Lande i Mellemøsten - Egypten

En dag midt under de daglige demokrati-demonstrationer på Tahrir-pladsen i Kairo beslutter jeg, at det vil være interessant at høre, hvad nogle af de mennesker, som ikke hver dag møder op inde på pladsen, tænker om situationen. Og lige midt i hovedstaden er der faktisk et lille sted, hvor man ironisk nok kan komme langt længere væk fra Kairo, end man skulle tro.

Solen brænder fra en skyfri himmel. Varmen er ulidelig. Alligevel er titusinder samlet på Tahrir-pladsen, som er blevet den egyptiske revolutions bankende hjerte.
     I skyggen under en forretningsmarkise møder jeg Mahmoud, en 21-årig studerende fra Cairo University. Han er, har jeg fået at vide, en af lederne af opstanden imod Mubarak-regimet.
 

Hosni Mubaraks 30 år lange styre er rystet. Mubarak har næppe et fly stående klart med motorerne varmet op, så han kan slippe ud af landet, men han er ikke i Kairo og har ikke været der i ugevis. Præsidenten er flyttet til Sharm el-Sheikh i Sinai-ørkenens sydligste spids, langt fra alle Egyptens storbyer. Til en Rødehavsbadeby, som er omgivet af store ørkenstrækninger, og derfor nem for sikkerhedstjenesterne at isolere og lukke af.

Urolighederne ser ud til at brede sig. Flere steder i de arabiske lande meldes der om demonstrationer og uro. Rapporterne fra Egypten lyder, som om sammenstødene dér er værst. Der er ingen tvivl om, at den indestængte utilfredshed ulmer.
     Årsagerne er gammelkendte. Vi har hørt det hele før: Manglen på frihedsrettigheder og demokrati. Manglende presse- og ytringsfrihed. Korruption og inkompetence hos myndighederne. Magthavernes grådighed og nepotisme. Politi og sikkerhedstjenesters brutalitet. Økonomiske problemer, ulige fordelt velstand, voksende priser og astronomisk arbejdsløshed. Befolkningstilvækst og meget unge, utilfredse befolkninger.

Når alt andet svigter – politikere, myndigheder og fremtiden, og det gør de tit – så vender mange arabere sig til det, der aldrig flytter sig: Til traditionen, til religionen og til drømmen om kalifatet. Dengang alt var, som det burde være… eller det er i hvert fald, som den populære, rosenrøde, alment accepterede religiøse historieskrivning udlægger det.

De døde er mere gæstfrie overfor Egyptens fattige, end landets myndigheder er. Det værste er, at det ikke kommer som nogen overraskelse for nogen. De egyptiske myndigheder er korrupte og inkompetente. Det har de altid været. Det ved alle.
     Fattige egyptere forventer ingen hjælp fra myndighedernes side. Det har de aldrig fået. Deres erfaring viser, at de fra den kant kun kan forvente problemer. De eneste, der hjælper dem, er islamisterne i Det muslimske Broderskab.

Egypten er den arabiske verdens bankende hjerte. Det mest folkerige land i regionen, og en kulturel og politisk supermagt i den arabisktalende del af verden. 
     I modsætning til de nye, hovedrige, arabiske olie-sheikhdømmer langs Den persiske Golf, hvis nationale historie blot begyndte i 1960’erne, så er Egypten et oldtidigt rige med rødder, der strækker sig mere end fem tusinde år tilbage i historien. Men Egypten er et prægtigt rige, der også begyndte at gå i forfald i oldtiden, og landet falder fortsat fra hinanden.

”Først nu fortjener vi vores frihed! Det har vi aldrig gjort før. Nu har vi kæmpet for den, vi har lidt for den, blødt for den, ofret for den. Får vi vores frihed nu, så er den for alvor vores. Og det er første gang”, siger Abd El Moneim El Sawy, som leder et alternativt teater- og spillested under en af Kairos broer og en kort overgang under revolutionen var kulturminister.

JERUSALEM (24.03.2014): Som om det ikke allerede går helt ad H… til i Egypten, så har en domstol i byen Minya i Øvre-Egypten netop afsagt dødsdom over ikke mindre 529 medlemmer af Det muslimske Broderskab og andre tilhængere af den afsatte præsident Mohamed Mursi. 16 blev frigivet, så en eller anden retlig votering må der dog have fundet sted.
     Anklagerne lyder på mord på en politimand, forsøg på mord på to andre og et angreb på en politistation i august sidste år i forbindelse med myndighedernes voldsomme og blodige aktioner imod to store pro-Mursi protestlejre i Kairo.
     Enhver der kender bare det allermindste til Egypten ved, at intet der har med myndighederne at gøre, sker hurtigt. Snarere tværtimod. Det egyptiske bureaukrati er notorisk for ikke at flytte sig ud af stedet. Sådan er det i hvert fald ikke gået i denne sag.

KAIRO (25.01.2014): Jeg skulle egentlig have været i Jordan nu for at lave nogle indslag til TV2 om de syriske flygtninge, men bomberne i Kairo i går og 3-årsdagen for den egyptiske revolution i dag fik mine redaktører til at beslutte, at jeg i stedet skulle tage tilbage til Egypten.
     Derfor står jeg nu i Kairo i gaderne mellem Tahrirpladsen, Ta’alat Hrab og Mohamed Mahmoud. Omkring Tahrirpladsen, hvor kritikere ikke længere får lov til at optræde, er de general-tilbedere, der svinger med plakater af al-Sisi. 
     En taxi-chauffør klæber uden hensyn til trafiksikkerheden en plakat af general al-Sisi på forruden, mens han erklærer: ”Det er helten. Al-Sisi er vores helt!”
     I sidegaderne er det unge fra den sekulære opposition som 6.april-bevægelsen og andre, der protesterer. Det muslimske Broderskab er ingen steder at se.