Palæstinenserne - Fatah

”Allah hu’Akbar”, råber de – ”Gud er stor!” 
     Råbet, som man hele tiden hører hernede, er ikke bare en religiøs trosbekendelse. Her i den arabiske verden er det også et militant politisk kampråb. Et kampråb der antænder et vulkanudbrud af voldsomme følelser. Især når der samtidig – som her – bliver lagt en martyr i graven.
     Issa Abul Hassan blev 21 år. Han gav sit liv i kampen. Dog ikke i kampen med Israel.
Vi er i Gaza By. Det er den 12. november 2006. Skuddene brager løs omkring os. Her er fyldt til bristepunktet af unge palæstinensiske mænd og store drenge med skydevåben. Mest russisk producerede Kalachnikov AK 47 militære angrebsrifler. 
     I dag skyder de heldigvis kun op i luften. Til gengæld gør de det hele tiden. Og de elsker det. 
     Fatah-aktivister fyrer massevis af penge af op i luften for markere årsdagen for Arafats død snarere end at bruge pengene og energien på at hjælpe de palæstinensiske flygtninge, de ellers påstår at kæmpe for, og som bor lige ved siden af.

JERUSALEM (20.02.2015): Ikke overraskende begynder mange i nyhedsmedierne i disse dage lige ovenpå terrorangrebene i København at diskutere, hvordan man skal dække terroraktioner og hvilke termer, man skal bruge. I kampens hede, når nerverne sidder udenpå skjorten og sjælen gør ondt, er det ofte svært at tage det kølige, nøgterne fugleperspektiv. Andre gange kan man af overdreven politisk korrekthed ende med at intet er så ondt, at det er terrorisme, og næsten heller intet derfor er godt. Det hele bliver en pærevælling… og alt bliver ligegyldigt.
     Tilbage i 2007 skrev jeg bogen ”Rapport fra en ørkenspejling”, hvor jeg blandt andet i et kapitel diskuterer brugen af betegnelsen ”terrorist” og ”terroraktion”. Meget er sket siden, men visse betragtninger kan sikkert stadigvæk bruges.
     I hvert fald er en spade stadigvæk en spade, og det bør vi fortsat kalde den.
JERUSALEM (03.12.2012): Det Palæstinensiske Selvstyres præsident Mahmoud Abbas har fået, noget nogen vil kalde, en sejr i FN-bureaukratiet – et stykke papir – som Israel svarer igen på ved at bygge flere huse til jødiske bosættere i de besatte områder.
     Hvis man opholdt sig på Martyr Yassir Arafat-pladsen i Ramallah den 29. november sent om aftenen, da FN stemte om resolutionen, skulle man ellers tro, at der var tale om selve deklarationen af Palæstinas oprettelse. Så meget blev der festet, da det blev klart, at FN’s Generalforsamling med et overvældende flertal havde besluttet at opgradere palæstinensernes status i verdensorganisationen til det noget snørklede ”ikke-medlems observatørstat”.
     Udenfor FN-hovedkvarteret – ude i den virkelige virkelighed her i Mellemøsten har palæstinenserne dog fortsat ikke nogen stat. Det eneste, der har ændret sig, er, at de udover frimærker, pas, flag, nationalsang, præsident og så videre, nu også har et lidt finere medlemskort til FN. Men staten, det det hele handler om, den findes stadigvæk ikke.
TRIPOLI (28.10.2011): Jeg sidder lige nu i Tripoli i Libyen, og har i det hele taget haft et travlt år, hvilket betyder, at jeg ikke har fået skrevet så meget på min hjemmeside, som jeg gerne ville. Dertil kommer, at jeg er bagud med et bogmanuskript, som skal være færdigt. Alt i alt betyder det, at der er begivenheder og emner hernede i mit ”pastorat”, jeg gerne ville have skrevet om, men som jeg ikke har haft tid eller energi til at få gjort noget ved. Derfor er jeg nødt til at bruge og genbruge de muligheder, der viser sig.
JERUSALEM (25.09.2011): Palæstinenserne jublede. Det var som om deres uafhængige stat endnu en gang var blevet proklameret. Første gang var da PLO-formand Yassir Arafat proklamerede den på et møde i Det Palæstinensiske Nationalråd i Algeriet i 1988. Men på landjorden i Mellemøsten eksisterer staten fortsat ikke. Alligevel gjorde præsident Abbas det klart, at han ville anmode FN om at optage Palæstina som et fuldgyldigt medlem af verdensorganisationen.
     Bag den palæstinensiske præsidents beslutning om at gå til FN og bede om at få Palæstina anerkendt indenfor våbenhvilelinjerne fra før ’67-krigen lå en voksende erkendelse af, at forhandlinger med Israels premierminister Benyamin Netanyahu ikke ville føre til det resultat, palæstinenserne krævede. Derfor forsøgte Abbas i stedet at opnå sin stat uden at skulle forhandle om det med israelerne.
JERUSALEM (20.05.2011): ”De er vore brødre og vores familie”, sagde den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fra Fatah om ærkerivalerne i Hamas, som alle ved, at han hader som pesten, da nyheden om aftalen imellem de to organisationer blev offentliggjort. ”Vi har for altid vendt den sorte side i vores historiebog med splid imellem os”, påstod han.
     ”Vores kamp er imod den israelske fjende og ikke mod andre palæstinensiske fraktioner”, sagde Hamas’ politiske leder Khaled Mashal. Rivalerne i Fatah, som anser sig selv for at være den palæstinensiske nationalbevægelse, kan næppe have været glade for at blive reduceret blot til endnu en af en række ”palæstinensiske fraktioner”.
     ”Det er et dødeligt slag for freden”, lød den israelske premierminister Benyamin Netanyahus dystre dom, som om freden havde været lige om hjørnet, men først nu pludselig var blevet dødeligt kvæstet.
JERUSALEM (13.11.2010): I den seneste tid har jeg siddet og bladret gamle artikler, TV-manuskripter, noter og fotografier igennem, for at udvælge det bedste og mest interessante til en ny bog. Jeg har nemlig lige indgået aftale om at skrive en meget personlig beretning om min egen oplevelse af Israel-Palæstinakonflikten, baseret på mine fotografier med tilhørende tekst.
     Jeg har endnu ikke helt lagt mig fast på, hvordan bogen bliver bygget op, og præcist hvad der bliver balancen mellem fotos og tekst. Men for mig er det også en interessant opgave bare at grave mig igennem bjerget af materiale, der igennem tiden har hobet sig op i mine skuffer og på min harddisk.
JERUSALEM (30.05.2010): Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas ”overvejer seriøst” at besøge Gaza-striben, skriver det palæstinensiske nyhedsbureau Ma’an. Hvis det er rigtigt, så vil det være første gang Abbas besøger området siden hans Fatah-bevægelse blev tvunget på flugt af den islamistiske Hamas-gruppe under den palæstinensiske borgerkrig i 2007. Spørgsmålet er, om der er tale om en begyndende palæstinensisk national forsoning.

JERUSALEM (05.11.2009): Først blev jeg ringet op af en palæstinensisk bekendt, som stakåndet, halvvejs råbte i telefonen: "Abu Mazen trækker sig tilbage!" Men... der har vi jo været før. Formentlig holder præsiden Mahmoud Abbas bare en vred tale, skælder ud på Israel, truer med at gå, og bliver så siddende, nøjagtigt som han altid har gjort.

Sider : 1 2
næste