Så ved dette års jødiske nytårsfest – Rosh Ha’Shannah – i midten af september (2010) besluttede jeg, at det måtte der gøres noget alvorligt ved. Så et af mine nytårsforsæt er derfor blevet, at jeg vil forsøge at tvinge mig selv til at tage mindst ét enkelt ordentligt fotografi om dagen. Motiv og indhold er næsten ligegyldigt. Blot billedet er til at holde ud at kigge på. En lille ledsagende, forklarende tekst vil heller ikke være af vejen.
Det er den fotodagbog, du kan følge med i herunder.
25. december 2010
Kontrastfyldt: ”Find et kontrastfyldt billede, og lav det om til sort-hvidt”, sagde John, en af mine gode venner og kolleger på TV2, som ved meget mere om fotografi, end jeg gør. Billeder der er ekstrafulde af kontraster, er ekseptionelt egnede til det sort-hvide. Når John taler om kontraster, så tænker han på forholdet mellem højlyset i de solbestrålede områder, og det mørkeste mørke i skyggen. Det vidste jeg naturligvis godt. Og det har vi jo masser af i Israel, så jeg kunne straks, da jeg i aftes kom hjem, bladre igennem mit fotoarkiv, og finde nogle eksempler, jeg kunne eksperimentere med.
Jeg fandt nogle billeder med en gruppe ethiopiske jødiske immigranter, som samledes udenfor Jaffa-porten for med deres egen lokale rabbiner at besøge Grædemuren. Den gruppe ser totalt anderledes ud, end de jøder jeg har kendt til i hele mit liv. Indtil den pludselige masseimmigration af sorte jøder fra Ethiopien vidste jeg slet ikke, at der fandtes ethiopiske jøder.
Nede hos os kan kontrastfyldt naturligvis forstås på så uendelig mange andre måder, end fotografens snak om forholdet mellem lyse og mørke områder i fotografiet. I et land med immigranter fra Ethiopien, Rusland, Yemen, USA, Iran, Chile og snesevis af andre steder, der
lyder ordet ”kontrastfyldt” som lidt af en underdrivelse. Et land hvor den ene del af befolkningen vil have en moderne, rationel grundlov med adskillelse af religion og stat, og en anden del, der selv er frosset fast i kulturen i den jødisk ghetto i Østeuropa for 400 år siden, kæmper ligeså indædt for indførelsen af de 3.000 år gamle Mosebøger som landets grundlov, i sådant et land synes ”kontrastfyldt” også som lidt af en underdrivelse. Et land hvor en ny skyskraber af glas og stål, som skal huse en ny hi-tech virksomhed, skyder op lige ved siden af ruinerne af en bygning fra bibelens tid, der behøver man ikke kikke særlig langt efter det kontrastfyldte. Og så har jeg slet ikke talt om konflikten mellem Israel og palæstinenserne, men her er også mildt sagt masser af kontraster.Kontrastfyldt – det har vi i hvert fald nok af i Mellemøsten. Til overflod endog. Måske er det en af grundene til, at det er så fantastisk et område at fotografere i. Ikke bare i sort-hvidt. Men blot fotografere. For kontrasterne er der allevegne.
23. december 2010
Jeg fik bilen gravet ud af den snedrive, den i løbet af natten var blevet begravet i, men min tur rundt på de langelandske veje førte desværre ikke rigtigt til nogen gode vinterbilleder. Vejret er for gråt i gråt, og der er stærk snefygning, så det er svært at stoppe bilen, for at komme ud og tage et billede. Kører man ind til siden, kører man fast og kommer næppe ud igen, og stopper man på vejen, bliver man påkørt, både fordi man ikke kan ses på stor afstand, og fordi de andre biler ikke kan stoppe. Jeg så masser af biler, som snurrede rundt om sig selv, fordi de ikke havde vinterdæk på. Så det er ikke dagen med fantasifulde parkeringer. Derfor bliver det kun til et enkelt billede fra min have udover nogle af de snedækkede marker. Men det er i hvert fald anderledes end i Jerusalem.
20. december 2010
På vej igennem Den gamle Bydels jødiske kvarter ned mod Grædemuren, passerer man et godt udsigtspunkt, hvor der er udsigt til både Grædemuren og Tempelbjerget – eller Haram al-Sharif, som muslimerne kalder det, hvor Al Aqsa- og Klippemoskéerne i dag ligger. Her mødte jeg denne jødiske familie, der stod og nød udsigten inden den sidste bid af gåturen ned ad trappen til jødedommens helligste sted.
Jeg burde have taget mig tid, og have taget flashen op af min rygsæk, så jeg kunne have fyldt skyggerne ud med lidt lys. Det ville ikke bare have givet mig lidt lys på de to figurer, men det ville også have givet mulighed for en mere korrekt eksponering af moskéen i baggrunden. Men som så ofte – for eksempel også når jeg egentlig burde skifte linse – så går jeg dovent efter den nemme og bekvemme løsning. Skamme, skamme! Det giver nemlig ikke ordentlige fotos at være doven. Næste gang bruger jeg den nødvendige tid, og laver et bedre billede.
18. december 2010
Når jeg ikke har andet at tage mig til om fredagen, bruger jeg fra tid til anden dagen på at filme de sære ugentlige sammenstød i landsbyer som Na’alin, Bila’in og Nabi Salah ude på Vestbredden. Jeg har allerede haft et par tidligere dagbogsblade om Bila’in her på siden, så nogle af Jer vil have læst om det tidligere. Denne fredag var jeg igen ude i området. Min plan er at lave et indslag til TV2/Nyhederne eller TV2/NEWS om disse underlige ugentlige sammenstød, som nærmest synes at blive afviklet efter en drejebog. Scenen er den samme hver uge. Det samme er de fleste af skuespillerne – soldaterne, demonstranterne og medierne. På demonstrantsiden skiftes de internationale, unge solidaritetsturister som regel ud, men alle spiller de hver uge deres roller, som de skal ifølge manuskriptet.
Hvorfor gør de dog det? Det spørgsmål trænger sig altid på. Hvad pokker er det for et absurd teater? Hvorfor protesterer demonstranterne det samme sted hver eneste uge? Hvorfor ikke et sted, hvor det betyder noget? Imod byggerierne i bosættelserne for eksempel? Hvorfor bliver soldaterne ikke bare hjemme? Lader demonstranterne råbe så meget de vil, uden at have nogen at råbe det af? Hvorfor møder medierne op til denne pseudobegivenhed? Den er jo alligevel helt ligegyldig.
Det er spørgsmål, jeg vil vende tilbage til i det TV-indslag, som jeg er ved at forberede. Til den tid vil jeg sikkert også skrive en artikel om det her på hjemmesiden. I dag får I blot et par billeder og et kort dagbogsblad fra min arbejdsdag.
Som regel kører jeg bare ud til en af de tre landsbyer, som alle ligger indenfor 10 minutter fra hinanden. Sammenstødene udfolder sig som et urværk lige efter fredagsbønnen, og det er ingen kunst at filme det. Man skal blot huske sin gasmaske, for der er ofte rigelige mængder af tåregas. Demonstranterne vil hellere end gerne tale. De nærmest klæber til kameralinsen og mikrofonen. Så deres synspunkter er det ikke svært at få.
Soldaterne derimod vil ikke tale med pressen. Det må de ganske enkelt ikke. Vil man have militærets syn på sagen, må man gå den lange, træge vej igennem bureaukratiet i militærets talsmandskontor, og så kan man være heldig, at nogen vil tale med en. Det havde jeg gjort op til denne uges sammenstød, så denne gang var jeg med militæret ude i området.
Det hele gik godt. Ingen problemer. Soldaterne var venlige og hjælpsomme. Obersten, som havde kommandoen over området, var fornuftig, og kunne i visse sammenhænge endog godt forstå palæstinensernes vrede. Jeg fik mine interviews og filmede ved denne lejlighed sceneriet fra den modsatte side – fra soldaternes. Og det var en underlig oplevelse.
Ved Nabi Salah var demonstranterne allerede samlet, da vi ankom. De var åbenbart ikke vant til, at et TV-hold befandt sig og filmede fra soldaternes side, og det provokerede dem i ekstrem grad. Mens jeg interviewede soldaterne, råbte og skreg demonstranterne om, hvorfor jeg ikke interviewede dem. Jeg har allerede masser at interviews med demonstranterne, så denne fredag koncentrerede jeg mig om, hvordan soldaterne oplevede disse ugentlige sammenstød. Det huede dog ikke de unge demonstranter, som svinede mig til med alle mulige ukvemsord og meget lidt flatterende betegnelser, hvilket fik mig til at tænke over, hvordan soldaterne, der er tvunget til at stå her og tage imod det uge efter uge, må føle det. Og hvor svært det fra tid til anden må være for dem at bevare fatningen og tålmodigheden.
Da demonstranterne opdagede, at det eneste professionelle TV-hold, der var mødt op til dagens protest, ikke var interesseret i at filme og interviewe dem, stoppede dagens demonstration!!! Det er end ikke min egen opblæste fornemmelse af min egen betydning, men det var helt tydeligt. Demonstrationen stoppede, fordi de ikke blev filmet og interviewet, og de gik tydeligt deprimerede hjem! Man kunne ligefrem se, at det var et nederlag. Det handlede ikke om soldaterne, om Israels hegn, om bosætternes vej eller noget som helst andet i området. Det handlede om pressen – denne dag mig! En helt absurd oplevelse. Det var helt klart, at de ikke gad spilde tiden mere denne fredag, hvis de alligevel ikke kunne komme i fjernsynet. It really makes you wonder!
Jeg kommer tilbage til alle disse spørgsmål og tanker ved en senere lejlighed.
Da dagens absurde teater var hurtigere overstået end forventet, kørte vi med soldaterne op på et billedskønt udsigtspunkt på en af bjergene, hvorfra man kunne nyde Vestbreddens smukke natur. En af soldaterne lavede te på et primusapparat, i jeepen havde de småkager, og vi havde i stedet en stille, fredfyldt picnic sammen ude i naturen. Nogle slikkede sol. Andre sad i skyggen under et træ og fortalte vittigheder. Også lidt absurd, når man tænker på det image, ”den israelske militærmaskine” har ude omkring.
Men sandheden er ofte langt mere nuanceret end det billede, vi bliver præsenteret for i medierne, hvor de skarpe meninger, konflikten og konfrontationen altid er med til at kendetegne ”den gode historie”. Vi ved det jo godt. Men det er alligevel altid underligt og belærende at blive mindet om det.
11. december 2010
Vinden rusker i den kæmpe bananpalme, der står lige udenfor mit arbejdsværelse. Overlever den det her, vil den overleve alt. Det er en kold, grå, stormende efterårsdag her i Jerusalem. Har ikke været udenfor en dør. Sidder kun og drikker te, spiser toasts og venter på regnen. Ude på komfuret står hønsekødsuppen og bobler. Når vinterregnen falder, står den altid på suppe her i huset. Visse traditioner skal man holde fast i.
Derfor ingen nye billeder fra i dag. Gråvejrsbilleder af min have er kedelige. I stedet har jeg kigget på nogle af billederne fra Bila’in i går. Her kommer blot et mere af dem.
10. december 2010
De ugentlige sammenstød imellem palæstinensere og unge internationale solidaritetsturister på den ene side og israelske soldater og politi på den anden er en lidt absurd oplevelse. Det finder sted hver eneste fredag eftermiddag lige efter den muslimske fredagsbøn. Urolighederne flytter aldrig noget. De slutter hver uge præcist hvor de begyndte. Intet som helst har ændret sig. En enkelt eller et par aktivister bliver måske arresteret. De bliver som regel frigivet umiddelbart efter. Nogle får måske blå mærker, hvis det direkte kommer til nærkontakt. Men ellers er der bare tale om
Denne uge var soldaterne ekstraordinært ”gavmilde” med tåregassen. Demonstrationstoget på omkring 80-90 aktivister blev bombarderet med tåregas allerede en halv kilometer inden de nåede frem til soldaterne og det hegn mellem Israel og de palæstinensiske områder, som de demonstrerer imod. Det ødelagde oplevelsen for mange, som end ikke kom indenfor råbeafstand af soldaterne. Så ukvemsordene blev blot blæst bort af vinden imellem oliventræerne.
Ét lille plaster på såret fik aktivisterne dog. En af soldaternes tåregasgranater satte sig fast i geværløbet, mens gassen fossede ud mellem soldaterne selv. De hostede og spyttede, men holdt linjen.
Ud på eftermiddagen pakker alle og tager hjem igen. Intet har ændret sig. Selv ikke den allermindste millimeter. Nogle udenlandske aktivister har dog fået et par fotos af sig selv på Mellemøstens ”slagmark” med den fæle israelske militærmaskine i baggrunden. Så nu kan de nu på caféerne i deres hjemland dokumentere, at de er store frihedshelte. Og det er jo også noget.
8. december 2010
Er lige kommet tilbage til kontoret efter at have filmet en demonstration foran Jerusalems Store Synagoge. Israelere protesterede imod en stor gruppe fremtrædende ortodokse rabbinere – mange af dem overrabbinere for en lang række israelske byer – som er kommet med en religiøs afgørelse om, at det er forbudt ifølge jødisk lov, at sælge fast ejendom eller udleje den til ikke-jøder (læs: arabere).
Heldigvis er mange israelere lige så rystet, som jeg går ud fra at folk i resten af verden vil blive, når de hører om det. Ved demonstrationen kaldte flere reform-rabbinere den ortodoks-rabbinske beslutning for ren racisme. Reformjødedommen er den moderne, progressive form for jødedom.
”Det viser desværre at ingen, selv ikke jøder, er immune overfor racisme”, sagde Michael Marmur, der selv er rabbiner og vicepræsident for Hebrew Union College, som uddanner reformbevægelsens rabbinere. ”At vi i jødedommen, der mere end så mange andre har lidt under racisme, skulle komme med en sådan religiøs afgørelse, viser, at en gren af jødedommen er sunket ned i fanatisme og sygelig racisme.”
Jeg laver naturligvis et TV-indslag om det i den nærmeste fremtid. Jeg skal blot finde en case, der på det personlige niveau illustrerer problemet.
7. december 2010
Chanukka er det man kalder en efter-mosaisk fest. Det vil sige, at den ikke som så mange andre jødiske helligdage, er omtalt i De fem Mosebøger – Torah’en. Som karnevalet Purim bliver Chanukka beskrevet i sin egen bibelske bog, som er blevet til langt senere end de andre bøger. Purim kan man for eksempel læse om baggrunden for i Esthers Bog, og Chanukka i Makkabæerbøgerne. Fordi de to fester er efter-mosaiske, så er de så dejligt befriede for religiøs hellighed og højtidelighed. De er tværtimod både dejligt frie, sjove og fanden-i-voldske. Man kan næsten bruge dem til hvad som helst sjovt og familievenligt. Middelalderlige rabbinere har ikke dynget dem til med symboler, ceremonier og ritualer. Derfor er begge fester præcist det: Fester. Familiefester. Dejligt.
I virkeligheden tror jeg, at de fleste religioner ville have godt af en løsrivelseskamp. Folk burde tiltage sig magten, og køre rabbinere, præster og imamer ud på et sidespor. Religionerne tilhører ikke klerakierne - præsteskaberne. De tilhører os alle sammen. Præsteskaber og religiøse institutioner har det med at gøre religion kompliceret, ritualiseret og spækket med uforståelige ceremonier, så de selv bliver et nødvendigt
mellemled eller formidler mellem Gud og mennesket. Religion bliver uforståelige for almindelige mennesker, som bliver fremmedgjorte. Almindeligt dødelige kan ikke følge med i alle de ligegyldige og unødvendige lag af bønner, velsignelser og uforståelige lovprisninger, der igennem århundrederne er blevet spurt ovenpå noget, der i sin oprindelse egentlig var ganske klart, logisk og nemt at forstå.Chanukka er jo en uafhængighedsfest. Derfor er mit Chanukka-ønske, at vi løsriver religionen fra præsteskaberne. Gør religionerne uafhængige. Så ind med en menneskevenlig og –kærlig religion. Og ud med præsteskabet! Glædelig Chanukka.
6. december 2010
Da Judas Makkabæus, som jeg nævnte i Fotodagbogen går, og hans brødre og allierede (167-160 før vores tidsregning) havde smidt hellenerne ud af Jerusalem og renset Templet for de græske gudestatuer, opdagede de, at der kun var én dags ration tilbage af den rituelt rene olie, der skulle bruges til den ild, der altid skulle brænde i en lampe foran Det Allerhelligste, og det ville tage otte dage at få produceret mere, Men… miraklet skete. Den ene dags ration brændte i de otte dage det tog, indtil den nye olie var klar. Det var et tegn fra Gud, mente man, om at han havde stået jøderne bi i kampen imod hellenerne. Og det er det mirakel, der nu symbolsk mindes hver aften under Chanukka-festen, hvor man en for en i otte dage tænder lysene i Chanukka-stagen.
Chanukka falder næsten altid i december. I år meget tidligt, men der er også år, hvor Chanukka ligger samtidig med Julen, og de jøder der bor i fortrinsvist kristne lande, bliver naturligvis som alle andre grebet af Julens gaveræs. Så selvom det oprindelig ikke var en del af den jødiske tradition, så giver man i dag også ofte gaver til Chanukka. Men derudover er der særlig mad som latkes, kartoffelpandekager, og sufganiot, der ligner berliner pfann-kuchen. Alt sammen fedtet, fedende og helt igennem usundt.
Under alle omstændigheder er det dejligt med en lysfest midt i den allermørkeste tid på året. Og det kan jo også sagtens være det, der er festens helt oprindelige rødder.
5. december 2010
Det er Chanukka – den jødiske lysfest – i denne uge. Derfor tænder man lys hver aften i den særlige Chanukkia-lysestage, hvor der kan tændes et ekstra lys hver aften indtil alle otte er tændt. Derfor burde jeg naturligvis have et billede af lystændingen på fotodagbogen i dag, men jeg venter et par dage endnu indtil der er flere lys at tænde i den.
I stedet får I et foto fra Grædemuren, hvor en rabbiner fortæller de måbende drenge den dramatiske og heroiske beretning, der ligger til grund for Chanukka, nemlig historie om Judas Makkabæus og hans brødre, som i det andet århundrede før vores tidsregning smed hellenerne ud af Templet og Israel, og oprettede et uafhængigt jødisk kongerige. Så det er, kan man sige, en slags oldtidig Israels Uafhængighedsfest.
Interesserede kan læse om den i Makkabæerbøgerne i Bibelens såkaldte apokryfe skrifter. Det er nogle af de bøger, som protestanterne ikke ville have med i deres Bibel, da den blev kanoniseret, men som hører med i den jødiske.
1. december 2010
Jerusalems Gamle Bydel er et slaraffenland for enhver fotograf. Ligegyldigt hvornår man spadserer igennem gyderne, så vælter motiverne frem.
Via Dolorosa er den ”Lidelsens Vej”, Jesus ifølge traditionen gik med korset. I en port sidder her hver eneste eftermiddag en gruppe ældre palæstinensere og spiller backgammon, drikker kaffe, ryger og diskuterer verdenssituationen.
Musa Abdel Menem Kassem i den hvide jalabiyeh var oprindelig politimand, men trak sig tilbage da den første intifada brød ud. Derefter åbnede han en forretning på Via Dolorosa. Nu har sønnen overtaget forretningen, og Musa er semi-pensioneret. Han hjælper stadigvæk med i butikken. I særdeleshed nu hvor turisterne efter mange års ”turisttørke” er vendt tilbage. Men ellers sidder han på sin skammel her i porten.
Jeg spurgte, om jeg kunne tage billedet, og fik Musa’s tilladelse. Man får næsten altid lov, når man spørger, så det kan man lige så godt gøre. Det betyder også, at man ikke behøver at snige sig til billedet, men direkte kan stille sig op og knipse en hel serie. Så spørg altid om tilladelse. Det giver bedre billeder.
24. november 2010 – nu også i farver
Ovre på min Facebook-side kommenterer Alice Rohr min langelandske solopgang:
”Jeg elsker s/h fotos, men alligevel ville jeg gerne have set farverne på denne solopgang”, skriver hun.
Kære Alice:
Ingen skal sige, at jeg ikke tager hensyn til mine læsere på denne side. Så her får du farveudgaven af solopgangen.
Og – jeg kan godt forstå dig. Jeg er tit i tvivl om et billede skal laves i farver eller i sort/hvidt. Men på en eller anden måde er min Fotodagbog endt med at være i sort/hvid. Det er det eneste – og ved jeg godt – dårlige argument. Måske skal jeg bare være lidt mere fleksibel… eller ”omstillingsparat”, som idealet betegnes nu-om-dage.
Bedste hilsner
Steffen
24. november 2010
Kæmpede mig i nat ud af snestormen i Hobro, hvor jeg var oppe for at holde foredrag. Sneen væltede ned. Naturligvis for jeg i nattemørket vild på vejen ud af byen, og nogle af de små veje ude på landet var ikke ryddet for sne, så flere gange kørte jeg fast ”in the middle of nowhere”. Heldigvis kom jeg fri, og fandt motorvejen, hvor sneen føg hele vejen ned til lige nord for Århus. Selv på Sydfyn var der snefygning på tværs af motorvejen i nattens mulm og mørke.
Den lange, anstrengende køretur tilbage til Langeland havde pumpet så megen adrenalin rundt i systemet, at jeg ikke bare kunne gå i seng. I stedet smed jeg nogle knuder i brændeovnen, tændte radioen på DAB Jazz-kanalen, tog en kop dampende varm kaffe, et stort glas whisky og satte mig til rette i min lænestol med en god bog. (Er det ikke bare ren idyl?)
Dér sad jeg så og læste til det begyndte at lysne over skovbrynet mod øst. I løbet af natten havde vi også fået en smule sne her på Langeland. Dagens billede er taget ud af mit soveværelsevindue. Man behøver slet ikke gå langt, for at få dejlige billeder.
Jeg har en ide om, at solopgangen måske blev endnu flottere lidt senere på morgenen. Jeg ved det ikke. Jeg gik i seng.
18. november 2010
Tæt på med vidvinkellinse. Det har jeg skrevet om et par gange nu. Her er der et billede mere af slagsen.
Billedet er taget med mit gamle kamera og en ultravidvinkellinse. Måske er den for vidvinklet, for den fortegner ude i kanterne. Det ses måske ikke så meget her. Men kombinationen af vidvinkel og up close and personal/meget tæt på, giver meget nemt drama og dynamik. Måske er det også lidt fake.
Hvad der imidlertid er fake er det, billedet viser!
Billedet er fotograferet udenfor den palæstinensiske landsby Bila’in, hvor der er faste sammenstød hver eneste fredag eftermiddag. Unge udenlandske solidaritetsturister valfarter til det her sted, fordi her er et fast programpunkt der sikre, at de kan komme i sammenstød med israelske soldater, og få et billede af det. Kampene fører aldrig til noget. Det er en ugentlig ”teaterforestilling” – en photo opportunity – for de udenlandske medier og solidaritetsturisternes medbragte fotografer.
Palæstinenseren på billedet her bliver båret væk af israelske soldater hver eneste uge, jeg har efterhånden mange billeder af ham, og han ved, at risikoen er meget lille. Han har også lært, at olivengrenen gør sig godt. Han var meget venlig at sørge for, at grenen hele tiden kom i forgrunden, mens jeg tog billederne.
At de israelske soldater så villigt deltager i dette ugentlige absurde teater er til gengæld en gåde for mig.
16. november 2010
På vej ud af døren til et foredrag i Ikast snupper jeg lige et hurtigt endnu et snap shot af min elskede eg ude på engen ved mit hus. Den er så smuk, og jeg fotograferer den hele tiden, næsten som var den et medlem af familien. For to uger siden skiltede egen stolt sit okkerrøde efterårsløv. Så kom et par dages stormvejr og det var slut. Nu står den afpillet, splitter nøgen og kold og venter på sneen. Når den falder, skal I nok få endnu et billede af min langelandske eg.
Ovre blandt blogartiklerne kan du finde et kun to uger gammelt foto af samme eg i sit flotteste efterårspryd:
http://www.steffen-jensen.dk/dan/Blog/202-efterarstraeghed-stilhed-pa-siden-snart-overstaet/
Og hvis du bladre lidt længere ned i denne log af fotografiske dagbogsblade, så finder den også i en helt anden udgave fra den 23. oktober.
Man behøver ikke rejse så langt efter sine motiver. De findes ofte lige udenfor dagligstuevinduet.
13. november 2010
Cohanitternes velsignelse ved Grædemuren i Jerusalem.
For at følge op på emnet fra i går om at det giver bedre billeder at komme ”up close and personal” med sit kamera, så kommer her endnu sådant et fotografi. Også denne gang er det fra Jerusalems rige religiøse verden, som er overalt i den her by, og er utrolig fotogen. Her er jeg som i går gået meget tæt ind på motivet, så personerne og Torah-rullen fylder rammen helt ud, selvom jeg har fotograferet med en vidvinkellinse.
Jeg kan absolut bedst lide at fotografere mennesker forfra, så man kan se deres ansigter, men der gives situationer, hvor det er enten det ene eller det andet. Og her har jeg valgt at satse på at se teksten i den Torah-rulle, som de to holder op, for at recitere fra den. Jeg gik naturligvis også rundt om dem, og to en serie fotos forfra, men det er det her billede fra dagen, jeg bedst kan lide.
Det er et af den slags billeder, hvor der er to forfra-vinkler og to bagfra. Vil man have Torah’en må man sige farvel til ansigterne. Vil man se dem, der læser op, må man sige farvel til Torah’ens tekst. Man må vælge den ene, og sige farvel til den anden. Det hele kan ikke komme med i ét enkelt fotografi.
12. november 2010
Den berømte ungarsk-amerikanske MAGNUM-krigsfotograf Robert Capa er citeret for at have sagt, at ”hvis billedet ikke er godt nok, har man ikke været tæt nok på”. Han har ret. Billeder hvorpå der sker noget, er som oftest ikke lige så gode, hvis de er optaget på afstand med telelinse. Er man derimod helt tæt på, bruger vidvinkel, og kryber så langt ind på scenen, at elementerne og personerne fylder rammen ud, så bliver billedet langt bedre.
Man skal naturligvis også stadigvæk have alle de øvrige fotografiske betingelser i orden. Man skal have lyset med sig, placere sig korrekt i forhold til objektet, så man får tingene forfra og ikke fra ryggen, og så vente på det helt rigtige øjeblik til at trykke på udløseren.
Billedet her er fra Gravkirken i Jerusalem. Der var gudstjeneste i den romersk-katolske afdeling. Det har jeg oplevet så tit, at jeg efterhånden kender proceduren. I stedet for at stå sammen med menigheden, som jeg normalt ville gøre for ikke at skabe for megen opsigt omkring min tilstedeværelse, krøb jeg denne gang op til altret, og placerede mig mellem en kæmpestor lysestage på min højre side og selve altret på min venstre, og så var det bare at vente, indtil præsten med sit røgelseskar kom helt op til mig, og gav mig og mit fotografi en hårdt tiltrængt velsignelse.
24. oktober 2010
Endnu en dag med en 10-timers vagt på TV2, som med de to timers kørsel bliver til en rigtig lang arbejdsdag, så jeg har ikke nået at tage et billede. Derfor brygger jeg lidt videre på gårsdagens tema om lyset, som er alle gode fotografiers moder.
Dagens foto har jeg hentet frem fra min harddisk. Det er et par år gammelt, og taget med mit lille Canon G7, som ganske vist er et udmærket lille fotografiapparat at have med i lommen, når man ikke gider slæbe det store med, men det kan slet ikke måle sig med det 5D Mark II, jeg normalt bruger.
Jeg var inde i det græsk ortodokse patriarkat Jerusalems gamle bydel for at interviewe patriarken, og havde nok at gøre med at tænke i TV-baner, så jeg havde ladet det gode fotografiapparat blive derhjemme. Men så, mens vi sad og ventede på interviewet, gik en græsk ortodoks præst ud på balkonen, for at tale i sin mobiltelefon. Måden lyset faldt ind ad døren på gjorde, at jeg ikke kunne dy mig, så jeg greb det lille G7-kamera og tog det her billede.
Det ville have været ekstra lækkert, hvis præsten selv stod i lysstrålen, men bygningerne i Den gamle Bydel står så tæt, at solens stråler har svært ved at komme ned i alle kroge i denne lille, tæt bebyggede, overbefolkede kvadratkilometer, og jeg tror helt ærligt aldrig at solen kommer mere direkte ind i det her værelse, end den gør her.
Men stadigvæk: Det er solens stråler på gulvet og indramningen af døren, der laver dette billede.
23. oktober 2010
Det er ikke sjovt at have ondt i ryggen, men der er i hvert fald én enkelt god side ved at have fået en diskusprolaps, og det er, at jeg meget imod min vilje vågner meeeget tidligt om morgenen, og det er ofte på det tidspunkt af døgnet, man har det allerbedste lys til at fotografere i. Og som enhver, der har læst en fotobog ved, så er lyset alfa og omega ved ethvert godt fotografi. Det er ganske enkelt lyset, der skaber fotografiet.
Altså sagt på en anden måde: Alle gode fotografer må være A-mennesker. B-mennesker kan lige så godt finde sig en anden hobby, eller slå sig på solnedgange i stedet. Jeg ved ikke, om gode fotografer også har dårlig ryg eller andre smerter, der får dem op om morgenen, men min dårlige ryg giver mig nu i hvert fald mulighed for at forsøge mig med det lækre lys i de tidlige morgentimer.
Lige udenfor mit sovekammervindue på Langeland strækker der sig et undersmukt engdrag med en eventyrlig naturskov, der får lov til at passe sig selv. På engen, hvor der græsser økologisk Herfordkvæg, står en gammel eg. Hver morgen står solen op lige bag dette egetræ, og hvis mosekonen også ligefrem har brygget en lille smule den morgen, så kommer der nogle fantastiske morgenbilleder ud af det. Men det er faktisk bare udsigten fra mit hus.
22. oktober 2010
I dag er jeg jourhavende redaktør på TV2s udenrigsredaktion, så det bliver endnu en dag uden aktuelle fotografier. Beklager. Nu går jeg endog så vidt, at det end ikke er mig selv, der har fotograferet dagens billede. Det er tværtimod Nabil, vores vidunderlige faste chauffør når vi arbejder i Libanon, som, mens Klaus og jeg var på LIVE i TV2/NEWS fra den sydlibanesiske by Bint J’beil, tog mit kamera og begyndte at knipse løs.
Den iranske præsident Mahmoud Ahmadinejad er lige ankommet og begyndt at tale på det stadion, man lige kan se en lille smule af nede bag ved mig.
Når vi er ude på den her slags opgaver, er vi nødt til at ”travel light”, så vi har kun et meget lille digitalt TV-kamera med os og et meget let stativ. Videosignalet går herfra ned i laptop-computeren på jorden, hvor det bliver komprimeret, og derfra over i BEGAN’en, som er den hvide ”tingest” nede i højre hjørne af billedet. Det er en lille, let og meget transportabel satellitantenne. Så det I kan se på dette billede er det, vi kalder vores ”rygsæk-udstyr”. Med det kan man optage, redigere og transmittere direkte fjernsyn fra et hvilket som helst hjørne af verden uden at være afhængig af andre faciliteter eller myndighedernes tilladelser.
21. oktober 2010
Beklager at min fotodagbog er gået lidt i stå. Det skyldes, at jeg i den seneste tid har været en del på farten, og at jeg nu i de seneste dage slet ikke har befundet mig i Mellemøsten. Lige for tiden arbejder jeg nemlig på TV2’s udenrigsredaktion i Odense, og herfra er der ikke så mange interessante billeder.
Men – jeg har lige tømt mit kameras hukommelseskort over på min harddisk, og her lå dette billede, som jeg tog lige inden jeg rejste fra Israel. Vi havde besøg af nogle venner, som jeg tog med på en spadseretur rundt i Den gamle Bydel. Her stødte vi på denne gruppe bedende afrikanske pilgrimme oppe på taget af Gravkirken, hvor etiopiske munke og nonner har levet i et lille interimistisk kloster siden de i 1800-tallet blev tvunget ud af selve kirken nedenunder af de andre kristne retninger.
14. oktober 2010
Sydlibanon er plastret til med Ahmadinejad-plakater. Her er en klar sejrsstemning. Det her er Hizbollah-land. FNs UNIFIL-styrke, som skal sikre, at Hizbollah ikke opruster igen, er forsvundet som dug for solen. Måske har de fået ordre til ikke at gå i vejen for Hizbollah på denne dag, hvor den iranske præsident besøger Sydlibanons virkelige magthavere.
Målet for vores udflugt i dag er Bint Jbeil, hvor Mahmoud Ahmadinejad senere vil ankomme til med helikopter direkte fra sin frokost med Libanons premierminister Sa’ad Hariri. Vi ankommer tidligt, fordi vi godt vil være på plads og klar til tiden. Men det her er Mellemøsten. Sådan fungerer ting ikke i det her område.
Hizbollah forbyder os at filme, indtil vi er blevet undersøgt og har fået presseakkreditering. Hvordan får vi det? Ya'aniiii, dem der skal sørge for det, kommer først klokken 14… insh'allah (hvis vi er heldige). Der er fem timer til. Vi finder den eneste lokale restaurant, hvor vi spiser brunch, mens vi i stedet begynder redigerer nogle af de optagelser, vi har lavet på vejen. Min kameramand forsøger alligevel at filme et par plakater med iranske ayatollaher. På et sekund vælter et hel flok vrede Hizbollah-folk ned over ham. Fra nu af er vi under konstant observation, for vi er klart nok ballademagere.
Efter timers venten, kaos mellem det mylder af pressefolk, som efterhånden er dukket op, idiotiske tåber, der skal give os pressekort... eller ikke, og flere problemer om, hvor vi heller ikke må filme, kommer vi endelig igennem. Af sikkerhedsgrunde må vi ikke køre ind i vores egen bil. Derfor bliver vi fragtet ind af Hizbollah... halvdelen af vejen, så må vi gå med al udstyret, fordi planlægningen er så god, at al trafik bryder sammen i menneskemylderet. Alt er et kæmpemæssigt kaotisk menneskehav, som næsten ikke bevæger sig. Nu er vi nødt til at bære udstyret over hovederne.
På vejen hen til det sportsstadion, hvor Ahmadinejad senere skal tale passerer vi først en gruppe shi’itiske kvinder iklædt den traditionelle uformelige, sækkeagtige, sorte chador, som skal dække alle kroppens former. Lidt længere fremme passerer vi en ung pige, som også er shi'a-muslim og ganske vist har håret dækket til, men hendes påklædning tilslører nu ikke så meget af hendes krop. Hun kan næppe være landsbyens mest fromme pige, men hendes påklædning giver da i det mindste håb for fremtiden.
Ahmadinejad kommer, taler, udspyr ild og galde: ”Israel og alle zionisternes allierede vil gå til grunde og er dømt til at brænde i helvede til evig tid.”
Han kommer dog ikke op til selve grænsehegnet til Israel få kilometer derfra. Der var tale om, at han ville smide nogle sten ind i Israel. Og da den iranske præsident ikke får smidt med sten, aflyser TV2/Nyhederne de to planlagte LIVEs til 19- og 22-Nyhederne. Heldigvis har vi da TV2/NEWS, som jeg rapporterede til dagen lang.
12. oktober 2010
Det meste af min dag er gået med at rejse, så det er begrænset, hvad jeg har nået at fotografere, når jeg mest af alt blot løber igennem lufthavne, skændes med sikkerhedsfolk og toldere om det mærkelige udstyr, jeg slæber med. Og er der endelig er lidt ro i flyet undervejs imellem de forskellige destinationer, der skal tilbagelægges, for at sløre, at rejsen i virkeligheden er begynd i Tel Aviv, bruger jeg den til at få dækket lidt af det søvnunderskud, jeg opbyggede i nat, mens jeg testede udstyr, opladede et hav af maskiner, pakkede og gjorde klar til afgang.
Endelig ud på eftermiddagen lander jeg i Beirut. Allerede udenfor lufthavnsbygningen mødes jeg af kæmpemæssige plakater af Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad, som kommer på officielt besøg i morgen. Den libanesiske lufthavn ligger i et af den iransk-støttede, shi’itiske Hizbollah-milits’ stærkeste bastioner i det sydlige Beirut. Her er Ahmadinejad langt mere populær, end han er i Iran. Det samme er ayatollah Ruhollah Khomeini og Irans nuværende åndelige overhoved ayatollah Ali Khamenei, som der også er masser af plakater af. Til gengæld er der ingen af Libanons egen præsident Suleiman.
Hizbollah er militært set lige så stærk som den libanesiske regeringshær og formentlig stærkere. Det er Hizbollah, fordi den er finansieret, trænet og bevæbnet af Iran. Desuden er al socialhjælp, skoler, børnehaver, klinikker, hjælp til genopbygningen efter krigen og alt andet i de stærke shi’a-muslimske områder i Libanon drevet af Hizbollah, og regningen bliver gavmildt dækket af Iran. Så det er intet under, at præsident Ahmadinejad er populær her. Han er jo selveste julemanden.
På vejen op imod Beiruts centrum kører jeg i stor fart forbi disse fattige shi’a-muslimske kvarterer. Her stopper man ikke for at fotografere eller filme, uden først at have fået Hizbollah’s tilladelse. Sidst jeg gjorde det – under et kraftigt israelsk bombardement under krigen i 2006 – blev jeg pågrebet af Hizbollah og tilbageholdt i næsten fem timer, fordi de påstod, at nogen havde angivet mig for at være israelsk spion. Så lige så populær som det iranske præstestyre er her, lige så upopulær er vi vestlige medier, som repræsenterer nogle systemer og en livsstil, som er selve anti-tesen af det tilslørede, indestængte, puritanske, fanatiske og i stigende grad militante livssyn, som trives her.
I morgen kommer manden som finansierer hele herligheden. Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad.
11. oktober 2010
Vi har haft venner på besøg i en forlænget weekend, og i dag tog jeg dem på en rundtur i bazaaren i Jerusalems Gamle Bydel. Jeg har snart fotograferet alt derinde flere gange, så jeg holder desværre ikke længere så godt øje med de mulige motiver, som jeg burde, så derfor var det ikke ret mange interessante billeder, der kom ud af spadsereturen. Jeg er ved at blive for slap. Men dette foto kan måske godt offentliggøres. Det viser en af disse små forretninger, der nærmest ligner en Aladins Hule. Fuld af alt muligt skrammel, gamle antikviteter og masser af eventyr. Noget er måske en lille smule værd, men det meste så ret værdiløst og marskandiseragtig ud. Men, hvem ved, måske gemmer der sig en magisk olielampe derinde i bunden af bjergene af ting?
10. oktober 2010
Endnu en dag, hvor jeg desværre ikke var ude for at fotografere, så I bliver bebyrdet med et billede mere fra arkivet. Beklager. Men det viser dog alligevel, hvor fotogent næsten alt hernede er.
Billedet stammer fra en kort sviptur ud i Judæa-ørkenen lige udenfor Jerusalem på vejen ned mod Jeriko og Det døde Hav sammen med nogle venner. Dalen, der snor sig igennem billedet, hedder Wadi Qelt, og det græsk-ortodokse kloster, der nærmest klæber sig til klippesiden, er Skt. George-klostret. En gang var det hjem for en stor gruppe munke. I dag bor her kun en håndfuld.
Det var her i denne ørken, Jesus ifølge kristen tradition sad i 40 dage og nætter og blev fristet af djævelen. Det har givet næring til den religiøse eneboer-tradition, som har udviklet sig i særdeleshed i den østlige ortodokse kirke.
9. oktober 2010
Ikke så meget at berette om fra det virkelige Mellemøsten i dag. Jeg har holdt lidt lav profil. Ryggen giver stadigvæk problemer, så jeg kaster mig ikke ud i de vildeste eventyr i disse dage.
Men i dag var det min søn Jonathans fødselsdag, så vi tilbragte eftermiddagen sammen i en park i Jerusalem, hvor vi også tog en del billeder sammen. Jonathan er netop begyndt at interessere sig for fotografi, og har netop fået det som fag i skolen, så disse fotoudflugter sætter vi begge pris på.
Vi brugte nogle timer på at fotografere mens solen gik ned. Så downloadede vi billederne til vores laptop-computer på en café i nærheden og diskuterede dem, hvorefter vi mødtes med resten af familien til middag på en nærliggende restaurant. Så alt i alt en rigtig
familiedag uden forstyrrende indblanding fra de mellemøstlige omgivelser.
8. oktober 2010
Mine rygproblemer piner mig igen, så jeg har tilbragt dagen med at lave øvelser på en madras på gulvet, spise smertestillende piller og have ondt af mig selv, hvilket blandt andet betyder, at jeg ikke har været ude for at fotografere i dag. I stedet har jeg været inde for at ”fiske” på min eksterne harddisk, hvor jeg har mit fotoarkiv. Det er i virkeligheden ganske overraskende, hvad man sommetider kan finde af billeder i arkivet. Billeder som jeg i første omgang blot kasserede og ikke anså for gode nok til at blive vist.
Så efter sådan en ”fisketur” på harddisken i dag får I et par billeder fra Jeriko midt på sommeren i år. Vi - min kameramand Klaus og jeg - var taget derned for at filme og lave et interview med den palæstinensiske premierminister Salam al-Fayyad, som skulle besøge det lokale politihovedkvarter. Men, som det så ofte sker i Det palæstinensiske Selvstyre, så virkede den interne kommunikation ikke rigtig. Alle misforstod alle. Ingen anede, at vi dukkede op, og vi fik klart nok intet interview, kun nogle optagelser af premierminister Fayyad, som skridter en æresgarde af, lidt parade, en stak intetsigende taler, og det lokale politiorkester, som med betydelig mere energi end talent spiller arabisk musik på sækkepiber – det lyder absolut rædselsfuldt.
Jeg ved ikke, hvorfor palæstinenserne i den grad har kastet deres kærlighed på den skotske sækkepibe, men det har de, og alle marchorkestre fra spejdere til militæret har dem. Uden at lyde for fordomsfuld, så tro mig, kombinationen af arabisk marchmusik og sækkepiber, der så oveni købet spiller falsk, kan efter min mening sagtens kategoriseres under Amnesty Internationals definition på tortur og umenneskelig behandling.
Mens talerne foregik, blev jeg nødt til at trække lidt frisk luft, for ikke at gå helt op i limningen af frustrationer over en spildt dag, og der sad så en del af den palæstinensiske æresgarde, der minutter forinden havde ekserceret på paradepladsen og hilst premierministeren velkommen. Nu sad de og slappede af på muren, og det var ikke længere gevær, der blev præsenteret.
7. oktober 2010
Jeg havde nok håbet, at jeg kunne have leveret et billede af årets første rigtige regnvejr i dag, for det var vi så småt blevet lovet af meteorologerne. Det er dog ikke kommet endnu her midt på eftermiddagen. Der er flere skyer på himlen end normalt, så det er nok på vej, men indtil videre har skyerne ikke afgivet nogen nedbør her over Jerusalem i hvert fald.
Drømmen om regn kan måske nok synes lidt underlig set fra et dansk perspektiv. Men efter otte måneders tørke med masser af solskin, er bare udsigten til lidt regn og kølighed en lise. Vore aftener er blevet mærkbart køligere heroppe i Jerusalem i hvert fald. Vi bor 800 m over Middelhavets overflade. Nede i Tel Aviv er det noget andet. Der er der stadigvæk lunt. Vi er begyndt at tage en sweater på om aftenen, og korte bukser hører nu kun de lyse timer til. Men naturen tørster efter vand. Ikke mindst min have. Og det koster en formue at bruge haveslangen til at holde liv i mit lille personlige paradis, så regn er mere end velkommen.
Af mangel på regnvejret får I i dag i stedet et ret ordinært snapshot, som jeg bare skød i forbifarten lige udenfor Den gamle Bydel, hvor en gruppe unge israelske national-religiøse drenge sad og pustede ud efter en lang dags travetur i og omkring Den gamle Bydel. Efter det første skud fra hoften råbte en af drengene, at jeg skulle tage et billede af ham, og stillede sig op. Det gjorde jeg, og straks kom hans venner til, så det blev en mindre serie. I får bare det første.
6. oktober 2010
Hvis dette fotografiske dagbogsblad skulle havde en overskrift, kunne dagens være ”to huller i væggen og en trappesten”. For så lidt skal der til, for at man kan have sig et dagligt udkomme i Jerusalems Gamle Bydel.
Som en del af mine arbejdsopgaver i dag var et møde i Øst-Jerusalem lige udenfor Damaskusporten. Men det var ganske umuligt for mig at finde en parleringsplads. Derfor parkerede jeg udenfor den modsatte ende af bydelen – udenfor Jaffaporten, og krydsede derefter igennem bazaaren til fods med kameraet over skulderen, så jeg kunne lige så godt forsøge at tage et par billeder under gåturen.
Mange forretninger i den gamle orientalske bazaar er begyndt at imitere forretninger i byens moderne store butikscentre. Store butiksvinduer, skinnende aluminiumsrammer og lysstofrør. Det kan godt være, at en sådan forretning længe har været indehaverens drøm, og at det måske giver flere lokale kunder, når forretningen ser moderne ud. Men her i Den gamle Bydels bazaar er det i hvert fald alt andet end charmerende.
På den anden side er jeg også godt klar over, at vi udlændinge gerne vil have at alt hernede forbliver som en slags museum. Simpelt, gammeldags og helt igennem utidssvarende, fordi det efter vores mening synes mere originalt og fotogent. Dette synspunkt deles næppe af de lokale beboere.
Som billederne her viser, så falder jeg også selv mest for det gamle, slidte og fotogene. En gammel skomager med en stor solid symaskine reparerer en skoletaske. Pita-bageren strækker benene og får sig lidt frisk luft. Og tiggeren på trappen udenfor Damaskusporten håber på en lille almisse, mens næsten alle de lokale blot haster blot forbi ham uden at ænse hans eksistens.
5. oktober 2010
Jeg er ikke nogen kunstfotograf eller fotograf med kunstneriske evner, men jeg synes alligevel at det fra tid til anden er sjovt at lege med fotografiets mere grafiske sider. Jeg befinder mig stadigvæk kun på kravlegårds- eller sandkasse-niveauet, men jeg tror på den anden side, at man kun ved at lege med mediet, kan finde frem til nogle sjove eller interessante virkninger og udtryk, som også siger andre noget.
Jeg har i dag blot begivet mig lidt rundt om en lille lund af dadelpalmer. Dadelpalmetræet er i sig selv en smuk skulptur til at begynde med. Træet vokser ved at man hugger sidste års tørre blade af. Disse afhuggede bladstubber er det, der udgør stammen, som får en meget grov, ujævn overflade med planterester, der stikker ud i alle mulige retninger.
Trækronen med sine fiskebensagtige, lange blade er en historie helt for sig selv. En ting er, at de alle som eksploderende fyrværkeri springer ud fra det samme centrum eller samme kerne, men når disse blade så i forskellige niveauer blæser halvvejs ind over hinanden, og man beskuer dem nedefra, op imod den lyse himmel, så bliver det et konstant skiftende, kompliceret grafisk mønster, der spiller foran ens øjne.
Jeg kunne godt lege lidt mere med billederne i Photoshop, for at gøre dem endnu mere grafiske, end de er i forvejen. Men jeg er hverken særlig fortrolig med Photoshop, eller med denne side af fotografiets væsen, som jeg nu er begyndt at lege med. Og jeg tror ikke, at man skal kaste sig over for mange ubekendte på en gang. Derfor vil jeg i en tid fremover blot lege med optagelserne, og så en gang i fremtiden, hvor jeg får tid og energi, vil jeg begynde at sætte mig mere ind i efterfølgende billedbehandling i Photoshop.
Når jeg nu igen ser billederne, som jeg sidder her og uploader dem til hjemmesiden, så slår det mig, at jeg sikkert burde have lavet beskæringerne endnu tættere. Virkelige close ups, så man ikke straks ser, hvad motiverne er, men snarere først ser nogle abstrakte former og strukturer, og så arbejder sig ud derfra. Man kan stadigvæk for nemt se selve palmetræet, og dermed mister strukturen og det grafiske måske noget.
Som I allerede kan forstå, så er disse billeder langt fra målet. Men de er nok snarere et første skridt på en interessant personlig ”opdagelsesrejse” ud i en side af fotografiet, jeg aldrig tidligere har gjort mig i.
4. oktober 2010
Dagen har ikke været så interessant på det fotografiske område i hvert fald. Jeg brugte selv en stor del af tiden på at ”jage spøgelser”. En formodning om en forlængelse af byggestoppet, som ikke har kunnet bekræftes. Så jeg sad ”fast” i Jerusalem så at sige, og havde ikke megen tid til at tage billeder, men tog dog på en lille kort rundtur ind til Den gamle Bydel og Øst-Jerusalem.
Min kameramand kørte ud på Vestbredden, hvor jagten er gået ind på en gruppe militante bosættere, som i nat satte ild til en moske mellem Bethlehem og Hebron. Moskeen brændte ikke ned, men der var brandskader indvendig, og flere Koraner og andre religiøse bøger brændte eller blev beskadiget. Israelsk politi har indledt eftersøgningen efter gerningsmændene, som blev set køre bort fra stedet.
I Jerusalem var der som sædvanlig meget bevæbnet politi på gaderne, set med danske øjne i hvert fald, men egentlig ikke så meget mere end normalt. Her er det en enhed fra det halvmilitære grænsepoliti – noget a la det franske gendamerie – der er på fodpatrulje i bazaaren i Jerusalems Gamle Bydel. Dagen forløb roligt på trods af alt. Indtil nu har jeg i hvert fald ikke hørt om demonstrationer eller sammenstød.
Beklager at jeg ikke har mere at byde på fotografisk i dag. Det kan være, at jeg blot skulle have sprunget denne dag over. Men nu får I altså et foto alligevel - omend det er noget under den standard, jeg selv synes er acceptabel.
3. oktober 2010
Rytmen tager fat i mellemgulvet. Reggae på arabisk. Taget er ved at løfte sig. Fadøllet flyder i stride strømme. Stemningen syder. De unge fyre tager kæresterne på numsen. Pigerne hyler, klapper og hopper i takt til musikken.
Vi er til noget så unormalt som Oktoberfest i de palæstinensiske områder, i landsbyen Taybeh ikke langt fra Ramallah. Taybeh er en kristen palæstinensisk landsby. Den sidste helt igennem kristne landsby, der er tilbage i et område der ellers en gang var rent kristent. Og netop fordi Taybeh er kristen, kan der ikke bare udskænkes øl i tøndevis. Øllet brygges nemlig også her i landsbyen af brødrene Khoury, som driver Palæstinas eneste bryggeri. Det kommer der en let, meget frisk og enormt dejlig øl ud af. Samtidig er Adin og Daoud Khoury - og faktisk hele Khoury-klanen - fantastisk søde og venlige mennesker, som det også er dejligt at besøge, selv når der ikke er Oktoberfest.
Festen giver også landsbyens andre mindre erhverv mulighed for at markere sig og få solgt nogle af deres produkter. Først og fremmest honning, men også olivenolie, altervin og palæstinensisk håndarbejde,
mest broderier og andet tekstilarbejde. Rund om er der alle mulige boder. Shawarma, kebab, popcorn, arabisk kaffe (af en eller anden grund havde en gruppe japanere også stillet en bod op, hvor de solgte noget, jeg formoder var japansk mad, men krydret med za'atar, som er et lokalt krydderi. Kombinationen er ikke anbefalelsesværdig), og naturligvis overalt fadølsankre med den kolde og lækre - og i den hedebølge vi lider under hernene - helt nødvendige Taybeh-øl.Men det er også klart, at en Oktoberfest med høj, rytmisk musik, piger og drenge, som danser og tager på hinanden, og udskænkning af alkohol er antitesen af det Palæstina, der samtidig er under opbygning i Gaza-striben under den islamistiske Hamas-bevægelse. Det her er i bogstaveligste forstand "ej blot til lyst", og spørgsmålet er, hvor længe noget sådant som Oktoberfesten, men også andre ting som i visse fundamentalistiske islamiske kredse anses for upassende, får lov til og mulighed for at fortsætte. De kristne palæstinensere føler sig under pres. Voldsomt pres. Det vil jeg komme tilbage til en anden gang.
”Det er er mere grundlæggende end du tror”, siger en ældre læge fra Nazareth, som sammen med en del af byens Rotary Club hvert år tager til Oktoberfest i Taybeh. Han holder belærende en pegefinger op, så jeg
forstår betydningen af det, han siger. ”Lyrikken i sangene handler om at tage ansvar for sine egne handlinger, om åbenhed, tolerance og om at få fred. Det er ikke noget, vi hører til daglig”, siger han.Bandet Toot Art består af unge druzere fra Golanhøjderne, for at det ikke skal være løgn. Hvem vidste, at der var en så rytmisk inciterende og talentfuldt band i Golanhøjderne? En fantastisk oplevelse. Intet mindre. Og deres udstråling og glæde væltede udover scenekanten og smittede.
Jeg skriver en længere historie om Oktoberfesten en af dagene. Jeg skal først lige have lavet TV-indslaget til TV2/Nyhederne eller TV2/NEWS. Men har du tid i begyndelsen af oktober til næste år, så besøg Taybeh på Vestbredden og oplev en side af Palæstina, du garanterede ikke ser andre steder.
2. oktober 2010
Det første man møder, lige når man træder ind i Gravkirken i Jerusalems Gamle Bydel, er en flad, blankslidt, firkantet, rødlig sten nedfældet i gulvet. Stenen er indrammet. Over den hænger olielamper, og kæmpemæssige lysestager flankerer den på begge sider. Alle troende, der kommer ind i dette kristendommens helligste sted, bøjer sig ned, og kærtegner denne sten og kysser den, mens de beder en bøn.
Salvelsesstenen kaldes den, og det skulle være herpå, Jesu’ legeme blev lagt, efter han blev taget ned fra korset. Her blev han salvet og svøbt i et ligklæde, hvorefter han blev lagt i graven, og en stor rullesten skubbet for indgangen. Derfor er denne sten så hellig.
Ofte ser man hele grupper af pilgrimme fra Grækenland eller Italien, som forinden har været nede ved Jordanfloden. I små flasker har de medbragt lidt af flodens vand, som de hælder ud på stenen, hvorefter de hurtigt tørre det op igen med et linnedklæde, som straks bliver lagt i en plasticpose og forseglet. Det er nu et helligt relikvie. Vand fra floden, hvor Jesus blev døbt, som har vædet stenen, hvorpå hans legeme lå. Nærmere kommer man ikke sin frelser.
Jeg kan ikke se, at stenen er beskrevet noget sted i de fire evangelier, så det må være en senere tradition, der er kommet til. Nogle eksperter siger, at traditionen om stenen opstod i korsfarerperioden. Altså omkring 1000 år efter Jesu’ død. Israelske turistguides, jeg har hørt, fortæller nogle gange, at det er den fjerde sten, vi ser nu. Tre tidligere er slidt op af pilgrimmenes kys og kærtegn. Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Men vi ved i hvert fald, at stenen der ligger her i dag, stammer fra 1810, da kirken blev restaureret og genopbygget efter branden i 1808.
Men det er ligegyldigt. Uanset hvor gammel den er, så er den røde stenplade en af de mange hellige sten, som gør Jerusalem så speciel… og så problematisk.
1. oktober 2010
I aftes og i nat tilbragte jeg timer – det skal skrives: tiiiimer! – på en mørk, støvet bakketop udenfor Hebron, hvor en gruppe unge bosættere har oprettet en såkaldte ”illegal udpost”. En slags skrammellegeplads af små hytter banket op af affaldstræ, blikplader og presenninger. Vi var der naturligvis for at filme. I aftes var det nemlig slutningen på den jødiske Løvhyttefest, Sukkot. Denne fest slutter med det, vi kalder Torah’ens Glædesfest, Simchat Torah, hvor man danser rundt med Torah-rullerne. Og da bosætterne jo netop bruger Torah’ens, De fem Mosebøgers, beskrivelse af Abrahams pagt med Gud, som argument for deres byggerier i de besatte områder, som de kalder Judæa og Samaria, så var billedet af disse unge, dansende rundt med Torah-rullerne og samtidigt fortalte os om deres syn på situationen jo oplagt.
Men disse unge er af en særlig fanatisk og voldelig version. De smed os i bogstaveligste forstand ud. Eller snarere – de lovede os tørre tæsk, hvis vi ikke pakkede sammen og forsvandt. De unge, religiøse og ekstremt nationalistiske bosættere hader pressen i almindelighed og de udenlandske medier i særdeleshed. Ifølge dem, er vi alle sammen antisemitter.
I stedet tog vi ned i Kiriyat Arba, en stor veletableret bosættelse med omkring 6.000 indbyggere, lige i
udkanten af Hebron, hvor bosætterne også dansede rundt med Torah-rullerne. De lod os filme (måske fordi politiet var til stede?), men ingen af dem ville tale med os. Så vi fik kun billeder i aftes. Ikke andet. Derfor varer det endnu lidt tid, inden historien kan klippes færdig. Men mon ikke disse dage, hvor fredsprocessens videre fremtid synes at afhænge af, om boætterne bygger eller ikke bygger, helt automatisk vil føre til et ønske hjemmefra redaktionen om et par historier om netop den side af sagen? Jeg tror det. Så aftenen var næppe spildt. I det mindste kom der også et par fotografier ud af den. Desværre ikke fra bakketoppen, men ”kun” fra Kiriyat Arba.
30. september 2010
Sataf ligger lige overfor Jerusalem, sydøst for byen – eller rettere overfor landsbyen Ein Kerem, som nu er et kvarter i Jerusalem, sådan er hovedstaden vosket ud omkring den. Ein Kerem er landsbyen, hvor Johannes Døberen ifølge kristen tradition skulle være født.
Sataf og dalene her omkring er skovklædte. Velsignet af et par mindre kildevæld, der gør området frugtbart. Vandet risler langsomt ned ad skråningerne, og det, der ikke bliver opfanget af de efterhånden sammenstyrtede terrassekanter, ender i Nahal Soreq. Kilderne gør området grønt selvom vi er i sensommeren og derfor nu nærmer os slutningen på den årlige otte måneder lange tørkeperiode. Snart begynder det at regne, og så eksploderer området af endnu flere vækster. Blomster vil på rekordtid vælte op af jorden. Lige nu vånder naturen sig og sukker efter vand.
Vi er på en sydvendt bjergskåning. Fyrretræerne her får al den sol, de kan drømme om, på den ene side på grund af skråningens hældning mod syd. Men den evige skygge mod nord, ind mod skråningen, og måske også den relative kølighed, har fået dem til at smide nålene på denne side. Det er i hvert fald min forklaring. Og da Oren-fyrretræets bark og grene er lysegrå, så lyser de underligt op, når træerne taber nålene og bliver nøgne.
Min kone, som ved langt mere om naturen og alle dens vækster, end jeg gør, mener, at der er en langt mere profan forklaring på fyrretræernes underlige, næsten skulpturelle nøgenhed på den ene side og vækst på den anden. Hun tror ganske enkelt, at de er syge. Det kan sagtens være, at der er hende, der har ret.
Men de grønne nåle kommer meget mørkt ud på et sort-hvidt fotografi, mens de grå grene bliver næsten helt hvide. Det giver billederne taget ovenfra, ned ad skråningen mod træernes nøgne side, en halvvejs grafisk virkning, som jeg godt kan lide – sygdom eller ej.
29. september 2010
Jeg har desværre ikke været ude at fotografere i dag …beklager, så i stedet får I endnu et par billeder fra den cheder, som de kalder deres skole, i Mea Shearim, som I også fik et enkelt billede fra i går, og samtidig en lille tekstbid, der, synes jeg i hvert fald, passer lidt til billederne. Blot er drengene på billederne kun tre år gamle, mens ham, vi hører om i teksten herunder, er 13. En enkelt forklarende bemærkning: ”Kosher” betyder at noget er rent i en rituel og religiøs betydning, og det bruges normalt i forbindelse med de jødiske spiselove. Hvis noget er ”kosher” er det i overensstemmelse med spiselovene og derfor rituelt rent at spise.
Heshy Fried, som I skal møde herunder, slås i øjeblikket med at skrive sine erindringer. Det går ikke fremad så nemt, som han havde håbet. Men han er i gang, og her får I et lille uddrag fra hans indledningskapitel, som handler om hans tid på en yeshiva, en jødisk religiøs skole:
”Rabbineren stod ved et lavt shtender af træ i den ene ende af værelset og holdt en roman op foran sig, så vi alle kunne se den:
”Nu! Det her er måden, I kontrollerer, om en bog er kosher eller ej.”
Indtil det tidspunkt havde jeg ikke haft nogen anelse om, at man kunne spise bøger. Jeg havde egentlig blot troet, at man brugte dem til at læse i. I mit 13 år lange liv havde jeg kun læst én eneste bog, bare for sjovt, så jeg kunne ikke påstå at være ekspert på området. Jeg vidste at større og tungere bøger kunne bruges som dørstoppere, til at ligge ovenpå løse papirer, så de ikke blæste væk, og til at knække nødder med, men jeg havde aldrig vidst, at der kunne være kosher og ikke-kosher bøger.
Rabbineren åbnede bogen på en tilfældig side, og fortalte os, at hvis den tilfældige side, vi slog op på, indeholdt nogle ikke-kosher beskrivelser så som ”forhold”… jeg havde ikke nogen anelse om, hvad ”forhold” var for noget, men jeg spurgte ikke. Jeg vovede aldrig at stille spørgsmål foran hele klassen, så jeg ventede blot, og lyttede videre.
”Enhver ved, at de mest beskidte dele af en bog formentlig er dem, der bliver læst igen og igen, og derfor er det oftest den side, bogen selv åbner på”, fortsatte rabbineren. ”Så derfor er det her en sikker metode. I åbner bogen der, hvor den selv åbner sig, og er det, der står på den side rent og anstændigt, så er bogen sikkert kosher.”
Jeg formodede, at han talte om sex. Men hvorfor sagde han det så ikke bare? Hvad i himlens navn var ”forhold”?”
Heshy Fried gik i en ortodoks skole i USA, så forholdene der, var langt friere end de er her i landet i for eksempel Mea Shearim. Men vi ser frem til at Heshy får skrevet sine erindringer færdige. Indledningen lyder i hvert fald lovende, og der er vel lagt op til, at hans bog ikke bliver helt kosher, og det gør den jo bare til en endnu bedre bog.
28. september 2010
”Jeg voksede op med tre døde sprog – hebraisk, aramæisk og jiddish (nogle betragter ikke engang det sidstnævnte som et sprog) – og med en kultur, der opstod i Babylonien, nemlig Talmud. Chederen, hvor jeg studerede, var et værelse, hvori læreren spiste og sov, og hvor hans kone lavede mad. Der lærte jeg ikke regning, geografi, fysik, kemi eller historie, men de love, der omhandler et æg, som er blevet lagt på en helligdag, og ofrene i et tempel som blev ødelagt for to tusinde år siden…”
Sådan indleder den nu afdøde jødiske forfatter Isaac Bashevis Singer, som modtog Nobels litteraturpris i 1978, bogen ”Shosha”, som udkom på dansk i 1979 på Chr. Erichsens Forlag i Lilian Cipikoff's smukke oversættelse.
Man ville egentlig tro, at dette oldgamle jødiske undervisningssystem, som Singer beskriver, var forsvundet med 20’ernes og 30’ernes Polen og nazisternes massemord på Østeuropas jøder. Men det er ikke tilfældet. Det eksisterer den dag i dag i det ultra-ortodokse jødiske kvarter Mea Shearim i Jerusalem, hvor dagens billede stammer fra.
27. september 2010
Når jeg tænker på en slagmark, så ser jeg for mig en stor afbrændt ødemark med skyttegrave og granathuller. Krudtrøgen driver i tykke skyer ind over et område med pigtråd og udbrændte kampvogne. Men slagmarken i disse dages Mellemøststrid er en række landsbyer ude på Vestbredden. Nogle af dem ligger så tæt på Jerusalem og Tel Aviv, at de fungerer som en slags forstæder eller sovebyer for folk, der arbejder inde i storbyerne. Men disse boligkvarterer er blevet den helt centrale slagmark i en strid, om parterne vil sætte sig til forhandlingsbordet og tale om fred eller ej. Fordi disse landsbyer er bygget i det område, Israel erobrede under krigen i 1967, og fordi beboerne i dem er jøder, kalder vi dem ikke for landsbyer men for bosættelser. Og i de seneste år er det blevet en alment accepteret sandhed, at bosættelserne er grunden til, at der ikke kan skabes fred i Mellemøsten. De fleste glemmer, at der allerede var krig i Mellemøsten inden den første bosættelse blev bygget i 1968. Dagens billede er et portræt af denne Mellemøstlige slagmark. Bemærk de udbrændte kampvogne og granathullerne.
26. september 2010
Hvert år under Sukkot, Løvhyttefesten, lyses Birkat Cohanim, den cohanittiske eller den præstelige velsignelse, ved Grædemuren i Jerusalem. Det er kun medlemmer af den jødiske præsteslægt – cohanitterne; folk med efternavne som Cohen, Cohn, Kahn, Kahan og så videre – der kan lyse velsignelsen over resten af Israel. Velsignelsen stammer fra 4. Mosebog, og kendes også i den kristne kirke, hvor jeg mener, at den kaldes den aronittiske velsignelse efter Moses' bror Aron. I kender den garanteret allerede: ”Herren velsigne og bevare dig, Herren lyse sit ansigt over dig og være dig nådig…” og så videre. Her tidligt i morges var det tidspunktet for dette års Birkat Cohanim.
I år var forsamlingen ved Grædemuren dog lidt for blandet. Der var for mange ”civilister” efter min smag. Folk uden bedesjal og klædt i almindeligt tøj. Hvorfor er jeg utilfreds? Fordi jeg er på jagt efter et helt specielt billede. For mange år siden så jeg et fantastisk billede af Birkat Cohanim i en fotobog, og det er det, jeg er ude efter.
På et tidspunkt under velsignelsen dækker alle cohanitterne sig til med deres hvide bedesjal, så de ligner en slags spøgelse fra en tegneserie til børn. Med tusindvis af cohanitter ved Grædemuren bliver hele området omdannet til et bølgende hvidt hav lige op til murens kæmpemæssige stenkvadre. Men fordi disse ultra-ortodokse alle er ankommet til Grædemuren med deres dyre, sorte filthatte på hovedet, så bliver en ung mand udset til at være menneskeligt ”hattestativ”, mens de andre dækker sig til med bedesjalet.
Det er det foto er jeg ude efter. Det hvide hav af tusindvis af bedesjal, Grædemuren i baggrunden, og så en enkelt ung mand ude i siden af billedrammen med 20-30 sorte filthatte på hovedet, den ene ovenpå den anden som en høj sort søjle.
Det lykkedes desværre ikke. Nu har jeg besøgt Grædemuren i tre år i træk under den præstelige velsignelse, for at få dette billede, og det er endnu ikke lykkedes. Det gjorde heller ikke i år. Til gengæld er jeg blevet velsignet en masse gange. Det håber vi så, at det i det mindste hjælper på andre områder.
I får et par andre billeder fra morgenens velsignelse. Men - som sagt - desværre ikke billedet. Forhåbentlig til næste år, får jeg det foto, jeg er ude efter, ”i kassen”, og så skal det nok få en prominent placering her på siden. Senere, når jeg får tid, uploader jeg nogle flere billeder fra morgenens Birkat Cohanim til fotogalleriet her på hjemmesiden. Lige nu må det vente, for jeg bliver nu nødt til at køre ud på Vestbredden for at se, om bosætterne derude allerede er i gang med at bygge, nu hvor byggestoppet udløber. Det officielle udløbstidspunkt for det 10 måneder lange byggestop er først ved midnat i nat. Men lur mig, om bulldozerne ikke allerede ruller.
25. september 2010
Den osmanniske Sultan Suleiman den Store red formentlig på hest. Han kørte i hvert fald ikke i Volvo. Det ved vi ret præcist, fordi da den gode sultan i 1540 byggede bymuren omkring Jerusalem, konstruerede han portene så snævre, at en ganske almindelig Volvo i dag har store problemer med at komme igennem uden at få skrammer. Her er det Zion-porten, som araberne kalder for Bab an-Nabi Daoud – Profeten David’s Port. Kong David er ifølge traditionen begravet på Zion-bjerget lige udenfor. Zion-porten er udover at være smal også konstrueret i en L-form, for at gøre det sværere for en angribende styrke at komme igennem porten, men det gør det desværre heller ikke nemmere for en uskyldig Volvo-bilist uden skumle planer om at erobre Jerusalem. I dag er der i det mindste ensrettet trafik igennem porten, man kan kun køre ud af den, men det er faktisk ret nyt!!! Men Suleiman den Store kunne godt have taget en smule mere hensyn til verdens Volvo-ejere.
24. september 2010
Fotos fryser øjeblikke fast. Fotografering er det modsatte af bevægelse. Fotografering er at stoppe bevægelsen. Men bevægelse er en del af livet. Det er selve livet. Bevægelse er det der viser, at der sker noget. Forandringer. Modsætningen til stilstand. Men forandring i fotografering kan kun vises i et ”før og efter”. To fastfrosne tilstande der antyder, at noget er sket, mens der ikke blev fotograferet.
Men bevægelse kan fastfryses, så man ser, at der var bevægelse, da der blev trykket på udløseren. Selvom billedet i sig selv er stilstand, så blæses man med af den bevægelse billedet antyder, at der var. Noget blev frosset fast midt i en proces – men uden at bevægelsen forsvinder. Hvis man fotograferer med en lang lukkertid, ser man dette udtværede swiiiip, der viser farten.
Kristendommens helligste sted i Jerusalem er i sig selv udtrykket for både stilstand og bevægelse. Noget skete her en gang for 2.000 år siden, en rabbiner eller en frelser blev en gang dømt til døden, henrettet og begravet her. Siden har den historie ikke ændret sig. Og alligevel. For lige siden har den udviklet sig. Og pilgrimme strømmer hertil fra nær og fjernt. Alle mulige kulører, kulturer og traditioner. Alle bevæger de sig igennem denne kirke, hvor tiden ellers står stille. Kirken hvor intet må forandres. Stigerne der står stille, mens munkene suser messende forbi, er i sig selv udtryk for den bevægende stilstand.
De der udbedrer kirken, har magten over det område, der restaureres, mens det står på. Derfor sørger man for, at det aldrig bliver helt færdigt. Gang på stedet. Stillestående bevægelse. Og stigen markerer, at forbedringerne ikke er tilendebragt. Stigen bliver en grænsepæl der demonstrerer ejerskab. Så mens nutidens forbedringer står stille, bevæger lovprisningerne af noget der en gang skete i fortiden, men ikke er mere, sig forbi. Sådan er religioner så selvmodsigende.
* * *
Langt ude i den jordanske ørken på grænsen til Saudiarabien er solen ved at gå ned. En af beduinerne kalder med muezzinens langtrukne, klagende stemme til bøn: ”Allaaaaaaaaah huuuuu-Akhba!”
Tæpper bliver hurtigt rullet ud og mændene samles udenfor et af teltene. Man vender sig mod Mekka og begynder den samme bøn, som millioner af andre troende muslimer over hele verden fremsiger. Beduinerne bøjer overkroppen, sætter sig derefter på knæ, for til slut at lade panden røre ved tæpperne. I bønnen viser de, at de underkaster de sig Gud - Allah's vilje.
Samme bøn, udført på samme måde i 1400 år på samme tidspunkter af døgnet. Intet ændrer sig. I særdeleshed ikke herude i ørkenen. Her leverbeduinerne, som arabere har levet i hundredvis af år.
Trods denne uforanderlighed er bønnen i sig selv en bevægelse. Ved en fejl stod mit kamera forkert. På automatik. Så i det lave aftenlys besluttede det selv, at optage ved en alt for lang lukkertid. Billedet blev tværet ud. Jeg opdagede fejlen og fik den hurtigt rettet. De efterfølgende billeder står helt klare, skarpe, frosne… og kedelige. Det forkerte billede, fejlen, er det, der viser bevægelsen, og det jeg nu lang tid bagefter allerbedst kan lide. Det viser bønnen i dens nærmest skulpturelle skønhed.
* * *
Aftenspadseretur med venner i det jødiske kvarter i Jerusalems Gamle Bydel. Lang tid inden vi når derhen afslører den høje musik, at her er bryllup. Ved indgangen til den byzantinske cardo – rekonstruerede oldtidige handelsgade – danser gælsterne rundt. Det er et ultra-ortodokst jødisk bryllup, så kun mændene danser. Kvinderne står dydigt på sidelinjen og betragter beundrende deres hvirvlende mænd. Ingen berøringer endsige sensuel dans med det modsatte køn. Sådan skal det være i denne kultur, der også har stået stille i hundredvis af år, som en slags frilandsmuseum for, hvordan jødisk liv en gang udspillede sig i Centraleuropa i slutningen af 1700-tallet.
Oplysningstiden fik denne gren af jødedommen til at fryse fast. Alligevel hvirvler de – nærmest med fartstriber – rundt ved brylluppet denne aften i Jerusalems gamle bydel. Kulturel stilstand for fuld fart. Det 21. århundredes dansende, snurrende nutidige bevægelser udført af en 18. århundredes kultur med rødder til det 1. årtusinde før vores tidsregnings Israel i kulisser af udgravede søjler fra den byzantinske periode fra det 6. århundrede!!!
Bevægelse og stilstand. Fortidigt og nutidigt. Fastfrosset i stillbilleder som er udtværede i bevægelse.
* * *
Det er Sukkot - Løvhyttefest - lige nu, og Shabbaten begynder om nogle timer. Vi har masser af gæster, og jeg laver indkøb og står for madlavningen. Så i dag har jeg ikke haft tid til at fotografere ude i byen. Billederne her er derfor taget fra mit album på harddisken, og er garneret med en lille sludder-for-en-sladder om fotografering og bevægelse. Altså ikke helt rigtige dagbogsbilleder i dag, som det ellers burde være... beklager. Håber at I kan lide dagbogsbladet alligevel.
23. september 2010
Anspændt men roligt. Det er vel sådan, man i dag bedst kan beskrive situationen i Øst-Jerusalem.
I går førte et sammenstød i Silwan – den bibelske Davids By på skråningen under Tempelbjerget – til at en israelsk sikkerhedsvagt skød og dræbte en palæstinenser. Det var gnisten, der fik vreden til at bryde ud i lys lue. Kampene bølgede frem og tilbage i nogle timer. Biler blev brændt af. En bus raseret og ødelagt. 10 israelere blev såret. En af dem alvorligt.
Selvom fredsforhandlingerne mellem parterne er gået i gang, er der en stemning af, at en ny intifada kan bryde ud igen hvert øjeblik. Her tales ikke fred. Her fornemmes ikke noget håb. Stemningen er snarere som nedtællingen til et nyt voldeligt opgør er i gang. Ikke en forventning om en fredelig forhandlingsløsning.
Derfor tilbragte jeg i dag en stor del af dagen rundt om i den østlige del af byen: Silwan, Oliebjerget, Ras al-Amud, Abu Dis, Wadi Joz og så videre. Og situationen var anspændt. Ingen tvivl om det. Vreden ligger og ulmer lige under overfladen. Men udover et minimalt lille skænderi i Silwan forløb dagen roligt, der hvor jeg var i hvert fald. Intet at rapportere hjem om, rapporterede jeg hjem til TV2.
Så ingen dramatiske fotos fra Jerusalem i dag. I stedet får I et relativt roligt billede fra den grå, grimme monstrøsitet af en mur, som skærer sig igennem Abu Dis, og som besværliggør livet for palæstinenserne, mens mange israelere mener, at den sikrer dem. I hvert fald har der ikke været selvmordsbomber i Vest-Jerusalem, siden muren blev opført. Men køn er den ikke.
Men sådan noget er også tidsbestemt. Tilbage i 1500-tallet byggede den daværende tyrkiske sultan Suleiman den Store også en mur for at beskytte Jerusalem. Den mur er i dag en turistattraktion, som alle elsker og tager billeder af. Muren og portene er noget af det, der skaber det særlige miljø og giver Jerusalem karakter. Den gamle Bydel er det, der ligger indenfor denne gamle bymur. Det udenfor kom først til fra 1860'erne og fremefter. Zionsporten – en af syv porte i den gamle bymur – bærer arrene fra en langt nyere konflikt. Stenene omkring selv portåbningen er fulde af skudhuller fra Seksdageskrigen i 1967, hvor israelske faldskærmssoldater stormede Den gamle Bydel igennem denne port og igennem Løveporten ovre på den østlige side af bydelen.
Stammede skudhullerne derimod fra kampene i aftes, ville de blive betragtet som vandalisme, og en skamfering af et historisk bygningsværk. Nu er de fra 1967-krigen, og så er de pludselig blevet historiske. En del af det lange blodige epos om denne mærkelige og omstridte by. Et dokument om Jerusalems blodige historie. Forsøgte nogen i dag at udbedre skaderne fra 67-krigen, ville det blive betragtet som vandalisme.
Gad vide om den store, grimme, grå betonmur ude i Øst-Jerusalem også en dag bliver et historisk monument, som man kan købe postkort af. Et interessant vidnesbyrd om en æra i Mellemøstens historie. Og folk med sans for historie og bymiljø vil protestere imod planer om at fjerne muren, fordi den er blevet historisk, som Suleiman den Stores bygningsværk.
I midten af 80’erne var Berlinmuren et grimt, ækelt, dæmonisk monument over Den kolde Krigs ondskab. Nu er mange kede af, at næsten ethvert spor af den gamle mur er fjernet. De sidste rester værnes der om. Bidder af muren med rester af kulørt grafitti auktioneres væk til formidable beløb. Og man kan købe masser af postkort af Berlinmuren og Check Point Charlie.
Sådan er historien jo så underlig.
Den nationale tanke, der ligger bag jødernes tilbagevenden til deres historiske hjemland og oprettelsen af staten Israel, hedder zionismen, så det giver naturligvis Zionspladsen i den jødiske stats hovedstad en særlig status. Det her er ISRAEL! Kikar Zion i Jerusalem.
Ser man sig omkring her på pladsen, så ser israelere af alle mulige slags haste af sted. Alle har travlt. I aften begynder Løvhyttefesten – Sukkot, så ingen har tid. Mange kommer tungt læssede med indkøb, på vej hjem for at lave mad til familie og gæster.
Samtidig rundt om på pladsen, i krogene og hvor der er lidt skygge for solen, sidder tiggerne. Fremstrakte hænder. Engangs-plastikkrus der rasler med lidt småmønter i, så man måske i det mindste hører dem, man ikke vil se. Fattige israelere der hverken har penge til at købe ind for, eller styrke til at komme på benene og tage fat om deres eget liv. De bygger ikke løvhytter i dag, for at indtage deres måltider under åben himmel, som andre israelere gør. De rasler med bægeret for blot for at få et måltid.
Mange af tiggerne her på Kikar Zion er hjemløse. De indtager alle deres måltider året rundt under åben himmel. Når mørket falder på, går mange af dem også til ro i opgangene og baggårdene i kvarteret, hvis de ikke bliver fjernet af politiet. Bystyret vil nemlig helst have dem fjernet helt fra området, så her kan blive præsentabelt. Det her er jo ikke at forglemme Zionspladsen i den jødiske hovedstads bymidte, vi taler om, og det er jo ikke et hvilket som helst sted.
21. september 2010
Jeg var egentlig bare på vej fra Hebrew Union College, som ligger sammen med Beit Shmuel nær det gamle ”ingen-mands-land” – grænsen over til Øst-Jerusalem - med udsigt over Den gamle Bydel og Jaffaporten. Herfra ville jeg spadsere igennem Yemin Moshe-kvarteret, Sultan’s Pool og over til Zions-bjerget.
Jeg stoppede op for at tage nogle billeder af en af det gamle, smukke boligkvarters smalle stræder med stokroser og klatrende vinranker. Kedelige billeder, når jeg nu ser dem igen.
Men da jeg sænkede kameraet igen, stod der tre bedårende ortodokse børn lidt højere oppe på trappen og kiggede forundret på mig. Jeg tror, de var søskende.
”Hvad laver du”, spurgte de.
”Jeg fotograferer”, svarede jeg.
”Hvad fotograferer du?”
”Alt det, jeg synes er smukt og interessant at tage billeder af.”
”Hvorfor gør du det”, krævede den lille dreng, som havde sin store, hæklede kallot kækt på sned, at få at vide.
”Når man fotograferer, så er det som at lære sig selv, at blive ved med at lægge mærket til, hvor smukt alting er”, svarede jeg. ”Må jeg også tage et billede af Jer?”
De svarede ikke, men stillede sig i stedet pænt op, smilte fint, og jeg tog det som en tilladelse til at knipse dem.
Dagens bedste billede! Indtil nu i hvert fald.
20. september 2010
Dagens opgave var egentlig bare at tage til Ramallah, for at filme åbningen af det Danske Hus i Palæstina. Det gjorde jeg også, men det var en noget tam sag, så selvom jeg tog nogle billeder ved lejligheden, så er det ikke noget, der vil gå over i historien. På vejen til Ramallah stoppede vi i flygtningelejren Kalandia for at researche på en anden historie.
Hos den lokale købmand ville vi blot købe nogle flasker mineralvand, men han skulle først vide, hvem vi var, og hvad vi lavede i Kalandia-lejren. Da han hørte, at vi var fra TV, krævede han at blive interviewet. Han havde meninger om alt, men jeg var mere fascineret af hans fantastiske ansigt. Han kunne have spillet med i ”Lawrence of Arabia”, så prægtigt en profil havde han. Han blev dagens portræt. Jeg kører tilbage til lejren en af dagene med en papirkopi til ham. Jeg bliver sikkert nødt til at få alle hans meninger endnu en gang.
Lige overfor købmanden lå lejrens frisør. Her ville et par ældre mænd, der ventede på at blive klippet, også vide, hvem vi var. De ville dog ikke udtale sig om noget, fastholdt de, men de ville vide alt om os. Og da vi fortalte dem det, begyndte de også at fortælle os deres meninger om alt muligt mellem himmel og jord. Så fik vi deres familiers historier. Pludselig blev de to, der ikke ville udtale sig, ikke til at stoppe. Det fik åbningen af Det Danske Hus senere til at tage sig endnu mere gråt og kedeligt ud. Almindelige mennesker i den her del af verden er nu de mest interessante.
På vejen tilbage til Jerusalem slog vi et sving forbi en af de jødiske bosættelser. Her var en storpolitisk konflikt brudt ud om et stativ, som nogle unge yderligtgående bosættere var ved at sætte op på skråningen en kilometer eller to fra bosættelsen. Israelsk militær og politi dukkede op, og krævede det fjernet, fordi det kunne være begyndelsen på en ny bosættelse. De unge påstod, at de var ved at bygge en Sukkah – en løvhytte til den jødiske Løvhyttefest, der begynder på onsdag. Om stativet ender som en løvhytte eller en hel bosættelse ved jeg ikke. Jeg måtte tilbage til Jerusalem inden storpolitikken var blevet afgjort.
Meget kan man sige om Mellemøsten, men kedeligt er det ikke.
I dag bliver det så alligevel til hele tre fotos fra det jødiske ultra-ortodokse kvarter Mea Shearim - "Hundrede Porte" betyder det - her i Jerusalem. Vi er som sagt lige ovre Rosh Ha’Shannah og i går aftes sluttede Yom Kippur – Den store Forsoningsdag, hvor alt går i stå i Israel og mange, hvis ikke ligefrem de fleste jøder her i landet, faster i 24 timer. Så i dag er der her travlt med at komme i gang igen. Der er nemlig kun ganske få dage indtil de næste jødiske helligdage banker på. Så bliver det Sukkot – Løvhyttefesten – til minde om israelitternes vandringen i ørkenen under Moses. I den uge, festen varer, spiser man alle sine måltider udendørs i en lille hytte med løvtag bygget til lejligheden til minde om tiden i ørkenen. Det kommer jeg sikkert tilbage til i næste uge, for det må der da være billeder i.
De mest ortodokse af de ultra-ortodokse – for internt mellem dem selv er der nemlig også grader af, hvor ultra man kan være, når man er ultra – bruger hverken aviser, radio eller computere, så deres interne debatter eller snarere skænderier foregår på plakater, der klæbes op på væggene. Ofte trykkes der nye plakater hver eneste aften, efter man har set udtalelser fra den rabbiner, man ikke kan lide. Så skaffer man sin egen rabbiners forargede reaktion, og den klæbes så op i løbet af natten, til den anden gruppes store vrede. Derfor er væggene herinde fulde af tekstrige plakater i denne interne krig om skriften på væggen.
Ofte oplever man også, når man gåt rundt herinde, at de ultra-ortodokse ikke vil fotograferes. Mange tager filthatten af og dækker ansigtet, når de ser et fotografiapparat. Alligevel har den lokale rammemand i bydelen udstillet en hel stak fine, indrammede portrætter af en lang række af de ultra-ortodokses mest fremtrædende rabbinere. Så billedforbuddet fortolkes tilsyneladende også lidt som vinden blæser.
Se de øvrige års Fotodagbog ved at klikke på et af linkene herunder:
Fotodagbogen 2011 – 1. del
Fotodagbogen 2011 – 2. del
Fotodagbogen 2012
Fotodagbogen 2013