Fotodagbog 2012
Fotodagbogen går nu ind i sit tredje år, og dermed bliver den delt op igen, så 2012 kan få en side for sig selv. Det er ikke noget, jeg gør, bare for at der skal blive mange sider at bladre i. Jeg gør det, fordi siden ellers bliver for lang, og med de mange fotografier bliver den dermed for tung og langsom at downloade. En skønne dag finder jeg nok en bedre og mere hensigtsmæssig løsning på det.
Fotodagbogen er blevet uhyre populær. Den er, kan jeg se, en af de sider, der har flest besøg af alt på min hjemmeside. Fotodagbogen har også pisket mig til at fotografere noget mere, og få en smule mere disciplin i mit arbejde med fotografiet, så der sker noget på siden, og det har alt andet lige været godt for min fotografering.
Og slutteligt – jeg ved ikke om det er at gå for langt – så tror jeg, at Fotodagbogen har været en vigtig faktor, der har været medvirkende til, at jeg nu får udgivet fotobogen ”Untold Stories”, som i vid udstrækning også er foto-essays som dem, I finder her på siden. Så på den måde er fotodagbogen også blevet vigtig for mig.
* * *
Fotodagbogen 2010 finder du nu her:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2010/
Fotodagbogen 2011 – 1.del:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2011/
Fotodagbogen 2011 – 2. del:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2011-2-del/
19. februar 2012
Folk trak kraven op om ørene og skyndte sig hen ad gaden. Undervejs søgte de ly under baldakiner, markiser og andet, så meget de kunne. Regnen silede ned, og det var koldt. Ikke en dag at være udendørs i.
Vi var ankommet til den nordlibanesiske Middelhavsby Tripoli nogle timer forinden, og skulle blandt andet filme fredagsbønnen i byens gamle, centrale moské i bazaarkvarteret.
Vi ankommer et times tid inden bønnen skal begynde, for vi skal først have overtalt imamen til at give os tilladelse til at filme under seancen. Den får vi ret hurtigt. Vi må blot ikke bevæge os rundt, mens folk
Hele tiden bevæger han sig over til vinduerne ud mod moskéens gårdsplads, hvor de bedende skal vaske sig, inden de kommer ind. Han stirrer ned mod porten ud mod bazaarkvarteret.
”Dukker der ikke snart nogle flere op”, synes han at spørge. ”Regnen alene kan vel ikke få folk til at opgive fredagsbønnen.”
Normalt kan jeg bedst lide at fotografere folk forfra, så man kan se deres ansigt og vigtigst af alt deres øjne. Derfor ventede jeg også her med kameraet skudklart, så jeg kunne få imamen forfra, når han vendte sig. Men interessant nok, så er det et langt mindre interessant billede, end det første, hvor den gamle mand spejder udover gårdspladsen. Hvor imamen kigger ud, der sker der noget, da spørger vi os selv, hvad mon han tænker, hvorfor er det så afgørende, hvad vil der ske.
Her er et eksempel på, at et rygskud indimellem kan være mere interessant end en frontalt portræt.
18. februar 2012
Vi var egentlig i den nordlibanesiske by Tripoli fredag for at interviewe den salafistiske imam Omar Bakri, gå til fredagsbøn og derefter filme de demonstrationer, der altid i denne tid kommer i kølvandet på fredagsbønnen.
Det gik dog ikke helt efter planen. Demonstrationen udeblev for vejret var dårligt. Dårligt vejr er i virkeligheden en underdrivelse.
Det var et mega-uvejr. Et skybrud af bibelske proportioner. Vandet bare væltede ned.
Lige ovre på den anden side af grænsen, i Homs i Syrien, hvor de værste kampe finder sted, sneede det. Endnu en byrde lagt på skuldrende af de ulykkelige mennesker, som allerede kæmper en daglig kamp for at overleve. Der er ikke nogen elektricitet i byen. Der er ikke blevet kørt flaskegas ind, og det brænde, folk måske havde i begyndelsen af konflikten, er for længst brugt op. Så civilbefolkningen, der er fanget i den omringede by, må nu slås både for at overleve granaterne og for ikke at fryse ihjel under snedækket.
Jeg har mange gange forsøgt at fotografere regnvejr, fordi rigtige fotografer altid siger, at der ikke er noget vejr, der ikke er godt foto-vejr. Enhver form for vejr kan bruges. Jeg har bare aldrig haft særlig megen succes med regn.
Men – nu stod vi her, i Tripoli. Den demonstration vi havde ventet, fandt ikke sted. En løbetur igennem skybruddet hen til vores bil ville ødelægge vores udstyr, så vi venter i læ under den gamle buegang udenfor moskéen, hvor vi netop har filmet fredagsbønnen, og jeg forsøger endnu en gang at fotografere regnvejr.
Først forsøger jeg mig med korte lukkertider, der fryser regnen fast. Ligesom fanger dråberne i faldet. Men man skal godt nok kigge godt efter, for at se, at alle de små hvide prikker er regndråber. Derfor venter jeg naturligvis til at et par folk krydser gårdspladsen, en af dem heldigvis med en paraply, blot så der ikke skal være nogen tvivl.
Jeg forsøger mig også med et par optagelser på lang lukkertid, hvor regnen når at falde et stykke vej, mens kameraet eksponerer billedet. Derfor får vandet sådan et nærmest silkeagtigt sammenhængende forløb.
Jeg havde ikke noget stativ, så når man tager billeder på 1/30 til 1/8 sekund, må man støtte fotografiapparatet på noget. Jeg forsøgte at klemme kameraet op mod en søjle, og holde det så fast og stille som muligt, mens jeg trykkede af. Hver gang skød jeg en kort serie af billeder, i håb om at bare et af dem ikke ville være for rystet.
Her får du lige nogle eksempler på et libanesisk regnvejr.
Vi er lige ankommet til Wadi Khaled, der ligger i Libanon men kun 30 km fra den krigshærgede syriske by Homs. Vi stopper ved en garage, hvor vi kan se en stor gruppe syriske flygtninge stimle sammen om den smalle åbning ind til en dunkel garage. Der deles brugt tøj ud. En vagtmand indenfor sørger for, at flygtningene kun kommer ind i små grupper, så der ikke opstår totalt kaos.
Til min store overraskelse har vi ikke problemer med at få flygtningene til at give interviews. Både med deres ansigter på skærmen og rigtige navn. Jeg spørger dem et par gange, om vi skal ændrer deres navn af hensyn til deres egen eller deres familiers sikkerhed, men nej. De er stolte, værdige og selvom de nu er sårbare flygtninge, vil de stå ved deres kritik af Bashar al-Assads regime.
Jeg interviewer dem, og min kameramand filmer. Mens min libanesiske chauffør oversætter et af spørgsmålene til en af de ældre kvinder, tager jeg et par billeder af hendes barnebarn, som hun holder i hånden.
Det billede og det bekymrede barneansigt fortæller mere om situationen end mine interviews.
Familien er kun delvist kommer herover i sikkerhed i Libanon. Fire kvinder og seks børn – en bedstemor, hendes tre døtre og deres børn. Alle mændene er stadigvæk tilbage i Homs, hvor de kæmper imod regeringsstyrkerne, som bombarderer byen. Ingen har hørt fra dem i dagevis. Kvinderne ved ikke, om de nogensinde får dem at se igen.
Mændene kæmper for frihed og en menneskeværdig tilværelse ovre i Homs. Kvinderne gør det herovre i Libanon ved at beskytte børnene og give deres øjenvidneberetninger videre til verdenspressen. Alle udviser de et fantastisk stort mod. Men børnene er bange og bekymrede.
Der er en afgrund imellem drøm og virkelighed. Det ved alle.
Her i Mellemøsten er det dog ikke altid, at folk, man taler med synes at se forskellen. For mange hernede er drømmen ofte et bedre tilflugtssted end den ubehagelige virkelighed, der omgiver dem. En virkelighedsflugt man møder fra top til bund i samfundene hernede.
Kan man ikke lide den rigtige virkelighed, opfinder man bare en anden.
Præsident Hosni Mubaraks regime stemplede de udenlandske medier som ”spioner, bøller og undergravende elementer”, der organiserede og stod bag urolighederne. Jeg blev tævet med køller under opstanden, hvorfor skulle jeg dog selv have organiseret det?
Medlemmerne af Det muslimske Broderskab, som nu får magten i Egypten, siger, at Islam er det ultimative udtryk for frihed. Perfektionen af friheden. Og de tror på det. Vi får se, om kvinder, kristne, homoseksuelle og andre udsatte minoriteter opfatter det på samme måde.
Oberst Muammar Gadaffi sagde med stor overbevisning, ”mit folk elsker mig”, og han troede tilsyneladende på det… indtil folket henrettede ham, og bagefter dansede begejstret i gaderne.
”Vi elsker vores præsident”, sagde professoren i Saddam-portrætmaling på kunstakademiet i Bagdad, da jeg for mange år siden spurgte ham, om han ikke, som kunstnere i mange andre lande, også kunne tænke sig at ind imellem lave en karikatur af Saddam Hussein. ”Vi bider ikke hånden, der giver os vores føde”, svarede han fornærmet.
Arabiske kunstnere lavede helteportrætter af diktatorerne, slikkede tyrannerne i røven og skrev hyldestdigte til dem. Ny hylder de samme kunstnere pludselig Det arabiske Forår, og påstår, at de i virkeligheden altid tilhørte oppositionen. En hån mod dem, der faktisk gjorde det, og blev smidt i fængsel, tortureret eller tvunget i eksil.
Præsident Bashar al-Assad sagde i sit interview med ABC's Barbara Walters: "Vi dræber ikke folk... ingen regering i verden, dræber sin egen befolkning, med mindre den ledes af en sindsyg person." Om Assad selv tror på det, eller om han ikke længere er ved sine sansers fulde fem, ved jeg ikke. Men hans regime myrder faktisk befolkningen.
Alle disse mange skøre tanker på en spadseretur igennem Beirut, hvor jeg så reklameskiltet om drømmeboligen foran ruinen her.
Drøm og virkelighed!
06. februar 2012
Jeg har, som mange af Jer sikkert allerede har opdaget, lige udgivet en bog med mine egne fotografier, hvilket jeg naturligvis er umådelig stolt over. Men… og det er et ”men” – jeg synes selv, når jeg bladre igennem bogen, at jeg gerne ville have haft flere sort/hvide fotos og færre farvebilleder.
Når jeg bladre igennem bogen er der for mange kulører?!?
Hvad er det nu for noget? Det er da underligt.
Sort/hvid er gammeldags. Farver en moderne forbedring. Et skridt op af udviklingsstigen.
Hvorfor skulle man dog gå baglæns?
Og alligevel nyder jeg et virkelig godt sort/hvidt foto langt mere end et farvebillede. Det er svært at forklare.
Hvis udviklingen havde været den anden: Havde vi opfundet farvefotografiet fra starten, så ville idioten, der pludselig opfandt sort/hvidt blive betragtet som en særling. Hvad skulle man dog overhovedet med sådan noget.
Men er det sort/hvide så blot en nostalgisk trang til at vende tilbage til fortiden?
Jeg ved det ikke. Men jeg synes, at et godt, korrekt belyst, velkomponeret sort/hvidt billede kan være næsten skulpturelt. Manglen på farver gør det renere. Her er kun lys og skygge. Jeg kan dvæle ved det på en helt anden måde.
Det kan sagtens være, at jeg er gammeldags, men jeg elsker sort/hvid-fotografi. Jeg føler mig mere som rigtig fotograf, når jeg kan vise et godt et af slagsen, som disse to fra de seneste demonstrationer i Kairos gader nær Indenrigsministeriet. Modlys og ophvirvlet støv øger blot skønheden synes jeg.
04. februar 2012
”Udforsk alle dit kameras muligheder. Lær dit udstyr at kende! Check alle kameraets indstillinger…”
Ja, ja, ja!!!
Jeg er så træt af at læse det hele tiden. Disse selvfølgeligheder spilder altid spalteplads i de bøger om fotografering, som jeg køber. Jeg vil hellere have fancy indsiderviden, lærer mestrenes hemmelige tricks og høre om smarte brugbare teknikker end endnu en gang at blive belært om disse begynder-selvfølgeligheder.
Sceneskift:
Hele fredagen løb jeg rundt i gaderne omkring det egyptiske indenrigsministerium her i Kairo, og lavede TV-nyhedsindslag om de uroligheder, der nu hærger hovedstaden.
Det hele var kaos. Vi blev marineret i tåregas, folk var i panik, vi var lige ved at blive trampet ned, undervejs mistede jeg min tegnebog med alle mine kreditkort, kørekort m.m. (Den blev dog senere fundet igen – blot uden pengene.)
Men midt i alt det kaos fik jeg også taget en masse fotos. Dramatiske fotos. Hvad mere kan en fotograf ønske sig, end at revolutionen udspiller sig lige foran linsen? Dramatisk røg fra tåregassen, råbende og skrigende demonstranter. Det hele var der. Det var bare at trykke på udløseren, så jeg skød løs.
Tilbage på hotellet i aftes downloadede jeg forventningsfuldt billederne til min computer…
Katastrofe!!!
Alle billederne er ude af fokus!
I kaosset er jeg kommet til at slå objektivets autofokus fra, så hele dagen har objektives stået på et fokuspunkt kun et par meter foran kameraet. I forvirringen når jeg ikke at checke de enkelte billeder, som jeg ellers altid gør, for jeg skal jo først og fremmest lave TV og overleve. Kun et par billeder, hvor folk tilfældigvis har befundet sig, hvor linsens fokuspunkt var, kan bruges.
Suk!
Begynderfejl!!!
Derfor: Læs også de kapitler i fotobøgerne, der handler om de mest basale ting indenfor faget. I hvert fald hvis du ikke bagefter vil anses for en hjælpeløs begynder.
”Udforsk alle dit kameras muligheder. Lær dit udstyr at kende! Check alle kameraets indstillinger…”
(Og nyd et par af mine uskarpe billeder! De få skarpe får du ved en senere lejlighed.)
12. januar 2012
Kampen for at få den zionistiske drøm til at blomstre handler ikke kun om at sikre den jødiske stat imod arabiske militære angreb udefra eller palæstinensisk terrorisme. Det handler også om at gøre Israel til en stat, der er værd at leve i for sin befolkning.
Den kamp kan Israel være på vej til at tabe. På den ene side vil en stadig mere højtråbende og agressiv ultra-ortodoks befolkningsgruppe have Israel til at blive en jødisk udgave af det fundamentalistiske Iran, men Israel taber også en større og større del af befolkningen til fattigdom, hjemløshed og social deroute.
Det skulle være ”Landet der flyder med mælk og honning”, men det er ikke virkeligheden for mange. 1,7 millioner israelere lever under fattigdomsgrænsen. Næsten 20 pct. Heraf er 873.000 børn.
På en kold aftenspadseretur i det centrale Jerusalem forleden aften gav dette fotografi. Jaffa Street er blevet lukket af for biltrafik. Nu er her kun adgang for sporvognen, fodgængere og… de hjemløse, der altid holder til herinde. Omkring Zionspladsen er der altid tiggere, og besøger man området midt om natten, ligger mange af dem og sover ude i det fri, i trappeopgange og i baggårde.
Vejrudsigten siger, at det måske begynder at sne i Jerusalem senere på ugen.
02. januar 2012
Det første lys bliver tændt ved den jødiske lysfest Chanukka, som i år falder sammen med julen.
Chanukka er i virkeligheden en frihedsfest. Legenden fortæller historien om, hvordan jøderne i oldtiden befriede Israel fra hellenerne og rensede templet, så det kunne tages i brug igen. Ved den lejlighed skete der et lysmirakel. Det markeres hvert år med denne lysfest, hvor man hver dag tænder endnu et lys i chanukka-stagen indtil alle otte er tændt på festens sidste aften.
I år besluttede vores rabbiner, Levi Weiman-Kelman (som I ser på billedet), at vi skulle indlede vores Chanukka-fest inde centrum af Jerusalem og gøre vores Chanukka til en protest imod de yderligtgående, militante jødiske bosættere, som i den seneste tid har angrebet palæstinensere, vandaliseret moskeer og angrebet israelske soldater i de besatte områder.
På hebraisk er der et ordspil mellem lys og lystænding på den ene side og pris og prismærkning på den anden. Og bosætterne siger, at disse voldelige bølleoptøjer er ”prisen” for palæstinensernes kamp og det etablerede Israels eftergivenhed overfor dem.
Set med vores rabbiners øjne er det at palæstinenserne kan leve et anstændigt liv i værdighed i deres egen stat ”prisen” for at israelerne selv kan leve i frihed og værdighed. Et folk kan ikke selv være frit, hvis det undertrykker et andet folk
Fotodagbogen 2010 finder du nu her:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2010/
Fotodagbogen 2011 – 1.del:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2011/
Fotodagbogen 2011 – 2. del:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotodagbog-2011-2-del/