Egne bøger

”Hvis folk vælger livet, så må selv skæbnen føje sig…”, gjalder det mellem facaderne.
     Nationalsangen er blevet demonstranternes kampsang: ”Mørket må løfte sig og lænkerne brydes…” Demonstranterne marcherer op mod Avenue de Bourguiba i Tunis, hvor en kæde af kampklædt politi spærrer vejen.
     Et øjeblik senere lyder bragene fra tåregasgranaterne, der eksploderer på alle sider af demonstranterne, og alt bliver kaos.
Når alt andet svigter – politikere, myndigheder og fremtiden, og det gør de tit – så vender mange arabere sig til det, der aldrig flytter sig: Til traditionen, til religionen og til drømmen om kalifatet. Dengang alt var, som det burde være… eller det er i hvert fald, som den populære, rosenrøde, alment accepterede religiøse historieskrivning udlægger det.
De døde er mere gæstfrie overfor Egyptens fattige, end landets myndigheder er. Det værste er, at det ikke kommer som nogen overraskelse for nogen. De egyptiske myndigheder er korrupte og inkompetente. Det har de altid været. Det ved alle.
     Fattige egyptere forventer ingen hjælp fra myndighedernes side. Det har de aldrig fået. Deres erfaring viser, at de fra den kant kun kan forvente problemer. De eneste, der hjælper dem, er islamisterne i Det muslimske Broderskab.
Egypten er den arabiske verdens bankende hjerte. Det mest folkerige land i regionen, og en kulturel og politisk supermagt i den arabisktalende del af verden. 
     I modsætning til de nye, hovedrige, arabiske olie-sheikhdømmer langs Den persiske Golf, hvis nationale historie blot begyndte i 1960’erne, så er Egypten et oldtidigt rige med rødder, der strækker sig mere end fem tusinde år tilbage i historien. Men Egypten er et prægtigt rige, der også begyndte at gå i forfald i oldtiden, og landet falder fortsat fra hinanden.
Den 26-årige tunesiske grønthandler Mohammed Bouazizi brændte i december 2010 sig selv ihjel.
     ”Han ønskede egentlig kun at kunne drive sin lille forretning, en lille bod med frugt og grønt, så han kunne tjene til dagen og vejen. Det var det hele. Men det fik han ikke lov til, og så var der noget, der slog klik for ham”, fortæller Jamal Hajlawi, en politisk aktivist jeg møder i Tunis.
”Først nu fortjener vi vores frihed! Det har vi aldrig gjort før. Nu har vi kæmpet for den, vi har lidt for den, blødt for den, ofret for den. Får vi vores frihed nu, så er den for alvor vores. Og det er første gang”, siger Abd El Moneim El Sawy, som leder et alternativt teater- og spillested under en af Kairos broer og en kort overgang under revolutionen var kulturminister.
Det er egentlig ikke afsnit 43 fra bogen, for disse ”pausebilleder” er jo ikke en del af bogen. De optræder kun her på hjemmesiden. En slags bonus-afsnit, kan man sige. 
     Jeg har blot brugt disse små sidehistorier som en slags mellemlæg eller markering af, at endnu et afsnit af bogen nu er blevet fuldt oploadet til hjemmesiden – nemlig afsnittet om Israel-Palæstinakonflikten, og et andet afsnit nu om kort tid begynder – det om Det arabiske Forår.
     Her blot en lille historie om bogens tilblivelse.

Den israelske fredsbevægelse eksisterer, men den er kun et blegt, blodfattigt spøgelse, som er uden indflydelse. Når den nu kalder til handling for at protestere imod de jødiske bosættelser i de besatte områder, møder kun en lille håndfuld standhaftige aktivister op. Så få at medierne end ikke gider dække det. De moderate sætter ikke længere dagsordenen. Den får ekstremisterne i begge lejre ulykkeligvis lov til at opstille.
Om det virker efter hensigten eller ej er et åbent spørgsmål. Men kønt er det ikke. Det virker i hvert fald på besøgende, udenlandske politikere og meningsdannere. De bliver altid chokerede, når de første gang møder muren, som i virkeligheden for størstedelens vedkommende er et hegn. 
     Palæstinenserne kalder den for ”Apartheid-muren”, fordi de påstår, at den er racistisk. Israelerne betegner den ”beskyttelsesbarrieren” og mener, at den forhindrer terrorisme.
Rytmen tager fat i mellemgulvet. Reggae på arabisk. Taget er ved at løfte sig. Fadøllet flyder i stride strømme. Stemningen syder. De unge fyre tager kæresterne på numsen. Pigerne hyler, klapper og hopper i takt til musikken.
     Vi er til noget så unormalt som Oktoberfest i de palæstinensiske selvstyreområder, i landsbyen Taybeh ikke langt fra Ramallah. Taybeh er en kristen palæstinensisk landsby. Den allersidste helt igennem kristne landsby, der er tilbage i et område, der ellers en gang var rent kristent.
Sider : 1 2 3 4 5 ... 6
næste