfuld kunstner, politisk velfunderet og har kontakter til både aktivister og andre kunstnere tilbage i Aleppo i Syrien, hvor han kommer fra, og det gør det altid interessant at tilbringe nogle timer med ham. Mere om ham ved en senere lejlighed.
Som altid, når jeg til fods begiver mig igennem Istanbuls gader, har jeg et af mine kameraer med over skulderen. Man ved aldrig, hvad man kommer ud for undervejs. Og – sandt at sige – det er svært at begive sig særlig meget rundt i den her by, uden at støde ind i noget fotogent.
Jeg er lige ved at passere en sidegade, der henligger i skygge. Ud af øjenkrogen ser jeg noget underligt. Jeg stopper op og bakker.
Hvad er det?
Det ligner en kvinde, der ude på gaden står og jokker i nogle baljer med vand. Hun holder en slange, hvor vandet fosser ud af, mens hun tramper løs, og vandet sprøjter ud og løber videre ned ad gaden.
Hvad søren har hun gang i?
Monstro hun ikke har vaskemaskine, og dette er måden hun klarer tøjvasken på?
Jeg ændrer kurs og plotter en ny rute ind på min indre GPS. Jeg må lige forbi dette sære skue.
På vejen tager jeg en række billeder, hvor kvinden kun ses bagfra. Man ved aldrig. Når hun opdager mig kan hun blive fornærmet, og så får jeg ikke flere muligheder for at fotografere.
Så når jeg helt frem til hende, og ser, at det er gede- og fårehuder, kvinden tramper rundt i.
Det er simpelthen hendes eget lille garveri af skind og huder, som man måske ville forvente at se ude i en landsby langt ude i bjergene eller på sletterne – men ikke i storbyen. Sådan er det bare ikke her i Tyrkiet. Her immigrerer sådanne gamle traditioner og arbejdsmetoder med landbefolkningen, der flytter ind til storbyerne. Så lige pludselig ser man en lille bid af Anatoliens folkekultur i en gyde i den europæiske del af metropolen Istanbul.
Man kan også ind imellem se får, geder og lam blive slagtet og parteret.
Det ville man ikke acceptere i mange vesteuropæiske lande. Og jeg forstår godt hvorfor og kan allerede høre alle argumenterne for, hvorfor vi ikke kan have sådan noget. Men på den anden side så nyder jeg også lidt den tilbagelænede tolerante, ”det-skal-nok-gå-holdning”, der gør, at man ikke tager på vej over den slags småting her i Tyrkiet. Dertil er der alt for mange andre, langt alvorligere problemer at forholde sig til.
Nu har jeg fået øjenkontakt med kvinden, som naturligvis ikke taler engelsk, men med fagter og sære, brægende, fåreagtige lyde får jeg kommunikeret mit spørgsmål om, hvad der ligger i baljerne. (I sådan en urkomisk situation priser jeg mig lykkelig over at jeg ikke har en filmende TV2-kameramand med, for så ville al respekt for mig som journalist fordampe som dug for solen.) Damen nikker ivrigt og griner højlydt over den sære, udenlandske mand og hans komiske pantomime.
Jeg løfter mit kamera, peger på det og kigger spørgende over på hende: ”Må jeg fotografere dig?”
Hun nikker bekræftende, og jeg får et par frontale skud, med den smilende kvinde, med de bare fødder nede i baljen med fåreskind.
Et øjebliksbillede af Istanbul, som bare er så dejlig anderledes.
Jeg vinker smilende min tak til damen med hjemmegarveriet og haster videre til mit møde/arbejdsfrokost med den syriske eksilkunstner. En oplevelse rigere.
* * *
Fotograferet med Sony A7R II og et Zeiss Batis 85mm f/1.8-objektiv påmontret.
26. juli 20216
STOLT OG VÆRDIG, TRODS TRAGEDIEN: Hans udseende gjorde indtryk på mig.
Måske er det fordi jeg fotograferer, at jeg ser på og bemærker, hvordan folk ser ud. Men denne ældre mands fremtoning brændte sig ind i min erindring.
Jeg mødte ham for et par måneder siden. Han er syrisk flygtning her i Tyrkiet, og han medvirkede i et indslag, jeg lavede i maj i forbindelse med FN’s Humanitære Topmøde her i Istanbul. Et af hovedemnerne på topmødet var den historisk store, humanitære tragedie, der udspillede – og stadigvæk udspiller – sig i Tyrkiets naboland Syrien.
Jeg hørte fra flere syriske flygtninge, jeg mødte, at de følte, at der blev talt en masse om dem, når kameraerne snurrede, men at der i virkelighedens verden skete meget, meget lidt. At de følte sig glemte. Det ville jeg lave et indslag om i forbindelse med FN-mødet.
Visse områder her i Istanbul har så stor en befolkning af syriske flygtninge, at de sætter deres præg på hele kvarteret. Forretninger har særlige varer rettet mod syrerne. Skilte er lige så ofte på arabisk, som de er på tyrkisk. Og der er syriske kaffehuse.
Det var sådant et syrisk kaffehus, vi gik ind i, og her fandt vi en gruppe flygtninge, vi kunne interviewe og filme.
En af dem var Ammar Al-Sheikh Haider fra Aleppo. En mand i sin bedste alder. Ulastelig påklædt i habit, nystrøget skjorte og slips. En helt igennem dannet og nobel fremtoning, selvom han var flygtning fra et hjemland, revet fra hinanden af en blodig, brutal borgerkrig.
Ammar Al-Sheikh Haider havde et fantastisk ansigt.
Tynd og markeret, en spids, krum, karakterfuld, skarp næse, dybtliggende øjne og et velplejet skæg, der efterhånden var næsten helt gråt, og rynker der vidnede om et hårdt liv.
Den ældre mand var noget så antikveret og fantastisk som stukkatør. En næsten uddød profession.
Denne mand ikke bare førte sig med værdighed og stolthed på trods af de pressede omstændigheder, han befandt sig i. Han ville ikke bo i en flygtningelejr eller modtage hjælp fra omverdenen. Han ville bare arbejde og tage sig af sig selv. Han behøvede ikke at være en byrde for andre, understregede han flere gange.
Samtidig kunne han ikke skjule en dyb smerte. Hans dybtliggende øjne var bedrøvede. Han havde måttet efterlade sin kone, børn og børnebørn i Syrien. Det smertede ham. Trods mange forsøg var det endnu ikke lykkedes ham at få nogen af dem ud af det krigshærgede land.
Jeg har lige igen mødt Ammar Al-Sheikh Haider på gaden. Det er stadigvæk ikke lykkedes ham at redde sin familie ud. Endnu værre: Han har ikke kunnet få kontakt til dem siden midten af juni.
Alligevel fører han sig stadigvæk med værdighed og beder ikke om hjælp fra omverdenen.
* * *
Jeg har fotograferet Ammar Al-Sheikh Haider med mit Canon 5D Mark III-kamera med et Canon EF 24-70mm f/2.8 L II USM-objektiv påmonteret. Lukkertid: 1/40 sek. Blænder: f/2.8. ISO-værdi: 640.
19. juni 2016
Jeg sidder og er ved at rydde lidt op i min e-mailboks, så der igen kan blive plads til at modtage nye mails fra folk. Og så lige pludselig falder jeg over en mail, som jeg ikke erindrer at have set før. Den er fra min gode ven og partner ud i fotografiet, John Rasmussen. Billederne er fra en af vore første fotoudflugter sammen efter jeg lige havde købt mit nye/gamle Hasselblad-kamera.
Ligesom der er en trend fra fast food til slow food. Og på samme måde som vinylplader til gammeldags grammofoner er ved at få en renæssance, så oplever vi også, at samtidig med at det digitale fotografi i det seneste årti er eksploderet, og mange havde lagt analog fotografering i graven, så er den gammeldags, langsomme, og mere eftertænksomme form for fotografi med film igen ved at vinde frem indenfor en lille niche blandt fotografer.
Slow Photography, kunne man kalde det. Det gør man vist allerede.
Jeg blev selv fanget af denne nye/gamle tendens, da jeg udgav min første fotobog, og lige pludselig syntes, at jeg med det hurtige, digitale fotografi, som ganske vist er lettere og mere ligefrem på mange måder, også havde mistet en side af fotografiet, som jeg gerne ville genopdage. Derfor købte jeg mig et gammelt, analogt Leica M6 og sidenhen også et Hasselblad 503sw.
Jeg har ikke fået fotograferet så meget med mit skønne Hasselblad, som jeg gerne ville. Men nu skal det få en ende. I mit nye, midlertidige hjem i Istanbul vil jeg til at bruge det lidt igen. Det er et nytårsforsæt… eller snarere det modsatte: Et Skt. Hansforsæt. Jeg har derfor indledt jagten i Istanbul på et sted, hvor jeg kan få fremkaldt mine analoge film og også få dem scannet ind, så jeg kan færdiggøre fremkaldelsen uden at skulle have fingrene dyppet i
Her en håndfuld af John’s billeder af Jensen’s slow photography med den gamle Hassy. Et kamera, som overhovedet ikke kan arbejde hurtig, selvom man måtte forsøge, og dermed bliver det helt af sig selv en ret anderledes og mere eftertænksom type fotografi, man bedriver med sådan et kamera, og det er slet ikke så skidt endda.
Jeg glæder mig til at kunne vise de første forsøg med Hassy’en fra Istanbul.
7. juni 2016
I går filmede jeg et indslag til TV2 om, hvor dramatisk det er gået tilbage med turismen her i Tyrkiet. De officielle tal siger, at nedgangen er på små 30 pct. Men handlende i bazaaren, som jeg interviewede, mente snarere at tallet er helt oppe på 50-60 pct.
Grundene til tilbagegangen er den blodige borgerkrig i nabolandet Syrien, flygtningestrømmen, myndighedernes genopblussede krig med kurderne, terrorismen og præsident Erdogan’s enerådighed og voksende magt.
Her til morgen, da min kameramand, Jens, og jeg igen skulle ud at filme, blev Istanbul ramt af endnu en terrorbombe. 11 blev dræbt og 36 såret. Turismen vil nu gå endnu mere tilbage, og økonomien få sig endnu et slag.
Billedet her fra i går er fra området imellem Den Blå Moske og Hagia Sofia. To af Istanbuls allerstørste turistattraktioner. Tidligere ville det her sted være pakket med turister. Nu er her næsten tomt.
Vi mødte disse selfi’ende japanere piger og faktisk også et par danskere, men ellers var de fleste andre lokale tyrkere. Vestlige turister stort set er borte.
6. juni 2016
Den lokale købmand tilbyder at bringe mine indkøb ud. Det samme gør grønthandleren. Også blomsterhandleren, hvor jeg køber krydderurter i potter til min altan, tilbød at bringe de mange potter med jord og urter ned til mit hus på skråningen.
Jeg er også blevet en ældre mand, men både blomsterhandleren og grønthandleren ser ud til at være ældre end mig. Men ikke desto mindre synes de, at det er synd for mig, at jeg skal slæbe tingene selv.
Det gør jeg nu alligevel. Planterne har jeg dog bragt hjem i mindre portioner over et par dage, så jeg ikke har skullet brækket ryggen mere end højest nødvendigt.
Det samme med møbler og andre større ting.
I Cihangir-kvarteret her i Istanbul er der en masse antikvitetsforretninger, marskandisere og second hand-forretninger. Her kan det blive nødvendigt at få lidt hjælp.
Så alle vegne transporteres der ting. Frem og tilbage.
De her billeder af de mange trækvogne er bare fra én enkelt spadseretur fra mit hus hen til en cafe 15 minutters gang derfra, hvor jeg skulle møde en af mine venner.
3. juni 2016
Jeg går en masse. Jeg har ikke nogen bil, og jeg lejer heller ikke nogen. Foreløbig i hvert fald. Jeg har set, hvordan tyrkerne kører, så jeg skal være her i landet en rum tid endnu, inden jeg vover mig ud i det vanvid. Så derfor går jeg meget.
Som mange sikkert efterhånden har opdaget, er jeg flyttet til Cihangir-kvarteret i Istanbul. Hver dag spadserer jeg ad nogle af de samme gader i området ud på mine ”opdagelsesrejser” i byen.
Ofte ser jeg en gammel kvinde med tørklæde sidde på trappestenen ved en af ejendommene.
I begyndelsen troede jeg, at hun var en fattig kvinde, der gik rundt i kvarteret for at få nogle penge. Men hun sidder hver gang på den samme trappesten, så måske bor hun i huset.
Hun ligner ikke de andre kvinder fra kvarteret. Her går selv ældre kvinder som oftest ret vestligt klædt. Men hun kan jo være ude fra landdistrikterne. Fra Anatolien og flyttet ind hos sine børn… eller…
Hendes hænder er store og stærke. Hun har arbejdet hårdt i sit liv. Ansigtet rynket og indsunket. Øjnene ligger dybt under tykke, mørke bryn. Men hun er smuk. Selv i dag. Det er tydeligt. Hun hæver dog sjældent blikket. Stirrer tværtimod på fortovets sten et stykke foran sig. På mig virker det som om hun bærer på en sorg, en ulykke, en...
Hver gang jeg ser denne ældre kvinde spekulerer jeg på, hvem hun mon er, og hvad hendes historie kan fortælle. En dag, når jeg har en tyrkisk talende ven med mig, så må jeg tage mod til mig og finde en undskyldning til at få en samtale i gang med hende.
Nu er jeg blot lige så stille og diskret begyndt at hilse på hende.
Der er så meget nyt, når man er flyttet til en ny lejlighed i et nyt kvarter i en ny by i et nyt land.
29. maj 2016
Jeg tog en spadseretur nede ved Galatabroen, som spænder over indsejlingen til Det Gyldne Horn, en dyb bugt eller fjord, som skiller den gamle del af det europæiske Istanbul i to.
Som sædvanlig er broen fuld af mennesker. I særdeleshed i weekenden er den et yndet udflugtsmål for de lokale. Broen er spækket med fiskere. Det vil jeg også skrive om en af dagene.
I dag blev jeg dog fascineret af lyset og Süleymaniye-moskeen ovre i bazaarkvarteret, og så forsøgte jeg at lave nogle imitationer af den store tyrkiske fotograf Ara Güler’s billeder. Güler har fotograferet Istanbul i en menneskealder. Hans billeder er ikoniske. Jeg har lige købt hans bog med et langt livs fotografier af denne fantastiske by.
På det første billede har jeg, udover at lave det om til sort-hvidt, også lagt korn ind og ekstra kontrast for at efterligne de gamle analoge film. Det kan godt være, at det er for meget af det gode.
Istanbul-fotobogen og den gamle mester Ara Güler skriver jeg også mere om en af dagene. Her blot et par af mine egne fotos fra Galatabroen..
23. maj 2016
Kvarteret hedder Tarlabasi og ligger i midten af Istanbul lige ved siden af byens forretningscentrum. Det er nok ikke direkte slum. I hvert fald ikke efter tyrkisk målestok. Der er områder, der er meget værre. Men fordi det ligger lige op og ned at byens mere prangende arkitektur, så synes kontrasten til Tarlabasi’s noget mere ydmyge standard lidt dramatisk.
Sært nok er der noget fotogent over gamle huse, især lidt forsømte bygninger, forfald og ruin. Derfor er det naturligvis heller ikke alle i sådant et kvarter, der er glade for, at udefrakommende spankulerer rundt og fotografere elendigheden. Beboerne lever her. De er ikke dyr i en zoologisk have. Da jeg tog billedet her, at tøjsnoren med den skjoldene væg i baggrunden, blev jeg råbt an af en lokal, som var utilfreds.
Jeg fortrak straks med en undskyldning.
Fejlen var min. Man skal gå til sådan en slags fotografi med stor følsomhed og solidaritet med beboerne.
Ofte kan man få lov til at fotografere næsten alt, man har lyst til, hvis man blot allierer sig med de lokale. Det fremgår af det næste billede, hvor jeg spurgte forinden. Får man først lov, kan man fotografere hvad som helst.
Den personlige tilgang til motiverne er ofte næsten vigtigere end hvilket avanceret fotografiapparat og prangende linser, man har.
1. april 2016
Udover det gode vejr udenfor, og at jeg er ved at komme på benene igen efter et ondsindet maveonde, så er dagens gode nyhed, at jeg lige er blevet kontaktet af firmaet Recoverit i Nyborg, som kunne fortælle mig, at de har reddet ALLE mine tabte data fra den ødelagte harddisk.
Det betyder at både videoer og fotos fra både min netop overståede Sicilien-rejse, hvor jeg fotograferede den langelandske kunstner Alfio Bonanno, og masser af videooptagelser fra Israel-Palæstinaområdet heldigvis er reddet og på vej hjem til mig.
Dejligt.
Men… og der er et men. Redningsoperationen koster den nette sum af kr. 13.000,- godt og vel. Det er dobbelt så meget som de to nye, store harddiske, jeg lige har købt, for at sikre mine data.
Havde jeg gjort det inden uheldet, så kunne jeg har sparet penge, som sagtens kunne have været brugt til at tage andre dejlige billeder.
Lad det være en lærestreg og et forsinket nytårsforsæt: At få orden på og lavet sikkerhedskopier af alle mine fotos og videoer fremover.
Jeg kan i øvrigt kun anbefale Recoverit i Nyborg (om end jeg ikke håber at nogen af Jer får brug for dem.) De er venlige, hurtige og servicemindede. Man bliver konstant opdateret om, hvor sagen står, hvad der sker og løbende hvad udgifterne er.
I får lige et enkelt af billederne af Alfio på Sicilien. Det var et af de få fotos, der stadigvæk var på mine kameraers hukommelseskort, og derfor blev reddet på grund af det.
31. april 2016
På grund af en række uforudsete hændelser er jeg blevet i Danmark længere tid end planlagt. Det gav mig så mulighed for i aftes at tilbringe nogle dejlige timer sammen med John Rasmussen – min gode ven og partner udi fotografiet – i det Sydfynske.
I aftes havde vi kun et par timer sammen ude i ”felten”. Det var koldt, blæsende og med spredt småregn – men dejligt ikke desto mindre.
På denne årstid slutter nattelivet i Faaborg allerede først på aftenen, så hvis vi skulle nå at få noget at spise, var vi nødt til at slutte fotografiet inden solen var gået helt ned. Og så var det endda kun med hiv og sving og voldsomt overbevisende argumenter, at vi fik overbevist en kok og en tjener på Spisestedet nede i havnen til at forbarme sig over os, og servere hvad end køkkenet stadigvæk kunne byde på lige inden lukketid.
Derfor blev det kun til nogle ganske få skud ude ved stranden. I får lige det bedste billede fra aftenens ellers begrænsede høst.
20. marts 2016
”Det billede her er uskarpt”, sagde den søde, unge pige i fotoforretningen til mig, og lagde ligesom op til, at der var tale om en beklagelig fejl, og at fotografiet lige så godt kunne smides ud.
”Nej”, svarede jeg hende. ”Jeg har slidt, for at få det til at se sådan ud!”
Hun kiggede på mig med et ansigtsudtryk, som ville hun checke, om det var en dårlig vittighed. Så rystede hun på hovedet, og lod mig beholde det ”forfejlede”, uskarpe foto. Hun kunne i hvert fald bedre lide kunder, der var villige til at indrømme deres fejltagelser, i stedet for at camouflere det, som om man mente, at det var en særlig kunstnerisk stil at lave et udtværet foto.
Jeg ved ikke, hvor tit jeg hører bemærkninger af den slags.
”Hvorfor fotograferer du ikke bare med en hurtigere lukkertid, så billedet bliver skarpt?”
Det gør jeg sørme også ind imellem. Men jeg kan også godt lide at eksperimentere med bevægelse. At få et still billede, som et fotografi jo i virkeligheden er; det fastfryser et superkort øjeblik, til at udstråle dynamik og bevægelse.
I disse dage, hvor jeg fotograferer den siciliansk/langelandske kunstner Alfio Bonanno her på Sicilien, er det noget, jeg eksperimenterer lidt med. For selvom vi bagefter beskuer Alfio’s billeder som noget statisk, for det bliver de jo, når de er færdige, så er arbejdet med at skabe dem en dynamisk proces fuld af bevægelse og super koncentration.
Det vil jeg også gerne vise.
Tilblivelsen. Skabelsen.
Ikke bare et frosset fotografi af en kunstner med en pensel i hånden og hans færdige maleri bag ham.
Jeg vil gerne give beskueren et sneak peak ind i kunstnerens skabelsesproces. Mens han kæmper med at få visionen omsat til et budskab på papir, lærred eller i plastiske former.
Her får du lige et par eksempler på noget af det, vi lavede for et par dage siden.
I starten fotograferede jeg blot på lang lukkertid, men holdt jeg kameraet stille, og lod Alfio's hånd og pensel gøre "arbejdet" med at bevæge sig hen over papiret, mens jeg fotograferede.
Så satte jeg flash på, som fyrede sit lys af, efter kameraets lukker havde stået åben et stykke tid.
Til slut begyndte jeg også at bevæge kameraet ind mod billedet, eller jeg drejede det, mens lukkeren stod åben, og så frøs flashens korte lysblink noget af bevægelsen fast, mens andet blev tværet ud.
Interessant, synes jeg. Jeg skal i hvert fald eksperimentere meget mere med det.
Du får også ét enkelt skarpt foto af Alfio til at starte på, bare for at vise, at jeg godt kan tage skarpe billeder.
19. marts 2016
På en bjergtop højt hævet over Nizza Di Sicilia lige syd for Messina på Siciliens østkyst ligger ruinerne af et forhistorisk vagttårn, der har beskyttet området i umindelige tider.
På dette strategisk vigtige bakkedrag har det lille kommunalråd i byen langt nede af skråningen lavet en naturpark – Parco Rocca di Buticari. Den dristige borgmester Giuseppe Di Tommaso, som også er læge i den lille by på bare 3.000 indbyggere, bad den dansk-sicilianske kunstner Alfio Bonanno om at lave et kunstværk, som ville understrege stedets kvaliteter, historie og harmonere med omgivelserne.
Den opgave har Alfio opfyldt til perfektion.
De tre Sentineller – Vagter – står nu og skuer ud over Messina Strædet, over mod den allersydligste bid af den italienske støvlespids.
Store, solide, forstenede, urørlige i lyse, gyldne sten fundet på stedet og med brystplader i mørkere bjergart. Ens – og dog forskellige. De står fast. Rokker sig ikke.
Kunstværket er endnu ikke officielt indviet. Det blev opført i løbet af den forgangne sommer, men de tre forstenede vagter har allerede fået sig en patina, så de ser ud som om de altid har stået på stedet.
Fordi de er opført i lokale sten, fundet på stedet, passer de perfekt ind i omgivelserne og de er i en slags dialog med det historiske vagttårn, som ved samme lejlighed er blevet restaureret og nu også kan nydes og bestiges..
For mig er det en fantastisk oplevelse både at følge en langelandsk kunstner som Alfio med sicilianske rødder. Diskutere kunst, skulptur, billeder, fotografi og andet interessant med ham. Noget der er så fjernt fra Mellemøstens militante, religiøse vanvid, som man næsten kan komme. En lise for sjælen og ånden er det, så man ikke går helt fra forstanden. Og samtidig kan jeg så lave fotos til min bog om Langeland… for selvom Alfio er født på vulkanen Etnas skråninger, så har Rudkøbing på Langeland været hans hjem siden midten af 1970’erne. På den her måde får Langelandsprojektet også et lidt internationalt ”swung”.
26. februar 2016
Normalt vil man sige, at objektiver med en brændvidde på fra 75 mm til 135 mm er de bedste til portrætter. Det er også rigtigt på mange måder. Men man skal ikke på forhånd udelukke vidvinkelobjektiver til portrætfotografering. Man skal blot lave sin komposition derefter. Gør man det, kan man lave formidable og anderledes portrætter – selv med en vidvinkellinse.
Jeg viser lige et eksempel her, som er en lille del af en artikel, jeg er ved at forberede om, hvordan mine to Zeiss Batis-objektiver opleves at arbejde med under normale arbejdsforhold, og ikke bare når
Billedet af den prægtige mand her er taget ude i den palæstinensiske landsby Dura på Vestbredden. Det er taget med min Zeiss Batis 25 mm f/2. I den fulde artikel senere vil jeg diskutere problemerne og fordelene ved også at lave portrætter med vidvinkellinser. Det jeg lige vil dele med Jer her er mere at vise, hvor ubegribeligt skarpe de to Zeiss-objektiver er.
Folk er på vej til fredagsbønnen i moskéen lige ved siden af, så de har travlt, og jeg får ikke megen tid til at lave mine fotos. Denne venlige mand stopper dog lige op et kort øjeblik. Se alligevel hvor skarpt og fint tegnende objektivet klarer opgaven.
Jeg har lige lavet en lille udsnitsforstørrelse af mandens ene øje, blot så I kan se, hvor skarpt selv de enkelte hår i øjenbrynene er.
Jeg er – må jeg sige – ret tilfreds med disse Zeiss-objektiver.
* * *
De mere nørdede detaljer:
Fotograferet med Sony A7R Mark II og et Zeiss Batis 25 mm f/2-objektiv. Lukkertid: 1/250 sek. Blænder: f/3.2. ISO-værdi: 100.
13. februar 2016
Jeg har også inde i Gravkirken i dag for at teste mine Zeiss-objektiver.
Mange steder er kirken meget sparsomt oplyst. Nogle gange kun med stearinlys. Så er der enkelte områder med meget stærke lamper. Og her og der vælter dagslyset ind igennem en dør eller et vindue.
Man kan ikke stole på sin lysmåler, men må klare den med fornemmeren. Farvetemperaturen varierer fra det røde stearinlys til det blålige dagslys. Nogle gange har man begge dele i billedet.
Gravkirken er altid en udfordring. Men er man heldig, så er billeder herfra også ofte en gave, for vi er på et sted, hvor næsten alle fotograferer, så ingen tager på vej over at være motiver. Og så er det et sted, hvor folks følelser kommer til udtryk, fordi de befinder sig på deres religions allerhelligste sted.
Når jeg skal prøve nyt fotoudstyr, tager jeg altid herind.
Kan et nyt kamera eller et nyt objektiv klare Gravkirken, kan det klare det meste andet, man kan finde på at bruge det til.
Her endnu et par billeder fra dagens ”høst”.
I morgen kommer der sikkert et par mere.
God weekend.
13. februar 2016
Jeg er ved at lære at filme med mine DSLR-kameraer. Det er noget TV2 har bedt mig om, og det tager ret meget af min tid. Indtil nu er jeg ikke så rutineret i at filme, at jeg, når jeg er ude for at gøre det, så kan jeg også nemt skifte over og begynde at fotografere. Det kommer forhåbentlig.
Det betyder desværre, at jeg i øjeblikket lider af et alvorligt tilfælde af foto-underernæring.
Derfor besluttede jeg mig i dag for at glemme alt om
Jeg er i gang med at teste mine to nye Zeiss Batis-objektiver, men på grund af ovenstående video-projekt har det også ligget lidt stille. I dag tog jeg så kun de to Zeiss-objektiver med mig, så jeg kunne få prøvet dem lidt af.
Her kommer lige et par af de allerførste eksempler fra dagens udflugt.
Lidt senere kom jeg ind i Gravkirken, hvorfra jeg tror, at jeg også har nogle dejlige billeder, men dem er jeg
Jeg har et par kritikpunkter af mine Zeiss-objektiver, men stort set er de gode… nej, det er ikke korrekt: De er fantastiske. Og når jeg passer på og anstrenger mig, så leverer de sublime resultater. Men når jeg sløver den, så slapper linserne også af, og så kan det ses på billederne.
Flere billeder fra dagens tur om nogle timer.
Her lige en første håndfuld som en slags teaser – en appetitvækker.
9. februar 2016
”A Room with a View” to the Gates of Hell.
Jeg har aldrig drømt om at blive bryllupsfotograf. Det må jeg ærligt indrømme. Nu gør jeg det endnu mindre. Forklaring følger.
Det amerikanske magasin The Atlantic Monthly har lige offentliggjort en billedserie med bryllupsfotografier. Selvom de ikke kommenterer billederne helt som jeg gør det, så fornemmer jeg også en lidt vantro undren fra deres side.
Det er den unge syriske skønhed Nada Merhi på bare
Jeg viser kun tre fotos af en hel samling, du kan se ovre på The Atlantic Monthly's website. Det er en lidt særpræget oplevelse - mildt sagt.
De er tilsyneladende begge fra Syriens tredjestørste by Homs. Den syriske regeringshær har over de seneste tre år totalt lagt den regeringskritiske del af byen i ruiner.
Jeg var i Homs for et par år siden. Både i den ødelagte del (som nu er endnu mere ruineret) og i den ikke ødelagte. For der er en anden del af byen, som ikke på samme måde er ét stort blødende ar efter krigen. Her er der grønne parker og smukke bygninger, fordi herovre støtter man præsident Bashar al-Assad. Her kunne bryllupsfotografierne være taget. Men det har fotografen ikke syntes var nok, når man nu i Homs har noget, der er helt særligt.
Bryllupsfotografen ved Nadas og Hassans bryllup – og jeg ved ikke om det er den samme som den AFP-fotograf Joseph Eid, der bliver citeret i The Atlantic – mener tilsyneladende, at ruinerne i den halvdel af Homs, der netop er blevet jævnet med jorden, udgør nogle passende, smukke kulisser til forevigelsen af dette lykkelige øjeblik i et ungt, nygift syrisk pars liv.
"For at vise at livet er stærkere end døden", citeres han for at skulle have brugt som begrundelse.
Så Nada og Hassan poserer med hinanden foran de støvede, cementgrå ruiner, som er en skamstøtte over et samfund, hvis menneskelighed er om muligt endnu mere sønderskudt.
En gang boede her mennesker, som også fejrede bryllupper, barnefødsler og andre familiefester. Nu står de spøgelsesagtigt tomme ruiner tilbage som et skræmmende monument over et barbari, som ikke har set noget sidestykke siden Den anden Verdenskrig.
Jeg kan dårligt finde ord for den afsky, jeg føler overfor den ubegribeligt dårlige smag, og himmelråbende, åndsfraværende ufølsomhed overfor hvad sådanne ruiner repræsenterer for andre mennesker.
Men – på sin vis – er sådan en billedserie en passende, om end skræmmende, illustration af den råhed og umenneskelighed den syriske borgerkrig udkæmpes med.
Hvis der er nogen, der tror, at folk der er flygtet fra denne ruinhob af en bydel i Homs i nogen overskuelig fremtid kan vende tilbage til Syrien og leve fredeligt og harmonisk side om side med nygifte Nada og Hassan – for slet ikke at tale om deres hjernedøde bryllupsfotograf – som kun ser monumentet for deres lidelse som en fotogen kulisse for et bryllupsfoto, så lever de i en virkelighedsfjern drømmeverden.
Det er en lang, men også skræmmende beretning, man kan pine ud af sådan en håndfuld bryllupsbilleder.
* * *
Link til fotografierne i det amerikanske tidsskrift The Atlantic Monthly.
8. februar 2016
Med det blotte øje er det ikke noget problem. Jeg kan sagtens både se struktur i himlen mellem lyse og mørke områder i skydækket. Jeg har heller ikke problemer at skelne det, der på landjorden befinder sig inde i skyggen.
Det kan mit kamera til gengæld ikke.
Og det er ikke fordi, jeg ikke har et godt kamera, for det har jeg. Det er ganske enkelt fordi kameraers billedsensorer ikke har nær så stor dynamisk spændvidde, som øjet har.
Jeg kan godt tage et foto af himlen, så man kan se alle detaljer i skyerne. Jeg kan også godt tage et ordentligt billede at husene. Også så man nemt kan se, hvad der genner sig inde i skyggerne. Jeg kan blot ikke gøre det i et og samme fotografi. Det kan elektronikken ikke klare.
Men, men, men…
Hvad nu hvis man kombinerer de billeder, jeg godt kan tage med himlen, med dem jeg kan tage af husene og skyggeområderne? Smelter det hele sammen til ét enkelt billede?
Det hedder HDR-fotografering. High Dynamic Range. Høj dynamisk spændvidde er min egen barfodsoversættelse.
Man sætter kameraet på stativ, og efter at have komponeret billedet, målt lys, taget sit fotografi og så videre – nøjagtigt som man vil gøre med et normalt billede, så tager man nogle flere. Et par hvor man skyder på højere lukkertider, og et andet par hvor man bruger langsommere lukkertider. En 3-4-5 billeder som man derefter kombinerer, så man tager de mørke områder fra de overeksponerede fotos, og højlysområderne fra de undereksponerede billeder.
Jeg er først lige begyndt at eksperimentere med HDR-fotografi.
Det er lidt mere langsommelig end den slags fotografi, jeg normalt bedriver. Derfor når jeg aldrig at eksperimentere særlig meget med det. Men i de seneste dage har vi haft en frygteligt regnvejr, som ikke har inspireret for meget til mit normale fotografi, og der var af samme grund heller ikke så mange mennesker ude i gaderne.
Derfor: Hvis jeg absolut ville fotografere lidt, så kunne jeg i det mindste lave et par forsøg med HDR.
Det gjorde jeg så.
Her kan du se nogle fotos taget i Yemin Moshe-kvarteret – det første opført udenfor Den gamle Bydels middelalderlige bymur i 1860’erne.
3. januar 2016
Jeg er i øjeblikket ved at teste mine to nye Zeiss Batis-objektiver på mit næsten lige så nye Sony A7R Mark II-kamera. De kommer jeg til at skrive meget mere om i en senere artikel om Zeiss-linserne. Jeg kan dog allerede her afsløre, at de er ret fantastiske.
For leden aften var jeg i Tel Aviv for at lave research. Jeg skulle møde en kontakt, som jeg havde inviteret på middag, og undervejs skulle jeg have hans vurdering af situationen.
Men – man begiver sig aldrig til Tel Aviv uden at køre hjemmefra i virkelig god tid.
En ting er, at vejene ind mod byen kan være totalt blokerede af trafikpropper. Noget andet er, at når man endelig er nået frem, kan det tage endnu længere tid at finde en parkeringsplads, hvor man kan slippe af med bilen. Derfor kører jeg altid hjemmefra i vældig god tid.
Men denne gang gik det hele som smurt.
Jeg nåede frem til vores restaurant og fandt en helt legal parkering uden selv det allermindste problem.
Det betød så på den anden side, at jeg havde en halvanden times tid indtil mit møde. Den tid brugte jeg til at fotografere og teste mit nye kamera og nye objektiver i storbyens aftenbelysning.
Her får du lige et smugkig ind i nogle af de billeder, jeg tog den aften, hvoraf nogle sikkert igen dukker op, når jeg skal skrive om mine oplevelser med det nye udstyr.
1. februar 2016
Jeg er så heldig, at min søn Jonathan deler min begejstring for fotografiet. Han har tillige med et kæmpe talent for det. Alle vegne ser han motiver. Han har et virkelig godt øje for det interessante i det små og diskrete. Næsten som Elliott Erwitt siger i citatet herover. Derfor er det altid en fornøjelse at være på fotoudflugt med Jonathan, for at får også mig til at spærre mine øjne mere op. Det bliver jeg nødt til.
For nogle dage siden var vi sammen i Tel Aviv. Vi skulle hente noget nyt fotoudstyr i Israels bedste fotoforretning, Jugend (den skal jeg også en gang skrive lidt om, for den er en interessant lille historie i sig selv), og så tog vi os nogle timer til at spadsere rundt i Tel Aviv for at fotografere lidt, for til slut at belønne os selv med en lækker middag på stranden med udsigt over Middelhavet.
Hvad er budskabet med dette dagbogsblad?
At man kan gøre den mest banale hverdagspligt – at hente nogle varer i en butik – til en fotoudflugt, hvor man også har det lidt sjovt.
Hver eneste gang man griber sit kamera og bruger det, lærer man noget nyt.
Foto: John Rasmussen
Tidligere års
fotografiske dagbogsblade
Hvis du vil opleve, læse og se nogle af de tidligere års Fotodagbog – og de findes helt tilbage til 2010 – kan du finde links til dem i boksen øverst til venstre på denne side. Her finder du også links til meget af det øvrige fotorelevante materiale her på min hjemmeside.