Fotodagbog 2012
Fotodagbogen går nu ind i sit tredje år, og dermed bliver den delt op igen, så 2012 kan få en side for sig selv. Det er ikke noget, jeg gør, bare for at der skal blive mange sider at bladre i. Jeg gør det, fordi siden ellers bliver for lang, og med de mange fotografier bliver den dermed for tung og langsom at downloade. En skønne dag finder jeg nok en bedre og mere hensigtsmæssig løsning på det.
Og slutteligt – jeg ved ikke om det er at gå for langt – så tror jeg, at Fotodagbogen har været en vigtig faktor, der har været medvirkende til, at jeg nu får udgivet fotobogen ”Untold Stories”, som i vid udstrækning også er foto-essays som dem, I finder her på siden. Så på den måde er fotodagbogen også blevet vigtig for mig.
31. december 2012
Nytårsforsæt: Årets sidste dag – det er nu man skal give sig selv nogle løfter for året, der kommer, eller sætte sig nogle mål for 2013. Opstille sit nytårsforsæt.
2012 blev et vigtigt år for mig rent fotografisk. Jeg fik udgivet en fotobog. Det havde jeg aldrig troet, skulle ske. Men fordi ”Untold stories” blev udgivet, blev jeg også ganske mange gange inviteret til at holde foredrag om mit fotografi. At holde foredrag, om det man laver, er en god ting. For mig, har det tvunget mig til at tænke lidt mere over, hvad det er, jeg gør, hvorfor jeg gør det, hvorfor jeg ikke gør noget andet. Sætte ord på det hele,
Blandt andet er det gået op for mig, at jeg, når jeg tager billeder i Mellemøsten, hvor jeg tilbringer langt den største del af min tid, så er det fortrinsvist mennesker, jeg fotograferer. Mennesker i alle mulige situationer - ofte dramatiske. Fotojournalistik vil man sikkert kalde det.
I Danmark derimod er det mest naturen, jeg tager billeder af. Strande, skove, bakker, himlen, solnedgange og så videre. Landskabsfotografering. Så godt som ingen mennesker. Udover familie og nære
Jeg er ganske enkelt for blufærdig. Jeg kan ikke gå op til folk i Danmark og spørge, om jeg godt må tage deres billede. Og slet ikke begynde at dirigere rundt med dem – bede dem om at stille sig hen i lysstrålen fra vinduet og dreje sig lidt til venstre.
Det skal der nu gøres noget ved. Det er en blufærdighedstærskel, jeg skal overskride i det nye år. Tvinge mig selv til det så at sige. Det er mit nytårsforsæt.
Jeg er allerede begyndt så småt.
Første del af mit projekt, som bliver lige så meget psykologisk, som det bliver fotografisk, fordi det handler om at overskride mine egne personlige begrænsninger, mere end det handler om fototeknik, bliver at tage fotos af mine venner og bekendte på Langeland. Portrætter, arbejdsportrætter, situationer, serier og så videre. Når jeg så har et lille, pænt, seværdigt album, jeg kan vise frem, og folk kan se, hvad det er, jeg er ude efter, så vil jeg begynde at fotografere mennesker, som jeg ikke kender, og brede det ud derfra. Det er mit nytårsforsæt.
På Langeland er jeg blandt andet medlem af et lokalt møllelaug, hvis formål det er at restaurere en smuk, prægtig, gammel vindmølle. Her lægger lokale ildsjæle en masse frivilligt arbejde, og møllen er formentlig i dag allerede smukkere, end den var, da den blev bygget. Det er dem – disse ildsjæle, der holder ”Udkants-Danmark” i gang. Og der er mange af dem - ildsjælene. Heldigvis. Men man skal bo her, for at vide det. Derfor hader jeg også udtrykket ”Udkants-Danmark”, for der er ingen ”udkant” over det. Her føler man tværtimod, at nogle af de gamle, smukke dyder, som for længst er gået tabt i storby-Danmark, stadigvæk lever i bedste velgående. Man kan være meget mere alene midt i menneskehavet i Stor-København – som tilsyneladende er centrum, selvom det ligger helt ovre i den østlige udkant ved grænsen til Sverige – end man er her på Langeland, som byboerne har stemplet ”udkant”. Det kunne være fantastisk, om man kunne vise det i en serie fotografier. Vise at "udkanten" er alt andet end det, og at her er en masse skønhed, værdighed og varme. Det skal være mit personlige fotoprojekt i det kommende år.
Sidste gang, der var fælles arbejdsdag i møllelauget, mens jeg var i Danmark, tog jeg en del billeder. Mange flere end dem, I ser her. Disse fire fotos er blot nogle få, som jeg optog i en kort pause i laden, som nu er værksted og lager for mølleprojektet.
Jeg vil sikkert fra tid til anden vise enkelte af mine Langelandsfotos her i Fotodagbogen på hjemmesiden, selvom den jo mest handler om Mellemøsten. Men lige præcist i denne her afdeling, beskæftiger jeg mig jo mest med fotografi, så her kan jeg sikkert godt vise lidt andet ind imellem.
Godt nytår til Jer alle, og på gensyn i 2013.
28. december 2012
Vilde heste på engen. Fantastisk at stå op til.
De blev sat ud lige da jeg i slutningen af november satte kursen tilbage til Israel, så jeg fik ikke rigtig set og oplevet dem. Men nu, hvor jeg er tilbage igen og lige færdig med mine julevagter på TV2’s udlandsredaktion i Odense, havde jeg her til morgen tid til at sidde og drikke min morgenkaffe i fred og ro og holde øje med engen, og dér var de.
De vilde heste – eller Exmoor Ponies, som der i virkeligheden er tale om – har længe været en af
På Sydlangeland havde flokken efterhånden udviklet sig til at omfatte næsten 80 dyr, og da området kun kan bære en 50-60 individer, skulle Naturstyrelsen skaffe sig af med nogen af dem. At slagte en truet dyreart, var der ikke nogen, der havde lyst til, men så kom Tranekær Gods til ponyernes undsætning, og en snes stykker har nu fået sig et nyt hjem på en stort naturområde der omfatter en større eng, som dejligt nok ligger lige op til min grund.
Exmoor-pony’en er en af de britiske øers oprindelige hestearter. Der er fundet 700.000 år gamle knogler af dem i Storbritannien. Men mens pony’erne er truet i England, så trives de altså her på Langeland – og det tilmed lige ude i min ”baghave”.
Det er da dejligt.
19. december 2012
Vi har håndværkere i huset. En mindre hær. Nogen bygger en pergola på vores 1. sals balkon, et par gartnere er ved at omlægge haven, og en elektriker er ved at trække el- og internetkabler rundt omkring i bygningen. TV2 er lidt træt af hele tiden kun at se min have i baggrunden, når jeg er på LIVE, så derfor er balkonen på den anden side af huset nu også ved at
Kabler ligger som meterhøj spagetti på gulvet i mit arbejdsværelse, som nu også skal være redigeringsrum og meget andet med superhurtigt internet, og elektrikeren hænger ud af vinduet, for at fæstne ledninger til væggen udenfor.
Alt sammen betyder det, at vores traumatiserede hund, som i forvejen er bange for sin egen skygge, men nu er et totalt nervevrag på grund af fremmede håndværkere og boremaskiner, og jeg selv med min computer er blevet lidt hjemløse, og nu sidder og kryber sammen inde i soveværelset.
Det lykkedes mig lige her til morgen at medvirke ved optagelserne til TV2/NEWS’ nytårskavalkade om Syrien, men nu kan jeg ikke gøre meget andet end sidde og bladre igennem billederne fra min netop overståede reportagerejse til Egypten, og så sætte nogle af dem op her på hjemmesiden.
Det gør jeg så.
Her kommer der lidt flere – nærmeste et mini-galleri – fra sidste fredag, hvor vi filmede ved fredagsbønnen, hvor der naturligvis, fordi der er mange mennesker forsamlet, også er dem, der forsøger at tjene lidt penge.
Nede ved præsidentpaladset får I billeder af de unge Anti-Mursi-aktivister, der spiller fodbold i stedet for at demonstrere, soldaterne der bevogter præsidentpaladset, hvorpå der er blevet malet Mursi-kritisk graffiti. Muren der er blevet bygget, og som blokerer alle gader op til paladset, men som også er blevet indtaget af demonstranterne til graffiti-væg, podium til at flage fra og kulisse til billederne til familiealbummet.
Revolution the Egyptian way.
* * *
Siden dette fotografiske dagbogsblad blev skrevet, har jeg også uploadet et fotogalleri om "Egypten ved en korsvej", som blandt andet har disse men også mange andre fotos fra mine seneste reportagrejser.
17. december 2012
I fredags turede vi rundt i Kairo for at følge den fredagsbøn, som Det Muslimske Broderskab havde indkaldt til, samt for at se, hvordan situationen var udenfor præsident Mohammed Mursi’s præsidentpalads, hvor oppositionen ofte holder sine demonstrationer.
Alt var stille. Fredagsbønnen sluttede efter imamens brandtale, hvor han i omskrivninger, så han ikke senere ville kunne holdes fast på noget, alligevel brugte sin prædiken til at sige til de troende, at de skulle stemme for Broderskabets forfatningsforslag ved folkeafstemningen dagen efter. Men derefter gik alle hjem. Ikke, som mange havde frygtet, ned til præsidentpaladset for at tørne sammen med oppositionen.
Ved præsidentpaladset var alt også stille dagen inden folkeafstemningen om den kontroversielle forfatning.
Store militær- og politistyrker stod opmarcheret rundt om paladset, og hele vejen rundt om paladsets mur var kampvogne og pansrede mandskabsvogne kørt i stilling. Men soldaterne og politifolkene stod og kedede sig bagved pigtrådsafspærringerne. Heldigvis.
Demonstranterne var også gået i venteposition. Nogen spillede fodbold på gaden, andre boede i telte på græsset overfor paladsets indkørsel, og lavede mad på medbragte primusapparater. Men her var stille og roligt. Måske har oppositionen opgivet kampen?
Her blot et par billeder fra en dag, hvor vi havde forventet, at tingene ret sikkert ville gå galt, men som så blot kom, gik og var overstået uden at det skete noget som helst.
Dejligt med en dag, hvor ingen kommer til skade, og hvor vi ikke selv blev marineret i tåregas.
Op til den egyptiske folkeafstemning om præsident Mohammed Mursi’s forslag til en ny forfatning, var min opgave, som sædvanligt i den slags situationer, at lave indslag, der sætter tingene lidt i perspektiv, til TV2/Nyhederne.
Vi kunne naturligvis interviewe eksperter og politikere, gå til pressemøder og citerer undersøgelser, men selv kan jeg egentlig bedst lide at tale med ganske almindelige mennesker. Hvad mener de, hvad ved de, hvad drømmer de om, og hvad frygter de. Det synes jeg er langt mere interessant.
Denne gang besøgte vi en fattig egyptisk familie, der bor i udkanten af Kairo-bydelen Giza lige op til pyramiderne. Når man gik ud af den lille gyde, som familiens hus lå i, så kiggede man lige over på de kæmpemæssige gravmæler for fortidens faraoer.
Mens vi filmede og interviewede familien forsøgte jeg også at tage nogle billeder. Der er naturligvis grænser for, hvor meget jeg kan fotografere, for mit kamera larmer. Og vi kan ikke have, at der under interviewet i baggrunden lyder klik fra et kamera, som om vi var til et pressemøde, er ikke godt. Derfor begrænser jeg min fotograferen under interviewene til de korte øjeblik, hvor vores assistent oversætter mine spørgsmål til interviewpersonen. Og mens der bliver filmet ”dækbilleder” eller ”visuals”, som vi kalder det, hvor der naturligvis heller ikke bør kunne høres fotoklik på lydsiden, da tager jeg mine billeder, når min kameramand flytter sin position, og gør klar til at optage en ny sekvens.
Derfor er mine fotos altid noget, der laves lidt med ”venstre hånd”, når der er et kort øjeblik, hvor det ikke forstyrrer for meget. Alligevel er jeg ind imellem heldig at få et par ”gode skud i kassen”.
Her er et af dem. Familiens yngste pige, som var ret ulykkelig. Når man læser historien om vores besøg, eller ser indslaget på TV, så får den ulykkelige lille piges ansigt pludselig en alvorlig og dyb betydning. I realiteten skyldes hendes gråd, at hun gerne ville have den te, moderen havde lavet til mig, men som jeg ikke drak. Det fik hun, og så var hun glad igen.
Nu har jeg nok lidt ødelagt alle de interessante fortolkninger, man kunne lave af billedet.
2. december 2012
Jeg synes normalt, at nogle af de bedste billeder af mennesker, er når man kommer helt tæt på dem. ”Up close and personal”, som man siger på engelsk. Særlig dramatisk bliver det, når man så samtidig bruger en vidvinkellinse. Især hvis den er virkelig vidvinklet.
Billedet her er fra et af de demonstrationstog, Det Muslimske Broderskab i går organiserede, og som snoede sig igennem Kairos gader, indtil det sluttede sig til talrige andre ved Cairo University, hvor der formentlig til slut var samlet op imod 150.000 pro-Mursi-demonstranter. En kæmpemæssig styrkedemonstration overfor de anti-Mursi-demonstranter, der i dagevis har været samlet ovre på Tahrirpladsen.
På hele min reportagerejse her i Egypten denne gang, har jeg kun brugt min nye super- vidvinkelzoom – 16-35mm. Bare for at lære at bruge den. Den laver afsindigt lækre billeder. Især når man kommer rigtig tæt på tingene. Den er nok lidt for vidvinklet til at være det optimale all round objektiv. Men til marts får jeg den nye EF 24-70mm f/2.8L. Den passer nok mere til at være den linse, der altid sidder på et af kameraerne, når man bare spadserer rundt.
Jeg har også lige købt en supervidvinkellinse på 14mm. Den efterlod jeg blot hjemme i Jerusalem. Den glæder jeg mig til at komme hjem til og prøve, hvad den kan bruges til. Det er sikkert meget begrænset. Til gengæld formentlig ret spektakulært, når man finder dens virkelige styrkeområder. Mere om den i et senere fotografisk dagbogsblad.
Dette dagbogsblad er skrevet fra Cairo International Airport, for jeg er nemlig på vej tilbage. Forhåbentlig får jeg nu et par uger til at slappe af i, inden jeg måske skal tilbage til Egypten for at dække folkeafstemningen om den nye forfatning. Men hvem ved?
30. november 2012
I de her dage dækker jeg urolighederne her i Kairo sammen med TV2s kameramand Morten Storch. I den sammenhæng har vi lejet en lejlighed med udsigt over Tahrirpladsen, så vi har en balkon-position til vore LIVE-samtaler med studieværten i Nyhederne og på NEWS.
Lejligheden er ikke noget at skrive hjem om. Det er kun dens placering, der gør den brugbar for os. For at komme op på syvende sal, hvor den ligger, kan man bruge en ultragammel, ramponeret og chokerende ustabilt udseende elevator eller tage trapperne.
Jeg tog trapperne. På hver afsats var vinduerne knust, og jeg kunne kigge ud i de to tilstødende baggårde omkring trappeafsatsen.
Det var ikke kønt, men til gengæld enormt fotogent.
Sådan er det tit.
Forfald gør sig af en eller anden mærkelig grund på billeder.
Jeg kan ikke sige hvorfor. Men jeg har nu taget en hel serie billeder af baggårdene, trappeafsatsen, elevatoren og meget andet i "vores" ejendom, som intet som helst har med den revolution at gøre, der foregår ude på pladsen lige ved siden af… og så måske har det alligevel.
De fleste, der ikke har besøgt Kairo, vil blive rystet, hvis de så hvor forslummede mange af de beboelsesejendomme, der er i den egyptiske hovedstad er. Det hænger sammen med mange sære ting. Blandt andet et huslejestop, som har været i kraft siden Nasser-tiden i 60’erne, og som gør, at husejerne i den gamle boligmasse ikke har råd til at holde deres ejendomme i stand.
Det fører til den underlige kontrast, at man selv i dyre, overklasse-nabolag kan besøge velhavende egyptiske venner, som bor i store, velholdte, prangende herskabslejligheder, men de betaler en slik for det, og herlighederne ligger i en bygning, som ligner noget forfaldent slum fra usselt, arbejderkvarter i 20’ernes europæiske storbyer.
Her får I et af fotografierne.
29. november 2012
Så er jeg i Egypten igen. Endnu en gang ude for at luft gasmasken. Flere demonstrationer. Flere voldelige sammenstød. Ikke så sjovt, men det er en del af jobbet.
Der er dog noget nyt denne gang. Jeg har lige fået mig en zoomlinse igen. I en hel del år har jeg ”kun” fotograferet med to faste objektiver: En 24 mm og en 85 mm. Og for ofte undlod jeg at tage et billede, fordi jeg havde den forkerte linse på kameraet, og jeg enten ikke gad eller det var for støvet at risikere at skifte objektiv.
I de seneste dage har vi naturligvis arbejdet på og omkring Tahrirpladsen, som igen er samlingspunkt for protestdemonstrationerne imod myndighederne og præsidenten. Nu er det blot ikke længere Hosni Mubarak, man er vrede på, nu er det Mohammed Mursi fra Det muslimske Broderskab.
I en af gaderne lige udenfor Tahrirpladsen er der voldelige sammenstød næsten hver eneste dag. Lige ved
Så først får i et par billeder herfra. Unge, vrede demonstranter, der forsøger at komme forbi afspærringerne. Men hvad der er lige så interessant og sjovt, synes jeg, er, at disse daglige folkemængder, der løber rundt og bliver både sultne og tørstige, fordi de vil vælte regeringen, er naturligvis også en oplagt forretningsmulighed for driftige egyptere, som ruller deres små vogne med mad og drikke næsten helt frem til fronten.
Ham her, der sælger morgenmad, er parkeret lige om det beskyttende hjørne på en lokal moske. Tåregassen hænger stadigvæk i luften. Men i det mindste kan man få noget at spise og drikke.
Sådan bør en rigtig revolution altid være.
29. oktober 2012
Er lige vendt tilbage til Jerusalem efter en reportagerejse til Libanon. Lige nu sidder jeg i haven (vi har 24-25 graders varme – vil blot lige gøre Jer opmærksom på, at visse ting hernede er bedre end i Danmark) og ordner notater, telefonnumre, nye kontakter og kilder, fotos og så videre.
Denne gang tog jeg ikke mange billeder med mit store, tunge Canon EOS 5D Mark II, men arbejdede mest med det lille Fujifilm X100. Ikke fordi Canon’en er for tung, men mere fordi jeg en stor del af tiden tog billeder, mens min TV2-kameramand Rasmus Nielsen filmede til aftenens indslag. Og da er det ikke så godt, hvis der hele tiden lyder en række høje klik fra et stort fotografiapparat, som om vi er til statsministerens tirsdags-pressemøde.
Fuji’en er stille. Ikke en lyd behøver den at give. Jeg sæter den dog som regel til at komme med et ultradiskret lille klik, blot så jeg ved, at den har taget et billede. Lyden er digitalt frembragt. Den kunne i princippet være helt lydløs. Men det betyder, at jeg kan stå lige ved siden af Rasmus’ kamera og tage billeder, uden at de kan høres i hans mikrofon.
X100’eren er et udmærket kamera. Men det er ikke en 5D Mark II. Det er helt sikkert. Selvom billedkvaliteten er fantastisk for et sådant kamera, så kan det slet ikke måle sig med Canon’en. Desværre. Og det er heller ikke et Leica M9. Det er også sikkert. Til gengæld er det mere end kr. 50.000,- billigere. Det er også værd at tage med i betragtning.
Anyway – dette sagt for at fortælle, at dagens billeder her på Fotodagbogen er taget med Fuji’en, og derfor ikke helt af den kvalitet, man måske ville forvente, når det I normalt ser, er taget med en bedre linse og sensor.
Billederne her er fra et shi’a-muslimsk område i Beirut, hvor vi filmede et af vore indslag til TV2/Nyhederne. Indslaget handlede om, hvorfor indbyggerne her støttede Syriens diktator Bashar al-Assad, som i øjeblikket myrder løs på sin egen befolkning, og hvis borgerkrig også truer Libanons skrøbelige stabilitet.
Svarene fra indbyggerne handlede stort set enslydende om, at Bashar al-Assad som den eneste arabiske leder stadigvæk støtter den palæstinensiske sag, og det er så vigtigt for dem, at de ikke vil vige fra hans side… ”no matter what!”
Det indgik slet ikke i deres overvejelser, at den eneste palæstinensiske gruppe, som næsten til det sidste havde sit hovedkvarter i Syriens hovedkvarter Damaskus var den yderligtgående, militante Hamas-gruppe, og selv de kan ikke længere forsvare Assads behandling af sin egen befolkning. Derfor ligger Hamas’ hovedkvarter nu i Qatar, som støtter de syriske oprørere imod præsident Assad.
Palæstinenserne selv vil venligst have sig frabedt støtten fra Syrien, men det er netop derfor mange libanesiske shi’iter støtter ham, siger de.
Med i deres bevæggrunde kan sagtens også være, at de er fattigere end gennemsnittet af den libanesiske befolkning, udviklingen er gået forbi dem, deres boligområder er mere forslummede end de andre gruppers, at de selv i generationer er blevet holdt udenfor magten hjemme i Libanon, men at de nu, med støtte fra Syrien, har fået godt og grundigt del i den.
Men det ville naturligvis være egoistisk at indrømme, at man støtter en fremmed magts diktator for egen vindings skyld. Så lyder det mere nobelt, at man gør det i en højere, uselvisk sags tjeneste.
27. oktober 2012
Det har været tordenvejr her i nogle dage. Man ser det naturligvis bedst om aftenen. Nogle fantastiske lysglimt ude fra Middelhavet. Nogle af dem med tydelige lyn, der rammer havet. Andre blot dramatiske lysglimt højt oppe bag skyerne. Det får virkelig himmelen til at synes helt bibelsk.
Det underlige var, at lynene kom uden brag. Det kan godt være, at hvis man sejlede på en lystbåd langt ude på havet, at der også fulgte et lydspor med, men fra mit værelse var der kun lysglimtene. Ingen brag eller regn.
Så i gode venners og kollegers selskab ude på terrassen lagde vi benene op, satte min toldfrie whisky til livs, diskuterede Mellemøsten og nød naturens gratis underholdning.
Efter et stykke tid syntes jeg, at det var spild, at Gud gjorde sig en sådan umage, for at tiltrække vores opmærksomhed, og vi slet ikke gjorde noget for at
Det var hernede i Mellemøsten at bibelen blev skrevet, og når man sådan en nat ser naturkræfterne lege lysshow langt oppe i højderne, så kan man godt forstå, at folk i oldtiden troede, at det var Gud, der var på spil.
15. oktober 2012
Så lykkedes det endelig for mig at komme ind og se Steve McCurry’s fantastiske billeder. På min sidste tur til Sjælland, hvor jeg blandt andet skulle holde foredrag ved Selskabet for Dansk Fotografi’s årsmøde i Nordsjælland, tog jeg også en overnatning i København, så kunne komme ind i Øksnehallen og se den fotoudstilling, der af uforklarlige grunde var pillet midlertidigt ned, sidste gang, jeg passerede igennem Danmark.
Enhver der er interesseret i fotografi – og i særdeleshed i det man kalder Travel Photography, må uvægerligt opfatte Steve McCurry som et af deres absolutte forbilleder. Hans fotos springer ned fra væggene og ud i hovedet på beskueren. De trænger sig på. Der er ligesom et indre lys der skinner ud fra fotoet, og ved portrætterne er det som om personernes øjne indtrængende stirrer lige ned i beskuerens sjæl.
Jeg er håbløst betaget af Steve McCurry, og har du endnu ikke set udstillingen, så skynd dig. Lige nu er du nødt til at løbe slalom imellem barnevogne og gravide mødre, for der er en langt større udstilling af alt til babies og børnefamilier i Øksnehallen i øjeblikket, og alle disse glade familier ruller lige igennem McCurry-udstillingen på vej ind til bleerne og baby-mosen.
Mest kendt er naturligvis Steve McCurry’s portræt af den lille afghanske pige, med det alvorlige ansigt og de gennemborende grønne øjne. Hendes røde, hjemmelavede sari er hullet og kinderne beskidte. Men hendes øjne trænger sig ind i dit sind. I særdeleshed her i dagene efter fanatiske, militante talibanere har skudt og forsøgt at dræbe den lille 14-årige pakistanske pige Malala Yusufzai udelukkende fordi hun offentligt siger, at piger skal have lov til at gå i skole.
Den bestialske ugerning gør pludselig McCurry’s afghanske piges øjne endnu mere påtrængende.
Den afghanske pige, som vi i dag – lang tid senere ved hedder Sharbat Gula – fotograferede Steve McCurry i 1985 i en flygtningelejr i Pakistan. Hendes ansigt blev verdenskendt, og fotografiet fik ikon-status, da det kommer til at pryde det amerikanske magasin National Geographic’s forside. Det kom på godt og ondt til at symbolisere det afghanske folks lidelser og tragiske historie.
18 år senere drager Steve McCurry tilbage for igen at finde pigen, som nu må være blevet en voksen kvinde. Med meget besvær finder han hende, og det er i sig selv et fantastisk epos (se nogle af linkene herunder, hvis du vil læse den). I et land, hvor pashtunske kvinder går totalt tildækkede i den sækkelignende burka og ikke bør vise sit ansigt til fremmede, er det naturligvis sin sag at finde en kvinde, efter et 18 år gammelt fotografi af en lille pige i en flygtningelejr nabolandet Pakistan, men som nu, formentlig er vendt tilbage til et eller andet sted i sit hjemland.
Steve McCurry finder hende, og det nye portræt af Sharbat Gula er næsten lige så påtrængende og tragisk som det første. Hendes nu hærdede, læderagtige ansigt og ulykkelige øjne er endnu mere et vidnesbyrd om det umenneskelige liv mange afghanske kvinder er tvunget til at leve i en kultur, som er mandsdomineret i den mest hjernedøde forstand, hvor uvidenhed og religiøs fanatisme dyrkes som et ideal, alt fremmed ses som en trussel, og kvinders ressourcer og bidrag er uønskede. Sharbat Gula’s to portrætter – uanset hvor smukt de er fotograferet – fortæller i to helt unikke fastfrosne øjebliksbilleder sin helt egen sørgelig, tragisk og hjerteskærende historie om én enkelt kvindes skæbne i en ulykkelig menneskelig blindgyde, som deles af millioner af andre sørgmodige, gennemtrængende øjne i den samme fortabte del af verden.
Steve McCurry er dyrker af stærke farver. Nogen kalder ham farvefotografiets mester. Af samme grund er mange af hans billeder fra det sydlige Asien, som er et fotogent, kulørt vulkanudbrud.
Billederne er rent fotografisk også et levn fra en analog fortid, hvor man, når man tog billeder til dyre 4-farvede magasiner, optog dem på farveomvendefilm – eller dias, som mange sikkert husker dem. McCurry’s varme rødlige farver stammer oftest fra den legendariske Kodachrome-film. Den film eksisterer ikke mere, men, som David Friend meget korrekt beskriver det i Vanity Fair, "Kodachrome-filmen var for fotografiet, hvad saxofonen har været for jazz'en".
Netop på grund af hans helt særlige dyrkelse af netop denne film, fik Steve McCurry udleveret den allersidste rulle Kodachrome film, hvilket i sig selv også er en fantastisk og læseværdig historie. Et punktum for et kapitel i fotografiets historie og begyndelsen på et andet. På linket lige herunder kan du læse mere om, hvad der skete med disse 36 fotografier optaget på den definitivt sidste Kodachrome-filmrulle.
* * *
Dagens bedste billede. Ali Karaüzüm, som vi interviewede til aftenens TV-indslag, har et prægtigt ansigt. Kunne dog godt have tænkt mig at flytte ham, så der var færre mennesker i baggrunden.
7. oktober 2012
Er lige ankommet til Istanbul fra Akcakale i det sydøstlige Tyrkiet lige på grænsen til det borgerkrigshærgede Syrien. Akcakale var landsbyen, der blev ramt af et antal syriske granater, og fem civile – to kvinder og tre små piger blev dræbt. En tragedie, der har bragt Tyrkiet på randen af krig med Syrien. Tyrkisk artilleri har i de seneste dage bombarderet mål i Syrien som svar på de stadige syriske granater, som bliver ved med at lande på den tyrkiske side af grænsen.
Vi – min kameramand Morten Storch og jeg – tilbragte tre dage i området, og jeg fik også tid til at tage nogle enkelte fotos. Dog langtfra så mange, som jeg gerne have villet. Når man først og fremmest skal lave TV, så bliver fotografiet i bedste fald er noget man lige får tid til at lave ”med venstre hånd”, når der tilfældigvis er tid til det, så det er langtfra optimalt.
Også et OK billede. Men jeg burde have flyttet mig, så personen, der titter op bagved manden til højre i billedet, i stedet kan ses helt på den ene eller den anden side af ham. Jeg opdagede det først, at jeg så billedet på computeren, fordi det er optaget i hast, da vi efter endte optagelser haster tilbage til vores bil.
Hele tiden ser jeg motiver, som jeg gerne vil fotografere, men jeg har ikke tid, for det vil virke forstyrrende på arbejdet med vores reportage til aftenens TV2/Nyheder, som jo altid er den egentlige grund, til at vi er der. Og da det jo er TV2, der betaler både vores løn og rejseudgifter, så er det naturligvis også der, jeg må ligge min opmærksomhed og energi.
Dette lange klage-epos blot for at fortælle, at fra den rent fotografiske side af sagen, er mine mange rejser en blandet fornøjelse. På den ene side er det jo altid fantastisk at rejse meget, for det giver interessante nye ting at fotografere. Men på den anden side er det sååååå frustrerende, når jeg tilbage på hotelværelset sidder og ser, hvad det er, jeg har fået med, og alt det, jeg husker,
Her ville en fill-in flash have været god, så jeg kunne have blødt skyggerne i ansigterne op.
Men – hvis jeg blot får et par gode fotos med mig tilbage, eller i bedste fald en håndfuld, så er det vel godt. I hvert fald lærer jeg, at tage fotos hurtigt i forbifarten. Det er langtfra optimalt, for jeg ville godt gave tid til at lære de mennesker, jeg fotograferer lidt bedre at kende. Men det lader sig desværre ikke gøre.
Jeg kan godt lide at tage billeder i modlys eller næsten i modlys. Det synes jeg giver en fantastisk anderledes belysning. Problemet er, at jeg ikke har tid til at tage min flash frem, og fylde skyggerne lidt ud. Og havde jeg, er jeg slet ikke god nok til det. Jeg har så lidt erfaring med flash-fotografering. Det må være et af mine nytårsforsæt: At gøe en dyd ud af at bruge flash til fill-in, og lære hvordan det fungerer.
Her kommer lige tre fotos, som jeg har konverteret til sort-hvidt, som jeg i virkeligheden allerbedst kan lide. (I mit stille sind har jeg naturligvis en drøm – helt urealistisk – om en dag at få en Leica Monochrom).
Du kan læse mere om rejsen til Akcakale ovre på bloggen ved at klikke her.
One of Four Peddlers in Cellar of 11 Ludlow Street, 1892
1. oktober 2012
Jeg har været ude at fotografere i den seneste tid, men det meste er noget ret ordinært bras. Intet der er værd at vise til andre, synes jeg. I stedet bladrer jeg tilbage i erindringen til min ungdom, hvor jeg arbejdede på Kulturhistorisk Museum i Randers. Her havde vi en udstilling om den danske fotograf-pioner Jacob A. Riis (han var egentlig tømrer, som blot kastede sig over fotografering og journalistik), der var rejst til USA i slutningen af 1800-tallet. Jeg havde den gang aldrig hørt om ham før, men blev straks begejstret for hans øje, motivvalg, fotografiske kunnen og opfindsomhed og ikke mindst hans sociale engagement.
Jakob A. Riis blev født i Ribe i 1849. Han var den tredje ud af en børneflok 15. Af hele denne flok overlevede kun Jacob, en søster og en kusine, som forældrene
Street Children in Sleeping Quarters, 1892
I New York arbejder han først indenfor sit fag som tømrer og siden som landarbejder udenfor byen. Flere forsøg på at melde sig som frivillig til den franske hær, og vende tilbage til Europa for at kæmpe imod tyskerne under Den Fransk-Preussiske Krig mislykkes. Hans liv når bunden – han bliver berøvet, hjemløs, og kæmper med omstrejfende hunde om madrester fra lokale restauranter.
Efter endnu en periode som tømrer og derefter som dørsælger af strygejern, får han job som avisredaktør på en mindre avis på Long Island. Det bliver indledningen på hans journalist- og fotograf-karriere. Han ender med at købe den avis, han arbejder for. Senere sælger han den igen med fortjeneste, så han kan få råd til at rejse tilbage til Ribe og gifte sig med sin ungdomskæreste, som han tager med tilbage til USA.
Shabbat Eve in a Coal Cellar, Ludlow Street, 1892
Jacob Riis får arbejde på New York Tribune, hvor han bliver politireporter, og får byens fattigste, mest voldelige og kriminalitetsbefængte områder som sin arbejdsplads. Det er her Riis begynder at fotografere, og hans sociale indignation og engagement bliver en del af både hans journalistik og fotografi.
Kameraerne i slutningen af 1800-tallet er kæmpe store, tunge og uhåndterlige. De er lavet af poleret træ og messing. Linserne var lyssvage, og kunne ikke tage billeder i den dunkle belysning, Jacob Riis arbejdede i i byens ludfattige slum. Men den unge dansker udvikler en simpel, hjemmelavet blitz. Ved at antænde en blanding af magnesium og noget potaskechlorat i en skål, kunne man frembringe et hurtigt lys-flash, der kunne oplyse motivet.
Gotham Court, 1889
Det var nyt, det var opfindsomt og det gav Jacob Riis mulighed for at vise sider af livet i New Yorks fattige immigrantkvarterer, som mange af avisens mere velhavende læsere aldrig havde set før.
Det blev indledningen til en årrække med serier af socialt engagerede artikler og fotos. En hel gruppe af journalister og fotografer omkring Jacob Riis blev involveret, og de første af en række bøger, blev udgivet.
Jacob Riis indledte et socialt engageret korstog. Holdt foredrag, gik ind i politik, blev rådgiver for præsident Theodor Roosevelt, kom til at sidde i tilsynsrådet for New York’s politikorps. En nat tager han i al hemmelig Roosevelt ud på en inspektion af politistyrken, og finder, at ni ud af ti politifolk ikke er på arbejde. Præsidenten er rasende, Riis skriver om det i avisen, og politikorpset bliver banket på plads.
Jacob Riis var en kulørt personlighed, og en engageret fotojournalist. Historien her kradser blot en lillebitte smule i overfladen. Læs selv mere om vores danske fotograf-ikon. Her blot enkelte af hans fantastiske fotos fra et fattigt, udhungret, forhutlet immigrant New York omkring århundredskiftet.
17. september 2012
Urolighederne her i Kairo er nu gået så meget i sig selv igen, og det daglige arbejdspres er lettet en smule, så jeg nu har lidt tid til at kigge herover på hjemmesiden.
Endnu en gang var det profeten Muhammed, der skulle beskyttes imod de vantros hån, og det er om noget, en opgave, som kan få i forvejen vrede mennesker ud i gaderne i den her del af verden. Det ved vi danske jo allerede fra vores egen Muhammed-krise, og nu oplever amerikanerne det også.
At ”to luddere og en lommetyv” – som man vistnok udtrykker det – på eget initiativ et eller andet sted i USA har formastet sig til at lave en hjemmeproduceret video, hvori de håner profeten Muhammed, det skal alle amerikanere, den amerikanske regering, landets ambassader og stab, hamburger-barer og alt andet, der bare lugter af nogensinde at have set skyggen af en cowboyfilm, nu bøde for.
Af mangel på noget ægte amerikansk, kan tyske, britiske eller andre vestlige ambassader eller blot noget, der i det mindste ikke er umiddelbart identificerbart som arabisk, også godt gøre det ud for mål for ens vrede.
Sund fornuft og en smule eftertænksomhed er absolut en mangelvare, når vreden er et vulkanudbrud, og masserne ter sig fremad som en kæmpe flok gale bøfler på træk.
I dagene, mens urolighederne var på sit højeste, blev vi konstant afkrævet svar på vores nationalitet: ”Where are you from?”
Vi valgte, måske lidt overfølsomt og kujonagtigt, den ophidsede stemning taget i betragtning, at det ikke var værd at minde nogen om Danmarks tidligere erfaringer med de lokales beskyttertrang overfor profetens ære, så vi svarede ofte ”Sverige”, når vi blev spurgt.
Jeg hadede det.
Det strider mig dybt og inderligt imod at lyve om sådan noget. Så nogle gange sagde jeg i stedet for Skandinavien, som jo i det mindste er korrekt.
Problemet var bare, at de færreste hernede aner, at der er noget, der hedder ”Skandinavien”. Når jeg så måtte forklare, hvad det var, og sagde ”Norge, Sverige og Danmark”, så var reaktionen: ”Danmark?!? Var der ikke også noget med Danmark!?” Så derfor vendte jeg tilbage til ”Sverige”, når jeg blev spurgt.
Man kan lige så godt se i øjnene, at man ikke kan tale fornuft til en rasende menneskemængde, der er på jagt efter nogen at hævne sig på.
Jeg tog en del billeder. De kommer senere i en artikel om situationen og sikkert også i et nyt foto-galleri. Her blot et af en mand – en rettroende muslim, som vi sikkert vil kalde ham – der holder sin Koran i lommeformat op som banner for demonstranterne, der er på vej imod den amerikanske ambassade i Kairo.
13. september 2012
Passerede lige igennem Ben Gurion-lufthavnen her til morgen på vej ud på endnu en reportagerejse. Vi er kun nogle få dage inden det jødiske nytår – Rosh Ha’Shanna, og lufthavnen var fyldt med ultra-ortodokse jøder.
Det var lige tiden for morgenbønnen, og overalt i lufthavnen – i kroge, sofahjørner, foran gate’ene, i korridorerne, ved juveler-forretningen blev der med sekunders varsel oprettet små bedehuse.
Klædt i deres traditionelle lange, sorte kaftanfrakker og store filthatte, en klædedragt der har sin oprindelse i middelalderens Central-Europa, men som de stadigvæk bærer, selvom de bor i et subtropiske klima, er de en omvandrende anakronisme. I særdeleshed når de, som
En af disse mange daglige israelske kontraster, som man, når man bor fast i området, næsten bliver ”sneblind” for, men som jeg heldigvis på grund af min fotografi-hobby, som tvinger mig til hele tiden af se mig om efter motiver, stadigvæk oplever, og – som i dag – får fanget i kameraets søger.
Lige nu sidder jeg i transit i Istanbul, så her når jeg lige at få uploadet dette fotografiske dagbogsblad, inden jeg om nogle minutter rejser videre til Kairo.
5. september 2012
Det er min kone, der er den kunstneriske sjæl og kulturelle indpisker i vores familie. Det er på grund af hende, at jeg også ind imellem oplever andet end bare konflikten og den politiske situation i Mellemøsten, og det er fantastisk. Ikke alle kunstneriske og kulturelle oplevelser er dog lige givende, men man skal være lavet af sten, hvis man ikke altid kan få et eller andet ud af det.
I aftes var vi på Israel Museet, hvor en meget omtalt installation af den internationale, israelske kunstner, designer og arkitekt Ron Arad var at se for sidste gang.
Alene museet er en oplevelse. Om tirsdagen er det åbent indtil sent om aftenen, og det er i sig selv en helt særlig stille og intens oplevelse. Stemning på museet ved 21-tiden er en helt anden end i dagtimerne. Her er et hav af afdelinger – arkæologi, kunst, etnografi, skulpturpark og meget andet.
Ron Arad’s kunstværk befinder sig – eller fra i dag ”befandt” sig – ude i skulpturparken – lige ved siden af en vanvittig smuk og fascinerende kæmpeskulptur af Henry Moore, med udsigt til lysene fra Jerusalem-by-night, så selve placeringen var velvalgt og tidspunktet spændende.
Installationen hedder Ron Arad 720 grader. Det skal skrives 720o – men bollen skal op at hænge som et grader-tegn. Det ved jeg blot ikke, hvordan man gør. 720 kommer af 2x360, fordi man både kan bevæge sig hele vejen rundt om værker udenfor og igen indeni.
Værket består af et kæmpemæssigt stillads, der holder en enorm stor cirkelformet loft, hvorfra der i kanten hænger lange, fingertykke silicone-tråde ned til jorden, og former et løst, halv-transparent gardin, hvorpå der
Den elektroniske musik og projiceringen af farver, former og små videobidder er interessant nok at opleve det første kvarter eller 20 minutter, men så har man lidt fundet ud af, hvad det kan, og man har oplevet suset. Lidt for meget en teknisk oplevelse og alt for lidt kunstnerisk efter min mening.
Man spørger sig selv: ”OK! Hvad så? Nu har jeg set vidunderet. Strukturen med al teknikken, og det er flot. Hvad vil du mig?”
Og – sandt at sige – jeg følte ikke, at kunstneren ville mig noget. Det var mere designeren og arkitekten, der havde bygget noget stort og anderledes. Min kone var enig, så der må være noget om det.
Nok om det. Aftenen behøver jo ikke at være spildt af den grund.
Jeg hiver mit lille diskrete Fuji X100-fotografiapparat op af tasken, og begynder i stedet at fotografere. Lyset, farverne, publikum i mørket, lyset og det underlige, halvgennemsigtige, hængende silikonepølse-gardin gav mulighed for nogle ret anderledes fotos.
Så jeg fik alligevel en aften ud af det. Og Ron Arad er en
…måske var det det, der var formålet?
Måske var det et kunstværk alligevel?
* * *
Hvis du vil se Israel Museets omtale af Ron Arad’s installationen, kan du klikke her.
2. september 2012
Sommeren er slut… i Danmark i hvert fald – formoder jeg. September indvarsler normalt begyndelsen på efteråret oppe i Skandinavien. Hernede i Mellemøsten er det naturligvis stadigvæk varmt. Ikke bare klimatisk, men også politisk.
Jeg sidder i min have i Jerusalem og skriver. Får gjort lidt ved hjemmesiden, og bladrer også igennem gamle fotografier, som jeg forsøger at få lidt orden på.
Pludselig sidder jeg med nogle fotos fra den syriske by Dera’a i den sydlige del af landet nær grænsen til Jordan. Det var byen, hvor oprøret imod præsident Bashar al-Assad-regimet begyndte. Og mens omverdenens fokus oftest er rettet imod Homs og Aleppo, så får Dera’a ofte regimets vrede at føle helt uden at nogen udefra opdager det. I sidste uge blev over 330 mennesker dræbt i Dera’a, siger oprørerne.
Jeg besøgte Dera’a for nogle måneder siden. Det skete midt i en hektisk periode med så meget arbejde, at jeg aldrig fik skrevet nogen artikel om det eller vist nogle af mine fotos fra byen. Og nu, hvor jeg hører om massakren, kigger jeg en ekstra gang på fotografierne fra Dera’a, da de pludselig dukker op på min harddisk.
Jeg var i byen som myndighedernes gæst, og derfor blev jeg straks taget til byens lighus og forevist to politifolk, som lige var blevet snigmyrdet af oprørerne. Det er altid lidt surrealistisk at få forevist lemlæstede lig, det kan vi i Vesten ikke rigtigt klare. Sådan er det ikke her i Mellemøsten. Her rulles de rustfri stålbårer med et brag ud af køleskabet i lighuset og de lokale myndighedspersoner kræver, at man tager billeder af ligene med skudhuller og det hele, mens blodet drypper på gulvet. De pårørende til de dræbte står lige udenfor. Det går meget tæt på min skandinaviske blufærdighed, men jeg tog billederne. Billederne kunne lige så godt have været af nogle af sidste uges 330 ofre for regeringsstyrkernes offensiv i byen. Et offer er et offer. De efterladte græder og sørger – smerten er den samme. Men nu er det et billede af en likvideret politimand.
Mens jeg fotograferer de døde, forbereder man udenfor mindehøjtideligheden. Det kunne lige så godt være en sejrsparade. Musikken er udefinerlig. Da jeg kommer ud sidder byorkestret og sveder i skyggen af portnerskuret i deres lidt latterlige blå operetteuniformer med guldbrokade, og ser mildt sagt ret ynkelige ud. Hvem ved – måske hører musikanterne selv til oppositionen, måske har de selv mistet kære i borgerkrigen, og nu skal de spille for familierne til nogle af regimets dræbte politifolk.
Ved det udbrændte politihovedkvarter i midten af byen skulle vores bevæbnede eskorte og udsendte ”overfrakker” fra Informationsministeriet have sig en pause, så vi fik lov til at gå ueskorteret rundt i nabolaget en lille times tid.
Fem minutters spadseretur fra politistationen og de bevæbnede vagter blev vi kontaktet af de lokale, som spurgte, om vi ønskede at møde oppositionen. Det ville vi naturligvis gerne. Et par minutter senere blev vi hentet af en bil, som kørte os til et privat hjem, hvor vi kunne interviewe modstandere af regimet. Dem tog jeg naturligvis ikke billeder af. De satte allerede deres liv på spil ved blot at tale med os.
31. juli 2012
Hvordan er det at se en vild folkemængde angribe en forsvarsløs person, eller et barn på randen af sultedøden og så blot tage et fotografi i stedet for at gå ind og hjælpe, gøre noget?
Normalt plejer vi som journalister eller fotojournalister, der arbejder i verdens mange brændpunkter, at forsøge at holde os på ”sidelinjen” og blot observere. Undgå at blive en del af den begivenhed, vi rapporterer om, og ”falde i med tapetet” så at sige. Det er naturligvis en illusion. Det kan ikke lade sig gøre. Vi er på stedet, og vores tilstedeværelse vil altid påvirke det, vi filmer eller fotograferer. Det kan ikke undgås.
Men hvis det er umuligt at undgå, skal man så gå den helt modsatte vej, og forsøge at påvirke begivenhederne? Mange journalister og fotografer siger jo i forvejen, at de håber, at deres arbejde kan hjælpe med til at forbedre verden. Hvis det er tilfældet, skal de så hellere hoppe ind, og forsøge at forhindre vold og uretfærdigheder, snarere end blot fotografere dem?
Det er en vanskelig etisk og moralsk debat, som hele tiden vendes og drejes blandt fotografer og journalister selv. Hvad skal man gøre og ikke gøre? Hvor går grænsen? Er vi observatører eller medspillere?
Den britiske avis The Guardian går nu skridtet videre, og breder denne interne debat ud til resten af offentligheden. Avisen har talt med otte fotojournalister, som har befundet sig i situationer, hvor der skulle tages stilling til, om de skulle fotografere eller involvere sig i det, der foregik. Deres overvejelser og samvittighedskvaler kan man læse om på The Guardian’s website side om side med fotos fra de pågældende begivenheder.
Læs den interessante artikel om de svære overvejelser og se billederne ovre på The Guardians eget website.
27. juni 2012
Lige ved siden af den sejrssikre, skrålende oppasser for advokaterne i den nedslidte retsbygning her i Kairo, som jeg skrev om i går, sad en anden af det ”service personel” – en alt for fin en betegnelse – der tog sig af de ansattes behov: Skopudseren.
Han sad på en lillebitte skammel, og lænede sig op af en masonitplade, så hans skjorte ikke skulle blive beskidt af den ulækre væg. På gulvet foran ham stod den kasse med skosværte, klude og børster, som udgør hans forretning og arbejdsplads.
Skopudseren lignede til forveksling min for længst afdøde far, og jeg blev nødt til at have et billede af ham, hvilket han på ingen måde havde noget imod, så jeg tog en hel serie.
Der var skidt overalt. Selvom retsbygningen er bygget en gang i 1970’erne er den slidt helt ned, og burde i virkeligheden saneres. Men set i et egyptisk perspektiv er bygningen slet ikke så dårlig endda. Men måske netop fordi skopudseren i den grad lignede min far, syntes jeg, at det var forfærdeligt, at folk skulle arbejde under disse uhumske forhold.
Jeg følte det også til en vis grad påtrængende, at jeg fotograferede folk under disse omstændigheder, men det var i virkeligheden kun min egen blufærdighed, for ingen af dem, jeg tog billeder af den dag, syntes at have det allermindste imod det. Og – må jeg indrømme – havde vi befundet os i en velholdt 5-stjernet hotellobby, så havde billedet slet ikke været interessant.
Det er de ulækre, beskidte vægge og de lusede omgivelser, der gør det interessant at fotografere. Det er forfærdeligt at indrømme det, men slum og forfald er fotogent.
26. juni 2012
Vi var på besøg i en af Kairos retsbygninger. Som alt andet i den egyptiske hovedstad – eller for den sags skyld i Egypten som helhed – så var bygningen, selvom den ikke var så forfærdelig mange år gammel, slet ikke holdt ved lige, men tværtimod slidt totalt ned til et niveau, vi i Danmark ville kalde slum.
Som sådan var den forslummede retsbygning et passende billede på situationen i Egypten mere bredt. Et sært land hvor de byggede bedre grave til deres døde faraoner for 4.500 år siden, end de bygger boliger til deres levende befolkning i dag.
De utallige advokater, der dagen lang myldrer rundt i retsbygningen, har end ikke noget lokale at sidde i, hvor de kan forberede sig, tale med deres klienter eller få sig en kop kaffe. Derfor sidder de bænket ved siden af hinanden, trængt sammen som ”sild i en tønde” i en afskallet, forfalden gang. I en lille sidesmøge produceres arabisk kaffe og myntete.
Mens vi filmer den advokat, vi er kommet for at interviewe, kommer en af oppasserne pludselig ud af tekøkkenet og skråler: ”Mursi! Mursi! Mursi!”
Det var det eneste, han sagde. ”Mursi!”
Men han knyttede næverne og hævede armene og skrålede det ud som et sejrsråb, som om Mohammed Mursi var centerforward på Egyptens fodboldlandshold og lige havde scoret det sejrende mål, der gav Egypten verdensmesterskabet.
Det er han næsten også. Foldboldholdet hedder Det muslimske Broderskab. Centerforward-pladsen er præsidentposten, og verdensmesterskabet er Egypten.
23. juni 2012
Den gamle mand med det egyptiske flag kom gående lige imod mig, mens vi filmede ovre på Tahrirpladsen i Kairo.
Titusindvis af tilhængere af Det muslimske Broderskab demonstrerede på pladsen imod Militærrådets begrænsninger i præsidentembedets magtbeføjelser, præcist samtidig med at det ser ud til, at det er Broderskabets kandidat Mohammed Mursi, der har vundet valget. Derfor ser Broderskabets tilhængere det naturligvis som det gamle regimes forfølgelse af islamisterne.
Jeg tog en serie billeder af fyren lige som han passerer. Et af billederne er næsten fyldt helt ud af det egyptiske flag, og manden befinder sig helt nede i det nederste, højre hjørne, næsten som han er tynget ned at banneret og nationens monumentale problemer.
Et skud som jeg selv synes ganske godt om.
22. juni 2012
For nogle dage siden stod vi og gnubbede skuldre med alle de andre TV-hold, fotografer og journalister foran indgangen til det netop opløste egyptiske parlament i Kairo. Eller rettere – så tæt på, som vi kunne komme, for hele parlamentsområdet var omgivet af en kødrand af politi og sikkerhedsstyrker. Parlamentet var, efter Forfatningsdomstolen og Militærrådet havde fyret medlemmerne, et ”no-go-area”.
Vi ventede alle på, at nogle af de diskvalificerede parlamentsmedlemmer skulle møde op, og forsøge at komme igennem politiafspærringerne og ind i parlamentsbygningen. Da det endelig skete, blev alt, som man kunne forvente, totalt kaos. Alle ville tæt på, alle jokkede hinanden i nakken… jeg hader den slags opgaver! Og der var 39 grader varmt. Vi svedte tran.
Et af de fyrede parlamentsmedlemmer, der møder op, er Mohammed Omda fra Det muslimske Broderskabs parti Frihed & Retfærdighed. Vi filmer ham, mens han skændes med politiet, og interviewer ham så, da han opgiver at komme ind, og vender sig for at holde en improviseret pressekonference.
Som altid forsøger jeg at fotografere lidt, mens jeg arbejder. I starten var vores egyptiske assistent, som plejer at holde mikrofonen i den slags situationer endnu ikke nået frem, så jeg måtte kravle ind imellem benene på de andre TV-hold for at nå frem til Omda og holde vores mikrofon så tæt på, at lyden blev brugbar.
Det var en lidt aparte position, til at lave et portræt af vores interview-person, men jeg forsøgte alligevel. Mens jeg holdt mikrofonen med den ene hånd, forsøgte jeg at styre kameraet og fotografere med den anden.
Selvom vinklen – på knæ foran interview-personen – ikke er den mest almindelige, så giver den alligevel nogle interessante og lidt anderledes portrætter.
Først får I et rimeligt ordinært portræt, hvor jeg igen er kommet på benene. Et portræt som jeg nok normalt ville have lavet det. Og så et par fra gadeniveau eller snarere asfalthøjde. Underligt - men billederne er slet ikke så dårlige endda.
12. juni 2012
Efter flere dages protester, råben og skrigen overfor det syriske informationsministerium og FN-observatørmissionen i Damaskus om at komme op til den krigshærgede by Homs valgte vi – min kameramand Rasmus Nielsen og jeg – til slut at skide på systemet, og uden videre parlamenteren med bureaukrater blot køre derop i vores egen bil. Uden tilladelse og uden at følge med en FN-konvoj.
Da vi endelig når frem til Homs, er situationen næsten lige så umulig. FN var klart nok ikke interesseret i at vi skulle med ud. Først sagde de, at vi ikke måtte følge efter deres patruljer. Det nægtede vi at efterkomme. Så forsøgte de, at få os til at vende om, hver gang de syntes, situationen blev for problematisk. Det nægtede vi også.
Om det så var fordi vi var så problematiske, eller fordi vi filmede en FN-patrulje, der tog flugten blot på grund af en lille pro-Assad-demonstration - formentlig organiseret af myndighederne selv, i stedet for at blive og gøre deres arbejde - ved jeg ikke. Men i hvert fald fik vi lige pludselig dagen efter lov til at følge en patrulje, som endog blev ledet af en dansk FN-officer. Patruljen kørte endog ind i et af de mest krigshærgede nabolag i Homs.
Da vi kom til det sidste regeringskontrollerede check-point inden krigszonen, forlod de syriske sikkerhedsfolk, der ellers ledsagede FN-konvojen, os, og vores syriske chauffør måtte heller ikke længere være med, så jeg kørte vores bil, mens Rasmus filmede.
Området var totalt forladt. Mennesketomt. Ikke en sjæl. Pludselig forstår man udtrykket spøgelsesby. Det var skrækindjagende. Husene var koparrede af skudhuller. Flere steder var vægge helt væltede på grund af panserbrydende granater eller artilleri. Men det værste var manglen på mennesker.
Husene var forladte. Døre stod halvåbne og klaprede i vinden. Indenfor lå der tøj, sko stod på gulvet, tallerkner på spisebordet, men ingen beboere. En 3-hjulet cykel og en kulørt bold lå på gaden, men ingen børn. Som en apokalyptisk fremtidsfilm: Husene er der, tingene også, men ingen beboere. Alle indbyggere er forsvundet. Vi håber, at de i det mindste er flygtet, for alternativet er forfærdeligt at tænke på, men vi så i det mindste ingen lig.
Vi fulgte efter de to FN-Land Cruisers ned ad den mennesketomme hovedgade. Pludselig hører jeg lyden af et hvislende projektil fra en snigskytteriffel. Det pifter lige forbi os ned ad gaden bag os. Så et til. Først det hvisssslende pifffft, så braget. Braget kommer altid bagefter. Vi har ganske vist skudsikre veste på og kevlarhjelme, men det gør os langtfra usårlige. Jeg forsøger at holde vores helt almindelige ”soft skinned” Toyota præcist bagved FNs pansrede køretøjer, som i det mindste kan give os en smule læ for kuglerne.
Hele denne lange beretning bare for at begrunde, hvorfor jeg næsten ikke har nogle fotografier fra den nervepirrende tur ind i Homs' kampzone. Mit sædvanlige dilemma på den slags opgaver er, at jeg jo er TV-journalist – ikke fotograf. Så mit job er først og fremmest at rapportere til TV – ikke fotografere. Derforuden var vi i et hotspot, hvor der blev skudt efter os, så mit job i sådanne situationer er først og fremmest at holde øje med alt det, min fotograf af gode grunde ikke kan se, fordi han filmer, og sørge for, at vi begge kommer ud af balladen med livet og lemmerne i behold. Det giver ikke megen tid eller mulighed for at fotografere. Desuden – og det er skamfuldt at måtte indrømme – var mit kamera næsten løbet tør for batteri. Så derfor har jeg desværre kun en håndfuld brugbare fotos fra turen ind i krigszonen i Homs i Syrien.
Her får I et par stykker af dem.
Sidder i haven og venter på at få at vide, om jeg skal til Syrien eller til Egypten. To dramatiske begivenheder, der hele tiden udvikler sig. Syrien – en langsom massakre, som omverdenen tilsyneladende har svært ved at kalde en borgerkrig, og helst ikke vil involveres i; og Egypten – endnu et begyndende arabisk demokrati, hvor vi ikke helt kan blive enige med os selv om, om det er godt eller skidt med al den frihed, når araberne så blot vælger islamister, som vi slet ikke er sikre på, om vi kan lide.
For en sikkerheds skyld sidder jeg og læser op på situationen i begge lande. Jeg har lige bladret igennem en stak fotos fra Egypten, og mit blik falder et par gange på det samme foto, som jeg egentlig slet ikke ville tage i første omgang, men som jeg, nu hvor jeg ser det igen et stykke tid senere, faktisk godt kan lide. Så selvom det allerede optræder i et af mine fotogallerier, så får I af mangel på noget bedre lige en lille historie om det.
Vi havde været på Tahrirpladsen i Kairo hele dagen, og var egentlig på vej tilbage til vores hotel for at redigere dagens indslag til TV2/Nyhederne. Vi satte kursen mod Qasr al-Nil-broen over Nilen til øen Zamalek, hvor vores hotel ligger. Lige inden vi forlader Tahrirpladsen ligger Den arabiske Ligas hovedkvarter på højre hånd.
I skyggen under nogle træer lige udenfor havde en gruppe syriske demonstranter opslået et telt, hvorfra de protesterede imod Assad-styret i Damaskus. Jeg talte lidt med dem og tog nogle billeder. Da der var så mørkt i skyggen, måtte jeg tage billedet på meget lang lukkertid og stor blænderåbning.
Mens jeg fotograferede blev en midaldrende egyptisk mand ved med at forstyrre mig bagfra. Han var på vej til Tahrirpladsen med sine tre børn, og ønskede, at jeg skulle fotografere hele familien. Jeg vendte mig om, og tog et par billeder. Mest af alt blot så de ville gå videre og ikke forstyrre mig mere.
Jeg koncentrerede mig egentlig ikke. Måske derfor forblev lukkertiden lidt lang. Det gjorde, at folk i baggrunden blev en smule udtværede, mens den glade far og hans børn står skarpt. Det er egentlig et helt fint foto, når jeg nu kigger på det.
Vil du se billedet i farver, så optræder det også i dette fotogalleri på hjemmesiden.
23. maj 2012
Var rundt hele dagen for at tale med egyptiske vælgere her i Kairo under præsidentvalgets første dag. Mest tid tilbragte vi i det fattige Imbaba-kvarter, hvor det bare vælter frem med fantastiske motiver.
Man skal dog nærme sig kvarteret og dets indbyggere med en vis varsomhed og en udstrakt grad af respekt og forståelse.
Som det næsten altid er tilfældet, bliver folk først vrede, når vi kommer ind i deres nabolag for at filme. I særdeleshed fordi vi naturligvis filmer æselkærrer, gadehandlere og alt det, folk synes, udstiller deres fattigdom. De ville ikke være en ”fattig-Zoo”, som turister kommer for at opleve, og det kan man ikke fortænke dem i.
Det interessante er dog, at starter man med at interviewe nogle af dem om præsidentvalget, hvad de mener om landets situation, hvem de vil stemme på, og hvad skal der gøres, for at gøre Egypten til et bedre land, så ændrer stemningen sig brat fra det ene øjeblik til det andet.
Nu vil de gerne vise det hele frem, for det er jo netop deres situation her i Imbaba, der er argumentet for alt det, de har på hjertet og de ændringer, de ønsker.
”Kom og se her”, siger de så. ”Se! Vi må bruge æselkærrer, mens andre her i byen bruger små lastbiler. Men det har vi ikke råd til!” Og så tager vi billeder af æselkærren.
Pludselig bliver vi af de lokale forevist præcist det, vi alligevel gerne vil filme, men nu er vi pludselig deres æresgæster, og vi bliver vist rundt. Billedet er vendt helt om.
Sådan er det meget ofte i den her del af verden.
Om man får lov til at filme, og om man får gode billeder – og i vores sammenhæng på TV – og gode interviews m.m. afhænger helt af, hvordan man nærmer sig folk. Gør man det med venlighed, respekt og behandler man folk med den værdighed, man også gerne selv vil behandles med, så bliver man modtaget som en velkommen gæst. Man kan filme alt, man vil, man får kaffe og te, og kan næsten ikke få lov til at forlade området igen.
Kommer man buldrende ind med kameraer og mikrofon og blot begynder at filme folk i al deres ynkelighed – uden at bemærke den fantastiske værdighed, de formår at bevare midt i de miserable forhold, myndighederne tvinger dem til at leve i – så bliver man bare smidt ud, inden man får begyndt.
At lave gode billeder – om det er TV eller fotografi – handler om langt mere og andet end teknik og hvordan man trykker på udløseren. Det handler først og fremmest om menneskesyn, optræden, interesse, venlighed, tålmodighed og først og fremmest… om at vise respekt.
12. maj 2012
Har besøg af Jesper Steinmetz – TV2s Washington-korrespondent, som gerne vil se lidt af det Israel-Palæstinaområde, som i den grad også optager sindene i den interne amerikanske debat. I dag tog jeg ham ind i Jerusalems Gamle Bydel, hvor vi naturligvis skulle se de hellige steder – blandt andet Gravkirken.
På vejen ind til kirken igennem bazaarens smalle gyder hørte jeg pludselig de nemt genkendelige, taktfaste stød i brolægningen, bum, bum, bum, som de fez-klædte vagter, der altid eskortere nogle af de kristne religiøse overhoveder, laver, når de i procession langsomt bevæger sig ind mod kirken. Denne gang var det en gruppe præster fra det græsk-ortodokse patriarkat, der var på vej ned mod kristendommens allerhelligste sted.
Vi stillede os naturligvis straks ind til siden, så præsteskabet kunne passere forbi… mest var det naturligvis for at tage et par billeder af dem. Her er et af dem.
Bemærk de to mænd i gråt jakkesæt og den røde (det kan I naturligvis ikke se) fez på hovedet, som går foran med deres tamburstav. Det er en slags vagter, der lige nu og her sørger for at rydde vejen for patriarkens repræsentanter, men sjovere er det, at de er repræsentanter for to prominente arabisk-muslimske familier i Jerusalem, som i hundredvis af år har været beskyttere af nøglerne til Gravkirken.
De forskellige kristne retninger stoler så lidt på hinanden, at ingen af dem vil betro ansvaret for nøglerne til den anden. Derfor er det to muslimske familier, der morgen og aften låser op og igen lukker og låser døren til det helligste sted for verdens kristne – og de passer også på nøglerne til kristendommens allerhelligste.
Sjovt! Er det ikke?
9. maj 2012
Jobbet som Mellemøstkorrespondent betyder mange og lange rejser. Så når jeg endelig er hjemme, skal det udnyttes. Så da min kone havde fået et par fribilletter, slog vi til. Moderne, orientalsk jazz i kælderen under et nyt kulturcenter. Det viste sig at være en hyggelig lille bar, ikke plads til særlig mange mennesker, men placeringen var sær. Baren ligger syv etager under jorden i en parkeringskælder?!? Det kunne man dog ikke se, når man først var indenfor.
Egentlig skulle det ”bare” have været en hyggelig, stille aften i byen med konen. Lidt musik og en drink. Men da vi har haft flere indbrud i huset, dertil to mislykkede forsøg alene i den seneste måned, og jeg allerede to gange har fået stjålet alt mit fotoudstyr, så tager jeg altid det hele med mig. Lidt et gedemarked, men hellere det, end miste det hele igen for tredje gang.
Så selvom det skulle være ren afslapning, så kunne jeg naturligvis ikke lade være med at knipse et par snapshots, når jeg nu alligevel havde kameraet i tasken.
Både for at eksperimentere med at tage fotos i den belysning, der i forvejen var i baren, altså uden at bruge flash, men også fordi, hvis jeg ikke også ind imellem tager billeder af disse behagelige, hyggelige oplevelser, så ender jeg med kun at have fotos af uroligheder og voldelige sammenstød, med et par lejlighedsvise religiøse fanatikere som afveksling. Så jeg vil også tage billeder af nogle af de positive, livsbekræftende øjeblikke, der heldigvis også er mange af i den her ellers vanvittige by, vi kalder Jerusalem.
Det var en fantastisk koncert. Skøn stemning.
Fuld af energi, glæde, morskab og fornøjelse… jazz er altid sjovt. Det er en musik der appellerer til glæde. Den er uhøjtidelig. Ironisk. Selvironisk. Sprudlende. Fuld af ustyrlig livsglæde.
Det var ikke traditionel jazz, vi hørte. Slet ikke. Snarere en moderne jazz’ed fusion af arabisk, orientalsk, mediterrant, jødisk, øst-europæisk klezmer-jazz a la ”Bustan Abraham”, hvis der er nogen, der kender det. Også lidt i stil med det Henrik Goldschmidt spiller i sit Middle East Peace Orchestra.
En dejlig aften i byen med konen, et glas god single malt whisky, dejlig mellemøstlig jazz… og så var det gratis!!!
30. marts 2012
Jeg sad og organiserede fotos på computeren, da jeg fik besøg af Matthew, en britisk kollega fra den trykte presse.
Billederne, jeg arbejdede med, var fra min netop overståede reportagerejse til Syrien. Eller jeg burde bare sige Damaskus, for myndighederne gav os ikke lov til at komme andre steder hen. Det var en dybt frustrerende rejse, hvilket jeg naturligvis udbredte mig om til kollegaen, som også kender til systemet i Syrien.
Undervejs viste jeg ham nogle af mine fotos. Først kun dem, jeg syntes kunne vises frem. Men så, på grund af den mere faglige snak om de praktiske problemer, vi stod overfor, viste jeg ham også billeder, jeg ellers ikke ville vise til andre. Blandt andet et, optaget i skjul, hvor vi er blevet stoppet af syriske sikkerhedsstyrker, fordi vi strejfede rundt i et ”problematisk” kvarter, hvor der havde været kampe med oprørsstyrker.
Billedet levede slet ikke op til noget minimalt krav om ordentlig komposition. Vi kan endog dårligt se ansigterne på de personer, der optræder. De syriske sikkerhedsagenter diskuterer, hvad de skal gøre med os. En af dem forsøger forgæves over radioen at komme i kontakt med sine overordnede. Jeg ved, at tager vi billeder eller filmer vi på det tidspunkt, gør det blot situationen værre. Alligevel forsøger jeg. Jeg hoster højt, for at overdøve støjen, og trykker på udløseren, selvom kameraet ligger i mit skød. Derfor er der ingen kompositoriske kvaliteter eller noget som helst andet.
Men Matthew mente, at det nærmest blot øger dramatikken, og han argumenterede for, at jeg netop af den grund burde bruge billedet.
På et tidspunkt foregiver jeg, at jeg skal hente noget i bilens bagagerum, og mens jeg står ude på gaden med kameraet over skulderen, trykker jeg på den udløserknap, der, når man har et særligt håndgreb på kameraet, sidder på undersiden, og derfor ikke er så tydeligt.
Det giver mig nogle flere billeder af de skurke, der en gang påstod, at de gik i statens tjeneste, for at beskytte civilbefolkningen imod vold og kriminalitet, men som nu i stedet myrder løs på præcist de mennesker, de skulle forsvare.
Det er klart, at disse billeder kan give problemer, derfor er det første, jeg gør, da jeg kommer ind i bilen igen, at skifte hukommelseskortet ud med det, jeg havde brugt dagen før. Så hvis sikkerhedsfolkene pludselig blev mistænksomme, og krævede at se, hvad jeg havde taget billeder af, så ville det kun være "uskyldige" billeder fra andre områder i Damaskus. Intet problematisk.
Så her kommer et par billeder, jeg indtil nu ikke har vist, men som jeg måske nu alligevel går i gang med at skrive en historie til. Derfor kommer der måske en af dagene en artikel, jeg ellers ikke ville have skrevet, fordi Matthew overbeviste mig om at der altid er en historie at fortælle. Og måske kommer der også et fotogalleri med billeder fra Syrien-rejsen, selvom turen langtfra levede op til mine journalistiske forventninger og ambitioner.
Fotografi… selve ordet stammer fra græsk – photos og graphos – hvilket vist nok betyder noget i retning af ”at tegne med lys”. Og det er altid en god lille ting at erindre sig, når man løfter kameraet op til øjet for at tage et billede. I virkeligheden lang tid inden. Både når det gælder tidspunktet på dagen, hvor man går ud for at fotografere – det er altid bedst tidligt på morgenen og sidst på eftermiddagen, når solen står lavt og skyggerne er lange og bedst; og også hvordan man placerer sig selv i forhold til lyset. Ofte kan man med fordel få nogle dramatiske effekter ved at forsøge sig med modlys.
Det var en noget ”langhåret” indledning blot for at vise to billeder, jeg lige har taget inde i byen.
Jeg er lige kommet hjem til familien her i Jerusalem efter at have været på farten i næsten to måneder, så kort tid efter jeg var landet, gik jeg med min kone og søn ud på en af mine yndlingscaféer for at få lidt at spise. Vi kom ind netop som solen stod så lavt på himlen, at lyset væltede igennem de to flotte, gammeldags vinduer i husets facade. Normalt, når man på den måde fotograferer i direkte modlys, ville det være godt med en flash til at bløde lidt op på skyggerne, men en sådan havde jeg ikke med.
Man kan også godt se på billedet, at mit Fuji X100-kamera, som var det eneste, jeg havde med, har svært ved at klare modlyset. Det får altid nogle frygtelige reflekser inde i linsen. Her kan man se refleksionen af vinduerne. Det ene ses stående på hovedet i min kones skygge. Sørgeligt, men billedet kan stadigvæk godt bruges.
Det andet billede er af min søn i et ret så dramatisk sidelys. Sådanne portrætter taget med det tilstedeværende lys, kan jeg godt lide. Her er der dog nok lidt for meget lys. Havde jeg ventet en halv times tid, ville det sikkert have været bedre.
Men lyset – og skyggerne – er alfa og omega. Det er med dem, man skal lege med, hvis man vil lave interessante billeder, som det er værd at kigge på.
19. marts 2012
Jeg går baglæns. Efter nu begejstret at have fotograferet digitalt i nogle år, har jeg lige købt et gammelt analogt Leica M6 fotografiapparat, så nu vil jeg i gang med at skyde på god gammeldags sort-hvid film igen.
Fantastisk kamera, sådant et Leica. Smukt. I sig selv et lille kunstværk. Og så tillige et kunstværk med en fantastisk historie og tradition. Man føler denne tradition bare ved at holde vidunderet i hænderne.
Men også skørt. Kugleskørt. Jeg er helt enig.
Men efter i et stykke tid begejstret at have beskæftiget mig med fotografering som hobby, og i særdeleshed efter nu også at have udgivet en fotobog, hvilket fejlagtigt får mange til at tro, at jeg faktisk ved noget om det, så er jeg begyndt at tænke lidt mere over, hvad det egentlig er, jeg går og laver.
I Ikast lavede jeg i forrige uge en hel foredragsaften om fotografering (”who am I?”), og her viste jeg en serie råoptagelser på omkring 25-30 skud af en ophidset, demonstrerende folkemængde i Benghazi i Libyen. Efter af have holdt kameraet op og blot skudt en lang serie fotos, valgte jeg bagefter et enkelt billede ud, som præcist var optaget det rigtige brøkdel af et sekund.
En råbende, skægget mand med hånden hævet, indrammet af arme og andre mennesker, som er lidt ude af fokus. Flot billede. Ingen tvivl om det.
Men er det mit billede?
I bogen står det som mit. Det breder sig over et helt opslag og indleder hele afsnittet om Det arabiske Forår. Men var jeg tilstrækkeligt med i situationen til at kunne kaldet det mit værk? Var det ikke blot mit kamera, der frøs alle øjeblikke fast i et hæsblæsende tempo, hvorefter jeg afslappet kunne sidde og vælge et enkelt billede ud?
Det var ikke sådan de gamle, ”rigtige” fotografer opererede. Henri Cartier-Bresson talte om ”the decisive moment” – ”det afgørende øjeblik”. Dette enkelte, magiske øjeblik, hvor man trykker på udløseren, fordi det er øjeblikket.
Men for at kunne gøre det, må man leve helt og fuldt med i det, der sker. Den moderne teknik giver os mulighed for at få billedet alligevel, men uden indlevelsen. Vi tager bare det hele med, fordi kameraet kan klare det, og så udvælger vi bagefter det bedste foto, og foregiver at det er vores fotografiske evner, der har givet os billedet.
Nu prøver jeg at gå baglæns. At fotografere på film. Sort-hvid. Med et gammelt Leica. Langsomt – men mere opmærksomt. Trække filmen frem med tommelfingeren, spænde udløseren og gøre klar til næste skud i det næste "afgørende øjeblik".
Nu vil jeg være mere med. Indleve mig mere i situationen.
Vi får se om der så også kommer bedre billeder ud af det.
19. februar 2012
Folk trak kraven op om ørene og skyndte sig hen ad gaden. Undervejs søgte de ly under baldakiner, markiser og andet, så meget de kunne. Regnen silede ned, og det var koldt. Ikke en dag at være udendørs i.
Vi var ankommet til den nordlibanesiske Middelhavsby Tripoli nogle timer forinden, og skulle blandt andet filme fredagsbønnen i byens gamle, centrale moské i bazaarkvarteret.
Vi ankommer et times tid inden bønnen skal begynde, for vi skal først have overtalt imamen til at give os tilladelse til at filme under seancen. Den får vi ret hurtigt. Vi må blot ikke bevæge os rundt, mens folk
Hele tiden bevæger han sig over til vinduerne ud mod moskéens gårdsplads, hvor de bedende skal vaske sig, inden de kommer ind. Han stirrer ned mod porten ud mod bazaarkvarteret.
”Dukker der ikke snart nogle flere op”, synes han at spørge. ”Regnen alene kan vel ikke få folk til at opgive fredagsbønnen.”
Normalt kan jeg bedst lide at fotografere folk forfra, så man kan se deres ansigt og vigtigst af alt deres øjne. Derfor ventede jeg også her med kameraet skudklart, så jeg kunne få imamen forfra, når han vendte sig. Men interessant nok, så er det et langt mindre interessant billede, end det første, hvor den gamle mand spejder udover gårdspladsen. Hvor imamen kigger ud, der sker der noget, da spørger vi os selv, hvad mon han tænker, hvorfor er det så afgørende, hvad vil der ske.
Her er et eksempel på, at et rygskud indimellem kan være mere interessant end en frontalt portræt.
18. februar 2012
Vi var egentlig i den nordlibanesiske by Tripoli fredag for at interviewe den salafistiske imam Omar Bakri, gå til fredagsbøn og derefter filme de demonstrationer, der altid i denne tid kommer i kølvandet på fredagsbønnen.
Det gik dog ikke helt efter planen. Demonstrationen udeblev for vejret var dårligt. Dårligt vejr er i virkeligheden en underdrivelse.
Det var et mega-uvejr. Et skybrud af bibelske proportioner. Vandet bare væltede ned.
Lige ovre på den anden side af grænsen, i Homs i Syrien, hvor de værste kampe finder sted, sneede det. Endnu en byrde lagt på skuldrende af de ulykkelige mennesker, som allerede kæmper en daglig kamp for at overleve. Der er ikke nogen elektricitet i byen. Der er ikke blevet kørt flaskegas ind, og det brænde, folk måske havde i begyndelsen af konflikten, er for længst brugt op. Så civilbefolkningen, der er fanget i den omringede by, må nu slås både for at overleve granaterne og for ikke at fryse ihjel under snedækket.
Jeg har mange gange forsøgt at fotografere regnvejr, fordi rigtige fotografer altid siger, at der ikke er noget vejr, der ikke er godt foto-vejr. Enhver form for vejr kan bruges. Jeg har bare aldrig haft særlig megen succes med regn.
Men – nu stod vi her, i Tripoli. Den demonstration vi havde ventet, fandt ikke sted. En løbetur igennem skybruddet hen til vores bil ville ødelægge vores udstyr, så vi venter i læ under den gamle buegang udenfor moskéen, hvor vi netop har filmet fredagsbønnen, og jeg forsøger endnu en gang at fotografere regnvejr.
Først forsøger jeg mig med korte lukkertider, der fryser regnen fast. Ligesom fanger dråberne i faldet. Men man skal godt nok kigge godt efter, for at se, at alle de små hvide prikker er regndråber. Derfor venter jeg naturligvis til at et par folk krydser gårdspladsen, en af dem heldigvis med en paraply, blot så der ikke skal være nogen tvivl.
Jeg forsøger mig også med et par optagelser på lang lukkertid, hvor regnen når at falde et stykke vej, mens kameraet eksponerer billedet. Derfor får vandet sådan et nærmest silkeagtigt sammenhængende forløb.
Jeg havde ikke noget stativ, så når man tager billeder på 1/30 til 1/8 sekund, må man støtte fotografiapparatet på noget. Jeg forsøgte at klemme kameraet op mod en søjle, og holde det så fast og stille som muligt, mens jeg trykkede af. Hver gang skød jeg en kort serie af billeder, i håb om at bare et af dem ikke ville være for rystet.
Her får du lige nogle eksempler på et libanesisk regnvejr.
Vi er lige ankommet til Wadi Khaled, der ligger i Libanon men kun 30 km fra den krigshærgede syriske by Homs. Vi stopper ved en garage, hvor vi kan se en stor gruppe syriske flygtninge stimle sammen om den smalle åbning ind til en dunkel garage. Der deles brugt tøj ud. En vagtmand indenfor sørger for, at flygtningene kun kommer ind i små grupper, så der ikke opstår totalt kaos.
Til min store overraskelse har vi ikke problemer med at få flygtningene til at give interviews. Både med deres ansigter på skærmen og rigtige navn. Jeg spørger dem et par gange, om vi skal ændrer deres navn af hensyn til deres egen eller deres familiers sikkerhed, men nej. De er stolte, værdige og selvom de nu er sårbare flygtninge, vil de stå ved deres kritik af Bashar al-Assads regime.
Jeg interviewer dem, og min kameramand filmer. Mens min libanesiske chauffør oversætter et af spørgsmålene til en af de ældre kvinder, tager jeg et par billeder af hendes barnebarn, som hun holder i hånden.
Det billede og det bekymrede barneansigt fortæller mere om situationen end mine interviews.
Familien er kun delvist kommer herover i sikkerhed i Libanon. Fire kvinder og seks børn – en bedstemor, hendes tre døtre og deres børn. Alle mændene er stadigvæk tilbage i Homs, hvor de kæmper imod regeringsstyrkerne, som bombarderer byen. Ingen har hørt fra dem i dagevis. Kvinderne ved ikke, om de nogensinde får dem at se igen.
Mændene kæmper for frihed og en menneskeværdig tilværelse ovre i Homs. Kvinderne gør det herovre i Libanon ved at beskytte børnene og give deres øjenvidneberetninger videre til verdenspressen. Alle udviser de et fantastisk stort mod. Men børnene er bange og bekymrede.
Der er en afgrund imellem drøm og virkelighed. Det ved alle.
Her i Mellemøsten er det dog ikke altid, at folk, man taler med synes at se forskellen. For mange hernede er drømmen ofte et bedre tilflugtssted end den ubehagelige virkelighed, der omgiver dem. En virkelighedsflugt man møder fra top til bund i samfundene hernede.
Kan man ikke lide den rigtige virkelighed, opfinder man bare en anden.
Præsident Hosni Mubaraks regime stemplede de udenlandske medier som ”spioner, bøller og undergravende elementer”, der organiserede og stod bag urolighederne. Jeg blev tævet med køller under opstanden, hvorfor skulle jeg dog selv have organiseret det?
Medlemmerne af Det muslimske Broderskab, som nu får magten i Egypten, siger, at Islam er det ultimative udtryk for frihed. Perfektionen af friheden. Og de tror på det. Vi får se, om kvinder, kristne, homoseksuelle og andre udsatte minoriteter opfatter det på samme måde.
Oberst Muammar Gadaffi sagde med stor overbevisning, ”mit folk elsker mig”, og han troede tilsyneladende på det… indtil folket henrettede ham, og bagefter dansede begejstret i gaderne.
”Vi elsker vores præsident”, sagde professoren i Saddam-portrætmaling på kunstakademiet i Bagdad, da jeg for mange år siden spurgte ham, om han ikke, som kunstnere i mange andre lande, også kunne tænke sig at ind imellem lave en karikatur af Saddam Hussein. ”Vi bider ikke hånden, der giver os vores føde”, svarede han fornærmet.
Arabiske kunstnere lavede helteportrætter af diktatorerne, slikkede tyrannerne i røven og skrev hyldestdigte til dem. Ny hylder de samme kunstnere pludselig Det arabiske Forår, og påstår, at de i virkeligheden altid tilhørte oppositionen. En hån mod dem, der faktisk gjorde det, og blev smidt i fængsel, tortureret eller tvunget i eksil.
Præsident Bashar al-Assad sagde i sit interview med ABC's Barbara Walters: "Vi dræber ikke folk... ingen regering i verden, dræber sin egen befolkning, med mindre den ledes af en sindsyg person." Om Assad selv tror på det, eller om han ikke længere er ved sine sansers fulde fem, ved jeg ikke. Men hans regime myrder faktisk befolkningen.
Alle disse mange skøre tanker på en spadseretur igennem Beirut, hvor jeg så reklameskiltet om drømmeboligen foran ruinen her.
Drøm og virkelighed!
06. februar 2012
Jeg har, som mange af Jer sikkert allerede har opdaget, lige udgivet en bog med mine egne fotografier, hvilket jeg naturligvis er umådelig stolt over. Men… og det er et ”men” – jeg synes selv, når jeg bladre igennem bogen, at jeg gerne ville have haft flere sort/hvide fotos og færre farvebilleder.
Når jeg bladre igennem bogen er der for mange kulører?!?
Hvad er det nu for noget? Det er da underligt.
Sort/hvid er gammeldags. Farver en moderne forbedring. Et skridt op af udviklingsstigen.
Hvorfor skulle man dog gå baglæns?
Og alligevel nyder jeg et virkelig godt sort/hvidt foto langt mere end et farvebillede. Det er svært at forklare.
Hvis udviklingen havde været den anden: Havde vi opfundet farvefotografiet fra starten, så ville idioten, der pludselig opfandt sort/hvidt blive betragtet som en særling. Hvad skulle man dog overhovedet med sådan noget.
Men er det sort/hvide så blot en nostalgisk trang til at vende tilbage til fortiden?
Jeg ved det ikke. Men jeg synes, at et godt, korrekt belyst, velkomponeret sort/hvidt billede kan være næsten skulpturelt. Manglen på farver gør det renere. Her er kun lys og skygge. Jeg kan dvæle ved det på en helt anden måde.
Det kan sagtens være, at jeg er gammeldags, men jeg elsker sort/hvid-fotografi. Jeg føler mig mere som rigtig fotograf, når jeg kan vise et godt et af slagsen, som disse to fra de seneste demonstrationer i Kairos gader nær Indenrigsministeriet. Modlys og ophvirvlet støv øger blot skønheden synes jeg.
04. februar 2012
”Udforsk alle dit kameras muligheder. Lær dit udstyr at kende! Check alle kameraets indstillinger…”
Ja, ja, ja!!!
Jeg er så træt af at læse det hele tiden. Disse selvfølgeligheder spilder altid spalteplads i de bøger om fotografering, som jeg køber. Jeg vil hellere have fancy indsiderviden, lærer mestrenes hemmelige tricks og høre om smarte brugbare teknikker end endnu en gang at blive belært om disse begynder-selvfølgeligheder.
Sceneskift:
Hele fredagen løb jeg rundt i gaderne omkring det egyptiske indenrigsministerium her i Kairo, og lavede TV-nyhedsindslag om de uroligheder, der nu hærger hovedstaden.
Det hele var kaos. Vi blev marineret i tåregas, folk var i panik, vi var lige ved at blive trampet ned, undervejs mistede jeg min tegnebog med alle mine kreditkort, kørekort m.m. (Den blev dog senere fundet igen – blot uden pengene.)
Men midt i alt det kaos fik jeg også taget en masse fotos. Dramatiske fotos. Hvad mere kan en fotograf ønske sig, end at revolutionen udspiller sig lige foran linsen? Dramatisk røg fra tåregassen, råbende og skrigende demonstranter. Det hele var der. Det var bare at trykke på udløseren, så jeg skød løs.
Tilbage på hotellet i aftes downloadede jeg forventningsfuldt billederne til min computer…
Katastrofe!!!
Alle billederne er ude af fokus!
I kaosset er jeg kommet til at slå objektivets autofokus fra, så hele dagen har objektives stået på et fokuspunkt kun et par meter foran kameraet. I forvirringen når jeg ikke at checke de enkelte billeder, som jeg ellers altid gør, for jeg skal jo først og fremmest lave TV og overleve. Kun et par billeder, hvor folk tilfældigvis har befundet sig, hvor linsens fokuspunkt var, kan bruges.
Suk!
Begynderfejl!!!
Derfor: Læs også de kapitler i fotobøgerne, der handler om de mest basale ting indenfor faget. I hvert fald hvis du ikke bagefter vil anses for en hjælpeløs begynder.
”Udforsk alle dit kameras muligheder. Lær dit udstyr at kende! Check alle kameraets indstillinger…”
(Og nyd et par af mine uskarpe billeder! De få skarpe får du ved en senere lejlighed.)
12. januar 2012
Kampen for at få den zionistiske drøm til at blomstre handler ikke kun om at sikre den jødiske stat imod arabiske militære angreb udefra eller palæstinensisk terrorisme. Det handler også om at gøre Israel til en stat, der er værd at leve i for sin befolkning.
Den kamp kan Israel være på vej til at tabe. På den ene side vil en stadig mere højtråbende og agressiv ultra-ortodoks befolkningsgruppe have Israel til at blive en jødisk udgave af det fundamentalistiske Iran, men Israel taber også en større og større del af befolkningen til fattigdom, hjemløshed og social deroute.
Det skulle være ”Landet der flyder med mælk og honning”, men det er ikke virkeligheden for mange. 1,7 millioner israelere lever under fattigdomsgrænsen. Næsten 20 pct. Heraf er 873.000 børn.
På en kold aftenspadseretur i det centrale Jerusalem forleden aften gav dette fotografi. Jaffa Street er blevet lukket af for biltrafik. Nu er her kun adgang for sporvognen, fodgængere og… de hjemløse, der altid holder til herinde. Omkring Zionspladsen er der altid tiggere, og besøger man området midt om natten, ligger mange af dem og sover ude i det fri, i trappeopgange og i baggårde.
Vejrudsigten siger, at det måske begynder at sne i Jerusalem senere på ugen.
02. januar 2012
Det første lys bliver tændt ved den jødiske lysfest Chanukka, som i år falder sammen med julen.
Chanukka er i virkeligheden en frihedsfest. Legenden fortæller historien om, hvordan jøderne i oldtiden befriede Israel fra hellenerne og rensede templet, så det kunne tages i brug igen. Ved den lejlighed skete der et lysmirakel. Det markeres hvert år med denne lysfest, hvor man hver dag tænder endnu et lys i chanukka-stagen indtil alle otte er tændt på festens sidste aften.
I år besluttede vores rabbiner, Levi Weiman-Kelman (som I ser på billedet), at vi skulle indlede vores Chanukka-fest inde centrum af Jerusalem og gøre vores Chanukka til en protest imod de yderligtgående, militante jødiske bosættere, som i den seneste tid har angrebet palæstinensere, vandaliseret moskeer og angrebet israelske soldater i de besatte områder.
På hebraisk er der et ordspil mellem lys og lystænding på den ene side og pris og prismærkning på den anden. Og bosætterne siger, at disse voldelige bølleoptøjer er ”prisen” for palæstinensernes kamp og det etablerede Israels eftergivenhed overfor dem.
Set med vores rabbiners øjne er det at palæstinenserne kan leve et anstændigt liv i værdighed i deres egen stat ”prisen” for at israelerne selv kan leve i frihed og værdighed. Et folk kan ikke selv være frit, hvis det undertrykker et andet folk
Se de øvrige års Fotodagbog ved at klikke på et af linkene herunder:
Fotodagbogen 2010
Fotodagbogen 2011 – 1. del
Fotodagbogen 2011 – 2. del
Fotodagbogen 2013