Fotodagbog 2013


”Man tager ikke et fotografi, man skaber det.”
Ansel Adams, fotograf

Fotodagbogen begyndte som et projekt, der blot skulle tvinge mig selv til at have lidt mere disciplin som fotograf, og faktisk gå ud i virkeligheden og fotografere. Ikke bare sidde og bladre igennem fotobøger og drømme. Dette er Fotodagbogens fjerde år, og jeg fotograferer nu mere, end jeg nogensinde har gjort.

 
 
Undertegnede og TV-fotograf Rasmus Nielsen i den belejrede by Misurata i Libyen under borgerkrigen.

Fotodagbogen er nu blevet en passion. Lidt af en nødvendighed for mig. Og i takt med at jeg presser mig selv til at tage flere og flere billeder, så synes jeg også selv, at jeg bliver bedre og bedre til det, og begejstringen stiger. Fotodagbogen er, kunne man sige, en motor, der producerer sit eget brændstof.

For mig startede det lidt som en fritidssyssel, men nu er fotografiet blevet noget jeg brænder for og ikke kan undvære. Hele tiden opdager jeg nye sider af håndværket, som begejstrer mig. Men det er også en beskæftigelse, som har lært mig at bruge øjnene bedre. Observere mere omkring mig, end jeg ellers ville have gjort, og dermed hjælper det mig også i min profession som reporter.

”Kameraet er det instrument, der lærer folk at bruge øjnene, så de kan se uden et kamera.”
Dorothea Lange, fotograf

Jeg begyndte Fotodagbogen i 2010 med kun at vise sort-hvide fotos i den. Et eller andet sted er sort-hvidt rigtigt fotografi, i min opfattelse. Det oprindelige, originale, uforplumrede. Det holdt ganske længe, men jeg kan ikke helt fastholde stilen, for der er billeder, der kun gør sig i farver. Det er ikke til at komme udenom. Ikke desto mindre er de fotos, jeg mest holder af, og er stoltest af at have lavet, dem der bedst kommer til sin ret i sort-hvidt.

Det sort-hvide fotografi er mere skulpturelt. Det handler om former og lys og skygge. Og når man kommer tæt på mennesker i et sort-hvidt fotografi, så kommer man virkelig tæt på. Der er en intimitet, der bringer os så tæt ind på livet af et menneske, at man stirre ind i deres indre.

”Når man fotograferer folk i farver, er det deres tøj, man tager et billede af. Men når man fotograferer mennesker i sort-hvidt, er det deres sjæl, man foreviger.”
Ted Grant, fotograf

Naturligvis kan jeg ikke holde mig kun til sort-hvidt fotografiet, selvom jeg opfater det som det mest noble og kunstneriske, for der er naturligvis mange ting, der gør sig bedst i farver. Og fotografering skal heller ikke ”kun” være kunst eller socialrealistisk fotojournalistik – fotografering skal også ind imellem bare være sjov og ballade med masser af kulører.


 
 

Og - hvis nogle af Jer skulle være interesseret - blot et par ord om de fotografer, jeg har citeret i min indledning ovenfor:

Ansel Adams (1902-1984) er naturligvis en institution indenfor landskabsfotografiet og formentlig USA's mest berømte fotograf. Han kendes især for sine episke fotografier fra flere af de store amerikanske nationale naturparker. Vil du dykke lidt mere ned i hans fotografi, kan du klikke her. Du kan også finde en større samling Ansel Adams fotografier på her på Det Amerikanske Nationale Arkivs website. Kig evt. også på Artsy's side om Ansel Adams.

Dorothea Lange (1895-1965) var en af USAs mest indflydelsesrige fotojournalister. Hun blev mest kendt for sine stærke dokumentarfotos af hårdt trængte almindelige mennesker under den store depression i 30’erne. Se nogle af Dorothea Lang’s fotos her, et andet site om hende her, og Artsy's side her.

Ted Grant lever stadigvæk, han er vistnok oppe i 80'erne og anses for at være en af Canadas største fotografer. Han sagde også: ”Hvis du vil lære noget om lysets magi, så stå op før solopgang… og brug øjnene!” Hvis du vil se nogle af hans fotografier, så klik over på Ted Grant’s hjemmeside.

 




 
 
 
23. december 2013
Alt er naturligvis ikke rosenrødt… selv ikke på mit højt elskede Langeland. Masser af huse er til salg. Forretninger lukker. Unge forlader øen. Befolkningen bliver ældre og ældre, mere og mere plejekrævende, og der kommer færre og færre gode skatteydere til at betale regningen.
 
De små skoler – som udover at undervise børnene i dagtimerne også mange steder var små kunturcentre med fritidsordninger, aftenskoler, folkedans, gymnastik og meget andet – er stort set alle blevet lukket på Langeland, så eleverne nu i stedet skal fragtes med bus til megainstitutionen Ørstedsskolen i Rudkøbing – Danmarks største skole. 
 
Selvom Folkeskolekommissionen i sin betænkning sagde det modsatte, så har jeg personligt aldrig set at megaskoler er bedre end mindre undervisningsinstitutioner i det nære samfund, men det er ikke desto mindre det princip, der planlægges efter, og det der nu er virkeligheden på Langeland.
 
Den gamle Bøstrup skole her står og forfalder. Selvom hovedbygningen ellers blev betragtet som bevaringsværdig, så er den stille og rolig blevet så medtaget, at den ikke længere står til at redde, og om kort tid vil den blive revet ned.
 
Her som andre steder mister de små samfund sine skoler, forretninger, slagterier, andelsmejerier, arbejdspladser og så godt som alt andet, der holdt landsbysamfundene i gang. Ingen unge gider at blive boende. De ældre har ikke noget valg. De bliver indtil de dør. 
 
Til den tid – når ingen er tilbage – får vi at se, hvad der sker med landsbyerne.
 




 
 





 
22. december 2013
Et andet af mine julebesøg i forbindelse med mit Langelands-projekt var hos den italiensk fødte, langelandske kunstner Alfio Bonanno, som er en af øens kendteste kunstnere.
 
På grund af vejret koncentrerede vi os om portrætter inde i Alfio’s nye galleri i Rudkøbing, men han er endnu mere kendt for sin landskabskunst ude i naturen – blandt andet Tickon-parken bag Tranekær Slot.
 
 
 
Med på opgaven havde jeg min gode TV2-kollega John Rasmussen, som jeg også deler min entusiasme for fotografering med. Han er blot langt mere erfaren med faget og dets teknik.
 
John lærte mig en masse om portrætfotografering og lyssætning, og han gav mig en masse inspiration og gode ideer til bogen, som på mange måder har givet mig et meget mere afklaret syn på projektet, så det var også en fantastisk oplevelse.
 
Her blot et par billeder fra fotosessionen med Alfio Bonanno, som har et af Langelands allermest spændende ansigter.
 
Senere laver jeg sikkert et lidt større galleri fra dagene omkring jul.
 

 





 
 







 
21. december 2013
”Og det skete i de dage…”, hvor jeg som sædvanligt arbejder på TV2s udlandsredaktion i Odense. Det har jeg gjort næsten hver jul, omtrent lige siden Jesus blev født. Jeg kunne sikkert ikke en gang komme i den rigtige julestemning, hvis jeg ikke lavede nyheder den aften.
 
 

 
I dagene lige inden jul har jeg haft mulighed for at arbejde en smule mere med mit Langelandsfotoprojekt. Blandt andet besøgte jeg ”den pæne præst”, som langelænderne kalder hende. Rebecca Aagaard er ny præst i Magleby på Sydlangeland, og hun har fået sat lidt fut i forestillingen. Hendes gudstjenester er rene tilløbsstykker.
 
Denne dag – fredagen inden jul – er kirken fyldt op af børn og deres forældre, og stemningen er afslappet og fornøjet. Rebecca Aagaard er præsten, der ikke træder op på prædikestolen højt hævet over menigheden.
 
”Jeg kan godt lide at blive nede på gulvet sammen med folk”, fortæller hun med et smil. Til gengæld vandrer hun op og ned blandt menigheden og taler direkte til hver og en.
 
Måske derfor er kirken ofte fuld. Folk vil møde ”den pæne præst”, som er kendt for også at køre på rulleskøjter til kirke. Og når de først er kommet én gang, så vender de ofte tilbage, for her er det et lykkeligt budskab, der prædikes… og det kan mærkes.
 
 

 
Jeg var også hjemme hos Rebecca for at fotografere at hun og hendes vidunderlige tvillingepiger pyntede juletræet. Mere om det ved en senere lejlighed… eller måske først når bogen udkommer. Det får vi at se. For med Rebecca og hendes familie – som med alle de andre der bliver fotograferet til dette projekt – så vender jeg tilbage til dem flere gange, og optagelserne kommer til at strække sig over en længere periode.


















 




 
 


 

7. december 2013
Jeg har været bortrejst i tre uger i Danmark på foredragsturné, hvilket betyder, at jeg ikke har set min søn, Jonathan, i halvanden måned, for han er kun hjemme hver tredje weekend. I denne weekend var han endelig hjemme, og vi benyttede lejligheden til at tage en fototur sammen.
 
Vejret har dog ikke været til fotoudflugter i de seneste dage. Det er koldt og regnende her i Jerusalem. I dag vovede vi os dog ud sidste på eftermiddagen. 
 
 

 
Vi krydsede lidt rundt inde i den centrale del af byen, men der var mildt sagt ikke meget gang i byen. Shabbat i Jerusalem er en stille sag. Der kommer dog lidt skub i byen hen under aften.
 
Efter nogle kolde timer rundt i baggårde og gyder endte vi på det dejlige, lille værtshus Barood i en lille gyde i en sidegade til Jaffa Road. Her er åbent selv på shabbat, her er god jazzmusik, et udvalg af gode single malt whiskys, og et klientel af fornuftige mennesker, der ikke tager religionen for alvorligt… Alt i alt: En lille oase af civilisation og sund fornuft i en by, der ellers emmer af religiøst vanvid og på mange måder er i hænderne på skøre profeter og hellige krigere.
 
Barood er et meget, meget lille værtshus. Og det er i virkeligheden en overdrivelse… eller man skulle sikkert sige en underdrivelse. Det er utrolig småt med plads. Det var fyldt til bristepunktet, da vi ankom. Mindst lige så mange mennesker udenfor som indenfor. Alligevel lykkedes det Jonathan og mig at få os klemt ind i en krog nær bandet. Sikkert fordi vi er venner med indehaveren, Daniella, som giver os speciel VIP-betjening.
 
 

 
Noget nær det mest forunderlige var, at det også var lykkedes hende at få plads til en 4-mands jazzband, hvor der i forvejen absolut ingen plads er, og at personalet kunne smyge sig rundt, uden at måtte kravle under borde og hen over hovedern på folk. 
 
Da vi endelig var blevet bænket, og havde fået vores mad og drikkevarer, kunne det slet ikke komme på tale at bevæge sig rundt for at tage billeder. Derfor er alle de fotos, jeg fik taget fra Barood i dag fra min stol klinet op af væggen.
 
But who cares?
 
 

 
Maden var god, stemningen endnu bedre. Med et glas god whisky, lidt afslappet jazzmusik, omgivet af venlige mennesker og sin søn overfor, som man diskuterer fotografi med… hvad mere kan man så ønske sig af en fridag?
 






































 
 





 
3. december 2013
Bosættelsen Harasha er en såkaldt ”udpost”, hvilket indikerer at den er ulovlig også set fra den israelske lov og myndigheders side. Det internationale samfund anser alle jødiske bosættelser i de besatte områder for at være ulovlige, selvom spørgsmålet endnu ikke er blevet afgjort ved den internationale domstol.
 
 

 
I går besøgte jeg rabbi Meir Goldmintz og hans familie i Harasha. En sød og venlig familie… når man blot ikke diskuterer Israel-Palæstinakonflikten eller de palæstinensiske naboer. Taler man om alt muligt andet, kunne de fleste danskere nemt blive gode venner med disse jødiske bosættere. Men når samtalen lige pludselig kommer til naboerne, så er det chokerende, hvad man må lægge ører til. Det kommer jeg tilbage til i en egentlig artikel senere. Her vil jeg blot vise et par af de billeder, jeg optog under besøget hos Goldmintz og hans kone og seks børn.
 
Hele familien bor i to semi-mobile barakker, som er bygget sammen, og det er store forhold, for da de flyttede hertil for 13 år siden, havde de kun en enkelt caravan. 
 
 

 
Kommer der nogensinde en fredsaftale med palæstinenserne, så bliver Harasha en af de bosættelser, der helt sikkert bliver fjernet, med mindre rabbi Meir og hans familie ønsker at blive loyale palæstinensiske borgere, og det ønsker de ikke.
 
Meir Goldmintz, der er rabbiner for en af de mest yderligtgående bsættergrupper – Hilltop Youth – mener ikke at selv et nok så stort demokratisk flertal i Israel har nogen ret til at opgive israelsk kontrol over de besatte områder. Guds lov – Mosebøgerne og den jødiske lov – vejer tungere end nogen stats verdslige lovgivning, siger han. Derfor er det ligegyldigt
 
 
hvordan eller hvorfor en beslutning om en israelsk rømning af områderne bliver truffet, den vil altid være illegal i forhold til Guds vilje. Derfor vil det være enhver jødes religiøse pligt at kæmpe imod en sådan rømning.








 




 
 

2. december 2013
Pyh… Jeg var lige ved at gå i panik. I går skrev jeg det fotografiske dagbogsblad herunder om en af de to nye bogaftaler, jeg netop har fået. Den ene af bøgerne skal handle om Jerusalem og de religioner, der mødes… nogen vil sikkert sige: …støder sammen der.
 
Jeg havde lige brug for nogle billeder, der kunne repræsentere de tre store monoteistiske religioner, der alle ser Jerusalem som deres hellige by. 
 
Jeg har masser af billeder fra Gravkirken – kristendommens helligste sted. Jeg har også talrige fra Grædemuren, som er det helligste sted i jødedommen. Men fra Klippemoskeen og Al-Aqsa-moskeen oppe på Tempelbjerget, eller Haram al-Sharif – Den ophøjede Helligdom, som muslimer kalder stedet, har jeg ikke nær så mange, for man kan som ikke-muslim kun komme ind på en enkelt rundvisning om morgenen, og man kan slet ikke længere komme ind i selve moskéerne.
 
 
 
En enkelt gang, siden forbuddet trådte i kraft, lykkedes det mig dog at komme ind. Jeg viste en gruppe danske VIP’s rundt, blandt andet en tidligere udenrigsminister, en ambassadør, en chefredaktør m.fl., så da fik vi en ”special permission”, hvilket jeg naturligvis udnyttede til også selv at få fotograferet lidt inde i moskeerne.
 
Men, nu hvor jeg havde brug for billederne, var de forsvundet?!? På en eller anden sær facon fandtes de ikke længere på min harddisk. Oy!!!
 
Efter en dag grænsende til panik fandt jeg endelig en gammel harddisk, hvor billederne var bevaret… Pyh! Nu er de kopieret over på alle mine backups.
 
Jeg har en harddisk her i Jerusalem, en i vores hus i Danmark og en tredje, som jeg rejser med. Jeg prøver hele tiden at sørge for, at de alle tre hele tiden har det hele. Det er såååå forfærdeligt at miste gode, unikke fotografier.
 
Så lad dette være en advarsel!
 
Kopier altid Jeres fotos, og vær sikker på at have en eller to backups på andre harddiske forskellige steder – bare for en sikkerheds skyld.
 



 
 


1. december 2013
Guds lys stråler ned over Jesu’ grav og de ventende pilgrimme og turister inde i kristendommens helligste sted – Gravkirken i Jerusalems gamle bydel. 
 
Religiøse jøder ikke langt derfra har et ret personligt forhold til Gud. De mener tilsyneladende, at den gamle gut er så højt oppe i årene, at hans hukommelse ikke er, hvad den har været. I hvert fald skriver de for en sikkerheds skyld deres bønner ned på små huskesedler, så Gud ikke glemmer dem. Disse små dosmersedler klemmes ind mellem stenene i Grædemuren, som åbenbart er en slags postkasse til Himlen.
 
Jeg har ikke bare, som jeg har antydet det ovre i fotogallerierne og i et tidligere fotografisk dagbogsblad herunder, fået en aftale om at udgive en fotobog om Langeland med et forlag, jeg har minsandten også fået mig en bogaftale om en Jerusalem-fotobog med et andet. Så nu er der ikke nogen undskyldning for ikke at fotografere – både når jeg er hjemme her i Jerusalem, og når jeg er hjemme på Langeland. Jeg har sandt at sige ikke noget valg. Nu skal der virkelig arbejdes.
 

 
 
Bogen om Jerusalem har indtil videre arbejdstitlen ”FOR tæt på Gud”, og handler om de tre store monoteistiske verdensreligioners og deres bekenderes og fromme troendes forhold til denne hellige by, som de alle hver især har et eller andet eksklusivt krav på. Og, som titlen antyder, så befinder Jerusalem sig måske en smule for tæt på Gud, for det ser lidt ud som om de troende ind imellem har spirituel nedsmeltning, og totalt glemmer Guds bud om næstekærlighed, retfærdighed og om en anstændig levevis. Religiøses indædte og jaloux forsvar af præcist deres unikke måde at dyrke troen på, må få Gud til ”at korse sig”, om man så må sige.
 
Under alle omstændigheder. Der skal fotograferes i de kommende 1-2 år, eller hvor længe det nu kommer til at tage at få samlet de fotos og historier, der bliver nødvendige for at kunne lave en hel bog om denne skøre og sjove, vidunderlige og vanvittige, fantastiske og forfærdelige by, som både er velsignet og forbandet på en og samme tid... og ikke så lidt fotogen.

 


 

 
 

30. november 2013
Klaus Eggert er en af disse ildsjæle, der stædigt, stille og roligt arbejder frivilligt for at skabe kulturbegivenheder på Langeland – et af de yderområder i Danmark, som mange i Folketinget, regeringen og statsadministrationen lykkeligt har glemt alt om, og hvor befolkningerne så bliver nødt til at kæmpe alene... men dog sammen med hinanden. Her er ikke så mange vælgere, at politikerne behøver at bekymre sig om de særlige problemer, som de danske øsamfund kæmper med. Her er ikke mange mandater at hente, ”…so who gives a shit?”
 
Men det er der mange der gør... på øerne. Mest de aktive, engagerede mennesker, som selv bor i yderområderne, og som ikke vil være uden kultur og andre fornødenheder. I stedet for at vente på at dem, der har magten, kommer disse svage, udsatte samfund til undsætning, for det er de efterhånden på det rene med, aldrig sker, så sørger de selv for at skabe noget for det samfund, de er en del af.

 
 

 
Klaus Eggert er en af initiativtagerne til og drivkræfterne bag LaSK – Langelands Selvbestaltede Kulturforsyning. En gruppe energiske og aktive mennesker som imod alle odds skaber kulturelle begivenheder - musik, teater og arrangementer for andre langelændere.
 
Klaus er blot en af mange andre langelændere, der venligt og åbent har givet mig lov til at følge sig og fotografere det, han laver, til et større fotoprojekt, som jeg håber en dag bliver til en ny fotobog. Det kommer givetvis til at tage lang tid, for jeg er ikke så ofte eller så længe på Langeland af gangen.
 
Projektet er interessant for mig, for mens mit fotografi ofte er noget ”venstrehåndsarbejde”, jeg laver, mens jeg egentlig skulle have lavet fjernsyn til TV2-Nyhederne, så er mit Langelandsprojekt en fotoopgave, jeg har stillet mig selv, og som blomstre og udfolder sig på mine fri- og feriedage, hvor jeg for en gangs skyld kan koncentrere mig om at fotografere, og det er dejligt og nyt for mig.
 
 

 
Da jeg ankommer til Humble Musikefterskole, hvor aftenens teaterstykke skal opføres, er det også Klaus, der står i indgangen og sælger billetter. Der er helt mørkt udover en lille bordlampe under ham. Det giver en gammeldags gyserfilmbelysning af hans ansigt, som jeg naturligvis ikke kunne stå for. Jeg kunne have fjernet den, hvis jeg havde brugt en flash. Men jeg syntes, at dette gyser-look var en del af stemningen, så jeg lod det være, og brugte blot det begrænsede lys, der var i indgangen.
 
Det samme var naturligvis tilfældet med teaterstykket.
 
Jeg kunne selvfølgelig ikke fotografere med flash, for det ville have ødelagt stemningen for publikum og have forstyrret skuespillerne. Så jeg måtte skrue op for ISO’en, kameraets lysfølsomhed, hvilket desværre også giver grovere billeder med mere ”støj” i lavlysområderne. Men stemningen bliver bevaret, og det var det, der var afgørende.

Døm selv.

 




 
 

25. november 2013
Nogle af vore gode venner på Langeland – Dorte og Ole Eisen – er også kunstnere, der er involveret i næsten alt, der rører sig i det lille øsamfund. De to har været vores indgang til et samfund, som andre udefra ellers siger, ofte kan være ret lukket. Men vi, formentlig fordi vi er blevet introduceret af sådan et par dejlige lokale, er lykkeligvis kommet udenom denne lukkethed. Vi er på rekordtid blevet accepteret og hilst velkommen på den smukke ø.
 
Dorte og Ole må naturligvis, som mine gode venner, ofte holde for, når jeg har fået en ny ide til, hvordan jeg kan fotografere. Når jeg skal undersøge, om en ide fungerer, kigger jeg forbi, og bruger mine to naboer som forsøgskaniner, og i tilgift får jeg som regel også en kop kaffe, samtidig med at de to lader mig dirigere rundt med dem, indtil jeg finder ud af, om noget virker, eller om det blot var endnu en skør ide, som jeg ligeså godt kan glemme.
 
Her forsøger jeg at lege med lang eksponeringstid, selvom jeg også samtidig bruger flash. Det skal jeg eksperimentere endnu mere med. Men det giver en anden og meget interessant mulighed for at få noget bevægelse ind i billedet, samtidig med at hovedpersonen alligevel står skarpt i billedet.
 



 
 

15. november 2013
Jeg har fået en aftale om at lave endnu en fotobog. Denne gang bliver det en bog om Langeland, hvor min kone og jeg har et gammelt bondehus, og hvor vi derfor slapper af i en stor del af vores fridage og ferier.
 
Derfor er jeg nu gået i gang med at fotografere alt, hvad jeg finder interessant på Langeland. For nogle dage siden var jeg var ude at fotografere på et fisketogt på Østersøen med en trawler fra den sydlangelandske havneby Bagenkop. 
 
Det var en fantastisk oplevelse. Det er ikke nemt at fotografere, når der er voldsom søgang, når der på grund af spil og andre redskaber næsten ikke er plads til at bevæge sig rundt på dækket, og når man så oveni købet lider under at være søsyg. Men jeg fik dog lavet en god serie billeder, som du kan se i et større fotogalleri andetsteds her på hjemmesiden.
 
Jeg eksperimenterer naturligvis også lidt, når det sådan er til en større fotogave som en bog. Da jeg om aftenen igen havde lidt fast grund under fødderne, og Ulrik K. Hansen og hans besætning var i gang med at losse dagens fangst på to ton rødspætter, tog jeg nogle fotos på lang eksponeringstid, samtidig med at jeg panorerede efter bevægelserne, i et forsøg på at få noget af dynamikken og bevægelsen med i billedet.
 
På min Facebookside er der en venlig læser, der fortæller mig, at jeg måske skal læse mit fotografiapparats instruktionsbog endnu en gang og lære at indstille lukkertiden korrekt, så jeg får skarpere billeder. Men det er altså ikke en fejl. Det er faktisk tilsigtet. Og egentlig kan jeg godt lide resultatet.
 


 

 
 

14. oktober 2013
Amadou fra Chad er en af de flygtninge, der ikke eksistere. Ham og hans familie eksistere så at sige ikke. Sammen med 4-500 andre ulykkelige mennesker er han fanget dybt nede i den tunesiske ørken tæt på Sahara og grænsen til Libyen – langt væk fra alting.
 
Officielt nedlagde UNHCR flygtningelejren for fire måneder siden. Man fik blot ikke alle flygtningene med sig ud. På en eller anden måde blev nogen ladt tilbage. De bor her fortsat ene og forladte midt i intetheden. Ingen ser dem, så ingen bekymrer sig om dem. De kunne lige så godt være døde.
 
Det er folk som disse desperate mennesker ude i den golde nordafrikanske ørken, der af mangel på bedre alternativer – eller snarere nogle alternativer overhovedet – går ombord på skånselsløse menneskesmugleres synkefærdige skuder, som synker kilometervis fra målet – Lampedusa eller Malta, som er indgangen til det frelsende Europa.
 
Selv et liv som underbetalt, udnyttet, uønsket, forfulgt illegal flygtning i Europa er meget, meget bedre end at være glemt, levende død, begravet langt ude i den tunesiske ørken.
 
 

 


  

 
 

 

 

12. oktober 2013
Mens vi filmede på havnen i Zarziz, blev vi pludselig stoppet af den tunesiske kystvagt, der står for politiopgaverne i landets havne og kystområder. Vores lokale assistent mente, at en af fiskerne måske havde klaget over, at vi gik rundt og filmede. Alle hernede er nervøse for at området skal få et dårligt renommé, som måske kunne skræmme de turister bort, som hele regionen lever af.

 
 

Vi blev venligt men bestemt ført over på en af kystvagtens to patruljebåde i havnen, hvor vi blev bedt om at vente indtil en højerestående officer ankom fra Djerba. Det tog et par timer. Dog fik vi kystvagten overbevist om at lade os filme en stand-up, som vi kalder det – der hvor jeg taler til kameraet, inden det sene eftermiddagslys helt forsvandt.

Så dukkede chefen endelig op. Efter han med alvorsfuld mine havde checket vore papirer og tilladelser, begyndte vi at tale om flygtningestrømmen fra Nordafrika til Europa, tragedien ud for Lampedusa, og hvad der kunne gøres. Efter endnu en halv times nu

 
 
langt mere venlig snak, blev vi enige om, at ikke bare skulle vi have lov til at filme færdigt i havnen, men kystvagten ville næste dag tage od ud på en af sine patruljer i tunesisk farvand i grænseområdet op imod libysk territorialfarvand.

Den udflugt foregik så i dag.

Til min store glæde, så blev jeg ikke søsyg. Vi sejlede på den anden side så hurtigt, at jeg mistede min kasket, så jeg blev lidt solskoldet. Min kameramand fik et sprøjt saltvand på sit dyre TV-kamera, og mens Middelhavssalt er godt i madlavning, så går det ikke godt i spænd med TV-elektronik. Så kameraet ophørte spontant med at fungere. Siden har vi tilbragt

 
 
et nervepirrende døgn med at redde det materiale, vi filmede, samt få fremskaffet et reservekamera, så vi kan fortsætte vores arbejde.

Men her er i hvert fald et par billeder fra mit lille Fuji X100-kamera. Jeg har glemt mine store Canon 5D-kameraer i Danmark. Men så gik de på den anden side da heller ikke i stykker.

 

 

 

 

 


 

 

 
 

 

 


10. oktober 2013
Vi er lige ankommet til fiskehavnen i Zarziz for at tale med fiskerne om smuglingen af flygtninge og illegale indvandrere til Europa, som sker herfra området og fra nabolandet Libyen. Det er klart nok ikke et populært emne, så vi nærmer os det følsomme spørgsmål på listesko.

 
 

Vi taler lidt om jobmulighederne hernede i den sydlige del af landet, som også er en af grundene til at nogle af de unge ønsker at komme væk, og langsomt, langsomt begynder vi at tale om sejladsen over Middelhavet.

Men fiskehavnen er et fantastisk sted at fotografere. Altid når jeg er i den her skals situationer drømmer jeg om en dag at være her – ikke for at lave fjernsyn, men blot for at fotografere.

Jeg fik taget en del billeder fra havnen, men lidt for meget i forbifarten. Her er dog nogle af de protrætter af tunesiske fiskere, som jeg fik taget.

 
 

Da jeg sidste var i Danmark, glemte jeg mine to professionelle Canon-spejlreflekskameraer, så på denne tur har jeg kun mit lille Fuji X-100 med mig. Det er afgjort lettere og mindre påtrængende, men det er lidt langsomt, og billedkvaliteten er heller ikke hyelt det, jeg er vant til.

 

 
 

 

 

 

 

 




 

 

 

 


 

 
 

 

 


9. oktober 2013
Vi er på vej til det sydlige Tunesien. Forfærdelig sent på den på grund af et forsinket fly, der betød, at jeg i Istanbul ikke nåede forbindelsen videre til Tunis. Derefter heller ikke nogen plads på flyet sydpå til Djerba. Hverken i dag eller i morgen. Derfor ikke noget valg. Vi må leje en bil og køre de 8-10 timer sydpå til Zarziz. Irriterende. Man er udtværet og træt endnu inden man overhovedet kommer i gang med arbejdet.

 
 

På vejen sydover gør vi holdt i Gabes, for at spise morgenmad. Mens vi sidder på fortovet ved et lille kaffehus et gadehjørne og spiser vores sandwich, tager jeg lige et par billeder af gadelivet.

Det er ikke noget at skrive hjem om. Blot lidt tunesisk gadestemning. Men det eneste opmuntrende, der er overgået mig, i det sidste frustrerende halvandet døgns tid.

 
 

 
 

 

 

 

 











 

 

 

 

 

 






 
















 

 

 

 


 

 

 
 
Lars Calmar med en af sine forvoksede babyer i kærlig omfavnelse med en spinkel rum-robot-jomfru.
29. september 2013
Lige et enkelt fotografi mere fra min netop overståede mini-ferie på Langeland. Jeg skulle have været ude at fiske, men trawleren manglede en reservedel, så det blev aflyst. Derfor fik jeg pludselig en ekstra dag til rådighed. Den brugte jeg sammen med den fantastiske kunstner Lars Calmar.

Mens mange af de kunstnere, forfattere, intellektuelle og kunsthåndværkere, der har gjort Langeland til deres hjem (og dem er der mange af), ofte kommer andre steder fra i landet, så er Lars Calmar en af de indfødte kunstnere, som bor og arbejder i byen med det sære navn Humble. Lars er uddannet keramiker, men har lagt krukker og drejeskive bag sig. I dag er han skulptør… og også en ganske begavet maler.

Lars dyrker menneskekroppen. Det har mange kunstnere gjort før ham. Der hvor denne langelandske kunstner er speciel er, at det ikke er kroppens skønhed i traditionel forstand, han dvæler ved, men snarere den normale menneskekrop i al dens karikerede forfald. Her er alt fra forvoksede, Buddha-fede babyer til forfaldne gammelmandskroppe.

Lars Calmar var virkeligt et af de interessante møder, jeg havde på denne foto-udflugt. Og heldigvis skal jeg tilbage til ham igen, som jeg skal til alle de folk, jeg har fotograferet denne gang. Denne rejse var bare begyndelsen.

Se mere fra dette fotoprojekt ovre i fotogalleriet: Fotografier fra UDKANTEN.


 

 
 
Ole Petersen inde i sin mølles indre, ædlere dele.

28. september 2013
Man siger om Langeland, at her er ”15 møller, 15 –bøller og 15 kirkesogne”. ”-bøllerne” er det sære påhæng på mange bynavne – Tullebølle, Simmerbølle, Emmerbølle og så videre. ”Bølle” er en sproglig afledning af det gamle danske ord ”boel”, som betyder boplads. Dem er der altså 15 af på Langeland. Kirkerne står også stadigvæk, selvom mange af dem ikke længere har helt så aktive menigheder i dag, som de tidligere havde. Mange af møllerne er derimod i en ringe forfatning. Nogle er i totalt forfald, andre bliver restaureret, men uden den store viden og indføling for tidligere tiders håndværksmæssige kunnen og kvalitet. Sådan er det ikke med Bagenbjerg Mølle. Den bliver sat i stand efter alle kunstens regler, og står i dag som et lysende eksempel på, hvor flot og med hvor stor respekt for historien, det kan gøres.

Det er Ole Petersen og hans kone Bodil, der ejer Bagenbjerg Mølle, og i fællesskab sikrer de en bid af historien for alle os andre. Her står Ole inde i møllens indre, ædlere dele – foran et af de store, netop restaurerede tandhjul af træ oppe i møllehatten.

Min kone og jeg er selv medlemmer af Bagenbjerg Møllelaug, ligesom mange andre beboere på Langeland og folk udefra er det. Hver torsdag mødes de af laug-medlemmerne, der har tid og lyst, for at bygge på møllen og reparere den. Der er også altid kaffe, blødt brød og masser af hyggeligt samvær. Det er en af de smukke sider ved livet i det, andre tror, er en ”udkant”.

Se mere fra dette fotoprojekt ovre i fotogalleriet: Fotografier fra UDKANTEN.

 

 


 

 
 
Ole på rundgangen udvendig på Bagenbjerg Mølle.

 

 


26. september 2013
Her er det Ole, som for mange år siden købte en af Langelands forfaldne møller. Siden har han sammen med sin kone Bodil og mange gode venner sat møllen totalt i stand, så den nu igen stråler i al sin glans. Ole og Bodil er bare ét par af de mange aktive ildsjæle, som der heldigvis er mange af, og som får livet på et øsamfund som Langeland til at blomstre, selvom omstændighederne langtfra er ideelle.

 
 
Ulrik ifærd med at male sin trawler i Bagenkop fiskerihavn.

Jeg er endelig kommet i gang med mit Langeland-fotoprojekt. På den ene side vil jeg forsøge at komme ud over min egen blufærdighedstærskel og begynde at fotografere mennesker ”up-close-and-personal” også i Danmark (jeg har jo gjort det i mange år i Mellemøsten, men i Danmark er det vanvittig svært for mig), selvom jeg ikke er god til det; og på den anden side vil jeg vise, at selvom Langeland er Danmarks fattigste kommune og af storbybefolkningen foragteligt kaldes ”udkant”, faktisk er et uendelig smukt sted med aktive, interessante og helt fantastiske mennesker – alt andet end udkant.

Jeg er her desværre ikke så tit – eller så længe af

 
 
Poul Erik skaber endnu et lille kunstværk i sit værksted ude i skoven i Strandby.
gangen, så fotoprojektet kommer til at tage tid.

Ulrik er fisker og ud af et langt dynasti af langelandske fiskere, og hans søn skal sikkert en gang overtage trawleren, som her bliver malet. Tiderne har været hårde for mange fiskere på Langeland. Blandt andet derfor har Ulrik sluttet sig sammen med tre andre fiskeskippere og oprettet Bagenkop Fisk, som bringer de friskfangede fisk tættere på forbrugeren ved at sælge direkte til restauranter, fiskehandlere og forbrugere.

Poul Erik er en af øens bedste keramikere – og dem er der ellers mange af på Langeland. Selvom han er ramt af gigt, så formår hans fingre på ubegribelig kort tid at skabe en skål med en forbavsende tynd og delikat

 
 
Lyset er en religiøs åbenbaring, og det er det - lyset, der skaber de fantastiske fotografier.
væg, som senere brændes til porcelæn. Midt ude i skoven skabes det ene lille kunstværk lige så stille efter det andet.

”Hvis du vil lære noget om lysets magi, så stå op før solopgang… og brug øjnene”, sagde den canadiske fotograf Ted Grant. Han har helt ret, og han har slet ikke besøgt Langeland. Her er det udsigten fra min egen have. Er man ude med kameraet tidligt om morgenen, så får man en religiøs åbenbaring ved begyndelsen til hver eneste dag.

Langeland er et fantastisk dejligt sted, som jeg er himmelhenrykt over at have fundet. Den glæde vil jeg gerne dele med andre igennem mine fotos, som lige præcist i denne sammenhæng også har til formål at gøre mig selv til en bedre fotograf, og komme udover mine sære, psykologiske blokeringer, og begynde at fotografere mennesker – også i Danmark.

Men som man siger: Godt begyndt er halvt fuldendt. Nu er jeg i hvert fald komme i gang med mit Langelands-fotoprojekt.

Se mere fra dette fotoprojekt ovre i fotogalleriet: Fotografier fra UDKANTEN.


 


 

 
 

27. august 2013
Jeg er lige kommet tilbage fra et Kairo i kaos og opbrud. Denne gang var man som udenlandsk journalist pludselig blevet jagtet vildt. De statsdirigerede medier har tudet befolkningen ørerne fulde af, at den udenlandske presse lyver om situationen, kun ser krisen fra Det muslimske Broderskabs side, og bagvasker Egypten i det internationale samfunds anseelse.

Folk tror på de lokale medier, og det betyder at vi pludselig bliver angrebet og forulempet. Derfor fik jeg langt færre fotos med mig hjem denne gang end normalt. Både fordi jeg på denne reportagerejse ofte slet ikke tog kameraet med mig ud, så jeg på den måde vakte mindre opsigt i gadebilledet, og også for ikke at risikere at miste alt mit fotoudstyr.

Det her er er et af de få billeder, jeg fik taget denne gang. En venlig mand, der i middagsheden (der var 38 grader!!!) sidder og slapper af foran sit lille rodede værksted.

Desværre er hans ene fod blevet skåret af. Irriterende. Jeg har et par billeder på større afstand, hvor man ser hele døråbningen ind til værkstedet og hele fortovet foran, men jeg kan faktisk godt lidet dette, hvor man er tæt på manden og kan se detajlerne i hans furede ansigt.

 
 

* * *

Jeg havde også uploadet closeup-billedet herover til mit galleri på Selskab for Dansk Fotografi's hjemmeside. Det var her, et af de andre medlemmer, Peter Carstensen, påpegede problemet med foden, hvorefter jeg har siddet og stirret på den skide fod... eller snarere den manglende fod...

...og efter nu at have dvælet ved fotografiet et stykke tid, så er jeg blevet så irriteret over den manglende fod, at jeg i stedet uploader et andet billede, hvor vi i stedet ser hele facaden af huset inklusive fortov og fod. Vi er ganske vist en del længere væk fra indehaveren af det lille værksted, og dermed er fotografiet mindre intimt og personligt, men til gengæld får vi den afskallede facade af huset, den gamle stol og det lille metalbord med, som jo også giver både stemning og en vis fornemmelse af omgivelserne.

Næste gang må jeg bruge mere tid til at kigge i søgeren, når jeg fotografere, og ikke snakke så meget med de folk, jeg fotograferer, bare for at få dem til at slappe af og lade mig tage deres billede. For hvad nytter det, at de slapper af, hvis de så stiller deres fødder i alle mulige retninger, som jeg ikke er opmærksom på.

"Jensen! Koncentrer dig for pokker!"

 


 

 

 
 

22. juli 2013
Jeg er ikke helt så fascineret af Berlin, som mange af mine venner og bekendte (det er en lang historie), men det er en anderledes by. Derom er der ingen tvivl. Der foregår en masse, som andre steder i verden ville være blevet skubbet så langt ud i periferien, at det totalt vil forsvinde for al offentlighed – og dermed forblive en velbevogtet hemmelighed. Ikke her i Berlin. Her er selv det mest avantgardistiske næsten mainstream. Og alt – selv det mest ubegribelige – har et publikum.

På vej tilbage til centrum fra en anden multi-oplevelse stødte vi i Volkspark am Weinbergsweg ind i en gruppe klassiske musikere, der stod frosset fast, hver i deres blomsterbed, mens de vred deres instrumenter til at fremkomme med ubegribeligt, sære lyde, som Mozart og Bach garanteret aldrig så noget formål med at skrive ind i deres musik (og det er der sikkert en grund til). De vidste formentlig ikke en gang, at ordentlige musikinstrumenter kan pines til at udgyde sådanne klagelyde, og derfor er vores klassiske musikskat så harmonisk velklingende. 

Jeg sad pænt på en blomsterkasse en lille times tid og lyttede. Jeg forsøgte virkelig at finde ud af, hvad de unge mennesker ville mig. Jeg er måske tykskallet, men jeg begreb det ikke. Deres klagende, disharmoniske koncert efterlod mig kold og uberørt… udover at min bagdel begyndte at gøre ondt, og min hjerne begyndte at kredse om en kold øl.

Som altid, når jeg keder mig, begyndte jeg i stedet at tage billeder. Så når andet er for uinteressant, så giver fotografiet mig i det mindste en berigende nødudgang fra kedsomheden.

Alligevel er det fantastisk, at noget som det her finder sted. Åbenheden overfor det sære, er prisværdig i den her by. Også tolerancen overfor det anderledes. Accepten af at ikke alt skal være kommercielt levedygtigt, kunne mange andre byer lære af. Et eller andet sted har en sådan åbenhed givetvis nogle positive sideeffekter.

Gårsdagens sære lyde i folkeparken gav mig dog ikke meget andet end et lille, interessant pusterum i denne ret specielle by. Men selv det er jo ganske godt.

 


 

 
 

21. juli 2013
Selv ikke i Israel-Palæstinakonflikten eller på muren i Jerusalem mellem øst og vest har jeg set så megen graffiti som her i Berlin. Her er graffiti alle vegne. Overalt!

Men rebelsk og undergrundsagtigt, som graffiti'en jo er i sin natur, så foregår det her i byen alligevel efter visse arbejdsmiljømæssige normer. Ansigtsmaske imod de skadelige dampe fra spraydåserne og latexhandsker, så hænderne ikke bliver for beskidte. Man skulle jo gerne kunne vise sig på stamcaféen senere på dagen..

Rebel yes, yes. But only up to a point.

 

 


 

 

 
 

20. juli 2013
Vi er på en superkort familieferie i Berlin efter halvanden måned på rundtur til arabiske lande i opbrud. I den sammenhæng er alt i Berlin så befriende anderledes end Mellemøsten. Dejligt. Har lige tilbragt aftenen på jazzklub. Børnene var ude med venner til mere støjende musikformer, mens konen og undertegnede nød en drink og lækker, avanceret jazz.

Når man fotograferer, er det altid godt, når der er en interessant lyssætning, og det var der i jazz-klubben. Under en pause satte jeg mig ned i vindueskarmen, så jeg havde pianisten imellem mig og publikum. dermed fotograferede jeg resten af aftenen i modlys, som altid giver en spændende effekt.

Efter at være kommet tilbage til hotellet og internettet igen ser jeg nu, at israelerne og palæstinenserne snart forventes at sætte sig til forhandlingsbordet igen.

Pyh… endnu en tur. Vi håber… det skal man. Men er skeptisk. Desværre. Beklager. Jeg har ikke set det nødvendige selvopgør med tidligere fastfrosne opfattelser fra parternes side. Så jeg tvivler… men håber.

Måske ville det hjælpe, hvis de bare allesammen kom på jazzklub her i Berlin og opdagede at livet er andet end hellige sten, helligt land og hellig krig.

Kølige drinks og god jazz-musik kan blæse lidt frisk luft igennem hjernen.

 


 

 
 

 

 

 

 

7. juli 2013
Hvor er det kreperligt, når gaden syder og koger… samtidig med at ens egen feber også gør det. Det giver en helt ny betydning af ordet ”frustrerende”, har jeg opdaget.

 
 

Jeg har været syg her i Kairo, mens verdenshistorien har udspillet sig omkring ørerne på mig. Modrevolutionen og militærkuppet imod den islamistiske præsident Mohamed Mursi løb af stabelen, mens jeg kæmpede med feberen og min influenza.

De første dage slæbte jeg mig ud i gaderne og fik filmet og fotograferet lidt, men så blev feberen så høj, at jeg måtte opgive det, og kun kunne slæbe mig fra min seng ud til balkonen, hvor jeg foran kameraet hostede mig igennem nogle hæse rapporter om, hvad der skete hernede til TV2 derhjemme.

Normalt ville jeg i den her slags situationer allerede have fået skrevet et par artikler til min hjemmeside og fået uploadet nogle fotogallerier og fotografiske dagbogsblade, men mens jeg kun lige formåede at stable mig selv på benene til at få rapporteret en smule hernede fra til TV2, så havde jeg ganske enkelt ikke den mindste smule energi tilbage til at få lavet noget som helst andet.

Her kommer lige en lille håndfuld fotos både for at vise Jer, at jeg fik fotograferet en lille smule på trods af alt, og også for lige så stille at få mig selv i gang med at bearbejde det materiale jeg i de mindste fik samlet sammen mens Egypten gennemgik sin Revolution 2.0

 
 

Først et par billeder fra en sen aftendemonstration foran Kulturministeriet i Kairo’s centrum, hvor anti-Mursi demonstranter kræver præsidentens afgang. Det er aftenen inden de første virkelig store anti-Mursi-demonstrationer for alvor markerer begyndelsen til slutningen for den første demokratisk valgte præsidents regeringsperiode.

De sidste billeder er fra Det muslimske Broderskabs støttedemonstration for Mohamed Mursi ved Rabae al-Adawiyeh-Moskeen i Nasr City i det nordlige Kairo.

Jeg har meget mere, og skal også nok i den kommende tid få skrevet lidt mere om de omtumlede dage her i Kairo og få uploadet et fotogalleri hernede fra. Men selv nu, hvor jeg officielt set ifølge termometret ikke længere burde opfatte mig selv som syg, så kræver det mere selvdisciplin, end jeg tilsyneladende er i besiddelse af, at få slæbt mig selv hen til tastaturet og få lavet ret meget andet end lige præcist det, jeg er tvunget til.

 

 
 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 







 


 

 
 

 

 

27. juni 2013
Jeg er i den heldige situation, at min søn deler min interesse for fotografi, selvom det er helt forskellige sider af fotografiet vi hvert især kaster os over. Men det giver os i hvert fald nogle dejlige udflugter sammen, når vi i fællesskab tager en spadseretur rundt i for eksempel Jerusalem, hvor vi bor, på jagt efter motiver. Som regel får vi også tid til at sætte os på en fortovscafe og spise lidt frokost sammen.

 
 

Billederne her er fra sådan en fotospadseretur, som Jonathan og jeg havde sammen i begyndelsen af måneden. Det er ikke hver gang, der overhovedet kommer noget brugbart ud af en sådan tur… nej, det er ikke rigtigt, vi har det altid sjovt sammen, så derfor kommer der altid noget ud af udflugterne, men det er som lystfiskeri: Man har det altid dejligt sammen, men det er ikke altid, at man fanger noget.

De ultra-ortodokse jøder er i deres særlige klædedragt, som slet ikke passer til det mellemøstlige klima, altid fotogene. Det samme er gamle traditionelle arabere, der også klæder sig i deres specielle klædedragt. Disse

 
 
motiver er nemme, hvis de tillader at man fotografere dem, men de er naturligvis ikke hele historien. Jerusalem er også en ganske almindelig moderne by med ganske almindelige, normale, moderne mennesker, men de er ofte bare kedelige, og derfor ikke så interessante at fotografere.

Det må jeg arbejde lidt mere med. Lære at se motiverne i den moderne, mere almindelige del af Jerusalem, for ellers får ens album en klar slagside i retning af det etniske, kulturelt usædvanlige, religiøst yderligtgående, og på en eller anden måde bliver det et fotografisk ”freak show”, som ikke har meget med virkeligheden at gøre.

Lige inden Jonathan og jeg nåede frem til den cafe, som vi gerne ville spise frokost på, passerede vi et ungt par, som deres påklædning og attitude taget i betragtning, næppe var særligt religiøse eller traditionelle. Pigen så, at jeg havde to store imponerende kameraer hængende over skulderen, så hun begyndte helt spontant at posere for mig, og jeg knipsede løs, så heldigvis fik jeg også et par brugbare billeder af en anden side af denne skøre by en blot frelste, hellige mænd i sære klædedragter. Men det fik jeg kun, fordi denne sjove, ekstroverte unge pige tog initiativet. Ikke mig. Jeg fotograferede blot, da hun begyndte at stille sig an.

Det fik mig til at beslutte, at jeg bliver nødt til at komme

 
 
udover min blufærdighedstærskel, optræde mere som Fotograf med stort "F", og på eget initiativ begynde at stoppe folk på gaden og sige til dem, at jeg gerne vil fotografere dem.

Det kræver lidt mod og overvindelse. Eller måske blot at jeg tager frokosten først, og får klynget et par gin & tonics ned for at styrke mig lidt af og hjælpe mig af med min blufærdighed.

 

 

 

 

 


 

 

 

 

 


 

 
 

26. juni 2013
Nahal David i Ein Gedi er en frodig dal, der strækker sig fra Det døde Hav og ind i den golde Judæa-ørken. Langt inde i bunden af dalen sørger en række kilder for, at her er vand selv midt i tørkeperioden, som vi er midt i nu.

I Israel regner det en 4-5 måneder om vinteren. Dog ofte med meget store mellemrum. De resterende 7-8 måneder falder der ikke en dråbe vand. Nedbøren falder naturligvis meget ujævnt over landet. Kystsletten der langsomt hæver sit op mod det centrale højland får så godt som al regnen, og er derfor også landets frugtbare kornkammer. Judæa-ørkenen som ligger på ”den forkerte” østlige side af denne bjergryg, som strækker sig nord-syd op igennem landet, får kun en mikroskopisk lille smule nedbør, og er derfor, som navnet siger, en tør, ugæstfri ørken.

Enkelte steder brydes denne knastørre goldhed på dramatisk vis af disse kilder, der midt i ødemarken pludselig forvandler det ellers tilsyneladende døde ingenting til en eksplosion af jungleagtig frodighed.

Sådan er det her i Nahal David. En grøn urskov kiler sig med dalen nogle kilometer ind i ørkenen. Det gør naturligvis dalen til en lille naturskøn perle i den her del af landet.

 
 
Ein Gedi er kendt fra Bibelen fordi det var her den unge, harpespillende fårehyrde David gemte sig for den jaloux Kong Saul, der efter han selv havde mistet Guds gunst efterstræbte denne i Guds øjne tilsyneladende ufejlbarlige ungersvend. En nat slog Saul og hans soldater lejr i åbningen af den samme klippehule, hvor David og hans mænd også havde søgt tilflugt for natten. Det er her historien så fortælles, at David i ly af mørket sneg sig ned til den sovende konge og skar et hjørne af hans kappe, for næste dag i sikkerhed oppe fra bjergene at kunne råbe Saul an og bevise, at han om natten kunne have myrdet ham, hvis det var det, han ville, men at intet lå ham fjernere, fordi han stadigvæk var loyal overfor sin konge.

 
 
Derfor hedder dalen Nahal David.

Tidligere på måneden tog jeg nogle af mine danske venner på en travetur igennem dette smukke naturreservat. Derfor får I lige et billede af et af de større vandfald i dalen, taget med min 14mm vidvinkellinse. Men det, der var udflugtens virkelige premiere, var, at jeg for første gang fik afprøvet min nye 70-200mm tele, som med en 2x-extender kan fordoble brændvidden til 400mm.

Det fik jeg brug for, da vi sidst på eftermiddagen var på vej ud af dalen igen, og pludselig hører sten komme raslende ned at klippesiden. Vi kigger op og ser en hel flok af områdets karakteristiske ibex’er, der hjemmevandt, bevæger sig højt oppe på bjergvæggen.

 


 

 

 
 
Dejlig gul raps, ikke så blå en himmel, som man kunne ønske sig, og træet kunne også være en smule mere gønt.

20. maj 2013
Jeg har længe haft kig på denne rapsmark nær Lohals på det nordlige Langeland. Marken er dejlig kuperet, og på en af bakkerne rejser dette prægtige, fritstående egetræ sig. Jeg tror i hvert fald, at det er et egetræ.

For mange år siden, da jeg stadigvæk fotograferede analogt, tog jeg et billede af den skrigende gule mark med det grønne træ og den blå himmel i baggrunden. Dejlig kulørt: Gult, grønt og blåt. Det billede vil jeg gerne tage igen, nu hvor jeg er begyndt at fotografere digitalt. Derfor kører jeg forbi marken med jævne mellemrum, når jeg alligevel er på øen i forårsmånederne.

Jeg har stadigvæk ikke fået billedet, jeg er ude efter. I forgårs, da jeg tog dette billede, var der et let skydække, der gjorde himmelen lidt for hvidlig og ikke dybblå, som jeg var ude efter. Jeg kom også for sent på dagen, hvor træet var en lidt for mørk silhuet og ikke så grøn, som jeg havde håbet.

Men det betyder jo bare endnu flere ture ud i naturen for at fotografere. Og det er jo slet ikke så skidt endda.


 
 
Iransk pilgrim ved Saida Zeinab's grav i Damaskus.

 

 

19. maj 2013
Den ene ville næppe synes om at blive sammenlignet med den anden, men overfladisk set er der i hvert fald ligheder mellem den hulkende iranske shi’a-muslim ved Saida Zeinab’s grav i Damaskus i Syrien, den ultra-ortodokse jøde, som sørger over Det andet Tempels ødelæggelse, ved Grædemuren i Jerusalem, og de kristne pilgrimme, der mindes deres frelser, når de kysser og kærtegner Salvelsesstenen, den stenplade i Gravkirken i Jerusalem, hvor de mener, at den døde Jesus blev lagt, efter han blev taget ned fra korset.

 
 
Ultra-ortodoks jøde ved Grædemuren i Jerusalem.

Alle tre store verdensreligioner påstår, at de vil gøre verden til et bedre sted, hvis vi blot alle fromt hengiver os til dem. Men alle er de mere optaget af sine egne fortidige sørgelige minder end de synes at være om deres nutidige naboer og medmennesker, som tillader sig at tvivle på de religiøse sandheder eller formaster sig til at tilhøre en anden tro.

I virkeligheden ligner mange religiøse hinanden i deres egen selvoptagethed og intolerance uanset tro. Sørgeligt når det burde være det diametralt modsatte. Alle de tre store monoteistiske religioner har i sig masser af medmenneskelighed, næstekærlighed og drømme om fred og harmoni. Men religiøse fanatikere

 
 
Kristne pilgrimme ved Salvelsesstenen i Gravkirken i Jerusalem.
formår alt for ofte at trække den menneskefjendske intolerance og idioti frem, som alle religiøse traditioner desværre også er forfærdelig rige på.

Problemet er, at alle vi andre lader dem få lov til at slippe af sted med det.

 

 

 

 

 


 

 
 
Det sammensatte HDR-billede.

 

15. maj 2013
Lysegrønt. Sol. Skiftende skydække. Lunt men med en lille brise. Umådelig flot forårsdag. Danmark når hun er allerskønnest. Især når man selv lige er ankommet hertil fra det borgerkrigshærgede Syrien. Så er alt dansk bare smukt, kønt, fredeligt, fotogent, venligt, dejligt og vidunderligt.

Jeg havde en fantastisk hyggelig eftermiddag hos min gode ven, TV 2-kollega og medsammensvorne udi amatørfotografiet – John Rasmussen, som bor midt ude i naturen i det smukke sydfynske landskab – ikke langt fra Faaborg.

Det var nogle gode timer. Spadseretur ude i det grønne. Johns hund fik motioneret sig, tygget på områdets nedfaldne grene og pisset sit territorium af. John og jeg fik snakket, masser af frisk luft, nydt naturen og taget nogle billeder. Sikkert lidt som andre går på jagt. Vi gjordet det blot med fotografiapparatet over skulderen i stedet for et gevær. (Derfor var det ostemadder, vi fik bagefter, og ikke helstegt dyreryg.)

 
 
Underbelyst version, hvorfra kun de få højlysområder bliver brugt.

Mine evner indenfor fotografiet er meget begrænsede på det tekniske område. Jeg forsøger hele tiden at lære nyt og mere, men er endnu langt fra at mestre noget som helst avanceret. Mine færdigheder består mest i at kunne komme tæt på de mennesker, jeg gerne vil fotografere.

John derimod mestrer teknikken, og han deler gavmildt ud af sin viden. Det nyder jeg godt af.

Jeg har længe drømt om at arbejde med det såkaldte HDR – High Dynamic Range. Det vil sige, at man får meget mere med i fotografiets skygge- og højlysområder, end man gør ved normal fotografering.

Tager man for eksempel billeder indendørs, og vil have mulighed for at se, hvad der står i stuens skyggefulde hjørner, og derfor måler lyset efter det, så vaskes udsigten ud igennem vinduerne helt bort i hvidt højlys. Ønsker man at kunne nyde udsigten fra vinduerne, kommer stuen i stedet til at henligge i mørke. Det samme er tilfældet ude i naturen, hvis man befinder sig inde under et skyggefuldt bladhang, og solen skinner ned igennem træernes blade og grene, så må man vælge, hvad der skal eksponeres korrekt: Skyggeområderne eller højlyset, for man kan ikke få det hele med. Teknikken magter ganske enkelt ikke at spænde over hele området, når den dynamiske spændvidde mellem skygge- og højlys er for stor.

 
 
Samme billede i nogenlunde korrekt eksponering.

Men – hvis der ikke er noget, der bevæger sig for hurtigt i billedet, så kan man tage tre, fem eller syv fotos at det samme motiv – belyst forskelligt. Et på den korrekte eksponeringstid, og så et par andre på henholdsvis ét og to stop over og endnu to fotos på samme måde undereksponeret et og to stop. Disse fem fotos – et korrekt eksponeret, to under- og to overbelyste – smelter man så sammen i et særligt computerprogram, som automatisk vælger alle de korrekt eksponerede bidder ud af de fem fotos, og broderer dem sammen i et fotografisk patchwork, hvor man ikke kan se ”syningerne”, men blot står tilbage med et fotografi, som selvom lysforholdene er umulige, alligevel er korrekt eksponeret over det hele.

Nogle fotografer bearbejder deres HDR-fotos i en så outreret grad, at alle og enhver kan se, at der er manipuleret med billedet. Det er også en stil. Jeg kan dog bedst selv lide, når man gør det så diskret, at beskueren ikke opdage, at billedet er bearbejdet, men blot synes at det er et utrolig flot fotografi, der får det hele med trods de udfordrende lysforhold.

 
 
Og her samme motiv i den overbelyste udgave. Herfra bruges de mørke områder - f.eks. træstammen, hvor mosset i denne udgave lige kan anes.

Jeg kan ikke selv gøre det. Jeg har aldrig arbejdet med HDR. Kun drømt om det. Men det kan John. Og i dag tryllede han med nogle af mine billeder.

På turen havde jeg lavet flere serier på tre fotos af det samme motiv, optaget med forskellige lukkertider. Dem sad John og strikkede sammen. Her er et af dem af en lille skovsø lige overfor hans hus.

Først ser I det færdige HDR-foto, og derefter de tre forstadier: Det underbelyste, det korrekt eksponerede og det overbelyste.

Havde jeg ikke fortalt Jer det, ville I næppe have gættet, at det flotte foto var en sammenstrikning af tre andre fotos. Og det er heller ikke meningen. Resultatet er så flot, at lige så snart, jeg har postet dette, skal jeg ud og browse på nettet og finde mig et HDR-program. Det er der bare fantastiske muligheder i.


 

 
 

9. maj 2013
På grund af konflikten er der mangel på brød mange steder. I den her del af verden er brød så vigtig, som kartofler er det for mange traditionelt spisende danskere. Så mangler man brød, er det noget, der kan mærkes.

Når der pludselig er brød i et af de lokale bagerier, så stimler folk sammen. Der er kæmpemæssige køer. Folk kommer hele tiden op at skændes om, hvem der er først i køen. Disse lange brødkøer er også ofte mål for de kæmpende parter. En bombe eller en granat ned i en sådan brødkø, giver masser af dræbte og lemlæstede. Så bestialsk er borgerkrigen.

Begge parter beskylder konstant hinanden for bevidst at ramme disse køer af civile, der venter på at kunne købe subsidieret brød i et af de lokale bagerier. Det er blot endnu en af de mange tragiske sider af denne ulykkelige, blodige borgerkrig her i Syrien.

Vi filmede sådan en brødkø, og var også inde i bageriet. Men det billede, jeg synes bedst om, er det her af to drenge. En der stadigvæk venter, og en anden der lige har modtaget sin families brødration, og nu er på vej hjem.

Jeg ville nok ikke have lagt brødet op ovenpå håret. Men hår i maden er naturligvis det mindste problem i det her område i øjeblikket.

 


 

 
 

8. maj 2013
Endnu et billede fra Zeida Zeinab i Damaskus. Livet er langsomt vendt tilbage til bydelen, hvor der ellers har været voldsomme kampe. Der falder stadigvæk granater her fra tid til anden, men folk forsøger at leve et så normalt liv her som muligt på trods af situationen.

Fordi stedet under normale omstændigheder er et valfartssted for shi’itiske pilgrimme, fordi Saida Zeinab’s grav ligger inde i den lokale moske, så er her en række små hoteller og herberger, som de rejsende bruger, når de besøger stedet. Det gør de ikke i øjeblikket, så derfor er alle hotellerne fyldt op af nogle af de internt fordrevne syrere, der er flygtet fra krigen andre steder i oplandet eller som helt har mistet deres hjem på grund af krigen.

Efter besøget inde i moskeen vandrede vi lidt rundt i gaderne omkring, for at filme dagliglivet, som var vendt tilbage.

 
 

Som det altid er tilfældet i den slags situationer, så begynder de lokale børn at løbe i vejen for min TV-kameramand, og dermed gøre det svært for ham at arbejde. Derfor brugte jeg det sædvanlige trick, som jeg allerede tidligere har skrevet om, at tage billeder af børnene, og vise dem billederne bag på mit digitale kamera, så jeg kunne holde dem på afstand af Jens Dalhøj, som forsøgte at sikre nogle sekvenser, der kunne bruges til TV2/Nyhederne.

Det er nogle af disse børn, I kan se et billede af her.

Først billedet, som det tager sig ud i mit album fra turen. Og derefter billedet ubeskåret, hvor I kan se Jens ude i højre side, som filmer dagliglivet, mens børnene i stedet poserer for mig.

Det lykkedes.

Desværre tillod de syriske myndigheder ikke, at vi filmede andet, end det, der så fint og normalt ud. Vi måtte ikke filme de nærliggende ødelæggelser. Ikke et eneste billede af soldater eller andre med våben, måtte vi tage. Ingen check points. Heller ikke en ellers næsten antik pansret mandskabsvogn på gaden, måtte vi filme. Selvom panservognen ville få plads i et militærmuseum andre steder i verden, fordi den er totalt forældet, så er den en stor militær hemmelighed i Syrien.

Intet som helst som havde med konflikten at gøre, fik vi lov til at filme. Vi måtte kun filme det, som viste oprørernes umenneskelighed, og det som viste, at alt var godt på myndighedernes side. Derfor valgte vi, at vi ikke ville sende indslag hjem fra Syrien, og lavede kun LIVE-transmissioner. Ellers ville de syriske myndigheder have haft held til at få vores dækning til at tage sig ud som ren pro-Assad-propaganda. Som om alt er vel og normaliteten genoprettet. Det ville vi ikke være med til.

Derfor: En længere reportagerejse til Syrien næsten uden indslag. Til slut forlod vi landet i protest imod myndighedernes uærlighed. Kunne vi ikke få lov til at arbejde, var der ingen grund til at spilde tiden og risikere livet. Men det er alt sammen en anden historie.

 


 

 
 

7. maj 2013
De vil garanteret ikke selv synes om det, fordi her synes ingen om at blive sammenlignet med noget som helst, der har med jødedommen at gøre, men man kunne næsten kaldet det for en af shi’a-muslimernes grædemurer. Sådan ser det i hvert fald næsten ud.

Vi er i Damaskus. I det kvarter, der hedder Saida Zeinab. Det var en gang en landsby udenfor hovedstaden, men nu er storbyen vokset helt herud, og Saida Zeinab er i dag en bydel af den syriske hovedstad.

Området ligger lige omkring lufthavnen, og det er en af grundene til at bydelen er blevet en af de faste slagmarker i landets tragiske og blodige borgerkrig. Det har givetvis heller ikke hjulpet, at en stor del af områdets beboere er shi’a-muslimer, fordi den lokale moske, som er bygget op omkring Saida Zeinab’s gravmæle, er et helligt sted for shi’iter, som kommer langvejsfra – helt fra Iran – for at bede og græde ved denne hellige kvindes grav.

Saida er den kvindelige udgave af Said, hvilket er titlen for en, der nedstammer i lige linje direkte fra profeten. Og det gør Zeinab. Hun var datter af Ali, som er den khalif, hele shi’ismen følger, og søster til Imam Hussein, som også er en af shi’iternes hellige mænd og første martyrer.

Jeg besøgte Saida Zeinab-moskeen i dag, og mens vi var der, ramte en solstråle fra et af vinduerne i kuplen lige ned på væggen til Zeinab’s grav, lige der hvor denne iranske pilgrim stod og bad. Det billede måtte jeg have.

 


 

 
 

 

 

 

10. april 2013
Det er skamfuldt, at jeg ikke har skrevet her til Fotodagbogen i mere end to måneder. Jeg beklager. Det skyldes ikke manglende interesse, men tværtimod et eller andet sært teknisk problem, som betyder, at jeg ikke kan komme ind på hjemmesiden fra visse steder i verden. Og da jeg det meste af tiden befinder mig ”visse steder i verden”, så er det jo lidt problematisk. Det

 
 
eneste, jeg kan sige til mit forsvar er, at jeg i morgen skal til møde med det web-hotel, som huser min hjemmeside, og at de forsøger at finde en løsning på problemet. Mere om det en anden gang.

Her blot et par fotonyheder fra min egen private verden.

Jeg har lige fået mig en hel masse nyt udstyr, som jeg er i gang med at lege med for at lære det at kende.

Den linse, som jeg længe har været ude efter, er Canons EF 16-35 mm L f/2.8. I brændvidde passer den til den EF-S 10-22 mm vidvinkelzoom, jeg i sin tid havde til min 30D’er. Men da den serie af Canons kameraer har

 
 
en lidt mindre sensor, så er 16-35’eren perspektivmæssigt nogenlunde det samme som 10-22’eren. Men naturligvis er glasset i L-linserne meget bedre, og det samme er kvaliteten af full frame-sensoren i et 5D Mark II kamera. Jeg elskede 10-22’eren, så da jeg gik op til full frame (24x36 mm sensor), drømte jeg om dette objektiv.

Da jeg så var ude for at købe denne længe ventede vidvinkellinse (læs om det ovre i foto-artiklen ”Et ondt udseende stykke glas”), så faldt jeg også over en 14 mm L f/2.8 II.

Jeg troede, at den var alt for vidvinklet til at være rigtig brugbar, men jeg købte den alligevel. Både fordi den så så ond og sexet ud, men også fordi det kunne være sjovt at se, hvad den kunne lave af narrestreger.

Stor var min overraskelse naturligvis, da jeg opdagede, at den næsten er meget sjovere at arbejde med end 16-36’eren. Og mest af alt: Den er skarpere og klarere, og den forvrænger ikke så meget i kanterne på 14 mm, som 16-36’eren gør ved 16 mm.

Jeg troede, at 14 mm’eren ville være helt ”fiskeøjet”, fordi den med sin mildt sagt noget fremstående første linse, som stiller helt ud af objektivet, faktisk ligner et fiskeøjeobjektiv. Men det er det ikke. Linjerne er ikke ekstremt forvredne.

 
 

Det er klart, at der er nogle udfordringer, når man fotograferer med en sådan linse. Men forstår man dens svagheder, og undgår dem, og udnytter den lige præcist i de situationer og til de motivtyper, hvor den står stærkt, så er den virkelig god. Snarere ekstremt god. Hvis jeg ikke passer på, kan den ment gå hen og blive mit mest elskede objektiv.

Her kommer i hvert fald en række billeder, som jeg har optaget med den nede ved og omkring Grædemuren i Jerusalems Gamle Bydel.

Jeg har også fået en del andet nyt udstyr. Blandt andet en ny tele-zoom, som de fleste professionelle fotografer elsker, nemlig 70-200 mm L f/2.8 II. Dertil har jeg også anskaffet en 2x forlænger, som betyder, at zoomen kan blive en 140-400 mm, men naturligvis også med en forlængelsesfaktor på 2x største blænderåbning.

Denne zoom er jeg slet ikke kommet i gang med at lege med, fordi min sidste nyanskaffelse også helt har taget pusten fra mig. Jeg har nemlig også lige fået det nye Canon EOS 5D Mark III-kamera. Jeg har indtil nu fotograferet med 5D Mark II’eren, og troede at III’eren kun var en moderat opgradering. Men det er det ikke. Det er et helt nyt kamera, og det er væsentligt bedre på en lang række områder.

 
 

Dertil har jeg også fået den nye EF 24-70 mm L f/2.8 II, som også er en ekstrem forbedring af sin forgænger. Denne zoom sammen med det nye Mark III-kamera bliver uden tvivl den daglige standardopsætning, jeg som udgangspunkt altid til arbejde med.

Det er noget superb udstyr, som jeg glæder mig til at lære at kende. Det eneste problem er, at mit udstyr nu er så godt, så kommer jeg ikke samtidig til at lave fantastiske billeder med det, så har jeg ikke nogen som helst undskyldning andet end at det er mine evner, der har mangler, og det kan være ødelæggende for ens hårdt prøvede ego.

 
 

 
 

 

 

 

 

 

 

 





















 

 
 

6. februar 2013
Jeg har kendt til ham fra barnsben blot uden selv at vide det.

En af mine yndlingsbøger i mit barndomshjem var en fotobog, der hed ”The Family of Man”. Hundredvis af fantastiske fotos af mennesker fra hele verden. En bog, som jeg langt senere fandt ud af, var vokset ud af en udstilling på MoMA – Museum of Modern Art i New York. For mig var det bare en fantastisk bog med de mest vidunderlige billeder, som kunne give min fantasi vinger. Ét af disse fotografier brændte sig særligt ind i min erindring. Det viser to små børn, der hånd i hånd går igennem en hulvej i skoven ind mod en lysning, hvor solen stråler. Til et sikkert sted. Et drømmenes sted. Et sted fuld af eventyr.

”The Walk to Paradise Garden” hedder det, og det er taget af den amerikanske fotograf W. Eugene Smith. Hver eneste gang jeg ser dette billede, føres jeg tilbage til det hyggelige læsehjørne i mit barndomshjem.

Først da jeg selv mange år senere begyndte at beskæftige mig mere seriøst med fotografi, og forsøgte at tage ved lære af fagets store mestre, stødte jeg igen på billedet og fandt ved den lejlighed ud af, hvem der stod bag fotografiet, nemlig W. Eugene Smith og hvad han i øvrigt ellers var for en karl.

I dag betragtes W. Eugene Smith som foto-essayets fader, og som sådan skriver han sig ind som en af pionererne indenfor fotojournalistikken. Han tog ikke bare billeder som illustrationer til en tekst, skrevet af en journalist. Han lavede billedfortællinger, sine egne foto-essays. Projekter som var helt hans egne. Og han tålte ikke nogen indblanding fra andre.

Læs hele mit portræt af W. Eugene Smith her. Og, hvis du som jeg er interesseret i fotografi, så bemærk, at jeg ovre under BLOG i den sorte emnebjælke øverst på siden, har samlet de fleste af mine skriverier om fotografi.

 


 

 
 

2. februar 2013
Området op imod det egyptiske parlament og overhuset – Shura Council – er blevet afspærret af betonmure. Det er flere af gaderne, der fører ind til den amerikanske ambassade i Garden City, også.

Demonstranterne har med deres sædvanlige sans for humor malet en kæmpemæssig ”Smily” på betonmuren, der nu pludselig skærer en af Kairos hovedgader over, hvilket naturligvis skaber endnu mere trafikkaos i nogen af den egyptiske hovedstads andre overfyldte gader og hovedstrøg.

Flere steder passer de terningeformede betonblokke ikke helt sammen, og det efterlader kighuller i hjørnerne, hvor igennem man kan holde øje med, hvad de egyptiske urobetjente foredrager sig ovre på den anden side, når der ikke er højtråbende, vrede protestdemonstrationer og tåregassen hænger tykt i luften.

Der er klart nok andre fotogene bygningsværker i Egypten end pyramiderne. Dette her står dog nok ikke om 5.000 år… forhåbentlig.



 


 
 
29. januar 2013
Nu har jeg i det sidste stykke tid uploadet masser af billeder af ultra-ortodokse jøder herfra Jerusalem, fordi det lige er dem, jeg den seneste tid har beskæftiget mig med.

Har lige skullet rydde op på en af mine harddiske og måtte derfor omplacere en del fotoalbums. I den proces faldt jeg over dette billede her. Det ku’ ligne endnu en ultra-ortodoks jøde fra Mea Shearim, men det er faktisk er en troende palæstinensisk muslim. Til tider er der flere ligheder end forskelle. For et stykke tid siden bad han sammen med mange andre palæstinensere udendørs på et fortov lige overfor Den gamle Bydel, fordi der på det tidspunkt var en ret anspændt situation, og politiet derfor kun tillod ældre mænd og kvinder at komme op til Al Aqsa-moskeen for at bede ved fredagsbønnen. De unge mænd måtte ikke komme ind. Det var politiets måde og forsøge at undgå voldelige sammenstød bagefter, hvilket også lykkedes. I protest bad de unge i stedet på fortovet udenfor.

Lyset faldt helt rigtigt på den unge mand, mens baggrunden var i dejlig skygge. For at blive i det religiøse, så hjælper det naturligvis at Gud selv sætter lyset for en, når man nu ikke selv er så god til flash-fotografering.

 

 


 

 


 
 
27. januar 2013
"I kan kalde mig "Moishe"," sagde han, for han ville ikke give os sit rigtige navn, men i det mindste ville han dog tale med os. Det var der ikke ret mange andre i kvarteret, der ville. Vi blev faktisk i ret uvenlige vendinger bedt om at skrubbe af.

Undervejs forsøgte jeg at spørge til højre og venstre, om nogen ville tale med os om det israelske valg. Alle sagde nej, indtil denne hyggeligt udseende, gamle mand fra den gruppe, man kalder Toldot Aharon (nogen af de mest yderligtgående), bag ryggen på os hviskede, at vi kunne følge ham på pæn afstand, så ingen opdagede det, og så kunne vi finde et afsides, uforstyrret sted, hvor han ville tale med os.

Så helt James Bond-agtigt ”skyggede” vi den gamle herre igennem Mea Shearim’s gader om til et ubebygget område bag nogle affaldscontainere, hvor interviewet blev gennemført på jiddish, et gammelt, næsten afdødt sprog, som jøderne talte i Europa før Den anden Verdenskrig.

”Moishe” og hans gren af de ultra-ortodokse jøder vil ikke deltage i valget, og de opfordrede alle andre ”ordentlige jøder” til også at boykotte det. Det ville end ikke, efter ”Moishe’s” mening være godt, hvis andre ultra-ortodokse blev valgt ind i Knesset:

”De vil blot selv blive korrumperede”, sagde han. ”De onde kræfters magt er langt større end det godes. De ultra-ortodokse vil blive tvunget til at gå på kompromis, og så ender det med, at de skærer skive efter skive af Torah’en – Moseloven.”

Interviewet tog kun meget kort tid. Han ville ikke opdages. Så det lykkedes mig kun at få taget to brugbare optagelser af den gamle mand og hans ven. Det ene af dem er det her.

 


 

 
 


26. januar 2026
Mange ultra-ortodokse jøder vil ikke fotograferes. De mener direkte at billeder af mennesker er en hån imod Gud. Det kan du læse mere om i min blog-artikel ”Når de, der ikke vil fotograferes, fotograferer”.

Men selvom mange af disse yderst fromme og gudfrygtige mennesker, som mener, at de ved mere om, hvad Gud mener og ønsker, end vi andre, er imod at lade sig portrættere, så nyder de alligevel at have portrætter på væggen af de store, indflydelsesrige rabbinere, som de hver især selv støtter. Det viser, hvor fromme og dybt religiøse, de er.

Jeg havde lige hævet mit kamera, for at tage et billede af denne ultra-ortodokse mand på gaden her, men han ville ikke fotograferes, så han snurrede rundt, vendte ryggen til mig, og begyndte at kigge på portrætterne af de mange store ultra-ortodokse rabbinere, som godt ville lade sig fotografere, så man kan købe deres portræt i den lokale rammeforretning.

Sært!

Men jo mere mærkelig ting er, jo mindre de giver mening, jo mere normale er de her i byen. For her er det ikke meget, der giver mening. Det her er nemlig Jerusalem!




 
 
20. januar 2013
Her til aften var vi ude i valghovedkvarteret hos et af de ultra-ortodokse jødiske partier, som er midt i den hektiske slutspurt på valgkampen op til det israelske parlamentsvalg tirsdag.

Overalt styrtede unge religiøse jøder rundt i deres sorte jakker og hvide skjorter. Filthattene havde de fleste dog lagt fra sig i små, nette stabler ovenpå skabe og hylder.

I et kontor så jeg sådan et par stabler, placeret med lidt afstand, så jeg imellem dem i vinduesruden – der var vippet udad for at få lidt frisk luft ind – kunne se spejlbilledet af de unge partiaktivister, der arbejdede omme bagved skabet.

Det var naturligvis et motiv, jeg måtte have.

Jeg skød et par billeder, men så opdagede en af de unge partiaktivister, at jeg stod udenfor døren og fotograferede dem.

Han rejste sig op, og stak hovedet lige præcist ind mellem hattene, og jeg trykkede igen et par gange på udløseren.

 


 

 
 



09. januar 2013
Nogle gange skal der blot nogle former og lidt lys og skygge til at lave et interessant mønster, som det er værd at fotografere.

Det her er fra min hotelbalkon i Egyptens hovedstad Kairo. Jeg stod og kiggede ud over Nilen i aftenlyset og opdagede så, at personalet var ved at vaske fliserne i haven nedenunder. Alle bambusstolene var skubbet sammen ovre i en krog, og den lavtstående sol lavede et smukt, regelmæssigt lys- og skygge-mønster med stolenes bambus.

 
 

Det næste fotografi er fra Rudkøbing på Langeland. Jeg var inde i byen for at købe en ny støvsuger, og det viste sig, at den baggård, hvor jeg parkerede bilen, var fuld af interessante gamle vægge på fabriks- og lagerbygninger, som en gang havde set bedre dage, men, som netop fordi de stod og forfaldt, var som skabte til at blive fotograferet i sort-hvidt.

Fra Kairo til Rudkøbing. Der er billeder alle vegne.

 


 


 

 
 

8. januar 2013
Det øser ned… nej, meget mere end det. Det regner tove. Og nedbøren er kombineret med et stormvejr, som vi ikke har set mage til i mange år her i Israel. Sådan har det allerede været i et par dage, og meteorologerne siger, at det vil fortsætte indtil weekenden.

Der er ikke mange typer vejr, der ikke egner sig til en eller anden form for fotografering, men det vejr, vi har lige nu her i Jerusalem, det gør det i hvert fald ikke. Ikke for mig, for jeg har ikke noget undervandskamera.

Derfor har jeg siddet indendørs med knitrende ild i pejsen, med varm te i kruset og bladret igennem mit fotoarkiv på harddisken. Det er nemlig også en givtig beskæftigelse. En ting er de motiver, man opdager, når man er ude i felten, og som man straks får hentet ud og bearbejdet, når man kommer hjem, men så er der også alle de billeder, man glemmer, og som bare ligger og samler virtuelt støv på harddisken for måske aldrig at blive opdaget igen. Jeg finder ofte, når jeg ind imellem tager mig tid til at bladre gamle files igennem, ganske udmærkede billeder, som jeg ikke bemærkede i første omgang.

Billedet her for eksempel stammer fra den jødiske bosættelse Kiriyat Arba lige udenfor Hebron på Vestbredden. Vi var dernede for at filme nogle unge, som netop havde oprettet en ret interimistisk bosættelses-udpost, og da det faldt sammen med den jødiske helligdag Simcha Torah, var der fest nede på byens torv.

Underholdningen stod et ultra-ortodokst rockband for. Ja. Det lyder selvmodsigende. Men Davids Salmer kan godt sættes til rock and roll og udsættes for el-guitar, mens rabbineren får viftet lidt rundt med skægget under guitarsoloen.

Her er et af band-medlemmerne i hvert fald

 

 


 

 
 

 

Se de øvrige års Fotodagbog ved at klikke på et af linkene herunder:

Fotodagbogen 2010

Fotodagbogen 2011 – 1. del

Fotodagbogen 2011 – 2. del

Fotodagbogen 2012