Fotodagbog 2015
Ung pige med barn. Ghana, januar 2015.
Jeg er jo blot en glad fotoamatør, men en passioneret en af slagsen til gengæld.
Femårs-jubilæum! Det kan min Fotodagbog nu fejre. Det er da fint. Min fotodagbog begyndte jo kun som et eksperiment, blot for at se, om jeg kunne klare at lave ordentlige, seværdige billeder med jævne mellemrum, og i processen også få pisket mig selv til at have en lidt bedre arbejdsdisciplin som fotograf. Det er da lykkedes... lidt af det, synes jeg.
Da jeg begyndte Fotodagbogen her på min hjemmeside, var der ikke et øje i Danmark, der overhovedet anede, at jeg fotograferer. Nu har jeg fået udgivet en fotobog, som næsten er udsolgt, og to mere er på vej. Desuden holder jeg fotoforedrag rundt om i landet, som om jeg faktisk var en "rigtig" fotograf, men jeg er jo "blot" en glad amatør, men en passioneret en af slagsen. Og – ikke mindst – når jeg ser på mine fotografier i dag, så kan jeg da også selv se, at jeg er blevet en langt bedre fotograf på disse fem år, og det har Fotodagbogen, det at have et sted at vise sine billeder til andre mennesker, været medvirkende årsag til. Alene af den grund bliver jeg jo nødt til at fortsætte den.
Ude i boksen med links i spalten til venstre kan du klikke dig videre til nogle af de tidligere års Fotodagbog, hvis du skulle være interesseret i det.
Fotografisk set tager 2015 sig allerede ud til at blive et fantastisk år. Jeg har allerede været på en fotoreportagerejse til Ghana, hvor jeg har taget billeder til en af de fotobøger, jeg er ved at lave – ”Et Yndigt Land” om Langeland. Hvad forbindelsen mellem Ghana og Langeland er en længere historie, så den kommer ved en senere lejlighed. Her blot som et dokument indledes dette års Fotodagbog med et billede fra den rejse af en ung pige med et barn på ryggen.
Udover Langelandsbogen er jeg også i gang med en fotobog om Jerusalem, som også kommer til at præge mit år rent fotografisk.
Sluttelig afholdt jeg sidste år min første fotoudstilling, og det har allerede ført til flere nye invitationer. Så i år skulle jeg også gerne formå at lave to fotoudstillinger færdige.
Kysset på Time Square i New York 1945 er et af Alfred Eisenstaedt's mest berømte fotografier.
”…det er vigtigere, at man kan clicke med mennesker, end at man kan clicke på udløseren på sit kamera”
Alfred Eisenstaedt
Den tyskfødt amerikanske fotograf og fotojournalist Alfred Eisenstaedt, som dokumenterede en stor del af 1900-tallet, sagde en gang, at ”det er vigtigere, at man kan clicke med mennesker, end at man kan clicke på udløseren på sit kamera”, og deri har han helt ret.
Naturligvis skal man kende sit udstyr og vide, hvordan det fungere, og hvordan man rent teknisk kan fremtrylle de bedste billeder. Men for at det bliver et virkelig seværdigt fotografi, som fortæller beskueren en vigtig og interessant historie, skal man ikke bare kunne vinde de fotograferedes tillid, man skal også kunne ”spille sammen med dem”, så de foran kameraet utvungent viser sider af sig selv, de måske ellers ville holde for sig selv.
Alfred Eisenstaedt er blandt andet kendt for det nærmest ikoniske fotografi i LIFE Magazine af en amerikansk mariner der kysser en ung kvinde på Time Square i New York i forbindelse med V-J Day – dagen for de allieredes sejr over Japan den 14. august 1945.
30. november 2015
Det er måske sært at investere i et kamera med en full frame-sensor og 42 megapixel til kr. 28.000,-, og en af verdens bedste Zeiss-linser til yderligere kr. 10.000,-, og så skyde udtværede billeder på lang eksponeringstid, hvor kun meget lidt er skarpt og tydeligt. Men det er ikke desto mindre noget, jeg ind imellem gør.
Jeg elsker billeder med bevægelse. Billeder hvor man kan se, at der sker noget. Fotografi er, som man siger på engelsk: Still photos. Fastfrosne øjeblikke. Det modsatte af bevægelse. Derfor er en af fotografens udfordringer nogle gange at nærme sig det umulige: At få bevægelse i et fastfrosset øjeblik.
Billedet her kan jeg særligt godt lide, fordi det næsten er gået for vidt. Der er næsten ikke andet end kvindernes hoveder, man lige netop kan identificere. Alt andet er tværet ud i bevægelsesslør. Det eksperimenterer jeg en del med. Så der kommer sikkert mere af den slags.
26. november 2015
Jeg ved det godt. Det er ikke hverken Langeland eller de sydfynske bjerge, hvor jeg på det seneste har slået mine folder og taget mine fotos. Men nu er jeg vendt tilbage til Jerusalem, og det er her jeg bor... det meste af tiden.
Jerusalem er en stad der har hovedet så langt oppe i himmelen, at den alt for ofte mister jordforbindelsen. En by der er fuld af profeter, frelsere, hellige krigere og andre skøre kuler.
Det er noget af det, der både gør Jerusalem så fantastisk... og så forfærdelig. Jerusalems velsignelse er også dens forbandelse.
Men flot er det.
Og fotogent.
Især her om efteråret og begyndelsen af vinteren, hvor vi er inde i regntiden og derfor har skyer. Ofte vildt dramatiske skyer. Det er også skide fotogent!!!
Og så er der naturligvis alle pilgrimmenene, som strømmer hertil fra jordens fjerneste hjørner og kroge. Pludselig er de på stedet, hvor deres frelser en gang gik. For dem er det så tæt, de overhovedet kan komme på deres tros centrum. Til det sted, hvor det hele en gang begyndte.
Sådanne øjeblikke skaber også interessante motiver.
22. november 2015
Hernede i Jerusalem skinner solen og det er så varmt, at man midt på dagen faktisk kan sidde ude i haven. Det skal jeg nok levere et par billeder af senere på ugen, blot for at gøre Jer misundelige derhjemme. Jeg hører jo, at I visse steder netop har fået den første sne.
”Derhjemme” skriver jeg. Men hernede i Jerusalem er jeg jo også hjemme. Det er lidt forvirrende. Men jeg er altså lige vendt hjem… fra mit andet hjem. Til det i Israel fra det i Danmark.
I denne omgang får I lige et af mine sidste fotos fra Danmark. Det er fra køreturen hen over Siø – den lille ø der ligger mellem Langeland og Tåsinge – hvor jeg simpelthen ikke kunne fortsætte, uden at få fotograferet den fantastiske himmel, som det sydfynske den eftermiddag kunne prale med. Jeg måtte helt derud, hvor jeg fik mudder på skoene, for også at få genskinnet med fra himlen i de lavevandede småsøer i vådområdet op mod digerne.
Billedet er mit allerførste forsøg med såkaldt HDR-fotografi. Det betyder høj dynamisk spændvidde, og bygger i al korthed på, at man på stativ tager et antal forskellige billeder af det samme motiv. Eneste forskel er kameraets lukkertid. Så på et billede er himlen og skyerne eksponeret korrekt, men jorden helt sort. På et andet er jorden belyst korrekt, men her er himlen så helt hvid – uden nogen struktur. Men tager man det lyseste fra et af de mørke fotos, og kombinerer det med noget af det mørke fra et af de overbelyste billeder, så kan kameraet nærme sig det, menneskets øje uden problemer kan se.
2. november 2015
I det sidste par dage har det gamle egetræ ude foran mit vindue smidt det meste af sit efterårsgule løv. I sidste uge fremviste den stadigvæk stolt en frodig om end gul krone. Nu er så meget blæst væk, at den ligner en rynket olding, der næsten har tabt al håret. Pludselig kan jeg også se, hvor den slemt hælder til siden.
Det blæser i det mindste ikke. Men efteråret har bidt sig fast. Herovre på Langeland er det tillige en smule diset.
Ikke det allerbedste fotovejr. Selvom intet vejr sådant
Det har jeg desværre heller ikke tid til. Jeg er dømt til en dag ved tastaturet. Jeg skal have skrevet flere ting færdig, og forberedt en del andet. Så gråvejret falder sådant set på en ganske passende dag.
En dag til te med honning, toasts med en god ost ovenpå, jazz ud af radioen, et par knuder i brændeovnen og en smule arbejdsdisciplin foran computeren.
Jeg skulle dog lige i Brugsen, så jeg skød et par billeder på vejen.
En dag er ikke en god dag, hvis jeg i det mindste ikke i det mindste har klikket et par gange på udløserknappen.
24. juli 2015
Jeg forestiller mig lidt, at havde jeg arvet min fars gamle Peugeot 404 fra min barndom, og kunne det i dag lade sig gøre at sætte en ny Porsche-motor i den, hvad ville det mon blive for et køretøj?
Måske passer billedet på det jeg rent fotografisk er i gang med lige nu. Jeg "leger" i disse dage med mit gamle analoge Hasselblad kamera. Af de dejlige folk – Bjarke og Daniel – ovre i One Of Many Cameras i København har jeg lånt et digitalt Leaf-bagstykke, som passer til den gamle Hassie.
Det er en noget anden måde at fotografere på – mildt sagt, end jeg er vant til. Men spændende ikke desto
Der er ikke nogen lysmåler i kameraet, og jeg ejer ikke en separat lysmåler. Derfor bruger jeg mit Canon 5D Mark III til at måle lyset med. Jeg tager også billeder af de samme motiver med Canon’en, som jeg gør med Hasselblad’en, for senere at kunne sammenligne dem.
Jeg skal nok skrive lidt mere om mine erfaringer med at foregøgle et gammelt, astadigt filmbaseret fotografiapparat, at det i virkeligheden er et moderne, hi-tech, digitalt super-kamera.
Fører det til fotografisk skizofreni? Fungerer det - eller gør det ikke? Er det en opgradering værd - eller ej? Det kommer. Jeg skal lige prøve det af i nogle uger først.
John Rasmussen, som jeg ofte fotograferer med, har taget en lille serie billeder af mig og min gamle/nye Hasselblad på vores sidste fotoudflugt på Langeland for et par dage siden. Han kan virkelig noget med et kamera – den mand. Det er også tydeligt med de tre billeder her. Du kan se flere af John's billeder ovre på hans FB-side.
28. maj 2015
På vejen hjem fra Gravkirken tog jeg lige et smut op på taget af kirken, hvor en gruppe etiopiske munke og et par nonner bor i et lille lerklinet kloster, fordi de ikke vil opgive deres krav på en del af kristendommens helligste kirke. Læs mere om den strid her.
På grund af Pinsen var alle turisterne og pilgrimmene nede i selve kirken, så jeg havde hele taget for mig selv.
Ovre i et hjørne sad to etiopiske munke og slappede af. Den ene af dem i en postkasserød kåbe. Han lyste helt fantastisk op i skuet, og jeg måtte ganske enkelt have et billede.
Jeg kunne have forsøgt at tage det i skjul, hvilket sikkert ikke ville have lykkedes. Jeg kunne bare tage det på trods, men det er som at gøre folk til objekter eller dyr i en zoologisk have. Så jeg valgte i stedet at sætte mig hen for at tale med dem.
Efter et stykke tid spurgte jeg, om jeg måtte tage et billede af dem, og det fik jeg lov til. Selvom jeg nogle gange benytter mig af de to forud nævnte metoder, så er jeg som oftest gladest for de billeder, hvor folk er med, fordi de ønsker at være det.
27. maj 2015
Jeg havde tilbragt flere timer ved Jesu’ Grav, hvor jeg havde fotograferet de mange tusinder af pilgrimme, der var kommet til dette – kristendommens allerhelligste sted i anledning af Pinsen, og nu havde jeg fået nok og var på vej ud af kirken. På vejen ud passerede jeg en lang, ret mørk del af kirken og ud af øjenkrogen spottede jeg to afrikanskudseende kvinder – måske etiopiske eller koptiske egyptere – der stod ude i en sidefløj i Gravkirken.
De befandt sig ganske få meter fra en dør, der fører op til det koptiske patriarkat, men døren var skjult for mig af et par søjler. Det betød, at der kom denne lækre lodrette stribe lys ind på en ene af kvinderne, hvilket var et exceptionelt flot lys. Jeg skyndte at fyre et par skud af, indtil kvinderne opdagede mig og gik om bag søjlerne.
25. maj 2015
Endnu et par billeder fra min Pinse-udflugt ind til Gravkirken.
Jeg kom lidt for sent derind. Det kan du læse mere om ovre på min fotoblog, hvor der også er flere billeder fra turen. Men det betød blandt andet, at jeg, selvom jeg havde et par flashes med i min rygsæk, alligevel valgte kun at bruge det det naturlige lys inde i kirken.
Nogle steder er det ikke ret meget lys. Eller næsten ingenting, hvilket betyder, at man bliver nødt til at presse kameraet på ISO-værdien og risikere gryn eller ”støj” i lavlysområderne. Det betyder også, at billederne lidt kan mangle plasticitet, når der ikke er ret megen lys og skygge at arbejde med.
Så er der også steder, hvor lyset kommer fra stearinlys, og det er en helt anden type lys, end det naturlige lys – meget mere rødt, og endnu andre steder i kirken er der forskellige elektriske lys lige fra gammeldags glødelamper, over nye LED-sparelamper til flourcentlys, hvilket også kan give visse udfordringer. Især hvis flere forskellige typer lys blander sig i samme billede.
Man kan også være en smule heldig, som på det næstsidste billede i denne serie, hvor en ung novice står i hjørnet af den græsk-ortodokse del af kirken og tekster på sin mobiltelefon - selvom man er hellig og har viet sit liv til en nonneorden kan man jo godt være med på noderne i informationstidsalderen. Telefonens skærm giver et spinkelt desværre lidt blåligt lys, som jeg har forsøgt at justere en smule i farven, op mod den unge piges ansigt. Nogle gange er det ikke så meget, der skal til.
En diskret flash kunne sikkert også have gjort underværker visse steder. Især hvis jeg havde haft en assistent med, der kunne have holdt den i god afstand fra kameraet, men det havde jeg ikke.
Nogle gange bliver det en afvejning af forskellige ikke altid lige ideelle alternativer. En diskret flash kunne måske have hjulpet med til at fremhæve nogle af motiverne, have givet dem et lillebitte sprøjt af højlys, men det ville også nemt kunne have spoleret den stemning, der er lige så vigtig at fange inde i kirken, når pilgrimmene kommer tæt på deres tros helligste sted.
Med brug af det indbyggede HDR i kameraet.
24. maj 2015
Pinsen bragte mig ind i Gravkirken i Jerusalem’s Gamle Bydel. Kristendommens helligste sted. Som navnet siger, er det her Jesu’ Grav befinder sig. Den ældre generation kalder ofte kirken for Den Hellige Gravs Kirke. Det lyder også flot.
Inde i de græsk-ortodokse del af Gravkirken forsøgte jeg mig med at fotografere kuplerne oppe over kirkerummet. Billederne her er taget med min supervidvinkel – Canon EF 14mm f/2.8 L II USM, og jeg har brugt den indbyggede HDR-funktion, der er i kameraet – Canon EOS 5D Mark III.
HDR betyder High Dynamic Range, som jeg frit oversætter til Stor Dynamisk Spændvidde. Jeg ved ikke, om der findes en officiel oversættelse af begrebet. Men det betyder, at der kommer langt flere nuancer med fra det helt mørke til det helt lyse i billedet.
Ét enkelt foto forsøgt justeret i computeren.
Måden man gør det på, er ved at tage et antal billeder på forskellige lukkertider af nøjagtigt det samme motiv, så man har et underbelyst, normalt belyst og et overbelyst billede. Disse tre fotos bliver så lagt sammen, så de allerbedst belyste bidder i hvert billede i serien smeltes sammen til ét fotografi.
Skulle det hele klares med én enkelt optagelse, vil noget blive helt sort, så man ikke kan se noget, eller noget andet helt hvidt uden nuancer og også uden nogen detaljer.
Egentlig har jeg indtil videre ikke været voldsomt begejstret for den indbyggede HDR-funktion i kameraet. Jeg synes ikke, at den giver resultater, der kommer op på siden af, hvad man kan lave bagefter i computeren. Men resultatet her fra Gravkirken er nu slet ikke værst.
Det første billede er med den indbyggede HDR-funktion slået til, så tre fotos er smeltet sammen til et. Det næste billede er et mellembelyste af de tre, der udgør HDR-billedet, som jeg på normal vis – altså ikke med HDR – har forsøgt at justere op og ned i Photoshop Lightroom, så jeg får så meget med som muligt.
Døm eller bedøm selv.
25. april 2015
Fysisk sidder jeg i mit hjem i Jerusalem, selvom jeg rent mentalt stadigvæk befinder mig på Langeland. Sådan er det altid efter en rejse, for jeg lidt endnu arbejder med min ”høst” deroppe fra. Jeg sidder stadigvæk og bladrer igennem mine billeder fra Langeland, skriver noter og forsøger at få orden på det materiale, der skal med i bogen, og det der ikke
I slutningen af mit Danmarksbesøg nåede jeg lige at komme ud på en hurtig naturvandring med den langelandske musiklærer og kunstner Mogens Sjøgård. Som det er tilfældet med de fleste på denne skønne ø, så behøver man ikke køre langt, for at være ude i den smukke natur. Man går som oftest bare udenfor, så er den der. Vi er alle sammen naboer til Guds skønne natur.
Sådan er det, hvor jeg bor. På samme måde er det ovre hos Mogens. Selv hvis man for den sags skyld bor i Rudkøbing – Langelands største by – så ligger naturen kun et par gader væk. Længere er det ikke.
Mogens og jeg vandrede ned igennem en lille skov, som jeg end ikke ved, hvad hedder, men den ligger imellem Lysbjergvej og Rifbjerg Udflytter. En lille bæk løber igennem skoven. Det samme gør den natursti, man kan bruge i hele Langelands længde fra nord til syd.
Mens Mogens lavede sine skitser ved bækken og nede ved stranden, fik jeg taget et par billeder af ham. Jeg ved ikke, om nogen af dem kommer med i bogen, men
Selv sidder jeg allerede og længes tilbage.
I morgen går turen ind til Jerusalems Gamle Bydel. Så fra i morgen bliver det billeder herfra, I kommer til at følge med i.
15. april 2015
Og så lige lidt fra mesteren selv. Så kan I pludselig forstå, hvorfor jeg, som jeg skrev i mit tidligere indlæg, godt kan lide at have John Rasmussen ved min side, når jeg er ude for at fotografere. Han kan bare et eller andet.
Som mig har John også lige anskaffet sig nogle LEE-gråfiltre, som vi sammen var ude for at teste på den langelandske østkyst i de tidlige morgentimer i midten af april.
Nu har John lige mailet mig nogle af resultaterne af sine forsøg.
Wow…
De er bare fantastiske.
De billeder skal I også lige nyde.
Delikate. Pastelagtige. Lidt eventyrlige. Og fantastisk smukke.
Når John Lee besøger Langeland, så kommer der noget interessant ud af det.
13. april 2015
De fleste danskere ville sikkert mene, at vejret her i landet allerede er mere gråt, end godt er. Så hvis man skal gøre noget ved vejret, så ville det være, at sætte lidt mere solskin og lidt flere kulører på.
Men disse billeder her, og den tidligere lille samling fra i går, er faktisk fotograferet med et gråfilter. Nogle af dem endog med to gråfiltre samtidig?!? Det lider endog endnu mere kedeligt, for der er tale om ”neutrale gråfiltre”!!!
Hvad er dog det for noget?
Man kan sætte alle mulige filtre foran sine kameralinser. Nogle af dem blot for at beskytte objektivets eget glas imod støv og ridser. Andre for at filtrere lys, refleksioner eller andet fra.
De neutrale gråfiltre, som jeg har eksperimenteret med i de seneste dage er nogle LEE Filters, jeg netop har modtaget fra Goecker i København. Hvis du er interesseret i fotografi, så tag et kig over på LEE Filters hjemmeside.
På alle billeder er der brugt et såkaldt ”gradueret” gråfilter. Det vil sige et filter, som er gråt for oven, og så glidende bliver lysere nedefter, indtil det på
Det betyder, at det dæmper lyset fra himlen lidt i forhold til landjorden eller i dette tilfælde havet. Her er forskellen normalt så stor, at himlen ofte bliver helt hvid og overbelyst, hvis man gerne vil eksponere landjorden korrekt. Mens landjorden eller havet ville blive alt for mørk, hvis man ønsker at få struktur på himlen og se forskellen mellem skyer og himmel.
Dæmper man derimod kun himlen, så kan man få balance i lyset, så det hele kan eksponeres flot. Når det så oveni købet er en flot solopgang over Storebælt, så kan det blive ganske imponerende.
Det andet filter er blot ens gråt over det hele. Næsten
Normalt vil man fotografere i brøkdele af sekunder. Et 1/125, 1/500 eller 1/1000 sekund. Men sætter man et meget mørkt filter foran linsen, så kan man komme meget langt ned. På det første billede i denne serie har kameraets lukker stået åbent i ikke mindre end 8 sekunder.
Det gør naturligvis, at vandet har bevæget sig en hel del undervejs. Flere bølger har nået stenene og trukket sig tilbage igen. Derfor får havet et silkeagtigt, næsten drømmende skær.
Så selvom nogen sikkert vil mene, at det danske vejr ikke har brug for flere gråfiltre, så kan fotografiet godt vinde en smule med et eller to af slagsen.
12. april 2015
Jeg har fået en mail fra Facebook… Nej, så fint er det nok ikke. Jeg har sikkert bare fået en mail fra en computer hos Facebook. I mailen synes computeren, at det er problematisk, at jeg har nogle Facebook-sider, som jeg ikke kigger på, så tit som jeg plejer.
Nu har jeg kigget forbi, blot for at stille computeren hos Facebook, hvor end den befinder sig i verden, tilfreds. Og det er korrekt. Det er lidt tid siden, jeg sidst ytrede mig. Men jeg synes på den anden side, at man skal have noget at sige, hvis man skal opdatere. Man skal ikke bare gøre det, fordi det er lang tid siden. Men her er min opdatering, som ikke består at meget mere, end blot hvad jeg bedriver lige nu, hvilket er grunden til at jeg har været lidt inaktiv i dette cyber-forum.
Jeg er i Danmark, hvor jeg holder foredrag. Og når jeg ikke har foredrag - som her i weekenden – så tager jeg billeder. Jeg forsøger at stå op inden solopgang, så
Derfor!
Jeg skal nok opdatere noget mere i de kommende dage.
Her blot et par billeder fra Stengade Strand på Langeland lige inden solopgang.
28. februar 2015
Vinteren er vel efterhånden overstået, må vi antage. I hvert fald tror jeg ikke på ret mange flere regnskyl hernede, inden vi når frem til efteråret.
Hvad betyder det?
Udover at der nu skal arbejdes i haven og mange andre behagelige forårspligter, så betyder det også at de ultra-ortodokse jøders plastikhatte bliver pakket væk.
Ifølge ortodoks jødisk tradition dækker man sit hoved til i respekt for verdens skaber. Så på samme måde
Mest almindelig er små hæklede kalotter. Kippa’er hedder de – eller mere korrekt: kippa i ental og kippot i flertal. ”Kært barn har mange navne”, så den lille hovedbeklædning kaldes også mange andre ting.
De fleste almindelige mennesker tager blot kippa’en på, når de går ind i en synagoge, kommer ned til Grædemuren, går ind på en begravelsesplads eller lignende. De ortodokse har som regel kalotten på hele tiden. Og da de ultra-ortodokse i sagens natur altid skal være MERE ortodokse end selv de ortodokse, så kan de jo ikke have kalotten på MERE end hele tiden… hvad gør man så?
I hvert fald kan man ikke have kulører. Så ingen farver. Den ultra-ortodokse kippa er større end de almindelige ortodokses, den er stort og den er naturligvis slet ikke nok. Så ovenpå den store sorte kallot kommer en stor filthat eller en pelshat – en ”streimel” kaldes de, og de er meget dyre, og derfor skal de passes på. Så når det regner, bliver hele herligheden pakket ind i en plasticpose.
Så af respekt for Herren vores Gud, verdens skaber, universets hersker dækker man, hvis man rigtig skal vise Ham respekt, sit hoved med en kallot, en filthat og en plasticpose… i hvert fald når det regner.
Man må så bare håbe, at Han deroppe i sit høje, ovenover regnskyerne, forstår at værdsætte dette udtryk for agtelse, og ikke anser det for lettere komisk, eller måske ligefrem føler, at vi hernede i regnen måske har misforstået budskabet og måske fokuserer på nogle lidt sære og ubetydelige detaljer i den hellige skrift.
22. februar 2015
Selvom der kan siges meget godt om den gode, gammeldaws folkekirke-højmesse i den hvidkalkede landsbykirke derude hvor der spredes gylle og kragerne alvorligt overvejer om det er tid til at vende, men der er VIRKELIG ”boller på suppen” når de romersk-katolske og de græsk-ortodokse i Gravkirken i Jerusalem konkurrerer med minanden om, hvem der er bedst for fuld udblæsning.
Jeg har ikke oplevet nogensinde at komme ind i Den hellige Gravs Kirke, og ikke få nogle brugbare billeder med hjem… det skulle da kun være de gange, hvor jeg ikke har et fotografiapparat med.
Der er altid gang i den. Og naturligvis især om søndagen.
Jeg havde nogle venner med ind i kirken, og de ville naturligvis også gerne se andre dele af Den gamle Bydel, så derfor måtte vi gå hurtigt igen. Derfor nåede jeg ikke denne gang at få billeder af armenierne, kopterne eller de syriske-ortodokse, men jeg laver nogle flere derinde fra senere. Vi nåede heller ikke på til etiopierne på taget. Alle de mange grupper må I have billeder af til gode.
Her en lille samling af dagens ”høst”.
Først en lille samling af billeder fra den romersk-katolske del af kirken, hvor de fremmødte venter på at messen inde i kapellet skal blive færdig, sådan at den romersk-katolske procession rundt i kirken kan komme i gang.
De sidste to billeder er taget oppe fra selve Golgatha-bjerget, som ligger inde i kirken, udover balustraden ned i den græsk-ortodokse kirke, hvor messen også er i gang.
Går man rundt med en lille "National Geographic photographer" i maven, så kan man gøre sine første forsøg i Gravkirken i Jerusalem. Her er alle de ingredienser, et godt National Geographic-fotografi skal have. Her er drama, kulører, kontraster, fantastisk lys, traditioner, kultur, religion, mystik, etnografi, opdagelse... det hele... alt hvad man skal bruge, og ikke mindst, det vigtigste for et godt fotografi, fantastisk spændende historier at fortælle.
21. februar 2015
Ruiner er fotogene, men de kan også, som det ofte er tilfældet hernede hos os, være sørgelige monumenter over menneskelige tragedier.
For nogle dage siden var min søn Jonathan, som heldigvis også elsker at fotografere, og jeg på en fotoudflugt til ruinerne af en palæstinensisk landsby i bakkerne udenfor Jerusalem. Landsbyen blev forladt under krigen i 1948-49. Den krig som israelerne kalder Uafhængighedskrigen, men som for palæstinenserne er An-Naqba – Den store Katastrofe.
Historien om landsbyen Tuba, som er bygget ovenpå ruiner af en korsridderfæstning, er lang, kompliceret, sørgelig, interessant og illustrativ i forhold til en flere generationer lang konflikt, hvor lidt er, hvad det giver sig ud for at være, og hvorpå der ikke er nogen nemme løsninger.
Alt det vil jeg komme tilbage til om kort tid. Her blot en enkelt billede fra fotoudflugten.
20. februar 2015
Som sagt: Sne i Jerusalem. Og som sagt: Så får I her lige et par billeder mere.
Jeg har allerede vist nogle billeder fra vores tilsneede nærområde i det kvarter, hvor vi bor her i Jerusalem. Jeg forsøgte også at køre ind til centrum, fordi jeg
Men, men, men… jeg har ikke længere en 4-hjulstrukket Jeep, som jeg havde i gamle dage. Nu kører jeg ”kun” i en ganske dejlig Mazda, som er ganske fin til daglig, men som ikke er bygget til det her vejr. Især når byen ikke rydder sne fra vore gader, og vi bor på en skråning med ensrettet trafik opad.
Jeg forsøgte, men kørte fast igen og igen. Så det bliver – indtil videre i hvert fald – ikke til andet, end nogle billeder fra det kvarter, jeg bor i. Det hedder for øvrigt Ramat Dania – Danmarks-højen, for at det ikke
20. februar 2015
For få dage siden var her helt gult og støvet, fordi vi den gang blev ramt at en kæmpemæssig sandstorm fra Sahara. Det oploadede jeg nogle billeder af her til Fotodagbogen.
Her til morgen vågnede vi op til et helt andet skue. Et Jerusalem i hvidt, dækket af sne.
Om lidt kommer der et par billeder udefra.
19. februar 2015
Jeg skrev i sidste uge ovre på min Facebook-side om, hvordan jeg havde opgivet at tage ud for at fotografere, fordi Jerusalem – ja, i virkeligheden hele denne her del af Mellemøsten – var indhyllet i en forfærdelig sandstorm.
Vinden var i sydvest, så himmelen var fuld af støv fra Sinai- og Sahara-ørknerne.
Sådan noget ultra-fint, mikroskopisk ørkenstøv er kameraelektroniks og foto-objektivers værste fjende. Det virker som sandpapir på alle bevægelige dele og glasset i objektiverne. Derfor skal der være meget bydende grunde, hvis man skal slæbe udstyret ud sådan en dag.
Jeg synes dog lige, at I skal se vejret. Jeg gik lige ud på den balkon, jeg normalt bruger som TV-studie, for at tage et par hurtige snapshots. Som I kan se, er det som om hele himlen er dækket af ét kæmpestort gul-filter. Alt er farvet gyldent. Men det ER altså støv.
Jeg er ikke Street Photographer i begrebets klassiske forstand. Jeg ser det ikke som et mål i sig selv eller et ideal at knipse fotoet uden at nogen opdager det. Jeg gør det nogle gange, men det er mere noget jeg gør, hvis det passer sig. Ser jeg et godt ansigt, vil jeg hellere have dette ansigt tæt på, så det fylder søgeren ud, og det kan som regel kun lade sig gøre, hvis man spørger folk.
I sidste uge var jeg i Jordan. Et par gange i løbet af de dage, jeg opholdt mig i Amman, kom jeg ned i den centrale, gamle del af byen. Det er hernede, der er et bymiljø og liv i gaderne. Amman er langtfra så fotogent som Kairo, Beirut, Damaskus eller Jerusalem er det, men der er alligevel masser af dejlige ansigter.
En af de første personer, der fanger min opmærksomhed er denne mand med det prægtige skæg. Han er som taget lige ud af en film om Det Muslimske Broderskabs, og for at det ikke skal være løgn, så havde den organisation faktisk kontor lige overfor.
Jeg spørger ham venligt, om jeg må få lov til at fotografere ham, og han vifter afvisende med hånden og ryster på hovedet. Her var der ikke noget at komme efter. Ærgerligt. Lidt efter når min TV-kameramand også frem til gadehjørnet, og han spørger også, om han kan filme fyren, og det får han lov til?!?
Jeg går tilbage til ham igen, og siger i spøg til ham, at han lige har sagt nej til mig, hvorfor tillader han så at min kameramand filmer ham?
”Hans kamera er større end dit”, svarer han smilende tilbage.
Vi griner højt og giver hånd.
Jeg interviewer ham til aftenens TV2/Nyheder og tager ved samme lejligheder nogle billeder af ham.
Det er ikke altid, at det lykkes at få sine portrætter ved at spørge folk. Men nogle gange gør det alligevel, om end man som her godt kan blive tvunget ud på nogle omveje først. Min erfaring siger mig dog, at forsøger man igen og igen uden at give op, så får man som regel sit billede.
11. februar 2015
Nu er jeg jo selv mest til de varme lande og Langeland (uanset vejr), men hvis man drømmer om at fotografere smukke bjerglandskaber i Aplerne, isbjerge i drift oppe i polarområderne eller andet farligt langt væk fra civilisationen, kan det være en god ide altid at have en redningshund med sig.
Derfor kan denne særlige fototaske med indbygget hund klart anbefales.
Man skal sikkert også huske en lille tønde med cognac, som hvalpen kan få om halsen, når man har brug for det.
Jeg elsker ansigter. Ikke fotomodeller. Snarere det modsatte. Anderledes ansigter. Rynkede. Prøvede. Levede. Øjne med dybde, erfaringer, livsviisdom.
Men det er slet ikke altid bare gode portrætter, man skal holde øje. Der er også alle mulige andre små detaljer, der kan give gode billeder fra rejsen.
Overalt i de arabiske lande er der portrætter af præsidenten, diktatoren, emiren, sheikh’en eller kongen alle vegne. På husmurer, i forretninger, på vægge og biler. De er som regel lidt kedelige, hvis man ikke kan få dem sammenstillet med noget andet, så det bliver en kommentar til et eller andet.
Eller hvis man som her i en boghandler ved siden af den centrale moské i Jordans hovedstad Amman kan finde et portræt af Kong Abdallah, som aldrig er blevet hængt op på væggen, men tværtimod blevet smidt ind på en boghylde og derefter glemt.
Det er også en slags kommentar.
2. februar 2015
Blot lige ganske kort et af mine nyere fotografier for at understrege, at Jerusalem virkelig ER byen, der er ”Alt for tæt på Gud”.
Hernede fornemmer man at Gud og Djævelen på samme måde som Himmelen og Helvede er to sider af samme sag og fænomen – ligesom skygge ikke ville eksistere uden lys, og godt ikke uden ondt. Og den her by er alt for tæt på det hele.
Derfor er den en velsignet forbandelse.
Der er noget fotogent over forfald. Jeg kan ikke præcist sætte fingeren på, hvad det er, men det er sikkert noget med et langt, levet liv er fuld af historier, mens noget skinnende, funklende nyt… bare er nyt, og ikke har meget at fortælle.
Et forfaldent hus eller en ruin gemmer altid på en historie. En historie som fotografiet ikke altid selv fortæller entydigt, men de få spor, som det giver, sætter ens egen fantasi ud på en imaginær opdagelsesrejse. Hvad har dette hus mon måttet lægge vægge til? Hvad er der sket her? Har det været lykkelige liv, der har udfoldet sig her? Eller gemmer huset på en tragedie?
I særdeleshed her i Jerusalem, hvor hver en sten gemmer på en historie, er ruiner nærmest eksplosive. Alt hernede bliver nemt en national tvist, en historisk katastrofe, et religiøst stridspunkt, stridende etniske fortællinger eller noget andet.
Ruiner indeholder næsten implicit en tragisk fortælling. Så meget at fantasien næsten ikke tillader normalt forfald og slum. Alt er en historie om national strid, flygtningeskæbner, håb, drømme, fortvivlelse, sejr og nederlag.
Jeg fotograferer altid ruiner og forfald, når jeg støder på det. Langtfra altid kender jeg historien bag murbrokkerne. Men min hjerne digter løs. Det gør den ikke, når jeg ser en splinterny boligblok af beton, stål og glas.
28. januar 2015
En lille tur ind til byen med min Leica, som jeg stadigvæk forsøger mig lidt med, trods al min kritik. Jeg havde ikke noget valg, for jeg har udlånt min Fuji X-100 til min datter, så Leica’en er det mindste kamera, jeg lige har ved hånden, når jeg ikke rigtigt skal ud for at fotografere, men bare vil have et lille kamera med ud på en tur uden at skulle brække ryggen.
Uden at gå ind i mine Leica-kvaler i øvrigt, det har jeg gjort så mange gange tidligere, så må jeg sige, at når jeg efter en tur får uploadet mine billeder til computeren, som er første sted, jeg virkelig kan se billederne, for skærmen bagpå Leica-kameraet er røv og nøgler, så finder jeg ud af, hvor mange af billederne, der ikke rigtig er i fokus - og det er desværre mange. Det er skide irriterende. Men da jeg godt kan lide billeder med en meget lille dybdeskarphed, så står objektivet ofte på den største blænderåbning. Det betyder til gengæld, at man skal være hamrende præcis med fokuseringen… den manuelle fokusering vel at mærke.
Anyway. Her er nogle af billederne.
Nogle politifolk ude på grænsen mellem Øst- og Vestjerusalem, hvor de tilsyneladende ventede på at nogle uroligheder skulle bryde ud. Det skete ikke. I hvert fald ikke så længe jeg var der. Heldigvis. Vi kan alle bruge en stille dag i den her by.
Derefter blev jeg overrasket over flere hjemløse, der har indtaget Jaffa Road inde i centrum. Der plejer altid at være et par stykker omkring Zion Square. Men i dag var der tragisk mange.
Man skal altid have et kamera med sig.
25. januar 2015
Efter jeg fik lov til at tage hjem fra hospitalet, men stadigvæk var under så voldsom medicinering, at det lidt sparkede benene væk under mig, og jeg meget hurtigt blev træt, lavede jeg nogle korte udflugter på
Jeg tog over til den langelandske østkyst ud mod Storebælt, og forsøgte mig med at fotografere vandet på stranden med kameraet på stativ og lang eksponeringstid, så man skulle kunne se vandets bevægelse. På nærbillederne af stenene på stranden brugte jeg også flash, for i det mindste at få lidt lys og struktur på billedet, selvom det var totalt overskyet, og solen kun var noget, man havde hørt om.
Jeg fik ikke lavet så meget. Både fordi det var bidende
Selv synes jeg, at det er så spændende at lege med lange eksponeringstider, så det vil jeg helt klart til at eksperimentere noget mere med.
(Jeg skal nok senere komme med nogle flere billeder fra min Ghana-rejse.)
Vi sad egentlig ovre ved Rose for at slappe lidt af og få os en kold svalebajer. Det var allerede lidt blevet dagens rutine. Lidt ude på eftermiddagen tog vi lige en hurtig swiptur over til Rose. Rose er indehaver af en ultra-lille købmandsbutik, der ligger klinet op af landevejen. Den eneste landevej i den her del af landet, som går nordpå op til grænsen til Togo. Så når man sidder på plastikstolene hos Rose og stille nyder sin kolde øl, er der en konstant wooof-sus af biler, der hurtigt kører forbi på vej nordover.
Mens vi sad hos Rose i dag, kom et begravelsestog pludselig forbi. Vi vidste alle, at en begravelse var i gang i landsbyen, for højtalerne har med øredøvende styrke braget musik og taler ud i virkeligheden døgnet rundt i de sidste par dage, men at afdøde skulle stedes til hvile i dag, og lige mens vi sad hos Rose, kom lidt som en overraskelse.
Jeg greb mit kamera og løb over vejen, for at få nogle billeder. Ghaneserne gør utrolig meget ud af deres begravelser, og de er altid klædt meget flot på. Oftest i sorte og røde farver. Ingen tog anstød af, at jeg løb rundt med mit fotografiapparat og knipsede løs. De fleste har allerede set mig fotografere i dagene forud, så det bliver accepteret. En af de efterladte bad mig direkte om at følge med ud på kirkegården og fotografere resten af ceremonien.
Der er begravelse i landsbyen. Ovre på den anden side af hovedvejen har familien til den afdøde lavet sørgehus på tværs af en af de støvede gader. Der er sat et halvtag af en stor presenning op for at skygge, og en samling plastikstole til de besøgende.
Begravelser er nogle støjende foretagender. I et par dage har store højtalere nu drønet musik, taler og gudstjeneste ud over hele landsbyen… døgnet rundt. I hvert fald så langt ud på natten, som jeg kunne holde mig vågen til.
De fleste klæder sig i sort og rødt. Mændene klæder sig i den gamle, traditionelle klædedragt, som ligner et kæmpemæssigt stykke stof, som de på en næsten antik, græsk maner svøber om kroppen.
I dag mødte jeg en sådan mand, som var på vej hjem efter at have overbragt sin kondolence til de efterladte. Men i modsætning til de fleste andre, var han ikke klædt i sort og rødt, men i langt festligere farver. Han var virkelig flot. Så ham fik jeg mig også lige et billede af.
10. januar 2015
Bare en spadseretur rundt i Nnudu kaster en mængde af fantastiske billeder af sig. Her kommer bare et par fra en hurtig gåtur fra det bageri, langelænderne er ved at få bygget, og hjem til det hus, vi bor i. Alle vegne er der motiver. Jeg kan endnu ikke sige, hvor mange dejlige fotos, jeg fik fra den enkelte gåtur, men det nærmer sig et dusin… mindst.
På vej forbi et hus, der nærmest lignede en sammensunket ruin, var der i den ramponerede bagvæg stadigvæk nok mur til stadigvæk at have en dør ind til en gårdsplads bagved. Her stod et par unge piger ved en gammel olietønde, som blev brugt til at brænde affald af i. Men med døråbningen som ramme, så var det allerede et fantastisk motiv.
Lidt længere fremme sad tre piger og – så det i hvert fald ud til – legede købmandsbutik, for de havde flere konservesdåser og andre kolonialvarer. Det kunne også have lavet noget andet. Men de sad op af en af disse ramponerede husmure, der i sig selv er et motiv. Og så stod der dette mærkværdige telefonnummer til noget eller en eller anden ”sexy”. Om det er den lokale sex-hotline, escort-service eller massageklinik, ved jeg ikke. Jeg efterprøvede det ikke. Jeg synes bare, at det hele var et godt motiv, så det klikkede jeg også med hjem i fotografiapparatet.
9. januar 2015
Jeg er i Ghana. I en lille landsby ved navn Nnudu oppe langs med Voltafloden. Hvorfor lige denne landsby? Fordi jeg følger en gruppe langelændere med kunstneren Hans Kjær i spidsen, som har deres eget ”lilleput-bistandsprojekt” i denne landsby.
Da jeg er ved at lave en fotobog om mange af de idealistiske og energiske ildsjæle, der holder et samfund som det langelandske i gang, selvom det af magtens centrum i Danmark er blevet stemplet som ”udkant”, så kom jeg naturligvis også forbi Hans Kjær.
Hvor sært og overraskende ville det ikke være, hvis folk konfronteres med billeder fra Ghana i en fotobog om Langeland, tænkte jeg. Det kunne da være sjovt. Som sagt – eller tænkt, så gjort! Og her er jeg. I Nnudu i Ghana.
Jeg har lige været med Hans nede ved en enlig mor, som han har medbragt en udrangeret el-symaskine til, så hun, som allerede syr til andre, kan få lidt mere gang i sin lille systue, og brødføde sig selv og sine to dreng.
Mens Hans afleverede symaskinen fotograferede jeg. Her blot et enkelt skud af den ene af drengene.
Vi er på vej til Nnudu, som er målet for den her Afrika-udflugt til Ghana. Men vejen fra hovedstaden Accra til landsbyen inde i landet oppe tæt på Voltafloden er ganske lang. Undervejs gør vi et par ophold, så vi kan få noget koldt at drikke og strække benene. Jeg går naturligvis amok med kameraet, for alt er så anderledes, så kulørt, så kontrastfyldt og så fotogent.
Min første erfaring med at fotografere mennesker i Ghana er overraskende. Det er på ingen måde svært. Alle nærmest beder om at få deres billede taget, når de opdager, at man har et kamera over skulderen.
Ikke bare vil de gerne fotograferes. De stiller sig an. Især børnene. Og ikke bare stiller sig an, de begynder straks at agere. Posere. Lave sjov. Og som fotograf kan man bare knipse løs. Der er næsten ingen mulighed for, at man ikke får dejlige billeder med hjem fra et land som Ghana.
1. januar 2015
Fotografisk set kan jeg ikke prale af at være kommet overvældende godt ind i 2015. Nytårsaften tilbragte jeg på Langelandsbroen med udsigt over Rudkøbing – vores lokale hovedstad. Det var bidende koldt. Og selvom jeg havde en polar-parkacoat på og handsker, så frøs jeg helt ind i marven. Det var ikke nogen nydelse.
Da nytåret endelig indtraf, og raketterne begyndte at flyve, fandt jeg ud af, at jeg måske i virkeligheden ikke befandt mig på den rigtige position alligevel, men nu var det for sent. Nu gjaldt det bare om at fotografere. Det gjorde jeg så, men det kom heller ikke ud til min tilfredshed.
Til næste år vil jeg finde en anden position, hvor fyrværkeriet mere kommer til at foregår bag ved hinanden, og ikke som fra broen, hvor det hele var et
Det bedste jeg kan sige, er at man skal lære af sine fejltagelser. Nu ved jeg en hel masse ting, som jeg i hvert fald ikke skal gøre. Blot fordi en position er god til at se et fyrværkeri fra for mennesker og husdyr, er det ikke nødvendigvis det bedste sted at fotografere det fra. På den måde var nytårsnat på sin vis ikke helt spildt. Det er fejlene, der gør en bedre.
Så i aftes blev jeg så angiveligt en smule bedre. Det kommer desværre først til at kunne ses til næste nytår... håber jeg.
Her kommer det bedste af en ret sparsom høst.
Godt nytår.
Årene forud
Vil du læse og se nogle af de tidligere års fotodagbøger, kan du finde dem her:
Fotodagbogen 2010
Fotodagbogen 2011 – 1. del
Fotodagbogen 2011 – 2. del
Fotodagbogen 2012
Fotodagbogen 2013
Fotodagbogen 2014