Fotodagbog 2011 - 1. del

Et af mine favoritfotos fra revolutionen i Tunesien, det der allerede nu bliver kaldt begyndelsen på
Et af mine favoritfotos fra revolutionen i Tunesien, det der allerede nu bliver kaldt begyndelsen på

Fotodagbogen kører videre nu på andet år. Den er, som I kan se, blevet delt op, så der nu er en side for hvert år. Fotodagbogen var ved at blive så lang, at det tog for megen tid at downloade den. Det er nu midlertidigt løst, men jeg skal stadigvæk finde en ordentlig facon til siden.

 
 
På opgave i Bila'in på Vestbredden, hvor jeg, selvom jeg jo først og fremmest skal lave TV, også når at få taget nogle fotos til mig selv... og her til hjemmesiden. Foto: Søren Kjeldgaard

Jeg holder selv meget af Fotodagbogen, både fordi jeg nyder at fotografere, men også fordi den holder mig fast på, at jeg skal forsøge at tage et ordentligt billede om ikke hver eneste dag så i hvert fald med rimeligt jævne mellemrum. Så det nytter ikke noget blot at spadsere rundt med kameraet over skulderen. Der skal også fotograferes.

På den måde tvinger eksistensen af Fotodagbogen mig til at have blot en lille smule disciplin i min fotografering. Og det hjælper, at have et sted at vise sine billeder. Fotodagbogen er sammen med fotogallerierne her på hjemmesiden blevet et par af mine udstillingsvinduer. Og det har virket. Jeg tager mange flere billeder end tidligere.

 

 


 

 
 

29. juni 2011
Nu sidder jeg igen med min laptop hjemme i haven i Jerusalem efter endnu en overstået reportagerejse. Normalt ville jeg på det her tidspunkt sidde og gennemgå de mange fotos, jeg altid optager på sådan en rejse. Men ikke denne gang. For på denne rejse mistede jeg alle mine billeder, da min laptop crashede på sidstedagen. Suk!!!

Alt jeg har tilbage fra næsten to uger i Libyen, hvor vi blandt andet tilbragte en del tid i Misurata og Dafniya, er de få billeder, som illustrerer artiklen om de to byer her på hjemmesiden, og så en håndfuld fotos, der stadig befandt sig på fotografiapparatets flash card, og endnu

 
 
ikke var blevet overført til computeren, fra sidste dag i Benghazi.

Det er smertefuldt. Jeg er i sorg. Og det er bare så duuumt!!!

Jeg har prøvet det før, og kan slet ikke fatte, at jeg ikke er blevet klogere. Men jeg skal tilsyneladende brænde fingrene en gang imellem bare for at huske på min digital-fotografiske barnelærdom. Man kunne naturligvis også godt ønske sig en mere robust rejsecomputer, men det er jo ikke nogen undskyldning for ikke af have backups på alt.

Man skal altid gå med både livrem og seler. Det ved jeg godt. Derfor har jeg også altid en lille ekstern harddisk med mig, når jeg rejser, så jeg kan lave backups af mine computer-filer. Alligevel er det sket igen, fordi jeg ikke laver sikkerhedskopier hver eneste dag.

Så mens I kan se et par af de ganske få billeder fra sidste dag i Benghazi, så lad være en lære til alle Jer, der fotograferer digitalt: Lav altid sikkerhedskopier. Jo flere jo bedre. Det betaler sig.

* * *

De få øvrige billeder fra Misurata, som overlevede mit computer crash - og kun fordi de var blevet uploadet til en artikel her på hjemmesiden - kan du se på blogartiklen her: http://www.steffen-jensen.dk/dan/Blog/292-situationsrapport-fra-den-libyske-frontlinje-underlegne-og-optimistiske-oprorere/

 


 

 
 

6. juni 2011

TV2 har lukket mit kontor, som ellers i de sidste 20 år har ligget i TV-bygningen "Jerusalem Capital Studios" inde i centrum. Det er formentlig sket for at spare penge, men jeg er alligevel lidt ked af det, for i godt 15 år sad jeg imellem stålhylder med videobånd i noget, der mest af alt lignede et lagerrum. Og så... for 3-4 år siden fik jeg endelig et rigtigt kontor med ordentlige skriveborde, billeder på væggene og potteplanter.

Det blev desværre en kort fornøjelse. Nu er det lukket.

Til gengæld skal mit kontor flyttes hjem i min

 
 
privatbolig.

Ordet ”skal” viser, at der er tale om en fremtidsdrøm, for der var så meget i mit gamle kontor, at der ikke er nogen chance for at få plads til alt det i mit lille rækkehus. Så lige nu er mit arkiv af videobånd på vej i en container til Danmark, og bortset fra det vigtigste af TV-udstyret er alt andet pakket i kasser og befinder sig i et lagerrum udenfor byen.

Lige nu er vejret jo godt her i landet. Vi får ikke regn de næste mange måneder. Så mit kontor er i bund og grund flyttet ud til mit havebord på terrassen. Haven er også blevet TV2s nye studie i Mellemøsten, hvorfra jeg til tider per dag laver en halv snes direkte transmissioner fra – det vi i TV-sproget kalder LIVE Q&As, direkte transmitterede spørgsmål/svar sessioner med studieværten – til TV2/NEWS.

Det er lidt underligt, for sådanne dage, hvor jeg ikke skal ud i felten for at filme, kan jeg gå rundt i korte bukser og T-shirt hjemme det meste af dagen, og i virkeligheden være på arbejde.

Det har altid været svært i det her job at finde ud af, hvornår man er på arbejde, og hvornår man har fri, og det er nu blevet meget sværere.

Til gengæld har det den fordel, at jeg blot kan have en skjorte hængende. Fem minutter inden jeg skal ”på”, skifter jeg fra den slidte, lasede T-shirt. Billedrammen viser kun et brystbillede, så derhjemme i Danmark er der ingen, der kan se, at jeg i virkeligheden stadigvæk står i mine korte bukser, selvom jeg står og fortæller om ”Det arabiske Forår” i min have.

Så intet er så dårligt, at det ikke er godt for noget.

(Billederne er taget af min søn, som også fra tid til anden agerer kameramand og sikrer, at farmand er i fokus og placeret korrekt i billedrammen.)


 
 

24. maj 2011

Jerusalems gamle bydel er en labyrint. Både i tid og rum.

I rum – mest i form af forretninger og boder, som de fleste ser, når de som turister krydser tværs igennem bydelen indenfor den gamle middelalderlige bymur. Men bagved de mange forretninger findes også en bydel med normale mennesker, som bor og lever i Den gamle By, hvor tiden tilsyneladende har stået stille, men så alligevel ikke. Et virvar af gyder, baggårde, boliger, skure, tagterrasser, hvælvinger, stræder, kaffehuse og meget mere.

En spadseretur rundt i Den gamle By vil altid kaste nogle fotos af sig. Det er næsten ligegyldigt i hvilken retning, man retter sin linse, så kryber der et fotogent motiv ind i den.

For nogle dage siden tog jeg nogle kolleger med hen over tagene. Det er ofte den nemmeste måde hurtigt at komme fra et sted til et andet. Handelsgaderne og gyderne nedenunder er så trange og overfyldte, at det tager meget længere tid at komme frem dernede.

For at komme tilbage ned på gadeniveau igen, gik vi igennem en jødisk bosættelse, som er oprettet inde i det muslimske kvarter. Så på den måde trænger den

 
 
moderne politiske nutid og konflikt sig bastant ind i den fortid, som Den gamle Bydel også er.

På vej igennem bosættelsen stødte vi ind i en lille gruppe ultra-ortodokse unge mænd, som studerer på et religiøst akademi i bygningen. Billedet af dem er ”skudt fra hoften” i bogstaveligste forstand. Jeg kiggede ikke ind i søgeren, men knipsede billedet i smug, mens jeg foregav at kigge et andet sted hen.

Umiddelbart udenfor passerede et par muslimske kvinder os, mens en ortodoks jøde kom i den modsatte retning. Jeg tog billedet, men mit kamera starter lidt langsomt, så jøden skiftede pludselig retning og nåede lige at forsvinde om hjørnet, og jeg anså egentlig billedet for kasseret, fordi målet egentlig have været at få de to parter tæt på hinanden. Da jeg kom hjem og så billedet i større format, syntes jeg dog alligevel at det slet ikke var så dårligt endda. Måske netop på grund af at jøden i baggrunden kun ses halvt – fordi han er på vej ud ad billedet. Det der i øjeblikket var kassationsgrund, blev ved et længere eftersyn grunden til at det er et interessant foto.

Nu'et og eftertanken. Jeg oplever efterhånden tit, at billeder, jeg selv i første omgang ikke tror på, senere når jeg får tid til at studere dem lidt mere indgående, er bedre, end jeg først troede. Ofte oplever jeg også, at jeg, når jeg bladre igennem bøger med professionelle fotografers billeder, pludselig ser et foto, som minder mig om noget, jeg selv tidligere har fotograferet, men ikke syntes om. Så finder jeg de gamle billeder frem igen, og pludselig oplever jeg, at de egentlig har noget i sig, jeg ikke selv opdagede i første omgang.

Det viser blot, at fotografier i modsætning til video eller i modsætning til selve virkeligheden er noget man kan dvæle ved og bruge tid på. Man kan studere detaljer, opleve en fastfrosset lille bid af virkeligheden, som man ikke kan opleve i den virkelige virkelighed. Nu'et og eftertanken.

 
 

Når man fotograferer er det afgørende, om man trykker på udløseren i det helt rigtige øjeblik. Det som fotograf-ikonet Henri Cartier-Bresson kalder ”The Decisive Moment”. En brøkdel af en sekund for tidligt eller for sent, og billedet er ligegyldigt. Men i det helt rigtige øjeblik – og fotografiet fortæller en lang, interessant historie. Et kort klik, hurtigt og præcist – der bagefter skal ses, opleves, dvæles ved, fordøjes i lang tid. Nu'et og eftertanken. En underlig modsætning.

Omkring endnu et hjørne og der ligger et gammelt, faldefærdigt, traditionelt arabisk kaffehus, hvor tiden ikke synes at have flyttet sig i århundreder. Som om det ligger i et andet solsystem end de moderne, skinnende, fine franske caféer, der skyder op ovre i den nye bydel. Men ikke så lidt mere fotogen er det.

Jeg er gået forbi dette kaffehus et masser af gange. Har også drukket bitter arabisk kaffe derinde og har talt med de arabiske mænd, der kommer her (kvinder har ikke adgang). Et hav af gange har jeg også fotograferet dem, der hver eneste dag sidder og hænger her. Alligevel bliver jeg ved med at tage flere billeder af det samme sted hver gang, jeg kommer forbi.

På en måde er billederne altid anderledes og altid interessante at se på. Og på den anden mangler de også

 
 
altid et eller andet, så jeg bliver nødt til at prøve igen. En skønne dag skulle jeg sikkert prøve at samle alle billederne af dette kaffehus. Jeg er sikker på, at jeg kan finde de samme mænd, på de samme stole, bappende på den samme vandpibe, blot nogle år yngre eller ældre. Også en modsætning mellem nu'et og det lange stræk.

Så samtidig med at fotografier er et fastfrosset brøkdel af et øjeblik, så kan de også i sammenhæng dokumentere et langt, langt tidsforløb. Og det er jo også et meget godt billede på Jerusalems Gamle Bydel. En tidslomme fanget i fortiden, beskyttet imod nutiden af en gammel bymur, men alligevel en modvillig del af nu'et.

Nu skal vi bare have foden på fremtiden.


 
 

 

23. maj 2011

Her kommer nogle billeder, der er nogle få dage gamle. Jeg har blot ikke haft tid til at kigge på dem før nu. Jeg har lige haft et par kolleger fra TV2 på efteruddannelse. Dem tog jeg naturligvis rundt. Billederne her er fra vores besøg i Mahaneh Yehuda, grønsagsmarkedet – der nu er så meget andet og mere end bare et grønsagsmarked – i Vest-Jerusalem.

I nogle få gader mellem Yaffo og Agrippas er titusindvis af mennesker de fleste af døgnets timer trængt sammen om nogle hundrede butikker og stadepladser. Da mange

 
 
af de handlende sælger det samme, så konkurreres der både på priser og hvem der kan råbe sine priser højest. Her er en hektisk, effektiv men samtidig varm og kærlig atmosfære. Grønsagerne er friske og flotte. Selv fiskene, selvom der ikke er noget hav i Jerusalems umiddelbare nærhed. Her er slagtere, krydderihandlere og bagerier, små caféer, etniske spisesteder.

Mahaneh Yehuda er en trykkoger af handel og så rundt om et enkelt hjørne, og man er i en lille stille gyde, hvor gamle mænd med rødder i Irak, Egypten og andre orientalske lande sidder og spiller brætspil, ryger, drikker kaffe og diskuterer verdenssituationen.

Store dele af mit liv har udspillet sig i nærheden af dette

 
 
marked. I midten af 70’erne, da jeg læste arkæologi hernede, boede jeg i et slumkvarter, der grænser op til Mahaneh Yehuda. Det kvarter er slet ikke slum længere. Det er nu ved at blive et bohemian velhaverkvarter a la Greenwich Village i New York. Husene er ikke længere til at betale. Men da jeg boede der, dryppede det ind om vinteren og vi frøs som kirkerotter, og om sommeren var der ingen flugt fra heden. Men Mahaneh Yehuda var vores folkloriske ”supermarked”. I de små lokale spisesteder kunne man blive mæt for en 10’er.

Nu er mit kontor lige blevet lukket, men i over 20 år lå det i en TV-bygning kun halvandet minut fra markedet. Og da det for få år siden var et af palæstinensernes foretrukne terrormål, fordi der altid er masser af mennesker trængt sammen på et meget lille område, så kunne jeg tydeligt høre bragene, hver gang det blev angrebet, og med kameraet på skulderen løb jeg den korte distance derhen for at filme. Ofte var jeg desværre fremme inden ambulancerne.

Så det er både gode og forfærdelige minder, der knytter sig til dette hektiske, højtråbende. Men det er altid godt at vise frem til besøgende, og her er altid et hav af motiver at tage billeder af.

Selvom markedet har ændret sig, og er blevet meget mere moderne, er der stadigvæk noget af den gamle stemning tilbage. Det ligger i ganske kort afstand fra Mea Shearim, som er de ultra-ortodokse jøders kvarter i byen, så de udgør også en fast bestanddel af billedet i Mahaneh Yehuda.

(Og hvis nogen skulle være interesseret i det rent fototekniske, så er billederne her også fotograferet med mit nye, lille Fuji X100.)


 
 

 

 

21. maj 2011

Min søn har skjulte talenter, som dog ikke er helt så skjulte længere. Jeg har rejst meget – for meget – på det seneste, og har derfor ikke rigtigt kunnet følge med i alt, der er foregået på hjemmefronten. Jeg vidste godt, at min søn var begyndt at gå til sang- og stemmetræning, og min kone har også fortalt mig, at hun har været til en helt fantastisk rockkoncert, hvor min søn var forsanger i et band.

 
 

Derfor måtte jeg naturligvis overvære det, da Jonathan for nylig igen skulle optræde med band’et. Udover at opleve min søn på scenen, brugte jeg også anledningen til at udsætte mit nye Fuji X100-kamera for endnu en hård prøve. For ved sådanne koncerter, er der et helt umuligt lys, der suser op og ned, og kommer fra alle mulige og umulige retninger. Det er ganske enkelt ikke muligt at sætte den korrekte eksponering. Visse øjeblikke er alt badet i blændende lyshav. Et brøkdel af et sekund senere er scenen indhyllet i mørke.

Men – jeg ville prøve kameraet, og min søn ville gerne have nogle billeder til sig selv og sine venner i band’et. Så her kommer tre af de flere hundred optagelser, jeg skød under koncerten.

Lad mig sige det med det samme. Mange skud kunne ikke bruges, for mens hovedparten af billedet er mørkt, så er der så meget lys på medlemmerne af band’et, at de er brændt helt flade. Jeg ved ikke, om det ville have været bedre, hvis jeg havde brugt et andet kamera. Men de skud der ramte rigtigt, er til gengæld vældig gode. Her får du bare tre af dem. Jeg har også denne gang ladet dem forblive i farver, fordi det er en ret betydelig del af showet og af oplevelsen (udover musikken, men den kan jeg jo ikke have med på billederne).

 
 

Og lad mig også med det samme – uden nogen form for falsk beskedenhed – slå det fast: Min søn er bare helt fantastisk på en scene, og han synger fantastisk. Han har en tilstedeværelse, fylder op, giver sig selv, har charme, selvironi og en sød beskedenhed… og så synger han bare helt fantastisk… og jeg er naturligvis selv næsten helt objektiv. 

Kameraet var også godt.

 

 

 


 

 
 

 

 

 

13. maj 2011

Jeg tilbragte i går en lang dag med at lave research rundt om i Jordan-dalen, hvor jeg har besøgt talrige palæstinensiske landsbyer og talt med folk. Det er hårdt arbejde, men også interessant og opløftende. For selvom man på en research-tur er ude for at indsamle viden og oplysninger om et bestemt emne, så taler man naturligvis også med folk om alt muligt andet, og man lærer endnu en masse nye mennesker at kende.

En af de små landsbyer, min kameramand og jeg besøgte, var Al Ouja lige nord Jeriko. Vi stoppede i den lokale kiosk, som måske snarer er en lille købmandsbutik. Butikken ligger i en lille faldefærdig hytte lige ud til vejen, som ikke er særlig befærdet, fordi den ligger på en lille sidevej, der går i retning af ingenting væk fra landevejen. Butikken drives af den unge Amr, som også læser på det åbne universitet i sin fritid. Udover butikken har han også et lille hønsehold. Han slagter selv kyllingerne, renser dem, og pakker dem i plastikposer til salg. En flink og driftig ung mand.

 
 

Da vi ankom, var en moden herre i blå arbejdsskjorte og baseball cap i færd med at lede en hest over marken ved siden af. Han stoppede naturligvis, da han så os, og kom op for at hilse på. Hassan, hed han, og det viste sig, at han er Al Ouja’s mukhtar – landsbyleder eller borgmester om man vil. Han forsvandt med sin hest men vendte et par minutter senere tilbage med en lille bakke med en potte stærk arabisk kaffe og små kopper. Sådan gør man i arabiske landsbyer. Det er en del af traditionen, og det er store mængder af myntete og stærk kaffe med kardemomme, man sætter til livs sådan en dag, hvor man besøger dusinvis af arabiske landsbyer. Det tager også tid, men er, hvis man ikke har travlt, også meget hyggeligt og umådelig lærerigt. Hver gang må man sætte sig, fortælle hvem man er, hvor man kommer fra, berette om det sidste nye i verden udenfor, høre hvad der sker eller ikke sker i landsbyen, og deres mening om verdenssituationen – hvilket foregår i rangorden fra mukhtaren og nedefter.

Undervejs kommer mange andre til. Når der er fremmede i byen rygtes det, og alle kommer for at se giraffen, og give deres besyv med. En gammel venlig mand med hvidt skæg, stok, kaffiyeh og lang kjortel kom også og sluttede sig til. Jeg fik ikke fat i hans navn, men fik til gengæld lov til at tage hans portræt, for jeg havde naturligvis mit nye Fuji X100-kamera med mig. Det er stadigvæk på test drive, skal prøves under alle mulige forhold, og jeg skal lære det at kende. Og det kan ses at jeg ikke helt er på "omgangshøjde" med det endnu. Billedet af den prægtige gamle palæstinenser

 
 
er desværre fælt underbelyst. Jeg kan nemlig bedst lide at fotografere manuelt med deraf følgende risiko for fejlbedømmelser. Jeg har forsøgt at redde det lidt i Photoshop bagefter, men det er ikke helt lykkedes.

Jeg skal nok senere vende tilbage til disse venlige mænd fra Al Ouja og andre, jeg mødte på min dag i Jordan-dalen, samt deres meninger om dette og hint i en egentlig artikel, men lige nu blot dette lille dagbogsblad og et par billeder mere, optaget af mit nye kamera, som jeg elsker mere og mere dag for dag, selvom jeg også begynder at opdage fejl og mangler ved det.

* * *

Du kan se disse billeder i farver og flere fra samme tur ovre i dette fotogalleri: http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/69-pa-jomfrusejlads-med-mit-nyt-fotografiapparat/

 


 

 
 

8. maj 2011

Under demokrati-demonstrationerne på Tahrir-pladsen i Kairo besluttede jeg en dag, at det ville være interessant at høre, hvad nogle af de mennesker, som ikke mødte op inde på pladsen, tænkte om situationen. Og som jeg i billeder har beskrevet i et af mine gamle fotogallerier, så ligger der i Kairo ude midt i Nilen i lille ø kaldet Dahab, hvor livet former sig, som levede man mange hundrede kilometer længere oppe af floden – oppe i Øvre Egypten (som for at forvirre ligger sydpå – oppe ad Nilen).

 
 
Jeg tilbragte en dag derude. Filmede, interviewede og sejlede over til den moderne verden for at redigere og sende indslaget hjem. Jeg var glad, for det var en helt anderledes historie, end mange af de andre indslag, jeg havde lavet. Folk var ikke nødvendigvis for Hosni Mubarak, selvom enkelte sagde, at de var. Men de kunne ikke se, hvorfor de skulle støtte et nyt regime, som så skulle til at begynde at stjæle fra befolkningen og gøre sig selv fede på andres bekostning helt forfra igen. Derfor, mente de, kunne Mubarak ligeså godt blive. Han havde allerede taget alt, hvad han kunne magte.

Ved middagen på hotellet om aftenen mødte jeg kollegerne fra TV-Avisen som fortalte, at de havde kørt flere hundred kilometer ned til Øvre Egypten, for at lave et indslag om, hvad landbefolkningen tænkte. Jeg måtte naturligvis indrømme, at jeg syntes at det var en genial ide, og indeni glædede jeg mig over, at jeg kendte til Dahab i selve Kairo, og over at TV2/Nyhederne bliver sendt klokken 19, mens TV-Avisen først er på klokken 21, så vi i det mindste kunne være først med historien.

Glæden var kortvarig. Et par timer senere fortalte redaktionen, at de havde udsat mit indslag til dagen efter!!!

”Hvad!!!”, råbte jeg i telefonen. ”Nu kommer det til at se ud som om vi bare har stjålet ideen fra DR!”

Næste dag skete der pludselig noget andet dramatisk, som skulle på her og nu, og Dahab-historien blev igen udskudt. Efter min bedste overbevisning er indslaget aldrig blevet udsendt. Sørgeligt. Men sådan er journalistik også.

Billedederne her er fra Dahab. Jeg lader dem forblive i farver, fordi det viser bedre det grå, kedelige højhus-Kairo i baggrunden, mens det grønne, frodige, fredfyldte men også meget mere simple og fattige landsbysamfund Dahab ses i forgrunden.

* * *

Hvis du har lyst, kan du se det gamle fotogalleri fra Dahab-øen i Kairo her:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/51-egypten-nilen-og-dahab/

 


 

 
 

7. maj 2011

Som jeg allerede har skrevet om ovre på bloggen, så har jeg fået et nyt fotografiapparat. Det er lidt gammeldags – et såkaldt målsøgerkamera a la Leica, hvor man kigger ud igennem et lille vindue og ikke som på et spejlreflekskamera igennem linsen. Men det er lille, let og lydløst. Og selvom det i størrelse kun er lidt større end de helt små ”point-and-shoot”-apparater, som mange mennesker har, så er dets billedsensor lige så stor som mange almindelige digitale SLR-kameraer. Det sammenholdt med en f/2.0-linse gør, at kameraet både er lysfølsomt og har denne meget lille dybdeskarphed,

 
 
som man savner på de mindre amatørkameraer.

Disse ting er noget der kommer ind meget handy, når man forsøger at tage billeder ved lejligheder, hvor kameraer ikke er velkommen, for eksempel i kirker hvor andagten ikke skal forstyrres af nogle høje klik fra turisters medbragte fotografiapparater.

I dag besøgte jeg den armenske afdeling af Gravkirken, hvor jeg blandt andet har optaget de to billeder, du kan se her. I de nærmeste dage skal jeg ud og lege lidt mere med det nye kamera. Der er stadigvæk mange ting, jeg ikke har fundet ud af hvordan fungere. Så kameraet kan givetvis meget mere, end jeg indtil nu har opdaget.

Det billede, som jeg er gladest for fra dagens ekspedition er det, du kan se lige her til venstre. For selvom det nye fotografiapparat kan fungere i lavt lys, så er det solskin, der her kommer ind igennem vinduet i kirken, det, der gør det her billede helt specielt. Dette ene fotografi gjorde hele udflugten til en succes.

Læs artiklen om mit nye fotografiapparat her:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/lost-og-fast-om-fotografering/

Og se flere fotos fra turen ind i Gravkirken her:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/fotogalleri/69-i-gravkirken-med-mit-nyt-fotografiapparat/



 

 
 

4. maj 2011

Beirut tidlig morgen 06:00 – ”En, to, tre, fire! En, to, tre, fire!” Bliver vækket af taktfaste råb fra strandpromenaden nedenfor mit hotelværelse.

Jeg griber straks mit kamera og i underbukser sniger jeg mig op til vinduet.

”Hvad kan det være?”

”Er den libanesiske hær ved at gå i position udenfor?”

”Er bølgen af arabiske omvæltninger nået her til Beirut?”

Forsigtigt skubber jeg gardinet til side, blot for at se, at et par dusin af Beiruts pensionister har morgengymnastik nede på ”Cornichen”.

Situationen er igen under kontrol! Beirut er rolig. Kun de lokale pensionister truer morgenfreden. CNN fortæller, at myrderierne i Syrien fortsætter, Tyrkiet har sat Gadaffi stolen for døren, Fatah og Hamas vil underskrive deres samarbejdsaftale i Kairo i løbet af dagen, og Det hvide Hus vil offentliggøre fotos af Osama Bin Ladens lig. Så alt er normalt – hvilket betyder totalt vanvittigt. Jeg tager mig en time mere på øjet, inden jeg skal op igen og redigere et indslag til TV2/Nyhederne.

 


 

 
 


3. maj 2011

I går tilbragte jeg hele dagen ved den libanesisk-syriske grænseovergang i et forsøg på at komme ind i Syrien. Efter seks timer blev jeg afvist og måtte med uforrettet sag vende tilbage til Beirut.

Imens fortsætter protesterne, demonstrationerne og myrderierne rundt om i landet. Syrerne selv bliver nødt til at filme deres egne myndigheders overgreb på dem, og med fare for eget liv og helbred forsøge at få materialet smuglet ud af landet. Omverdenen svigter. Os i vesten. Deres arabiske naboer endnu mere. Alle lader vi den forsvarsløse syriske civilbefolkning kæmpe alene.

En kvindelig journalist med canadisk pas, som arbejder for Al Jazeera’s engelske nyheder, er blevet pågrebet/bortført inde i Syrien. Hun slap ind i landet som turist. Siden har ingen hørt fra hende. En anden journalist, som blev arresteret af myndighederne for næsten en måned siden, er lige blevet udvist af Syrien. Selv de nyhedsbureauer og korrespondenter, som allerede er i Damaskus, bliver forhindret i at arbejde.

Jeg gad nok se, hvordan verden, de arabiske lande ikke mindst og alle de rundt om, der normalt råber op, ville reagere, hvis en brøkdel af det, der nu foregår i Syrien, fandt sted i de israelsk-besatte områder. Hvor er alle solidaritetsdemonstrationerne henne i de europæiske hovedstæder? Hvor er kravene til regeringen og EU om en effektiv og mærkbar boykot henne? Sanktioner der virkelig betyder noget?

Tilbage i Beirut nåede jeg lige at spise en hurtig middag inde i centrum, inden jeg skulle på LIVE i TV2/NEWS og Nyhederne for at kommentere likvideringen af Osama Bin Laden. Mens jeg spiste, kom denne smukke brud forbi, jeg jeg blev nødt til at tage et billede. Hun stillede sig ganske enkelt op foran mit bord, da hun så mit store kamera.

Så på en dag, hvor jeg burde have rapporteret om den syriske præsident Bashar al-Assad og hans regimes kriminelle massemord på sin egen befolkning, endte jeg med at tale om Osama Bin Laden og tage et fotografi af en libanesisk brud. 
 

 


 

 
 


1. maj 2011

I de sidste dage har jeg forsøgt at komme ind i Syrien her fra Libanon. Indtil videre uden held, så af mangel på noget bedre at tage mig til i ventetiden, tog jeg ind til regeringskvarteret i centrum af Beirut for at se, hvordan 1. maj-demonstrationen spændte af.

Måske er det bare min medfødte foragt for autoriteter i al almindelighed og mellemøstlige politistyrker i særdeleshed, eller måske er det fordi jeg i de seneste dage har skændtes med nogle af verdens mest stupide af slagsen – de syriske, at jeg nu nærmest kaster mig over enhver mulighed for at komme i konflikt med sikkerhedsstyrkerne.

I hvert fald gav jeg den sikkert i alle andre sammenhænge pæne officer fra det libanesiske sikkerhedspoliti, som på billedet her nærmer sig, for at fortælle mig, at jeg ikke må fotografere politifolkene, det glatte lag. Han havde naturligvis forventet, at jeg blot efterkom påbuddet, fordi det gør man i den her del af verden, når myndighederne beordrer noget.

Den ellers venlige politimand blev mindre overrasket, da jeg nægtede og svarede, at hvis ham og hans kolleger ikke ville fotograferes, så skulle de ikke befinde sig på en offentlig gade.

 
 

”Men det er forbudt at fotografere sikkerhedspolitiet”, forsøgte han.

”Om fem minutter ankommer 1. maj-demonstrationen, og så fotograferer jeg dig alligevel. Så hvad er forskellen? Hvis du ikke vil have, at jeg fotograferer dig, må du enten fjerne dig, eller arrestere mig”, svarede jeg til hans store overraskelse. Nu var hans chef kommet til stede, og han så en begyndende krise, som han ikke havde brug for.

”Naturligvis vil vi ikke arrestere dig. Der er frihed her i Libanon”, begyndte han. ”Men vi vil helst ikke fotograferes, når vi arbejder.”

”Det kan jeg ikke tage mig af. Jeg laver mit arbejde, og så må du gøre dit. Hvis der er frihed i Libanon har du jo ikke noget at skjule.”

Det viste sig, at jeg, som det tit er tilfældet, skældte ud på den forkerte. Politifolkene – både den menige og officeren – viste sig at være søde og ordentlige mennesker, som blot forsøgte at gøre deres arbejde, og de gav mig lov til at gøre mit. De lyttede i øvrigt interesseret til mine beskrivelser af pressens arbejdsforhold i Danmark og andre steder, men forklarede mig, at Libanon er et anderledes sted med nogle helt særlige sikkerhedsproblemer, og måske derfor er de nødt til at tage nogle særlige hensyn.

Så langt var vi i hvert fald enige.

1. maj-demonstrationen var i øvrigt kedelig og helt uden betydning, hvad billedet jo tydeligt illustrerer. Ikke noget nyt arabisk frihedens forår fra den libanesiske venstrefløj. De taler, har fine analyser, er selvglade og selvtilfredse og totalt ligegyldige.

 


 

 
 

 


30. april 2011

”Der Arabiske Forår” har endnu ikke nået Libanon. Her er i hvert endnu ikke brede, folkelige regeringskritiske demonstrationer med krav frihed og demokrati. Eller også har ”foråret” allerede været her i 2005, da kæmpemæssige demonstrationer efter snigmordet på den tidligere premierminister Rafiq Hariri blandt andet førte til at de syriske besættelsesstyrker forlod landet.

Men hvis det var ”foråret”, så har Libanon nu nået ”Det Arabiske Efterår”, for ikke meget er sket i mellemtiden. Syrien kontrollerer stadigvæk meget af det, der sker i landet. Nu ikke så direkte, men ingen her er i tvivl om, at dem, der sætter grænserne for Libanons frihed, sidder i Damaskus – ikke i Beirut. Og det er de selvsamme korrupte, utroværdige politiske vindbøjtler og mafia-lignende familier, der nu kontrollerer landet nu, som dem, der kørte det i sænk pog trak det igennem en ødelæggende, udmattende borgerkrig. Så på den måde har det store libanesiske ungdomsoprør ikke ændret meget.

En lille gruppe unge forsøger dog at udnytte det momentum, andre unge har skabt i de nordafrikanske lande. Foran Indenrigsministeriet her i Beirut har nogle

 
 
af dem opslået en lille protestlejr, som er bemandet døgnet rundt, og indtil nu har været det i uger. Her deler de løbesedler ud og forsøger at overbevise folk om, at Libanon aldrig bliver demokratisk, med mindre man opgiver den sekteriske opdeling, der fra fødslen splitter libaneserne ad mellem forskellige trosretninger.

Forfatningen må laves om, siger de unge. Det kan ikke være demokratisk, når præsidenten skal være maronittisk kristen, premierministeren sunni-muslim, parlamentsformanden shi’a og så videre, og der skal være en 50:50 deling af parlamentspladserne mellem kristne og muslimer. Først når man vælges ens som libaneser for at tjene Libanon, bliver landet frit, siger de unge.

De har fuldstændig ret. Men lige nu er der ikke mange, der hverken lytter til dem eller støtter dem. Og de unge, som ham på billedet, skal være hurtige for at få deres løbesedler ind i folks biler, for alle har travlt og ingen gider høre om politik.

 


 

 
 


26. april 2011

Jeg har en kulørt struds i haven. Eller er det snarere en skørt udseende trane med en højglansgul hanekam?

Nej. Det er en af mine palmer, der er i blomst.

En enkelt blomst får den hvert år.

Den her palme er en af flere, jeg har i haven i Jerusalem. Det er forskellige bananpalmer, tror jeg, selvom ingen af dem kommer med bananer, og de får alle kun en enkelt blomst. De andre har samme form, men er ikke så farvestrålende.

Min kone, som ved ting og sager om den slags, siger, at bananpalmer i virkeligheden er en slags ukrudt!!! Ikke at vi behandler dem som sådan, men indenfor botanikken skulle de åbenbart være ukrudt.

Køn er den mærkelige palmeblomst ikke. Farvestrålende, sær og underlig, ja, helt sikkert. Men ikke køn, synes jeg. Alligevel holder jeg af den. Både fordi det er den første farvestrålende blomst i min have, der springer ud og bebuder sommerens komme. Men også fordi den er så latterlig, at den slet ikke ligner en blomst, men snarere en skræmt trane i krigsmaling.

 


 

 
 


25. april 2011

Officielt er Kong David begravet på Zion-bjerget i Den gamle Bydels sydvestlige udkant. En gammel sarkofag i kælderetagen af en bygning udpeges endog som den gamle konges grav. Ortodokse jøder kommer og beder her. Så hellig er stedet efterhånden blevet, at det er blevet delt op i en mands- og en kvindeafdeling.

Det er dog næppe Davids grav, vi står overfor, men snarere en islamisk grav fra den tidlige middelalder eller måske en korsridderbegravelse. Men gamle Kong David's grav er det formentlig ikke.

 
 

De kristne udpeger et lokale på førstesalen ovenover graven som det sted, hvor Jesu’ ”Sidste Nadver” med disciplene skulle have fundet sted. Det er det helt sikkert ikke, for bygningen stammer fra Korsriddertiden, som ligger 1.000 år efter Jesu’ tid.

Stedet er specielt alene af den grund at David har betydning i både jødedommen og islam, mens Den sidste Nadver naturligvis er vigtig i kristendommen. Så til denne bygning valfarter alle tre store monoteistiske verdensreligioner til noget, der formentlig ikke har med nogen af dem at gøre, hvilket jo siger en del om, at der er stor forskel på tro og viden. Tro behøver ikke at have noget med virkeligheden at gøre. Det er derfor, der er tale om tro og ikke om vished.

Denne lille historie fordi dagens to billeder stammer herfra – fra Zion-bjerget og denne underlige bygning. Jeg begav mig herover for at tage nogle billeder af udsigten fra taget af denne bygning. Disse billeder var totalt uinteressante, men på vejen mødte jeg to ultra-ortodokse jødiske drenge, der helt automatisk dækkede deres ansigter med deres filthatte, da jeg ligeså automatisk greb efter mit kamera. Den anden lille ultra-ortodokse dreng, mødte jeg oppe på taget, hvor han legede med sine søskende, mens forældrerne var nede i David's Grav for at bede. Han kom kravlende rundt om hjørnet på en kuppel og smilede venligt til mig, da jeg tog hans billede. Det er der heller ikke nogen enighed om - om det er rigtigt eller forkert at blive fotograferet? Ligesom der ikke er enighed om så meget andet.

Tro kan være så rent, ligefremt og smukt. Og alt det formår den organiserede, formaliserede religion ofte at institutionalisere, komplicere og forplumre. Om det er jødedom, kristendom eller islam. Den grundlæggende etik og moral er ofte den samme. Men de religiøse bureaukratier og klerakier gør det til den ene fodboldklub imod den anden.

Ja, jeg ved det godt. Jeg har et problem med autoriteter. Det har en af mine psykologvenner for længst sagt til mig. Jeg kan ikke klare folk med kasketter på hovedet, stjerner på skulderen eller som sidder forskanset bag en bureaukratisk skranke. Det kan sikkert behandles.

P.S.: Billederne er ikke optaget i dag, men er fra en tidligere spadseretur til Mt. Zion.

 


 

 
 


24. april 2011

Den jødiske påske hedder Pesach, som vi på gammeldansk kaldte for ”Overskridelsesfesten”. Det navn tror jeg ikke, at der er mange, der bruger længere. Det engelske Passover er sådant set et meget dækkende navn. Strengt taget fordi dødsenglen passerede forbi jødernes huse under den sidste af De ti Plager, men Pesach handler bredere om udfrielsen fra slaveriet i Egypten. Det er kort sagt en frihedsfest.

For at fejre friheden hengiver jøder sig til elendigheden!?! Intet er simpelt i jødedommen! Under hele Pesach-ugen spiser man nogle flade, tørre, knækbrødsagtige brødplader kaldet Matza. Mine børn elsker dem, jeg lider under Matza-dillen. Almindeligt brød og alt andet af korn og syrnet (bl.a. også øl!!!) er banlyst. Matza kaldes også ”elendighedens brød”. Ideen er, at jøderne ikke havde tid til at bage brød, men hurtigt måtte lave disse knasende fladbrød, mens de i hast greb de mest nødvendige ejendele på vej ud af døren.

 
 

De ultra-ortodokse jøder går i denne sammenhæng naturligvis også helt overbord, som de gør i de fleste andre ting, der har med de jødiske leveregler at gøre. Nu handler det ikke bare om syrnet og ikke-syrnet brød. Alt i solsystemet skal være Kosher le-Pesach. Selv tandpasta. Og almindeligt kosher Matza er ikke kosher nok, så hver sekt bager sine egne Matzot. For Gud forbyde, om der skulle være gået 18½ minut og ikke blot 17 minutter og 59 sekunder, inden Matza-brødet bliver bagt i ovnen. Og da intet som helst til Pesach må komme i kontakt med noget som helst, som ikke er til Pesach, så bliver Matza-bageriet kun brugt til Matza til Pesach-ugen og intet som helst andet resten af året.

Egentlig har jødedommen altid lagt stor vægt på balance og sund fornuft. Men alt det bliver sat ud af kraft, når det handler om ultra-ortodoksiens forhold til jødisk lov og leveregler – det der hedder Halacha. Her overgår den ene sekt den anden i, hvor meget mere kompliceret man kan lave jødisk liv.

 
 

For mig er Matza et symbol. Intet andet. Ikke noget i sig selv. Matza – som alle andre symboler i jødedommen – skal minde os om et eller andet. Det er som den røde garnsløjfe man binder om en finger, for at huske sig selv på et eller andet. Det usyrnede Matza-brød skal minde jøder om, at de også selv en gang var slaver. For kun ved at mindes ufriheden, kan man sætte pris på friheden. Og kun ved at mindes sin foragt for bibelens egyptiske slavefogeder, kan man minde sig selv om, at man ikke selv skal ende som undertrykker af andre. Heller ikke selvom man kan overbevise sig selv om, at disse ”andre” er en trussel imod ens sikkerhed eller den rette religion. Om det er palæstinenserne, der vil have deres egen frihed, eller om det er sekulære jøder, der vil spise en cheeseburger med bacon og brødbolle under Pesach.

Glemmer man, at Matza ikke er andet end en rød sløjfe, og fokuserer man mere på, hvor længe der er gået inden det blev bagt, end på, hvad det skal minde en om, så er man ikke bare blevet en slavefoged, man er også selv blevet slave og sin egen slavefoged på en og samme tid.

Det er bare min mening.

God Pesach/FRIHEDSFEST!!!

 

Billederne er fra en ultra-ortodoks sekts Matza-produktion. De er taget for nogle år siden med et kamera (Canon G7), der ikke fungerer så godt i lavt lys. Og der var desværre kun lavt lys inde i bageriet, og jeg havde ingen flash.


 

 
 

23. april 2011

Naturen i det her land er efter min mening allerskønnest i marts og april. Det er lige efter vinteren og dermed regntiden, og det betyder at blomsterne og alle mulige andre vækster bare vælter op af jorden i øjeblikket. Det hele skal nås inden den barske sommersol og tørkeperiode sætter ind og alt bliver brændt af.

Desuden kommer noget nær tre fjerdedele af fugletrækket fra Afrika til Europa hen over Israel. Og efter den udmattende flyvning over lange, golde ørkenstrækninger bliver Israel mange af disse fugles første rigtige rasteplads. Her samler de kræfter til næste etape af deres sæsonbestemte træk.

En af de blomster, der i disse tidlige forårsmåneder titter frem er en lille lilla alpeviol, og det er den, der er dagens billede, som af forståelige årsager derfor er i farver. Rakefet hedder blomsten på hebraisk. Dens latinske navn er Cyclamen Persicum, hvilket vel på dansk må blive noget i retning af persisk alpeviol.

Den vokser ofte i de små revner i klipper eller i sprækkerne, hvor store sten har fanget en smule jord under sig. Diskret i kanter og på afsatser, hvor det synes lidt svært for sådan en lille vækst at holde sig fast.

Den jødiske folklore, som formentlig har sine rødder i den rabbinske og talmudiske fortælletradition, har en smuk lille historie om denne lille persiske alpeviol.

Ifølge fortællingen stod den oprindelig rank og strunk med hovedet hævet, og da kongernes konge – Salomon den Viise – skulle have sig en krone, der levede op til hans status, faldt hans øjne på denne lille alpeviol, og hans krone blev designet efter dens kronblade, hvilket naturligvis gjorde blomsten endnu mere stolt og rank.

Men da Salomons Tempel blev ødelagt og jævnet med jorden af babylonierne, bøjede den lille blomst sit hoved i sorg, som vi kan se det i dag, og den krøb ind i krogene, kanterne og revnerne. Men den dag, hvor Templet bliver genopbygget, så vil den lille, lille alpeviol – Rakefet – komme ud fra sprækkerne og dække jorden og igen stolt rette sit hoved op imod himlen.

Og sådan kan man få så meget ud af en lille påskevandring ude i naturen.


 
 

21. april 2011

Et af problemerne med fotografering er, at de bedste udendørs billeder laves tidligt om morgenen lige omkring solopgang. Det er problematisk, fordi jeg er et udpræget B-menneske. Det kan så hjælpe mig lidt, at man også kan lave ganske udmærkede fotos ved solnedgang.

Billedet her er dog optaget lige inden solopgang i fiskerihavnen i Gaza By. Bådene er lige kommet ind og begynder at losse fangsten.

Billedet er optaget med et af mine gamle kameraer, der ikke klarer sig så godt i lavt lys/høje ISO-tal, og det giver desværre en del "støj" i de lavt belyste områder, og det er jo klart nok et problem, når man fotograferer på det her tidspunkt af døgnet. Alligevel synes jeg, at billedet godt kan holde til at blive vist.


 
 

19. april 2011

Kidrondalen adskiller Oliebjerget fra Den gamle Bydel. Bunden af dalen og Oliebjergets skråninger er dækket af en kæmpemæssig jødisk begravelsesplads samt en masse oliventræer. Oliventræerne er det, der i Det nye Testamente kaldes Gethsemanne Have. Gethsemanne kommer af det hebraiske ord Gath Shmanim, som betyder olivenpresse. Og når der er oliventræer har der også været en olivenpresse. Man kan finde rester af den i en klippehule ved foden af bjerget.¨

Da Gethsemanne er stedet, hvor Jesus og hans disciple opholdt sig natten inden han blev pågrebet af romerne, har den naturligvis en særlig betydning i kristendommen. Ved foden af Oliebjerget, lige ved den gamle Jeriko-vej, ligger Alle Nationers Kirke. Det er en relativ ny bygning. Opført i 1920’erne, så som bygningsværk er den mindre interessant, men den er bygget over fundamentet af en gammel byzantinsk kirke fra 500-tallet. Resterne af den kan stadigvæk ses inde i den nye kirke.

Alle Nationers Kirke har fået dette underlige navn fordi byggeriet af den blev finansieret af en lang række forskellige lande, så det har ikke nogen bibelsk reference. I den lille indhegnede have udenfor er der nogle meget gamle oliventræer, som den katolske kirke naturligvis siger, er 2.000 år gamle og sikkert stod her på Jesu’ tid. Om det er rigtigt, er det umuligt af sige. Man kunne naturligvis skære en bid af et af træerne ud og tælle årringene, men det er der sikkert ingen, der vil give tilladelse til. Det er også ret ligegyldigt. Gamle er træerne i hvert fald.

Billedet her stammer fra den romersk katolske messe inde i kirken. Der er ikke ret meget lys derinde, og man kan naturligvis ikke bruge flash. Det ville også have ødelagt stemningen i billedet. Så det er taget ved det forhåndenværende lys.

God påske.


 
 


17. april 2011

Endnu en hilsen her fra min lænestol i haven her i Jerusalem. Her er varmt… utrolig varmt. Sidder i T-shirt og korte bukser og drikker et glas koldt vidvin, mens jeg bladrer igennem gamle billedgallerier. Billedet er hentet på harddisken med fotos fra min sidste reportagerejse i Libyen. Det stammer fra hovedvejen fra Benghazi til Tripoli, nær Nawfaliya nogle kilometer inden Sirte, den morgen, der efter et modangreb fra regeringsstyrkerne udviklede sig til et vild, panisk tilbagetog for oprørerne.

Jeg havde allerede i nogen tid haft en voksende tvivl om oprørernes evner på slagmarken, men denne dag blev det slået fast med syvtommer søm, at de er prisgivet overfor regeringsstyrkerne.

Ikke bare er deres våben langt dårligere… jeg tror såmænd at de ville tabe, selvom de havde nøjagtigt de samme våben, som Gadaffis styrker… de har ganske enkelt ikke nogen træning, ingen militær taktisk kunnen og slet ikke nogen disciplin.

Oprørernes eneste chance er at koalitionsstyrerne rydder vejen for dem ved at bombe Gadaffis styrker, hvorefter oprørerne bare skal fylde tomrummet ud, eller at Gadaffis regeringsstyrker begynder at falde fra hinanden, fordi ”baglandet” begynder at smuldre. Hver dag er der rapporter om ledende embedsmænd eller officerer, som er hoppet af til Tunesien. Der er ikke længere så mange ledende topfolk, der hopper af til oprørssiden, fordi dem, der efterhånden er tilbage, bliver identificeret for meget med Gadaffis årtier lange blodige undertrykkelse.

Oprørerne på billeder spejder ned ad hovedvejen. Længere fremme ligger Gadaffis styrker i baghold. Det ved de. Men de ved ikke præcist hvor. Her venter de, og ser tiden an. Senere laver de et antal frontale angreb, som ender i det før omtalte kaotiske tilbagetog.


 
 


13. april 2011

I nogle dage har jeg nu siddet hjemme i Jerusalem og bladret notesbøger igennem og kigget på billeder fra Libyen. Følelserne er blandede. På den ene side er der ingen tvivl om, at en verden uden Muammar Gadaffi vil være en bedre verden. Men på den anden… hvem tager over, når Gadaffi på et eller andet tidspunkt forsvinder? Kan vi være sikre på, at det bliver meget bedre? Det er altid dilemmaet i den her slags situationer.

Jeg hører til dem, der mener, at det var godt, at vi væltede Saddam Hussein. Det var ikke voldsomt godt, det rod der opstod bagefter. Men det var irakerne selv lige så meget skyld i, som vi udefra var. Det samme bliver formentlig tilfældet med Libyen. Der er ingen tvivl om, at libyerne fortjener at slippe af med den diktator, der har tyranniseret dem i 42 år. Og selvom der langtfra er nogen sikkerhed for, at det der kommer bagefter er meget bedre, så er der i det mindste et begrundet håb om, at det ikke bliver meget værre.

Jeg mødte i massevis af libyere i den måneds tid, jeg samlet har befundet mig i den oprørskontrollerede østlige del fordelt på tre rejser. Mange af dem har min uforbeholdne respekt. De er modige, kloge, tolerante, oplyste og vil være en pryd for ethvert samfund i verden. Men jeg mødte også ganske mange, som jeg ville være ganske bekymret for, hvis de skulle få noget at skulle have sagt i fremtidens Libyen.

Selv ikke i Iran eller blandt Hamas i Gaza har jeg hørt så megen ”Allah hu’Akhba” og ”Insh’Allah”, som jeg gjorde i Libyen. Og det var ikke bare fordi, det er en talemåde. Sådanne ting kan jeg godt gennemskue. Der er i brede kredse en tillukket, snæversynet islamisme, som skræmmer mig.

Jeg bliver hele tiden fortalt, at libyerne for en stor dels vedkommende tilhører en sufi-gren af Islam, som ikke er tiltrukket af Al Qaeda. Det kan sagtens være rigtigt. Men andre ting kan også sagtens vise sig at være problematiske. Jeg kan ikke nægte, at jeg, selvom jeg klart støtter libyernes drøm om mere frihed og demokrati, også dybt nede nærer en frygt for, at det, vi i øjeblikket støtter, er noget, der om 10 eller 20 år kommer tilbage og rammer os som en boomegang.


 
 


3. april 2011

Vi ankom tidligt om morgenen. Forude ligger Nawfaliya, en lille by lige inden Sirte. En lille gruppe oprører stopper os og siger, at vejen ikke er sikker. At vi vil blive angrebet af Gadaffi-loyalister længere fremme, hvis vi fortsætter. Så vi kører ind til siden og venter. Hvad vil oprørerne selv gøre?

I løbet af en time til halvanden begynder en større oprørsstyrke at vokse frem i takt med at andre enheder støder til. Har de en plan, som de er sendt i felten for at gennemføre? Får de ordrer fra en officer eller over radioen? Har de efterretninger om fjenden, hans positioner, bevæbning og styrke? Nej! Intet!

De tilfældigt fremmødte oprører på landevejen starter en større palaver om, hvad der bør gøres. Alle har en mening. De færreste nogen som helst viden. Der diskuteres, skændes, skriges, forbandes, bedes og lovprises.

Pludselig skråler en lille gruppe ”Allah hu-Akhba!”. Det overbeviser tilsyneladende nogle andre, som også skråler ”Allah hu-Akhba!”. Andre ryster på hovedet. Deres argumenter er tilsyneladende ikke blevet hørt. Allah hu-Akhba’erne begynder langsomt at køre op af vejen. Da det er klart, hvor mange, der vil med, trykkes speederen i bund, og de pumper ud af vejen.

Nogle minutter senere ramler de frontalt og hovedkulds ind i bagholdet. På afstand kan vi se røgen fra granaterne og lidt senere hører vi bragene. Så kommer Allah hu-Akhba’erne tilbage. Lidt rystede, men tilsyneladende stolte af sig selv. Og den tidligere diskussion genoptages.

De forstår ikke meget om militær taktik, men diskutere kan de.

De forstår ikke meget om militær taktik, men diskutere kan de. Måske lover det ikke så godt for krigen, men det er da ganske godt for det måske kommende libyske demokrati?

PS.: Billedet er naturligvis ikke fra i dag. Jeg sidder nu på Langeland og bladre billeder fra min rejse igennem. Billedet er fra den 29. marts.


 
 

2. april 2011

Det er beskæmmende. Min fotodagbog, som jeg ellers havde så store forventninger til, er lige så stille visnet hen. Beklager. Men det siger blot lidt om, hvor travlt jeg har haft det i de sidste tre måneder. Den ene dramatiske opgave er væltet over den næste. Jeg har stort set slet ikke været hjemme. Lige nu sidder jeg i Kairo Lufthavn. Jeg er netop kommet ud af Libyen efter min tredje tur derind siden borgerkrigen brød ud. Jeg skal et par dage til Danmark for at aflevere udstyr og få repareret det, der er brudt sammen i kampens hede. Derefter får jeg forhåbentlig lidt tid sammen med familien i Jerusalem, inden jeg igen skal på opgave i en arabisk verden, som

 
 
mildt sagt er midt i historiske omvæltninger i øjeblikket.

For at komme i gang med fotodagbogen igen har jeg valgt tre billeder fra Libyen. Lige efter jeg første gang kom til Benghazi, som er blevet oprørernes midlertidige hovedstad, besøgte jeg det frygtede libyske sikkerhedspolitis tidligere hovedkvarter, som på det tidspunkt var udbrændt, men bygningen, som var en halvvejs ruin, var blevet overtaget af de unge revolutionære, som var drivkraften bag omvæltningerne. Overalt i rodet blev der arbejdet, og stemningen var fantastisk. Der var en venlighed og begejstring, og vi udenlandske journalister blev modtaget som venner.

En af de første dage i oprørshovedkvarteret sad jeg inde i et totalt tilsodet, sort rum, hvor lyset kun kom fra et hul i væggen. To unge kom ind og spurgte mig om, hvad jeg mente om deres revolution. Under vejs i vores samtale tog jeg række billeder af dem, og her er et af disse fotos. Jeg kan godt lide det på grund af lyset i det ellers sorte rum og så på grund af billedets meget lille dybdeskarphed.

Nabobygningen er det tidligere domhus, hvor Det provisoriske Regeringsråd – oprørernes midlertidige regering – nu har hjemme. Her foran er der demonstrationer hver anden dag. Ved en af disse demonstrationer kom en gammel mand med en stol til mig, så jeg kunne komme højere op og få bedre billeder. Derefter stille han sig selv hen foran, og gjorde smilende V-tegnet. Jeg synes at hans glade ansigt ganske fint viser stemningen i Benghazi efter det, folk her selv opfatter som deres befrielse.

 
 

Under oprørshærens seneste fremstød gjorde vi holdt i en lille flække ved navn Uqayla mellem Brega og Ras Lanuf. Det var et lillebitte ikke-sted i midten af absolut endnu mere intet. Oprørernes og journalisternes ankomst var uden sammenligning det mest spændende, der nogensinde var hændt.

Vi sad i skyggen på den overdækkede terrasse af en udbrændt hus og redigerede vores indslag til TV2/NEWS, da denne ældre mand satte sig overfor os og interesseret fulgte med i vores arbejde. Han havde viklet sit tørklæde om hovedet, så det lignede en turban, og han mindede næsten om en iransk ayatollah, hvad han naturligvis ikke er.

Efter et stykke tid spurgte han, om jeg ikke ville tage hans portræt. Det gjorde jeg. Jeg skød en hel serie billeder med ham. Men så kom en af oprørerne forbi, og den gamle bad om at måtte holde hans Kalachnikov AK-47, så jeg kunne tage nogle flere og lidt mere helteagtige portrætter af ham.

Det er ren opstilling og har intet med virkeligheden at gøre… andet end den fantasi den gamle mand i denne lille kedelige flække, langt ude i ørkenen af en eller anden grund gerne vil skabe om sig selv. Og det er jo også en slags virkelighed.


 
 

24. januar 2011
Lige nu er de billeder, jeg viser folk fra de omtumlede dage i Tunesien dem, hvor der er action, bevægelse, ”fartstriber”, råben og skrigen. Men jeg tror, at når støvet en gang lægger sig efter revolutionen, så vil det her foto nok være det billede, jeg vil være mest glad for.

Vi er ved en af de store protestdemonstrationer på Ave. de Bourguiba i Tunis’ centrum. Lidt efter at billedet er taget, bryder demonstranterne igennem politiblokaden, der står lige foran mig. Jeg formoder, at det er det, der vil ske, og derfor står jeg og klamrer mig til en lygtepæl, som kan beskytte mig, og venter på at balladen skal bryde løs. Overfor mig, på den anden side af politiet, ser jeg en gruppe fotografer, som er kravlet op i et færdselsfyr, hvorfra de har et godt overblik over demonstrationen. Dem tager jeg nogle billeder af. Mens jeg gør det, bliver denne underlige mand uden tøj på overkroppen pludselig løftet op på skuldrene af nogle af demonstranterne lige overfor fotograferne, som naturligvis alle begynder at knipse løs.

Jeg ved ikke, hvorfor manden tog tøjet af, eller hvad han råber. Jeg tror slet ikke, at det nødvendigvis har noget med demonstrationen at gøre. Men billedet er underligt nok mere interessant, end mange af de andre fotos, jeg tog. Måske netop fordi det ikke er helt klart, hvad det er, der sker.


 
 

 

22. januar 2011
Jeg havde kun meget sporadisk adgang til internettet i Tunesien, så derfor fik jeg ikke uploaded ret meget, mens jeg var der, derfor kommer der nu, mens jeg sidder i Paris på vej til Danmark et billede, der er et par dage gammelt.

Der er noget Kristusagtigt over den unge demonstrant, synes jeg. Næsten som om han siger: ”Kom og tag mig. Jeg er forsvarsløs, jeg kæmper ikke imod, men jeg har retten, moralen og retfærdigheden på min side”.


 
 

 

 

13. januar 2011
Vi filmede ved den sammenstyrtede katedral i Port-au-Prince’ centrum, da familien med den guitarspillende far begyndte at følge os rundt. Det var helt klart, at de ville have penge. Den situation møder man naturligvis hele tiden, når man færdes i lande som Haiti, og endnu mere når økonomien er brudt sammen, som den er efter en naturkatastrofe. Til slut bad vi manden om at spille en vise for os, mens vi filmede ham og børnene. Den dansende dreng hørte ikke til, men hoppede ind på scenen, da han fornemmede, at der var en fortjeneste i udsigt.

Vi betalte dem alle sammen bagefter. De fik lidt penge for deres anstrengelse, og vi fik musik i vores indslag. Det skete heldigvis på bagsiden af katedralen, hvor der ikke var ret mange mennesker. Ellers ville vores godgørenhed med det samme have nedkaldt en sværm af fattige mennesker over os, hvilket man naturligvis ikke kan fortænke dem i.

Fotoet synes jeg, viser noget helt andet, end den ret kedelige og banale historie, jeg lige har fortalt. Og sådan er det jo tit med fotografier. De kan have langt større dybde end virkeligheden?!? Hvordan kan det være?


 
 

 

 

11. januar 2011

”Praise the Lord”, skråler vores chauffør Samuel konstant, når han imod alle naturlove snor sig igennem den vanvittige trafik i Haitis hovedstad Port-au-Prince. Samuel er, som de fleste andre haitianere, utroligt religiøs.

Når man tænker på hvilken krank skæbne, Gud har tildelt haitianerne igennem det meste af deres historie, så er det en gåde for mig, at de fortsat er så naivt, barnligt troende, som de faktisk er. Og ”naivt, barnligt” er i denne sammenhæng ment i den allerbedste betydning, for denne hårdt prøvede befolkning er fromme på denne næsten grænseløse facon, som jeg tror præcist var det, Jesus i virkeligheden talte om.

Men netop derfor er det underligt, at Gud eller Jesus ikke passer bedre på dem. Eller måske er det netop derfor?

 

 


 
 

 

10. januar 2011

Haiti et år efter jordskælvet. Jeg kunne vise teltlejrene, der stadigvæk er der. De ruiner, der endnu ikke er blevet fjernet, eller dem der er. Den manglende genopbygning, hjælpearbejdet, godhjertede NGO’er der deler ris ud eller andet. Men på en eller anden måde, er det her billede nok det, jeg synes bedst fortæller noget om situation i Port-au-Prince lige nu.

 

 


 
 


8. januar 2011

Hegnet skærer igennem folks liv. Lægger en barriere imellem medlemmer af samme familie. Forhindrer palæstinensiske bønder i at nå frem til deres landbrugsjord. Stopper løsarbejdere fra at komme ind i Israel for at tjene en dagløn. Derfor vækker hegnet harme på den palæstinensiske side.

Blandt israelerne er der heller ikke nogen begejstring for det, men efter at bølgen af selvmordsterror er stoppet, er hegnet et ubehag, mange er villige til at leve med. Bosætterne i de besatte områder er naturligvis imod det, for de bor på den ”forkerte” side af noget, der mere og mere ligner en grænse.

Medierne – i særdeleshed de udenlandske – tager som regel kun billeder af de fem procent af barrieren, der er en regulær betonmur, for det er mere fotogent end ståltrådshegnet.

Uanset om man kan lide det eller ej – og ikke ret mange kan – så er det en del af den Mellemøstlige realitet, der gør et allerede kompliceret problem endnu vanskeligere at løse.


 
 

 


Se de øvrige års Fotodagbog ved at klikke på et af linkene herunder:

Fotodagbogen 2010

Fotodagbogen 2011 – 2. del

Fotodagbogen 2012

Fotodagbogen 2013